Avisartikler 2009, 1. kvartal

En af tv-avisens dygtigste og mest sympatiske journalister, Steffen Kretz, var i sidste uge draget til Mauretanien.

   Ved du hvor Mauretanien ligger? Jeg måtte lige hen til reolen og have skoleatlasset frem. Det ligger i den sydlige del af Sahara ud mod Atlanterhavet. Der er tørt og hedt. Sikkert ikke noget rart sted at være, hvis man skal opholde sig udendørs. Befolkningen er blandet, sort, arabisk, berbisk. Den islamiske fundamentalisme, sharia – med bl.a. stening af kvinder – blev indført i 1980.

   Kretz var taget ned til dette gudsforgående sted for at fortælle om de sorte, unge mænd, der prøver at udvandre til Europa. Mange af dem omkommer på turen nordpå. Og det er da heller ikke det værste, der kan ske dem, siger de selv.  

   Hvorfor er livet i Mauretanien så forbandet, at døden er at foretrække?

   Det er klimaet, siger Kretz. Det regner ikke så meget som før. Og hvem er mon skyld i det? Rigtig gættet! Det er os vesterlændinge, dig og mig, og alle, der spiser store bøffer, så køerne står og prutter CO2 ud i luften. Kretz stod og fortalte os det med den forstenede vrede han magter som få, og lod skyldbyrden tynge seerne til jorden. Selvhadet sivede ikke, det bogstavelig talt sprøjtede ud af tv-skærmen. Det omsiggribende, politisk korrekte selvhad, der fik os til at forstå, at Steffen Kretz var en udsending fra ondskabens imperium.
 
  

    Men! Da jeg var sprøjtet godt til af dårlig samvittighed, dukkede et spørgsmål op: Fordi det bliver en halv grad varmere på Grønland, holder det så op med at regne i Mauretanien?

   Jeg slog op i Lademanns udmærkede leksikon. Det er fra 1985. Her stod der, at der var tørke i Mauretanien. Det er åbenbart en gammel historie med den tørke. Ja, måske var der også tørke i Mauretanien på Holbergs tid.

   I det 24 år gamle leksikon stod der også, at der i 1985 levede 1,8 mil. mennesker i Mauretanien. I dag lever der 3,2 mil. Der er altså sket en fordobling af befolkningstallet på 25 – 30 år. Hvis danskerne havde gjort det samme, havde vi i dag været 10 mil. Og alle danskere havde næppe haft den velstand de har.

   Mauretanien har altså – på trods af tørken – haft en befolkningseksplosion. Kunne det ikke tænkes, at fattigdommen hænger nok så meget sammen med denne rasende befolkningstilvækst? Mauretanien skal producere dobbelt så meget mad, tøj, huse som for 30 år siden.

   Andre lande i regionen har haft samme eksplosive befolkningsvækst. Tyrkiet havde 20 mil. indbyggere i 1955. I dag er der over 70 mil. Ægypten er vokset fra 29,4 mil. i 1965 til over 80 mil. i dag. Noget tilsvarende gælder Irak, Algeriet, Saudi-Arabien m.fl.

   Hvorfor retter tv og radio  så sjældent kritiske blikke på disse vanvittige befolkningsforøgelser, når det dog er indlysende, at det frem for noget er dem, der skaber elendigheden i disse lande? Det er derfor sorte muslimer fra Sahara sætter livet på spil for at få en anden slags liv i Spanien – eller i Herning. Selv om det må være en kold tyrker for en hed mauretanier at komme til den jyske slette i marts.

   Mauretanien er sikkert et ret slemt sted at leve. Men det er ikke i første række danskernes skyld, eller amerikanernes. Det er en skyld mauretanierne selv må dele med Afrikas påholdne regngud.
 

Der var bal bagefter.  Det syntes Ole på otte år var kedeligt.  Jeg dansede en enkelt dans med min mor.  Men teaterstykket oppe på scenen lod jeg mig suge ind i, disse mærkelige mennesker med snart forsømt, snart blussende kærlighed.  Zangenbergs Teaterselskab stod for løjerne.

Stedet var Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade i København.  Den berømte sal, hvor Lenin og Stauning og Tysklands første præsident, Friedrich Ebert, havde optrådt.  Jeg sad foran et kæmpemæssigt vægspejl med hagen på messingstangen og alle stolerækkerne med publikum i mørket foran mig.

Sådan tilbragte jeg adskillige lørdag aftener om vinteren under besættelsen.  For min far og mor var i ledelsen af Arbejdernes Radioklub.  Radioklubberne rundt i landet var i 1940erne og 1950erne meget store organisationer.  Arbejdernes Radioklubber havde omkring 200.000 medlemmer.  Var man medlem af Socialdemokratiet, var man som regel også medlem af en af radioklubberne.

 Min far var nu mere forretningsmand end organisationsmand.  Som forretningsfører for Arako Radio producerede og solgte han radioer – uden for den privatkapitalistiske sfære.  Socialdemokraterne ville selv producere de radioer ”den arbejdende befolkning” skulle bruge.  Arako producerede i min fars tid omkring 30.000 radioapparater.  Soliditet var min fars nøgleord.  Han var sådan set en beskeden udgave af Kaj Holger fra Bella i DR´s serie ”Krøniken”.  Det kan man læse om i radiohistorikeren Bjarne Dahlin Nielsens bog ”Bella og alle de andre”.

Socialdemokraterne havde oprettet disse radioklubber og Arako Radio, fordi Statsradiofonien i 20erne og 30erne var ledet af to højborgerlige herrer.  Kammerherre Lerche var formand for Radiorådet, og kammersanger Emil Holm var Kenneth Plummers forgænger som generaldirektør.  Fremtidens erobrere, arbejderne, ville også have et ord at skulle sige i radioen, og radioloven var lavet sådan, at man fik medlemmer i Radiorådet i forhold til, hvor mange medlemmer radioklubberne havde.

Det var altså de mange smede, butiksmedhjælpere, ølkuske, der lørdag aften sad på stolerækkerne foran mig, som indirekte var med til at styre Statsradiofonien.

Bestyrelsen for Arbejdernes Radioklub holdt ofte aftenmøder hjemme i vores stue.  Ikke altid til min fornøjelse, for et af bestyrelsesmedlemmerne var cigarhandler.  Så de røg cigarer og røgen sved i mine øjne.  Så jeg måtte gang på gang ud i badeværelset og pøse vand i øjnene.

Nu sidder jeg så selv i DR´s bestyrelse og sender et kammeratligt nik til disse min barndoms voksne venner.  De havde ikke mere end syv års skolegang.  Men de var ikke i tvivl om, hvad de ville med Statsradiofonien.  De ville højne.  Det er et ord, vi er blevet for blaserte til at tage i vores mund i dag.  Men det var det, de gamle pionerer ville.  Højne standarden.  Ved at arbejdsmanden såvel som grossereren fik de bedste sangere og musikere, den bedste salonmusik, de bedste råd til husmoderen at høre i radioen.

Selvfølgelig skulle radioen også være sjov, men den skulle holde en standard, sætte en standard.  Ord, som dem der i de seneste dage har stået på dr.dk, at den unge X-faktor vinder Martin ” er en lort på to ben”, ville være utænkelige for dem. Næh, radioen skulle være det bedste af det bedste,  Aksel Schiøtz, Poul Reumert, Clara Pontoppidan. Gøgl, fjas, og dilettanthalløj kunne man kaste sig ud i på Bakken eller i forsamlingshusene.

Disse arbejdere fra Arbejdernes Radioklub havde ikke hørt Beethovens 9. symfoni eller Holbergs ”Jeppe på Bjerget” før.  Det gjorde de nu.  Selvfølgelig skulle Statsradiofonien ikke være en bedemandsbutik, der skulle også være plads til en Osvald Helmuth og en Max Hansen og til en hyggelig familieserie som ”Familien Hansen”.

Denne indstilling vandrede fra både Arbejdernes Radioklub og det borgerlige modstykke Kristelig Lytterforening over i Statsradiofoniens ledelse.  Statsradiofonien var til for at sætte kulturens standard op for alle i kongeriget.  Gad vide, hvad disse hedengangne pionerer ville sige til X-faktor med dens blanding af sangglæde og følelsesporno.

Årene går. Ingrid og Lillebror bliver til Kaj og Andrea, der bliver til Bamse og Kylling.  Den livlige ungdomsprogramvært Poul Nesgaard bliver til den succesfulde filmskolerektor, og Jørgen Mylius bliver til Jørgen de Mylius.

Statsradiofonien bliver til DR.  Generaldirektør følger efter generaldirektør.  Hans Sølvhøj husker mange.  Han var højt begavet og Danmarks morsomste foredragsholder.  Vi gør holdt ved Christian Nissen.  Det er jo bl.a.hans fortjeneste/skyld, at vi nu har DR-byen på Amager.  Er det under denne superdjøffers ledelse, at det med at højne glider i baggrunden?  Eller er det tidsånden, der ændrer sig?

Det var især under Christian Nissen, at folk, der ved lidt om alting, afløste de fagkyndige medarbejdere.  Vel kan fagmedarbejdere blive for ensporede, men folk, der ikke ved noget rigtigt om en sag, kan heller ikke spørge ind til sagens kerne og få et interview til at funkle.  Respekt for faglighed er en forudsætning for kvalitet i en kulturinstitution. Jeg synes, DR igen skal kunne lokke hemmeligheder ud af landets bedste hoveder og bedste kunstnere.  Og inden for billedkunst arkitektur, litteratur og andre kunstarter sker det kun, hvis intervieweren har forstand på sitområde.  DR skal ikke gå efter det moderigtige, men efter det holdbare.
 
  

Et lille eksempel.  Engang var det en af vore bedste lyrikere, Ove Abildgaard, der tog sig af DR´s lyrikudsendelser.  Han afløstes af en anden lige så god digter, Jørgen Gustava Brandt.  Hvor er deres efterfølger?  Hvor er overhovedet lyrikken i DR´s programmer?  Måske er der ikke så mange, der lytter til lyrik, men lyrik hører med, hvis man skal højne en kultur. 

Litteraturoplæsningerne er blevet helt væk.  Vi er mange, der har lært at elske litteraturen og tale det danske sprog ved at høre en Elith Pio, en Henning Jensen, en Birgitte Price, en Ghita Nørby læse nutidige og klassiske historier højt i radioen.  Det må vi have genindført.  Der er ikke andre stationer end DR til at holde dansk litteratur i hævd.

Til gengæld synes jeg, at den klassiske musik har stået distancen lige meget, hvordan tidsånden har været.  Radiosymfoniorkestret og korene har været DR´s arvesølv.  Nå ja, vil man måske sige, Brahms og Dvorac og Carl Nielsen er ikke sådan at komme uden om.  Men det er H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher vel heller ikke, og de er som sagt forsvundet.  Det er et svigt fra DR´s side.  Vi burde hver eneste uge kunne høre et eventyr eller et digt af H.C. Andersen i radioen.  Han er vores nationaldigter og en fuldkommen sprogmester.  Vi burde kunne høre hans eventyr lige så ofte, som vi hører vores nationalkomponist Carl Nielsen.

Et af de første emner, jeg tog op i DR-bestyrelsen, var sproget i DR.  Dels det uklare sprog og dels amerikaniseringen.

 Hvem kan høre alt, hvad skuespillerne siger i  DR´s ellers vellykkede søndagsserier som ”Forbrydelsen”, ”Forestillinger”, ”Sommer” og ”Livvagterne”?    Og nogle DR-medarbejdere synes at være ved at få en arbejdsskade på grund af hurtigsnak.   ”Storkereden” udtales som ”Storreden”, og nogle ord forsvinder helt. Nordmænd og svenskere kan udmærket forstå et tydelig talt dansk.  Men de forstår ikke meget af det dansk, som den ellers dygtige skuespiller Mads Mikkelsen taler i dag. Kritikken fra bestyrelsen faldt sammen  med, at sprogbevidste DR-medarbejdere og sprogprofessor Peder Skyum-Nielsen råbte vagt i gevær.  Nu har DR fået ansat en særlig sprogredaktør, Martin Kristiansen, ham venter vi os meget af.

Og amerikansk er åbenbart bedre end dansk.  Hvorfor har så mange programmer engelske titler?  Er det at lægge særlig vægt på dansk, som DR er forpligtet til at gøre?  Det ville også hæve kvaliteten i DR, hvis der f. eks. blev vist flere film fra andre lande end USA.   

DR skal ikke jagte seere for enhver pris.  dr.dk, altså nettet, konkurrerer nationalt og lokalt med aviserne, der ikke modtager licenspenge.  Og er landet som helhed tjent med, at DR slår aviserne af marken, så DR på en måde generobrer fortidens monopol?  Vi er ikke derhenne endnu, men jeg synes, at vi skal tænke os om og se på mediehelheden.

DR´s succes skal ikke måles på seertallene alene. Den skal også måles på, at vi synes, at DR viser os det danske landskab, det danske sprog, den danske kultur på en måde, så vi gribes af det og holder af det.  Nutid, men også fortid.  Kim Larsen og Per Nørgaard, men også Niels W. Gade. Spiller vi ikke Hornemann, Kuhlau og Lange-Müller i DR, bliver de ikke spillet nogen steder i verden

DR har magten til at løfte vores nationale skatte op i lyset.  De åndelige skatte, der bliver til nu.  Men også dem vore forfædre skabte.  Den magt skal bruges med kærlighed og klogskab.

Gør DR det, synes jeg ikke, DR skal gå og ryste i bukserne, hvis seertallene ikke altid er i top.  Jeg tror ikke, at nogen regering og noget folketing kan finde på at lukke DR.  Så vil de forråde hele den danske kultur.  Så måtte de snarere vælge at udskifte DR`s ledelse og bestyrelse.

Nå, men det er ikke små seertal, der er problemet i dag.

Hvad jeg vil arbejde for i DR`s bestyrelse, spurgte kronikredaktøren.

Mere alsidighed, mere kvalitet, mere dansk sprog og kultur.  Huske, hvad det var radioklubben arrangerede bal i Rømersgade for – at højne.
 

Salen var som et feslot at træde ind i. Et orgie af lys, og dog dæmpet af de elegante armaturer foran på balkonerne. Grønlandsk marmor udvendig, og indvendig parketgulve der skinnede som spejle. De brede lænestole lyste som sand på en sommerstrand og var at dufte til og sidde i som kejserens tronstol i H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”.

  Det var indvielseskoncerten i Radiohusets nye koncertsal. Året var 1945. Jeg var 10 år gammel og i det matrostøj, jeg endnu ikke syntes var for barnligt at have på. Jeg kendte flere af dem der var til stede denne aften. For de var fars og mors venner fra Arbejdernes Radioklub. Sadelmageren, cigarhandleren, kontorassistenten med hareskåret fra sygekassen ”Fremad”.

   Symfonierne der blev spillet denne aften fæstnede jeg mig ikke ved. Men det var uforglemmeligt, da en af besættelsens helte, den næsten guddommelige Kong Christian den Tiende blev kørt ind i kongelogen i sin rullestol. Så vidt jeg husker bar vi alle Kongemærket, lige fra sadelmageren til lille Ole. Uanset hvor socialdemokratisk vennekredsen fra Arbejdernes Radioklub var.

   Jeg havde hørt meget om den koncertsal i sidste del af besættelsen. I Arbejdernes Radioklub vidste man udmærket, at ”vores” radiorådsformand, Julius Bomholt, havde undladt at færdiggøre byggeriet under påskud af materialemangel. Det var jo en meget sandsynlig begrundelse under krigen.

   Men den virkelige årsag var, at Radiorådet havde standset byggeriet, fordi de forudså, at Brøndum-banden eller en anden bande nazi-terrorister ville sprænge en fuldført koncertsal, Statsradiofoniens nye perle,  i luften. For at hævne sig over, at ”vi” lavede sabotager og holdt med englænderne. Først her for ganske nylig erfarede jeg, at alt det finske træ til byggeriet på bygherrens ordre var flyttet til en fjern oplagringsplads i Sønderjylland.  Bomholt eller den daværende generaldirkeltør, F.E. Jensen, har været snarrådige folk.

   Det var også først efter krigen, at jeg blev klar over, at min far som leder af det kooperative radiofirma Arako opbevarede dele af Statsradiofoniens arkiv i sin radioforretning i Rosenørns Alle over for Radiohuset. For at tyskerne ikke skulle hugge det og misbruge oplysningerne.

   Det var ikke uvant for mig at være til højtidelig fest med sadelmageren, cigarhandleren, kontormanden med hareskåret og min far. De udgjorde festudvalget i Arbejdernes Radioklub. Én gang om året iførte disse herrer sig kjole og hvidt. Formentlig var det kun denne ene dag om året, de havde brug for deres kjolesæt. Det var ikke et, de lånte. De havde anskaffet det i dyre domme. Til denne ene søndag i marts, til Arbejdernes Radioklubs Stiftelsesfest. Som i min barndom hed 25 års Stiftelsesfest, 26 års, 27 års…

   Sadelmageren var formand. Vinteren igennem arrangerede han og de andre teateraftener og bal bagefter i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade. Men det var Stiftelsesfesten, der var årets højdepunkt. Den fandt sted i Odd Fellow Palæet. Sadelmageren og hans festudvalg kom ikke med hatten i hånden til borgerlighedens højborg i Kongens fornemme Bredgadekvarter. De samlede mageligt et publikum på 2000 - andre sadelmagere, bundtmagere, gartnermedhjælpere, butiksassistenter, smede. Dette talrige publikum ankom ikke til Palæet i kjole og hvidt. Men jeg tror, de menige medlemmer af Arbejdernes Radioklub satte pris på, at deres ledende klassefæller præsenterede sig  i fornemste udstyr. Så var de lige så fine som de optrædende på scenen, solister som Osvald Helmuth, tenoren Stefan Islandi, violinisten Wandy Tworek. Dyre herrer. Men det var ingen sag for festudvalget at betale de fyrstelige gager. Der var mange til at dele udgiften og nyde artisterne.

 Stiftelsesfestens højdepunkt var festtalen. I 30’erne havde blandt andet Stauning holdt den. Da jeg var dreng efter befrielsen, var det Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Hartvig Frisch, Julius Bomholt, der fra den forgyldte talerstol i Palæets store sal sagde ordene om arbejdernes ligeret til at høres i radio og fjernsyn. Og om Statsradiofoniens betydning for at højne kulturen for alle borgere i landet. Musikalsk med Torsdagskoncerterne, teatermæssigt med hørespillene, hvor både Shakespeare og Holberg var på repertoiret. Og litterært med Mogens Wieths, Bodil Kjers, Poul Reumerts, Karin Nellemoses oplæsninger.

Kristelig Lytterforening var det borgerlige modstykke til Arbejdernes Radioforbund. Men Kristelig Lytterforening koncentrerede sig så meget om at holde bandeordene og seksualiteten i ave i programmerne, at Arbejdernes Radioforbund fik ret fri bane til at tage hånd om det politiske. Både radiorådsformand til 1953, Julius Bomholt, og hans efterfølger Peder Nørgaard sørgede dog diplomatisk for, at de borgerlige partier også fik deres del af lammestegen både hvad udsendelser og medarbejdere angik, så Ole Bjørn Kraft, Hakon Stangerup, Erik Eriksen, og hvad koryfæerne hed dengang, ikke følte nogen påtrængende nødvendighed for at gå i krig med Danmarks Radios fredsommelige socialdemokrater.  De borgerlige har jo aldrig taget kulturpolitikken alvorligt.

Der verserer en historie om, hvordan de socialdemokratiske radioledere dog engang imellem kunne udvise en snedig politisk praksis. Radiorådets næstformand, den højtbegavede, men også højst forfængelige Hakon Stangerup elskede at modtage ordener, ikke mindst af kong Frederik den Niende. Nu havde Hakon Stangerup bedrevet en lidt for venskabelig omgang med tyske honoratiores i besættelsens første år. Senere blev Stangerup lidt af en frihedskæmper og hjalp jøder til Sverige.  Men da var ulykken jo sket. Når socialdemokraterne havde brug for Stangerups konservative stemme i en vigtig sag i Radiorådet, antydede de derfor at kommandørkorset var på vej til den længselsfulde. Men at kongen trak sagen i langdrag på grund af det der grumseri fra krigens tid. Den socialdemokratiske regering skulle dog nok prøve at overtale kongen. Eftersætningen ”hvis Stangerup nu stemte med sosserne”, behøvede man slet ikke at sige højt til en så højt begavet mand som Stangerup.
 
  

I dag har man svært ved at forestille sig, hvor stor en betydning disse førende radiorådspolitikere spillede i det offentlige liv. Det hang sammen med, at det dengang var Radiorådet, der bestemte mest i Danmarks Radio. Hovedparten af Radiorådet blev udpeget af lytterforeningerne i forhold til deres medlemstal. Og det var ikke lille.  På sin højde i 50erne var der over 200.000 medlemmer i Arbejdernes Radioklubber. En gang i 50’erne var der en vældig kampagne blandt arbejderne for at få dem til at melde sig ind i den lokale Arbejdernes Radioklub.  Derved blev medlemstallet så stort, at Arbejdernes Radioforbund  nu kunne udpege tre til Radiorådet, mens de kristelige fortsat måtte nøjes med to.

   I den socialdemokratiske storhedstid i 50’erne under statsministrene H.C. Hansen og Viggo Kampmann blev DR ledet med myndig og smidig hånd af Peder Nørgaard. Han var en stor mand i partiet. En dygtig administrator, direktør for det kooperative bryggeri Stjernen.  Et stykke af en storborger, ven med Kong Frederik den Niende.  Han afskyede seksuelle moderniteter af PH-slagsen og kunne altså i det stykke samtykke med Kristelig Lytterforening.  Han boede dør om dør med H.C. Hansen i Pamperstiftelsen på Østerbrogade. Så i Peders tid var der en lige linje fra radioen til regeringens og Socialdemokratiets top.

En af de faste talere ved Stiftelsesfesterne var Ernst Christiansen, formand for Arbejdernes Radioklub i København.  Han havde grundlagt Kommunistpartiet i 1919, var vendt tilbage til Socialdemokratiet i 1930.  Nu efter sin brølende ungdom i revolutionsperioden efter Første Verdenskrig var han blevet en rigtig Biedermeyer-socialdemokrat, foragtet og latterliggjort af DKP under Aksel Larsen.  Han havde slået sig på radiopolitik og blev medlem af Radiorådet i 1940.  På grund af sin store viden var han nok den mand fra Radiorådet, der betemte mest i Statsradiofonien, indtil han i 1955 blev viceudenrigsminister under H.C. Hansen.

Da det var sadelmageren og hans festudvalg der skaffede radioklubben de mange medlemmer, kan man godt sige, at det var sadelmageren og hans kammesjukker i kjole og hvidt, der sørgede for at Peder Nørgård, Ernst Christiansen og de andre mandariner kunne sidde på deres taburetter i Radiorådet.

Vi unge socialdemokrater i 50erne og 60erne syntes disse halvrøde mediekonger fra Methusalems tid var nogle bornerte småborgere. Selv var jeg langt mere på bølgelængde med deres modstander, PH.  Det var de yngre socialdemokrater også f. eks. de senere kulturministre Niels Matthiasen og Hans Sølvhøj og de senere ministre Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og Knud Heinesen.

Gennem min far og mor var jeg knyttet til de gamle ronkedorer.  Personligt var jeg i gang med at formulere en helt anden frihedspolitik ( min første bog hedder ”Tør du være fri?”), inspireret af bl.a. PH.  Jeg havde altså sympatier i begge lejre.  Det var mig aldrig fremmed,  at  Peder Nørgaard-Ernst Christiansen-holdningen havde folkets tilslutning.  Og alt var såmænd heller ikke så ensidigt i ronkedorernes tid.  Der var i de år plads i DR til både en politisk korrekt dygtighed som Niels-Jørgen Kaiser og en politisk ukorrekt kapacitet som Volmer Sørensen.

Der er en ting ved DR, vi altid skal huske. Det er det danske folk, ikke et politisk parti, ikke Dansk Magisterforening, Danmarks Journalistforbund eller DJØF, der ejer og betaler DR. Er det så ikke rimeligt at lyttere og seere gennem Radiorådet - nu bestyrelsen - har en smule at skulle have sagt? Så danskerne kan høre og se programmer, der siger dem noget. Og så de også ind imellem kan høre meninger, som de deler.

Som TV´s udvikling er gået, er det i de senere årtier journalisterne, der er kommet til at spille førsteviolin i DR. Som de rappe væsner journalisterne er, har de det med at blive grebet af de politiske kastevinde, der drager over landet. Derved kan afdelingerne i DR, måske hele DR?, godt gå hen og blive noget ensfarvet. Det er jo ikke længere Radiorådet, der ansætter medarbejderne i DR, det er især DRs journalister, der ansætter DR´s journalister. Det er nødvendigt for DR’s folkelige gunst og dermed for radio/TV -stationens eksistens, at der er en af journaliststanden og andre stande uafhængig instans i DR. Et organ, der kan tale ensretningen midt imod. Den myndighed bør bestyrelsen have. Den kan kun udøves, hvis bestyrelsen er klogt sammensat af regering og folketing.

Så kap ikke al indflydelsen fra de folkevalgte, men sørg for at folkets repræsentanter i DR’s bestyrelse magter at diskutere programmerne med generaldirektøren og hans embedsmænd på et fagligt forsvarligt plan. De politiske partier har for ofte besat radiorådsposterne med veltjente parti-genosser uden særlig interesse for radio og tv. Her taler jeg naturligvis ikke om min nuværende bestyrelseskollegaer!

   Mange mennesker tror, at faglighed på ledelsesposter består i at være jurist eller en anden slags djøffer. Men det gælder i hvert fald ikke i DR. Her er faglighed først og fremmest indsigt i kulturmiljøet og medieverdenen. 

Sandt at sige var disse Stiftelsesfester ikke min livret. Da jeg kom i 2. og 3. mellem (7. - 8. klasse) på Gl. Hellerups Gymnasium var min hovedinteresse at spille fodbold i B 93. Min træner var en, der dengang endnu var en legende som mellemkrigsårenes bedste landsholds-innerwing, Mikael Rohde. Det var ikke mit varmeste ønske at tilbringe en søndag eftermiddag med at sidde i Odd Fellow Palæet og høre Stefan Islandi synge Alfredos partier fra La Traviata, mens min far i kjole og hvidt og med ordonnans-emblem i knaphullet stæsede rundt i Palæet og fik det store arrangement til at klappe. Jeg ville hellere have en far der gik til fodbold.

Og nu, 63 år efter, indvier vi så DR-byens nye koncertsal. Statsradiofonien er for længst blevet til Danmarks Radio, men det er stadig folket, det danske, der ejer sin vigtigste radio/TV- station. Vi er ikke solgt til nogen amerikansk mediebaron.

Da jeg for to år siden indtrådte i bestyrelsen, var mange seere så oprevne over både kvaliteten og den politisk korrekte ensidighed i programmerne, at de opfordrede mig til at få stoppet byggeriet af koncertsalen eller få salen solgt. Det sagde jeg blankt nej til. Det danske folk skal i fællesskab have en DR, herunder en koncertsal, hele landet er stolt af. Det får vi nu igen. 

Lille Ole er i mellemtiden blevet til gamle Ole. Og i DR’s bestyrelse repræsenterer jeg ikke partiet der stod bag Stiftelsesfesterne i Odd Fellow Palæet. Men jeg prøver at repræsentere  vores danske kultur. Det gør man især ved at bruge den. Det gjorde sadelmageren, cigarhandleren og kontoristen med hareskåret, da de stod bag rejsningen af Radiohusets Koncertsal i befrielsesåret, og dermed kom til at udgøre det folkelige grundlag for efterkrigens store musikalske oplevelser. Launi Grøndahl.  Erik Tuxen. Thomas Jensen.  Sergui Celibidache.  Fritz Busch.  Malko.  Segerstam.  Blomstedt.   Dausgaard.

Den samme hengivenhed for europæisk kultur kan en ny generation nu udvise i en endnu smukkere koncertsal end den første. Lad os glemme trakasserierne om byggeriet og i stedet lytte til musikken og fryde os over, at Danmark er blevet et arkitektonisk mesterværk rigere.
 

Jeg har en ven der hedder Erik Nørgård. Han bor i et af Jørn Utzons guddommelige huse i Fredensborg.

Hvad kommer det nu dig ved, kære læser? Jo, måske kan du huske, at denne Erik Nørgårds hund var på forsiden af Ekstra Bladet for nogle måneder siden. Hunden fandt nemlig en ældre dame i nærheden af Nørgårds hus. Hun var faldet i et mosehul til halsen og blev kun reddet, fordi hunden gøede, så Erik Nørgårds kone fik tilkaldt hjælp.

Så kender du Erik Nørgård. Han er ingeniør og har bygget havne i Afrika og USA. I den skole, jeg gik i, lærte vi – uden at det blev sagt direkte -  at danskerne er lidt dygtigere end folk fra andre lande. Vi fik at vide, at Persien nok slet ikke havde jernbaner, hvis ikke danske ingeniører havde bygget dem hen over farlige slugter. Og hvilken anden skipper end Carlsen på det skæve skiv ville være blevet på sin synkende skude midt ude på Atlanten?

Erik Nørgård er sådan en dygtig dansker, verden ikke kan være foruden. Han har bl.a. bygget havneanlægi Cape Town og grænsebroen mellem Sydafrika og Namibia. Han har også bygget det højeste tårn i hele Afrika.

Jeg tænker på Erik Nørgård, når jeg sidder og ser X-factor her fredag aften. Det interessante ved X-factor er, at sangerne ikke kan synge. ( Der har været et par undtagelser. Dem ser vi bort fra. )

X-factors sangatleter ligner alle os andre med hensyn til stemmepragt. Der er bare den forskel, at de synger i tv i bedste sendetid. Vi andre gør det i badeværelset.

Jeg forstår godt, at folk der ikke kan synge, alligevel gerne vil. Jeg holder så meget af Beethovens 9, symfoni, at jeg selv engang satte mig for at synge symfoniens centrale korsang ( nu EU’s fædrelandssang! ). Da jeg havde hørt mig selv synge den på bånd, holdt jeg øjeblikkelig op med at forsøge.
 
  

Men det gør de ikke i X-factor.  Dilettanterne – eller skal vi være søde og sige amatørerne – stiller gladelig op foran kameraet og bjæffer og muher efter bedste evne. Og bliver derefter skamrost af denne sorte altmuligmand, Mr Blachmann. Noget må han jo sige for de 600.000 kr. han ifølge Ekstra Bladet bliver honoreret med.

Det samme gælder Vild med Dans. Hele Danmark går fra snøvsen, fordi en sværvægts-kuglestøder kan vrikke lidt med måsen i valsetakt. Og en sød statsminister-frue kan fremvise en krop, der tilsyneladende er gået uskadt igennem hundreder af officielle middage. Til lykke med det!

Ja, ja, hverken hun eller kuglestøderen danser dårligt. Men der er altså bare nogle håndfulde dansere, der har sat hele deres liv ind på at danse stjernerne ned af himmelrummet.

Amatørerne længe leve! Vi dyrker det jævne. Kan bedre lide at se på nogle der ike kan mere end os selv.

Breder denne amatørisme sig ikke fra tv-skærmen til andre dele af samfundet? Bliver man indlagt på et dansk hospital, er der en god chance for at man bliver smittet med streptokokker. At gøre ordentlig rent skulle dog være en enkel sag. De, der har forstand på lægeverdenen, siger at det danske sundhedsvæsen er tilbagestående i forhold til f.eks. Tyskland, Sverige og USA.

Har det noget at gøre med, at vi er blevet amatørernes paradis?  Djøf’ere – folk der ved lidt om regnskaber og organisation – bliver sat i spidsen for alt muligt, der i virkeligheden kræver fagkundskab.

Vi vil hellere hygge os med nogle begyndere end overgive os til dem der mestrer kunsterne. I aften skal vi så igen hygge os med, om Morten og Charlotte og Cecilie kan ramme tonen. De kan lide at synge, ligesom du og jeg. Og det er godt nok. Men hvorfor skal disse vaklende stemmer dog i tv? Så vil jeg hellere se Erik Nørgårds hund. 

Vi håner dem, der sætter alt ind på at kunne noget, ved ikke at bruge dem. Der er mange der kan synge sjælen ud af kroppen, så det gjalder i Ermelunden. Lad os få dem at høre i stedet for amatørerne.
 

Gitte Hænning er Danmarks kønne, evigunge ambassadør i Tyskland. På en gang drengefræk og fuld af lystig sødme. Hendes væsen er så dansk, at der gror bøgeskove i hendes viltre hår.

   Til sine danske landsmænd sagde hun forleden: ”Hvorfor er I så bange for de fremmede?” ( Ældresagens blad ”Nu” )

   Jeg spurgte mig selv: Bange? Er jeg bange for fremmede? Jeg boede engang  i Boston i to måneder sammen med min ven Kigundu fra Uganda. Vi var da ikke bange for hinanden.

    Nej, Gitte, historien om dine landsmænds modvilje mod muslimer begynder et andet sted.

   For tyve år siden gik jeg ned ad Vestervoldgade i København. En større demonstration med bannere og hele molevitten kom gående imod mig. Hvad var det for en fanget frihedskæmper, demonstrationen ville have løsladt? spurgte jeg mig selv. Da jeg kunne læse bannerne, stod der på dem: ”Dræb Salman Rushdie”.

   I interviewet siger du også, at Danmark er ”et gammelt land med gode værdier.” Se, en af disse gode værdier er, at vi ikke slår kunstnere som dig og Salman Rushddie ihjel, selv om de skriver eller synger noget, vi ikke bryder os om.

   Siden det demonstrationstog har jeg advaret imod at denne barbariske religion, islam,  med dens krav om verdensherredømmet får hjemsted her i landet.

   Ligesom de fleste andre danskere vil jeg ikke vide af en religion der dødsdømmer én, hvis man forlader den.

   Jeg vil ikke vide af en religion der hænger 16 års drenge, fordi de har spillet pik med hinanden, for nu at sige det bramfrit.

   Jeg vil ikke vide af en religion, i hvis navn kvinder bliver stenet ihjel, hvis de har haft en anden kæreste end deres mand. Jeg vil overhovedet ikke vide af en straf som stening.
 
  

   Er jeg så en bange fremmedhader?

   Nej, vi i Danmark sidder ikke og ryster i bukserne af angst for at muslimerne skal komme og tage os. Men vi afskyr intolerante, totalitære systemer som islam.

   Er der ikke noget godt i islam? kan du spørge.

   Jo, det er der sikkert. Det var der også i nazismen. Hitler afskaffede arbejdsløshed og gav de unge et rask fritidsliv i Hitlerjugend. Men det var det onde der havde overhånden.

   Vil den muslimske grønthandler nede på hjørnet stene sin utro hustru eller hænge Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, fordi han er bøsse?

   Nej, det tror jeg ikke. Men det er vel heller ikke computerspecialisten i Karachi der stener.I enhver ond ideologi er det kun fem eller ti procent af tilhængerne, hårdnakkerne, der går til yderligheder. Men  det er hårdnakkerne der bestemmer, når det kommer til stykket. I nazismen som i islam.

   Selvfølgelig kan vi håbe det aldrig kommer til stykket, og at muslimerne hen ad vejen bliver mere danske. Men det er der foreløbig ikke meget der tyder på.

   Derfor må vi sige nej til at dreje vores land  ind på den islamiske vej – omskæring, bederum, forbud mod leverpostej, øl, svinekød og ditten og datten. Et islamisk Danmark vil være et farvel til de gode værdier, du taler om, og et farvel til det stade i civilisation vi er nået.

   Derfor, Gitte, skal du tale pænt om os ”fremmedhadere”. For vi er på dit parti – retten til at synge frit og frækt.

   Det er ikke mennesker, vi hader. Det er en ørkenideologi vi afskyr.

   Og så ellers  held og lykke videre i det fremmede land, som har taget lige så godt imod dig, som vi hjemmefødninger tager imod de muslimer, der vil være danske.
 

Forleden dristede jeg mig til at rulle ind på en parkeringsplads, hvorfra der er den nydeligste sti til en af Sjællands smukkeste skovsøer. Bump, bump, bump og krasj, sagde bilen. Det var en fælde, de ansvarlige for skoven havde sat ud. Var det for at undgå besøgende?  Parkeringspladsen var hul på hul, på hul, på hul. Min Mazdas stakkels udstødningsrør havarerede.

Jeg kom i tanke om, at her var jeg jo også for et år siden.  Og hullerne var der sørme også dengang.   At gøre sådan en lille plads farbar for skovens gæster kræver ellers ikke det store. Bare et par mand med skovl og noget grus.

Hvem  svigter ( adgangen til) skoven?  Politikerne eller Skov- og Naturstyrelsen?  Jeg bandt mit udstødningsrør op i et reb og listede hjem – uden skovtur.

Og hvis man en dag er mere heldig og kommer godt ind i skoven, hvad møder der så én?  Store arealer med træer, der står som sild i en tønde.  Man kan  faktisk ikke se skoven for bar` træer.

Hvor fanden er det yndige lands brede bøge blevet af?   Går man på en skovsti og stirrer ind i sådan en sammenstuvet klumpe-skov, føler man sig indelukket. Ja, det er ligesom stien er  flankeret af de plankeværker, alt for mange husejere burer sig inde bag. 

   Hvorfor ikke give træerne lidt fri luft omkring sig? Næ, næ, for skoven skal ikke være for rekreativ.  Den skal være salgbart træ, der skal tjene penge. Derfor bliver vore skove til tykninger.  Det er inde i dem, at bedstemor bliver ædt af ulven.  Når man går der på stien, bliver man helt bange for, at Birthe Rønn pludselig stikker sit fortryllende ansigt frem mellem granerne og stirrer på en – tavs som graven.
 
  

I gamle dage var skovene utilgængelige og der boede røvere inde i dem. Og i fattige egne blev børn sat ud i skoven og blev fortæret af ulve -  hvis de da ikke blev til ulveunger.

Men nu om dage er vi mennesker skovenes herrer.  Hvorfor gør vi så som om vi var Roskilde Bank, der vil investere i træproduktion?  Det kan vi lade Sverige og Finland om.  De har så meget ubeboet ødemark, at de lige så godt kan lade den vokse til med kedelige træstammer. Men i Danmark har vi ikke mere land at rutte med, end at vi kan lade alle vore skove blive naturperler, som gør os grønne og salige i sindet. 

Nord for København ligger en over trehundrede år gammel skov, Dyrehaven. I den får træerne lov til at folde sig ud og blive gamle.  Dér står de – i bøgens fædreland – og kigger på  Eremitageslottet og hjortene og udsigten ud over Øresund. 

Det er skove som Dyrehaven, vi skal have over hele landet.  Ege, der har rum omkring sig, så de bliver knudrede ege som dem, soldaten i Fyrtøjet kan krybe ned i og få prinsessen og det halve kongerige.  Og i Vestjylland kan granerne også få rum omkring sig.  Træerne i disse vore lystskove skal ved det ene kryds udgøre en hule omkring de vandrende. Ved det næste kryds skal de åbne sig til brede lunde. Variation, tak!

  Folketinget har bestemt, at over en femtedel  af vores land om nogle år skal være skovklædt.  Men disse nye skove bør  ikke rejses  til fantasiløs produktion af brædder, der bagefter kan blive til grimme plankeværker.

Har vi råd til det?

Selvfølgelig har vi det, når vi har råd til at  låne så mange penge til Danske Bank, der giver Straarup 12,5 millioner kroner i løn om året for at formøble millioner og milliarder.
 

Danmark har meget at være stolt af, Mærsk-skibe, vindmøller, Radiosymfoniorkestret.  Og nu har EU sørme også udpeget en dansker til at være overinspektør i ytringsfrihed og ikke mindst i begrænsning i ytringsfrihed.

Manden hedder Morten Kjærum.  Vi kender ham herhjemme fra som en meget påpasselig direktør for menneskerettighederne i Danmark.  Hver gang en af de slemme benyttede ytringsfriheden på en alt for ubehersket måde, dukkede Morten Kjærum øjeblikkelig op i TV-avisen, løftede sin pegefinger og sagde:  Uha, uha, uha!

Da den ny regering tiltrådte i 2001, blev Kjærums institut ganske vist nedlagt.  Men heldigvis var der behjertede menneskevenner, der forstod, hvad vi var ved at miste.  Så et nyt og større institut for menneskerettigheder blev oprettet.

Uffe Ellemann blev formand og han fik med et snuptag den afsatte Morten Kjærum genansat.

Som den storsindede mand Uffe Ellemann er, tog han ikke hensyn til, at Morten Kjærum havde begyndt sin karriere med fuldskæg og islandsk sweater i det røde Albertslund.

Man må beundre denne Kjærum, der har taget så gevaldige spring.  Og nu sidder til højbords med EU´s topfolk, kortklippet og i fin habit, med EU's topfolk.  Kjærum har vidst at afstemme sine meninger efter tidens skiftende krav.  Da den politiske korrekthed rasede værst under Jelved og Nyrup og ikke en eneste negativ sandhed om muslimerne måtte stå i avisen, så Morten Kjærum racisme her, der og alle vegne, mens han nu siger, at det skam ikke er racisme at kritisere islam.
 
  

Racisme er ret beset en sjælden vare i Europa.  Selv har jeg aldrig mødt nogen racist, men man ved jo ikke, hvad man selv og naboen rummer af grimme sager.  Så det er godt at EU nu har en moralsk overinspektør, der går på jagt efter vore urene tanker. 

Takket være sin brændende tro og sin sans for den gode tones skiftende melodi sidder cand. jur. Morten Kjærum nu i en af DJØF-branchens højst betalte og lavest beskattede stillinger.

 Jeg har fundet et godt navn til Vor Nye Mand i Bruxelles.  Den store Bastian skal han hedde.  De unge kender vist ikke denne Bastian, men som hovedperson i en illustreret børnebog tugtede Den store Bastian  i min barndom alle uartige drenge og piger.

Den store Bastian havde et specielt pædagogisk middel, som Morten Kjærum måske kunne genoplive.  Han puttede de uartige i et stort blækhus, så de blev sorte fra top til tå.

Kjærum som Europas store Bastian.  Han vil være storartet som en af spidserne i et Europa, hvor medierne, domstolene, hele øvrigheden taler menneskerettens sprog.  Mens folk kun siger det, de virkelig mener, når de befinder sig i slyngelstuerne.  Et rigtig farisæisk Europa.  Uffe Ellemann skal nok stå Den store Bastian bi.

Men hvorfor begrænse sig til EU, Kjærum?  Jeg tænker på, at prinsesse Marie for nylig var i Marokko og gav hånd til både den ene og den anden marokkanske ørkenhøvding uden respekt for menneskerettigheder.  Her burde du have grebet ind, og forhindret kongehuset i at blamere sig.  Det næste bliver vel, at prinsesse Marie også giver hånd i Tunesien, der er så slem, at vi end ikke må sende forbrydere derned.  Men jeg er sikker på, at Den store Bastian har store planer for den anstændige tones udvidelse og har slyngelstater i kikkerten.

Med den store Bastian-Kjærum i spidsen bliver Europa et ædlere kontinent at bo på.