Hvad vinteren gemte
Af Ole Hyltoft
1
Runken bark og stive stammer.
Jorden hård som jernbeton.
Vi er ramt af kuldens
hammer.
Det er årets lavsæson.
Hvor vi længes efter noget,
som en skaber har begået.
2
Barske, brynjeklædte bøge
står som jætter i en hal.
Ingen
af dem tør forsøge,
Bryde ud af vintrens skal.
Hvor vi længes efter noget,
som en skaber har begået.
3
I vort indre bær vi på en
tanke håbefuld og from:
at en dag så vil vi få en
magt der laver verden om.
Hvor vi længes efter noget,
Som en skaber har begået.
4
Og så sker det, barken flækker;
hvor den var så
grov og rå
vokser ud af alle sprækker
kviste med små blade på.
Hvor vi længes efter noget,
som en skaber har begået.
5
Alle stiers brune buske
får en lysegrøn kavaj.
Millioner blomsterduske
hegner hver en villavej.
Endelig så har vi fået
det en skaber har begået.
6
Æbleblomstens purpurblade
Gir os paradisets duft.
Sjæl og sans kan sammen bade
I Vorherres rene luft.
Endelig så har vi fået
det, en skaber har begået.
7
Lugt af bjergets høje tinde
og af kildens klare væld.
Æbleblomsten er derinde
i alverden, i os selv.
Endelig så har vi fået
det, en skaber har begået.
8
Det,
vi syntes var forsvundet
bag den kolde, runkne bark,
er nu, gådefuldt, genfundet
i hver have, på hver mark.
Endelig så har vi fået
det, en skaber har begået.
9
Livets under, som vi søger
i de lærdes tankespind
og i digtermandens bøger,
lukker våren hvert år ind.
Endelig så har vi fået
det, en skaber har begået.