Avisartikler 2011, 4. kvartal

Trykt på bagsiden af Ekstra Bladet den 28. december 2011

Af Ole Hyltoft

Det er åbenbart ikke kun byrokratiet der blomstrer på Københavns Rådhus. Gramseriet nyder også fremme.

Når vi holder julestue i Danmark, slår vi os løs. Det er gammel sæd. Den kristne gud belærer os om, at julens budskab er kærlighed. Og her står overborgmesteren på tungen for at vise os et godt eksempel.

Jeg havde engang en kæreste, hvis veninde havde en socialdemokratisk udenrigsminister som elsker. ( Nej, det var ikke Krag. Ham var der jo så mange, der drev fjas med. ) Så min kæreste drog denne slutning: Hvor der dog er sex i de socialdemokrater. Måske var det derfor jeg meldte mig ind i partiet!

Senere skrev jeg en bog – ”Tør du være med?”. Den lægger et godt ord ind for, at almuen skal nyde de samme polygame glæder, som overklassen har gjort i århundreder.

Efter bogen var udkommet mødte jeg ved en fest en kvindelig socialdemokratisk minister. Hun sad i opstemt tilstand på skødet af en herre, slog armene ud mod mig og sagde højt: Ole, jeg lever efter din bog!

Jo, Socialdemokratiet er nok det mest sex-vitale parti vi har. Selv når vi ser bort fra super-eroter som Krag, Auken, Jeppe Kofod og Stauning.

Jul. Bomholt, vores første og fuldkomne kulturminister, betroede mig engang, at ”Stauning havde en krokone i hver by.” Jeg tror ikke rigtig, at Bomholt fandt det passende. Jeg syntes det var ganske passende, at landsfaderen havde en varm seng og en frodig kvinde at give sig hen til, uanset hvilken by i riget han besøgte.

I gamle dage gjorde et vist snerperi sig gældende i Socialdemokratiet. Hedtoft og H.C. Hansen var borgerlige og holdt sig til deres hustruer. Da der for nogle år siden gik et rygte om finansminister Lykketofts sidespring, roste jeg ham for initiativet her i bladet. Men han tog ikke imod anerkendelsen. Han ringede mig op og skældte mig ud i en stiv halv time. Ikke fordi jeg havde skrevet noget forkert, men fordi jeg havde skrevet det. Han insisterede på, at jeg var med i et Svend Auken-komplot mod ham.

Ja, ja, når folk bliver besat af politik, går forstanden ud.

Nu vil det jo være uretfærdigt at påstå, at socialdemokrater er ene på den politiske sex-scene. Folketingsformand ( for V ) Ivar Hansen kæmpede til sidste åndedrag for at glæde kvinderne. Og Birthe Rønn Hornbæk beder jo gerne om lidt sex-chikane, når tv-teknikeren fæstner sin mikrofon på hendes bryst. Helge Sanders indsats skal heller ikke forbigås, især ikke hans møder med Christine Antorini.

Mærkeligt nok vinder snerperiet frem i disse år, da vi dog ellers hører en del om visse unges orgier ved Sortehavet og ser dem udfolde sig i Reality-show’ene i tv.

I 1970’erne kunne en meget populær og anerkendt forfatter som Chr. Kampmann tillade sig at lufte ideer om sex med halvstore børn. Det plettede ikke hans omdømme.

Jeg forstår ikke, at der er folk der bekæmper, undskylder og forsøger at skjule deres naturlige, fredelige sex-interesse.

Der er så meget smerte i verden, så mange krige, så meget dum fanatisme, så meget hævnlyst. Erotikken er dog først og fremmest en fredsskabende lyst, en juleleg, hvor vi på samme tid gør os selv og en anden person glade. Måske lidt udmattede, men glade.

Carsten Hansens udtalelse til den unge dame om, at hun trængte til en mand, var ikke smagfuld. Men den var dog heller ikke nogen forbrydelse.

Og når Frank Jensen viser en skønjomfru den opvartning at slikke hende i øret, er det dog bedre end at pisse nogen i øret, som de åbenbart har for vane at gøre i Venstre.

I øvrigt mener jeg:

Kære altid-glade vejr-profet Søren Jacobsen:

Du advarer i DR mod noget, du kalder glætte varj. Mener du glatte veje?

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 23. december 2011

I Tisvilde, hvor radio 24/7’s medarbejdere siges at holde til, må man

ved juletid lyse sig vej med lommelygte. For gadelygter er ikke

rigtig på mode her. Tisvildes forfatter, Ole Hyltoft, skildrer den

mørke, men hyggelige juletid, hvor lillebyen er forladt af sine

tusinder sommergæster.

Af Ole Hyltoft

Man skal ikke være mørkeræd, hvis man vil bo i Tisvilde om vinteren. For om vinteren hersker mørkets fyrste heroppe. Sommerens sollyse badeby bliver til en af de mindst oplyste bebyggelser i landet. Sådan nogle moderne opfindelser som gadelygter har kun fundet ringe udbredelse heroppe på Sjællands nordspids.

I september forlader englændere, tyskere, svenskere og nordmænd vores by. Indbyggertallet skrumper ind så det forslår. Fra den ene uge til den anden falder roen over det gamle fiskerleje. Iskioskerne er stadig åbne. Men der er ingen kø foran dem. Det er sæson for de siksakkende guldsmede, for kantareller og asters.

Dog, det er endnu ikke helt slut med besøg udefra. I solfyldte weekender drager folk herop og går søndagstur ad Strandvejen ud til Troldeskoven. Men når septembers lange skygger afløses af oktobers våde veje og tunge gråskyer, der som rumlende Tiger Tanks drager hen over himlen, bliver også Lokalbanens søndagsturister hjemme. Kun enkelte bilister smyger sig ned gennem hovedgaden, ned til den store parkeringsplads hvor skoven begynder. Der bliver de siddende inde i deres lukkede kabine og titter på mågerne, svanerne, lappedykkerne i havstokken.

Fra oktober er Tisvildes lille folk forladt. Byen er svundet ind fra ti tusind til fem hundrede. Nu har vi kun vores weekend-bager, vores beskedne folkebibliotek i byens smukke, klassiske stationsbygning – og så købmanden, den uerstattelige, flittige Thomas, der har valgt at bruge sit liv på at forsyne denne lilleput-by med de samme første klasses varer, som tilflyder hovedstadens beboere, skønt han er uddannet kemiingeniør og kunne have en tilværelse i mondæne laboratorier og mellem djøf-lagets habitter.

Sådan en begsort julemorgen som i dag kommer han trillende klokken otte med sine paller af udendørs varer. Pallernes pressede hjul knirker og rasler på det noget ujævne fortov. Og her klokken otte tændes så lyset i Thomas’ butik, så det stråler over på de neonrøde priser i mekaniker Lars’ benzintank. 11,57 kr. for en liter 95 oktan. Byen er vågnet. Og dagens Jyllands-Post til salg. For dem der ikke holder den. Vi der gør har nemlig fået den klokken fire i postkassen.

Ned gennem den stadig tusmørke hovedgade ( Tisvilde har kun en gade ) kommer der nu lys i enkelte vinduer, især i kvistruderne på 1. sal. Tisvildes indbyggere har det åbenbart med at overnatte på kvisten. Men der tændes også lys i det brede restaurationsvindue i ”Strandhotel”, det, der i min barndom hed Højbohus, i folkemunde Ædedolkenes Paradis.

I restaurant ”Claus B” er lyset gået ud. I stedet står der med hvidt på en sort gavl: ”Tak for i år. Vi ses til påske.”

Der er længe til påske. Længe til lyset vender tilbage. Men det gør heller ikke noget. For vi danskere er vokset op med, at vejret veksler. Sydeuropa og mange af verdens andre folkeslag må misunde os denne roligt skridende, uomgængelige forandring i vejrliget. Fra lys til mørke. Fra varme til kulde. Og så alle mellemstationerne.

For os, der som børn oplevede besættelsestiden, er Tisvilde om vinteren som at vende tilbage til barndommen. Dengang der næsten ikke kørte biler i gaderne. Det gør der heller ikke om morgenen i Tisvilde. Vil vi se, hvor vi går, inden klokken ni og efter klokken femten, må vi bruge lommelygte. Men ellers har vi jo stjernehimlen over Tisvilde Hegn, og fuldmånen, den, der om natten får flagstangen til at tegne en sort streg hen over min gustne græsplæne.

Der er så stille, så stille på Tisvilde hovedstrøg sådan en julemorgen. Når der altså ikke er udbrudt vinterstorm. Dem har der været usædvanligt mange af denne vinter. En tidlig eftermiddag jeg var nede ved stranden, var havet skummende hvidt helt inde fra den høje klint og ud til den yderste revle. Sandstranden var blevet borte. Bjerge af blåsorte bølgekamme buldrede mod betonmuren, der er rejst for at beskytte Tisvilde mod at styrte i havet. Når Neptun får raserianfald, kan man ikke gå på murkanten, hvis man har sit liv kært. Denne smalle spadseresti er ellers vores promenade til ”havnen”, som vi kalder rudimentet af en mole og de femogtyve både, som ligger på land med enderne i vejret.

Decemberstormen fra nordvest hamrede nedgangen fra Slugten i stykker i år. Brolægningen revet op, og kilotunge sten slynget omkring af Neptun. Dybe huller i plateauet bag beskyttelsesmuren.

Men drabelige trucks er hidkaldt og har losset kæmpe granitsten ud foran det sted, hvor mur og klint truer med at styrte sammen. Vi er altså et land, der fungerer temmelig godt. Trods alle tv-avisernes skandaler. Eller på grund af dem?

Decembers storm efterlod stranden dækket af rødbrun tang. Bliver stranden mon sandhvid igen? tænkte jeg, da jeg stødte på en meterhøj tangbunke. Jo, stranden blev hvid igen. Allerede dagen efter havde de underjordiske sandtrolde spist tangen. Stranden lå der igen som jeg kender den med sandet øverst. Naturen helbreder sig selv, ligesom mennesket gør efter en forkølelse.

Ved juletid kommer en del udlands-danskere hjem, og mange sommerhusejere aflægger deres tomme ekstrabolig en visit. Kommer der så en solskinsdag her mellem jul og nytår, bliver stranden mellem det gamle fiskerleje og ud mod Liseleje velbevandret. En folkevandring sætter ind på den ellers så vinterøde strandbred.

Men ellers er det skoven, Tisvilde Hegn, vi søger ind i her om vinteren. Fra april til hen i september går jeg ikke tur i skoven. Så skal jeg til stranden, til lyset, til det lange blik mod den fjerne synsrand. Men om vinteren søger jeg skoven. Her er læ for den bidende Kattegat-blæst. Her er organisk liv, de grønne nåletræer, de springende hjorte, løvtræernes bladhang, der nu er skovbund i alle mulige rødlige og brunlige afskygninger.

På stranden viser vi os. I skoven gemmer vi os. På stranden lever vi. I skoven dør vi, men i et flor af farver og på en bund af blødhed.

Under krigen rejste tyskerne et udkigstårn bag ”havnen” for at være forberedt, hvis de Allierede ville invadere fra Tisvilde-kanten. Dette trætårn stod her længe efter krigen og hører til inventaret i min debutroman ”Hvis lille pige er du?”

Under samme krig boede der en digter heroppe. Om sommeren læste han højt af sin lyrik på de dengang mange pensionater. Han debuterede som 17-årig og blev regnet for et sjældent talent, en Shakespeare i svøb. Han kunne skrive verslinjer som disse:

og kærlighedens hjerte pulser blidt

i diamantgrønt græs og vaagnet skov.

Og dugvaad går den røde ræv på rov.

Ret formidabelt, ikke!

Digterens navn var Olaf Gynt.Hans spiritualitet tørrede desværre ud, til dels fordi hans mund var alt andet end tør for spiritus.

Jeg har haft andre forgængere som digter i Tisvilde. Johs. V. Jensen er ham jeg oftest tænker på. Han er den største digter, det danske sprog har haft. Jeg har bare lidt svært ved at sætte mig på udsigtsbænken med ham og sige: - Kollega Jensen, hvor er du sluppet godt fra den der ”Hvor smiler fager den danske kyst”. For der er noget selvbevidst utilnærmeligt over Tisvildes litterære nobelpristager. Men måske er jeg bare fordomsfuld. Måske skulle jeg prøve en dag med gode vibrationer i luften.

Om sommeren er Tisvilde glædens og forventningens sted. Børn råber. Voksne spørger om vej til stranden. Lokalbanen tømmer sin last af opstemte en-dags turister.

Om vinteren er Tisvilde roens sted. Og stilhedens. Når det vilde vejr da ikke tager fat.

Vinteren har været gavmild i år. Margueritten og nelliken og julerosen står blomsterløse, men fuldgrønne foran min rude. Og der er ikke et vissengult strå i græsplænen. Nede i hovedgaden er der minsandten en forhave med gule morgenfruer i blomst.

Vi ved, at sådan bliver det ikke ved. Vinteren skal nok komme. Om ikke før så i marts, når vi tror, at foråret er lige om hjørnet. Men indtil videre nyder vi den lune julefred. Og nyder at vi har fået vores egen landsdækkende radiokanal. 24/7 kaldes jo ”Møllers Radio for Tisvilde og Omegn”. For 24/7’s ansatte, med Michael Bertelsen i spidsen, siges at holde til i Tisvilde. Kloge folk.

Trykt i Ekstra Bladet den 2. december 2011

Af Ole Hyltoft

Vi slæber alle rundt på vores fortid. Vi kommer aldrig af med den.

Dette bliver – måske – Ole Sohns politiske undergang.

Ole Sohn er SF’s dygtigste politiker, intelligent, pålidelig i aftaler, venlig i omgang.

Men han har ligget i med forbrydere, statsforbrydere. Han har i mange år stået i spidsen for, i nogle år været øverste chef for den danske filial af verdenskommunismen.

En nær ven af mig var højt placeret i det vesttyske Bundesgrenzschutz, den politienhed, der bevogtede den vesttyske side af østtyskernes pigtrådshegn ned gennem Tyskland. Jeg har vandret med ham langs pigtråden og set de steder, hvor østtyskere skød landsmænd, der forsøgte at flygte. Og lod de dødeligt sårede ligge i timevis og jamre og forbløde.

Den mand, Erich Honecker, der lod dette ske, ja, gav ordre til det, ham har Ole Sohn hyldet, omfavnet, kysset.

Og bag DDR’s ubarmhjertige nedskydning af medborgere står et inferno af grusomheder, kz-lejre, folkedrab, terror, 50 millioner lig – det er den fortid, kommunisterne slæber rundt på. Altså Ole Sohns fortid i hans egenskab af DKP’s formand.

Kommunismen befinder sig i samme gangster-kategori som nazismen. Nazisterne brugte lidt andre ord end kommunisterne. Men det er på handlingerne, på praksis, man skal kende en politiker. Og i deres praksis er nazister og kommunister ens.

Havde Ole Sohn nu haft en nazistisk og ikke en kommunistisk fortid, var han aldrig blevet gruppeformand i SF, endsige minister.

Henrik og Helle Stangerups højtbegavede far, Hakon Stangerup, smiskede lidt for nazisterne i et par år omkring 1939-40. Han var ikke nazist. Men han gav ikke vore tyske besættere den kolde skulder, som det forventedes af patriotiske danskere.

Derfor var Hakon Stangerup efter 1943 en halvdød personage i den danske offentlighed. Han blev ikke konservativ minister, han blev ikke litteraturprofessor, skønt han var højt kvalificeret til begge dele.

Omvendt for stifteren af det danske kommunistparti og lederen af partiet fra 1920 til 26, Ernst Christiansen. Fra 26 til 30 var han ansat som handelsattaché i den sovjetiske ambassade og købte heste på de danske hestemarkeder til Josef Stalin. Han havde været sammen med Lenin og Trotski og Stalin. Om han har kysset dem, ved jeg ikke. Men han blev efter sine mange år i Sovjetunionens tjeneste socialdemokratisk viceudenrigsminister i 1950’erne. Og han var i årtier radiorådsmedlem og en af de faktiske ledere af Danmarks Radio.

Men bør en mand som Sohn, der søger at få samfundets ror i sine hænder, ikke vurderes efter hele sit livs handel og vandel? Vi taler ikke om en, der søger stilling som ekspedient i Brugsen, men om en, der skal lede alle os andre.

Ninn-Hansen blev sendt ud i mørket, fordi han havde forhalet nogle tamilske opholdstilladelser. Ole Sohn har været dansk leder af det mest omfattende og mest umenneskelige forbryder-syndikater i vor tid.

Her er der åbenlys forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager. Det gælder om at være kommunist eller kulturradikal, hvis man vil have kong Salomons skæbne og ikke Jørgen Hattemagers, når man har begået en af de helt store bommerter.

Jeg hilser altid venligt på Ole Sohn, når vore veje krydses. Men går vor overbærenhed ikke for vidt, når vi ikke bare hilser, men løfter en mand med 50 millioner lig i bagagen op på vort samfunds allerhøjeste top?

I øvrigt mener jeg:

Tv-stationernes café latte-jubel over det arabiske forår er i DR afløst af en realistisk indsigt i virkeligheden i Kairo og Tripoli. Takket være Puk Damsgård. En journalist med stille nærvær, sult efter sandheden, og overblik og mod. First class. Hatten af for Puk!

Trykt i Ekstra Bladet den 16. november 2011

Af Ole Hyltoft

Landets bedste politiske kommentator og den bedste borgerlige statsminister, landet ikke har fået, Hans Engell, var sidste torsdag i Jersild Live sammen med Ritt Bjerregaard.

De diskuterede Anders Samuelsens rocker-sag. Ritt var nådeløs. Anders Samuelsen skulle have fulgt reglerne og gået til politiet, uanset hvilke afskårne fingre eller andre lemlæstelser det havde kostet sønnen.

- Ahr, jeg ved nu ikke, sagde Engell og viste det overblik i sagen som en leder skal udvise. - Jeg er vist lidt mere menneskelig end du, føjede han til. – Ja, det er velkendt, svarede Ritt spydigt, så vi alle kom til at tænke på tretten genstande og en betonklods. Damen mangler ikke åndsnærværelse.

Til gengæld mangler hun forståelse for, at regler er retningslinjer, der normalt skal følges, men undertiden bør vige for livets love.

Ritt tænker fundamentalistisk. Står der i loven, at horkvinder skal stenes til døde, skal de den ondebrandbrølme også stenes til døde.

Denne holdning er styg. Men den er også fladpandet og barnagtig. Regler kan enhver idiot lære. Selv en dromedar. Et godt samfund skal styres ved at sammenkæde regler med proportionssans og overbærenhed.

Da hun i 1970’erne indlogerede sig på Paris’ dyreste hotel, Ritz, forstod hun ikke, at de jævne danskere, der havde stemt på hende, fandt, at Ritz var overdreven luksus.

Da hun var Danmarks kommissær i EU og næppe fik den opmærksomhed i Bruxelles, som hun var vant til i København, skrev hun en dagbog om, at Europas statsmænd ikke var så kloge som hun. Det drejede sig vist især om Kohl. Den bog måtte hun trække tilbage. Formodentlig har regeringen truet med at fyre hende, hvis hun ikke gjorde det. Men da Politiken uden at hendes tilladelse udgav bogen, kunne hun trække en million kroner ud af Tøgers avis. Reglerne for penge har hun altid forstået at overholde til sin egen fordel.

Ritt er opdraget som streng celle-kommunist på Vesterbro med den åndløse marxisme som ledetråd. Og barnelærdommen har aldrig helt forladt hende. Hun ville have klaret sig endnu bedre end Ole Sohn i DDR.

Som undervisningsminister angreb hun i 1970’erne sit eget partis kulturpolitik på et tidspunkt, da partiet ellers var på vej ind i en forståelse af det musiskes betydning for et godt liv. Ordet loyalitet findes ikke i hendes ordbog.

Da Helle Thorning var på vej til at bringe samling på et splittet socialdemokrati, oprettede Ritt Den Røde Skole, der skulle underminere Helles autoritet. Når Ritt ikke kunne blive statsminister, skulle ingen anden kvinde blive det.

Er der ikke noget godt at sige om Ritt?

Jo, hun har stil og hun har modet til at stille op. Men hvad stiller hun op for? For at demonstrere at hun har ret, ret, ret, selv om hun opfører sig slet, slet, slet. Hendes berømmelse består af skandaler og magtkampe for positioner, hun ikke kunne bruge til noget. For regelryttere er ikke skabende mennesker. En pinagtighed har hun stedse været for sit land. For sit parti, Socialdemokraterne, har hun været en katastrofe.

Der står ikke noget tilbage efter isdronningen med de mange topposter. Det skulle da lige være en almindelig tilbagegang i danskernes uddannelse - som andre undervisningsministre i øvrigt har hjulpet hende med.

Gold er marken, Ritt efterlader sig.

I øvrigt mener jeg:

Henrik Sass’ sag forekommer at være en ægte Kafka. Et kontor ( PET ) med masser af navnløse medarbejdere bestemmer i hemmelighed, hvem der ikke må blive minister.

PETs begrundelse må frem i lyset. Og er der ikke stort mere på sagen end vi har hørt, bør Sass ved førstkommende lejlighed få en ministerpost.

Trykt i Politiken den 2. november 2011

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

Hvor er det ærgerligt!

Danmarks Radio er inde i en opgangsfase. For det vågne øje og øre er det tydeligt, at DR igen er begyndt at skele til det ægte og lødige. Efter mange år i seertallenes vold.

Og midt i denne blomstringstid begår man så den bommet at lukke blomsten over dem alle, den klassiske musik, ude fra FM i dagtimerne. Over på DAB med Bach, Beethoven og Brahms. Og endnu tristere: ud med Gade, Hartman, Horneman og Lange-Müller. For de sidste, de danske klassikere, kan vi ikke komme til at høre på nabolandenes kanaler.

Den klassiske musik er den mest raffinerede form for følelsens dannelse i vor verdensdel. Den er det moderne Europas fornemste bestræbelse på at vride os ud af middelalderens brutalitet, dumhed og følelseskulde. Den har gjort os til civiliserede væsner.

Ikke alle europæere har endnu fået øre for den klassiske musiks evne til at ildne, rense og forfine sindet. Men alle europæiske nationer med selvrespekt gør hvad de kan for at gøre den klassiske musik lettest tilgængelig for deres borgere.

Bare ikke i Danmark. Under førerskab af Kenneth Plummer, som ingen kan beskylde for at vedkende sig arv og gæld fra kammersanger Emil Holm, lukker DR nu i dagtimerne den klassiske musik ude fra det FM-bånd, som alle danskere har adgang til. Køb en DAB-radio i stedet, anbefaler DR. En unødig udgift for befolkningen til nye radioapparater. Vel et par milliarder kroner, hvis alle hjem, der ikke har DAB i dag, anskaffer sig en. Penge der mest vil gå ud af landet til Kina, Sydkorea og andre asiatiske producenter.

DR’s opgave er at samle nationen om det, der også kan løfte den. Det gør man ikke ved at gøre den bedste musik, der er skabt, mindre tilgængelig.

Trods min medfødte tilbageholdenhed bliver jeg nødt til at minde om, at vi var to i DR’s bestyrelse, der stemte imod at afskaffe den klassiske musik på FM, Katrine Winkel Holm og jeg, os to fra Dansk Folkeparti. Dette sagt for at Bjørn Bredal ved, hvem han skal stemme på ved næste valg.

- 0 -

Men som sagt, ellers går det pt fremad for kunsten og kvaliteten i DR. Mange tv-programmer om kunst, arkitektur, historie vises nu på DR-K. Kunstquizzen er

vendt tilbage. Smagsdommerne huserer stadig. Begge under den ubændige Adrian Hughes værtsskab. ”Tekst-tv” søndag aften er et frisk forsøg fra den underskønne Alberte Meldal på at bringe ny og gammel digtning i øjenhøjde med alle og enhver.

Fra den første dag jeg sad i DR’s bestyrelse efterlyste jeg litteraturprogrammerne, som var blevet fjernet under Plummer og Co. Det holdt hårdt, og jeg blev holdt hen. Men til sidst blev isen brudt op. ”Skønlitteratur på P 1” kom i gang. Ironisk nok ansatte DR en af de hedeste hadere af Dansk Folkeparti til at forestå det program, som DF’erne i bestyrelsen var ophavsmænd til, nemlig Klaus Rothstein. Man kunne have folkene i DR mistænkt for at tænke: Så kan de lære det de litteratur-freaks fra DF.

Nå, Klaus Rothstein og Nanna Mogensen går til sagen med opladt sind.

Endnu mangler vi at høre den bedste litteratur læst højt i DR. At høre H.C. Andersen, Blicher, Herman Bang og nutidens forfattere læst op i radioen er lige så vigtigt for befolkningens sproglige bevidsthed som Chopin og Carl Nielsen er for den musikalske.

Men, lad nu Møllers Radio – et gemytligere navn end ”24syv” - komme i gang og forhåbentlig bide sig fast som et godt supplement til DR.

Og lad os så i DR’s bestyrelse og direktion tage sagen op igen om den klassiske musiks udelukkelse fra FM. Det ligger helt i bestyrelsens hænder at omgøre en forkert beslutning.

Trykt på bagsiden af Ekstra Bladet den 25. oktober 2011

Af Ole Hyltoft

Skatteminister Møgher ( udtal det nu ikke Møver ) er 26 år, og sundhedsminister Astrid Krag er 28. De har ikke haft vedvarende arbejde uden for Christiansborg-cirklen. De har ikke færdiggjort nogen uddannelse.

   Hvad betyder det?

   At selv om de to er velbegavede, får de et frygteligt hyr med at sætte sig ind i de to ret indviklede fagområder.

   Og hvad betyder det?

1. At deres fagligt dygtigere ministerkolleger vil vinde i den kappestrid, der altid er mellem ministrene i en regering.
2. At de ikke formår at administrere så behændigt – og dermed så billigt – som landet har brug for.
3. . At papirnusserne, djøfferne, overtager kommandoen i deres ministerier.

Djøfferne møver sig ( ikke: møgher sig ) frem i samfundet i disse år. Der er ansat 118 procent flere djøffere i kommunerne de sidste ti år.

   Papirnusserne og kontrollanterne vinder frem på bekostning af praktikerne, dem der har faglige kundskaber og møder kunderne ansigt til ansigt: sosu’er, lærere, bibliotekarer. Det er de virkelighedsfjerne, projektmagerne, tal-djævlene, der fortrænger fagkundskaben, de menneskenære. Det er uhyggeligt. Det er Kafka. Vi går under som samfund, hvis bruger alle kræfterne på at gå og holde regnskab med hinanden. Indsigt og sund fornuft bør altid sejre over regler.

   Det tager længere tid at skaffe sig indsigt og blive klog end at lære nogle regler og registrere, om de bliver overholdt.

   En god minister skal kende sit ministerium indgående, INDEN han/hun bliver minister. Som minister er der nemlig ikke tid til at lære det. Ministre skal hele tiden sidde i møder, forhandle sig frem til resultater, holde taler, indynde sig hos politiske kolleger og vælgere. Han/hun flyver og farer. Det er en usund livsstil, fysisk og psykisk.

   Ministeren har hjælpere hele tiden. Sekretærer, der fører ( og til dels bestemmer  over ) ministerens kalender, og skriver ministerens taler. Chauffører, der åbner og lukker døren for én og bringer én derhen, hvor man skal være.

   Jens Otto Krag blev første gang minister i 1947. Med et par korte pauser var han minister indtil 1972. Bagefter anede han ikke, hvordan han skulle få livet til at hænge sammen. F.eks. vidste han ikke, hvordan man slog op i en telefonbog. At ringe folk op, var noget hans sekretærer havde gjort for ham i alle hans 25 år ved magten.

   Jeg tror det bedste om Møgher og Krag og den næsten lige så unge Ida Auken. Men at være en god minister kræver, at man ved så meget om sit område, at man taler på lige fod med sine øverste embedsmænd. Så de ikke kan fuppe én derhen hvor de vil.

   Jeg synes det er synd for Krag og Møgher. Når man er ung, skal man skaffe sig viden, spille fodbold og formere sig.

   Jeg synes ikke folk skal blive ministre, før de har skaffet sig viden, erfaringer og er blevet 40 år. For ellers falder de i djøffernes kløer.

   Hver gang jeg kritiserer djøffernes overhåndtagende magt, får jeg brev fra Djøf-forbundets kommunikationsdirektør. Hun er ikke bare krænket, hun er bedrøvet over min negative indstilling til hendes lurmærkede kolleger.

   Men jeg synes nu folkestyre er at foretrække for djøf-styre. Og sundt folkestyre kræver ministre, der duer på egen hånd. Mandfolk og kvindfolk, der ved hvad de vil og kender de faktiske forhold i jernindustrien. Ikke ministre, der går rundt og pisser hinanden i ørerne, eller hvad det nu er tomhændede politikere får tiden til at gå med. 

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 18. oktober 2011

DR er så småt på vej væk fra seertallenes tyranni. Men der er stadig for meget vingummi i programmerne. P 4’s pop-dominerede musikvalg bør suppleres med let klassisk, jazz, pigekoret, revy- og dansktop-sange. Og denne sæsons X-factor bør blive den sidste, skriver DR’s næstformand.

                                  X-factor smisker for dagdrømmerne

                                                  Af Ole Hyltoft

Skulle vi ikke beslutte, at den X-factor, der er i gang nu, bliver den sidste i DR?

   Ideen med at gøre sang-amatører til sang-stjerner har nu i nogle år begejstret medierne og samlet store dele af nationen. Euforien har fået os til at bære over med denne series skyggesider. Blachman og Co.’s ekstatiske hyldester til de optrædende, publikums landskampstemning og avisernes forgabelse i de modige sangere har givet en række halvgode amatører en opmærksomhed, der skygger for de virkelig gode sangeres fuldbårne præstationer.

   X-factor smisker for verdens millioner af dagdrømmere. DR siger: Kom og syng! Måske ejer du en uopdaget guldstemme. Din stemme mangler bare Blachmans og DR’s forløsende hånd. Snart har det ganske land erkendt din guldstemmes storhed.

   Men dette er jo falsk. Når kameraerne er slukket og festivitassen forbi, og vinderne i X-factor fremviser deres kunnen på en cd, ryster anmelderne på hovedet. Uden TV’s glimmer, DR’s bigband og Blachmans henrykkelse, er der ikke nogen efterspørgsel efter disse korttids berømte amatører.

   Foruden at være et kunstnerisk er dette også et moralsk problem for DR, der ellers hylder høje etiske standarder. Så jeg synes, vi skal lade X-factor 2012 blive den sidste.

   Selvfølgelig skal Danmarks Radio være festlig og underholdende. Men man kan også skabe fest og glæde uden at opbygge falske askepot-historier. DR’s stort anlagte demokrati-aften med toppolitikerne to dage før valget var et vellykket forsøg. Koncertsalens 1800 feststemte mennesker sang sammen med pigekoret danske sange, inden politikerne tog fat. Stemningen lignede den i de gamle forsamlingshuse. 1,2 millioner deltog via tv-skærmene.

   Nej, der er ikke noget galt i at opnå høje seertal. For DR’s vigtigste opgave er at holde sammen på vores land. Bare ikke med hvad som helst på menuen.  Der er forskel på det ægte og det forlorne, på kvalitet og simili.

   Lad os se på en anden afdeling i DR’s omfattende varehus.  Novo Nordisk har opfundet et præparat, der kan stoppe indre blødninger, f.eks. krigsskader. Men det indebærer risiko for blodpropper. ”21 Søndag” satte Novo Nordisk-direktøren under anklage for at presse salget af dette livsfarlige, men også livsreddende præparat i vejret. Interviewet havde den vanlige ”direktør under anklage”-karakter.

   Under interviewet sad jeg mest og savnede at få noget at vide om, hvordan sådan en fantastisk medicin var blevet til, og hvordan den virkede på blodet eller koagulationen i kroppen. Kunne den svenske udenrigsminister, Anna Lindh, have overlevet, hvis hun havde fået dette præparat mod sin læderede lever?

   ”21 Søndag” påtog sig ved denne og andre lejligheder den relativt lette rolle som anklager, i stedet for den sværere, at give os indsigt, lære os noget nyt.

DR er, især efter det sidste års nye direktørudnævnelser ( og –afskedigelser ), i færd med at finde nye pejlemærker. Det mærkes måske  endnu ikke tydeligt i programmerne. Men det er på vej.  X-factor-mentaliteten, dvs. seertallenes overherredømme, dominerer stadig. Men ønsket om, at det lødige og ægte skal have mere plads, presser sig på i bestyrelse og direktion. Helligånden i DR – de rettroendes march mod den globalistiske multikultur - er heller ikke helt så eneherskende som før.

   Men, men, der er stadig for mange fordomme og for meget vingummi i programmerne. Lad os se på en 3. afdeling i DR-varehuset, populærmusikken.

   P4’s blanding af lokalt stof, trafikmeldinger og musik er umådelig populær. P 4 er vist Europas populæreste  radiokanal i forhold til befolkningstallet. Men musikken i P 4 er trættende flad og ensidig. Pop, pop og atter pop.

   Fred være med pop-genren. Den skal vel også være her. Men hvorfor altid den samme gungada-gunga? Hvorfor ikke give P 4 et bredere musikalsk ansigt, som samtidig løfter den musikalske kvalitet?  Hvorfor ikke supplere med ældre og nyere jazz?

   Eller hvorfor ikke lade den lettere klassiske musik komme med ind på P 4? Mozart, Puccini, Vivaldi, Lange-Müller, Emil Hornemann?

   Eller operetten – Offenbach, Lehar, Emil Reesen, Kai Normann Andersen – hvorfor er operettemusikken nærmest ekskluderet fra DR?

    Og hvorfor må den danske sang – højskolesangene – ikke være med i P 4? Poul Henningsen sagde engang til mig, at Åkjærs ”Hvem sidder der bag skærmen” jo er en fremragende schlager. Og det er jo det, højskolesangene er, fin lyrik til iørefaldende melodier. Mens popsangene oftest er dårlig lyrik til øredøvende melodier.

   I DR er det især pigekoret, under den eminente Michael Bojesens ledelse, der har holdt den danske sang i hævd. Pigekorets tone er den danske landevej, som vi er vandret ud ad fra vi var børn. Men den løfter sig samtidig op i himlen, så vi ser vort elskede Danmark ligge udbredt for vore øjne. Tonen er inderlig, men også jordnær. Musernes smilende pigeleg med vores hverdag. Så velkendt og dog så medrivende. Vi bliver simpelt hen glade af at høre pigekoret fortolke vores bedste sang-lyrik.

    P 4 kunne også holde revyviserne i live – fra Erik Bøgh, Dagmar Hansen, Fredrik Jensen til Ib Schønberg, Osvald Helmuth, Liva, Karen Jønssson, Marguerite Viby og dem fra vore dage. Revyviserne er ligesom Dansktoppen kig ind i tankegangen og humoren hos vore ældre familiemedlemmer og vores afdøde forfædre.  Stedsegrønne udsagn, der udvider vor egen nutids horisont. Vores mødre og bedstefædre sang disse sange, hvis omkvæd har en overlevelse, der langt overgår vore dages pop- og rocksange. Det er et kulturtab, hvis vi ikke holder fortiden i live i form af denne sangskat. Det er kun DR, der kan gøre det. Men DR gør det ikke. For det er ikke nær så hip med disse traditionsrige  danske sange som med amerikanske og britiske popidolers hit fra sidste uge. Skønt DR faktisk i ”Public Service Kontrakten” har lovet politikerne at lægge særlig vægt på ”dansk kunst og kultur og den danske kulturarv.”

Der er masser af god debat i DR om øjeblikkets politiske stridspunkter. Men roden af den kultur, vi kommer af, bliver forsømt. Vi får meget at vide om afskyelige hændelser i Equador og  Tanzania, brud på menneskerettigheder, som vi alligevel ikke kan forholde os til i dybden  og i hvert fald ikke gøre noget ved. Men at kende vores egen historiske hjemstavn og fatte, hvilken lykke det er overhovedet at have en hjemstavn, det hjælper DR os ikke meget med.

   Hvorfor hører vi sjældent foredrag om eller får tv-serier om de aftryk, vore genier har sat i hver enkelt danskers sind? Om Kingo, om Thorvaldsen, om H.C. Ørsted, Niels Steensen, Johanne Louise Heiberg, Købke, Finsen og mange af de andre. For at sige det lidt bastant: DR forsømmer kulturarven.

   Desværre gør skolen det også. Så meget mere grund var der til, at DR ikke gik i historieløshedens spor. Ville det i øvrigt ikke også være passende, hvis det totalt a-kulturelle TV 2 følte sig en smule forpligtet over for den danske kultur, der har oprettet kanalen?

Vi lever i en åndløs tid. En tid forgabet i elektroniske dingenoter og globalistiske distraktioner. Uden den rodfasthed, der er al stor kulturs vækstlag.

   Er Danmarks Radio tvunget til at slå følge med denne åndløshed?

   Nej, det er DR ikke. DR har takket være folkelicensen fået frihed til at hente de værdier ind i udsendelserne, som ikke er på mode, ikke opgejlet af reklamer, men er af værdi. Sørge for at alle de kulturelle værdier, samfundet ejer, bliver fremvist, selv om de for øjeblikket ikke promoveres af forlag, teatre, koncertbyroer.

   DR skal holde vandene åbne. Når Carl Nielsen dominerer, skal DR sørge for, at heller ikke Rud Langgård glemmes. Det er ikke noget problem i dag. Men det var det i de to komponisters levetid.

   DR må ikke bøje sig som et siv for mode-vinden.  Ingen ny dansk teateropsætning, film, kunstudstilling, roman, digtsamling af  betydning bør gå DR uanmeldt forbi.

   Den klassiske musik på P 2 - med symfoniorkestret i spidsen - har overlevet de sidste femten års tørketid i DR. Det har litteraturen og billedkunsten og teatret derimod ikke. Uanstændigt at vi ikke mere hører det bedste danske sprog fra Ewald til Nordbrandt læst højt i radioen. Derfor taler de unge skuespillere i ”Borgen”, så ingen kan forstå, hvad de siger. Åndløshed gør vores hverdag utydelig.