Avisartikler 2014, 1. kvartal

Kampen mellem Putin og Vesten viser os vodka-vildskaben i det russiske menneske. Russeren er uforudsigelig, fatalistisk, ubesindig. Han har ikke vi vesteuropæeres dragning mod fornuft og individualisme. Verdens ledere skulle læse de store russiske forfattere og spørge sig selv, om vi ikke er for ivrige efter at eksportere vores egen livsstil til alle andre folkeslag.

Af Ole Hyltoft

Når jeg beskuer kampen mellem Rusland og Vesten i disse dage, ser jeg en masse blinde mennesker rende rundt og lade som om de kan se. Og jeg tænker: hvilket børnestadie i menneskenes rejse mod civilisation befinder vi os ikke på.
Vesten er ved at snuppe en ordentlig luns land, hvor de fleste tilsyneladende lever og tænker russisk, Ukraine inklusive Krim. Hvorefter Rusland sender en bande bøller ind og huserer på Krim, og tilsidst annekterer deres eget gamle land. Så bøllet opfører vi vesteuropæere os ikke! Nå, jo, det gjorde vi i Kosovo.
Og vi, der har læst bøger om Florence Nightingale og Krimkrigen, og senere om russernes seje forsvar for Sevastopol mod Hitler, vi har da altid anset Krim for russisk. Russerne ofrede et par hundrede tusind russiske liv for at forsvare Krim i 1942. Dansk fjernsyn har talt med et par af disse nu gamle Krim-krigere, der også kæmpede for Danmarks befrielse.
Når løvetæmmeren Putin så ser, at Vesten er ved at spise Ukraine, skynder han sig at smække kæberne sammen om Krim. Drengeagtigt. Men vel ikke svært at forstå.
Alligevel råber vi: Ham gadedrengen fra Leningrad han er ligesom Hitler i 1938. Som om vi ikke kan se, at Putin nok er grovkornet, men ikke nogen galning som Adolf, der fulgte ”Mein Kampf”’s lommefilosofiske plan for, at tyskere - og vi nordboere - var forudbestemt til at være verdens herskere, og de fleste andre folkeslag til at være vores slaver. I forbifarten skulle det jødiske folk udryddes. Det er sådan en rædselsvision, sindssyge folk kan have. Men Hitler ville gøre sin vision til virkelighed.
Hvis der er spor af den tankegang i verden i dag, er det vel snarere os i Vesten der har en rem af huden. Når vi forestiller os, at alle verdens lande higer efter den lykke, det er at dele Vestens levemåde - effektivitet og produktionsræs. Vækste, vækste, vækste. Bjarne Corydon: Danmark skal være en konkurrencestat.
Vi i Vesten vil dele vores materielle fremgang med den ganske verden. Måske gør vi det i den bedste mening. Og med plus-ordet demokrati som vores tunge artilleri. Ukraine – og Grækenland - og Afrika skal have lige så mange hospitaler og skoler – og biler og computere og åndssvage tv-kanaler som os.
Hvorfor må verden dog ikke udvikle sig lidt forskelligt? Det var jo det der var Hitlers galskab. Deutschland skulle være über alles. Muslimerne lider af den samme ensretnings-dille. Hele verden skal være muslimsk. Deres metode er mere plump og frastødende end Vestens teknologiske kappestrid. Det er ikke nok at kvinderne undertrykkes i Afghanistan. De skal også kvæles i burkaer i Tyskland, Frankrig og Danmark. De, der stritter imod, kan få en gang bank eller det der er værre.
Vel er Putins fremgangsmåde gadedrengeagtig. Men Rusland har også en anden stemme.

Se først på landskabet. Disse enorme, øde vidder fra Sct. Petersborg til Vladivostok. De russiske digtere har skrevet om dem med kærlighed og fortvivlelse. Anton Tjekhov: ”Jeg stillede mig ved vinduet i mit arbejdsværelse og kiggede ud over min vældige gårdsplads, kæret og den unge, bladløse birkelund og ud over den store mark, der var dækket af smeltende sne, og så så jeg på en bakke ude i horisonten en klynge brunlige hytter.”
Det er disse Tolstojs og Turgenevs stepper og ødemarker, der skaber det russiske menneskes sind, det uforudsigelige, det fatalistiske, det ubesindige. Krustjov tager skoen af ved FN’s generalforsamling og banker den i bordet. Den modige, uforudselige Jeltsin danser cancan for verdensoffentligheden på sine stive ben. Og eksemplet over dem alle. Kriminalromanen om Raskolnikov. Dostojevskis student, der slår den afskyelige pantelånerske ihjel i raseri, men bagefter hærges af sin skyldfølelse.

Den russiske folkesjæl har ikke den dragning mod rationalisme og afmålthed og individualisme, som vi har i Vesten. Der er i Rusland en vildskab og en bestialitet af en anden verden ( end vores ). I zarens dage blev det russiske brandvæsen sat til at piske ulydige borgere på byernes torve. Nihilisterne sprængte en hel sal i luften i zarens slot, så gulvet faldt ned i hovederne på livgardisterne i hallen nedenunder og slog dem ihjel.
Der er en utilsløret vodka-vildskab i det russiske sind. Vi kan godt kalde den dyrisk. Putin har noget af dette tøjlesløse i sig, som han halvnøgen rider rundt på islandske heste eller leger med løveunger. Men vi ved, han også er skakspiller.
Udsvingene hos russerne er kraftigere end hos os. Beherskelsen mindre. Men der er også en melankoli hos russerne, der synger som blæsten over de snedækkede stepper. Og en trodset melankoli.
I den russiske litteratur er vi tættere på det oprindelige menneske, tættere på det egentlige i livet. At Putin besætter Krim, er et brud på reglen, folkeretten. Rigtignok. Men det er i overensstemmelse med følelserne hos de fleste af Krims beboere. Livet er ikke jura. Livet er kærlighed til sin elskede, til sit land, til Rimskij Korsakovs toner. Til vinterolympiadens storhed, og konkurrenternes totale udmattelse og totale lykke.
I Tjekhovs skuespil, der stadig er populære overalt i verden, finder vi denne impulsivitet. Forenet med en dekadent undergangsstemning. Så sent som i denne sæson har den smukke og talentfulde Tammi Øst jo spillet Kirsebærhaven på Ålborg Teater. Godsejerinden fester vildt og dødedanser, mens slottets hele herlighed og især kirsebærhaven går til grunde. Mindet om barndommen med de hvide kirsebærblomster står i grådkvalt kontrast til det ruinerede og forfaldne gods.
Dette er bare litteratur, indvender nogen. Men, som Marianne Jelved skrev forleden i J-P, forstår man bedre fremmede mennesker, når man har læst gode romaner om dem.
Der er i den store russiske litteratur en dyb medmenneskelighed og længsel efter noget bedre, som ikke råder bod på den skildrede elendighed. Troede vi ikke endnu i 1980’erne, at den kolde krig bare skulle fortsætte til vore dages ende. Men pludselig kom så en sydøstenvind fra Don og Donetsk, ved navn Gorbatjov, som aflyste koldkrigen. En uventet forløsning.

Dostojevskij holdt i 1880 en tale om sin forgænger Pusjkin. Her siger han: ”at være en sand russer vil ikke sige andet end at hige efter at forsone de europæiske modsætninger, at tage vore brødre ind i vort hjerte…alle folkeslags endelige broderlige forening.”
Jeg spørger: Kender Hollande, Cameron, Obama, Biden overhovedet den barmhjertighed og smertelige medfølelse, der strømmer ud af de store russiske fortællere og komponister og dermed af det russiske folkesind? Kender Putin, KGB-chefen, disse stemmer fra sit eget folkedyb?
Lader vi i øst som i vest verden blive ledet af personer uden dannelse, uden viden om mennesker uden for deres egen kulturkreds, uden indlevelsesevne? Har Obama, har Hillary Clinton i skolen læst Gorkis eller Tjekhovs historier? Læser vi i den danske skole, hører vi i Danmarks Radio Turgenev og Tjekhov, som fortæller os hvordan russere tænker og handler? Nej, det gør vi ikke.
Derfor, af uvidenhed og dumhed, spænder Rusland og Vesten nu ben for hinanden. Gudskelov går vi ikke i krig. Men mistænksomhed, handelskrig gør tilværelsen besværligere og fattigere for jævne mennesker i Moskva som i Ålborg. Og sætter udviklingen mod noget bedre i stå.
Russisk litteratur og musik er en uundværlig del af Europas civilisation. Sjostakovitj’ sorte alvor. Tjajkovskijs snart brusende, snart vemodige toner. Musorgskijs legende flod. Stravinskijs lyn og torden.
Heldigvis er der dem der forstår dette, det egentlige, Rusland. DR’s symfoniorkester opfører de geniale russiske ildsjæle så stjernerne blinker. Sidste år var vort orkester endda i Moskva og spillede med bravur.
Og tusindvis af danskere og amerikanere læser ”Krig og Fred” og ser ”Kirsebærhaven”. Men er det de samme mennesker der leder vore lande?
Jeg tror det ikke.

Vi lever i en tid, der gør livet op i dets fysiske og pengemæssige rammer, i antal og mængder. Derved fjerner bl.a. DR og TV 2 os fra livets virkelige indhold, vore ægte sorger og glæder. Djøfferiets og journalistikkens overfladiskhed har taget magten. Siger forfatteren og DR’s næstformand, Ole Hyltoft.

Af Ole Hyltoft

Forleden købte jeg et persisk tæppe til mit arbejdsrum. Selv om det var lidt dyrt ( set fra en forfatterindtægt ), var det billigt i forhold til det tålmodige arbejde, tæppeknytteren fra Persiens land må have lagt i det. Det bedste er, at tæppets rige, gyldentrødmende lød samler rummet til en hule, der inspirerer arbejdet.
I de samme dage blev det opdaget, at Tom Kristensens berømte digt om angstens forløsning i katastrofer oprindelig havde fire strofer mere. Også de fire, af Tom Kristensens forkastede, strofer er desperations-lyrik af højeste karat.
Hvad har digtet og gulvtæppet nu med hinanden at gøre?
Jo, de er begge hændelser, der når hjertet, fryder det og giver ny livskraft.
Skal der ikke mere til end et gulvtæppe og et digt?
Vi skal ikke kimse ad digte og gulvtæpper, selv om vi godt ved, at det er en større oplevelse for en arbejdsløs at få et arbejde end et gulvtæppe. Og for en barnløs kvinde at blive gravid end at høre et nyt digt.
Digtet og tæppet bliver til ægte oplevelser. Alt for meget, af det der foregår rundt omkring os, er til gengæld falsk. Tag for eksempel finanskrisens bankfolk. De lokkede kunder til investeringer, som var storartede i teorien, men uden indhold i virkelige værdier. Bankfolkets ulidelige lethed førte til tab, sammenbrud, ulykke.
Eller tag et af vor tids dogmer: at alle religioner er ens. Det kan godt være, alle religioner er fælles om at præke evigt liv. Men religionernes indhold er da ikke ens. F.eks. præker kristendommen nåde, mens islam præker unåde, nemlig krig mod dem, der ikke tilbeder Muhammed.
*
Vores tid er hjemsøgt af for tynd luft. Vi snapper efter vejret. Har kun kraft til at tænke i overflade, i mængder og antal. Det er antallet af dødsofre i kampen mellem shia- og sunni-muslimer i Syrien, vi først meddeler hinanden. Det er antallet af solgte Lego-brikker, vi bedømmer Lego efter. Det er antallet af seere, vi bedømmer en tv-stations succes på.
Hvis man tænker på antal, tænker man i tal, og så tænker man mindre på, hvad tallene indebærer. Og så bliver ikke bare luften, men livet tyndere. Antallet af solgte Lego-brikker er selvfølgelig vigtigt for vores land. Men den fantasiverden med fly, skibe og broer, som den 7-årige knægt bygger af brikkerne, går dybere i sindet.
Hvis der er mange, der ikke lytter med, når radiosymfoniorkestret spiller Richard Strauss’ Alpesymfoni, er det ærgerligt for dem. Men væsentligere er det, at DR, musikerne og dirigenten, Frübek de Burgos i P 2-koncerten den 23.-1- 2014 berigede verden med opførelsen af en koncert, der bragte tilhørerne – og i princippet menneskeheden - i øjenhøjde med selve naturen. Der opførtes et stykke civilisation, som fylder menneskeslægten med berettiget selvværd.
Når sådanne værdier er til stede, er det nedværdigende for os alle, at DR’s og TV 2’s tv-aviser næsten kun interesserer sig for stor musik, stor malerkunst og bøger, når disse kunstværker kan måles i antal eller i formuer. Ene blandt forfattere kommer Jussi Adler Olsen i tv-avisen, fordi han har solgt fem millioner krimier i Tyskland. Mens teaterforestillinger, kunstudstillinger, forfatterskaber af langt større kaliber hemmeligholdes af tv-aviserne.
Konklusionen er: Vore massemedier, og især tv, når sjældent frem til hjertet i vores tilværelse. Jo, der er meget følelsesporno. Porno kan være godt nok. Men den når ikke hjertet. TV når sjældent længere end til rammerne for livet. Det er nemlig rammemagerne, der bestemmer. Det er regnskabsførerne. Og de fremmer det, de forstår, det gennemsnitlige og det regelsatte.
Administratorer er næppe dårlige mennesker. Men deres redskaber, tal, regler, publikumsundersøgelser, fører dem væk fra virkeligheden, ikke ind i den. *
Danmarks Radio var tidligere befolket af magistre, evighedsstudenter, poeter, komponister, halvpolitikere, skolelærere og andre frie fugle. Mennesker der hverken havde gået på Handelshøjskolen eller Journalisthøjskoen, men brændte for at lave radio- og tv-programmer, oplyse om ting og sager, de var optaget af, bruge sproget i al dets funklende rigdom og ikke nøjes med at optræde i journalistikkens normalunderbukser.
Nu er DR besat af administratorer, mellemledere, forhandlere. Og selv de af dem der har et fag, kommer alt for ofte til at fungere som systemets redskaber. Man kan sige, at alt for mange tv-journalister alt for ofte er rammemagere i stedet for at være billedmagere.
Har det noget at gøre med dem vi vælger til at lede huset? Det har i hvert at gøre med ånden i DR-huset. Danmarks Radio husede engang en Hans Sølvhøj, der besad det kultiverede menneskes høje humor, og ved siden af at være en eminent og folkekær generaldirektør fandt tid til at anmelde filosofisk litteratur ( til Aktuelt ).
DR og TV 2 havde en Jørgen Schleimann, der kunne standse én på gaden og indlede en halv times energisk snak om kulturens tilstand i Danmark og Hanoi. Og seerne og lytterne oplevede et gennemmusisk menneske som Karl Bjarnhof, der var rystet hvert år i november, når det viste sig han heller ikke fik nobelprisen i litteratur dette år. Eller en Niels Jørgen Kaiser, der læste en ny bog hver dag. Eller en Per Stig Møller, der kan stå på et ben og på sekundet genfortælle ethvert af verdenslitteraturens hovedværker, hvis man beder ham.
Åndspersoner kort sagt, som satte en standard for husets medarbejdere, og hvis styring og udstråling mærkedes i programmerne.
I dag leverer vore tv-stationer standardvarer i metermål. Og målet hedder seertal.
Jamen hvad gør du selv, du næstformand ?
Jeg taler i næsten hvert bestyrelsesmøde for det, jeg her skriver. Men DR’s bestyrelse har ifølge loven ikke megen indflydelse på selve programmerne.
*
Bevares, der er åndehuller. Den smalle kanal, DR-K, er ofte oplivende. Symfoniorkestret spiller så englene danser runddans med Mozart og Beethoven. TV 2 har Stephanie Surugues fortrinlige ”Kulturen på News”. Pigekoret, nu under den unge, lovende Phillip Fabers ledelse, synger om kap med englene.
Et spontant opstået åndehul kan også være en vejrmelder som fribytteren Mikkel Fønsskov. Vi husker ham fra stormnatten i december, da han med en klunsers – eller en Cavlings – opdagerlyst vadede rundt i Esbjerg havn og fiskede mærkelige genstande op af vandet. Jo, store øjeblikke i Danmarks Radio eller TV 2 kan godt være de improviserede. Som da Bertel Hårder fik et af sine hysteriske anfald inde på DR’s Indre Gade, og det kun var politikerens imponerende ordforråd der hindrede ham i at gå over til håndgribeligheder over for den standhaftige journalist Kristian Sloth.
*
Vi hører om lægernes lønkrav til samfundet, men sjældent om de fantastiske operationer flere af dem udfører.
Engang skrev vi indholdsrige breve til hinanden. Nu afsender vi mængder af indholdsløse e-mails.
Engang holdt man gennemarbejdede foredrag i radioen. Nu udsætter journalister politikerne for skødesløse og tit uforskammede øjebliks-interviews.
Vi diskuterer beløbet vi giver til ulandene, 16 mia. Men hører ikke meget om de projekter, pengene går til, dem der lykkes eller dem der fordamper op i den blå luft
På Christiansborg er manipulerende spindoktorer mere på mode end helbefarne politikere.
Vi gør i disse år tilværelsen op i abstraktioner, dvs. i pengebeløb, i ledelsesteorier, i strategier. Jo længere væk vi kan komme fra virkeligheden jo bedre.
*
Men livet er konkret. Når man har forstoppelse i maven, ønsker man at få afløb og ikke at blive belært om hvor stor en procentdel af befolkningen der også har mavekneb en gang om året.
Konkrete oplevelser kan være knoldede som en fodboldkamp. Men de kan også være forfinede. Hvis forfinelsen sker i sætninger, kaldes det poesi. Man kan læse side op og side ned i normalprosa uden det rører én. Men pludselig har en digter skrevet otte ord sammen, så februars kulde forvandles til junis lyse sommernat.
Nu breder Hylden
de svale Hænder
mod Sommermånen.
Dette er det modsatte af djøf-verdenens gentagelser og regeltvang. Det er den ånd, der bliver til i hjertet, og bliver til nærvær med alverden.

Det er fortjenstfuldt, at Hans Hertel sætter sig i spidsen for et redningsforsøg for den danske litteraturhistorie, der er ved at blive fortrængt fra universitetet ( kronikken 9.-11 ). Vi, der har kendt Hertel fra skoledagene, genkender den aktivistiske skolebladsredaktør af ”Blækklatten”. Hatten af for det.

Men offentligheden må undre sig. Hvorfor har Hertel og hans kollega Thomas Bredsdorff ikke standset litteraturhistoriens retræte i de mange år de begge var fremtrædende professorer ved Københavns Universitet? De har ovenikøbet været ansat ved en litterært så stærk avis som Politiken, der kunne støtte dem.

Har Hertel og den altid tilpasningsduelige Bredsdorff været så forhippede på at sidde med ved det kultur- og litteraturpolitisk korrekte bord, at de bare har nikket, når der blev solgt ud af deres fag? De har da haft en række ligesindede universitetsfolk at kunne alliere sig med. Hans Hauge f.eks.

Har de været så angste for at blive forbundet med det eneste politiske parti, der helhjertet har forsvaret kulturarven, herunder den litterære, Dansk Folkeparti? Angste for ikke at være på den mondæne side af plankeværket.  Mondæn skal man jo være for at gøre sig i kulturlivet.

Vi, der hver uge fryder os over at have en stor dansk tekst  fra 1600, 1700 eller 1800-tallet for øje, er triste ved tanken om det tab, det vil være for kommende generationer af danskere, hvis litteraturen før 1980 glider ud af danskernes bevidsthed.

Hvis universiteterne ikke kan forstå dette, må Marianne Jelved, engang litteraturstuderende, fortælle dem det.

Kulturlivets herremænd har i den sidste generation pisket på folk. Men tiderne skifter. Realiterne tager overhånd. Bliver 2014 året da menneskeåndens største resultater endelig får plads i højsædet?

Til min fødselsdag glædede Kurt Westergaard mig med en af sine  farvetegninger. En nøgen kvinde sidder i en stol. Hun er også en cello. Celloens strenge når fra hendes skød op til hendes hals. En musicerende klovn  danser omkring hende. Tit glemmer folk, at Kurt Westergaard tit selv hopper rundt inde i sine tegninger.
    Under tegningen har Kurt Westergaard skrevet: Kære Ole! Vær altid noget ved musikken.
   Her på årets sidste dag sender jeg opfordringen fra JP’s fabulerende tegner videre til læserne. Kære kloge kroniklæsere! Lad ikke regnedrengene og propagandisterne køre hele butikken. Vi har brug for der spilles på cello på hver en arbejdsplads og i hvert et hjem. Ud af cellospillet opstår pludselig en helt, som Kurt Westergaard, og gode klovne, der kan spille på overtoner og slå gækken løs, herunder selvironien. Så livet bliver et drømmespil og ikke en ørkenvandring.

Den unge digter Yahya Hassans liv har ikke været et drømmespil. Foregår livet blandt en del af vore muslimske indvandrere virkelig så groft og asocialt? Det har man tidligere fået påvist i prosabøger. Men disse beretninger troede det bedsteborgerlige Danmark ikke på, når det var Jesper Langballe eller Lars Hedegaard der viderebragte dem i avisen. Hos Hassan blev det slynget ud med lyrisk galde. Og så fes den ind hos tv-avisens og Deadlines artige redaktører.
   Tænk hvis Hassans digte fra 2013 kunne skabe epoke og blive et farvel til det indsnævrende forbudssystem, der har hersket i vores kultur- og medieliv den sidste generation. Det har været en tid, da bøvehoveder som Rifbjerg, Carsten Jensen, Kirsten Thorup, biskop Kjeld Holm, Stig Dalager ( åh, herregud ) har slået tonen an. Ikke sådan at forstå, at de direkte  bestemte, hvad gode danskere i Haderslev og Rønne mente. Men det højere kulturkleresi har haft mange tilbedere i Danmarks Radio, TV 2, på aviserne, på lærerværelserne. Derved er bøvehovedernes holdninger blevet et beredent menings-politi, der har dekreteret Berufsverbot, hvis en skuespiller, en journalist i DR eller en gymnasielærer i Hellerup mente noget andet om muslimsk masseindvandring, multi-kulti, ulands støtte, sigøjnere mm. end bøvehovederne.
   Jeg kalder gavflaber som Rifbjerg og Carsten Jensen og en livredder fra koralrevet som Ib Michael for bøvehoveder og ikke for elite. For elite er man kun, når man sætter sig ordentligt ind i sagerne. Og ingen har kunnet mistænke denne såkaldte venstrefløj for at have sat sig ordentligt ind i tidens store emne: de muslimske folkeslags udvandring til Europa.
   Lars Hedegaard, Mogens Camre, Helle Merete Brix, Hirsi Ali, Salman Rushdie og mange flere har undersøgt, hvad islam er for en livsfarlig størrelse, hvis dens hårde kerne af salafister får fodfæste i de vestlige lande. Så kan vi i Europa ikke bevare vores frie og pluralistiske kultur.
   Men så kom disse litterære og biskopale bøvehoveder anstigende med deres uvidende skældsord mod politikere og debattører, der følte kærlighed til vores hårdt tilkæmpede frihedskultur. Tænk at forfattere, der lever af ytringsfrihed, kunne bakke op om ytringsfrihedens islamiske fjender.
   Mig mindede kulturkleresiets ensrettende meningsterror om skoleklassens rige, men dumme drenge, der stiller sig op i deres fine tøj og med deres dyre skoletasker og hoverer over klassens fattige børn.  
    Kulturkleresiet har jo været mediernes magthavere. De har ikke haft magten over borgerne ved samlebåndene, ikke dem bag kasseapparaterne, eller dem på fiskerbådene eller blandt langturschaufførerne. Men dem på teatrene, i kunstgallerierne, på tv-stationerne, på bogforlagene har ikke turdet vippe med et øjenbryn. Her har kleresiet hersket. Og gjort det så brutalt, at skuespillere, malere, forfattere måtte hviske deres ”folkelige” meninger til ligesindede, som var vi et besat land.
    Man må vist ikke tale dårligt om de døde. Men Tøger Seidenfaden og Svend Auken har været store hærværksmænd i disse kampår. Tøger fik ( næsten ) ødelagt en god avis. Og Auken et velanskrevet parti. De to viljesmennesker var ikke til at spøge med.
    Men nu kan vi måske igen her i 2014 ånde friere og have delte meninger uden at blive omtalt nedladende og uforskammet. Nu kan vi – måske – takket være Hassan bevæge os ud i det nybyggerland, hvor en civilisation står sin prøve. Den civilisation som den tyske kejser Wilhelm for netop et hundrede år siden gjorde sit til at udslette. Han kunne have vist verden Tysklands virkelige storhed med Bach og Beethoven, Mendelssohn og Schubert, Wagner, Goethe, Schiller, Heine, og alle de fremragende tyske videnskabsmænd. I stedet marcherede han frem med Krupps kanoner, giftgas, dumhed, og oceaner af lidelse.

Der ligger noget paradoksalt i den menneskelige natur. Enorme landområder er ørkener. Mange smertefulde sygdomme står vi stadig hjælpeløse overfor. Orkaner, tsunamier, oversvømmelser hærger os med korte mellemrum. Millioner af mennesker sulter og ligger under for overtro og barbari ligesom for to hundrede og fem hundrede år siden. Vi bebor en tynd jordskal. Vi skal ikke mange kilometer ned i jorden, før helvede åbner sig som et hav af ild og eksplosioner.
   Alligevel giver vi os i kast med de dristigste projekter, som var vi halvguder. Vi sender raketter til månen og robotter til Mars. Vi leder efter guld og grønne skove på bunden af Norskehavet, hvor der findes mange sprudende huller ned til Jordens indre. Vovehalse springer, med og uden faldskærm, ud fra svimlende højder og slipper levende fra det.
   Vi opfinder redskaber som tv og computere, der kan bruges til at vise selv den fjerneste egn af verden, at menneskeheden råder over genier som Michelangelo, Bernini, Tizian, Turner, Puccini, Mozart, og glem ikke vore egne, Sibelius, Grieg, Carl Nielsen. Al kunstens dristighed, dybde, skønhed, som vi alle kan omfavne – når vi har lært den at kende.
   I min skole sang vi med vor rektor, Hartvig Møllers, ord: ”Bag ved bøgernes bjerg er et vidunderland.”  Lidt naivt vil de blaserte sige. Men sandt er det jo. Nu står det i tv’s og computerens magt at komme ind bag bøgernes bjerg.
   Men gør de? Jo, lidt. Men ævle-bævle programmer, ufordøjet sex i Reality-rammer, poppelop-pop har forretten i tv.
   Og hvad er resultatet? Jeg kom for nylig ind i en skoleklasse for halvvoksne og spurgte dem, om de kendte Holberg. Kun en rakte fingeren i vejret. Jo, sagde han, ham kendte han godt. Det var ham der var på forsiden af tændstikæskerne.
   I stedet for at holde fortiden ude skal vi lukke den ind i nutiden.  Blive fortrolige med dem, der travede rundt på vores gader og på vores marker for 100, 200 år siden. Vi kan ikke lære dem alle at kende. Men vi kan vælge nogle ud, som så kan repræsentere alle vore forfædre. Jeg passerer jævnligt det hus, hvor Niels Bohr boede hver sommer næsten hele livet. Det ligger op ad den sti til kirken, hvor min mor ligger begravet. Jeg står gerne et øjeblik stille for an Bohrs hus, nikker ind til ham og siger: hej, landsmand! Forhåbentlig har du nu et endnu bedre overblik over atomerne, end da du boede her.
   Et andet sted hvor jeg kommer meget er det sted på Østerbro, hvor H.C. Andersen tilbragte sin sidste tid. Ham løfter jeg lige på hatten for når jeg går forbi og siger: tak fordi du lærte mig – og mange andre – at skrive.
   Jo, vi skal indoptage fortiden i os.k Ikke for at fortabe os i de gode, gamle dage og blive dagdrømmere. Men for at få vores horisont udvidet, så vi ser længere end til næste besøg i Netto og næste sms til skolekammeraten om at der i dag er billige lakridser i kiosken. Lad os øve os i at tage med på et vikingetogt til Danelagen i år 800, være med i kostalden i den fæstegård der i 1788 skal flyttes ud fra den indsnævrede landsby. Være soldat i et af de regimenter, der i netop disse dage for 150 år siden trak sig nordpå fra Dannevirke. Fordi en fra den tids kulturkleresi, D.G. Monrad, havde vist samme uklogskab som vor tids Carsten Jensen og Kirsten Thorup gør, når de giver sig i kast med udenrigspolitik.
   Jo, man skal være noget ved musikken. Men man skal forberede sig ordentligt på at være det.