Avisartikler 2006

Nu da pæretræets sidste gule blade drypper af den væde, vi vil være lagt i blød i de næste lange måneder, er det tid at mindes hvad de lyse sommerdage skænkede os i år. Jeg gjorde i august en rejse til Jylland. Den landsdel, der har fostret Blicher, Brorson – og Helge Sander ikke at forglemme.
Og Jeppe Åkjær. Jeg har altid så gerne villet se den knold som Åkjærs Ole sad og sang på, mens udflugtslængsler sved i hans hjerte. Knolden findes, er 71 meter høj, ligger ikke langt fra kalkgruberne i Mønsted og hedder Daugbjerg Dås.
På denne dås ( høj ) forestillede jeg mig hyrdedrengen Jeppe sidde og drømme om havrens bjælder, rugen der stod i traver og Jens Vejmands onde skæbne. På Daugbjerg Dås måtte man kunne føle den danske marv og længslernes tog over bølgen blå. Derfor tog jeg i sommer didhen den lange vej fra Tisvilde.
Stor var min forfærdelse, da jeg ved foden af Daugbjerg Dås finder ikke en buste af Åkjær eller hyrde-Ole, men en jævnt kedelig grusgravsten hvorpå der står, at dåsen ejes af Det radikale Venstre!
Det var godt nok et fald der vil noget, tænker jeg og læser, at der på stenen står: Her lyste før bauner på heden. Nu taler Det radikale Venstre om freden.
Nå, jeg besteg alligevel Daugbjerg Dås. Og hvad finder jeg på toppen af knolden? Femten søvnige gumle-får og en flagstang uden dannebrog.
I stedet for fædrelandets marv i form af jysk oprørsånd og poesi, fandt jeg en mødding af fåre-ekskrementer. Daugbjerg Dås var blevet til Daugbjerg Das. Under Det radikale Venstres opsyn.
Jeppe Åkjær havde en kort ungdomsudflugt til Det radikale Venstre. Men da han lærte dem bedre at kende, fandt han dem uklare og udflydende og blev socialdemokrat. I dag har Socialdemokraterne vist glemt ham. I hvert fald har de forstødt hans gamle sang om fællesskabet ”Skuld gammel venskab rejn forgo”, fra deres møder.
Jojo, der er noget galt i Danmark, som John Mogensen synger.

Nu var det så heldigt, at der samme dag var Jenlefest. Altså et af de folkemøder, Jeppe Åkjær selv begyndte at holde på sin gård, Jenle, på Østsalling ud mod Limfjorden. Altså vendte jeg ryggen til Det radikale Venstres fåre-forsamling, Daugbjerg Dås, og kørte nordpå gennem Sallings høstmodne bakkeland. Her lugter der for tiden mest af svinebaroner. Baronerne siger ganske vist, det ikke er gylle, der lugter af, men penge.
Nå, men solen skinnede og folk kom agende, så omkring 300 Åkjær-glade mennesker samledes i digterens gamle have under de høje trækroner.
Åkjærselskabet havde i år bedt biskop Kjeld Holm holde hovedtalen. Han taler jo, som visse prælater kan, i et tillidvækkende parlando, der smyger sig om tilhørerne som rugen smøg sig om Åkjærs barnekind.
Åkjær synger om slægtens arv og folkets marv. Men den slags er ikke på mode hos intelligentsiaen. Så biskop Holm drejede det hurtigt hen til, at det ikke var arven og marven det drejede sig om. Man skulle bare have et bestemt sted at holde af. Dette sted kunne, forstod vi, lige så godt være en gade i Skive som i Islamabad. Globalister føler sig hjemme overalt i verden.
Denne indstilling er Holms. Men den er ikke Åkjærs. Han skrev:
”Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve.”
Landet hedder Danmark. Stammen hedder danskerne. Det er stammen og folket, der giver et menneske rod, ikke en arkitekttegnet villa midt i en fremmed kultur, som f.eks. Klaus Rifbjergs i Spanien.
Derpå sagde Kjeld Holm at han ikke gav meget for den kulturkamp, der nys havde fundet sted. Derved mente han formentlig den kamp for ytringsfrihed, som JPs Muhammed-tegninger har affødt. Den kamp var overfladisk, mente biskoppen. Mon JPs bladtegnere, Hirsi Ali og andre, der er dødstruet af Islam, mener det samme?
Nej, det der virkelig betød noget, mente Holm, var, om mennesket mente det var selvberoende, eller om det fik sin kraft fra noget større ( en religion måske ).
 
 
 Fra min siddeplads i græsset kiggede jeg langt ud over Limfjorden og tænkte: hvad kan biskoppen mon mene med det? Det måtte vel forstås sådan, at uanset om man tror på Jesus eller Muhammed, er man på den rette vej. Holm sagde ikke direkte, at det var lige fedt om man troede på den ene eller den anden. Men at drage den slutning lå nu lige for.
Så fik Kjeld Holm pludselig en rigtig original tanke, som han brugte meget taletid på. Åkjær havde fået ham til at tænke på Bert Brecht. De lignede sådan hinanden de to.
Selv kan jeg dårligt finde større forfatter-modsætning mellem den dekadente og egennyttige kommunist Brecht og naturens og det svage menneskes medfølende sanger Åkjær. Holm fablede længe om, hvordan de to forfattere havde inspireret hinanden. Man havde nærmest indtrykket af, at Brecht havde haft sin gang på Jenle. Brecht boede jo seks år i Danmark.
Der er bare det uheldige ved Holms fabuleren over samværet mellem de to, at Åkjær døde tre år før Brecht flyttede til Danmark. Og at forestille sig, at det hold af salonkommunister, der besøgte Brecht på Thurø, skulle have oversat og læst Åkjær højt for Berliner-guden, er ret usandsynligt.
Mon ikke Brecht har været den forfatter, Kjeld Holm som ideologisk vanetænkende 68’er har dyrket på Århus Universitet. Og det er da al ære værd, at Kjeld Holm vifter med sin ungdoms begejstring for den totalitære Bert Brecht. Men at få Åkjær til at vifte med er at flytte Jylland til Berlin. Og det er en naturstridig forflyttelse.

Man må sige, at biskoppens Jenle-tale under de susende sommertræer udmærkede sig mere ved lovord over Åkjær end ved indsigt i digterens tanker og poesier.
Dette skal ikke forstås sådan, at Holm ikke havde forberedt sig til talen. Han havde bl.a. læst en grundlovstale, Åkjær havde holdt i 1915. Det år danske kvinder fik stemmeret. Endelig anerkendtes kvindernes menneskeret, havde Åkjær sagt.
Og da ordet ”menneskeret” blev udtalt, gik den på biskoppen. Menneskeret – menneskerettigheder. Svup Karoline! Så var den der. FN og hele molevitten. Det var lige før Kjeld Holm gjorde Jeppe Åkjær til Morten Kjærums far og ophavsmand til Institut for Menneskerettigheder.
Men igen var det en forbier. Åkjær var ikke en, der omsatte menneskeret til spidsfindige juridiske paragraffer. Han var ingen globalistisk lighedsideolog som Kjeld Holm. Han kæmpede for at de fattige arbejdere på landet skulle få ordentlige forhold at leve under. Han sang om frihed og et dansk folkefællesskab.
Under dække af lovord for den store jyske digter holdt Kjeld Holm en tale for sine egen og Marianne Jelveds politik. Jeg kom til at tænke på Daugbjerg Dås.
Kjeld Holm angreb præsterne på Åkjærs tid for at holde med de besiddende mod de fattige. Det var så sandt som det var sagt. Men var det ikke det samme, Holm gjorde her et hundrede år efter? Han holdt en tale for vore dages besiddere, mediebesidderne, Tøger Silketråds kompagni af selvgode, halvintellektuelle fantaster.
Han gjorde det på en så tilforladelig måde, at der nok var en del af hans tilhørere der ikke opdagede, at biskoppen stod der under sommerløvet og lavede et barn på Åkjær.
En sangglad dame kom bagefter hen til mig og sagde: hvor var det et skønt foredrag, synes du ikke?
Jo. For kompagniet af vore dages farisæere var det en lind medvindstale. Jeg skulle til at give hende min ærlige mening, da solnedgangslyset over Limfjorden ramte en stor vibeflok. Her i Åkjærs gyldne landskab og midt i flokken af folkepoetens elskere kunne jeg ikke få mig selv til at bryde stemningen og sige: biskoppen tog fusen på dig. Han talte for sin syge moster, ikke for Åkjær.
Men nu da løver over Jenle er visnet, må tiden være inde til at give den sangglade et sanddru svar.

Tæppet er ved at gå ned for de kulturradikale. Men sikken fornøjelig fest de holder for os her lige inden.
Tag nu for eksempel Bettina Heltberg, Svend Aukens tidligere kone. Hun er et fænomen alene ved at have været så længe og så tæt på politik uden at forstå hvad politik drejer sig om. I sin fortvivlelse over at grunden skrider under de tilvante magtforhold i landet, er hun nu begyndt at føre sig frem som kraniedoktor. Hun skriver, at Søren Krarup har et ”psykoinfantilt ansigt”.
Bortset fra at det er uforskammet og injurierende spørger man umiddelbart: var det ikke det, nazisterne også var så optagede af, at bedømme og fordømme folk ud fra deres hoved- og ansigtstræk?
Forfatteren, mag.art. Carsten Jensen opfører sig lige så underholdende. Det er pinligt, skriver han, at vi har en kulturminister der hedder Brian. Og Carsten Jensen kalder Pia Kjærsgaard for et skrigende fugleskræmsel, en mumlende posedame og dronningen af skraldespand.
Intelligent! Synes De ikke?
Forfatteren Kirsten Thorup forsvarer de svage i sine romaner. Men når de svage stemmer en regering til magten, som hun ikke kan lide, er hun nådesløs over for de svage og synes slet ikke de skulle have stemmeret. Kirsten Thorup har gjort sig fortjent til Erich Honecker-prisen.
Sådan kan man blive ved. De kulturradikale svinger sig for tiden rundt i en danse macabre, hvor de tramper på deres egne idealer. Ytringsfrihed, bedyrer folkene i PEN. Jo, for dem, der mener som os. Men ikke for en Lars Hedegaard.
Kritisk indstilling til statens autoriteter! God kulturradikal sag, ikke? Jo, men det gælder ikke for en Pia Kjærsgaard, når hun kritiserer Højesteret.

Hvor får de kulturradikale dog den selvsikkerhed fra til at fordømme deres modstandere? Selv har de i de sidste tredive år ikke bestilt andet end at tage fejl.
Hanne Reintoft og Ole Sohn hyldede tyranstaten Sovjet. Det var vist ikke så godt.
Ebbe Reich og Benito Scocozza hyldede massemorderen Mao. Det var vist ikke så godt.
De kulturradikale hyldede i 70’erne munkemarxismen. Marxismen er nu død og borte. Tilbage står et par generationer af yngre medborgere, der ikke har lært andet i deres skoletid end nødvendigheden af en revolution i Nicaragua. Det var vist ikke så godt.
De kulturradikale med ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen åbnede de danske grænser for muslimsk indvandring. Marianne Jelveds ulands-minister Anita Bay Bundegaard ville endda åbne Danmarks grænser for alverdens fattige, godt og vel tre milliarder.
I dag kan selv mange kulturradikale vist se, at det ikke var nogen god ide at give den dybt antidemokratiske Koran-lære et hundredtusindtalligt brohoved i Danmark. Et der formentlig koster vores land omkring 75 milliarder kr. om året, foruden en øget ungdomskriminalitet, skattebedrageri, en forringelse af folkeskolens og gymnasiets undervisning osv.
Eller tag de kulturradikales mærkesag der lykkedes så smukt i mellemkrigsårene, funkisbyggeriet. De sidste fyrre års funkis-arkitektur er – med få undtagelser – blevet et karakterløst og fantasiløst byggeri, der gør vores gader og byer trøstesløse.
 
 
 Men hvis den ikke kommer fra forudseenhed og kløgt, hvor kommer de kulturradikales overbevisning om egen intellektuel overlegenhed så fra?
Den har en lang tradition. Vi er et lille land af bønder, der førhen ikke fik megen anden skoling end den, sognepræsterne og deres degne gav os. Præsterne var folkets åndelige vejledere. Men de havde ikke nær så meget at skulle have sagt som godsejerne. De måtte hævde sig over for de rigere godsejere ved at føle sig intellektuelt og moralsk bedre end dem.
Da demokratiet nærmede sig i 1830’rne, blev præsterne og de andre universitetsfolk et helt parti, de Nationalliberale. De fik regeringsmagten i 1849, og brugte den til at aflevere en tredjedel af vores land til tyskerne.
Så gik gassen af den ballon. Men sidst i 1800-tallet kom der en ny universitetsfører, Georg Brandes. Han foragtede de Nationalliberale og kaldte sig en radikal aristokrat. Med rette. Men de titusinder af cand. et eller andet, der har fulgt i hans fodspor de sidste 125 år, er junte aristokrater ud i andet end egen indbildning.
Men ved at slutte op bag de kulturradikale doktriner og måske melde sig ind i et af de to kulturradikale partier, de Radikale og SF, føler de, at de ER noget, noget mere end det menige folk. Så har de da haft noget ud af at gå på universitetet!

Det afgørende for denne kulturradikale intelligentsia – ikke at forveksle med de ægte intellektuelle – er ikke indholdet af deres overbevisning. Men at de er med på holdet, sidder med ved det rigtige bord. Hvis man har set to kulturradikale professorer sende hinanden det indforståede logebroder-smil, ved man hvad jeg taler om.
I 60’rene blev staten en vigtig del af kulturlivet i kraft af Bomholts kulturlove. Derved fik de kulturradikale penge at råde over. Det var Socialdemokraterne der indførte kunstlovene. Men det var kulturlivets herskere, de kulturradikale, der fik magten over kulturlovenes administration og pengestrøm. Og de administrerede selvfølgelig ordningerne i deres egen interesse.
I det sidste kvarte århundrede er der sket det, at de kulturradikale er vokset ud over deres egne to ”naturlige” partier og ind i Socialdemokratiet. Dette ser man tydeligt i indvandringspolitikken, hvor Socialdemokraterne valgte at gå sammen med de kulturradikale i stedet for med deres vælgere. Det gav det velkendte minus på 13 mandater ved sidste valg.
Vi fik en ny regering – uden de Radikale. Befolkningen åndede lettet op. Og regeringen er så småt begyndt at tage privilegierne fra de kulturradikale. Det sker under protestskrig a la Bettina Heltbergs.
Men også inden for Socialdemokratiet begynder de kulturradikale kernetropper omkring Svend Auken at møde modstand. Traditionsbevidste og virkelighedsnære socialdemokrater som Henrik Sass Larsen og Karen Jespersen undsiger de kulturradikale og rækker dermed hånden til de socialdemokrater der styrede partiet i dets storhedstid, en Bomholt, en Hedtoft, en H.C Hansen.
Det må være denne gradvise sammenstyrtning af deres monopolmagt, der gør de kulturradikale så desperate, at de nu råber på forbud og udelukkelser i stedet for på den frihed, der var deres raison d’etre, før de selv blev den kulturelle overmagt.
Nedsmeltningen af de kulturradikales magt er i gang. Det kan ske hurtigere end man tror. For de gode kulturradikale mærkesager er for længst gennemført. Og nye er ikke kommet til. Tiden savner ånd og fællesskab, og er der noget, de kulturradikale foragter er det ånd og fællesskab. Allerværst hvis man slår de to ord sammen og siger folkeånd.
Men når de kulturradikale er færdige med deres højrøstede afslutningsfest og har forladt lokalerne, rejser spørgsmålet sig: hvor er de folk med kundskaber og evne til at fortolke tidens signaler der skal komme i stedet? Opgaven at samle og udvikle de dygtigheder, der ikke ønskede at være kulturradikale medløbere, er blevet forsømt af både S, V og K. Den forsømmelse er ikke sådan at råde bod på i en håndevending.

Københavns kulturborgmester Martin Geertsen stod en dag i tv og talte med en skånsk politiker, en kvinde. - I svenskere, sagde Geertsen. - Ja, vi skåninger svarede damen høfligt tilbage – i øvrigt på perfekt dansk.
Det sker igen og igen i fjernsynet – og i pressen. Når en dansk journalist udspørger en person fra Malmø eller Helsingborg, kalder journalisten hende for svensker. Og skåningen, der ikke bryder sig om at blive kaldt svensker, retter det gerne fredsommeligt til ”skåning”.
Sagen er jo, at de fleste skåninger opfatter ikke sig som svenskere. De opfatter sig som skåninger. De bebor et frodigt land, der ligner det danske, og de ejer gennemgående et sindelag, der er det sjællandske op ad dage.
Skåne har været dansk så længe annalerne kan berette om det - indtil for 350 år siden. Da blev Skåne svensk. Men dette har ikke ændret ved, at Skåne geografisk er forbundet med Sjælland og København meget mere end med Svealand og Stokholm.
Det skånske gemyt er dansk, ikke svensk. Skåningerne er lattermilde, fredsommelige, selvironiske, uden den store respekt for juristeri og principper. Hør bare det skånske sprog, et af de løjerligste sprog i verden. Med svensk har dette sprog ikke meget at gøre. Skånsk er sådan en slags Glistrup-dansk.

Sandheden er jo, at det ærkedanske land Skåne aldrig er blevet rigtig svensk, selv om det med vold er blevet puffet inden for den svenske riksgrænse. I et par generationer i 1600-tallet havde Sverige nogle krigsgale konger, der erobrede det halve Nordeuropa. Alle disse kanonkongers erobringer har Sverige i tidens løb leveret tilbage – undtagen Skåne.
Da svenskerne gik til angreb på Skåne, vidste de udmærket, at Skåne ikke var en døjt svensk. Da ”heltekongen” Gustav II Adolf drog på et af sine mange plyndringstogter til Skåne, skrev han hjem til sin statsminister: ”Vi har været inde i Skåne og brændt det meste af, så at 24 kirkesogne ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel, som vi fandt for godt.”
Sådan skriver en konge ikke, hvis det er sit eget land han er på togt i. Skåne figurerer ene og alene på det svenske landkort på grund af militært magtbegær og tilfældigheder på slagmarken. Under kampene i 1600-tallet vendte skåningerne sig med dødsforagt mod at blive svenske. Men tvangsforsvensket blev de med de værste Balkan-metoder. Gjorde de krigerisk modstand mod den svenske militærmagt, blev der banket en spids pæl op gennem deres endetarm og ind i indvoldene. Pælen blev rejst, og så kunne skåningen hænge der og bløde til døde, mens ravnene hakkede hans øjne ud.
De danske præster blev tvunget til at prædike på svensk. De danske kongers initialer blev fjernet fra kirkerne. Skånske mænd blev i tusindtal tvunget ind i den svenske hær og gik til på russiske og tyske slagmarker.
Svenskerne har begået overgreb på overgreb mod skåningerne. Det er fortsat helt op til vores tid. Danske bøger måtte indtil ind i 1800-tallet ikke indføres i Skåne. I 1800-tallet blev en tredjedel af de gamle danske kirker i Skåne nedrevet eller ombygget til en rædselsfuld, industriel nygotik.
Det er kun 100 år siden myndighederne i Stokholm har rejst en rytterstatue på Malmø Store Torv af Skånes blodhund, Karl X Gustav ( ham der gik over det tilisede Storebælt med sin hær! ). De besejrede skal hver dag se op til deres undertrykker! Det svarer til, at vi i 1943 var blevet tvunget til at rejse en statue af Adolf Hitler på Rådhuspladsen i København. Malmøborgerne har protesteret mod at have den barbariske hærfører stående som helterytter. Men statuen af den krigstossede konge står der endnu.
Som det frie Skånes netop afdøde talsmand, arkitektprofessoren Peter Broberg, har sagt: Skåningerne manipuleres til at identificere sig med deres eget lands hovedfjende gennem historien.

Men lad os nu ikke blive for vrede på svenskerne. Sverige er i dag ikke vores fjende. Det demokratiske Sverige er vores ven. Vi er mange danskere der har hjertevarme venner i Sverige. Når vi i udlandet møder en svensker, er han straks vores bror.
Men dette nye venskab ændrer ikke ved den uret, at Skåne er et land, et dansk land, der er blevet trampet blodigt på. Og at danskere og især danske journalister bør se Skåne i dets historiske perspektiv og ikke behandle skåninger som udlændinge, men som det de er for os – landsmænd.

 
 
 Sverige er jo den moralske folkerets fosterland. Så moderne svenskerne bør tage afstand fra de ugerninger som deres tidligere krigerkonger har begået. Endnu stærkere end andre folkefærd er svenskerne talsmænd for, at landområders nationalitet ikke skal afgøres med militære midler. Men ved befolkningernes egen frie vilje, dvs. ved flertalsafstemning. Skåningerne har aldrig fået lov til selv at bestemme, om de vil høre til Sverige eller Danmark.
Det bør de en skønne dag have lov til. Men på den danske side af Øresund har vi først en sag, der skal bringes i orden. Vi danskere har værsgo at modtage vores skånske naboer som landsmænd. Landsmænd som barbariske hærførere har revet fra os. For tiden strømmer tusindvis af malmøboere til København for at arbejde. Vi vil ikke længere høre danske tv-journalister kalde dem for svenskere. De er skåninger, gamle danske landsmænd. Er det forstået, Jesper Teilgård, Søren Jacobsen, Caroline Boserup! Skåne må stille og roligt genfinde deres danske kultur, så den får samme vægt i deres liv som den svenske.
De danske tv-vejrmeldere må tage Skåne ( og ikke ”Sydsverige” ) med i deres vejrudsigter.
 Øresundsbroen, der forbinder Amager og Skåne, må være gratis, ligesom Knippelsbro, der forbinder Amager og Sjælland.
De skånske fodboldklubber må spille med i den danske Superliga, hvis de foretrækker det frem for i Alsvenskan. Tilsvarende med andre sportsgrene.
Der skal undervises i dansk sprog og litteratur på linie med svensk i de skånske skoler.
Skånes historie før 1659 er identisk med danmarkshistorien. Det må skånske skolebørns historieundervisning indrettes efter. Det bliver den ikke nu.
Det skal hedde: færgen mellem Helsingør og Skåne. Ikke færgen mellem Helsingør og Sverige!
Forsvenskede by- og gadenavne må føres tilbage til deres oprindelige form. ”Landskrone” i stedet for ”Landskrona”.
Bid for bid må den danske kultur genindsættes i Skåne og sidestilles med den pt eneherskende svenske. Skåningerne vil derved blive rigere end både danskere og svenskere. For skåningerne vil få det bedste fra begge de to kulturer. Ligesom de danske i Sydslesvig har en nemmere adgang til den rige tyske kultur end via andre.
For øjeblikket er Skåne det modsatte af favoriseret. Hvor Skåne før 1659 var det kirkelige og politiske midtpunkt i Danmark ( Lund-Malmø-København-Roskilde ), blev der efter adskillelsen fra det gamle fædreland sænket et jerntæppe ned gennem Øresund. Skåne blev et udsultet udkantsområde langt pokker i vold fra det svenske midtpunkt, Stokholm. Skåne blev et land uden rødder med en identitet der var påført det med tvang.

Men forudsætningen for at bede Sverige give det røvede land tilbage til dets naturlige sammenhæng er selvfølgelig, at Danmark åbner favnen for den røvede datter.
Vi skal omfavne skåningerne med den samme varme som vi mødte sønderjyderne med fra 1864 til 1920. Danske aviser må ikke kalde kendte skåninger for svenskere, som de gjorde i nekrologerne over den skånske verdenssanger Birgit Nilsson for nylig. De må ikke påstå Kristiansstad ( Christian IV’s stad!) ligger i ”Sydsverige”. Når byen beviseligt ligger i Skåne!
Har I så forstået det, Reimer Bo, Henrik Skovgård, Paula Larrain og hvad I skærmfavoritter hedder!
Denne åben favn-politik over for Skåne handler ikke om revanche for tabte krige. Den handler om at det, der naturligt hører sammen, skal have lov at gro sammen.
Den handler om civilisation i stedet for voldsregime. Om retfærdighed i stedet for uret.

Jeppe Åkjær er et af de flotteste fjæser i den danske litteratur. Men kig en gang på hans mund. Overlæben er en graciøs amorbue, som gjort af Thorvaldsen. Mens underlæben er konturløs, grov, vredladen. En bisses.
Sådan var digteren Jeppe Åkjær. En genial sprogets musikant. Men også en stridsmand, der ikke var bange for at bruge sine talenter i en politisk kamp. En mand der var karl for sin hat.
Sallingboerne fra egnen omkring hans gård Jenle kaldte han et ”hadsk, kulturfjendsk pak”. Og den magtfulde professor og litteraturkritiker Hans Brix omtale han som ”den klidsæk”. Sin første, besværlige, kone - der senere blev forfatter - Marie Bregendahl, kalder han for dette halvgale kvindemenneske.
Edvard Brandes beskriver de to sider af Åkjær sådan: ”Glæden over Danmark og harmen over fordummelsen sætter hans sjæl i stærke og frodige svingninger.”
Glæden – harmen, et helt menneske råder over begge sider. Bare sjældent så henrevet i glæden og så vildt i vreden som Åkjær. Fra ung af var han rasende over de vilkår, tyendet og almuen havde at leve under.
Her kommer fra dybet den mørke arme
og fordrer af verden et svar;
skønt dagningens glimt i vor dryppende le
er al den fane vi har.
Agitatoren Åkjær. Men se hvordan tredjelinien forvandler revolutionsraseri til poesi. Det pragtfulde billede af solopgangens spejling i den dugvåde le tager helt vejret fra den politiske dagsorden. Men selvfølgelig forbliver de titusindvis af glimtende leer et truende memento til undertrykkerne.
Han var fattigmands digterkonge, socialdemokrat af den gode årgang med Stauning, Borgbjerg, Sabroe, A.C.Meyer. Men gennem højskolen ( han var elev på Askov og lærer på Københavns Højskole ) kom han også ind i Det Radikale Venstres intellektuelle kreds ( sådan en havde partiet dengang ). Fra at have været Bjørnson-dyrker og kristen blev han Brandes-dyrker og ateist.
Ateist er han nu i høj grad med måde. Hans samliv med rugen og køerne og blomsterne er på én gang så inderligt og så himmelsk, at han på sin maner er lige så gudhengiven som Ingemann. Og selv om Åkjær foragtede kirketugten så meget, at han sad sytten dage i Viborg arrest for – på skrømt - at have opfordret til at rive kirkerne ned, har han tegnet de smukkeste erindringsbilleder af almuelivets kristentro.
 

Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et Amen!
 

Men stærkere end minderne om hans kristne barnetro er den konfessionsløse fromhed, der lyser af hans omgang med naturen. Åkjær synger for os om det barske bondeliv med får og bede der springer, rokken der drejer, spurven der om vinteren sidder stum bag kvist. I dag er det vore forfædres liv. Men det lever i os som slægtens erindring. Og det kommer op i dagens lys i Åkjærs digte. Tit kan jeg ikke lade være med at græde, når jeg læser hans vers om dette gamleliv. Det er det liv, næsten alle vi danskeres forfædre har levet i årtusinder – i kamp for og kærlighed til afgrøden. Hårdt har arbejdet med den besværlige jord været, men ind imellem også glædesfyldt. ”Jeg bærer med smil min byrde.”
Der er hos Åkjær en indlevelse i de dele af naturen, som bonden virker med, koen, hesten, grisen, rugen. En indlevelse der sprudler af inspiration og ånder af taknemlighed. Tag det henførte digt ”Jeg er havren, jeg har bjælder på”. Det er havren selv der taler, og den taler om, hvordan al naturens herlighed er groet ind i havrestrået. Jeg er lærkesangen på et strå.
 
 
 Det er religiøst. Og det er jo netop det, der er Åkjærs største kunst, at han løfter naturelskerens dagligdag op i magisk sfære – uden at miste jordforbindelsen. Balladerne om ”Ole sad på en knold og sang” og ”Jens Vejmand” er jo ikke kun to realistiske livshistorier, men allegorier om udlængsel og ulønnet tjenersind.
Eller tag linierne fra ”Jeg bærer med smil min byrde”:
Se solen stiger af jorden
imellem oksernes horn.
Livsbæreren, solen, stiger op af ageren foran oksespandet. Det syn har også oldtidsbonden frydet sig over. Men det er Åkjær der har sat det i ord.

Da Åkjær havde skrevet romanen ”Vredens Børn” ( 1904 ) og rigsdagen på grundlag af bogen ændrede tyendeloven, blev Åkjær en forhadt mand blandt Jyllands storbønder. Det var farligt for hans venner at huse ham, når han besøgte sin hjemegn.
Men allerede i 1906 – for 100 år siden – udgiver Åkjær ”Rugens Sange”, hvor hans ”overlæbe” for alvor folder sig ud og hele Danmark falder for den åkjærske musik. Det er i denne samling, vi har den folkekære ballade om Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel. Dyre du og dig! Dinge-li-og-lej.
I 1907 bosatte Åkjær sig på gården Jenle med sin anden hustru. Hans digte var skabt til melodimagere. Og de bedste stod i kø – med Carl Nielsen i spidsen. Uden at gå på akkord med sin reformatoriske politik, men ved stadig at øge sin lydhørhed for evighedssuset over lyngheden blev Åkjær digterkongen for høj som for lav. Mere end sin ven, Johs. V. Jensen, blev han mindesangeren om den bondekultur, som gik på hæld efter at have båret landet gennem århundreder.
Han blev solnedgangens, vemodets digter. Men også den danske urkrafts. Han synger om det danske blod og den danske stamme, så den nuværende chef på hans gamle avis, Politiken, må besvime derved. Han er politisk ukorrekt så det batter. Munkemarxisterne og det radikale saftevand har hævnet sig ved at skubbe ham ud af den danske skole og af Danmarks Radio.
Det er synd for den unge generation, der ikke som vi andre kan trompetere ”Jeg er født på Jyllands sletter”, ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst” og alle de andre evergreens. Vi kan stroferne udenad..

Hvis jeg var Connie Hedegård, ville jeg bruge min sommerferie til at læse Åkjærs samlede digte. For i dem står det mest ligefremme og samtidig det mest beåndede forsvar for vore dages miljøpolitik. Åkjær blev tidligt en arg modstander af Hedeselskabets ensformige beplantning. Naturrigdom var for ham vigtigere end pengerigdom. Ligesom frihed og fællesskab var vigtigere for socialdemokraten Åkjær end lighed. En vurdering både djøf’ere og munkemarxister burde lære af.
Som årene gik og hans sange blev hver mands eje, blev den fattige bondeknøs fra Skive Å landets mest elskede lyriker, ja, en litterær institution. Hans store bonde- og digterhus, Jenle, blev mødested for landets fremmeste folketalere, digtere som politikere. Stauning, Ove Rode kom her, Skjoldborg, Tøger Larsen, Buchholtz. Alle frisindets førstemænd samledes her. Han blev en patriark som Tolstoj. Ja, han fik sågar egen chauffør.

For nogle år siden kom jeg en sommeraften til Jenle. Gården, der nu er museum, var lukket. Men jeg så digterens datter, Solveig Bjerre, gå og ordne haven. Hun har, sammen med forlæggeren Steen Piper fra Hovedland, værnet sin fars litterære arv. Jeg fik ikke taget mig sammen til at gå ind og hilse på hende. Det fortryder jeg.
Jeppe Åkjær var og er sit folks mæle om det væsentlige i livet.

De, der sætter ytringsfriheden højest blandt vore sociale dyder, får ikke samme celebre behandling i DR som selvcensurens fortalere.
Eksemplerne er talrige som dræbersnegle i våde somre.
For nylig fremsendte juristen Eva Smith en klage over, at islamiske indvandrere efter hendes mening blev hånet, ringeagtet og forfulgt i Danmark. Det var ingen undersøgelse, det var mere sådan hvad hun og hendes medarbejdere havde hørt hos bageren. Vel nærmest sådan et langt læserbrev. Men da Eva Smith er formand for et udvalg under Europarådet, der hedder ECRI, sendte hun læserbrevet i ECRIs navn.
Der var en del forkerte oplysninger i brevet. Statsministeren kaldte det noget vås. Og ”rapporten” indeholdt heller ikke andet end de falske fordomme om danskernes træskhed over for indvandrerne, som er blevet luftet af ethvert ambitiøst medlem af Det radikale Venstre. Ikke desto mindre kørte DRs tv-udsendelser fra tidlig morgen til sen aften Eva Smiths læserbrev som om det var en seriøs anklage, der fik verdenssamfundet til at foreslå at ekskludere Danmark fra FN.
Var dette bare Lisbeth Knudsens eller nogle andre DR-redaktørers fejlbedømmelse?
Nej, Eva Smith havde bekræftet de fordomme, der udgør den konventionelle visdom i DR. Derfor skulle hendes læserbrev løftes op til en hovedbegivenhed, skønt det bare var en repetition af de fordomme der hersker i Svend Aukens familie.
Da Sveriges udenrigsminister, Laila Freivald, blev grebet i at forbyde et indvandrerkritisk modstanderpartis hjemmeside, måtte hun tage sit gode tøj og gå. Dette forsøg på at bruge statsmagten til at undertrykke en politisk modstander, velkendt i diktaturlande, gav DR denne overskrift: ”Et forsøg på at undgå en svensk Muhammed-sag kostede Laila Freivald jobbet.”

For nogle måneder siden fraskrev Uffe Ellemann sig en anstændig plads i danmarkshistorien, da han forsagede ytringsfriheden. For os, der var hans venner, partifæller eller bare satte pris på denne flabede gavtyv, var hans indlemmelse i kapitulanternes klub en beklemmende oplevelse.
Danmarks Radio gjorde hvad de kunne for at redde hans renommé. Han fik nærmest fri taletid i TV’s bedste sendetid. DR 2 ”Debatten”’s Klaus Bundgård Poulsen fik i en fart arrangeret en diskussion om Ellemanns krav om, at vi alle bør udøve selvcensur. Diskussion er nu så meget sagt. Uffe førte ordet. Det er jo hans natur. Mærkeligere er det, at der ikke blev sørget for nogle modspillere til ham i ”Debatten”.
Han var omgivet af Jørgen Bæk Simonsen, der er kendt som den mest ukritiske islamekspert vi har. Uffe lagde oven i købet en lille forfængelighedsmadding ud til Simonsen. Uffe indledte nemlig med at sige, han lige havde forsøgt at købe Simonsens bog. Simonsen bed på krogen og stod i resten af udsendelsen bare og nikkede gudhengivent til alt hvad statsmanden Uffe havde at sige.
Michael Ehrenreich fra Kristeligt Dagblad syntes åbenbart heller ikke ytringsfriheden var en messe værd. Og den fjerde deltager, Jens Nauntofte, var netop så fraværende i forsvaret for ytringsfriheden som de gamle venstreorienterede er.
De venstreorienterede har jo i muhammedsagen valgt at gøre ligesom deres forgængere, DKP’erne i 1940, støtte de totalitære højreorienterede. I 1940 nazisterne. I dag islamisterne.

 
 
  Fra Iraq-krigens start har DR haft det standpunkt, at krigen var umoralsk. I udsendelse efter udsendelse har det været uden for diskussion, at krigen var et af adskillige eksempler på præsident Bush’ nedrighed.
At krigen skaffede det iraqiske folk af med en frygtet og grusom folkeundertrykker har været et synspunkt med lavfrekvens på DR-skærmen.
Da George Bush forleden præciserede Saddams forbrydelser mod menneskeheden og herunder gentog, at der ikke var fundet masseødelægelsesvåben i Iraq, kaldte tv-værten det, at ”Bush går til bekendelse”.

Det kan undre én, at regeringen, DF og for så vidt også Socialdemokratiet finder sig i, at DR kører en politik, som man skal hedde Lisbeth Knudsen for ikke at kunne se er et forsvar Saddam Hussein, multikulturen og sharialovgivningen. DR er dog lovmæssigt forpligtet til at være alsidig og upartisk. Men som en minister engang sagde til mig: jeg tør ikke kritisere dem inde på tv-avisen. Jeg er bange for, de så lægger mig på is.
Der har i årenes løb udviklet sig et meningsfællessskab, en fælles ånd, blandt medarbejderne i DR. Sikkert fordi redaktørerne hovedsagelig rekrutteres enten fra venstreorienterede ydergrupperinger eller fra intelligentsiaens virkelighedsfjerne caféborde.
Den fælles ånd breder sig formentlig også fordi det næppe er til at trives i DR for folk der ikke er besjælet af denne ånd. En tidligere DR-redaktør fortalte mig sin historie. Da han skulle ansættes i DR, spurgte programchefen, hvordan han så på marxismen. Han var tidligere slumstormer, så han havde da sådan i almindelighed et venligt syn på marxismen. Han blev ansat. Men da han egentlig tvivlede på marxismens fornuft, blev han efter en række udsendelser kaldt til samtale og fik besked om, at hans marxistiske analyser i udsendelserne manglede saft og kraft.

Der er noget forunderligt åbenlyst, næsten troskyldigt, over DRs politiseren. Det er som om redaktørerne anser den ånd, de er besat af, for at være af en højere moralsk orden, hævet over kritik. Når man af og til kommer i huset, kan man føle denne air af moralsk overklasse. Det er den, der giver DR-redaktørerne retten til at tale ned til dem i den moralske underklasse, personer som Karen Jespersen, Pia Kjærsgård og ”jævne folk”, der er betænkelige ved multikulturen og den islamiske indvandring.
DR-medarbejderne lider ikke af den intellektuelles tvivl. De kan ikke forestille sig, at modstanden mod den muslimske storindvandring kan være moralsk og humant begrundet. At man for eksempel kan mene, at Mellemøstens overbefolkningsproblem ikke løses gennem udvandring. At man kan være imod multikulturen, fordi den vil føre til en globalistisk enhedskultur ( Cocacola, Bill Gates og Hollywood über alles ). Og at man kan mene multikulturen er kulturelt fattigere end en flerstemmighed af livskraftige nationale og regionale kulturer.
At man også kan mene, at man fritager fremtidens generationer for ødelæggende konflikter
( herunder borgerkrige ) ved at bremse en ekspansiv islamisme i Europa. Og at den danske
( europæiske ) friheds- og fællesskabskultur er en lykkeligere tilstand at leve under end sharialovgivningens stramme og uhyggelige regler. Og at vi derfor ikke skal give plads i Danmark for en kultur, der hænger 17 års drenge for at gå i seng med hinanden, stener ”utro” kvinder til døde, hugger hænderne af tyve, undertrykker kvinder og burer dem inde i burkaer osv.
Man behøver da ikke være højreorienteret, endsige ”højrepopulist” for at have disse synspunkter.

Forleden skrev Hans Hauge her i avisen, at Muhammed-krisen har delt Danmark op i to befolkninger, der intet har med hinanden at gøre.
Når jeg ser Poul Nyrup sidde foran et af Islams overhoveder og med forvredet ansigt fordømme JP’s Muhammed-tegninger som ”dumme og ydmygende”, må jeg give Hauge ret. Jeg føler ikke Nyrup er min landsmand. Men jeg er også sikker på, at disse sekunders ynkelige tv-kryben for en totalitær, barbarisk magt, gør, at Nyrup ikke en anden gang får 400.000 EU-stemmer.
Det er det samme med Uffe Ellemann. Han har mistet de fleste af sine tidligere tilhængere ved, med et lige så runkent ansigt som Poul, at angribe ytringsfriheden og dens forsvarer, Carsten Juste.
Islam ved vi hvor vi har, på despotiets side. Nu ved vi også hvor vi har Uffe Ellemann, Poul Nyrup, Niels Helveg Petrsen, Ib Michael, Hans Skov Christensen, Jørgen Bæk Simonsen, Troels Kløvedal og mange andre kapitulanter. Personer der er villige til at ofre dansk frihed for global handel og accept af statsvold og menneskelig fornedrelse.
Konflikten handler ikke længere om tegningerne. Den handler om vi i Danmark skal indrette vores samfund efter regler, som lande fra en lavere civilisation pådutter eller påtvinger os. Det skal vi, siger ”eliten”, som rummer 70’ernes munkemarxister og 80’ernes globalister. Hvor stor en del af befolkningen udgør denne ”elite”? 10 pct.? 15 pct.?
Over for ”eliten” står folket. Folket siger: Nu kan det være nok! Et er at vi har givet alt for mange muslimer husly. Men de skal ikke også komme og bestemme, hvordan huset vores hus, skal indrettes.
Et af de mærkelige - for mange af os triste - træk i denne spaltning af befolkningen er, at 1900-tallets mest folkelige parti, Socialdemokratiet, har valgt side – imod folket. Det er ikke kun Nyrup, der kryber for den islamiske diktatur-magt. Lykketoft sidder i tv og hvæser: ”disse forbistrede tegninger”. Auken giver håndslag til Uffe. Og Ritt ønsker, vi danskere skal gå bodsgang ved at bygge en stormoske. Og imens manipulerer Tøger Seidenfaden Politikens læsere ( og dermed DRs journalister ) for at få sit verdensbillede til at passe med virkeligheden. Tilsyneladende har hr. Silketråd også fået Socialdemokratiet i sit garn.
- o -
Mange spørger, med sorg i sinde, hvordan har dette forfald inden for det store folkeparti kunnet finde sted?
Indtil omkring 1970 var Socialdemokratiet en person der gik på to ben med tykke støvler. De to ben betyder at partiet havde et dobbelt mål: en kulturel og en materiel højnelse af menigmands vilkår. Når man læser Staunings taler, omtaler han for det meste sit parti som en kulturbevægelse. Almuen skal blive kulturbevidste, oplyste, musiske mennesker. I denne ånd opretter partiet aviser, bogforlag, kunstforening, sangforeninger, oplysningsforbund og kræver at Danmarks Radio skal være en kulturdynamo.
Denne tobenede politik fører Hedtoft, H.C.Hansen, Viggo Kampmann videre. Den sidste milesten på denne vej er Kampmanns og Bomholts oprettelse af kulturministeriet i 1961.
Men med J.O.Krag bliver partiet enbenet. For ham er velfærdsstaten kun et økonomisk anliggende. Det er symbolsk at han fyrer den sidste tobenede socialdemokrat af format, Julius Bomholt, som kulturminister. Herefter holdt kulturministeriet op med at spille den forædlende rolle i samfundet, det var tiltænkt.
Firebanden kommer til magt og ære i skyggen af Krag. De er nationaløkonomer ligesom han, bortset fra Ritt, der bare er almindelig kyniker. Mange husker endnu hendes angreb på partiets ”kustoder” og partiets kulturarbejde. Hendes isnende foragt for Socialdemokratiets væsen og dets traditionsbærere kunne hendes oprindelige parti, kommunisterne, ikke præstere stærkere. Anker fyrede hende som minister, men for en ligegyldig hotelregning, ikke for det væsentlige, hendes foragt for det parti, hun havde bestemt sig til at gøre karriere i.
Den enbenede Firebandes djøfisering af partiet medførte, at partiets kulturbærende andethold af rodfaste, arbejdsdygtige kommunalpolitikere, vælgerforeningsformænd m.fl. blev forvirrede og trak sig ud af arbejdet.
 
 
  Samtidig sker der en udvikling i LO, som historikerne gerne overser. LOs formand indtil 1967, Eiler Jensen, var et selvbevidst, men også kultursøgende menneske. LOs og Socialdemokratiets ledelse ønskede, at næstformanden, Kai Petersen, skulle være hans efterfølger. Kai Petersen var også en ægte, tobenet socialdemokrat. Han respekterede viden og kunnen, var ven med PH, læste bøger, var AOF-formand. En mild mand, en god humanist.
Men en helt anden type fagforeningsleder havde andre planer. Thomas Nielsen. Han væltede Kai Petersen af pinden og blev LO-formand.
Thomas Nielsen var en grobrian. Socialdemokratiet så gennem fingre med hans potentatiske tilbøjeligheder, fordi han gav kommunisterne med samme grovfil som de selv brugte. Han var hensynsløs – uden sans for den tobenede socialdemokratiske tradition. Overskriften på hans indsats er blevet sætningen, han fyrede af på sin afskedskongres, hans underbevidstheds spontane og geniale veråb: ”Vi har sejret ad helvede til.” Det betød: Vi LO-arbejdere har fået mere materiel fremgang end vi havde turdet håbe på. Alligevel er resultatet ad helvede til. Thomas Nielsen føjede ganske vist et ”Godt” til. ”Ad helvede til. Godt!” Men det var bare en undskyldning, fordi hans indre jeg havde talt over sig.
LO under Thomas Nielsens efterfølgere blev en djøf-bevægelse, ligesom Socialdemokratiet blev det under Firebanden.

I stedet for forbindelsen til den socialdemokratiske kulturtradition valgte Firebanden at knytte sig til kulturradikalismen. Det var jo den almindelige holdning hos studenterne i 60’erne.
Der har alle dage været berøringsflader mellem Socialdemokratiet og kulturradikalismen, den fri abort, antifascismen, 30’ernes moderne boligformer. Men kulturradikalismens overdrevne rationalisme og højrøstede arrogance er ikke det folkelige Socialdemokratis ægte stil. Den passer derimod godt til Firebandens selvbevidsthed, som er blevet bakket op af et benovet journalistkorps.
Det sidste – selvødelæggende – eksempel på dette er, at partiet fulgte kulturradikalismens spor i indvandringspolitikken. Landet skulle forvandles til en global multikultur. De socialdemokratiske vælgeres ønske om at begrænse muslim-indvandringen blev ikke hørt. De ”fantastiske” fire var nu blevet så fantastiske, at de bedre vidste hvad deres vælgere ønskede end vælgerne selv gjorde.
Det, de fire ikke opdagede ( fordi de ikke interesserer sig for den slags ) var, at kulturradikalismen ikke var det store spring fremad, men en døende bevægelse. Selv bagtroppen af gamle småborgerlige tanter, som forfatteren Mette Winge, melder sig i vore dage under kulturradikalismens slatne fane. Mette Winge er hende der siger, at ytringsfriheden kun skal bruges, når den er yndefuld. Det er en alvorlig reprimande, tante Winge her giver Jeppe Åkjær, Johan Skjoldborg, Harald Herdal, Zola , Ivar Lo-Johansson og mange andre der ikke klæder sig i ”kjole med vidde og ynde”.
Kulturradikalismen har jo for længst nået sine mål, fri abort, fri seksualitet, funktionalistisk arkitektur, ligesom Socialdemokratiet for længst har nået sit mål, hvis målet da kun er den materielle velfærd. Det var den ene udslukte bevægelse der greb ud efter den anden. For folk, der har lidt begreb om hvad det gamle, værdige arbejderparti har været og stadig kunne være, er det ikke smukt at se det kaste sig i armene på kulturradikale letvægtere som sprechstallmeisteren Georg Metz og pisserendens udråbskonge, Carsten Jensen.
Fælles for Socialdemokratiet og kulturradikalismen er, at de ikke længere har noget projekt, som de omfatter med ildhu. Man kan spørge om de andre partiet har det – bortset fra DF. Men denne mangel er værst for Socialdemokratiet. For det parti har i et århundrede været det, der kom med fornyelsen.
Kulturradikalismen er død og færdig.
Hvad er Socialdemokratiet?
Tjah, bombom! For øjeblikket tegner Dansk Folkeparti til at blive landets kommende store sociale parti med en muslim-politik, vælgerne kan gå ind for. Socialdemokratiet får i hvert fald ikke en chance for at rette sig op, før Auken, Lykketoft og Nyrup er ude af vagten. Helt ude.

Også under den tyske besættelse var der forfattere der svigtede det frie ord. Men det var et mindretal.
Denne gang er det en stribe af vore mest kendte forfattere der svigter. De vender sig imod, at vi kan trykke det, som det efter vort lands skik og brug er rimeligt at trykke.
Forfattere fra Suzanne Brøgger og Hanne Vibeke Holst til Ib Michael og Stig Dalager slutter op om muslimernes blonde talerør i Danmark, Tøger Silketråd. Disse forfatteres – og dagbladet Politikens – synspunkt er, at vi skal afstemme vore ytringer efter hvad man finder passende i mellemøstlige Islam-stater.
Ligesom vi fra 1940 – 45 skulle vise respekt for Hitler og hans jødeforfølgelser, skal vi nu vise respekt for ”den gode tone” i lande, hvor man hænger 17-årige drenge, der er gået i seng med hinanden. Hvor man hænger, subsidiært halshugger, 15-årige piger, der har haft et forhold til en mand, de ikke er gift med. Hvor mænd slipper godt fra at vansire deres hustruer med syre, hvis konen har irriteret dem. Hvor kvinder undertrykkes groft og børn opdrages til at blive hellige krigere imod de vantro.
Alt dette sker i profetens navn. Den profet, som danske forfattere fra Klaus Rifbjerg til Inge Eriksen, mener vi ikke må lave karikaturer af, ligesom vi ikke måtte lave karikaturer af Hitler i 30’erne og under besættelsen.
Pinligt mange af dem, vi troede var forposterne for vores ytringsfrihed, forfatterne, har ikke bare nedlagt våbnene. De er gået over til fjenden. Som belønning kan de se frem til at blive luksuøst behandlet både her og der.
Selv om der venter belønning, er det så alligevel ikke bizart?
Jo. Og mange trækker vist også bare på skuldrene og siger: disse forfattere er tossede.
Denne vurdering er der godt belæg for. Når Klaus Rifbjerg skriver om nutidens politik, skal vi altid huske, det er 1930’erne han forestiller sig vi stadig befinder os i.
Suzanne Brøgger ”sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er vores”

( danskernes ).

 Ib Michael har – fra sit opholdssted mellem korallerne i Sydhavet – ytret mangt og meget til fordel for censuren. Hans seneste synspunkt er dog, at han er imod Muhammed-tegningerne, men at han i samme åndedrag ser tegningerne ”som en lysstråle af håb for muhamedanerne”. Det må svare til at have løst cirklens kvadratur.
 
 
 Kirsten Thorup er mindre mysteriøs. Han anbefaler bare censur af meninger der er anderledes end hendes egne.
Hanne Vibeke Holst har lige produceret en bestseller ved grundløst at insinuere at Mogens Lykketoft er hustrumishandler. Da Hanne Vibeke Holst forleden talte ved et møde, hvor en deltager forsvarede Dansk Folkeparti, greb forfatterinden ind og råbte fra podiet: ”Tag mikrofonen fra den mand!” Det kan man vist kalde en islamisk udgave af ytringsfriheden. Det er nok det, man i de kredse kalder ”god tone”.

Nu er der jo andre forfattere til end Tøger Silketråds glidegæs. Forfattere der sætter den fri tale lige så højt som Martin A. Hansen og Kaj Munk gjorde under besættelsen. Men det er rystende, hvor mange forfattere og mediefolk der i de senere år har holdt hånden over de islamiske diktaturer og deres religiøse ideologi.
En forklaring kan være, at mange forfattere faktisk ikke følger ordentligt med. Forfatteren Mette Winge afslørede forleden for åben skærm, at hun ikke vidste, der var udstedt dødstrusler mod JP’s redaktører og tegnere.
Mange forfattere og mediefolk kan for tiden ikke finde deres egne ben. De raser mod ”magten”, som de mener er Pia Kjærsgård og Anders Fogh. De har ikke opdaget – eller de kan ikke lide tanken - at de selv er magten.
De, der har ordets magt og adgangen til at ytre denne magt i tv og aviser, ER den politiske magt. Især nu da politik i så høj grad drejer sig om kulturelle værdier. Det er derved at Tøger Seidenfaden bærer så stort et ansvar for den ulyksalige situation, landet er havnet i med 400.000 muslimske indvandrere, hvoraf en stor del er utilpassede.
Silketrådens forfattere går ikke op imod magten, når de anbefaler vi skal begrænse vores ytringsfrihed. De tilslutter sig den kompakte majoritet af dem der har de eksportfremmende, duknakkede meninger.
Forfatterens rolle som frisindet rebel?
Er arkiveret et sted i Det Radikale Venstres aflåste skuffe for brandfarlige væsker.

 
Ikke nye topposter til Jelved, Auken og Lykketoft                                          

Det har altid undret mig, at man kunne gøre Vilhelm Buhl til statsminister i 1945. Efter de udtalelser, han fremsatte i 1942 imod sabotørerne – de landsmænd der satte livet på spil for Danmark.
Besynderligt nok var der ingen rigtig modstand mod Buhl som statsminister i 45 – heller ikke i Frihedsrådet. Frode Jacobsen skrev ganske vist i februar 45 til Christmas Møller, at han hellere så Christmas som statsminister. Men Buhl var og blev høvdingen i politikernes og modstandsfolkenes hemmelige forhandlinger om befrielsesregeringen. Modstandsfolkene kaldte ham gemytligt for ”Bedstefar”.
Jeg rettede engang min undren over Buhls genindsættelse til Cobra-maleren Egill Jacobsen, der var kommunist under krigen og kurer for modstandsbevægelsen. Han svarede: Vi vidste da godt, at Buhl ikke mente det, han sagde i radioen.
Men vidste alle danskere det? Og mente Buhl det ikke en lille smule? Mange satte jo på det tidspunkt lighedstegn mellem sabotører og kommunister.
Socialdemokraterne havde andre, de kunne have gjort til statsminister. Ikke så få socialdemokrater var aktive modstandsfolk. Og både Hedtoft og H.C.Hansen var nationalt ukompromitterede.

Jeg kommer til at tænke på det i denne terrortid, da mange danskere kigger bekymret efter forladte tasker, når de kører med tog. Gennem den muslimske indvandring har vi i de sidste 25 år igen fået en fremmed magt ind i vores land, som hen ad vejen regner med at få sin rituelle levevis knæsat som landets herskende kultur. Den er i sin værste form en totalitær magt som straffer afvigere fra troen – med drab på egne børn om det skal være. Som hader homoseksuelle og jøder ligesom nazisterne gjorde. Som ikke tåler tanken om, at verdens folkeslag er forskellige og tror forskelligt. Vi skal alle være Allahs troende skabninger.
Der findes også integrationsivrige muslimer. Naser Khader’er kunne man kalde dem. Men hvor mange er de? Og kommer de ikke til kort over for de rabiate? Det er i hvert fald næsten altid de vredladne og anti-vestlige muslimer der udtaler sig på indvandrernes vegne.
Med den fordragelighed, der er danskernes svaghed og styrke, kalder vi den muslimske indmarch for ”et parallelsamfund”. Vi har ellers et gammelt, afprøvet udtryk, der går mere til benet af sagen: stater i staten. Det er det, de muslimske udvandrere opretter i de vesteuropæiske lande i disse år: stater i staten. Åbenhjertigt erklærer flere tyrkiske ledere, at udvandrerne fra Tyrkiet til Vesten skal forblive tyrkere i det fremmede på ubestemt tid.
Ligheden med nazismen er slående. Hitlers mening med Danmark var jo heller ikke at vi skulle fortsætte med vores folkestyre. Men i nogle overgangsår kunne vi godt have vores demokrati. Og der gik jo faktisk tre år, før nazisterne jog danske jøder ud af Danmark.
Den muslimske fundamentalisme er vor tids nazisme. Den ønsker verdensherredømmet, og den betragter ikke-muslimer som undermennesker.

Men der er én stor forskel på den tyske besættelse og den muslimske indvandring. Stauning og hans regering indbød ikke nazisterne. Danske politikere fra Schlüter til Nyrup har slået ladeporten op på vid gab for tyrkerne, pakistanerne, palæstinenserne, somalierne, marokkanerne osv.
Alle politiske partiet har været med til denne storladne indbydelse til storvisirens børn. Også Venstre og de Konservative. Kun Dansk Folkeparti og Karen Jespersens gruppe i Socialdemokratiet har rent mel i posen.
Men mere end nogen andre har de Radikale været nidkære vagtsoldater for de muslimske brohoveder i Danmark. Marianne Jelved, Margrethe Vestager, Elsebeth Gerner Nielsen, Elisabeth Arnold må føle deres skuldre tynget til jorden. Det er deres ansvar frem for nogens, at den danske stat skal udbetale ca. 75 milliarder kr. om året for at holde vore muslimer i god form. Her bliver traditionen fra 1940’erne fulgt eksemplarisk op. Vi betalte jo også selv for de tyske besættelsestroppers kanonstillinger og flødeskumskager. De Radikale bærer hovedskylden for,

 
 
  at vi nu igen skal til at slås for de frihedens bastioner, som vi lige troede vi havde indtaget: kvinders og homoseksuelles ligestilling, humane straffe, erotisk åbenhed, retten til uden frygt at tale kritisk, frækt og muntert i det offentlige rum.
Også Socialdemokraternes ansvar er stort for dette tilbageslag i vores frie liv. Og blandt de skyldige sosser er Svend Auken den første blandt ligemænd. Med sin selvbevidste frelsthed og himmelvendte forurettethed har han været den største hindring for, at Socialdemokratiet fik en ansvarlig indvandringspolitik. Nu skal stakkels Helle Thorning gå og reparere de skader, Auken har påført partiet. Hvis Svend Auken var en ægte kristen, ville han stille sig op midt i Vartovs gård og råbe: Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa! ( Skylden er min. ) Lykketoft, Frank Jensen, Ritt Bjerregård og Nyrup fulgte Auken. Men det var Auken der var anstifteren.
 

Og nu kommer Vilhelm Buhl så ind i billedet. Er det rimeligt, at politikere, der har taget så grundlæggende fejl, forbliver landets øverste ledere efter deres fadæse? Deres brøler skal deres landsmænd bøde for i årtier: Ufred. Milliardudgifter. Kontroverser om de særeste forestillinger, der ikke hører hjemme i vores kultur. Om børn må have leverpostej med i børnehaven. Om familier skal betale blodhævnspenge. Og lignende tosseri og barbari. Vi skal have beskåret vores ret til at ytre os spøgefuldt og udfordrende om emner, muslimerne har gjort til tabu.
Jeg synes de nævnte politikere burde erkende deres kæmpebrøler og træde ud af politik. Da konseilspræsident Monrad havde bragt sit land i fordærv i 1864, emigrerede han til New Zealand. Auken, Lykketoft og de Radikale behøver ikke emigrere. Men de skulle finde sig et andet arbejde end at sidde i Folketinget og lede land og rige, ligesom Birte Weiss har gjort, hun der nu skriver gastronomiske artikler om britiske herreretter i Weekendavisen. Svend Auken kunne bruge resten af sit liv på at lære alle Grundtvigs salmer udenad. Marianne Jelved kan sikkert få et job som sælger af tyrkiske ejendomme hos Peter Brixtofte. Margrethe Vestager kunne arbejde som billetkontrollør i Cirkusrevyen. Hun ser ud som om hun trænger til at opleve noget morsomt.
Man må dog nok se i øjnene, at disse fabelagtige statsmænd og –kvinder ikke forlader deres positioner frivilligt. Lykketoft elsker at dirigere. Og Jelved og Auken elsker bare Christiansborg.
Men man kan så i det mindste sige: disse personer, der har regeret vores land med så megen dårskab, skal ikke igen indtage fremtrædende poster. Konkret: Hverken Jelved eller Lykketoft bør blive ministre igen. Og hverken Auken eller Niels Helveg Petersen bør sidde i Folketingets præsidium, endsige blive folketingsformand. Uffe Ellemann, der bærer hovedansvaret for Venstres sene forståelse af problemet, bør fratræde som formand for Dansk Center for Menneskerettigheder.
Den ukontrollerede muslimske masseindvandring er den værste prøvelse, Danmark er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Den udgør en trussel mod vort kulturgrundlag, som ligner den vi var udsat for i 1940.
Det er ikke det danske folk der er skyld i den fare, det nu udsættes for. Faren er blevet os påtvunget af en lille overklasse af arbejdsgivere ( Hans Skov Christensen ), embedsmænd ( ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen ), medier ( Danmarks Radio, TV 2 m.fl. ) og politikere ( fra alle partier minus DF ).
Det danske folk føler det er blevet overhørt og ydmyget af sine ledere. Det danske folk har frabedt sig en ustyret arabisk indvandring. Alligevel er en muslimsk indvandring på omkring 400.000 individer tvunget igennem af en lille gruppe politiske og journalistiske magthavere. Dette er en tilsidesættelse af folkestyret. Det danske folk ( minus de 15 procent korhylere fra Det radikale Venstre og Enhedslisten ) er fortvivlet over det der er sket. Og det i en grad som jeg ikke tror Overdanmark endnu helt har forstået.
Derfor må konsekvensen være: de personer, der bærer ansvaret for de trængsler vi er havnet i, skal ikke igen anbringes på førende poster, hvor de repræsenterer det danske folk. For de repræsenterer os ikke.
Fejlen med Vilhelm Buhl må ikke gentages.

For nylig, på vej til Gilleleje efter fisk, betroede jeg min kone, at der var tolv forfattere der i Politiken havde protesteret mod tonen i indvandrerdebatten. – Kan du gætte hvem det er? spurgte jeg.

Hun kunne gætte de elleve. Kun Stig Dalager glemte hun. Det har vi jo alle en tilbøjelighed til, uanset hvor store anstrengelser han gør sig, for at det ikke skal ske.

De tolv forfattere er ikke tilfældigt valgt. Det er de tolv, der uvægerligt får gode anmeldelser i Politiken. Og får deres produkter salgsfremmende omtalt såvel i dette blad som i Danmarks Radio.

Noget for noget, som vores statsminister siger.

Protesten er blevet overordentlig vel, ja, nærmest favnende modtaget af tv-stationerne. TV-oplæserne har i ord og kropssprog gjort de tolv forfatteres protest til deres. De har nærmest givet seerne opfattelse af, at disse tolv var Danmarks samlede forfatterstand, i hvert fald kremen af den.

Det kan undre.

En af de tolv, Klaus Rifbjerg, befinder sig det meste af året i det solrige og skattebillige Spanien.
En anden, Ib Michael, er for det meste på krydstogt omkring de polynesiske øer, hvor han dykker i det varme vand efter guldfisk.

En tredje protestant, Kirsten Thorup, er ikke kendt for noget indlæg i den offentlige debat ud over det famøse, hvori hun anbefalede regeringen at indføre censur af muslimkritiske ytringer.

En fjerde, rejsebogsforfatteren Carsten Jensen, er kendt for at udspy eder og forbandelser, såkaldte invektiver, mod fredelige medborgere, som han ikke kan lide.

En af de tolv er slet ikke forfatter, men har sit velbelagte levebrød på en af venstrefløjens højborge, Per Schultz Jørgensen fra Danmarks Lærerhøjskole.

Hr. Silketråd ( Seidenfaden )fra Politikens allerhøjeste kontor har godt nok måttet ud i periferien for at få sine protestanter til at ligne et hold.

Vigtigere end Silketrådens hold af udlandsdanskere, skældsordsforfattere og bekæmpere af ytringsfriheden er det at notere de forfattere, der ikke lod sig fange i Silketrådens spindelvæv. Dem der ikke ville være med i Politikens kampagne. De tæller blandt andet:
Modtagere af Nordisk Råds litteraturpris Dorrit Willumsen og Per Hultberg. Den verdensberømte Peter Høeg. Forfatteren til den bedste besættelsesroman og mange andre kloge romaner, Tage Skou-Hansen. Folkekære kvalitetsforfattere som Maria Helleberg, Jens Christian Grøndahl, Lise Nørgård, Bjarne Reuter, John Nehm, Leif Davidsen, Anne Marie Løn, Hanne Marie Svendsen. De skønlitterære forfatteres formand Peter Legård. Kunstneriske begavelser i topklasse som Sven Holm, Jens Smærup Sørensen, Svend Åge Madsen, Jess Ørnsbo, Vibeke Grønfeldt, Inger Christensen, og mange, mange andre. Det er dem, der er landets forfattere, ikke Silketrådens letbenede kompagni.

Politiken har alle dage været en ren professor Tribini til at befordre sine yndlings-forfatteres fremgang i livet. Men i dette tilfælde har markskrigeren ikke haft heldet med sig. Det er et skrumpehold, Politiken stiller til at forsvare sin pinlige rolle i indvandringsdebatten som en af landets værste vildledere.

Men skrumpeholdet stiller altså op – al respekt for det – med solnyderen Klaus Rifbjerg i spidsen. Skønt netop Store Klaus næppe aner hvad der foregår i hans tidligere hjemland. ( Den smule han ved har han formodentlig udelukkende fra læsning af Politiken. ) Ret en folkets vejleder!

 Ikke desto mindre får Silketrådens skrumpehold altså et ganske betydeligt medløb fra medierne.
Hvem er disse medløbere?

Eliten, kalder nogle dem. Det gør jeg ikke. Jeg kalder dem for kor-hylerne. For de er gode til at hyle op. Og de hyler i kor. De er politisk kor-rekte. Ja, de er øvrighedens advokater. ”Øvrigheden” i indvandringssagen har nemlig ikke været folkestyret, men mediestyret. Mediemagten har ensidigt været tilhænger af masseindvandringen.

Korhylerne har ikke været folkets stemme. De har hylet imod deres eget folk. Korhylerne befinder sig ikke blandt deres folk. De bor i Gentofte, i de eksklusive dele af Frederiksberg og Christianshavn, eller i fjerntliggende landsby-isolater som Suzanne Brøgger, hvor risikoen for at støde ind i indvandrere er til det yderste minimeret.
 
 
 Det danske folk derimod bor tæt op ad indvandrere. Derfor kan folket se, at den er gal. De indvandrede muslimer vil for størstepartens vedkommende ikke være danskere, ikke have børn med danskere, ikke tale dansk, ikke have deres børn opdraget dansk. De vil være en stat i staten.

Stærkt tilskyndet af Silketråden og hans lige sagde folketingets partier oprindelig ja til, at Danmark skulle være to stater, en dansk og en muslimsk. Men partierne har givet sig. Trods alt er det jo folket og ikke ”eliten” der leverer stemmerne.

Men, som sagt, korhylerne udgør ikke vort lands elite. De af landets bedste kunstnere, videnskabsmænd og andre virkelige fagfolk, som jeg har talt med, har været imod SR-regeringens laden-stå-til politik. Det er ikke den virkelige intelligens, der taler den hovedløse indvandrings sag, det er intelligentsiaen. Det halvstuderede klientel af tv-underholdere, lærere, modens medløbere, the smart set.

Denne gruppe leder efter noget der kan give den prestige. Da de ikke har præsteret noget, der kan give dem denne prestige, mener de de kan opnå prestigen ved at tilslutte sig den lille magtfulde flok, der er eksklusive alene ved at tage afstand fra den brede befolkning. Da den brede befolkning er imod den hovedløse indvandring, mener intelligentsiaen, den kan markere sit eget værd ved at væmmes ved befolkningens uvilje mod den ukontrollerede indvandring. Med andre ord blive ”in” ved at blive advokater for den ufolkelige indvandring.

Denne psykologiske mekanisme kan illustreres med en historie fra USA. En indskrænket, hvid mand havde været med til at lynche en neger. Da man forhørte ham, svarede han: Hvis jeg ikke er bedre end en forbandet sortrøvet nigger, hvem fanden er jeg så bedre end!

I England løber der for tiden en diskussion om Oxford-professoren John Careys bog ”What Good Are the Arts?” ( omtalt af Heidi Amsinck i Kulturweekend 30.-12.-05 ). John Carey beskriver intelligentsiaen som mennesker der konstant er på jagt efter at tilegne sig det, som er uden for massernes rækkevidde.

I gamle dag var det gode middage, store biler og pæne huse. Men gode middage giver fedme. Og fedme signalerer underklasse. Og en bil og et hus har både blikkenslageren og skorstensfejeren i dag.

I stedet opsporer udygtige folk, der ønsker ”at være noget”, så de moderigtige meninger. Meninger som almindelige folk ikke deler. Det kan være begejstring for sensationskunst. Eller – hvor unaturligt det end lyder – begejstring for Det radikale Venstre. Eller det kan være at foragte folket, fordi folket ikke gør som Silketråden vil have, deler Danmark op i to adskilte lande. De smarte kalder så folket for racister, xenofober og hvad ved jeg. Og simsalabim er de selv blevet ædlere mennesker, adskilt fra det vulgære folk, selv om de lever i skattely, på krydstogtskibe eller som nytteløse reklameagenter for 3. rangs tv-stationer.

Jeg tror vi skal ned i denne Erasmus Montanus-psykologi for at forstå, hvorfor så mange så højlydt og så længe har forsvaret en så håbløs sag som multikulturen og den muslimske masseindvandring.

Vi vil alle sammen gerne være noget. De fleste prøver heldigvis at opnå dette ved at blive dygtige til deres fag. Kirurgen til at operere. Oversætteren til at kende det fremmede sprogs finesser. Snedkeren til at få ahornbrædderne til at føje sig under sin høvl.

Men intelligentsiaen, de halvstuderede røvere, de fallerede studerende, har ikke noget fag, i hvert fald ikke et, de behersker. Så søger de at blive eksklusive ved at have ufolkelige meninger.
Men man bliver nu engang ikke eksklusiv af at vende ryggen til sit eget folk. Det bliver man bare en anløben personage af. De politikere, redaktører og forfattere, der bærer hovedansvaret for den indvandrings-ulykke, vi er havnet i, er ikke populære i den danske befolkning, skal jeg hilse og sige.

Mange korhylere har da også stukket hyleren ind på det sidste. Eller er begyndt – som Politikens tolv favoritter – at jamre over tonen i debatten i stedet for at tale om sagens realiteter, faren for vores ytringsfrihed for eksempel.

Hvad kan man så lære af det?

Ikke at tage notits af korhylerne.

Et godt råd. Vogt jer for de københavnske cafeer og Det radikale Venstre. Dér har korhylerne det nemlig med at forsamle sig.