Avisartikler 2012, 4. kvartal

Trykt i Politiken den 18. december 2012

Wikipedia er en drillenisse, ikke et leksikon

Af Ole Hyltoft

For en tre-fire år siden slog jeg tilfældigt op på min biografi i net-leksikonet Wikipedia. Og fik en mavepuster. Det var jo ikke mig, der var fremstillet under mit navn. Det var en højreekstremistisk fremmedhader.

Fremmedhader? Da jeg studerede på Harvard, delte jeg lejlighed med min sorte ven Kigundu fra Uganda. Den tyske forfatter Siegfried Lenz er min nære ven. Jeg har haft en svensk kæreste. Min sjæl hvad vil du mer’?

Højreorienteret? Jeg foretrækker fællesskabet for skattelettelser. Jeg er liberal og frisindet i medmenneskelige spørgsmål. Men jeg tror ikke en døjt på den liberalistiske samfundsmodel. Hvor jeg kan ( bl.a. i DR ) arbejder jeg på at sænke de højstlønnedes indkomst. Har skrevet indigneret om bankdirektørers horrible lønninger og fratrædelsesordninger.

I Wikipedias biografi stod der næsten intet om de ca. 25 bøger og 6 – 700 kronikker, som er det, jeg har brugt mit liv på.

Nå, jeg henvendte mig til det højtærede sandhedsvidne Wikipedia og fik rettet lidt op på den gale biografi.

Derefter har jeg ikke kigget på biografien før her forleden. Gensynet gav mig igen en mavepuster. Jeg var i den forløbne tid genopstået som en fremmedfjendsk krigsophidser. Midt i min biografi stod der minsandten et afsnit om Gert Wilders. Hvornår er han blevet min kontubernal? Jeg kender ham ikke. Har aldrig mødt ham.

Mit medlemskab af DR’s bestyrelse er nævnt. Men kun i form af at DR’s P 1 engang citerede Pia Kjersgaard for at have sagt, at muslimer formener sig som rotter. Det har hun aldrig sagt. Så jeg bad DR dementere det og sende Pia Kjersgaard en undskyldning. Det ville jeg også have gjort, hvis Helle Thorning eller Villy Søvndal var blevet så ondskabsfuldt fejlciteret.

Men ellers ikke et ord om alt det andet, jeg har bakset med i DR, og som dog ikke er gået uomtalt hen i pressen. Min kamp for at bevare den klassiske musik på FM i dagtimerne. Eller for at få litteraturen tilbage i programmerne, og i det hele taget for at højne niveauet i DR.

I denne nye udgave af Wikipedia er nogle af mine bøger omtalt – med positive og negative anmelder-citater. ( De negative plejer man da ellers ikke at citere. ) Jeg kan selvfølgelig godt lide at læse et citat som dette om min erindringsbog ”Barn af partiet”: ”Bogen løfter sig til samme højder som Pontoppidans og Martin Andersen Nexøs erindringer.”

Men efter det – korrekte – citat har Wikipedia tilføjet: ”Ingen kilde”. Hvilket betyder så meget som: det er nok bar løgn. Dette ”Ingen kilde” er fast inventar ved artiklens positive citater. Men der står ikke ”ingen kilde” efter de negative anmeldelser. De er altså rigtige nok. Det er dem, man skal holde sig til.

Jeg ved, jeg er ikke den eneste der blive behandlet på den måde i Wikipedia. Jeg er ikke sart Jeg holder meget af drillenisser. Er vel også lidt af sådan en selv.

Men hvis Wikipedia er en virtuel drillenisse, skal Wikipedia ikke kalde sig selv for et leksikon. Og som sådan bliver det jo brugt af skoleelever og mange andre, der derved misinformeres.

Lad det derfor være sagt: Wikipedia er en fordomsfuld og fordummende drillenisse, ikke et leksikon, der udbreder reel oplysning.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 28. november 2012

I sin række af årstidskronikker er Ole Hyltoft nået til november, en stærkt undervurderet måned, hvor den hvide skorstensrøg skraverer den blårosa horisont i skumringstimen, så man bliver myg i sindet. Hyltoft gør visit hos Johs. V. Jensen, men jages væk af køtere og tæskehold.

Af Ole Hyltoft

November er en stærkt undervurderet måned. Dens vanry skyldes nok, at den er så mørk. Fra klokken fire kan man ikke se en hånd for sig. I hvert fald ikke på mine kanter, hvor en modernitet som gadebelysning endnu ikke er indtruffet. Og går man vild i den nærliggende skov efter klokken sytten, er alt håb ude. Hvis man da ikke har psyke og fysik til at overleve en nat i en ravnsort skov med tudende ugler og forbifarende hjorte.

Våde, gråsorte skyer har det med at blive gennemskåret af kirketårnet og derefter rulle frem over det åbne landskab som nogle uformeligt store tanks.

Jo, vel hviler der tungsind over novembers evindelige gråhed. Men når solen så endelig skinner, tager vi danskere i skoven. I november-skoven står solen omme bag de sorte stammer og skinner én direkte i øjnene. Og den glinser fra de krasgule ahornblade på stien. Et enkelt blad er blevet tilbage på træet og vrider sig i vinden for at komme løs. Men grenen holder godt fast, giver ikke slip på sit sidste barn.

Solen står lavt allerede ved to-tiden. Lige så lavt som den om sommeren står ved ni-tiden. Men julis aftenlys er hyggeligere end novembers eftermiddagslys. Der er noget farveløst over november-lyset. Det mangler løvet og kornet at lege med.

Bøgeskovens grønne domkirke-hvælvinger og egeskovens krumme heksefingre er på denne tid af året blevet til grå og sorte stammer, der står ret op og ned og sover vintersøvn. Fra jeg var ganske lille, tog mine forældre mig med ud i Dyrehaven om søndagen. Måske kedede det mig lidt at gå tur med de voksne. Men jeg blev på denne måde tidligt bundet til skovens skønhed og trylleri, og er aldrig kommet fri af det. Det burde være enhver lille purks ret jævnligt at stolpre i skovens hal med en tillidvækkende voksenhånd i sin. Skoven, den fri natur, sætter lykkemærke i sjælen.

Jeg vandrer ofte langs kirkestiens række af forvredne fabeldyr, egetræerne, og spekulerer på, hvor mange af mine andre venner, disse ege har stirret ned på og været i samtale med. Johs. V. Jensen boede ikke langt væk. Ham har de snakket med. Hans sommerhus ligger her endnu.

En novemberdag for nogle år siden besluttede jeg at se hans hus an, og måske hilse på en af hans efterkommere. Jeg kørte min bil ned til vejen, der fører op til huset, og kørte hen over en jernkæde, der lå på jorden. Her parkerede jeg så bilen og spadserede de 3-400 meter op til nobelpristagerens hus. Huset var mennesketomt. Så jeg tillod mig at gå rundt om det. En forfatter må vel have lov til at se, hvor éns beundrede forgænger holdt til. Johs. V.’s hus i Tibirke er et almindeligt enlænget stuehus, som de byggedes omkring 1920. På kaldeafstand fra denne længe, op ad en brink, har digteren egenhændigt muret en skriverhule, et fantasifuldt lønkammer, som han kunne trække sig tilbage til, når han skulle have ro for familiens tre aktive drenge.

Da jeg vendte tilbage til bilen efter helligstunden, hørte jeg hundeglam fra et af bakkernes andre huse og opdagede, at jeg blev forfulgt af et par galpende køtere i Baskerville-størrelse. Og foran min bil var jernkæden hængt op på sine standere. Udkørsel umulig. Med møje fik jeg kæden løsnet og sænket, så jeg kunne køre væk. Da jeg kørte, drejede en firehjulstrækker ind, med tre unge, fitness-trænede mænd. Et tæskehold?

Hvad mener skovens træer over sådan en mistænksomhed og ophovnet ejerinstinkt? Hans Scherfig har fortalt, hvad han mener - i romanen ”Den forsvundne fuldmægtig”, der foregår i netop dette skønne, fredede område.

November er en fordringsløs måned. Næste måned, julemåneden, er fest og forhåbning. Så kommer januar og februar, med Kong Vinter prægtigt sneklædt. Mig minder november om 1950’erne. Vi var fattige dengang, sammenlignet med i dag. Unge par, hvor pigen var gravid kunne dårligt skaffe sig en halvanden værelses lejlighed at bo i. Og dog havde tiden kvaliteter. Smukke møbler af Hans Wegner, Finn Juhl, Børge Mogensen. En abstrakt billedkunst på højde med det bedste i verden brød igennem. Egill Jacobsen, Carl Henning Pedersen, Jorn, Robert Jacobsen.

Der var en nedarvet respekt for det bedste, dansk videnskab, kunst og industri havde skabt. Fra Ørsted til Bohr, fra Oehlenschlæger til H.C. Andersen, fra Tietgen til H.N. Andersen. Statsministre som Hedtoft og H.C. Hansen fabulerede i deres nytårstaler ikke om efterløn og skattesænkning, men om nationens afdøde storheder i det forgangne år. Det kunne være en Peter Freuchen, en Martin A. Hansen, en Johannes Jørgensen, eller malere som J.F. Willumsen eller Johannes Larsen. Vel stræbte 50’erne mod en vis lighed. Men det var den lighed, der ikke lod det enestående i stikken. Respekten for det, der overgår lighedens afmålthed, var indiskutabel.

Nu siger jeg fordringsløs om november. Men det er med forbehold. Jeg har lige været på cykel ned til borgruinen i randen af skoven. Kastanjebladene ligger her i små, strålende bundter op ad græsvolden, så deres kobberbrune veksler med græssets friskgrønne, en fuldendt dekoration oven over voldgravens sorte vand, i hvis spejl kastanjetræerne skælver.

Novembers skønhed ligger i jordfarvernes nuancer. Fra avnbøgens rødme til benvedens bleggrønne på vej til knokkelhvidt. Man skal have øjnene med sig for at få novembers herligheder ind i sindet.

Skoven er begyndt at lugte af vinter. Og mejserne er helt pjattede med igen og igen at flyve ind på fuglebrættet og sikre sig nogle af de nys udlagte solsikkekerner. Vinterfrakken, som jeg kun havde på for sjov et par dage først på måneden, den hænger nu permanent på mig. Fiskerlejets parkeringsplads rummer på solrige sommerdage 500 biler. Her i november ligger den tom og øde hen.

Dette er vemodens måned, hvor det føles godt at gemme sig under det tågegrå skydække. Hvor kunne oldtidens danskere dog stå dette kolde, tungsindige vintervejr igennem – uden fjernsyn? Sådan en klam novemberdag har den højtbegavede, afsatte statsminister Griffenfeld siddet i sin kachot og stirret ud i tågen. Og et århundrede før har den ligeledes begavede, men uafbalancerede kong Christian den Anden affundet sig med sin skæbne og flegmatisk redet sig en tur ovre på Kalundborg-egnen. Vi har vores forfædres dumheder og dramaer med os overalt.

Et par minutters gang fra mit hus, på den lokale sti ned til stranden, boede dronning Alexandrines kabinetssekretær C.P.M. Hansen. Han var en betroet mand, besøgte på Christian den Tiendes vegne kejser Frantz Joseph i dennes sidste år. C.P.M. Hansen var involveret i påskekrisen i 1920, da Christian den Tiende nær havde afskaffet kongedømmet ved at danne sin egen hjemmelavede regering med sin private advokat, Liebe, som statsminister. Om det var C.P.M. Hansen, der overtalte Christian til det mislykkede statskup, vides ikke. Men udelukkes heller ikke.

Det er sjovt at tænke på, at mine meget socialdemokratiske forældre har stået på Amalienborg Slotsplads under C.P.M. Hansens vinduer og truet ham, Christian og Alexandrine med generalstrejke. Min far og mor kom nemlig som ganske unge i Tisvilde og må være løbet ind i denne stormægtige Hansen. Høj og lav lever ikke fjernt fra hinanden i dette land.

C.P.M. Hansen har gjort et varigt indtryk i min lille by. Under øgenavnet Ce-På-Mig-Hansen har de lokale ham stadig i erindring. Han har nok været en af de sidste autoritære top-embedsmænd med Estrup-tidens blod i årerne. Når han kom ned til lejets boghandel og avisen ikke bragtes ham straks, bankede han i disken med sin stok.

Hans søn blev rigsombudsmand på Færøerne og var en af hovedpersonerne i den hovedløse Klaksvig-affære i 1955.

Jeg holder af novembers upåfaldende måde at være på. Og så er måneden som regel mild. Og sagte. Der er vissent løv nok til at dæmpe éns skridt.

Og måneden er drægtig, så man næsten kan mærke det på den sorte, saftige jord. Drægtig med forårets fødsel, som vil ankomme i skarpe gule og blå kulører. Vi har det med at glemme den svangre grund, vi går på, når december-morgenerne sætter ind med kulde-skimmel over græsplænen. Og når januar og februar gør jorden til isskorper.

November er et diskret indslag i årets gang. Måneden lader sig nøje. Når den hvide skorstensrøg skraverer den blårosa horisont i skumringstimen, bliver man myg i sindet. Man får sjælefred.

Trykt som kronik i Berlingske Tidende den 30. oktober 2012

Af Ole Hyltoft

Jeg fletter helst til dig min krans

brunlige høst i aftenglans.

Ludvig Bødtcher

Hver årstid er hos mig forbundet med sit eget minde fra barndommen. I oktober står jeg 11 år gammel og ser op ad en skråning, hvor et par vældige trækroner giver efter for stormvinden, der har denne rungende buldren, som siger: efterår. Det er skumring. Hen over trækronerne driver nogle ordentlige dravater af skyer. Der er drama i dette skytogt. Men også melankoli. Nu går sommeren under. Den gulgrønne efterårsdag mulmer ved den gamle bondegård nær Danstrup Hegn. Det er dragende, men også lidt uhyggeligt. Den lille Ole er langt ude på landet, langt væk fra far og mor.

Denne efterårsferie er sidste helle inden vinterhalvårets lange, indendørs mørketid sætter ind med regn og lektier – og uden fodbold. Vemoden er på sin plads.

Jeg besøgte stedet, feriekolonien, her forleden. Bondegården ligger der gudskelov endnu. Nu er den en naturbørnehave, at dømme efter de trehjulede cykler og legeredskaber rundt på grunden. Stråtaget er ved at blive skiftet ud. Men de små, røde 6-fags ruder under tagskægget er som dengang. Derinde bag dem sad vi i halvmørket og spiste rugbrødsmadder med hindbærmarmelade og sang Bakke ned og bakke op / går vi frem i sluttet trop, / frem til nye syn af dagen / fra den næste bakkes top.

Ganske rigtigt, bakkerne i omegnen af min feriekoloni bølger så yndefuldt, at jeg må sende istidens landskabsarkitekt en tak. Selv viadukten over Langerød trinbræt buer som et stramt pigebryst. Her i halvmørket under broen og de vissengrønne træer stod vi drenge inde fra hovedstaden af toget. Det dunkel-romantiske trinbræt slog stemningen an. Og allerede den første aften i barakkens sovesal fortættede vores lærer den frydefulde uhygge ved at fortælle en selvdigtet spøgelseshistorie.

Oktobers første nattefrost ankommer altid midt i måneden. Morgenen efter er halvdelen af mit forfinede tretorn-træs fligede småblade blevet forgyldt. Spjældet i badeværelsets loft op til græstaget skal lukkes nu. Allerede først i oktober begyndte jeg på visse kølige aftener at tænde op i brændeovnen. Men fra nu af bliver optændingen rutine hver aften inden tv-avisen klokken halv syv. Man begynder tidligt på dagen at se frem til DR’s store aftensatsninger, ”Forbrydelsen”, ”Maestro”, Torsdagskoncerterne.

Nu er det tid at få afbrændingstønden stillet frem på en åben plads i haven. Alt sommerens overskuds-kvas bliver brændoffer til klodens overarkitekt, der har anbragt Danmark et så vidunderligt sted, at ensformighed undgås, og vindstyrken, farverne, temperaturen skifter hele tiden. Der er ikke noget videre at gøre ude i haven mere. Ud over at pille de røde hindbær, brombær og æbler ned. Alligevel er der overraskelser. Nu hvor sommeren skulle være forbi, skyder stolt kavaler halvanden meter i vejret og breder matlilla blomster ud over stenhøjens asters og sankthansurt og den afblomstrede gule viol. Men de ellers så bugnende georginer kunne ikke klare fire dages regn og er blevet klamt forpjuskede at se på.

Mit yndlingstræ, ædelkastanjen, sået af en solsort, holder endnu sine slanke blade fuldblods grønne. Og under den står den gule solhat så strunk og stiv som i august.

Korkelmens og kastanjens blade er blevet hårde nu. Det er høstens hårde skønhed. Vårens bløde skønhed er forbi. Den var betagende med sin blændende overflod af lyseblå forglemmigej og orange mælkebøtter. Væksternes tøvende indslumring her om efteråret har til gengæld deres rigdom i nuancerne. Tænk hvor mange udgaver af bronze, bladene lige nu lyser op med.

Det er ligesom med gamle menneskers ansigter. De har en mangfoldighed af udtryk, som rynkerne fra livets glæder og sorger giver dem. Rummer Annette Vilhelmsens ansigt ikke en nok så indholdsrig fortælling som Astrid Krags? Krag må trøste sig med, at hun har tiden for sig. Hvis hun da ikke skjuler sin modning bag plastickirurgernes og cremernes hudpleje.

Jeg er begunstiget af at have min egen borgruin. Nå, ja, jeg deler den med alle andre. Men jeg bor altså kun fem kilometer fra den. Så jeg cykler tit ned til den og stiller mig op ad dens ældgamle mur. Valdemar den Store - eller var det Valdemar Sejr? - har også stået her og stirret over voldgraven hen på de høje hestekastanjer i lysningen.

Kastanjernes øverste grene ser ud som om de rager ind i skyerne, der drager forbi. Grenene heroppe ved himlens begyndelse har allerede mistet bladene. Individer, der rager i vejret og udsættes for vindens piben, er de første til at blive afrakkede. Sådan var det utvivlsomt også dengang ruinen var en nyopført borg. Og krigeren stod her med sin armbrøst og bageren med sit nybagte brød. Også de stod og funderede over skyernes spil i utallige grå farver, lige så betagende som høst-træernes rødbrune. Jeg ser, at nede under træerne går børn omkring og samler kastanjer sammen med deres forældre. Ligesom krigerens og bagerens døtre og sønner gjorde for 800 år siden.

Når jeg som dreng havde samlet lommerne fulde af kastanjer, fik jeg sådan en lyst til at skabe et eller andet med disse kønne knolde. Noget større blev det aldrig til. Jeg var ikke specielt fingernem. Og blev desillusioneret, når jeg så, hvilke figurer og skulpturer andre kunne skabe med kastanjer. Men min lyst til at skabe blev vakt af kastanjetræets gavmildhed.

Lysten blev senere rettet over mod målsøgende angrebsspil på fodboldbanen. Og senere igen mod ord og sætninger. Da samlede jeg ikke længere på kastanjer, men på læremestre, Johs. V. Jensen, Tom Kristensen, Jacob Paludan, Bomholt, PH, Ærbødigst ( Viggo Barfoed ), og de mange andre journalister, der kunne kunsten. For journalistik ( på papir ) er en kunst, i hvert fald et kunsthåndværk.

Dengang - da mine efterårsferier på bondegården ved Langerød ebbede ud – levede min drengetids storheder. Tarzan-bøgernes forfatter, Edgar R. Burroughs, og selveste lianernes konge, Johnny Weismuller, fodbold-storheder som Carl Åge Præst og Knud Lundberg, ligesom andre storheder som Niels Bohr, Chaplin, Karen Blixen og Winston Churchill. De lever den dag i dag i uformindsket udgave inde i mig. Enkelte af storhederne er stadig i biologisk live, Winstons landsmand Vera Lynn, Svend Asmussen, Haldor Topsøe, og de lidt yngre, Bent Fabricius Bjerre, Torben Ulrich, Kirsten Simone, Henning Larsen, Barenboim, Helmut Kohl, Helmut Schmidt, Gorbatjof. Er man blevet idol, har man sørme at holde sig i live.

På visse måder lever jeg og middelalderborgens beboere ens. Også de måtte udholde det tiltagende vintermørke på denne årstid. På min vej uden for huset er der heller ikke noget gadelys, og ingen snerydning. Og hvis antenner og ledninger til el, tv og bredbånd sætter ud en aften, må vi her på matriklen ty til vores forfædres tællelys og råbe omgivelserne op, og ellers se frem til, at solen end engang står op og sender lys over land.

Her sidder jeg nu ved mit skrivebord bag ruden og ser ud på æbletræet i haven. Der hænger stadig mange røde æbler inde mellem træets grønne blade. Når man har et godt æbletræ, behøver man i denne måned ikke tænke på middagsmad. Den opsamlede natteregn tikker med faste intervaller fra tagskægget ned på hestehovens tykke blade. Katten lister stille ud i haven, hvis fugtige luft kvæges af den krydrede skorstensrøg.

Her i oktober forsvinder aftenerne i Danmark. Som drenge forsøgte vi at holde dagen i live ved at spille fodbold i gården i skæret fra lygterne over gadedørene. Tennisbolden, vi spillede med, røg tit ind i buskadset, så vi brugte lige så meget tid på at leden efter den som at spille. Men opgav ikke at spille. Hvor var den mættet med hyggestemning denne skumringstime i gården.

På ingen anden årstid trænger universet så tæt ind på os som nu. Oktobers sorte aftenhimmel åbner verdensrummet for os. Det uendelige kosmos kommer os nær, dette stof, drømme gøres af. Vi er ikke en dråbe i dette udødelighedens ocean. Vi er selve oceanet. Vi ejer det, bevidstheden om det.

Jeg hører den, den svage, uophørlige susen i skovens høje trætoppe her en blikstille eftermiddag i oktober. Tonen fra himlen. Det var den, jeg hørte første gang en efterårsdag på feriekolonien, da jeg var 11 år. Og det er den, der i dag hvisker indbydende til mig fra trætoppene i Tisvilde Hegn.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 16. oktober 2012

Det er enfoldigt, at vores politikere og finansprofeter er så hektiske med at få os til at producere og købe flere af de ting, vi har nok af i forvejen, skriver Ole Hyltoft. Lad os vækste i fællesskabets goder – uden skattestigninger.

Af Ole Hyltoft

Forleden gik jeg rundt i nogle af vores stormagasiner for at finde en fødselsdagsgave til min datter. Flere afdelinger var mennesketomme. Folk var åbenbart ikke til sinds at købe ting og sager. Tanken slog mig: har folk i virkeligheden nok af alle ting derhjemme? Nok af bluser, af trusser, af gryder og hatte?

En anden ting observerede jeg: butikspersonalet virkede nervøse. Da den gave, jeg havde fundet, blev pakket ind, rystede den ca. 50-årige ekspeditrice sådan på hænderne, at jeg var bange for hun ikke kunne binde sløjfen på snoren. Hun er i klemme mellem kundernes frygt for at bruge penge og chefens pres for at hun skal sælge. Chefen støttes af regeringens opfordring til os om at købe mere og mere af ting - som vi ikke har brug for.

Er der ikke noget enfoldigt i at tro, at landets velbefindende afhænger af, om vi køber en række ting, vi ikke rigtig har brug for? Og som i øvrigt produceres i Kina! Denne ”fremgang” skulle så kunne ske ved at vi giver hinanden skattelettelser. Men folk med almindelige indtægter gemmer skattelettelsen i banken. Mens de velhavende bruger den til safari-rejser og luksusbiler med drengerøvs himstregimser i.

Vi skal vækste, siger statsministeren. Men bliver du lykkeligere af at købe skjorte nummer 21, når du har 20 gode skjorter i forvejen?

Nu skal jeg fortælle hvad der giver mit liv en himmelhøj vækst. Jeg er så heldig at bo tæt op ad en stor skov. Den ligger nogle steder hen i et middelalderligt kratkaos, så man kan sanse naturens sande, rådnende forfald. Det er sådan en skov, som Rødhætte ubetænksomt begav sig ind i. I andre dele af skoven er der ege-alléer fra Ludvig Holbergs tid og skrånende lysninger med fritstående bøge.

Denne min skov er gennemskåret på kryds og tværs af listige stier, så man kan nyde skovensomheden på cykel eller til fods. Disse stier er imidlertid ikke fra Holbergs tid. De blev lavet i 1930’erne, da vores land havde en 30 – 40 procent arbejdsløse og var meget mere kriseramt end i dag. Stauning og Co. udnyttede den fritstillede arbejdskraft til at gøre min og andre skove tilgængelige for alle. Disse ”arbejdsløse” med skovarbejde gjorde Danmark rigere. De sti-arbejder, Staunings arbejdere udførte for 70 – 80 år siden, har i årenes løb givet generationer af fugle-, hjorte- og friluftselskere skønne timer i naturens og sundhedens favn. Sommer og vinter har jeg og hundredtusinder andre bevandret de ”arbejdsløses” skovstier, set hjortene springe forbi, hørt nattergalene synge og blæsten suse i de høje trækroner. Jeg sender jævnligt disse mine ”arbejdsløse” venner fra fordums dage en dyb tak.

I dag mangler min skov ikke noget. Det gør vejene rundt om skoven til gengæld. Der er store huller i dem. Vandet samles her i store, grå pytter. Man skal cykle i zigzag. Og selv de store skraldebiler vipper faretruende, når de dumper ned i hullerne. Og den høje klint ned mod havet undermineres løbende af styrtregnen og ligger hen i et uskønt rod af ler og oprevne buske. Samme uorden findes mange steder i vores ellers så frugtbare, kønne og menneskevenlige land. Togstationer ligner Tom Kristensens sønderskudte banegårde. Perronerne er skumle, urinstinkende, ubemandede lagerpladser. Mange af vores kirker er låsede og lukkede, fordi der ikke er råd til at have en tjener til at passe på regalierne uden for kirketiden.

Hvor er den statsminister af i dag, der gør skove, enge og marklandskaber mere tilgængelige for enhver? Burde der ikke være cykelstier og gangstier langs alle vore prægtige kyster og større søer? Lav dem!

Da jeg i min ungdom sad i Østerbro Lokalråd, fik jeg kommunen til at begynde at plante træer i de dengang træløse gader. Nu er Østerbro kendetegnet ved sin rigdom på gadetræer. Det burde alle vore byer være.

Hvor mange sociale opgaver er ikke underbemandede. Mange gamle på plejehjemmene savner et menneske til at hjælpe sig med at spise, fordi de ikke kan holde på skeen. Eller savner en, der kan gå tur med dem. En del børn mangler en voksen til at læse lektier med sig. Filialbiblioteker nedlægges i hundredvis i disse år. Til skade for det lokale samvær og for læselysten. Genopret dem!

Og hvordan skal alle disse forbedringer så indtræffe?

Meget enkelt, doktor Watson. Danmark har en hær af varme hænder og gode viljer. Nemlig alle vore titusinder på kontanthjælp og dagpenge. Jeg tror kun det er en lille del af dem, der som Dovne Robert mangler virkelyst og borgerdyd. Sæt denne hær af arbejdsløse i arbejde. Vi har brug for at vækste i social-, miljø- og kulturlivet. De arbejdsløse har brug for at komme i arbejde og for at mærke, at deres land har brug for dem. De kan gøre vores land rigere på sundhed og skønhed, bringe landet i orden og gøre det smukt og tilgængeligt.

Hvem siger, at et velfærdssamfund skal give sine borgere i arbejdsdygtig alder løn i lang tid for ikke at bestille noget? Det er usundt ikke at have et arbejde. Det er skidt ikke at deltage i vores aktive fællesskab, hvis man da ikke er syg og skrøbelig. At fungere i hjælpehæren skal være et tilbud, men også en pligt. En glad pligt, tror jeg, for de fleste.

Selvfølgelig skal vi ikke opgive at skabe så mange normale arbejdspladser vi kan. Og på visse områder, medicin, it, ventiler og pumper, legetøj m.m., skal man utvivlsomt vækste for bare at holde positionen. Men selv om vi ikke kan vækste nok ved at Novo Nordisk sælger flere piller og McDonalds sælger flere burgere og Carlsberg flere bajere, kan vi vækste ved at gøre Danmark smukkere og hjælpsommere. Det er en bedre vækst end at kunne få råd til endnu et par sko, endnu en kjole. Det er den – ja, undskyld det omstridte ord – offentlige vækst, der gør Danmark til et land vi er stolte af at være medejere af.

Denne måde at vækste på er set før. Besættelsestiden 1940 – 45 var en tid fattig på varer. Vi fik ingen råvarer udefra. Og Nazityskland stjal fra os. Var alt så jammer og tilbagegang? Nej, for landet havde stor vækst i sammenhold. Danskerne oparbejdede en samhørighed, vi ikke kendte til i 1920’erme og 30’erne. Nu var alle i samme båd, som Kjærulff-Schmidt sang. Landet havde stor fremgang i de medborgerlige følelser, vi nærede for hinanden og for vores fædreland. Vi bekræftede fællesskabet ved at tage afstand fra den voldsmentalitet, tyskerne dyrkede. Vi var ikke for blaserte til at vise vores kærlighed til en mere civiliseret måde at leve på, den danske. Den kærlighed flammede i lys lue i hyldesten til den ellers noget stivnakkede kong Christian den Tiende. Men også i den krilrende fryd vi mærkede ved at samles i hundredtusindvis til alsang og algang. Og ved at vi fordybede os i vores dåd- og sagnrige fortid, som vi havde for øje i vores kæmpehøje og flinteøkser og guldhorn.

Tro mig, der var en samhørighed i sådan en almindelig opgang i et boligkompleks. Vi vækkede hinanden, når der var luftalarm, lånte hinanden rationeringsmærker og frøs nazisympatisører ud, hvis vi var så uheldige at have sådan en boende i opgangen. Men dem var der nu ikke mange af.

Altså venner i 2012, hold tåre op at trille – for nu at bruge en god, gammel patriots ord, Johannes Ewalds. Takket være velfærdsstatens rige underhold til kontanthjælps- og dagpengemodtagere har vi en stående hjælpehær af gode hoveder og hænder, som kan rykke ud og forbedre vores samfund. Så vi bliver endnu mere stolte af det.

Hjælpetropperne skal arbejde til normal timebetaling så lang tid som svarer til deres kontanthjælp. Kommunen kan indsamle og prioritere de opgaver, hjælpetropperne skal udføre. Hjælpetropperne skal ikke tage arbejde fra de normalt ansatte og normalt lønnede. Det skal vi have nogle regler for. Hovedreglen må være, at skatterne ikke skal stige. Og at staten eller kommunen ikke må fyre de normalt lønnede og derefter indkalde hjælpetropperne til at udføre de tidligere ansattes arbejde. Med henblik på at nedsætte skatterne.

Hvis Mette Frederiksen skulle have svært ved at udforme sådanne regler, kommer jeg gerne ind en eftermiddag i ministeriet og hjælper hende med det.