Avisartikler 2010, 2. kvartal

I Ole Hyltofts barndom rejste børnene og deres forældre ikke rundt i Danmark som nu. Til gengæld var klasseværelsets

farverige landkort over Danmark fyldt med hemmeligheder. Så børnene havde noget spændende at forestille sig. Besættelsens stedbundne liv

var ikke noget savn.         

Forleden var jeg rigtig kommet hjemmefra. Bestyrelsesarbejdet i DR havde bragt mig til Åbenrå. Og nu gik jeg omkring i Gråstens romantiske slotspark og kom med ét langt, langt tilbage – i tiden. Her var jo den park, jeg havde forsøgt at frembringe under pæretræet i kolonihaven. Dengang – under krigen. Havearkitektur a la fantastique. Dronning Ingrid havde haft mere held med projektet.

   Jeg tilhører det sidste slægtled inden Mallorca-rejserne. Vi, der var børn under besættelsen. Vi rejste ingen steder. Undtagen altså i hjørnet af haven under pæretræet. Eller i geografitimerne i skolen. Klasselæreren, vores uundværlige  Børge Petersen, havde et redskab, der kunne sende vores fantasi på rejse. Det store landkort. Når han var i stødet til at rejse rundt i Danmark med os, trak Børge Petersen kortet ned foran tavlen. Deroppe hang det, bag katederet. Det var et alter. Det bredte det sig ud for vore nysgerrige øjne - i gult, brunt, mørkegrønt, lysegrønt, mørkeblåt, lyseblåt. Her foran os vores øjne hang det umådelige og ukendte  Danmark. Vores land. 30 smådrenge sad vi dér og opfyldte Chr. Richardts opfordring:

          Venner, ser på Danmarks kort,

          ser så I det aldrig glemmer,

          til hver plet har fået stemmer,

          thi det fædreland er vort.

   Hvor vi børn i 3., 4., 5. klasse nød at se på det nedrullede lærredskort. Her var alt det, der lå og ventede på os, når vi blev store og krigen var forbi, og vi fik råd til at tage toget til verdens ende. Som hed Gråsten og Skagen.

   Jeg har senere tænkt, at når så mange skolers klasseværelser havde et så indbydende danmarkskort, var det nok fordi det var så kort tid siden, vi havde fået Sønderjylland tilbage og var blevet et helt land igen. Vi var stadig et lille land. Men nu var vi i det mindste ikke en amputeret lilleput. Vi havde fået de to jyske ben tilbage, som den virkelighedsfjerne Monrad og den brutale Bismarck havde kappet af os i 1864.

   Vi var rigtig godt tilfredse med det land, øer, halvøer, fjorde, vige, bakke op og bakke ned – lige så mangfoldigt som vores vejr. For tiden havde tyskerne ganske vist stjålet landet. Men, som vi hørte i BBC’s skrattende udsendelser og Christmas Møllers indtrængende taler, var vi i færd med at befri os for disse luskede nazister. For landet var jo vores. Det vil sige, vi kendte det jo ikke. Bortset fra landkortet over det. Men netop fordi vi ikke kendte det, blev det magisk.

   Vores klasselærer, denne Børge Petersen, sang for til en rullende remse. Nærmest som en liturgi i kirken messede vi 30 drengestemmer: København-Roskilde-Ringsted-Sorø-Slagelse-Korsør. Hvis jeg i dag bliver lidt usikker på, om Ringsted kommer før eller efter Sorø, synger jeg bare Børge Petersens sjællandske byremse.

Men det var jo kun Sjælland. Hvad mon der skjulte sig bag alle de fynske, bornholmske og jyske bynavne? ( De skånske kom først til senere. Dengang troede jeg jo Skåne var svensk! ) Vi lærte stednavnene at kende ved at suge det skønne landkort til os. Men det foregik på samme fjerne, mytologiske, måde som vi lærte Tor, Odin, konen i muddergrøften og soldaten i Fyrtøjet at kende. Eller som vi kendte det mest magiske stykke virkelighed i vores liv. Kongen, kong Christian, den ridende konge. Vi bar ham i reversen, på vores kongemærke. Og vi havde ham på de mærkater, vi samlede på. Indtegnet var han i det bølgende dannebrog. Nutidens rockstjerner kan ikke måle sig med kong Christian. Han var ikke forbillede. Dertil var han for ophøjet. Han var den af Gud indsatte repræsentant for det højeste. Det, man ikke helt havde indsigt i, men anede. Derfor turde tyskerne heller ikke gøre ham noget.

   Der var andre helte til. Men af lavere rangorden. Tarzan for eksempel. Og tegneseriens Willy på eventyr. Den rejsende beretter, Hakon Mielche, var heller ikke så ringe.

   Af en aldrig opklaret grund fik jeg en forkærlighed for byen Randers. Var det mon fordi Niels Ebbesen ihjelslog den kullede greve i denne by?  Et andet dragende nøglepunkt på kortet var Ejer Bavnehøj, Danmarks det højeste punkt. Og der var byer, man gjorde sig de mærkeligste tanker om. Det græskklingende Korinth, det værtshusklingende Ølgod, det indianske Uth.

   I vore dage bliver børn jo kørt rundt i hele Danmark fra de er bittesmå. Jeg så ikke den jyske vestkyst, før jeg var fjorten år. Og Sydfyn besøgte jeg først, da jeg var blevet cand.mag. og havde fået bil og kæreste.

   Men det stedbundne liv under besættelsen var ikke noget savn. Det var en gave til éns indbildningskraft. I Rold Skov holdt der røvere til. I Odense gik H.C. Andersen omkring, i hvert fald hans ånd. I Isefjorden sejlede vikingeskibe omkring. I Fredericia slog vi tyskerne, selv om general Rye faldt. Og i Silkeborg boede frihedskæmperne. For lige efter krigen havde jeg set Kjeld Abells frihedskæmper-drama ”Silkeborg”. Det hastede slet ikke med at se det virkelige Esbjerg og Ålborg. Rejsen havde ingen hast.

For os stenbrobørn var vore forestillinger om landlivet bestemt af læsebogen. I den blev børn på landet fremvist med bare fødder, soppende i ufarlige åer eller stående i samtale med en bedstemor med stok og spånkurv. Åkjærs fårehyrde, ham der Ole der sad på en knold og sang, eller Andersen Nexøs røgterdreng Pelle mødte jeg først senere i skolelivet. Men når jeg i dag ser på illustrationer i gamle bøger af landlivets troskyldige børn i bare fødder og usmart tøj, bliver jeg let lidt rusten i stemmen. Sådan har ”jeg”, nogle slægtled tilbage, nok også set ud. Jeg ved, at min bedstefar på Falster som barn har gået sådan omkring i engene og skåret pilefløjter.

I skolen sang vi hver morgen om det uforlignelige Danmark, som vi ellers kun kendte fra landkortet i klasseværelset.  Og vi læste Blichers historier fra det fjerne Jylland, hvor røvere, tatere og andre forliste skæbner holdt til. Jeg fik en drengebog af min bedstefar om et par drenge, kun lidt ældre end mig selv, der cyklede på sommertur i det vidstrakte Danmark. Det var farligt at gøre sådan noget. Drengene kom da også ud for overraskelser. Men det vigtigste ved historien var, at de cyklede omkring og  kunne fortælle om, hvad der gemte sig inde bag landkortet i klasseværelset.

   Det var en tid, da alle skulle  spare på cykeldækkene. Mange steder var forbudte. Tyskerne byggede  kanonstillinger rundt omkring, som ingen måtte komme i nærheden af. Der var miner der skyllede op på stranden. Undertiden proklamerede tyskerne undtagelsestilstand, så man ikke engang måtte løbe ned i gården og lege.

   Om sommeren cyklede mine forældre og jeg til Tisvilde. Men ellers gik min længste rejse rundt i Danmark fra lejligheden på Østerbro til kolonihaven på Røde Mellemvej. Her befandt freden sig side om side med krigen. De tyske soldater, yngre og yngre blev de, skød med deres kanoner på Amager Fælled , så min park under pæretræet med kanaler og morgenfruer som palmer, skælvede.

Det var først som femtenårig jeg blev bekendt med landkortets virkelighed. På sommercykeltur med klassekammeraten lige før vi begyndte i gymnasiet. Vi trampede ad billøse landeveje med cykeltasker bumpende om bagagebæreren. Forbi Fyns stynede træer med vældige løvhang over. Stammerne så tykke, at heksen fra H.C. Andersens Fyrtøjet kunne bo i dem.

   Fra de sydfynske bakketoppe synede vi det ternede landskab. De mørkegrønne pletter var småskovene, de lysegrønne markerne.

   Langs flere veje på Fyn var træerne groet og klippet sammen, så de udgjorde en grøn væg, næsten en tunnel at cykle i. Og blæste det, vendte bladene deres hvide underside udad, så det ikke var til at vide, om det var blade eller blomstrende hvidtjørn, vi kørte forbi.

   Vejtræer var der overalt. Vild kørvel og gulerod vinkede fra vejgrøfterne. En landsby gjorde sig bemærket med en guldregn, en hilsen fra Aladdins hule.

   Efter bestyrelsesmødet i Åbenrå forleden kørte jeg hjem ad den samme vej som dengang. Hvad jeg som drenge-cyklist var en uge om, tilbagelagde jeg nu på nogle timer. Vejtræerne er væk, desværre. Men der er stadig fynske småpiger, der sidder ud for gårdene og sælger jordbær og kartofler.

   Et sted kører jeg bilen ind til siden. For jeg husker, at ved denne lysning, med udsigt til Tåsinge, gjorde jeg holdt for mange, mange år siden. Og jeg ser igen klasseværelsets landkort for mig, det grønne og lysebrune, med alle dets hemmeligheder.

   Der er nogle hemmeligheder tilbage endnu.

Da jeg forleden tog hjem fra det bestyrelsesmøde i Åbenrå, hvor DR afskaffede klassisk musik om dagen, lod jeg vejen gå forbi Dybbøl. Her hvor unge mænd blev dænget til med granatsplinter og led en bitter død af sårfeberen. På grund af dansk dumhed og tysk råhed.

   Senere gik jeg en runde på Sønderborg Slot, hvor kong Christian  II var spærret inde i 16 år, skønt han havde fået frit lejde til at besøge sin farbror, den nye konge Frederik I. Christian II havde ikke selv været for god. Havde på mor Sigbrits anbefaling ombragt mange svenske og danske adelsmænd. Det var ikke kun svenskerne der kaldte ham Christian Tyran.

   Jeg kom hjem over Als, sejlede forbi Lyø, hvor en anden kongekriger, Valdemar Sejr, var blevet holdt fangen. Og jeg så fra færgen ind over Fyns gule og grønne marker. Her hvor det jævne bondefolk, dine og mine forfædre,  i århundreder har måttet trælle for krigerkonger, skatteopkrævere og det danske vintervejrs hårde pisk.

   Pengene herskede, lovene var tit magtesløse. Sult og elendighed var gerne vilkårene for dem, der ikke adlød brutalitetens ensrettende kamp for overlevelse. Landevejsrøveri var almindeligt i England i 1700-tallet. Børnemishandlinger almindeligt på skoler og i hjemmene op til vor tid. Hvad foregår ikke i den 3. verden den dag i dag. Mænd vansirer ustraffet deres hustruers ansigter med syre.  Unge drenge hænges på gaden i kraner, fordi de er homoseksuelle.

   Det er det liv, vi lige har forladt på vore kanter. Eller håber, vi er i færd med at forlade.

Jeg tænkte på dette under min hjemrejse fra bestyrelsesmødet i Åbenrå. Det møde der besluttede, at Mozart, Haydn, Beethoven, Schubert, Carl Nielsen skulle afskaffes i DR om dagen, til fordel for popmusik.

   Forhærdet af armod og svagelighed,  frygtende  udplyndring, hekse og øvrighed mødte det europæiske menneske for nogle få århundreder siden orkestermusikken. Den blev en kraft, der både frigør og autoriserer vore følelser, sorg og glæde, medlidenhed og  kærlighed. Den gør mennesket til det, vi kalder et civiliseret væsen.

   Vel havde folkemusikken længe været til stede som adspredelse. Men med kirkernes kormusik og 1600-1700-tallenes symfoniske storværker opstår en dyrkelse af andre magter end hære, penge, handel og  mad. Af skabelsen, som den tiljubles i Händels ”Messias”. Af den verdslige storhed, som den hyldes i Mozarts ”Kroningsmesse”.

   Den klassiske musik udvikler en forfinelse af vor lydhørhed og vore følelser, uden hvilken vor tids humane, demokratiske borger ikke var blevet til.

   Nok var det på Haydns og Mozarts tid mest fyrsterne der lyttede til symfonierne. Men budskabet spredtes. I 1800-tallet kom der koncertsale og musikforeninger. Danmarks Radios første leder, Emil Holm, ville, at alle radiolyttere skulle have del i geniernes musik. Og efter 2. verdenskrig angav radiorådsformand og vor første kulturminister Julius Bomholt retningen: den bedste musik, den klassiske, skulle kunne høres både live og i radio og tv af enhver borger i Danmark.

   Den klassiske musik er en af de søjler, den vestlige kultur hviler på. Den forædler livet side om side med sproget, litteraturen. Når Dvorac og Brahms høres, gennemtrænges og gribes sjælen af instrumenternes finhed og komponisternes  fantasi. Når jeg hører Mozarts ”Kroningsmesse”, hylder jeg ikke en konge. Jeg opfatter, at der eksisterer noget ædelt i tilværelsen, som jeg er en del af. Og skal leve op til.

Det gjorde de fleste af mine DR-bestyrelseskolleger ikke forleden.  Jeg bebrejder dem det ikke. Jeg tror ikke, de forstod,  hvad det var de gjorde ved at stemme den klassiske musik ud. Men jeg sørger over, at DR på Danmarks vegne meldte vores land ud af den vestlige civilisation. Det er et barbar-land, der kun vil spille klassisk musik om natten. Her i landet holder vi os fremover til ”Eine kleine Nachtmusik”. Om dagen  foretrækker vi P 3’s og P 4’s primitive rytmedunk, elektronisk rambuk-musik. Uma-lala-umalalala, som en af teksterne til rambuk-dunkene i P 4 lyder.

   I Jørgen Mylius’ Eldorado-verden måles alt i hits. Et af dem lyder: clap your hands and stamp your feet. Sådan nogle tramp kunne sørøverne på ”Bounty” sikkert også danse til under stormastens dødningeflag. Og vi andre kan jo også engang imellem danse sørøverdans for den smukke Yvonne til studenterfesten. Men behøver det foregå på begge DR’s FM musikkanaler? Når de samme hits jo også kan høres på regionale og andre kanaler?

  Vi kunne have bevaret den klassiske P 2 og slået P 3 og P 4 sammen. Sådan at P 4’s musiktyper høres om formiddagen, når de voksne kører på arbejde. Mens P 3 kunne begynde klokken 14, når de unge kommer hjem fra skole.

   I øvrigt tror jeg ikke P 4 har så høje lyttertal, fordi lytterne holder af rambuk-lydene. Men fordi bilister på vej til arbejde vil høre, hvordan trafikken arter sig, samt høre de opkvikkende journalistiske indslag.

   Men det afgørende og triste er tabet af den daglige klassiske musik. Bach og Mendelsohn kan sagtens klare sig uden DR. Men DR – og Danmark – kan ikke klare sig  uden Bach og Mendelsohn.

   Da Joseph Haydns mæcen, Esterhazy, byggede et nyt slot, valgte han at placere slottet i et insekthærget moseområde. Han ville bevise, at det oplyste menneske evnede at gøre et rædselsfuldt sted smukt.

   Det er dette, den klassiske musik kan – vise at mennesket evner mere end at danse krigsdans og brøle. At vi formår at kombinere det aldrig før kombinerede, at nuancere, individualisere, at få vore inderste følelser udtrykt i form af en musikalsk skønhed, der ophøjer vor eksistens. Når det sker, får vi livsmod, så vi ikke lader os lokke i dumhedens og fornedrelsens fælde. Og ikke bliver frække magthaveres uniforme medløbere.

Det kommer på en gang. Langt hen i april er det stadig mørkt, når man spiser til aften. Men pludselig en aften først i maj sidder man sent over maden og opdager, at det er gyldne solstråler og ikke PH-lampen der oplyser spisebordet.

   Foråret kom ellers sent i år. Der var nogle få lune dage sidst i april. Og så besluttede påskelilje, storkenæb, aurikler – og frem for alle forglemmigej, at nu måtte ventetiden være forbi. Græsset havde været totalhæmmet i sin vækst siden oktober, og havde fået ligfarvede pletter af sneskimmel.  Nu blev det pludselig levende igen og skød til vejrs.  Plæneklipperen måtte frem fra skuret og ned til det årlige eftersyn hos Tisvildes uundværlige mekaniker, Lars. Nye tændrør, tak, og hvæs også lige skærebladene.

   Hvor kan lykken dog gribe én, når man en morgen vågner op til fuglesang i alle tonarter og fløjt fra den lokale jernbane. Sådan boede jeg ikke de første femogtredive år af mit liv. Så jeg skønner på det.

Nå, men så klappede foråret ellers sammen igen. Vinden slog over i skiftevis nordvest og nordøst.  Alle knopperne, der havde vovet  sig forsigtigt frem i april, slog knude på sig selv og krøb tilbage ind under de brune knopskæl. Birken lige uden for vinduet i mit arbejdsværelse var sprunget halvt ud, og det standpunkt blev den så stående ved. Men min kæledægge, korkelmen, holdt sig i skindet, i sit rynkede, brune skind.

   Sådan set er det dejligt at foråret tøver. I april glæder jeg mig over dagene der er tilbage, inden maj begynder. For før maj er sommerhalvåret ikke begyndt. Vi har endnu den hele, herlige sommer til gode.

   I et optimistisk øjeblik i april købte jeg én af de engelske pelargonier. Den  er så smuk med sine rige, rubinrøde blomster. Jeg satte den i bedet lige foran mit vindue. Men i majs kølighed måtte  jeg sidde og se på, hvordan blomst efter blomst faldt af og blad efter blad krøllede sammen.

   Jeg kan se folk gå ude på vejen bag korkelmen. Jeg bruger ikke plankeværk. Hvorfor dog lukke sig selv inde? Folk må gerne se, at forfatteren sidder i sit lille karnapbur og bestiller noget.  Folk ude på vejen fik vinterfrakkerne på igen i maj. Her i huset tændte vi op i brændeovnen. Der skulle mange aviser til. For brændehumplerne var blevet våde af den megen regn, og før den af sneen. Aviser har vi jo nok af. Holder adskillige. Og den avis, jeg for tiden ikke kan lide, fordi de har anmeldt min sidste bog skandaløst, den kommer genboen ind med, ovenikøbet med et forblommet smil om munden.

Så skete det. Den 17. maj. På Norges nationaldag. Norge lykønskes spontant af studieværten på P 2. Norges flag står på forsiden af JP. Jeg får en klump i halsen. At to nationer  kan have det så…ja, så omsorgsfuldt med hinanden. Det kan godt være Norge har snydt os med nordsøolien. Men skal vi ikke bære over med det? Norge er halvt dansk. Og Danmark er halvt norsk. Holberg, Wessel, Tordenskjold, general Rye og maleren Krøyer. Norge er fra naturen svær at få til at hænge sammen. Landet er ikke andet end klipper, bortset fra nogle dalstrøg. Nu har olien givet dem råd til at bygge veje og tunneler.

   Nå, men på den 17. maj kom varmen tilbage her i Danmark Og så var der ingen af forårsblomsterne der holdt sig tilbage længere. De gule mælkebøtter og de blå forglemmigej ude under akacietræet blev til et svensk eldorado. Knopurter, pæoner, akelejer skød i vejret så guderne måtte sig forbarme. Og noget sprinkelværk dukkede op nede under den hvide løvehjerte. Det var violfrøstjernen, minsandten. Man tror sådan en forfinet en ikke kan overleve vores lange, kolde vinter.  Men op dukker den. Og den skal nok klare alle vejrlige genvordigheder, til den blomstrer i juli.

   Blommetræet åbnede den 17. maj alle sine hvide blomster med de gule støvdragere. De duftede af grenenes vinterdrømme. Gemserod stak sin frække, gule næse op alle vegne rundt om korkelmen, så de vejfarende kunne lade som om de gloede på nys udsprungne blomster, når det var mit vindue de skottede til.

   Den årlige kamp mod skvalderkålen gik i gang. Den står på endnu, hvis ikke haven skal drukne i et skvalderocean.

Forårets sikreste kendetegn her i huset er, at soveværelsesvinduet får lov at stå åbent hele natten. Det er vederkvægende at have vårhavens vellugt  duvende ind over nattedynen. Og for min sorte kat, Majka, er det velvære at kunne dele natten op, som det passer ham i indendørs og udendørs. Det er sjældent, at jeg vågner ved hans panterspring fra vindueskarmen og ud i paradisets have. Jeg sover,  godt forvisset om at vor lille, sorte ven er fri til at tilbringe natten i tankefuld ro under nordstjernen eller på listende musejagt.

   Maj kan visse år rumme varme sommerdage, der vælter plantelivets besindige fødsel. Alle vækster springer da frem og springer foråret over, så vi går direkte fra vinter til sommer. Det bryder jeg mig ikke om. Foråret skal komme sagte, som Kaj Munk sagde. Det gjorde det i år. Vi fik tid til at sondere fødslens mange faser. Blåregnens lange rakler hang længe og tøvede, ligesom blåfrossen, så vi rigtig kunne nyde forventningens glæde. Og i ugevis kunne vi holde øje med æbleblomstens purpurknop, før den sprang ud og indbød til parring omgivet af sin berusende duft, den syrlige og søde.

   Der er noget sødt primitivt over den måde, de fleste planter driver deres sexliv på. Ikke så snart er der kommet liv i dem oven på vintersøvnen, før de skamløst ublufærdigt lader deres pompøst udstillede kønsdele lokke bier og hvermand til.

   Min syren bærer ingen blomster i år. Sådan er det. Hvert andet år blomstrer den og tænker på frø og arvefølge. Hvert andet år tænker den bare på at vokse sig stor og kraftig i kroppen. Ligesom med mennesket. Tiden til vi er en 12 – 14 år går med at vokse. Derefter tager forplantningen over og plager os med fortvivlelser og forlystelser til nattens ende.

   Luften omkring mit bjælkehus er aldrig lugtløs. Om vinteren bringer den saltgusen herop nede fra Kattegat en 3 – 400 meter borte.  Den vinterlugt, jeg holder mest af, er den milde vinters lugt af regnvåd muld. Men når man nu her i forsommeren stiller sig i det åbne vindue midt om natten, slår alle blomsters søde ånde én i møde. Hvad kalder man det? Vellugtåndende flod kaldte Holger Drachmann det. Våren duftede jo på samme måde i hans næsebor for 150 år siden.

Denne tid af året får jeg sådan en lyst til at være i vore romantiske digteres nærhed. Oehlenschlæger mest. Men også H.C. Andersen, Chr. Winther, Steffens, Paludan-Müller. For disse digtere tænkte næsten lige så troskyldigt som blomsterne:

     Derfor naturen så huldt og skønt

     sig fryder og klæder i håbets grønt.

   De var så fattige i begyndelsen af 1800-tallet sammenlignet med os. De havde ikke vores adspredelser, ikke tv, ikke bil, ikke ferieuger i Spanien.  Så meget inderligere elskede de foråret, blomsterne, skovens dyr.

     Paa marken knejste de røde, blå

     kornblomster frem.

     Jeg maatte standse, jeg maatte staa

     og hilse dem.

    På andre tider af året kan jeg godt synes, at luften omkring disse 1800-tals poeter er noget indelukket. Som de spadserede dér i det snævre København vimsende omkring den politiske kluddermads, kong Frederik VI. Men når våren indtræffer, ja, så læser jeg deres digte igen og bliver øm om hjertet over den enkle tilbedelse, de nærmer sig naturen med. Lige så hengivent og lige så ligefremt som planter og træer følger deres natur. Tænk, selv da De Allierede havde bombet Berlin til et fladland af rygende stendynger, og russiske soldater gik rundt og tog ure og dyden fra de tyske kvinder, da, i april 1945, sprang lindetræerne alligevel ud langs Unter den Linden.

   Så i maj og juni får jeg altid sådan en lyst til at være der, hvor jeg ved, at det danske forårs første sproglige opdagere gik omkring. Oehlenschlæger på Dyrehavsbakken, Kierkegaard i Grib Skov, H.C. Andersen på Gisselfeld, Poul Martin Møller og Chr. Winther ved Furesøen, Ingemann ved Sorø Sø. Og dem alle sammen i de krogede gader bag Københavns volde.

   Jeg går på de samme fortov som de, taler næsten det samme sprog, nyder sommeren som de, og prøver at huske deres digte udenad. De går igen. Det er spøgeri, overnaturligt. Og dog så naturligt.

   Troskyldige var de i de år, da vi mistede vor tvilling, Norge, og siden Sønderjylland og Slesvig. Men de havde en ro i den tro, de digtede på. Den at foråret er et bevis på det evige liv, der tilfalder korkelmen såvel som Oehlenschlæger,  og du og jeg. Om vi så kalder årsagen til det for Gud eller Jesus eller bare for naturen.

På mandag aften kan du se næstsidste afsnit af Leif Panduros og Bent Christensens 40 år gamle kriminalserie, ”Smuglerne”. Det foregår på DR-K, en af DR’s to nye succes-kanaler. Den anden er børnenes Ramasjang.

   For os, der så ”Smuglerne” i 1970, er gensynet fuld af muntre minder. Vi ser de listige københavnske baggårde fra tiden, inden Oberbürgermeister Egon Weidekamp tromlede sine DDR-renoveringer af Nørrebro igennem.

   Vi nyder Bjørn Puggaard-Müller med flødefarvet bulehat og underkuet, hjemmegående hustru. En lettere oprørsk Erik Wedersøe er hårprægtig som en hippie i begyndelsesstadiet. Og Jørgen Buckhøj møder vi inden hans Matador-berømmelse.  En Keld Markuslund, elsket for sin Thummelumsen i Livsens Ondskab. En Ann-Mari Max Hansen, endnu med lidt ungpige-hvalpefedt i sit smukke ansigt.

   Der er noget Jan-bøger over denne forgænger til vore dages krimiserier. Smuglergodset bliver kastet ned fra et en-motores privatfly over en lysning i skoven. Eller bliver bragt ind til Rågeleje i tusmørke i en speedbåd. Uhyggen breder sig i mørkningen, men tynger ikke.

    Ganske vist afgår Otto Brandenburg ved døden og bliver som sådan anbragt sammenklemt i et bornholmerur. Men legemsbeskadigelserne i smuglerbranchen udpensles ellers ikke. Skønne kvinder bliver ikke udsat for sexistiske overfald, som vi kender det i dag. Skurken Bjørn Puggaard-Müller bliver ikke slået til plukfisk. Han får i mørket en æterklud for næsen og dåner derved i al fredsommelighed.

   Ikke noget med at være indsmurt i blod, få munden spærret med bred tape eller eksplodere i brand og stumper og stykker, som det jævnligt sker i ”Livvagterne”.  ”Smuglerne” handler mere om varme mennesker end om kold spænding.

   Jeg vil ikke påstå, at den mere og mere udpenslede og anonyme voldelighed i nutidens tv-film er årsagen til maskinpistolernes knitren og den stigende bandevold i den virkelige verden af i dag. Men når Teis bliver maltrakteret i ”Forbrydelsen”, og børn og livvagter gennemhullet i ”Livvagterne”, er al denne filmiske død og ødelæggelse med til at forrå samfundet. Er dte nødvendigt? Man kunne også bruge tv-serier til noget andet -  som Panduro gjorde.

   ”Smuglerne” er ikke Panduros hovedværk. Men foruden den spøjse handling giver filmen os et sjovt billede af Danmark fra dengang man måtte ryge cigaretter på film, og dengang politiarbejde bestod i samtaler og ikke i biljagter.  Vi hygger os og føler os tættere på medmenneskene i et Pandurosk venstrehånds-arbejde  som dette end i vor egen tids - alt for mange – krimifilm.

  Jeg husker Leif Panduro fra mange møder og telefonsnak. Altid havde han et overbærende og menneskevenligt syn på livets mærkværdigheder. Modstandsmand under besættelsen var han. Men da han gik til kamp mod hippo’erne og tyskerne den 5. maj 1945, var det en af hans egne frihedskæmper-kammerater, der kom til at skyde ham i maven. 

   Panduro var den morsomste mand jeg har kendt. Hans humor var alvorligt ment. Der var landesorg da han døde alt for ung. Han arbejdede og spiste for meget.

   Kære dramachef Ingolf Gabold!  Giv os lov til at (gen)se Panduros andre tv-dramaer, højrehånds-arbejderne. Han var den betydeligste af prosaforfatterne og dramatikerne i Rifbjerg-generationen. For ham var livet altid tæt inde på livet og på spil i de skrevne ord.

Folk staver deres navne som vinden blæser. Det ville være i orden, hvis vinden var en blid bør. Men navne-vinden er en kastevind, en stormvind. Hid og did hvirvler bogstaverne.

Jeg kender flere der hedder Poul Schmidt. En forfatter fra Jylland, en tidligere DR-radiomand, og Adolf Hitlers højre hånd.

Men hvordan staver Schmidt’erne deres navne? Nogen staver det Schmidt, andre Schmidth, eller Schmit, Schmith. Nogen skriver Smidt, nogen Smidth. Så jeg må hen og slå stavemåden efter hver gang jeg skal skrive til en af Schmidt’erne.

Eller hvis jeg skal skrive om den berømteste Schmidt – Helmuth af Hamborg.

Det er i det hele taget et hyr at huske, hvordan folk staver deres navne. Igen og igen skal man have fat i sin telefontavle, sin Blå Bog eller gå på nettet. Hvis jeg lagde al den tid sammen, jeg har brugt til at lede efter de korrekte stavemåder af folks navne, kunne jeg have nået at skrive en roman mere end jeg har gjort.

Vi har soldater i Helman-provinsen. Hvordan staves det land – Helman eller Hellmann?

DR’s korrespondent i USA hedder Fahrendorff. Hvorfor skal der et overflødigt h og et overflødigt f i det navn? Navnet stammer fra tysk Dorf, der betyder landsby. Men tysk Dorf har kun et f. Hvorfor skal Fahrendorff så gå rundt og prale med to ff’er? Er det lettere at score med to ff’er end med et? Jeg spørger bare.

Navnet Skov er jo det samme som vores bøge-skov. Men det staves på de mest indviklede måder. Så Skov’erne ligner en udstilling af damehatte med spraglede påfuglefjer i: Schou, Schow, Schouv, Schouw og så fremdeles.

Når jeg skal sende et brev til Bylovsvej på Frederiksberg, må jeg først finde et kort over

København frem. Og, jo, det staves med tysk ü – et bogstav der slet ikke hører til i Danmark. Og med w. Bülowsvej.

Vi havde engang en kulturminister der hed Niels Matthiasen – med to t’er og et stumt h. Hver anden journalist, der skrev om ham, stavede hans navn forkert. Ham tog Politikens ”At tænke sig” engang de overflødige konsonanter fra. Det var dengang kronprinsesse Margrethe endnu ikke havde fundet sin Henrik. Så ”At tænke sig” rimede:

Nu er der ingen ko på isen.

Margrethe skal giftes med Niels Matisen.

Vi er mange der griner, når ( kong ) Konstantin og prinsesse Benediktes muntre prins Richard af Berleburg træder op til hoffets fester belæsset med skærfer og medaljer. Medaljerne er ingen nytte til, og bærerne, de to raske guttermænd, har ikke gjort sig fortjent til æresbevisningerne. Derfor ler vi. Og Konstantin og Richard ler måske også, når de står foran spejlet og tager hele udstyret på. Deres tingel-tangel. Noget, man synes er sjovt at vinde på Bakken – når man er ti år.

Men navnenes tingel-tangel hæger ejermændene om så nidkært som ville deres selvrespekt gå fløjten, hvis de ikke fik alle deres forvirrende og unødig h’er, f’er, sch’er, ü’er med i deres underskrift.

Måske tror de, at deres slægt bliver regnet for ældre og finere, jo flere bogstaver de pynter deres navn med. For i rigtig gamle dage stavede man ”tvivl” thuiffuill. ”fordi” blev til ffordhi. Og ”venskab” til wennskaff.

Men det var ffordhi man ikke havde nogen retskrivning på Christian den Fjerdes tid.

Så derfor synes jeg vi skal gå over til at stave vore navne lige ud ad landvejen. Smit, Skov, Krone, Drakman, Jes Dorf, Mik Sjak, Jan Linhard.

Ligesom Ole Hyltoft staves uden d!

Medierne opfatter det som en afgjort sag, at DR’s klassiske musikkanal P 2 skal lukke. For at give plads til den nye talekanal.

Men det står der ikke noget om i medieforliget. Og kulturministeren har sagt, at hvordan DR vil disponere sine nu tre FM-radiokanaler, må DR’s bestyrelse afgøre.

Og vi har ikke afgjort noget endnu. Så lad os nu først lige tage en runde om, hvad det er DR skal gavne og fornøje os alle sammen med.

DR’s nuværende direktion lægger hovedvægten på, at seere og lyttere vælger DR’s kanaler frem for andre. Man kan kalde det Lego-modellen. Det gælder om at få flest mulige til at lege med Lego-klodser. Jo flere Lego-klodser = lyttere, jo større succes for firmaet – Lego eller DR.

Men der findes også en anden opfattelse af meningen med DR. Nemlig at DR først og fremmest skal være et tilbud til alle danskere om at møde, nyde, forstå det bedste og det vigtigste, der præsteres i vores kultur. Denne opfattelse forekommer det mig, at medieforliget hælder til. Der står i forliget, at DR skal formidle ”det ypperste af den danske kultur og kulturarv.”

Noget af dette vil være let tilgængeligt. Som Kim Larsens sange, eller DR-dramas krimiserier. Andet kræver noget mere koncentration eller lytte-øvelse. Det kan være Niels W. Gades symfonier eller Herman Bangs noveller. Eller Niels Bohrs komplementaritetsteori.

P 3’s let tilgængelige rock- og pop-programmer giver kanalen mange lyttere. Men den mest storslåede, den ypperste musik, menneskeheden har frembragt, er nu stadig de klassiske symfoniske værker, Brahms, Mahler, Sjostakovitj mv.

Hertil skal lægges den danske vinkel. Hvis vi ikke har et orkester til at spille og en radiokanal til at udsende den danske musiks hovedværker fra Kuhlau, Weyse, Niels W. Gade, Hornemann, Heise, til Lange-Müller, Rud Langgaard m.fl., vil disse værker forsvinde. Ingen kommerciel, ingen udenlandsk station vil spille dem.

P 2 højner det musikalske niveau i befolkningen. Og at højne er det, DR er sat i verden for.

DR har efter stort rabalder fået en af Europas smukkeste koncertsale. Den er tænkt som arnestedet for at gøre den bedste musik populær hos alle i landet. Det er ulogisk og udtryk for en jammerlig kulturpolitik så samtidig at lukke den P 2-kanal, der på æterens bølger skal bringe koncerterne ud til hver stue i landet.

Kampen om P 2 står ikke mellem, om DR skal have store eller mindre store lyttertal. Selvfølgelig skal DR have så mange lyttere som muligt på alle sine kanaler. P 2, der er den mest professionelt drevne DR-kanal, har da også omkring 400.000 lyttere. Kampen står mellem at give det bedste eller det populæreste plads i DR.

Den klassiske musik er en uundværlig del af den europæiske kulturs fundament. Oplærer vi ikke hinanden til at værdsætte det fundament, vi står på, sætter vi danskerne uden for det europæiske fællesskab. Så sætter vi vores eget land i den åndelige sinkeklasse.

Derfor bør vi i DR’s bestyrelse beslutte at bevare P 2. Beklageligt at vi så må lukke P 3. Men meget af P 3’s danske musik kan spilles på P 4. Og P 3’s udenlandske rock- og pop-musik kan høres på mange andre kanaler.

Forleden trak vrissebror Jakob Ludvigsen en af Danmarks Radios legender frem i lyset, nemlig radioavisens første kendte stemme, Niels Grunnet.

Hans stemme var før, under og mange år efter besættelsen identisk med æterens nyheder og lige så berømt som Gunner Nu Hansens stemme.

Selv om man ikke så ham, var han alene på sin røst en større autoritet i offentligheden end tv-avisens samlede stab er i dag. Men der var selvfølgelig også kun en radiokanal og intet tv dengang.

Så skete det forleden, at en præst ringede på min dør. Han hed Niels Erik Grunnet og er nevø af radioavisens gamle førstemand. Han overgav mig sin farbrors ikke udgivne manuskript til en bog om, hvordan Danmarks Radio klarede sig gennem den tyske besættelse.

Bogen flytter os tilbage til en uhyggelig tid i DR. Tyskerne ville bruge DR til at gøre det danske folk til jødehadere og Hitler-elskere, have os til at føle os som ægte germanske overmennesker.

Denne følelse ligger ligesom ikke rigtig for det danske gemyt. Så Niels Grunnet afviste de tyske propaganda-felttog i den danske æter. Med en vis prøjsisk bryskhed, som tyskerne genkendte og respekterede.

For at stive sin selvfølelse af stillede den tyske radiokommissær en buste af Hitler op i radiohuset og sagde til Grunnet, at det skulle være en smal sag for en så ”højt organiseret storstat” som Det Tredje Rige at tvangsforflytte de fire millioner danskere til Ukraine. ( Som tyskerne netop havde erobret. )

De tyske soldater havde fået en lille katekismus med hjemmefra. I den stod at de skulle passe på danskerne, for vi var ”bondesnu og tvetydige indtil uoprigtighed.”

Det var slet ikke så dårligt set. Niels Grunnet læste de tysk censurerede nyheder højt med betoninger og små host, så de bondesnu, men lydhøre danske lyttere forstod, at de ikke skulle fæste lid til de censurerede ord.

Tyskerne forlangte, at Hitler skulle omtales som ”Føreren” i radioavisen. Hvortil Grunnet svarede, at det kunne han ikke gå med til, for Hitler var ikke vores fører. Jamen, sagde tyskeren, De omtalte jo kejser Wilhelm som ”kejseren”. Nej, svarede Grunnet, for han opgav sin kejsertitel og flygtede fra Tyskland, inden Pressens Radioavis blev opfundet.

I øvrigt foretrak danskerne under krigen at høre svensk radio og BBC’s danske udsendelse med Christmas Møllers manende appeller til sabotage og modstand mod ”Føreren”.

Den 19. september 1944 havde Grunnet fået nok. Han og hans højre hånd, Johannes G. Sørensen, flygtede til Skåne gemt i lasten på en fiskerbåd. Fra Malmø lavede Grunnet nu en dansk radioavis på svenske bølgelængder uden tyskernes censur. Johannes G. Sørensen tog til London og blev en udødelig stemme i dansk historie. Idet han kom til at læse frihedsbudskabet højt i BBC den 4. maj 1945.

Samme aften, 4. maj, talte Niels Grunnet til danskerne fra Malmø. Han sagde: Landsmænd, fra i morgen tidlig er Danmark atter frit. Fra i morgen skal vi atter være os selv, skrive hvad vi mener, vise vore sympatier, vort had, vor modvilje, udtrykke vore ønsker.

I dag, 65 år senere, er der igen nogle, der vil tage vores dyrt vundne ytringsfrihed fra os. Dem skal vi gå til modstand mod. Som radioavisens første stærke stemme gjorde under besættelsen.

SF’s tidligere næstformand,  Aage Frandsen, laver  den 7.-5.  kriminalistisk talgymnastik, så salig kaptajn Jespersen har fundet sin overmand.

   Men det er ikke statistik der er sagens kerne i den genopstandne DR-Wilders-sag. Om de muslimske indvandrere er fire gange eller otte gange overrepræsenteret i fængslerne, er ikke det afgørende.  Afgørende er, at indvandrerne er vildt mere kriminelle  end danskerne. Og at det er blevet et kæmpe problem for vores politi og retsvæsen.

   Når man udvandrer til et land og modtager al den imødekommenhed og praktiske bistand, som Danmark yder indvandrerne, burde det være en selvfølge, at vore gæster opfører sig ordentligt.  Det gør de fleste da også.  Men et alt for stort mindretal gør det ikke.

   Geert Wilders angav i Deadline et for højt tal for muslimerne i de danske fængsler. Det skulle korrigeres, og det skal jeg love for, at det blev. Tallet blev af DR rettet, et rigtigere ord er revset,  med en fryd, der mindede om sportsjournalisternes begejstring, da Kessler vandt verdensmesterskabet.

   Det var ikke sobert. Det er det heller ikke, når Aage Frandsen vrænger ordet ”løgn” i hovedet på Geert Wilders. Løgn er en bevidst forfalskning af sandheden. Hvilken interesse skulle Wilders dog have i at lyve?

   Den kolde forhørsmetode, Wilders blev modtaget med i Deadline, var også et  udtryk for den ensidighed i indvandringsspørgsmålet, der stadig præger  dele af DR.

   DR kalder jævnligt Wilders for højrenationalist, ligesom Frandsen kalder ham for højrepolitiker.

   Er Wilders højremand? Mig bekendt er Wilders liberal, hvad vi normalt regner for midterpolitik. Derudover er han modstander af de vældige folkeflytninger af muslimer fra Mellemøsten til Europa, som foregår i disse år.

   At undgå at få muslimske parallelsamfund i millionstørrelse i Nordeuropa anser jeg ikke for højrepolitik, men for en human og frisindet politik.  Human, fordi vi derved undgår multikulturens tragedier, som vi kender dem  fra Balkan, Indonesien og andre steder.   Frisindet, fordi islam er en ideologi, der binder mennesket i ufrihed og fornedrelse.

   At være imod, at islam udvider sig i Europa, er at værne om det mål af frisind, vi har opnået i vore europæiske lande. Derfor er Geert Wilders også en  almindeligt respekteret,  og af mange beundret, politiker i Holland.

   Denne opfattelse deles så ikke af den danske kulturklike. Men selv om visse DR-journalister så er enige med kulturkliken i dette, er det imod DR’s grundlov, at de udviser den fjendtlighed imod Wilders, som vedkommende journalist gjorde i det omtalte interview i Deadline. En fjendtlighed, som formodentlig var årsagen til, at gæsten fra Holland kom til at slynge et forkert tal ud.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har kaldt til kamp mod kulturradikalismen i sit eget parti. Klogt af ham. Hvis partiet da igen vil have kontakt med folket og igen i regering.

   Det er partiets ægteskab med kulturradikalismen, der gør, at det i dag kun er halvt så stort som på H.C. Hansens tid. Og det er Nyrups kulturradikale indstilling til den islamiske indvandring, der er årsag til, at Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 2001.

   Folkeligt fodfæste eller kulturradikal himmelflugt?

   Den konflikt mødte jeg allerede som ung mand. Den rasede nemlig på den socialdemokratiske hovedavis, Aktuelt, da jeg i 60’erne fik min gang på avisen. Kulturstoffet blev på det tidspunkt bedrevet, dygtigt, men noget eksklusivt, af en fuldblods kulturradikaler, Rosa Krotoschinsky .  Omkring sig havde hun charmerende mennesker af egen afstamning. En Thomas Vinding.  En Lulu Gauguin ( efterkommer efter Tahitis geniale maler. )  Og frem for alle bladets tidligere chefredaktør, nu kunstanmelder, Preben Wilmann. Han var en musisk eksplosion af en redaktør, men led af den tvangstanke, at Socialdemokratiet skulle gøres til et kulturradikalt parti. Han var halvguden for de kulturradikale skriverkarle på Aktuelt. Guden var selvfølgelig Poul Henningsen, som var fast medarbejder på avisen i 50’erne.

   Men i 1959 var Social-Demokraten blevet til Aktuelt, Preben Wilmann var degraderet  til kunstanmelder, PH var fyret, og professor Frederik Nielsen var blevet chefredaktør. Han var på det tidspunkt landets mest inspirerende litteraturformidler, forgudet af de universitetsstuderende, og en foragter af PH og alt hans væsen.

   Kampen mellem de to kultursyn, man kan kalde dem det Bomholtske og det Poul Henningsenske, var en kamp på liv og død.

   Selv havde jeg mit hjerte tvedelt mellem de to. Jeg var varm tilhænger af PH’s frisind. Kendte oven i købet guden privat. Vi læste hinanden, og han lånte bøger af mig. Men jeg syntes nu nok at kulturradikalismen manglede kunstnerisk dybde og social indføling. Det folkelige fællesskab var for mig det bærende samfundssind. 

I  1969 oplevede jeg så en af idekampens hårde dueller. En af bladets grandseigneurs var Anders B. Nørgaard. Han havde modtaget Cavlingprisen i 1950 for sin afsløring af, hvordan den fyrstelige plattenslager Hasselstrøm havde fået både sortbørsbranchen og politiet viklet ind i sit edderkoppenet. I disse uger kan man på DR-tv gense Anders B. Nørgaard - i Bent Mejdings skikkelse - i Ole Chr. Madsens vellykkede filmserie om Edderkoppen.

   Som Bent Mejding med rette fremstiller ham, var Anders B. Nørgaard en mand af den gamle skole. Han kunne ikke døje ungdomsoprørets udskejelser, som stod på sin højde netop da. Så han skrev en kronik om sin afsmag for tidens lange, usoignerede hår, løsgående damebryster, rundkredspædagogik og den slags. Men sådan en kronik anså den kulturradikale kronikredaktør, Rosa Krotoschinsky, for reaktionær. Så de synspunkter skulle ikke bringes til de socialdemokratiske læseres kendskab. Aktuelt var det rene Sverige på det tidspunkt. Det socialdemokratiske folk skulle værsgo lære at elske de nye tider, munkemarxisternes. For kronikredaktøren var det ikke ukært, at bevægelsens førstemænd som Krag og Hækkerup blev udskiftet med ungsocialister som Ebbe Kløvedal Reich, Hanne Reintoft, Amdi Petersen, Preben Wilhjelm.

   Det var et nej, et uigenkaldeligt NEJ til Edderkoppens overmand om at få trykt sin kronik.  Så chefredaktøren, der nu hed Bent Hansen, måtte sætte sin kronikredaktør ud af spillet og tvinge kronikken frem i spalterne. Bent Hansen, den senere socialminister, mente selvfølgelig, at alle velargumenterede synspunkter skulle høres. Men det har aldrig  været kulturradikalernes praksis. Folk skal opdrages, ikke oplyses.

Konflikten på Aktuelt mellem de to livssyn gik længere tilbage.  Også 30’ernes Social-Demokraten havde været præget af kulturradikalere som tegneren Hans Bendix, baggårdstegneren Anton Hansen ( ”Anton tegner rotterne, Bendix tegner godterne.” ), tegneren Herluf Bidstrup ( senere Land og Folk og Lenin prismodtager ), forfatteren Karl Bjarnhof ( det afskyelige stortalent, senere DR ).

   Når det gik forfatteren Harald Bergstedt så ilde, mon så ikke hans landsforræderiske  bortgang fra Social-Demokraten til Fædrelandet hang lidt sammen med, at de frække – radikale – københavnersnuder på bladet drillede den provinsielle Bergstedt ( med det eminente lyriske gehør ) med hans biedermeier-manerer? Radikalismens grundlægger Georg Brandes kunne jo heller ikke døje Bergstedt. ”Fri mig for hans klamme barberfingre”, sagde Brandes om ham.

    Social-Demokraten husede dog også i 30’erne lidet kulturradikale gemytter som Flemming Madsen ( senere Berlingske Tidende og DR ), Bomholt, K.K. Steincke m.fl.

   Mens Hans Bendix endnu flanerede som cyklende bowlerhat, prajede han mig engang neden for sin lejlighed på Østerbrogade. Der var noget, han ville sige: De antinazistiske tegninger, Anton Hansen og jeg lavede i de kulturradikale magasiner, ”Åndehullet”  og ”Kulturkampen”, betød ikke meget. For de blade blev kun læst af salonkommunisterne. Nej, det var når vi latterliggjorde Hitler, Göring og Goebbels i Social-Demokraten, at vi vaccinerede arbejderbefolkningen mod nazismen.

I disse år før og efter besættelsen var der ingen tvivl om, at kulturradikalismen spillede anden violin i Socialdemokratiet, så længe H.C. Hansen spillede første violin.

 Den kulturradikale Bodil Koch var taget med i regeringen som kirkeminister. Og som alle kulturradikale politikere og kunstnere nød hun en velbehagelig presse fra sine ligesindede i journalistkorpset. Det skumlede man nok lidt over i partiets inderkreds. Men da det jo gavnede partiet, fandt man sig i hendes særbehandling.

   Dog kun indtil hun begyndte at tage særstandpunkt til den vesttyske genoprustning, som hun var imod. Så sagde H.C. Hansen til hende i folketingsgruppen, at hvis hun insisterede på det, så var det ud af regeringen. Og han sluttede med det H.C. Hansenske piskesmæld: ”Og så er den skid slået.”  Bodil Koch rettede ind.

   H.C. Hansens slet skjulte foragt for Jens Otto Krag hang også sammen med, at Krag var kulturradikaler om en hals, dog mere i sin væremåde og omgangskreds end i sin praktiske politik.

Efter den tsunami, der i 1968 vældede ind over vores offentlige liv, ændrede kulturradikalismen karakter. Fra at have været en – nødvendig – protest mod den borgerlige magt blev den nu selv magthavende. Ubegribeligt hurtigt blev kulturradikalismen de herskende klassers filosofi. Den borgerlige Baunsgaard-regering fra 68 til 71 kapitulerede umiddelbart og indførte fri abort og fri porno.

   Og samtidig skrumpede det socialdemokratiske modstykke til den borgerlige kultur ind til ingenting. Socialdemokratiets grundidé  havde været en fællesskabets kultur, der satte medmenneskelighed og kulturglæde højere end jagten på penge og ydre fornemhed. En materialist som Jens Otto Krag forstod ikke den tankegang og støttede nedbrydningen af det Stauning-H.C. Hansen-Bomholtske socialdemokrati. ( Symbolsk ved at fyre Bomholt som kulturminister.)

  Nu lod forvandlingen af Socialdemokratiet til et kulturradikalt parti sig ikke stoppe. Da LO besluttede sig til at satse storladent på en relancering af Aktuelt, satte man en hengiven kulturradikaler, Jørgen Flindt Pedersen, i spidsen. Han gjorde Aktuelt til en kopi af Politiken og kaldte den Det fri Aktuelt. En ikke særlig respektfuld hilsen til sine forgængere, som ikke havde følt sig specielt ufrie.

   Det fri Aktuelt blev den socialdemokratiske presses undergang.

   Socialdemokratiet var fra 70’erne erobret af kulturradikalisterne. Nogle vil sige partiet blev moderniseret. Jeg synes det forfaldt. Dets indre liv hørte mere eller mindre op. Forlaget Fremad lukkede. Aviserne lukkede. Arte lukkede. Radioklubberne svandt ind til ingenting. AOF blev et aftenskolebyro. Osv. Den nye stil gav sig groteske udslag. Et af de mere grinagtige var, at socialdemokraterne i København kaldte deres medlemsblad for ”Propaganda”. Det er det, der hedder postmodernisme.

   Så da de muslimske folkevandringer satte ind i Europa i 1980’erne, fulgte den socialdemokratiske ledelse ikke sine egne vælgeres syn på sagen, men de kulturradikales idé om at lade Danmark udvikle sig til en multikultur.

   Så forlod hundredtusinder af socialdemokrater deres gamle parti. Herunder min unge skorstensfejer Jan og jeg.

I torsdags slap min vrissebror, Johannes Møllehave, ud af sit gnavende problem,  at han slet ikke kunne vrisse.

Det blev sørme til et vris, der ville noget. Ud på en ensom knold med Hyltoft. Et anråb, som Carsten Jensens velyndere oppe i Stokholm, Palme-komiteen,  sidder og gnider sig i hænderne over. Mon ikke de overvejer at give Møllehave Palme-prisen næsten år?

   Møllehave gør meget ud af min nye bog, ”Tør du være dansk?”. Og det skal jeg da ikke bebrejde ham. Det er en god bog. Men når han siger, at bogen er en opfordring til at melde sig ind i DF, er det noget sludder.  DF ikke er nævnt med et ord i bogen.

   Selv om jeg med glæde er medlem af DF, er jeg ikke partigænger. Var det heller ikke i de mange år, jeg var medlem af Socialdemokratiet.

   En forhenværende vrissebror, Arne Mariager, skrev i sin anmeldelse af bogen, at ”den er politisk ukorrekt og et nerveflænsende angreb på den snævre kaste af bedrevidende intellektuelle”. Det er lige præcis det, der er gået Møllehave på nerverne.  Møllehave og hans Kulturklike er ved at opdage, at de har holdt på den gale hest.

  Hvem er kulturkliken?

   Det er en broget flok af reklamefolk, gymnasielærere,  skuespillere, filmfolk, forfattere og forlagsfolk.  Mange af dem er bare medløbere, der taler Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, Hanne Vibeke Holst, Karen Thisted – og Møllehave – efter munden.

   Hvorfor? For at de kan få lov til at sidde med ved det rigtige bord. Det er alt for farligt at melde sig ud af fåreflokken.

   Fra den muslimske folkevandring begyndte i 80’erne, tog kulturkliken islams parti. Islam var en berigelse.

   Vi var nogle der advarede. Men vi var bare indskrænkede nationalister. Måske var vi endda racister. Uha, uha!

   Nu viser det sig så, at den muslimske ”berigelse” af samfundet har en del tvivlsomme sider. Et stort flertal af de muslimske indvandrere ( ca. 400.000 i dag ) vil ikke gifte sig med  danskere. Mange af dem går ikke ind for ytringsfrihed ( 80 procent af dem vil forbyde Muhammed-tegningerne ). De begår vold og kriminalitet i  langt større omfang end danskerne. Osv.

   ”Berigelsen” blev en dyr historie for Danmark.

   Men meget værre er det for Møllehave og hans kulturradikale venner, at de er røget ned af den høje hest. I deres hovmod over for jævne medborgere og i deres uvidenhed om islam har de hånet os islam-skeptikere. Vi var  uanstændige. Carsten Jensen har scoret førsteprisen i pøbelsprog over for os. Han har kaldt Anders Fogh for pædofil – forstået metaforisk, som han udtrykker det. Pia Kjærsgård har han kaldt ”dronningen af en skraldespand”. Om den danske krone ( over for euro’en ) har han sagt, at den ”stinker af Pia Kjærsgaards harske parfumer”. Og meget mere i samme dur.

   Hvem har kulturkliken dermed løftet op i en halvhellig sfære? Islamister, der sprænger levende mennesker i stumper og stykker til død og invaliditet. Islamiske regimer, der hænger unge homoseksuelle i kraner i gaderne. Religiøse systemer, der undertrykker kvinder, stener hundredvis af dem. Tænk dig, Møllehave, at du bliver bundet og presset ned i en grav, mens religiøse fanatikere dænger sten på dit hoved, indtil du langsomt dør.

   Vi er nogle, der vender os mod denne umenneskelighed. Vi vil ikke have, at denne islamiske kynisme får et stærkt brohoved i Danmark.

   Nu er det ved at gå op for jer, kulturkliken,  at I forsvarer det moralske fordærv.

   Derfor skriver I så tummelumsk, som du gjorde i torsdags.

Forleden havde DR 2’s Deadline besøg af den svenske journalist Kurdo Bakti. Han har lige skrevet en bog om sin ven, krimiforfatteren og kommunisten Stig Larsson.

   Danmarks Radios interviewer lagde op til samtalen ved at fastslå, at Sverige nu var ved at blive et lige så uanstændigt land som Danmark. Det var fordi det islamkritiske parti Sverigesdemokraterne formentlig kommer i Riksdagen efter næste valg. Deadline kaldte skiftevis Sverigesdemokraterne for indvandringsfjendtlige og fremmedfjendtlige.

   Sverigesdemokraterne vil mig bekendt bremse indvandringen af islamister. Er det det samme som at være fremmedfjendtlig? Er det et uanstændigt mål? Man kunne vel med større ret kalde det et humant mål. Eftersom visse islamister netop har indrømmet, at de ville sprænge Jyllands-Postens hovedsæde  i København i luften og smide journalisternes afhuggede hoveder ned på Rådhuspladsen.

   I samme Deadline-udsendelse blev ordene  fremmedfjendtlig og højreekstremistisk brugt i flæng. DR-journalisten fastslog, at svenske højreekstremister har begået flere mord. Han mente også, at Sverigesdemokraternes fremgang måske kunne tage luften ud af nazisterne.

  Jeg ville stemme på Sverigesdemokraterne, hvis jeg boede i Sverige. Jeg er altså nært beslægtet med nazisterne, og en mulig morder.

   Deadline har med andre ord stemplet mig som højreekstremist, skønt jeg ikke politisk ligger til højre, snarere lidt til venstre. Jeg var socialdemokrat i 49 år, indtil jeg syntes, at nu kunne det være nok med Aukens, Ritts og Lykketofts regimente.

   Deadline-udsendelsen var ikke et forsøg på at oplyse om Sverigesdemokraterne, men på at fordømme dem.

   I tv-avisen er der i de sidste par år kommet en mere fair behandling af os, der sætter ytringsfriheden højt og opfatter islamismen som en forbrydelse mod menneskeheden. Men rundt omkring i DR-byen findes åbenbart stadig personer der opfatter os islam-kritikere som så uanstændige, at vi må på genopdragelseslejr ved hjælp af DR’s mikrofon og kamera.

For et års tid siden blev en hidtil ukendt kvinde kendt i Sverige for sit nedladende syn på Danmark. Lena Sundstrøm hedder hun.  Hun har skrevet en bog om det Danmark, der eksisterer uden for intelligentsiaens rækkevidde. Vi udgør omkring 90 procent af danskerne. Vi er det pinlige Danmark. Hun blev selvfølgelig straks inviteret i Deadline. Med moderlig bekymring så hun på et Danmark, der er så uanstændigt at det modsætter sig at blive omformet til et arabisk sheikdømme.

   Intervieweren spurgte Lena Sundstrøm, om det da ikke var godt, at vi havde en åben debat i Danmark. Hun svarede med et modspørgsmål.  Jamen havde den åbne danske debat da medført at Dansk Folkeparti var skrumpet ind?  Dansk Folkepartis tilbagegang var for hende det eneste succeskriterium for en åben debat. Det logiske spørgsmål, hvorfor det da var så galt, at danskere stemte på DF, stillede DR-journalisten ikke.

   Efter sin indsats har Lene Sundstrøm erobret positionen i svensk tv som en af de fire, der uundgåeligt udspørges som eksperter i danske forhold. De tre andre er Drude Dahlerup, Carsten Jensen og Lars Dencik fra Ruc. Den sidste mener ligefrem at Danmark er en sygdom. Alle fire holder af Enhedslistens og Uffe Ellemanns Danmark, men afskyr det åbenhjertige, folkelige Danmark.

   Men dette foregår i Sveriges Radio. Det kan vi ikke blande os i. Ud over at fortælle lederne i Sveriges Radio, at de bliver misinformeret af de fire falske ”eksperter”.

En fredelig hollandsk familie, jeg kender, fortæller mig, at langt de fleste hollændere i dag står bag Geert Wilders. For ikke længe siden var han i Deadline. Deadlines journalist viste allerede ved sit forstenede kropssprog, at her var kommet en mand i studiet, som almenheden måtte tage afstand fra. Han udspurgte ikke Wilders, samtalede ikke med ham, men forhørte ham med gravmine. Det samme spørgsmål blev gentaget flere gange, som en forhørsleder gør, når han står over for en forbryder af værste skuffe.

   På samme måde blev manuskriptforfatteren og filmskolelæreren Mogens Rukov præsenteret, da han var i DR’s ”Premiere” for nylig. DR’s stemme proklamerede: Mogens Rukov er berygtet for sine højreorienterede politiske synspunkter.

   Mig bekendt har Mogens Rukov ikke højreorienterede synspunkter. Med mindre DR’s filmredaktion da mener, at man er højreorienteret, når man finder det umenneskeligt, at  kvinder stenes og homoseksuelle hænges i gaderne, som det foregår i islamiske lande. Disse islamiske forbrydelser mod menneskeheden har Mogens Rukov, vredladent og velorienteret, vendt sig imod. Hans egentlige forbrydelse er, at han har talt den magthavende intelligentsia midt imod.

   Kunne man forestille sig, at von Trier blev præsenteret i Danmarks Radio som en der var ”berygtet for sine venstreorienterede synspunkter”?  Nej, vel. Og da den kendte islam-professor Tariq Ramadan var i Deadline forleden, blev han heller ikke præsenteret som ”den kendte løgnhals Ramadan”, skønt forskeren Tina Magaard har dokumenteret, at han siger et om islam, når han taler til sine muslimske brødre, noget andet, når han taler i vestlige medier.

   Rukov er ligesom Geert Wilders af de fleste avislæsere beundret for sit mod som debattør. Men for DR’s folk er han altså berygtet. Det er det samme med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Dem kaldte DR forleden for ”de famøse tegninger”.

   Kære frøken journalist! De tegninger er sgunte ”famøse”. De er humoristiske og et forsvarsberedskab for ytringsfriheden.

   Min kone, som er et alt for overbærende væsen – hvilket hun mener jeg skal være glad for -   foreslår, at DR’s famøse og berygtede udtalelser ikke er forsøg på at manipulere seerne og lytterne, men skyldes sproglig armod. Folk inde i DR aner ikke hvad ”berygtet” og ”famøs” betyder.

   Men det er jo i så  fald heller ikke så godt.

   Jeg skriver ikke dette for at sætte specielt Deadline i skammekrogen. Deadline har faktisk også medarbejdere, der ønsker at leve op til radiolovens krav om upartiskhed.

Slår man i sin fortvivlelse over på radioens P 1, får man også dér at vide, at vi, der foretrækker én national kultur i hvert land, er nogle afskum. Ganske vist udgør vi sådan ca. 80 procent af befolkningen. Men så meget desto større er DR’s opgave med at rive os ud af vores syndighed.

   Jeg griber ned i bunken af P 1-besværgelser mod os uanstændige. I ”Orientering” kaldes Svejts’ nationalparti for ”fremmedfjendsk”.  Men er et parti fremmedfjendsk, fordi det ikke vil have minareter opført i sit land? Nej til minareter er vel ikke et nej til fremmede, men et nej til at islams aggressive ideologi får et endnu stærkere fodfæste i Europa.

   I en samtale-udsendelse med lytterne omtaler en lytter Carsten Jensen som venstreorienteret. Men bliver korrekset af programlederen, der siger: nej, Carsten Jensen er bare en ”anstændig borgerlig”.

   Borgerlige kritikere af islam, som f.eks. Naser Khader eller Hirsi Ali, er med andre ord uanstændige.

   På den måde, udsendelse efter udsendelse, bakser Danmarks Radio med at få den genstridige befolkning på plads. Selv om man ikke kan beundre hensigten, må man beundre ihærdigheden. Kritiske synspunkter på islam beskyldes for at mangle rummelighed og for at være populistiske. Intelligente islam-kritikere – ud over DF’s fem-seks topfolk – bliver sjældent inviteret i studiet.

Resultatet er at den størstedel af befolkningen, der ikke ønsker mere muslimsk indvandring, gennemgående føler sig irettesat, når de åbner for DR’s radio og tv. I en situation, hvor alle mediers, også DR’s, fremtid er i spil, er det livsfarligt for DR på den måde at skubbe hovedparten af befolkningen fra sig. Vi, der holder af Danmarks Radio og forsvarer institutionen, kan jo godt tabe pusten, hvis vores hæderlige synspunkter idelig dæmoniseres  af  DR’s hårdnakker.

   Og hvad endnu værre er: DR fyrer op under den hadefulde opsplitning af danskerne, som den muslimske indvandring har skabt. Folket siger nej til forandring af dansk væremåde i islamisk retning. Men en lille intelligentsia, kulturkliken, ønsker at give efter for det islamiske pres på ytringsfriheden, ligheden og demokratiet.

   Dette lille mindretal – medieoverklassen med folk som Uffe Ellemann, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden i spidsen – dominerer desværre Danmarks Radio. Deres indstilling har en vægt i DR’s programmer, der er helt ude af proportion med deres vægt i befolkningen. Men DR skal huske, at det er folket der ejer DR. Hverken medarbejderne eller intelligentsiaen.

   Islams fremtrængen i Danmark har delt Danmark i to og skabt et had danskere imellem, der ikke er set siden besættelsen. DR skulle bidrage til at formindske den uforsonlige tone. Først og fremmest ved at beskrive begge holdninger set med parternes egne briller. Og ved at dele sol og vind lige mellem de stridende parter. Så debattørerne kan koncentrere sig om debatten. Og så at vi islam-kritikere ikke nødsages til at bruge vore kræfter på mediernes forvrængning af vore motiver.

   Folk vil oplyses, ikke opdrages af Danmarks Radio.

Den 9. april er en pinlig affære for alle danskere.

Selvfølgelig skulle vi ikke have givet os ud i en egentlig krig med nazitroppernes hensynsløse overmagt. Men vi kunne da have undladt episoder som den i Slagelse, hvor den danske garnisons kommandant kom den tyske oberst i møde og overgav sig som krigsfange. Tyskeren sagde venligt, at sådan skulle den tyske opmarch da ikke forstås. Hvorefter den danske kommandant og den tyske officer skulder ved skulder skridtede fronten af foran de måbende danske soldater.

Og Middelgrundsfortet kunne vel også have skudt et par huller i det tyske troppetransportskib Hansestadt Danzig, i stedet for at lade det sejle uskadt forbi og lægge uantastet til ved Langelinjekajen. Lidt artilleriild fra havnen havde vel vækket dem nede på Kastellet, så de havde kunnet forsvare hærens hovedkvarter et par timer.

Den 9. april viser forskellen på at være målbevidst og være rådvild. Den danske rådvildhed begyndte i regeringen. Men overblikket, viljen, dygtigheden manglede også i forsvaret. Det lugter langt væk af ”Matador”, når hærens general Prior ville flytte kong Christian op til Høvelte kaserne og fortsætte kampen mod tyskerne derfra.

Den danske admiral med det tyske navn Rechnitzer var naivist af Seidenfadenske dimensioner. Han troede på hvad Hitlers admiral Raeder engang havde sagt til ham, at tyskerne skam ikke havde nogen onde hensigter med Danmark.

Selvfølgelig var det en æggedans at gøre modstand mod Hitlers gale ambitioner. Og det lå øverst i alle danske politikeres bevidsthed, at det i 1940 kun var tyve år siden grænsen ikke lå ved Tønder, men bare lidt syd for Kolding.

Regeringens rådvildhed gik igen hos dele af befolkningen. Lise Nørgaard har fortalt, at pæne fruer på Gl. Strand gik ud på gaden og serverede kaffe og kage for de tyske soldater.

Formanden for Politikens bestyrelse, Erik Scavenius, havde været Danmark en dygtig udenrigsminister under 1. Verdenskrig. Men nu bildte han sig ind, at det nye Tyskland – under en desperat ganster-fører - var uovervindelig. Hans opfattelse fik sat et kainsmærke på Politiken, da han den 27. april 1940 gav Politiken ordre til at skrive en leder om Tysklands overfald på Danmark. Lederen underlægger sig den tyske propagandas forklaring, at tyskerne kun besatte os, for at komme englænderne i forkøbet. Lederen slutter med de berømte ord: ”Churchill er en farlig mand.”

I disse år gentager spillet sig. Den store fredsmægler Tøger Seidenfaden bøjer nakken for en ny barbarisk ideologi, den ekstreme islam, og undskylder, at Politiken har bragt Kurt Westergaards tegning af den gamle stratenrøver Muhammed med bomben skjult i turbanen.

Hvor Scavenius undsagde Churchill, undsiger Seidenfaden Westergaard. Uden Churchill havde vi ikke levet i en nogenlunde fri verden i dag. Uden at mange gør som Kurt Westergaard og holder fast i vores ytringsfrihed, og uden at der er aviser der tør trykke den forløsende humor, lever vi ikke i et frit samfund om 50 år.

Tilsyneladende er der altid en fanatisk ideologi, katolicisme, nazisme, kommunisme, islamisme, der vil baste og binde os. Og der er åbenbart altid svage sjæle – også nogle med høje stillinger og høj intelligens – der vil bøje sig i støvet for de vanvittige. I 1940 som i 2010.

Den 9. april 1940 var en rigtig møgdag. Men den vaccinerede os mod at give efter for labaner. Der er nogen der trænger til at blive genvaccineret.