Fynsk forår
Af Ole Hyltoft
1
Så kaldte solen endelig
på alle sine venner.
De lå i
frø og tænkte på,
hvornår mon lyset tænder.
2
Der kom en stille aftenregn
med morgensol i følge,
og op af jorden brusede
forårets grønne bølge.
3
Så
skært, så klart, så mygt, så sart,
nyfødt med fugtig hinde.
Det var som
rørte første gang
jeg ved en elsket kvinde.
4
Op steg den røde hestehov
og skovens anemoner,
og græssets
gule vorterod,
og havens kejserkroner.
5
Og da jeg kom til Lundeborg,
var fiskermanden ude
at hamre, slibe, male på
sin sol-forgyldte skude.
6
For det var blevet vår
igen
på Fyn og andre steder,
hvor solen delte gavmildt ud
af alle sine glæder.
7
Hver knop og blomst på træ og
busk
brød ud af barkens fængsel.
Tak, sol, fordi du end engang
imødekom vor længsel.