Avisartikler 2012, 3. kvartal

Trykt i Ekstra Bladet den 20. september 2012

Af Ole Hyltoft

Så omkom den amerikanske ambassadør i Libyen på Allahs bud. Og hvor mange danske soldater er ikke slået ihjel og lemlæstet for at gøre Afghanistan til et lidt mere civiliseret samfund? Men fører det til noget? Det er der vist ikke mange der forventer.

De troende muslimer har den opfattelse, at Muhammed har været en tur oppe i himlen hos Allah og afhentet de love, som Allah har bestemt skal gælde for HELE verden til ALLE tider. Det er sådan nogle som at kvinder er underordnet mændene, at kvinder kan dømmes til at blive stenet ihjel, hvis deres ægtemand mener de har været ham utro. At homoseksuelle skal aflives ved hængning. At tyve skal have hugget hænderne af.

Disse love er ikke bare nogle, der står i en religiøs bog, som forstandige folk vil kalde ammestuesnak. Det er love der praktiseres hver dag i Levanten. Blodet sprøjter. Stenene hviner. Ligene af homoseksuelle drenge hænger og dingler på gaden i kraner. Ikke-troende likvideres. Mennesker skriger af lidelse.

Man må håbe, der er mange muslimer, der findes disse grusomme religiøse lovregler umenneskelige og frastødende. Men Muhammed har foreskrevet, at muslimer, der forlader troen, er fredløse. Rettroende muslimer har altså Herrens ord for, at de skal slå de svage i troen ihjel. Det er altså ikke let for humane muslimer at vise deres medmenneskelighed, når vildskaben er lovliggjort i Koranen.

Sådan er det, som Margrethe Vestager siger.

Og hvad stiller vi så op med det – i Paris og København og Lemvig? Her er mit bud.

Ytringsfrihed er det vigtigste grundlag for en værdig civilisation. Så i Paris som i Lemvig må vi ikke give os en tøddel på ytringsfriheden. I Kurt Westergaard-sagen blev Uffe Ellemann blød i knæene og Tøger Seidenfaden gik bodsgang. Og i den nye sag om den dilettantiske amerikanske film har ledende politikere fordømt den. Det er forkert. Ytringsfrihed er utænkelig uden der forekommer dilettanteri og dumhed.

Dernæst skal vi opgive ideen med at sende NATO-tropper rundt i verden og demokratisere hvert hjørne af den. Frihed fremkommer ikke ved at fremmede tropper rykker ind i éns land og påtvinger én frihed.

Winston Churchill kaldte islam for den mest reaktionære kraft i verden. Men vi må opgive troen på, at det derfor er vores pligt at drage ud og omvende muslimer fra deres i vore øjne barbariske og tilbagestående forestillinger.

Alligevel kan vi forhåbentlig føre en høflig samtale med de islamiske magter om, hvad god civilisation er. Invitere muslimer på studiebesøg i vore vestlige lande. Hjælpe muslimske lande i nødsituationer. Tale civilisationens sag, uden at intervenere.

Til gengæld må vi forlange af de mange muslimer, der er kommet til Europa de sidste tiår, at de indordner sig under vores grundlov, dvs. forsoner sig med ytringsfrihed, ligeret, human og ukriminel opførsel.

For os europæere har det krævet århundreders kampe mod kongemagt, kirkemagt og kapitalmagt at arbejde os frem til det nuværende, nogenlunde frie og menneskeværdige samfund.

Vores væsentligste, og vel eneste, økonomiske afhængighed af Mellemøsten er olien. Den må Vesten hurtigst muligt gøre sig fri af. Vi må opfinde andre drivmidler til vores fabrikker, biler og huse. Vi må lære at klare os uden Levantens olie, om det så i en periode skal medføre, at vi må rationere privat bilkørsel.

Vi skal altså holde op med at træde ind som overlegen politibetjent i muslimernes mange indbyrdes krige. Og samtidig skal vi være ufravigelige forsvarere for ytringsfrihed og human civilisation i vore egne lande.

I øvrigt mener jeg:

At folk ikke skal blive politikere og slet ikke ministre, før de har ydet en markant indsats på det almindelige arbejdsmarked. At have gennemført en uddannelse er ikke nok.

Trykt i Ekstra Bladet den 29. august 2012

Af Ole Hyltoft

Min mand er ikke homoseksuel, er statsministerens budskab til befolkningen.

Hermed er der åbnet for en strøm af vigtige budskaber fra statsministeriet. Må jeg foreslå Helle disse: - Min mand er ikke pyroman. Min mand er ikke Jehovas Vidne. Min mand er ikke biavler.

Men selvfølgelig har Helle ret. For hvis man har adgang til en skønhed som Helle, der altid virker oplagt og i humør, og så alligevel foretrækker f.eks. udkantsminister Carsten Hansens favn, må man have en skrue løs. Og det har den beskedne og sympatiske Stephen Kinnock ikke.

Hele sagen er dog noget underlig. For den skamfulde tid for bøssemager-faget er da for længst forbi. Engang havde vi en kulturminister, der var bøsse og hemmeligholdt sin last, Niels Matthiasen. Men nu har vi da en kulturminister, der er en åben og glad bøsse. Og sosserne har en kulturordfører, der er en meget rar og meget stor bøssemand. Sådan har Gud skabt nogle af os. Fred være med ham og det.

Bøssemageriet er jo heller ikke sådan et fag, man nødvendigvis virker i hele livet. Star Tours’ kendte direktør, Stig Elling, var gift med en dame, før han giftede sig med en mand. Og sådan er der så meget her i verden, der ikke går efter en lineal.

En af verdens klogeste mænd gennem tiderne, Sokrates, havde en arrig kone, Xantippe. Så det er ikke mærkeligt, at han tyede til bøsse-faget, når han ikke var hjemme og skulle skældes ud af Xantippe. I øvrigt var alle oldtidens græske mænd fra overklassen bøsser.

Det, jeg nu vil fortælle fra det virkelige liv, gør jeg ikke for at slå skår i postelinet. Men der hersker nu engang en vis, supplerende seksualitet hos veluddannede engelske mænd. Det skyldes, at de går på drenge-kostskoler. Så når deres sexlyst springer i blomst i 12 – 15 års alderen, er jævnaldrende drenge de mest nærliggende at blomstre sammen med. Det giver dem nogle skønne ungdoms-homoseksuelle oplevelser, som de aldrig glemmer, og som en del af dem vender tilbage til i deres voksne liv. De første oplevelser i alle livets forhold er uforglemmelige.

Som ung cand.mag. blev jeg udpeget til at studere nogle måneder på Harvard University ved Boston sammen med andre lysende personligheder fra hele verden. En af dem, et britisk parlamentsmedlem, fattede kærlighed til mig. Åndelig såvel som kødelig. Han var berømt, veltalende, charmerende. Hans tilbedelse var meget smigrende for den unge dansker i det internationale selskab. Frisindet var i øvrigt udbredt på Harvard under den højt begavede, senere udenrigsminister Henry Kissingers lederskab.

Min britiske ven gjorde mange opfindsomme forsøg på at overtale mig til utugt. Blandt andet tilbød han at vaske mit undertøj. Der er næppe mange andre danske digtere, der har fået deres underbukser vasket af en britisk politiker i fremtrædende position. Hvad de englændere dog kan finde på! Mine afslag foregik da også i godt, jovialt humør. Og vi forblev venner.

Da jeg senere besøgte ham i London, tog hans smukke frue og deres tre dejlige børn venligt imod mig. Flere detaljer om ung Oles rejse til Amerika og de fristelser, han herunder udsattes for, kan hentes i andet bind af mine erindringer, ”Alle disse Forhåbninger”.

Kort og godt: engelske mænd af god kostskole-opdragelse er nu engang halv-bøsser. Og det er der ikke spor ondt i. Det hæmmer ikke børnefødslerne. Og det kommer ikke fruerne til skade.

I øvrigt mener jeg

Når Putins dommere dømmer tre piger to års fængsel for at forårsage uorden i kirkerummet – to år! - betyder det, at Rusland endnu ikke er blevet et civiliseret samfund. Ærgerligt. Vi har ellers brug for at få Rusland med i den vestlige verden.

Af Ole Hyltoft, forfatter, cand.mag., næstformand i DR’s bestyrelse

Trykt i Jyllands-Posten den 23. august 2011

JP mener ( 20.-8.) at jeg lider af ”en skræmmende mangel på forståelse for hvad redaktionel frihed er”. Fordi jeg synes, at DR’s bestyrelse skulle have deltaget i beslutningen, om DR skulle være reklamesøjle for islam i en hel uge.

Dette er en noget forvirrende kritik at møde for en som mig, der har ytringsfriheden indskrevet i min aftenbøn. Jeg kan vist også sige, at jeg som forfatter og avisskribent mere end de fleste har nydt ytringsfrihedens fryd, men også erfaret min del af dens ubehagelige konsekvenser.

Mit ønske om at DR-bestyrelsen involveres lidt mere i husets større projekter har da også alsidigheden, altså en større frihed, som hovedmål.

Når kæden hopper af for JP’s lederskribent, tror jeg det hænger sammen med, at mange ikke rigtig gør sig klart, hvordan politikerne har organiseret DR’s ledelse.

DR ledes af to organer. Det ene er direktionen med generaldirektør Maria Rørbye Rønn i spidsen. Det andet er bestyrelsen med Michael Christiansen i spidsen.

Bestyrelsen er ikke en almindelig firma-bestyrelse som Carlsbergs eller Legos. Bestyrelsen blev tidligere kaldt radiorådet. Den er det danske folks, licensbetalernes, demokratiske garant i ledelsen.

Bestyrelsen er ifølge radioloven den del af DR’s ledelse, der fremsætter ”de almindelige retningslinjer for DR” og har ”det overordnede programansvar”. Vi skal værne om DR. Og det gør man ikke ved altid at være direktionens nikkedukker, men ved at være den konstruktive samtalepartner.

Vi er hverken et overordnet eller et underordnet fremmedelement i DR’s drift. Men ved at være uafhængig af direktionens kommandogange kan vi tilføre DR nye argumenter, bryde fastlåste tankegange og bidrage til fornyelse. Hvis vi ikke deltager på den måde, er vi et slapt organ, der ikke er vores opgave voksen.

Dette er ikke at bryde armslængdeprincippet. For vi har per definition ingen afstand til DR. Vi er selve DR – sammen med de udførende aktører i huset.

Den aktuelle dagsorden lød: Skal DR virke som en ugelang reklamesøjle for islam, en totalitær voldsideologi, i hvis navn mennesker pines og dræbes hver dag verden over? Det spørgsmål er så skræmmende, at jeg synes direktion og bestyrelse skulle have drøftet det sammen, inden projektet blev sat i søen med piber og trommer.

Denne opfattelse ligger så ganske inden for radiolovens ånd og bogstav.

Trykt i Ekstra Bladet den 14. august 2012

Af Ole Hyltoft

Mine herrer!

Må jeg stille jer et prekært spørgsmål? Hvad vil I sige til at jeg - der ikke er lægeuddannet – kommer på visit hos jer og siger: bukserne ned! Og når I har gjort det, tager jeg en saks op af lommen, hiver jeres forhud på penis frem og klipper den af. Vupti!

Jeg tror I vil slå saksen ud af hånden på mig, når i ser den nærme sig jeres følsomme legemsdel.

Men sådan kan et lille drengebarn på et halvt år ikke værge for sig. Han må lade lemlæstelsen ske. Og håbe på, der ikke er for mange bakterier på saksen, så der kommer betændelse oven i beskæringen.

For nylig forbød en domstol i Køln drengeomskæring. Men da tyskerne sidder i et grusomt moralsk underskud over for jøderne, underkendte Angela Merkel dommen.

Så indtil videre kan tyske – og danske – kvaksalvere komme anstigende med deres sakse, så de jødiske og muslimske drengebørns dåbshandlinger kan blive afsluttet med en gang tortur, hvis følger varer livet ud.

Omskæring er et barbarisk indgreb på det enkelte individ, foretaget på et tidspunkt da det ikke kan forsvare sig.

Men det er også en måde, hvorpå forældre afskærer deres søn fra en væsentlig del af hans kommende elskovslyst. Det taler man sjældent om. Men på Ekstra Bladet tør vi, hvor andre tier.

En stor del af en mands sex-følsomhed sidder netop i forhuden, og lysten fremkommer ved gnidningen mellem forhud og glans. For eksempel kan onani vanskeligt udføres på mænd uden forhud. Og den form for sex er jo ikke bare noget, der udføres i ensomhed, men også under den erotiske akt, både mellem mænd og kvinder og mellem to mænd eller to drenge. Så vidt jeg husker!

Omskæringen – denne uhumske børnemishandling bør selvfølgelig forbydes for drenge, ligesom den er forbudt for piger. Vi lever i et civiliseret samfund. Det bør også forbydes danske statsborgere at foretage mishandlingen i udlandet.

Jamen er det ikke et meget gammel jødisk/muslimsk ritual? Jo. Men det er ikke alle gamle vaner, vi fortsætter med. I gamle dage fik skolebørn tit bank af læreren. Det gør de ikke mere. Det er ligefrem forbudt. I gamle dage havde kvinder ikke stemmeret. Det har de nu. Dårligdomme får ingen ret, fordi de er tudsegamle.

Omskæring er et brud på menneskerettighederne. Vi skal være tolerante. Men vi skal ikke tolerere enhver dumhed og dårlig vane, bare fordi den er ældgammel.

Omskæring er at fornægte vores natur. Naturen – eller Gud, hvis man er troende – har skabt mænd med forhud. Det har den – eller Han – vel haft en mening med.

Danmark er et land, som opfatter sig selv som værende i bevægelse hen mod et mere humant og civiliseret samfund. Denne bevægelse er vor værdighed. Den bør hverken sættes i stå af muslimsk kvindeundertrykkelse eller af barbariske jødiske ritualer fra oldtiden.

Engang hængte indianerne deres unge mænd op i kroge sat fast i brysthuden. Og tallerkennegre fik deres naturlige munde skamferet.

Den slags ritualer kalder vi mishandling. Man kan komme i fængsel, hvis man bedriver dem. Det bør man også komme, hvis man får sit drengebarn omskåret.

I øvrigt mener jeg:

Ligesom radio og tv’s studieværter ikke skal kalde Skåne, Halland og Blekinge for Sverige, skal de og vi ikke kalde Vesterhavet for Nordsøen. Vi danskere har et hav, der ligger vest for Jylland. Det har vi i logikkens ånd kaldt Vesterhavet. Det skal vi blive ved med.

Trykt som kronik i Berlingske Tidende den 12. august 2012

Af Ole Hyltoft, Forfatter

Men er der i virkeligheden noget så vederkvægende i disse dage som at stå op til en stille, regnlun dagning. Har man have, slår man terrassedøren op. Og så kilder det i éns mave af lykke over at se og høre, hvordan himlen varsomt giver jorden den væde, som græs og blomster higer efter. Til tak strammer georginen sig an og folder endnu et par blodrøde blomster ud i sin i forvejen overdådige buket. Og den forfinede, lyslilla violfrøstjerne lægger ti centimeter til sin snart meterhøje vækst.

Hvor skal vi være glade for, at Solen ikke skinner hver morgen i vores land som i Syden. Så vi slipper for sydens ufravigelige tunge, tørre hede og solstrålerne der spidder én. Lufter det endelig lidt dernede ved Middelhavet, er det i form af en scirocco-vind, der brænder én ør.

Landsmænd, bliv hjemme om sommeren. Og lad roen falde på jer. Vores sommertid er nemlig roens tid. De andre årstider er ladet med uro. Hele foråret går vi rundt og higer - efter grødens spæde beviser på forandring, vintergæk, erantis, krokus, anemone, følfod. Fra september holder vi spændt øje med forfaldets tegn, de brune blade, de bortdragende fugle, de lukkede iskiosker. Nu nærmer årets langvarige dybe mørke sig. Vi kan gå det pirreligt eller fattet i møde. Men vi mærker forandringens uro i blodet.

Om vinteren giver kulde, is, snestorm, travle ærinder og nagende ambitioner os uro i kroppen. Vi trøster os med jul, fastelavn, X Factor og påske. Nogle drager til fjerne lande, som det tog digteren Poul Martin Møller et år at nå med sejlskib. Vi sætter os otte timer i et fly og er heldige, hvis vi slipper for blodpropper i benene og for at havne i en blodig opstand i Bangkok.

Men til sidst kommer den, sommerens ro. Trofast.

Er man optimist, siger man sommeren begynder 1. maj og slutter 30. september. Men det ved vi jo godt ikke passer. Der kan komme nattefrost i maj, og september kan ligne en sjosket forberedelse til efteråret.

Næ, nøgternt set består den danske sommer af tre måneder, juni, juli, august. De er ikke ens. Juni er den klare måned, den hvor vi slår vores nyforelskede glugger op og går himmelfaldne rundt i eldoradoet, betaget af alle de farver, al den vælde, vores vågnende flora kan præstere, vildrosens purpur, syrenens lilla, valmuens og bonderosens karmoisinrød. Og til sankthans kommer den danskeste af de danske blomster, hylden med dens prikkende sødme.

Nu breder hylden/ de svale hænder/ mod sommermånen.

Omkring 1. juli sætter stilstanden ind. Nu er den der jo, al pragten, og den bliver der sommeren ud, med stolte georginer, gavmilde tallerkensmækkere, hortensiaernes blegblå kupler. Det er ikke kun blomsternes kroner, der breder sig. Det gør også deres grønne underkrop, bladene, stænglerne. Det grønne fylder bedene og stenhøjene ud og gør, at stauderne nu står skulder ved skulder. Hvert velpasset bed er en sammenhængende landsdel i vores Arkadien.

Æbletræet med efternavnet Aroma har midt i juli fostret masser af små, grønne æbler. Alt for mange til at træet kan bære dem og give dem en god opvækst. Så grenene letter sig midt i måneden for snesevis af de små, umodne æbler, mens de tilbageblevne får lov at blive røde og voksne.

Det er i juli, den nordiske sommers vartegn er på sin højde, denne matgule nattehimmel, de lyse nætter. Ikke langt fra hvor jeg bor forfattede Otto Gelsted en af de mest følte kærlighedserklæringer, Danmark har fået. Danmark var lige blevet besat af tyskerne, og vi måtte besinde os på den hjemstavnsfølelse, der gjorde os forskellige fra de nazityske marchkolonner.

Her har hjertet hjemme/ mellem fjord og krat./ Lyt til Danmarks stemme/ i den lyse nat.

Bliv! siger vi til sommeren. Og så ser vi på uret. Der er gået ti minutter siden vi sidst så på det. Allerede nu er der altså mindre tilbage af sommeren. Det gør lidt ondt.– Ole Hyltoft

August er badningens måned. Morgenbadet inden klokken 8 er mit steds specialitet. Dyrket af ret få, men med et udbredt renommé. Det specielle er, at Solen på denne tid af dagen står omme bag klinten og kaster skygge ned over strandbredden. Normale eftermiddagsbadere er vant til en sol ude fra havet, der lægger dem selv og stranden i overdådigt lys.

Morgenbadet har sin egen andagtsfulde stil. Der er fralandsvind. Så bølgerne slikker bare havstokken. Havet er grønt og turkis med nogle mørkere strøg, hvorunder tangen og havfruerne bor. Ude mod kimingen ses et hvidt sejl.

Man klæder sig af - og selvfølgelig ikke på. Badetøj er for småborgere. Her i august har vandet endelig fået den rette temperatur. Køligt nok til at blive morgenfrisk af, og lunt nok til ikke at bævre af. Et par kvindelige løbere passerer på stranden. De er ikke nøgne. Det burde de være. Det er varmt nok til det. De er iklædt de der stramme cykelbukser, som er kommet på mode hos folk, der vil demonstrere, de holder sig i form.

Så springer man i og svømmer sine fem minutter under vandet og på vandet. Stiller sig derefter op på stranden og skuer ud. Med legemet dryppende af havvand. Jeg bilder mig ind, at sådan har mennesker gjort på lune sommermorgener så længe dette sted har været beboet. Stået her, som Odin har skabt dem, og sendt ham en taknemlig tanke, fordi han tilberedte dem så liflig en morgenstund.

Selv tilbeder jeg ikke Odin. Jeg er agnostiker.

Strandens anden havmand går hilsende forbi mig. Han har fået ild på sin cerut. Cerutrøgen giver morgenstranden lige den ekstra odeur, den har manglet. Min far tog sig også en cerut, når vi morgenbadede fra netop denne strand for menneskealdre siden. Godt at der er tidløse værdier til.

Sommeren er floraens tid. Faunaen holder sig lidt på afstand. Et par spændstige hjorte fyger hen over græsplænen. Hjortens flugt. De er nervøse over, at deres revir er taget i besiddelse af disse tobenede, selvbevidste væsner, der opfører sig, som om sommerhusgrundene var deres.

Dog, sneglene holder sig ikke tilbage. På regnfulde aftener kan jagten på dræbersneglen give over 100 nedlagte individer. Vinbjergsneglen rører jeg dog ikke. Med sit celebre lysegrå og lysebrune skjold skrider den frem som en dronning fra Kinas land. Uforvarende kom jeg forleden til at træde en i stykker og blev ked af det. Haven rummer ikke mange af dem. Men et par familier må der være. For de gør deres formfuldendte entre på havegangen hver sommer.

Jeg har også en enlig tudse oppe ved kompostbunken. Den må være tudsegammel.

Det er kun disse tre måneder, vi lever så inderligt i Arkadien. Og indoptager græsset, blomsterne, træerne, fuglene, farverne, regnbygerne, tordenen, Solen. Havet indtager vi ekstatisk. I disse højsommermåneder stiger erotikken og skabertrangen - de to tæt forbundne livsytringer.

Bliv! siger vi til sommeren. Og så ser vi på uret. Der er gået ti minutter siden vi sidst så på det. Allerede nu er der altså mindre tilbage af sommeren. Det gør lidt ondt.

Sommeren har været våd i Danmark i år. Men foreløbig ikke i form af hidsige forsøg på at drukne afgrøderne. Jorden har bare tit været sort, det vil sige fugtig og givende. Og vi har haft mange dage af dem, hvor fyrretræer og den jord, de står i, har udåndet denne berusende duft af varm skovbund efter regn.

Er det barndommen, vi genfinder her i den rolige højsommer? Kolonihaven, teltlejren, sommerhuset. Luften omkring os har lige nu denne sommerstilhed, vi husker. Den, der gør fjerne lyde blidt rungende. Jeg hører postbuddet på sin motorcykel langt nede for enden af vejen. Buddet standser. Kører igen.

Jo, rigtigt husket, engang for længe, længe siden var man også i dette lydhøre land, hvor stilheden runger som i en kirkesal. Hvor træskibet sejlede på vandbaljen. Cowboyderen red frem til sit blokhus forfulgt af sioux-indianeren, mens mor syltede og primusapparatet sydede.

Og i eftermiddag skal vi til stranden. Sommeren er ikke forbi endnu.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 17. juli 2011

Af Ole Hyltoft

Ole Hyltoft skriver om en af sine gamle venner, Leif Panduro, en lattermild bekæmper af dumhedens og regulativernes magt. Der er blevet alt for stille om denne humorist, der lovsang det kærlige kaos og advarede imod det samfund, der gør os fremmede for hinanden.

I søndags tog jeg op at bade fra stranden ved Liseleje. Og da jeg efter svømmeturen lå i klitterne, våd og solsugende, slog det mig, at her havde jeg været en gang før.

Det er cirka 35 år siden. Jeg havde været på et nordisk forfatter-seminar nær Stockholm. Jeg er ikke vild med den slags komsammen’er, hvor man skal sidde og foregive stor interesse for forfatterkollegers bøger, som man ikke kunne drømme om at købe og læse, hvis man ikke lige var kommet her på højskole med dem.

Bedre blev det ikke af, at en hedebølge lagde sig over Norden de dage. Så på hjemrejsedagen havde jeg mest én tanke i hovedet: komme hjem og komme i vandet. Men vejen hertil var lang. Fra den svenske højskole til Arlanda lufthavn – Kastrup – Hovedbanegården – S-tog til Hillerød ( hvor jeg boede dengang ) – egen bil til Liseleje-kysten.

Det var blevet aften, da jeg nåede den mennesketomme strand. Heden var dæmpet. Det var blevet en lun, stille sommeraften. Nøgen gik jeg ud i det kølende Kattegat. Et stykke ude i vandet stod to andre nøgne mennesker. Leif Panduro og hans kone Esther. Vi satte os ind på stranden. Som nordkystens første mennesker sad vi der og snakkede, og nød solen synke i havet.

Første gang jeg var sammen med Panduro var midt i 60’erne. Jeg havde fået en stribe forfattere til at komme og holde foredrag om deres bøger. Panduro kunne bade i beundringen fra en stopfyldt sal. Alligevel var han nervøs, sveddryppende nervøs, af at skulle holde tale.

Panduro var jo ellers en begavet og klog mand. Men han havde haft en mærkelig og udsat barndom. Hans far var nazist og blev likvideret af modstandsbevægelsen. Hans mor var sindssyg. Så han voksede op på børnehjem, kostskole og hos en onkel. Nogen i familien sagde til ham: Pas på du ikke bliver som din mor.

I modsætning til sin far var Panduro frihedskæmper. Da hans gruppe et par dage efter befrielsen skulle ud og rense Østerbro for ”varulve”, blev han skudt i maven. Men desværre ikke af en ”varulv”. Af et vådeskud fra en af de andre frihedskæmpere!

Panduro og jeg blev venner. Venskabet udfoldede sig især ved at han ringede til mig i ny og næ og talte længe. Hvor var han dog morsom. For eksempel da han fortalte denne historie. I 1944 var Gestapo på sporet af ham. Han måtte flygte til Skåne. Blev ansat på en limfabrik i Helsingborg. Ka’ du tænke dig, sagde han, alt klæbede til mig på grund af den skide lim. Mine underbukser klæbede til maveskindet. Når jeg handlede i en butik, kunne jeg ikke betale, for pengeseddelen klistrede til fingrene. Og jeg savnede min kæreste. Så jeg besluttede at vende tilbage til Danmark. Og fik plads i en robåd. En kaptajn i den danske hær skulle med på overfarten. Han satte sig myndigt på bagsædet og beordrede mig til at ro. Jeg adlød. Mine hænder var i laser, da vi nåede Sjælland. Og så viste det sig sørme, at min kæreste havde fundet sig en anden. Og så lo Panduro. Han var så lattermild – og gavmild.

Panduro afskyede dumhedens magt, men udviste også en lystig overbærenhed over den. Endnu mere afskyede han regulativernes magt. Det enkelte menneske passer ikke til de rammer, vi laver for samfundet. Hans gennembrudsroman fra 1958, ”Rend mig i traditionerne”, gør grin med det småborgerlige samfund. Men ikke et foragteligt grin som Hans Scherfigs. Det er borgerligheden forstået som al tings forudsigelighed, han udleverer.

I romanen ”De uanstændige” skildrer han med fryd og varme et lykkeligt galehus af frigjorte individer, et kærligt kaos. På baggrund af disse bøger blev han nok i begyndelsen af sit forfatterskab opfattet som en åndelig fribytter fra det kulturradikale slæng. Hans tidlige bøger varmede uden tvivl op til ungdomsoprøret i 1968.

Men Panduros oprør havde dybere grund.

Jeg skrev i 1968 en bog, der gør op med mange af de borgerlige normer, der indskrænker vores frihed. ”Tør du være fri?” hedder den. Da Panduro havde læst den, sagde han: - Du skal lige vide, at jeg er meget borgerlig.

Han og jeg mente nu ikke det samme med ”borgerlig”. For mig betød det en upersonlig livsførelse, styret af falske værdier som penge eller status. For ham betød ”borgerlig” nok mest den tryghed, han må have savnet i sin barndom.

Utrygge børn kan eksplodere. Eller de kan krybe ind i sig selv og distancere sig fra den sociale virkelighed. Have svært ved at omgås andre. Som Panduro havde hundesvært ved at møde sit publikum den foredragsaften i 60’erne. At være fremmedgjort kaldte man det. Denne fremmedgørelse mennesker imellem finder vi gengivet hos flere af tidens bedste filmfolk som Antonioni, Bunuel og Bergman. Men Panduro demonstrerer med hjertevarme det stik modsatte i hans herlige ”Harry og kammertjeneren”. Den fornemme mand, Ebbe Rode, bliver den folkelige mands, Osvald Helmuths, butler. Fjernheden mellem to klasser ophæves af menneskeligheden mellem dem.

Man forventer en normal facade af os. Men denne facade er ikke vores virkelige jeg. At opretholde den uægte facade gør os forkvaklede. Og det ender galt, i eksplosioner, i galskaber, i psykiatriske indlæggelser. En ældre patient på hospitalet i ”Rend mig i traditionerne” mener han er i krig med omverdenen og må forsvare sig. ( Vi befinder os jo i den kolde krigs tid.) Da patienten kommer i besiddelse af et sæt kanonslag, fyrer han dem af blandt andet inde på toilettet. Disse pyramidalske og uforklarlige brag fra toiletkummen giver hospitalet et chok og læserne et grin.

Panduro lo dem ud, der troede på patentløsninger i videnskab, psykologi eller politik. Da ungdomsoprøret forvandledes til stive politiske paroler i DKP og VS, tog han afstand fra det. Han genkendte ikke sin egen frimodige livsindstilling i det halvkommunistiske prøjservælde, som de kreative klasser hengav sig til i 1970’erne. Og som blev adgangskortet til ansættelse på de højere læreanstalter i humaniora.

Den munkemarxisme, der i de år blev de lærdes sesam-sesam, anså Panduro bare for en ny side af de forkvaklede borgerdyrs selvbedrag. En af hans personer siger: ”Du sku’ se dem, de der marxistiske mag.’er, karrierekommissærer, der i virkeligheden ikke tænker på andet end at få poleret røven.”

Nå, de polerede sig jo frem til indtægtsgivende lederstillinger i DR og som professorer og rektorer. Dumme var de ikke.

Selv om Panduro var et mildt og kærligt væsen, en ægte menneskeven, gik han selv til sære yderligheder. Jeg var engang ude og interviewe ham sammen med dagbladet Aktuelts fremragende tegner Hans Lollesgård. Lollesgård lavede ved den lejlighed den tegning af Leif Panduro, der er blevet den klassiske. Da Panduro så tegningerne, ville han takke Lollesgård. Han gik hen til sin boghylde og hev den ene efter den anden af sine bøger frem. Han kunne ikke holde op Det blev til en høj stabel. Og han skrev takkeord til tegneren i hver eneste bog. Men det var nu også nogle gode tegninger.

En dag mødte jeg Panduro med kone og børn inde på Strøget. Jeg fik et chok. Han havde haft en spise-raptus og var blevet enormt tyk. Man sagde han kunne fortære en hel lagkage, når det kom over ham. Men derefter gik han lige så energisk på afmagring.

Disse ekstreme udposninger og følgende indsnævringer er farlige for en 50-årig, der samtidig arbejder hektisk. Efter Panduros død mødte jeg tilfældigt Panduros hjertelæge. Han var ærgerlig. Han mente han havde lige fået tilrettelagt en fornuftig behandling og levevis for den berømte forfatter. Og så faldt han om og døde som 53-årig, i 1977.

Nu er der gået mange år, og der er blevet alt for stille om ham. Forleden blev vi dog mindet om Panduro, i JP’s storartede serie om 50 års vigtige bøger. Det var vemodigt. Han kunne jo have levet den dag i dag. Han var intelligent og umiddelbar på en gang, og så dansk. Han var vores alle sammens ven. Da han døde, var der landesorg, som da vi mistede Dirch Passer eller H.C. Hansen.

Vi har ikke siden haft en forfatter, der i det kunstneriske format favnede hele folket.

Trykt i Ekstra Bladet den 19. juli 2012

Af Ole Hyltoft

Den største sensation i museumsverdenen siden Anna Castberg stod at læse i Jyllands-Posten i søndags. Olaf Olsen, den forhenværende rigsantikvar ( det er ham der passer på vores efterladenskaber fra stendysser til kronjuveler ), indrømmede, at han som ung mand var en slags stikker for Sovjetunionen.

Han udvalgte i 1948 500 navne til russerne over de betydeligste danske videnskabsmænd og kunstnere. 75 af navnene forsynede han med anmærkninger, om de var kommunisterne venligt eller uvenligt stemt.

De, der fik anmærkningen ”uvenlig” ( skrevet på tysk: unfreundlich ), ville givet være kommet i forhør og arresteret, hvis kommunisterne havde kuppet sig til magten i Danmark, som de netop i 1948 gjorde i Tjekkoslovakiet.

Det er da en celeber afsløring. En af Danmarks mest betroede embedsmænd, hædret af dronningen, af DR m.fl., var i sine unge dage en livsfarlig meddeler for en fjendtlig stormagt.

Tilfældet Olaf Olsen ligner den spionaffære, der rystede England for nogle år siden. De såkaldte Cambridge Five, højt respekterede intellektuelle, udleverede militære hemmeligheder til russerne. Blandt dem var inspektøren for dronning Elisabeths malerier, Anthony Blunt.

- 0 -

Hvorfor gjorde Olaf Olsen det? ”Jeg var en ung og glad kommunist”, forklarer han.

Jamen, Olaf Olsen, du var også en overordentlig velbegavet mand. Dine forældre var aktive socialdemokrater og har holdt ”Social-Demokraten” og andre aviser. I dem stod kronikker og rapporter i rad og række om Stalins forbryder-stat, der ikke lod Hitlers noget efter i forfølgelser og grusomheder. Læste du som gymnasiast ikke avis, Olaf?

I 1930’erne og 40’erne udkom den ene bog efter den anden, der afslørede rædslerne i Stalins terrorstat. Netop i 1947, da du gik i gang med din virksomhed som meddeler for Stalin, udkom på dansk Arthur Koestlers verdensberømte bog, ”Mørke midt på dagen”. Den fortæller hvordan selv tilhængere af kommunismen prygles og nedbrydes psykisk af Stalins bødler, der selv var angste for at blive revet med i malstrømmen.

Gjorde alt dette ikke indtryk på et årvågent menneske som dig? Det samme spørgsmål kunne stilles til Mogens Fog, Hans Scherfig, Hans Kirk, Sven Møller Kristensen og mange andre. Men de er blevet spurgt. I dag er det dig, det gælder, Olaf.

- 0 -

Olaf Olsens far var Albert Olsen. Han var søn af en fyrbøder og blev uddannet maskinarbejder. Men derefter foretog han et socialt spring. Læste til historiker, blev doktor phil. Og en berømt professor i historie. En kontroversernes mand. Socialdemokratisk byrådsmedlem i Århus.

Efter 1945 hældede han mere og mere over mod DKP. Det samme gjorde hans kone, Agnete, mor til de tre begavede og virksomme drenge, bankdirektør Sverre, folketingets formand Erling, og Olaf.

Hedtoft og H.C.Hansen tog nu afstand fra denne partifælle Albert Olsen, der plejede omgang med Sovjet-bosser og skrev imod Nato, og sågar gjorde det i DKP’s og Hans Scherfigs avis, ”Land og Folk”.

Er det forældrenes påvirkning der har overbevist ung Olaf om, at det var anstændigt at gå Sovjets ærinde?

- 0 -

For mange højtuddannede spiller ideerne en større rolle end virkeligheden. De overbevises af ideen om det kommunistiske – eller det muslimske – paradis. Nogle går i døden for det. Som øksemanden, der ville hamre Kurt Westergaard ihjel, gerne havde gjort det.

Ideernes kraft får disse teoretikere til at lukke øjnene for de løgne, de torturceller, de steninger, de håndsafhugninger, der er disse religiøse magters grumme virkelighed.

I øvrigt mener jeg:

Studieværterne i tv, især vejr-melderne, må holde op med at kalde Skåne, Halland og Blekinge for Sydsverige. Skåne, Halland og Blekinge er og bliver Østdanmark. At de nu i en del år har været besat af Sverige ændrer ikke ved det.