Avisartikler 2012, 2. kvartal

Trykt i Ekstra Bladet den 13. juni 2012

Af Ole Hyltoft

Praktisk politik er næsten aldrig et valg mellem godt og ondt. Men mellem to onder.

Det oplever vi i Syrien i disse måneder. De billeder vi ser fra Homs af de dræbte børn er smertelige. Vi vil så gerne hjælpe.

Og hvad gør vi så? ”Send the marines!” er vores umiddelbare reaktion. Lad Natos bomber og raketter regne ned over Assad, hvis hans, åbenbart selvstyrende, bander ikke standser blodbadet.

Og hvad kommer der så ud af det? At det grimme oprør udvikler sig til en regulær borgerkrig. Assads alawitter støttet af de kristne ( i alt ca. 25 % ) kommer så til at kæmpe mod sunni-muslimernes store flertal af islamister. Den blodpøl, vi græder over nu, vil blive til en flod af blod. Måske rykker Tyrkiet ind i Syrien og forrykker hele den geopolitiske balance.

Jeg synes ikke, at Ruslands militære tilbageholdenhed over for Assad er kynisk. Jeg synes kynismen befinder sig hos dem i Vesten, der ikke kan tænke sig om, og dermed vil gøre noget ondt til noget værre.

For mange år siden var jeg lærer på Virum Statsskole. Dér stødte jeg ind i en kollega, en mand, der havde tilbragt det meste af sit liv i Mellemøsten. Han hed Geleff og var barnebarn af et af de tre ikoner, der grundlagde Socialdemokratiet. ( Pio, Brix og Geleff. ) Han sagde: Der bliver aldrig fred i Mellemøsten. Araberne er krigere, og de kan ikke enes.

I vores mere nøgterne del af verden synes vi disse uenigheder om den rette overtro er ret sindssyge. Vel, der støder også nogle økonomiske og nogle stamme-interesser til.

Men ud over dem har de arabiske lande ét altoverskyggende problem. De formerer sig simpelt hen ustyrligt. I 1960 var der 4 millioner syrere. I dag er der 24 millioner. Der kommer 900.000 flere ægyptere HVERT ÅR! Det samme gælder i de andre muslimske lande.

Som den nu hos Allah dvælende Gaddafi sagde: Vi behøver ikke erobre Europa med terrorbomber. Vi kan snuppe Europa ved hjælp af vores overskud af barnevogne.

Er der sygdom et sted, skal man sørge for den ikke breder sig ( og dermed øger menneskehedens lidelser ). Derfor skal vi begrænse den arabiske indvandring i Europa mest muligt.

Danske soldater er blevet slået ihjel, lemlæstet og psykisk ødelagt i Afghanistan. Formålet med dette store offer er tvivlsomt. Bliver Afghanistan demokratisk? Nej, vel.

Hvorfor skal vi påføre afghanerne og andre arabere et ukorrupt demokrati, som de ikke for alvor ønsker?

De hårde halse vil sige, det skal vi for at sikre os deres olie. Eller rettere sagt: kunne købe den i dyre domme.

Jeg kan ikke forstå, at vi ikke i Vesten sætter meget mere ind på at gøre os uafhængig af den arabiske olie. Vi gør noget, bevares. Vindmøller osv. Men hvorfor ikke sige til araberne: vi har slet ikke brug for jeres olie. Vi producerer den selv. Hitler kunne i 1944 sætte en kæmpehær kørende på syntetisk benzin i bevægelse mod Ardennerne. Sådan en erstatningsbenzin kan vi endnu lettere producere i dag.

Dette vil desuden fryde Connie Hedegård og Martin Lidegård. Og alle vil vi få lettet vores dårlige samvittighed over, at vores generation stjæler alle de fossile brændstoffer, som Jorden har været millioner af år om at danne.

Kort og godt: Europa ud af Mellemøsten!

I øvrigt mener jeg:

Kan vi ikke snart holde op med at misbruge ordet FED? Fed betyder, at man er overvægtig, spiser forkert og må indstille sig på hjerteproblemer. Ikke at man er super-duber og alle tiders.

Trykt i Ekstra Bladet den 1. juni 2012

Af Ole Hyltoft

Man åbner for TV 2 News for at høre, hvor Sunni-muslimerne har sprængt deres seneste bombe mod Shia-muslimerne. Eller hvor Shia’erne har slået til mod Sunni’erne.

Eller man åbner for at få endnu et glimt af de mange skønne, muskelsvulmende kvinder i toppen af dansk politik.

Og så får man en lang næse. For TV 2 News vil hellere vise os et program, der hedder ”Finans”. ”Finans” løber man som seer hele tiden ind i. I dette program møder vi stressede personer, der tænderskærende fortæller os, at ”Store Nord”, ”Coloplast” og ”Sparekassen Faaborg” er gået op. Mens ”Mols-Linjen”, ”Novo Nordisk” og ”Torm” er gået ned. Den ene dag. Den anden dag er det omvendt.

Og hvad så? Jeg køber kærnemælk, hvidløg og aviser. Men jeg køber sgutte ”Coloplast” eller ”Store Nord”. Jeg aner ikke hvem ”Store Nord” er. Det lyder som noget fra Asa-troen. Og det interesserer mig ikke en papand, at denne ”Store Nord” er blevet en endnu større Nord eller Nørd.

Jeg synes det er irriterende, at TV 2 News spilder min tid med disse små, ligegyldige bevægelser i aktiekurserne, som Saxo Bak og Henning Dyremose og Dong-matadoren Frits Schur sikkert går meget op i. Men de kan læse ”Børsen”, avisen, kan de. Og det gør de sikkert også. Så vi andre kunne være fri for, at TV2 prakker os sådan noget lommeuld på. Og så lige nu, da syrenerne blomstrer og vi står foran europamesterskaberne i fodbold.

Og så bruger TV 2 ovenikøbet smudsige tricks for at få levertranen til at glide ned. TV 2 sætter den ene kønne speakerpige efter den anden til at læse disse åndsforladte meddelelser op for os. Så vi bliver hængende ved TV 2-skærmen for at se, hvordan den kyniske TV2-direktør, Merete Eldrup, misbruger smukke og muligvis uskyldige piger til aktiehandel.

Selv den dårende dejlige Divia Das bliver tvunget til at levere fladpandede oplysninger for ”Finans” om, at ”Facebook-aktien har taget et nyt dyk.” Og minsandten om hun ikke i tirsdags skulle stå og ævle om noget der hedder Diamantbørsen. Hun kan selv være en diamant.

Se, dette er også et moralsk problem. Jeg er sikker på, man bliver en dårligere medborger, når man bliver besat af disse børskurser og varenoteringer . Navnet Dyremose er for mig evigt tilsmudset af, at han trak sig ud af TDC med en gevinst på ca. 100 mil. kr. Jeg tvivler ikke på, at alt er gået til efter lovens ord. Men efter min moralske målestok er en fratrædelsesordning i den størrelse at ligne med et bankrøveri.

Det samme kan siges om Amagerbankens direktør. Men han er så heldig, at jeg ikke kan huske hans navn.

Det mest rammende, Mogens Lykketoft nogensinde har sagt, var at kalde vekselererne på Børsen for nogle hysteriske kællinger.

Når man ser disse finans-soldater på arbejde ved deres computere, ligner de patienter med blodtryk 250 midt i et nervesammenbrud. Dette bør de tænke over i tide sammen med deres ægtefælle og læge.

At brede denne sygelige tilstand ud til hele nationen via TV2 News, det er en statsforbrydelse, Merete Eldrup.

I gamle dage sagde man i dannede kredse, at penge ikke er noget man taler om. Og de dannede kredse var ikke bare de velhavende kredse.

Men dannelse er ikke på mode for tiden. Det er griskhed og vulgære manerer derimod

I øvrigt mener jeg

Peter Brixtoftes triumf med F.C.Nordsjælland er en glæde. Der er så få fornyere og så mange slappe vanedyr i vort lands ledelse. Brixtofte gik over stregen. Javel. Men at sætte en så energisk og dygtig mand fire år i spjældet virker som byrokraternes hævn over en anti-byrokrat.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 17. maj 2011

Våren er over os. Men for forfatteren i Tisvilde er forventningstiden i april lige så dejlig som majs fuldt usprungne forår. April blev den sidste måned for en af landets store, Mærsk McKinney Møller, som Ole Hyltoft mødte og fortæller om.

Af Ole Hyltoft

Mørket i skoven. Brændingens brusen. Den mennesketomme hovedgade. Sådan er min by, Tisvilde, om vinteren.

Men hvert forår skifter billedet. Skovens grene får knopper, og knopperne får blade. Og Tisvilde Hovedgade springer ud med mennesker. De handlende har forudset det. Restaurant ”Maya” ret ud for lokalbanens endestation hejser det italienske flag side om side med det danske. ”Maya” praler med, at den er en ”Ristorante med Cucina Italiena” og opfordrer os til: ”Kom indenfor og mærk den venetianske stemning.”

Længere nede ad gaden hører vi caribiske danserytmer fra Tisvilde Caféen. Det lyder fremmedartet fra denne terrasse, der har stået tom i vinterens mange tåge- og mørkedage.

Bageren åbner i år den 1. april, samme dag jeg observerer den første følfod, der gror ud af den sammenstyrtede lerklint ved kysten. Bagerjomfruen klager over udeblevne kunder. Jeg vil ikke tage modet fra hende og fortælle om de faktiske forhold – at der ikke findes ret mange mennesker – kunder - i Tisvilde på denne årstid.

Sagen er at Tisvilde nok er en tilbedt turistby. Men tilbederne er ustabile. De kommer med vejret. Først når de vurderer, at vejret arter sig, forlader de deres lejligheder og villaer og tager til sommerhusene eller på søndagstur i Tisvilde. Indtil da må bageren brænde inde med sine flødekager.

For mig gør det nu ikke noget, at foråret kommer så sagte. Til Mozarts yndefulde melodi beder vi ganske vist maj om at komme i én fart, ”Kom maj du søde milde”. Men jeg ser gerne, at april tøver en stund med at gå over i majs overdådighed. Jeg har det som forældrene, der gerne vil holde lidt på deres børns barndom. Den kølige forventningstid op til maj er skøn. Vi følger aprils små skridt frem mod årets store fødsel. Vi har ikke set farver i månedsvis. Nu er de her. Det er ikke langt fra vi kryber på knæ og tilbeder de første klare, blå scilla, og den gule vorterod og den hvide skovstjerne.

Rabarberen stak allerede sit nøgne barnehoved op af jorden i marts. I april gør bladene sig junglebrede, dem man som barn elskede at gemme sig inde under. Allerede sidst i april er der rabarbergrød, rabarberkompot og rabarbermarmelade på bordet.

Anemonen med dens lugt af skovbund er jo den populære forårsbebuder. Men læg også mærke til solbærbuskens tidlige, bløde blade. De har et mørkeblåt skær og smager faktisk af solbær.

Konturerne af ribsens klaser er tidligt fremme. I majsolen fyldes de ud, så vi i juni kan spise denne Nordens citron.

Hvert år undrer det mig, at en af de første haveblomster, der viser sig, i den tidlige aprilkulde er den myge, røde pæon. Men sådan er det. Skønhed er ikke altid sart.

I begyndelsen af april er skovbunden endnu dækket af skeletfarvede blade, og markerne er brune. Men flere steder har markerne et strejf af grønt. Man skal holde godt øje. For pludselig en god dag i april er alle marker grønne. Og kun kort tid. For snart gør mælkebøtternes ocean dem mere gule end grønne.

Maj er den gule måned. Solen skinner ikke bare over den gule mælkebøtte, men også over den gule raps, den gule forsytia og min korkelms bunddække, den formeringsglade gemserod. Solen ude over vandet skinner tværs gennem de klare, grønne bølger. Bølgerne, der bliver hvide, når de til sidst styrter ned over havstokken og piler frem over sandet som hvide, sprintende mus.

Vinterens slutspil i marts-april er også slutspillet for mange af os. Den 16. april i år høstede døden storvildt. Mærsk McKinney Møller trak sig definitivt tilbage. Ved siden af brygger Jacobsen og Tietgen den mest gavmilde rigmand, vi har haft og vor tids mest fremgangsrige erhvervsmand. De seneste år lærte jeg ham lidt at kende. Vi mødtes til koncerter i DR-byen. Han var altid veloplagt, en munter samtalepartner. Jeg havde en aften en rød jakke på. – Sikken en smuk jakke De har på i dag, hr. Hyltoft. – Rød er da ikke Deres farve, hr. Møller. – Det skal De ikke sige, hr. Hyltoft. Og så kyssede han min kone på hånden, så hun fik øjnene op for min manglende ridderlighed.

Jeg fortalte ham, at jeg var student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Den skole var i skibsrederens barndom kendt for at være spejderbevægelsens centrum, skolen for drenge, der elskede at drage på natteøvelser i skovene og vandre i Østrigs alper. Under førerskab af rektor Hartvig Møller.

- Da jeg var dreng, sagde Mærsk, tog min far, A.P. Møller, mig med ned til Hartvig Møller for at melde mig ind på skolen. Men Hartvig Møller mente, jeg var for svagelig en dreng til at gå på den sportsglade skole, gnækkede den 97-årige og stadig virksomme hr. Møller.

En anden gang sagde han uskyldigt: - Er det ikke mærkeligt, hr. Hyltoft, der er ingen der brokker sig over mig mere. Brokker sig – lidt sære ord i hr. Møllers mund, syntes jeg. Det var først da jeg kom hjem, det slog mig, at der nok lå en finte i hr. Møllers bemærkning. For jeg brokkede mig jo over hr. Møller for nogle år siden i en artikel her i JP. Kritiserede den mangel på rettidig omhu, hr. Møller udviste i sine Netto-butikker, så grimme som de butikker er. Det havde jeg glemt. Men hr. Møller havde vist husket det.

Det spændende ved levende myter er at se, hvor meget af myten der overlever mytens møde med dagligdagen. I Mærsk McKinneys tilfælde holdt myten stand.

Omkring 1. maj kommer der gerne nogle dage, hvor varmen strømmer herop fra syd og solen buldrer igennem fra en skyfri himmel. I år skete det netop på 1. maj dagen. Lige efter sprang bøgen ud overalt. På stien fra Tisvilde til Tibirke Kirke er der en strækning med kæmpehøje bøge. At vandre under dem er som at gå ned gennem hovedskibet i en katedral. Hvælvingerne oppe under himlens blå tag er de lysegrønne bøgekroner. Sfærisk. Dette er den danske vår i ét billede. Lidt længere fremme ad stien krummer egene sig ud over vejen med masser af lyse knopper på. Den fortættede krafts kontrast til bøgens høje higen.

En dag først i april lader man vintervamsen blive hængende på knagen, når man skal ud og gå. Bare lige for denne ene dags skyld. Men der tog man fejl. Igen i år. Vamsen kommer ikke på kroppen mere. Først til december. December 2012. Hvordan ser verden da ud? Og én selv?

Og en dag midt i april, da søndenvinden er på endags visit, giver også den forede vindjakke og halstørklædet mig en svedetur. Jeg vender hjem fra turen til stranden med drivvåd skjorte og undertrøje.

Samme søndenvind vækker myrerne. En morgen man kommer ud i køkkenet, er køkkenbordet én stor trængsel af myrer ilende i de mest forskellige retninger. Københavns superrestaurant, Noma, serverer levende myrer til forret. Nomas kok skal være velkommen til at komme og hente mine. Han får dem gratis. Men han kommer næppe. Så da jeg selv ikke fortærer myrer, må jeg i gang med det årlige massemord. Det foregår stille og roligt med fingeren. Myre for myre. Uden anger fra min side. For myren er et kollektivt væsen. Den enkelte myre anser ikke sin egen død for vigtig at undgå. Bare helheden, myre-arten, overlever. Det gør den ubetinget.

Midt i maj skifter foråret karakter. Skiftetiden er ved at være forbi. Bladene er sprunget ud, selv på min korkelm i haven og på egene nede på kirkestien. Uanset hvor man ser hen, er luften grøn. De næste fjorten dage mister bladene deres gullige skær og bliver dybgrønne, og det nyfødte bøgeblad føles ikke længere som et spædbarns hud.

Men endnu har vi æbletræets blomstring til gode, årets skønneste duft.

I dag har majsolen fundet en åbning mellem skyerne og belyser hovedgadens gavle blændende.

I al sin glans nu stråler solen

Livslyset over nåde-stolen

Nu har vi sommer skær og blid

På et hjørne af hovedgaden står fotografen Suste Bonnén og hamrer selvegen sit skilt op på plankeværket. ”Suste Bonnén. Portrætfotograf.” Den virtuose fotograf har valgt Skagen fra i år og tilbyder sin kunst i Tisvilde.

Jeg tror, året bliver et rigtig godt et for Tisvilde.

Trykt på bagsiden af Ekstra Bladet den 11. maj 2012

Af Ole Hyltoft

Mandag aften kunne mit tv af mystiske grunde ikke tage DR’s kanaler. Det var meget kedeligt. For mandag aften fra ti til halv tolv tilbringer jeg altid sammen med kriminalkommissær Foyle. Klokken ti rykker jeg rask fra 2012 til 1940, og fra Tisvilde til Hastings i Sydengland.

1940 var den tid, da Hitlers tropper havde lammetævet Polen, Frankrig og England, og det kun var nogle få britiske Spitfire-piloter, der skærmede England mod tysk invasion.

Det var disse måneder, Churchill kaldte for Englands ”lyseste time”. ” Aldrig har så få ( piloterne ) ydet så meget for så mange”, sagde han. Med rette. For disse få flyvere frelste Europas frihed.

Mens dette sker i luften, går inspector Foyle nede i Hastings smalle gader og holder orden på hjemmefronten, redder de uskyldige og sender morderne i galgen.

Jeg bryder mig ikke om krimier, hverken på film eller i bøger. Jeg læser romaner og ser film for at lære andre mennesker og miljøer at kende, og for at møde sproget, når det er bedst. Krimiernes personer er som regel nogle Lego-klodser, uden troværdigt liv og skildret i et fattigt sprog.

Omvendt med Foyle. Verden om ham brænder. Englands skibe bliver sænket. London står i flammer. Og dog går han roligt omkring i sin lidt for store brunmelerede frakke og sørger for, at retfærdigheden sker fyldest i Hastings. I en verden i katastrofe som 1940 eller i uoverskuelig forandring som 2012 forsikrer Foyle os om, at stabilitet og uforanderlighed stadig findes.

Da DR-1 igen dukkede op på skærmen i mandags, var der kun en halv time tilbage af Foyle. Jeg så alligevel den sidste halve time. For jeg trænger til at være sammen med Foyles sjælero.

Sådan set er han ikke idealet for en frisindet gavtyv som mig. Stiv overlæbe, overdoseret selvbeherskelse. Tag bare hans forhold til hans unge, kvindelige chauffør, Sam. Hun er ingen nips-skønhed, men en flot, frisk og kæk pige. Bestemt attraktiv - og tilbageholdende, som piger skulle være dengang. Men hun er ikke bange for noget. Foyle kunne få hende til hvad det skulle være. For hun er tydeligt forelsket i ham. Jeg tror ikke hun længes efter tungekys og orgasmer med ham. Men hun skal være nær ham for at være lykkelig. Det mærker Foyle selvfølgelig. Men giver hende ikke så meget som et kys, end ikke et på kinden.

Sam og Foyle udgør briternes selvopfattelse fra tiden før the Beatles, før prinsesse Dianes og alle de andre fornemmes udskejelser. Ja, før Freud og PH. Før sex blev en terapiform, som wellness-industrien kan tage sig af.

Men selv om britisk konservatisme ikke er min livret, kan jeg åbenbart ikke undvære den – om aftenen på tv, i Foyles udgave. Hvis man vil bryde med normerne, må der være en norm at bryde med.

Så hver mandag aften går jeg op og ned ad gaderne i Hastings sammen med Foyle og Sam. Jeg ler lidt ad ham, synes han er dum, at han ikke tager imod Sams tilbud om intimitet, mens jeg venter på han laver det lille træk opad med mundvigen, hans eneste brud med sit sten-ansigt. Trækket, der siger så meget som: ”Det er træls. Men når du vil have det på den måde….”

Jeg er ikke ene med min svaghed for Foyle. Hver mandag aften sidder vi 300.000 danskere opslugt af tiden, da der var klare linjer og ubrydelige roller i livet. 300.000 er en femtedel af dem, der ser fjernsyn på den tid af dagen. Vi tænker: fantastisk at England kunne klare Nazityskland, når al den lovløshed gik i svang på hjemmefronten. Hvordan ville det dog være gået uden Foyle?

I øvrigt mener jeg:

Jammerligt og latterligt, at venstresiden i folketinget ikke vil være med til at afskaffe blasfemi-paragraffen, bare fordi de så kommer til at gå hånd i hånd med Dansk Folkeparti.

Trykt i JP den 25. april 2012. I anledning af skibsreder Mærsk Mc.Kinney-Møllers død

Ole Hyltoft

Forfatter

Tisvildeleje

Da Mærsk McKinney Møller havde læst min bog ”Tør du være dansk?”, skrev han til mig: Kære hr. Hyltoft. Jeg tør godt! I øvrigt skulle De tage ned og se A.P.Møller Skolen i Slesvig.

Det gjorde jeg så.

Hvor ”Operaen” – trods et pragtfuldt indre rum – ikke er vellykket i facaden, er A.P.Møller Skolen et helstøbt kunstværk. Det er den smukkeste skole, jeg nogensinde har været i. At træde ind i skolens vældige samlingsrum giver én en næsten hellig følelse, som var man i en renæssance-sal af Bernini. Skolen er et løft for danskheden i Sydslesvig og i det hele taget for Slesvig. Mærsk deltog selv med sin velkendte omhu i byggeriet.

Så jeg giver anbefalingen videre: Tag til Slesvig og se A.P.Møller-skolen.

Trykt på bagsiden af Ekstra Bladet den 26. april 2012

overværet af bagsidens Ole Hyltoft

Det var den 17. april. Solen skinnede. Jeg var stået på en bus ved Blegdamsvej i København.

Klokken var 13,20, da jeg ville stå af ved Nørrevold. I det samme kom billetkontrollen. Ren rutine, troede jeg. Men for min sidemand i bussen, en 16 – 17 års dansk-araber, var det en krænkelse af hans ære, eller hvad det nu var, at skulle vise billet for en kvindelig kontrollør. Måske havde han ingen billet. Så han skubbede kvinden væk. Men hun stillede sig i vejen i døren og insisterede på at se hans rejsehjemmel, som hun gjorde med os andre.

Så tog fanden ved den unge mand. Han råbte, at han havde for travlt til hendes ævl. Han skulle vise hende, og masede sig ind på hende. En anden kvindelig kontrollør kom hende til undsætning, stille og roligt. Den unge mand kastede sig ind på de to kvinder, skubbede og fægtede, hvæsede og råbte. Men kvinderne gav ikke op. De lænede sig op mod ham og fik døren lukket halvt. Kampen bølgede.

Jeg stod op og ned ad de kæmpende og overvejede, om jeg skulle lægge mit lod i striden. Men jeg er ikke trænet i håndgemæng. Jeg synes faktisk den slags er nedværdigende. I kamphandlinger bruger jeg ord.

Så kom også en mandlig kontrollør til stede. Og busselskabet så ud til at have overtaget.

Det var de samme dage en røver havde været på spil på Amager. Inden han forlod sit offer, skød han ham i knæet. Amager-røveren var – ligesom min medpassager – en fremmed, af anden etnisk oprindelse, som det kaldes.

Volden i busser og andre steder er blevet grovere de senere år, i takt med vi har åbnet vores land for de omfattende indvandringer.

Jeg påstår ikke, at danskere ikke kan skabe sig, som den unge araber gjorde i bussen. Men jeg kan ikke forstå, at så mange af de fremmede, der så gerne vil bo i Danmark, ikke gør sig mere umage for at opføre sig normalt efter dansk standard.

Min ubehagelige oplevelse i bussen står ikke alene. 67 procent af unge under 18 år, der fremstilledes i dommervagten i 2008 anklaget for forbrydelser, der giver mere end 1 ½ års fængsel, var ( muslimske ) indvandrere.

I betragtning af, at vi har ca. 8 procent muslimer i landet, er 67 procent en tankevækkende og uhyggelig overrepræsentation af muslimske kriminelle.

Mange muslimers indstilling til fysisk vold er særegen efter danske begreber. Over en tredjedel af muslimerne i England ønsker dødsstraf for muslimer, der forlader deres islamiske tro. Og de ønsker shariaen indført med håndsafhuggelse af tyve og dødelig stening af ”utro” kvinder.

Ikke alle, men en stor del, en ubestemmelig stor del, af muslimerne i Europa har en adfærd, der ikke er til at leve med for os andre, der endnu er det store flertal. Det var frastødende at stå i bussen krop til krop med denne frådende unge araber.

Havde oplevelsen på Nørrevold ingen gode sider?

Jo, de to kvindelige kontrollørers besindige og dog håndfaste måde at håndtere episoden på. Den var professionel og ganske imponerende. Et løft på hatten til Hovedstadens Trafikselskabs lille hold af veltrænede kontrollører.

I øvrigt mener jeg:

54,5 mil. kr. har samfundet misbrugt på Brixtofte-rapporten, som ingen gider læse. Den er smålighedens, juristeriets, djøfferiets triumf.

Gå til modstand alle danske alle mand som en – mod djøfferiet.

Trykt på bagsiden af Ekstra Bladet den 12. april 2012

Af Ole Hyltoft

Der var festlige tilstande ved det danske kongehof for et par århundreder siden. Kongen rendte rundt i hovedstaden og lavede ballade med en luder ved navn Støvlet-Katrine. Dronningen var dybt forelsket i kongens læge og fik barn med ham.

Lægen overtog landets ledelse. Blev en slags diktator over Danmark. Han ændrede lovene med et snuptag. Nogle af ændringerne var meget gode. Men folket var ikke med.

Til sidst rottede de tilsidesatte sig sammen med den forhenværende dronning, Juliane Marie, og fik puttet lægen i kachotten. Og da gemene læger ikke må ligge i med dronninger, fik lægen hugget hånden af – ligesom de gør nede i Saudi Arabien i dag. Og fik derefter hovedet hugget af.

Der er skrevet bøger, skuespil, ballet over denne højfornemme historie, der driver af sex og blod. Nu er der så også lavet en vellykket film.

For nogle år siden rejste den verdensberømte svenske forfatter Per Olov Enquist fra det kolde Stokholm til det lune København. Han var så heldig, at Det Kgl. Teaters meget smukke og velbegavede skuespilchef , Lone Bastholm, blev forelsket i ham. De bosatte sig ved Søerne i København.

Enquist var altså ligesom Struense en tilrejsende der havde skudt papegøjen. Enquist skrev nu en roman om Struenses dødbringende kærlighedshistorie, ”Livlægens besøg”. Jeg synes ikke det er verdens bedste roman. Men det er en brandgod historie, der ligger bag, og Enquist opnåede sin verdensberømmelse på denne roman.

Struenses fald blev eksekveret af enkedronning Juliane Marie og hendes søn , Arveprinsen. De var et par fjolser. Men denne arveprins have en huslærer, der hed Guldberg. Han kom fra Horsens, der som bekendt har fostret tre andre store personligheder, søfareren Vitus Bering, lederen af Saxo Banks politiske afdeling, Anders Samuelsen og dennes søster Mette Bock.

Guldberg blev Danmarks egentlige statsminister fra 1772 til 1784. Han fik rettet skuden op. Danmark blev igen et nogenlunde fornuftigt land. Under ham begyndte man at tale dansk i den danske regering.

Han fik også lavet en lov, der fastslog, at ledende danske stillinger skulle besættes med danskere. Kongen kunne altså ikke længere tage en tur til Karpaterne og møde en karpatisk høvding og gøre ham til statsminister.

Danskerne jublede over denne lov. Der blev en folkefest over loven i København og andre byer, hvis lige man ikke så igen før den 4. maj 1945.

Men Guldbergs nationale holdning falder ikke i god jord hos vor egen tids herskende EU-byrokrater, der vil sløjfe Europas grænser, og synes alle religioner er lige gode ( eller slette ). Professor Wind-Wind og hendes djøf-overklasse vil diktere folkene hvad der er bedst for dem. Og hvis folket vil noget andet end fru Medwind, fortæller hun os, at hun ikke kan holde ud at høre vores indre svinehund bjæffe.

Derfor er Guldberg en skurk i den nye Struense-film. Men endnu værre. I sin roman gør Enquist Guldberg til en sygelig mandsling, nærmest en dværg på 148 cm. Formentlig er han kastreret, og – med en gang Freud for børnehaven – lader Enquist den golde Guldberg hade og misunde Struense for dennes kærlighedsglæder.

Men efter alt at dømme lyver vor store svenske skribent. To af Guldbergs efterkommere i lige linje har henvendt sig til mig. I Guldbergs familie er de alle høje og absolut ikke kastrerede. Guldberg selv var gift og fik seks børn.

Guldbergs politik er jo Pia Kjærsgaards op ad dage. Enquist er derimod svensk så det batter og kulturradikal. Med sin Struense-bog har han – med løgnen som redskab – blandet sig i dansk nutids-politik ved at kaste smuds på en redningsmand i danmarkshistorien.

Det er ikke pænt gjort af Enquist, især i betragtning af at Danmark modtog ham med så skøn en brud.

I øvrigt mener jeg:

De autonome påstår de er anti-fascister. Men de vil erobre gaden for at forhindre anderledes tænkende i at komme til orde. Det er præcis fascisternes metode.

Trykt som kronik i Politiken den 3. april 2012

Af Ole Hyltoft

Man kommer til Tisvilde med elefantagtige trompetstød. Togføreren i Lokalbanen trompeterer i sin fløjte ved hver af Grib Skovs mange overskæringer. En ouverture der siger: glæd dig, vi nærmer os paradis.

Men lige nu er iskioskerne er lukkede. Ingen børn hviner af forventning efter stranden og vandet. Og hovedgaden klinger ikke af norske, svenske, tyske, engelske og franske stemmer.

Der er tyst i badebyen på denne årstid. Tyst og lyst. Lyset er nemlig ankommet, her lige før foråret. Den første dag martssolen rigtig skinnede stod folk en time tidligere op end de plejede og vandrede lidt omtågede omkring nede på hovedgaden. Kunne ikke forstå, at købmanden ikke var åbnet.

Marts og først i april er lysets og de nøgne træers tid. Når det er rigtig vinter, fra november til februar, kryber de nøgne grene og stammer i skjul i halvmørket. Men her før foråret får fat, står alle træerne og praler med deres arkitektur i den bragende sol. På min korkelm foran vinduet bliver hidtil upåagtede rynker og gevækster synlige.

I denne måned, og kun i denne måned, er Tisvilde gennemsigtig. Fra flere steder i Tisvilde Hegns skovbryn kan man overskue hele byen ned til Kattegat. Sådan ser der altså ud inde hos hr. Åmund og inde hos datter Malou og Michael Bertelsen!

I skovkanten ligger alle de romantiske rigmandsvillaer bygget i 1900-tallets begyndelse. For penge der kom fra gullaschbaronernes bidrag til 1. verdenskrig. Finansieret af dødsskrig ligger de der forsynet med stråtag, karnapper, kvistbalkoner og vidner om grisegrosserernes længsel efter at blive landadelsmænd i Kent. Velegnede er de som kulisser til Tjaikovskis ”Svanesøen”, og om vinteren formentlig beboet af fauner og skovnymfer.

Imellem dem finder man en enkelt funkisvilla i gule mursten med franske altaner og elegante linjer. Arne Jacobsen eller Kay Fisker kan have tegnet den. Den kunne have været scene for et lystspil fra 40’rne af Johan Jacobsen. Det ville have passet godt, hvis den unge Helle Virkner havde indlogeret sig her sammen med Ebbe Rode.

Håndværkere, nok mest polske, kommer også til syne her i lysets måned. I mørketiden gik de og gemte sig. Man mødte dem mest hos købmanden. Gennem nogle haver får jeg øje på en smuk retvinklet sommervilla, som håndværkerne er ved at tilføre den sidste finish. Jeg mærker et stik af lykke. For netop sådan et hus kunne jeg som dreng få fryd i årerne af at bygge med mine legetøjs-mursten. Gammel kærlighed forgår ikke.

I modsætning til skovkantens villaer er Tisvildes hovedgade ikke noget arkitektonisk mesterstykke. Her boede fiskerne og håndværkerne. Og de var fattige. Som de fleste af os var i gamle dage, uden at vi klagede over det. Men også i nyere tid kunne forholdene være små. Jeg har stået i den stue – for ikke at sige det hummer - hvor Hans Scherfig sad og skrev sit mesterværk ”Den forsvundne fuldmægtig” i 1937. Det er ude i Tibirke. Enhver, der kører ad Bækkebrovej neden for Tibirke Bakker, passerer det røde hus ved vejkanten, med den bittelille skrivestue.

Ikke langt derfra, men højere oppe i Bakkerne, sad bistre Johs. V. Jensen og belærte os om sin antropologiske verdensanskuelse. Han ejede et landligt hus i Bakkerne. Men når arbejdet kaldte, trak han ud i en hule, han selv havde muret i hjørnet af grunden. Den står der endnu. Hvad hånden former er åndens spor.

Der er ikke mange dage, hvor jeg ikke ser Johs. V. Jensen for mig her i lillebyen. Jeg ved han kom nede på stationens kiosk. Og på stationen er jeg hver dag. Han er den største. De steder, Johs. V. beskriver, dér har man været. Hos ham er der intet postmodernistisk fjant. ”Korsør er en ringe by.” skriver han. Og så er den det.

Når han vil være politisk eller biologisk ekspert, kan der komme noget rethaverisk over ham. Det er ikke pynteligt, og man må le. Ikke alt hvad han skrev var genialt. Det gælder dog alle, selv en Proust og en Shakespeare. Hans sans for naturen, vejrliget, var skarp som, ja, netop som martssolen. Om den skriver han:

Solet smiler husfacader

gennem lange, lyse gader.

Ja, sådan smiler gaderne i Danmark lige nu, kølige og klare. For hos os ankommer lyset før varmen.

Johs. V. Jensen har jeg af gode grunde kun talt med gennem hans bøger. Men flere andre af mine forgængere heroppe har jeg kendt mere eller mindre godt. Hans Scherfig, som man godt kunne snakke fornuftigt med – også om Sovjetunionen og kommunismen – bare der ikke var mikrofon på. Var der det, var han ikke mindre rethaverisk end Johs. V. Jensen. Nogle af Scherfigs efterkommere bor i byen. Hans datter Christine, en fortræffelig maler og sin fars usvigelige forsvarer, bor ikke langt borte, i Græsted.

Her var også den bedårende Otto Gelsted med hans flagrende arme, der, skønt kommunist, blev så betaget af Tibirke at han skrev en af de mest yndefulde hyldester til fædrelandet, ”Her har hjertet hjemme”.

Og lad os ikke glemme min staldkåde ven Jørgen Nash, der minsandten var turistchef i Tisvilde engang i fordums dage.

Den legendariske teateranmelder Jens Kistrup mødte jeg flere gange heroppe. Han påstod gerne, at jeg, i modsætning til ham, ikke hørte til byens ægte, gamle bostonianere, eftersom jeg først havde fået hus her i 1992. Engang stødte vi ind i hinanden under særprægede omstændigheder. Jeg var på vej fra skoven ad den lille, stejle slugtsti ned til havnepladsen, da jeg ser en person i ulasteligt jakkesæt komme kravlende på alle fire op ad den snævre hulning i stien. Det var den altid konservativt klædte Jens Kistrup. Jeg standsede forbløffet og udbrød: - Jamen det er jo dig, Jens! Han så op på mig og svarede: - Jeg daler, du stiger! Jens Baggesens litteraturhistoriske replik til Adam Oehlenschlæger. Ingen tilfældighed at Kistrup var teatrets mand. Helt velanbragt var citatet nu ikke. Jeg var på vej ned til vandet. Han på vej op i skoven.

Tisvildes indbyggere er ikke et folkefærd uden selvagtelse. Og det er lige meget om det er min ungdoms veninde komtesse Marianne Knuth, niece af grønlandsforskeren og forfatteren Eigil Knuth, eller det er lillebyens pensionerede elektriker, der vandrer sin faste morgentur inden fanden får sko på, eller det er emballage-direktøren Lasse, Poul Nyrups nabo, der går fast eftermiddagstur med sine to små hunde ude på min vej og gerne vil slå en passiar af, når der er en anledning, og det er der jo altid. Lasse begyndte at kalde mig Ole Blodøkse, da en del chefer og til sidst Kenneth Plummer måtte retirere fra DR. Øgenavnet er uretfærdigt. Plummer faldt for egen hånd, det der kaldes selv-mutilation.

Det er oftest koldt her før foråret. En dråbe falder fra øjet ned på næsen og derfra ned på stien, som lige nu ligner Jerusalems ødelæggelse med huller fyldt af ligfarvet vand. Dog bedre sådan end de år, da stierne er isede, så man ikke kan stå fast. Eller de er under optøning, så de er ét pløre.

Se opad i stedet. Det er derfra lyset og foråret kommer. Himlen er fremtiden. Dog, man kan ikke lade være med at se ned i jorden – om mulden ikke skulle have nogle overraskelser til os. Det er som at gå og vente på sit barns fødsel. Fra en formiddag til en eftermiddag på marts’ første solrige dag registrerede jeg en tynd stilk forvandle sig til en ung påskelilje.

Inde i en hasselbusk på Slugtvej ligger en tom fuglerede og venter. Vil bygmesteren snart komme tilbage fra Kapstaden og finde hvile i sin bløde seng, når reden igen er beskyttet af bladhang?

Solbærbuskens hvide og svagt rødlige knopper har krænget knopskellene til side. Græsset titter frem med en anderledes frisk gang grønt end det gamle græs, der blev stående, da vi holdt op med at slå det sidst i oktober. En dompap har sat sig på min korkelms nøgne gren uden for ruden og praler med sin farvepragt.

Klarhedens måned er også dødens. Vores lange, mørke vinter er for meget for de svage. Nu bukker de under – med det stærke sollys i øje. I år døde mine første bøgers forlægger, Helga Lindhardt. Temperamentsfuld, kategorisk. Ikke just noget empatisk menneske. Men skrev man så hun værdsatte det, buldrede hendes vulkan, så man hørte trommestikkerne til nobelprisen.

Jacques Blum døde overraskende tidligt. I 70’rne og 80’rne var han venstrefløjens lebendige sociolog. En sprællevende debattør, der bragte kreative og politiserende mennesker sammen omkring sig. Når man mødte sine modstandere i hans lejlighed på Islands Brygge, viste de sig ofte at være omgængelige. Og luftede man herefterdags meningsforskelle med dem i aviserne, måtte man formulere sig elegantere og mere gemytligt. Et lille skridt fremad i civilisation. Men utopiernes tid fik ende. Jacques Blum vendte tilbage til sin stamme, jødedommen. Og forsvandt fra de store medier.

Det gør mig altid eftertænksom, når en person, der har fyldt meget i vor fælles, offentlige samtale, trækker sig helt ud af diskussionen. Jeg spørger mig selv: mente han ikke sit engagement så alvorligt, siden han kan forsvinde fra scenen, når han forlader sit embede? Hvor blev en begavet økonominister som Ivar Nørgård af, da han fratrådte sit ministerium? Vi hørte stort set ikke fra ham siden. Hvor blev tryghedsnarkomanen Vita Andersen af? Eller Metals formand Max Bæhring? Og Knud Heinesen faldt åbenbart i den afgrund, glemslens, han havde advaret os andre om. Det siges dog han gør en god figur i Skt. Jakobs Sogns menighedsråd.

Mener man noget, man synes andre skal vide, skal man da blive ved, til man segner. Som Glistrup, som Retsforbundets fhv. stovte formand Ib Christensen, som Sven Ove Gade, Bent Falbert, som DR’s gamle regionsleder i Sønderjylland, Bjørn Svensson, der skrev sin hvasse erindringsbog og sin sidste avisartikel som 99-årig.

For-forårets stærke lys kan narre én, så man tror det er rigtigt forår. Det er det ikke. Når man får den blide bør fra Azorerne, kan man finde et læhjørne op ad huset, så man kan drikke sin kaffe udendørs. Men pas på. Pludselig slår vinden om i øst med blæst, så Kattegats grønne bølger slammer mod høfdernes store sten og forvandles til tusind hvide dråber, der fyger hen over lavvandet. Og tankstationens flag blæser i stykker. Gud ved om lillebyens uundværlige tankpasser og mekaniker, Lars, har råd til at købe et nyt. Han klager over at han her i vinter kun sælger halvt så meget benzin som om sommeren. Skal jeg virkelig minde ham om, at der bor femten gange så mange mennesker i badebyen om sommeren som om vinteren?

I år vendte vinteren ikke tilbage. Gudskelov. Det vil ikke genere mig, hvis vi fik sydbritisk klima Men det er selvfølgelig synd for dem på Maldiverne. Nå, men en dag blev fiskerlejet iklædt tåge. Den iskolde vanddamp smøg sig fra havet op over klinten og ind mellem granerne. Troldeskoven blev virkelig en trylleskov. Det var samme dag en tågebanke lagde sig fra Helsingør til Gilleleje, som en midgårdsorm fra Asa-troen. Et par hundrede meter ude fra kysten lå den. En solring tegnede sig midt på den. Og mågerne skreg ude fra banken, rådvilde over om de skulle tage mod til sig og fortsætte deres fiskeri midt i dette mystiske havlandskab.

I for-foråret genvinder man tiltroen til skaberværket. Lyset er vendt tilbage efter sin lange kloderejse. Og i alt det lys må livet genopstå. De sene eftermiddage bliver igen stille og lange. Længe efter fyraften kan man sidde bag karnapruden og den blegbrune hæk. Mens det orange lys vokser på den douceblå synsrand, til det når op over trætoppene.

Der er så mange håbefulde øjeblikke her uden for sæsonen i det fordums fiskerleje. Er man endags turist kan man slutte besøget med at gå i den lokale biograf. En intim oplevelse. Inden filmen begynder og de to levende lys slukkes, får man et par ord med på vejen af fiskerlejets utrættelige kulturarbejder, den hjemvendte Hollywood-regissør Sven Wickman.

Og når filmen er færdig, kan man gå de få skridt ned til stationen, hvor både Niels Bohr og Åge Bohr har stået og vinket til Werner Heisenberg og deres andre gæster. Jo, vel er vi åndssnobber her i byen. Og det er der ikke noget galt i at være.

Perronen er flabet oplyst af nogle hvide neonrør. Og Lokalbanens tog står med sine røde forlygter og venter. En uanselig lysø under skovens og lejets og havets mørke hvælving. Et meget lille sted i den store, vide verden. Et godt sted.

Så slår togføreren de hvide projektører til. Motoren trækker. Snart er vi i Grib Skov og genhører de mange stød i elefantens trompet.