Forside af Roald Als
En høj, smuk kvinde kommer fra London som direktør for et nyt kunstmuseum syd for København. Et mord på en amtsborgmester finder sted mellem kunstværkerne. Museumsdirektør Ann Belgrave bruger alle midler, også
de erotiske, for at gennemføre sine planer, der har deres psykologiske forklaring i hendes mærkelige barndom. Sceneriet skifter mellem Arkens funklende kunstmiljø og klondyke-miljøet ved Sydhavnen.
Det er ikke for meget sagt,
at forfatteren henter meget af sit stof fra de år op til bogens udgivelse, da han var en af hovedaktørerne i kunstmuseet Arkens rejsning i Ishøj og sad i Arkens bestyrelse. Han trådte ud af bestyrelsen, da museets nye direktør,
Chr. Gether, og dets nye formand, Svend Jacobsen, nedlagde foreningen Arkens Venner, som forfatteren var formand for. Denne nedlæggelse skyldtes til dels romanen, der blev betragtet som en nøgleroman om museets første – uheldige -
direktør, Anna Castberg, og de politiske hovedfigurer omkring Arkens start.
Forfatteren har sikkert brugt romanen til at ryste den uophørlige stribe af trakasserier og tåbeligheder af sig, som han vikledes ind i som aktiv deltager
i museets opbygning.
Men mange i offentligheden syntes han skulle have begået pønitense i stedet for at begå en roman.
Bogen blev mere anmeldt som et partsindlæg i den offentlige ståhej om Arken end
som en burlesk kriminalroman.
Kunstanmelderen Torben Weirup i Berlingske Tidende: "en gennemført elendig bog".
Niels V. Pedersen i Vendsyssel Tidende: "hylende morsom læsning."
VERDEN VIL BEDRAGES - OG DET BLIVER DEN!
Refleksioner over Ole Hyltofts roman "Mordet på
Museet"
Af Ulrich Ollendorf, bibliofil, erhversmand, cand.mag. med speciale i klassisk dansk litteratur
En kriminalroman? Javist, men ikke mere end Hans Scherfigs "Den forsvundne
Fuldmægtig".
En
nøgleroman? Også det, men ikke mere end Tom Kristensens "Hærværk".
En satirisk samtidsroman? Ja, dét mere end noget andet!
Den dramatiske drivkraft er kriminalhistorien, som rækker ud over den
virkelige
historie om den famøse Anna Castbergs korte og i enhver henseende
usædvanlige karriere i dansk kunst- og museumshistorie.
Den bidende satire rækker også ud over nøglepersonernes politiske og
personlige skæbnehistorier.
Amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen er aldrig
i virkeligheden blevet udsat for et skæbnesvangert attentat. Hun lever
endnu, omend i sit politiske otium.
Forfatterens reelle hensigt er således ikke at skrive en krimi eller en
nøgleroman, men derimod med humoristisk overskud og et glimt i øjet at
skildre snobberiet, som jo altid er tæt forbundet med uvidenheden, dets
usympatiske væsen og triste konsekvenser. De folkevalgte lokal- og
regionalpolitikere
skal opfattes som typiske repræsentanter for alverdens
småborgerlige snobber. Deres kulturelle inkompetence gør det nemlig muligt
for fidusmagere og plattenslagere som Anna Castberg at fordreje hovederne på
dem ved at
spille på det udbredte snobberi, der forbindes med kunstverdenen
- ikke mindst hvis der også er "en royal dimension". Og Anna Castberg
fremtrådte unægteligt også i virkeligheden mere kongelig end selv dronning
Margrethe
- og så var hun jo (angiveligt)også et internationalt "big shot".
Det var måske derfor, at ingen ulejligede sig med at gå hendes CV igennem og
checke referencer som i enhver anden ansættelsessag?
Ole Hyltoft fryder
sig i sin roman over at kunne portrættere den mangeårige,
socialdemokratiske bykonge og borgmester i Ishøj, Per Madsen, som en
ejendommelig blanding af arrogant magtfuldkommenhed, honnet ambition og
ynkelig ydmyghed. Han snobber
blindt for det, han ikke selv er, fatter eller
forstår, men som han tror er fint, og som forhåbentligt vil kunne løfte ham
ind i åndens og kunstens ædle rige. Han gør en kummerlig figur. Satiren
lykkes til
overmål.
Imidlertid var Ishøjs borgmester i virkelighedens verden, ligesom i romanen,
ikke alene om at lade sig narre. Hele parnasset var med. Kulturjournalister,
selvbestaltede smagsdommere og professionelle meningsdannere -
hele
Lilliput-nationens uhellige sammenrend af Kloge-Åger - sluttede op om Arken
og dens dronning. De førte sig frem med indsigtsfuld alvor, ligesom alle
tosserne i "Kejserens nye Klæder".
Meget få var skeptiske,
og de blev ignoreret.
Deriblandt var forfatteren, journalisten og kulturpersonligheden Ole
Hyltoft. Han spillede en central og afgørende rolle som en af
initiativtagerne til kunstmuseet Arken. Han var ligeledes stifter af og
formand
for støtteforeningen "Arkens Venner" med 4000 medlemmer. På den
baggrund kom Hyltoft med i Arkens bestyrelse; men han var ikke med til at
ansætte Anna Castberg. Tværtimod havde han ikke siddet længe i Arkens
bestyrelse,
før han forfærdedes over Anna Castbergs udygtighed og uvidenhed.
Derfor advarede han de andre bestyrelsesmedlemmer mod at fortsætte med hende
som direktør.
Som nær ven af Cobra-kunstnerne, især den internationalt
højt anerkendte
maler Egill Jacobsen, og af Robert Jacobsen, Store Robert, Danmarks største
skulptør i det 20. århundrede, havde Ole Hyltoft skabt sig solide
forudsætninger for at forstå og kvalitetsbedømme
moderne kunst.
Hans mangeårige virke som analytisk kulturjournalist og kritiker, men først
og fremmest hans personlige og professionelle mod til at tale de
toneangivende imod, gjorde, at han - ligesom den lille dreng i "Kejserens
nye Klæder" - turde sige med høj og tydelig stemme, at de ikke havde noget
tøj på!
Resten er historie. Det er pinligt, og vi ved det alle sammen: Ole Hyltoft
havde ret. I dette tilfælde fik han det også!
Anna Castberg diffunderede i
"den internationale verden", hvorfra hun kom, og forsvandt. End ikke navnet
er tilbage; det skiftede hun på vejen ind i anonymitetens tågedis. Hjemme i
Lilliput slikkede man sårene og forsøgte
efter bedste evne at tie ydmygelsen
ihjel.
Når "Mordet på Museet" fik halv- eller heldårlige anmeldelser, kan det måske
skyldes, at man på de forskellige redaktioner overvejende lod kunst- og
kulturjournalisterne
anmelde bogen - de måtte jo have forstand på det!
Hvilket jo svarer til at lade ræven vogte høns.
Som det kunne forventes, skulle de indsigtsfulde kulturjournalister i hvert
fald ikke nyde noget af at rose den lille
dreng, der sagde, at de ikke havde
noget tøj på. Bogen skulle kasseres og den rædsomt pinlige affære glemmes
hurtigst muligt - i glemmebogen med det hele!
For alle, der imidlertid ikke ligger under for de anstændiges,
smagsdommernes og Kloge-Ågernes selvforherligende bedreviden i Lilliput, vil
bogen kunne nydes for sin satiriske friskhed og overskudsprægede humor. For
alle andre, Kloge-Ågerne især, bør den være pligtlæsning
- sammen med H.C.
Andersens "Kejserens nye Klæder".
Anmeldelsen skrevet juni 2014