Avisartikler 2015, 3. kvartal

Det er en ganske snurrig anmeldelse, Poul Aarøe Pedersen giver af bogen ” Ole Hyltoft. Streger til et portræt.” ( Bøger. 23.-8. ) Sådan lidt ironisk, han fniser lidt ad visse bidragyderes uforbeholdne anerkendelse af bogens emne, men begrunder ikke sit fniseri.Ægte Politiken-stil, når en mand uden for kredsen skal behandles.

Nu har jeg jo ikke haft noget at gøre med bogens tilblivelse. Men besidder dog en vis viden om dens emne.

Derfor kan jeg sige, at anmeldelsens overskrift, ”Persona non grata i dansk kulturliv kåres til helgen”, er forkert.

Det, Aarøe Pedersen mener, og som han kan have nogen ret i, er: ”Persona non grata i det kulturradikale kulturliv kåres…”

Men heller ikke det passer helt. Mine romaner, noveller, digte har da fået stribevis af strålende anmeldelser. Også i Politiken. For bare at citere en enkelt Politiken-anmeldelse:
”Med denne novellesamling ( ”Revolutionens fortrop” ) og romanen fra sidste år, ”Hjertet sidder til venstre”, har Hyltoft provokerende og vedkommende placeret sig i litteraturens førsterække herhjemme.”

Og de fleste af digtene i min samling, ”Skabt af ild”, har først været trykt i Søndags-Politiken i stor opsætning og med illustrationer af Hans Voigt Steffensen og Pia Schutzman.
Men det er rigtigt, at efter jeg begyndte at advare mod den muslimske storindvandring til Europa, som jeg på sigt anser for en fare for den europæiske civilisation, er mit forfatterskab blevet negligeret og kritiseret i Politiken. Hvilket vist ikke har så meget med litteratur at gøre.

Vi løber foroverbøjet i ly af cement-brystningen. Maskingevær-salverne smælder. Jeg er lige fyldt otte år. Så for mig giver brystningen over Vesterport Station i København god dækning, hvis der skydes nede fra S-togets skinnelegeme. Men det er ikke derfra kuglerne kommer.
Vi er min far, mor og jeg. Det er en solskinseftermiddag. Den 29. august 1943, og vores lille familie er på vej ud til min farmor, der bor i et beskedent, men hyggeligt baghus på Gl. Kongevej.

Det har været en mærkelig søndag. Vi vågnede alle tre om natten ved nogle dumpe brag. Det var overskyet, bælgmørkt og lummert. – Det er torden, sagde far. – Men hvor er lynene? sagde mor. Vi gik i seng og sov igen.

Om morgenen ringer nogen til os. Far tager røret og siger ikke så meget. Han ser alvorlig ud. Så lægger han røret på og siger til mor og mig: - Bragene i nat var eksplosioner ude fra Holmen. Flåden har sænket sig selv. Det var Else der ringede. Tyskerne har taget Ernst og sat ham i arrest på Alsgade Skole. De har også taget Peder.

Jeg ved, at Peder og Ernst er med i noget, der hedder Radiorådet. Det er dem, der laver børnetimen i radioen. Den hører jeg hver eftermiddag. Far kender så mange. Han sælger radioer. Og han vil altid derhen, hvor der sker noget. Derfor er det også ham, der foran Vesterport Station sagde: - Der sker noget oppe på Rådhuspladsen. Lad os komme op og se. Så kan vi fortælle farmor det.

Der var masser af mennesker oppe på Rådhuspladsen. Pludselig opstod der en mægtig larm, og folk masede for at komme væk fra larmen. Jeg var væltet, hvis far ikke havde holdt mig om overarmen.

Med et ramlede og rystede det lige i nærheden. Nu hev både mor og far i mig. Et køretøj uden hjul og med en kanon på buldrede forbi os. – Det er en tank, sagde far til mig. Det vidste jeg da godt. Med et drejede tanken, og folk, der stod i vejen for den, flygtede. Der lød skud i hurtig rækkefølge efter hinanden. – Nu kan det være nok, råbte mor. Så var det os, der flygtede. Forbi et smart hvidt hus. – Det er Dagmarhus. Dér er tyskerne, sagde far ned i øret til mig. Foran porten stod en soldat med gevær over skulderen.

Vores flugt endte på Vesterport Station. Mange havde søgt tilflugt hernede. Der var flere barnevogne på perronen. Jeg tænkte: jeg vil altid være otte år ældre end dem i barnevognene.

Farmor måtte undvære os den eftermiddag.

Forleden fandt jeg inde bag reolens bøger en lille sangbog. Kong Christian den Tiende sad på forsiden. Dannebrog smældede på bagsiden. Den bog ejede vi alle sammen dengang. Den blev solgt i 2 millioner eksemplarer. Den var en gave til kongen fra hans folk på hans 70 års fødselsdag den 26. september 1940. Jeg har skrevet OLE på titelbladet med så kejtede bogstaver, at det må være skrevet mens jeg gik i børnehave.

Den lille bog, ”Dansk Folkesangbog”, rummer et udvalg af danske sange. Grundtvig vejer tungt. Men Ingemann, Aakjær, Helge Rode, Carl Ploug, Valdemar Rørdam er der også. ”Danmark i tusind år”, ”Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag”, ”Der er ingenting der maner”. Den sidste sang vi hver morgen ved flaghejsningen på feriekolonien i årene efter krigen. Men dem, vi stadig synger, er også med. ”I Danmark er jeg født”, ”Jeg er havren, jeg har bjælder på”.

Forordet til sangbogen er skrevet af Vilhelm Andersen, en af besættelsestidens berømteste personligheder, den tids lige så folkelige som lærde professor i dansk litteratur.
Den højt begavede professor hylder den almindeligt begavede konge, fordi Christian den Tiende i al sin enkelhed er blevet danskernes bankende hjerte.
Fotoet af Christian den Tiende til hest i Københavns gader gik verden over. – Hvem passer på ham, som han rider der alene? blev der spurgt. – Det gør vi alle sammen, svarede danskerne.

Mit barndomshjem var socialdemokratisk. Vi var ikke særligt kongetro. Men i de år, fra 1940 til 45, gik vi alle tre med kongemærke. Kongen, der red frit gennem gaderne, var blevet symbolet på, at vi syntes tyskerne var nogle opblæste skarnsknægte.

Og selv om vi ikke talte om Danmark med evighedsglans i øjnene, var vi, som de fleste danskere, grebet af en stærk fællesskabsfølelse. Selv en 8-årig dreng fornemmede dette sammenhold. De fremmede, tyskerne var snavs, snart latterlige, snart brutale. Det var deres skyld, vi ikke kunne købe alle de gode varer, man kunne få før 1940.

Der var nogle enkelte landsmænd, der mente noget andet. Min bedste ven i børnehaven havde en far, der havde meldt sig til Frikorps Danmark. Det var noget, vi kun hviskede om, noget sørgeligt.

Endnu værre var stikkerne. De var affald. Og ingen, vi kendte, havde noget imod, at de blev skudt.

Hvor var dagliglivet dengang dog besværligt og fattigt. Alligevel var livsholdningen optimistisk. Med vores herligt drengede klasselærer Børge Petersen som forsanger skrålede hele klassen på Rosenvang Skolen: ”København-Roskilde-Ringsted-Sorø-Slagelse-Korsør.” Vi lærte også om de fjerne jyske byer, som de fleste af os først så i virkeligheden efter krigen.
Vi indoptog kærligheden til Danmark med samme selvfølge som vi forstod, at vi skulle gøre os umage. Min far, mor og jeg cyklede i sommeren 42 Sjælland rundt. Forældrene ville vise deres søn landets seværdigheder set fra de bilfrie landeveje, der var flankeret af træer og af blomstrende grøfter. Glæde over Danmark. Vi var et andet folkefærd end de krigsgale tyskere.

Vilhelm Andersen skrev i forordet til Folkesangbogen: ”Den danske folkesang hedder således, fordi folkets sjæl lever i den med sin sorg og sin glæde.”
Den danske historie og livsfølelse og det danske sprog blev for mit slægtled sunget ind i os. Så den blev en del af vores natur. Derfor har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor Danmarks Radios populære musikprogram, P 4, ikke spiller disse folkesange, som tit også er stor lyrik. Men foretrækker at påvirke befolkningen med intetsigende, middelmådig popmusik.
Man kan da udmærket være europæer og kosmopolit, samtidig med at man føler sig hjemme i sit danske sind og nynner denne hjemsteds-bevidsthed ud i nogle af landets bedste digte. Denne hjemstedsfølelse vil der snart blive kaldt på igen, på grund af den ukloge indvandringspolitik politikerne har ført de sidste tredive år.

Den sidste weekend i august var i min barndom sommerens afslutning. Den weekend tog min mor og far med deres faste venner op til pensionatet Borshøjgård i Tisvilde. Jeg måtte blive hjemme. Så kom min elskede farmor – hende vi skulle have besøgt på Gl. Kongevej – ud til mig.

Sådan en augustaften i tordenvejr sad farmor og jeg bag dagligstuens brede rude og frydede os, kun lidt gysende, over de buldrende lyn, der stod op af Øresund. Bag Langelinje, Trekroner, Middelgrunden. Lynene ridsede i den blåsorte himmel ligesom de tyske lyskastere gjorde. Tyskernes lys var lige op og ned. Tors lyn siksakkede skævt og giftigt.
Der sad jeg med min smukke, fattige farmor, der elskede mig mere end jeg fortjente. Hun, der holdt den gebrækkelige, men også fantastiske familie sammen med sine festlige fødselsdagsmiddage.

Skilsmisser, emigrationer, ulykker, sygdomme var der nok af i den familie. Rank udholdt hun det hele, og lappede på skaderne hvor hun kunne.

Denne aften da vi sad og holdt mørkning foran Tors artilleri-kaskade på Øresunds himmel – den er for mig besættelsens mørklægningshygge i et skærende nu.

Der var i disse år under krigen en klarhed om begreberne, som aldrig vendte tilbage til mig. Kongen var vores symbol på, at vi var et selvstændigt og årtusindgammelt rige. Christmas Møller, der talte til os over BBC, var beviset på, at vi gjorde modstand mod tyskerne og hørte til de rette, de Allierede.

Vi havde fremmede snyltere i landet. Og nogle få foragtelige danskere støttede dem. Men denne augustaften i 1943, alene med farmor, vidste jeg, at verden trods alt var et vidunder, og at farmor og jeg inden så længe ville få den verden tilbage, vi og far og mor huskede, og som vi alle fire ønskede os.

Kasper Støvrings Perspektiv den 10. juli udgør et kulturpolitisk nysyn, det er værd at bemærke. Hans tanker burde få både røde og blå politikere til at foretage en  hovedrevision af egne værdier.

   Normalt opfatter vi jo Socialdemokratiet og venstrefløjen som dem, der tror på fællesskabet. ”Danmark for folket”. Mens de borgerlige skulle være individualismens talsmænd. ”Enhver er sin egen lykkes smed”.

   Men Støvring opstiller, ligesom fysikeren Max Planck, sin nye kvante-teori. Rød blok er den individualistiske frigørelses fortaler, siger han. Mens blå blok med sin nationalkonservatisme satser på fællesskabet.

   Selv bryder jeg mig ikke så meget om ordet nationalkonservatisme. Konservatisme opfatter jeg som stilstand. Og en sund kultur er i bevægelse, i fremdrift. Nok bedst i en rolig, harmonisk fremdrift. Jeg foretrækker ordet kulturarv.

   Men som det politiske landskab tegner sig i disse år, er der meget der taler for Støvrings omfordeling af de politiske værdier.

   Socialdemokratiet var aldrig revolutionært. Det ønskede ikke at nedbryde nationens anerkendte værdier. Hverken adelens slotte eller kirkerne skulle nedrives. Selv om både adelen og præsterne til tider havde behandlet arbejderne ilde. Lige så lidt ville socialdemokraterne forgribe sig på folkeviserne, Ingemanns kongebegejstrede romaner eller andet af vort kulturelle arvegods.

   Min socialdemokratiske mormor sad og sang Brorsons og Kingos salmer hver søndag i Elias Kirken på Vesterbros Torv.

   I et berømt filmklip fra 30’erne udtaler statsminister Stauning; ”Arbejderbevægelsen er den største, den videst spændende, den dybest gående kulturbevægelse, som historien kan opvise.” Og med baggrund i i AOF, Arbejdernes Radioklub, forlaget Fremad og dagbladet Social-Demokraten søgte Socialdemokratiet da også at give arbejderne, dem med kun 7 års skolegang, medejendomsret til Danmarks og Europas mest udviklede kultur. Statsradiofonien var et vigtigt led i denne bestræbelse.

   Mange socialdemokrater prøvede at leve op til Staunings ord. Min socialdemokratiske far var gået ud af skolen som 14-årig. Men vores reoler derhjemme bugnede med vore bedste forfatteres bøger, tit udgivet af Fremad. I min drengetid fik jeg uvægerligt klassikere i fødselsdagsgave.

   Da jeg var ”Barn af partiet”, var de socialdemokratiske familier, vi omgikkes, alle boglæsere og kulturelt søgende. Arbejderbevægelsen var en kulturopdrager af rang.

   Da jeg begyndte på Gl. Hellerup Gymnasium som 12-årig, havde jeg en sikrere kulturel baggrund end de fleste af de rigmandssønner, jeg gik i skole med.

   Og da jeg senere blev kulturredaktør på den socialdemokratiske hovedavis Aktuelt, skete det, at gamle socialdemokratiske abonnenter forærede mig bøger fra deres bogsamling. Det kunne være Kafka, Johs. V. Jensen, Hans Hartvig Seedorff. Ikke just arbejderlitteratur. Men selvfølgelig var Oskar Hansen, Harald Bergstedt og Andersen Nexø også noget man sang og læste.

   Og da jeg i 1960’erne skrev kulturminister Julius Bomholts taler og artikler, bestod disse skriftlige arbejder i høj grad af det, Støvring kalder nationalkonservatisme. Og Bomholt holdt skam mine taler!

Kulturarven var i Bomholt-perioden altså ikke et ord der satte skel mellem socialdemokrater og borgerlige. De borgerlige var da også med til at stemme Bomholts omfattende kulturpolitik igennem i folketinget. Socialdemokrater og borgerlige var enige om, at kulturopgaven var at få den størst mulige del af befolkningen til at kende og bruge den bedste kunst, der var skabt, de dybeste tanker, de smukkeste malerier, de vittigste skuespil, de mest medrivende symfonier, de dybsindigste digte.

   Pia Kjærsgaard har sagt: der findes kun  én civilisation. Og det er sandt. Der eksisterer ikke en civilisation uden om Dante, Montaigne, Michelangelo, Holberg,  Beethoven, Ibsen, Tolstoj, Chaplin, Ingmar Bergman. Der findes forskellige kulturer. Men det er noget andet.
   Endnu i 60’erne var der politisk konsensus om kulturpolitikken.

Men så kom 1968. Denne generation overtog med et snuptag kulturmagten. De nedrakkede og nedrev den kultur, der eksisterede. Men de skabte ikke en ny. Lige så lidt som Hitler og Stalin gjorde. Og det er den åndelige afmagt, 1968’erne har efterladt os i. Vel var der omkring 1970 brug for et opgør med den småborgerlige flinkeskole. Men at kalde den samlede kulturarv for  det kapitalistiske borgerskabs måde at holde arbejderne i skak på var blot et tegn på at man ikke kendte og ikke fattede kulturarven. Det var nonsens. Men desværre en nonsens, der gik hen og blev en art dannelse eller mangel på dannelse i de følgende slægtled. Så det er blevet fin  stil hos største delen af befolkningen ikke at ane en pind om Danmarks eller Europas historie, ikke at have læst bøger fra før 2000, især ikke tykke bøger. Tænke på, om navnet Oehlenschlæger mon ikke er en tysk cykelrytter i Tour de France?

   De milliarder euro, Grækenland skylder,  er vand ved siden af, at Europas ungdom i dag ikke kender Homer, Sofokles, Euripides. Og i øvrigt heller ikke Goethe, Heine, Johannes Ewald.

   I stedet for at Socialdemokratiet skulle drage de mindre privilegerede ind i kunstens privilegerede verden, overbeviste 1968’erne de toneangivende journalister og lærere om, at kulturarven var irrelevant. Og nemt kunne erstattes af globalismens og multikulturens tynde kop te. Hvad der dermed gik i vasken, var Socialdemokratiets grundlæggende ide. Vist uden at de nye socialdemokratiske ledere fattede det.

   En sandfærdig historie fra DR’s dagligliv illustrerer situationen ganske godt. Da Michael Christiansen blev formand for DR’s bestyrelse, spurgte han stilfærdigt direktionen, om almendannelsen ikke blev noget forsømt i DR’s programmer. Hvortil DR’s kommunikationsdirektør svarede: - Dannelse er ikke et ord, vi bryder os om i DR. 
  

En af de bærende søjler i kulturarven, som 1968’erne fik væltet, var fællessangen. Den nationale følelse går os til hjertet, når sangens ord er stærke og vi synger dem sammen. Det var den danske fællessang, der bar os igennem som et samlet folk i de første år af besættelsen.

   Den nationale følelse! Uha, uha, siger Xenia  Stampe, Johanne Smith Nielsen og de andre kulturradikalere. Og inden dem havde PH hvæset: ”Fædrelandssange og andet svineri.”

   Men det fine ved vores danske fællessang er jo netop, at den ikke er særlig nationalistisk selvhævdende. H.C. Andersen synger ganske vist om Danmark , at ”Engang du herre var i hele Norden, bød over England”. Men dette er jo netop ikke en realitet eller et mål. Det er et minde. H.C. Andersens ”nationalsang” handler om, at vi skal elske det sted, hvor vi vokser op og hører hjemme. Dette har ikke noget at gøre med at overgå andre lande. Det er natur, ikke ideologi.

   Og de sange vi holder mest af og synger ved de skiftende årstider er af høj lyrisk karat. Sommeren i Danmark – så er det Thøger Larsens to mesterværker, ”Danmark nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”. Begge er et paradisbad i hengivelse, humor, besjæling. Apoteoser til den danske natur. Den som hver dansker er del af. Jeg får tårer i øjnene, når jeg synger disse sange. ”Hylden dufter i stuen ind / ude fra Danmarks haver.”

   Der er skrevet andre, lige så indlevede og originale kærlighedserklæringer til det hjemlige.  Af Jeppe Åkjær, Johs. V. Jensen, Blicher, Helge Rode, Holger Drachmann.

   Højskolesangbogen og vores andre gode sangbøger rummer ikke tom forherligelse af magt og ære. De bedste af sangene er vort sprogs inderligste lyrik. Digterens bidrag til medmenneskets trøst i nøden som til henrykkelsen i glæden. Sangen løfter vort folkelige fællesskab op i musernes verden, ligesom skoven, haven, havet gør, når vi åbner vores sind for noget mere bevægende end hverdagslivets havregrød og nye biler.

   Fornemmelsen af fællesskabets grænseoverskridende storhed bringer os ind i den kosmiske verden, som er musernes tumleplads og som eliminerer forskellen på liv og død.

   Fællesskabet, sådan forstået, synes jeg faktisk hører mere hjemme i dele af den blå blok end hos de røde i disse år. Støvring har sagt det, og han har ret.

Foragten for menigmands vurdering af politik har en lang forhistorie. Debatten efter valgresultatet ligner en gentagelse fra fortiden.

Et folketingsvalg er en herlig ting. Det giver os lejlighed til at lufte vores bekymringer for fædrelandet.

I TV 2 Nyhederne mødte vi to repræsentanter fra det indre Nørrebro. Kvarteret, der engang var arbejdernes, men nu er overtaget af Muhammeds disciple mixet med det halvsmarte caffe latte-folk, som i denne ombæring måtte stemme på Alternativet for at være med på moden.

I den med sin hashhandel så blomstrende Jægersborggade sad nu ? i TV 2 ? en ung mand af den rette støbning og nød sin brunch ved den udendørs café. Han var »pinligt berørt og noget skræmt« over, at så mange af hans medborgere ? sikkert ikke mindst tatere og natmandsfolk fra den jyske hede ? havde stemt på DF. Han så nu mindre skræmt end wellnesstilfreds ud, som han sad der i solen med det selvbevidste blik og det sorte hår samlet i en knold i nakken.

Skræmt til sammenbruddets rand var til gengæld Kathusja Babikian fra samme gade og i samme tv. Hendes plagede ansigt med det nervøse kæmpehår tilkendegav, at al menneskelighed nu var fjernet fra landets ledelse. Hun havde en forklaring på ulykken. »Vi ved jo alle sammen godt, at jo længere ud på landet du kommer, des mindre går man i dybden med tingene. I Jylland er der langt til det hele«.

Man kunne måske også tænke sig, at den manglende bymæssige forfjamskethed netop gjorde, at man gik mere i dybden med tingene i provinsen.

Men faktisk er vor store, jyske digter Steen Steensen Blicher inde på noget af det samme i sin klassiske fortælling ?Røverstuen?. Det jyske landskab, siger Blicher, »vidner om ringere kultur og mindre befolkning. Smalle veje med dybe hjulspor tyder på mindre færdsel og samkvem mellem beboerne.«

Men i modsætning til Babikian fandt Blicher stærk menneskelighed og kraften til at bære dyb tragedie i den grundmurede jyske folkestamme.

Babikians betragtning, at »vi her i København går så meget op i at støde ind i hinanden«, kunne jo også medføre, at københavnerne bliver mere hidsige efter at råbe med på det sidste skrig i åbenbaringen og glemmer den naturlige udvikling, Danmark er i.

Hvad er den for en?

Den er en støt udvidelse af folkestyre, frisind og bred viden for alle danske borgere. En lykkelig udvikling, der er forløbet fra enevældens afskaffelse i 1849 over kvindernes og de uformuendes stemmeret, arbejdernes og husmændenes deltagelse i landets ledelse, fri abort, bedre boliger, et sundere liv og homoseksuelles ligeret. Kort sagt fællesskabets hjælp til, at alle kan opnå en frihed, der ikke forplumres af falske fordomme om, hvad f.eks. DF og Jylland står for.

Teoriens folk tager ofte fejl. Virkelighedens gør det sjældent.

I Jægersborggade og omegn er der åbenbart en forestilling om, at multikulturen og folkeslagenes sammenblanding, som den for tiden foregår på Nørrebro, er den eneste rette kurs for menneskehedens udvikling.

En tanke, der støttes ret uforbeholdent af DR og TV 2. Og af den yngre del af familien Heltberg. Tre universitetsfolk af Heltberg-slægten har skrevet en kronik i Berlingske, hvor de vil frelse Danmark fra »den del af den danske befolkning, der støtter et parti, der grænser til det fremmedfjendske«. Altså DF.

Heltbergernes tankegang afslører en primitiv foragt for menigmands uro over multikultisamfundet. En foragt, de ikke mener behøver at begrundes ved intelligent samtale.

Deres arrogance og mangel på fremsyn løfter de op i en sfære af godhedens hellighed. De mener, at DF rummer en nazisme i svøb, og fatter ikke, at det er deres egen selvgodhed, der udgør denne fare.

I stedet for at udstede dommedagsprofetier om valgresultatet skulle folk som Heltbergerne og Babikian søge indsigt i folkeslagenes nedarvede egenskaber. Den, som bl.a. Blicher og Johannes V. Jensen skrev smukt og livfuldt om. De to forfattere viser os en hjemlig mangfoldighed, som er rodgroet.

En tysk soldat, der havde det held at tilbringe alle fem besættelsesår i Danmark, sagde i en tv-dokumentar: »Jeg lærte i de fem år, at der ER forskel på dansk og tysk tankegang. Jeg kan bedst lide den danske.«

Den tyske forfatter Siegfried Lenz sagde engang til mig: »I Danmark er I ligesom én familie. Det er vi ikke nået frem til i Tyskland endnu.«

Foragten for menigmands vurdering af politik har en lang forhistorie.

I midten af 1800-tallet sang de nationalliberale, den tids selvovervurderende kulturradikalere, om, at de var herrer i åndernes rige. Og følte, at dette indebar, at de også måtte være førere i den politiske verden. Ved Dybbøl viste det sig, at de nok var toneangivende, men det var toneangivende undermålere. Hvorefter de ikke blev toneangivende længere.

De blev dog ved med at mene, at almuen ? bønder og arbejdere ? skulle underordne sig dem, der var uddannet på latinskolen og på storgodserne. I en af deres aviser, Dagbladet, skrev de det lige ud af posen: »Almuens flertal mangler skjønsomhed nok til at vælge agtværdige personligheder til sine høvdinger.« Denne almue kaldte de transtøvler efter den fodbeklædning, som landmændene brugte i mark og stald.

Og minsandten om ikke rigsdagen lavede love uden om transtøvlernes flertal og fik kongen til at underskrive dem.

Fra 1870?erne førte en ny hovmodets klan sig frem; de radikale venstremænd. Med de to brødre Brandes i spidsen. De to var virkelige begavelser, men forlangte så også, at deres lille klan havde ret til at dominere i kraft af deres åndsoverlegenhed.

De radikale samledes fra 1884 på avisen Politiken under Viggo Hørup og Brandes-brødrenes ledelse. Bladet forblev længe en lille, sekterisk avis. Indtil en redaktør af en anden skuffe, en folkets mand, Henrik Cavling, overtog chefposten. Han forstod, hvordan man gør en avis til en daglig morgengave for læserne. Cavling var ven med folkelige forfattere som Aakjær og den nu glemte, men formidable skønskriver fra Djursland Knud Poulsen.

De radikale var internationalister. Men Cavlings yndlingskronikør, Knud Poulsen, skrev: »De i national henseende ligegyldige og lunkne er næsten altid at finde blandt de mindst dygtige, blandt de lidet udprægede karakterer og blandt de dårlige hoveder«.

Værsgo. Det var i Politiken, det stod. Tag den, EU-professor Marlene Wind, Uffe Elleman-Jensen og Erik Boel.

I forskrækkelse over valgresultatet er der hidsighoveder, der har sagt, at vi skal overlade det DF-snavsede Sønderjylland til tyskerne. Det svarer til, at Edvard Brandes i 1879 skriver til sin bror: »Danmark er dog det mest idiotiske land i verden«.

De radikale fik et ordentligt krafttilskud i mellemkrigstiden fra intellektuelle kommunister med en Mogens Fog og en Hans Kirk i spidsen. De mente, at de havde fundet de vises sten i kommunismen. Og hvis folket ikke ville indse det, måtte repræsentanterne for den nye tids dannelse, marxisterne, gribe til proletariatets revolution. Som det så skete, med god hjælp fra Stalins tanks, i Østtyskland, Tjekkoslovakiet med flere lande.

Foragten for det folk, vi alle er en del af, lever stadig hos vore dages kulturradikale. Hvad var Rifbjergs sidste budskab til danskerne: Vi er kun 2.000 begavede mennesker i dette land.

Carsten Jensen fik Olof Palme-prisen overrakt i Stockholm og rakkede til gengæld Danmark ned.

Forfatteren Benny Andersen har ord for at være en folkelig dansk forfatter. Men da visse politikere tog sig sammen og begyndte at lukke den danske ladeport for indvandrere, ville han, ligesom Edvard Brandes, Carsten Jensen og Rifbjerg, ikke vedkende sig at være en folkelig dansker. Og kaldte sig mellemfolkelig. Fikst.

Det er godt at være klog. Og stjernerne skal vi se op til, universets stjerner såvel som de jordiske; en Tycho Brahe, en Niels Bohr, en Grundtvig, en H.C. Andersen. Men i politik er det som oftest folket, der på sin krop mærker, hvad landet har brug for.

Det var ikke den begavede jurist og fløjtespiller (fra Hameln?) Hans Gammeltoft-Hansen, der forstod faren for et lille Danmark ved den muslimske masseindvandring. Han åbnede ladeporten for dem med sin flygtningelov.

Det var folk, det menige, ulærde folk, der råbte vagt i gevær og på besindig, dansk vis sagde, at nu blev det for meget. Teoriens folk tager ofte fejl. Virkelighedens gør det sjældent.