Her i høst, hvor nattekulden
lægger jernlåg over mulden,
bliver skovens farver lune,
flammerøde, gyldenbrune.
Bøgens brusende
fontæne
står i brand. Den grønne plæne
længes efter at fortære
bladene, den stumt begærer.
Hele somren har det gynget,
dette væld af løv, og tynget
træerne.
Nu er de trætte,
beder løvet om at lette.
Endnu vajer skovens blade
højt, men snart vil en kaskade
af dem flagre os om kinden,
ta' en vild svngom med vinden.
Fanger er de - bare ikke
disse
svimle øjeblikke,
da de dødeligt fortaber
sig i deres lidenskaber.
Være fri, med fuglens ynde,
rådne sødt, la' liv begynde.
Sådan skal vi alle stige
gennem jord til himmerige.