Avisartikler 2011, 3. kvartal

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 9. juli 2011

Et kosmisk alter i Tisvilde

Tisvilde er mere og mere blevet stedet, hvor de kendte mødes om sommeren, fra kronprinsen til Suzanne Bjerrehuus. Ole Hyltoft er kommet her siden sin barndom. Han bringer fortidens spøjse poeter og malere og kulturens og videnskabens storheder til live i denne hymne til sit hjemsted og den danske sommer.

 

Af Ole Hyltoft

 

Stille sommerregn er det bedste. Den svage, ensformige trommen på græstaget. Mens væden i luften fordamper til små tåge-øer. Så falder sommeren til ro.

Sådan en dag skal vi ikke tage stilling til, om vi skal cykle ud i klitterne eller hellere bare bevæge os det lille stykke vej ned til Sankt Helenes klint og bade mellem høfderne. Vi skal ikke smøre os ind i solcreme. Vi skal ikke bakse med parasollen. Og vi skal ikke fylde vandkanden mange gange og ud og bruse forhavens liljer og hortensia. For i dag sørger Vorherre for vandingen.

Storkenæb og fredløs, margueritter og morgenfruer sætter farve på gråvejret. Man kan se, hvordan blomsterne strækker sig i velvære op mod den livgivende fugt, der nærmest siver ned over dem. Sådan en dag får alle vækster vokseværk. Men umærkeligt foregår det.

Når solen skinner, er vi derimod så urolige. Drengene spæner af sted. Pigerne hviner. De voksne skal fortælle hinanden om alle de gøremål, de er i gang med, eller har til hensigt at foretage. Ud fra sommerlandets åbne døre og vinduer hører vi telefonerne kime.

 

Den stille sommerregn er bøgernes ven. Folk siger, de tager Henrik Pontoppidans eller Herman Bangs samlede værker med sig op til hængekøjen i blommetræets skygge. Jo - men får de bøgerne læst? I en solhed hængekøje falder ”Det forjættede land” let ned på maven. Døsigheden vinder over litteraturen.

Omvendt når man her i sommerregnen har været nede hos købmanden og forsynet sig med æg og tomater, jordbær og en ekstra avis, og er kommet tørskoet hjem i læ af paraplyen, så er det alvor, når man spørger sig selv: hvad for en bog skal du læse i eftermiddag? Jeg har truffet mit valg. Bogen om ”Naturens Tankelæser”, forskeren, sprogfornyeren, et af guldalderens danske genier, H.C. Ørsted. Mere end velskrevet af Dan Ch. Christensen. Hvordan springer sådan en ukendt skribent pludselig ud i lyset med et storværk?

På vejen hjem fra købmanden råber restauratøren fra Tisvildes gamle hjørnecafé, ”Claus B.” mig an:

- Det er en værre sommer.

- Det bliver bedre i næste uge, svarer jeg.

- Jeg stoler altid på dig, Hyltoft, ler han og vinker.

- Det kan du roligt gøre, svarer jeg.

 

Man skriver en del i bladene om de mange berømtheder der driver omkring i Tivildeleje. Jeg ser dem nu sjældent. Måske arbejder jeg for meget og flanerer for lidt. Dog havde jeg det held en dag at stå lige bag ved Aquas mere end nydelige Lene Nyholm i køen hos købmanden. Og af og til veksler jeg ord med journalisten fra Møllers Radio, den spøjse Michael Bertelsen.

Det siges, at kronprinsen var her sidste år. Men han besøgte ikke mig. Til gengæld er vi glade for at have den uimodståelige krudttønde, Suzanne Bjerrehuus, og forretningsmanden med samfundssind, Asger Åmund, gående løse heroppe. Især Suzanne er svær at overhøre, når hun befinder sig i bymidten. En klog og modig kvinde er hun. Og det skal siges, skønt Asger påstår, det går hende til hovedet, når jeg roser hende.

 

I min barndoms somre holdt en berømt mand til heroppe. Han levede vist af at vise sig selv frem og recitere egne værker på Tisvildes dengang mange hoteller og pensionater. Han var en ægte poet, hed Olaf Gynt, og udgav mange digtsamlinger. Han er ukendt i dag. Men hvis man læser beskrivelser af mellemkrigstidens litteratur, vil man støde på hans navn. Han debuterede som 17-årig, var et kæmpe talent som versemager, og havde kosmiske fornemmelser som Jens August Schade.

”Dansende strofer, fyrig musik

blev jeg, imedens mit støv forgik.”

Det er da godt skrevet, ikke!

I vore dage var han nok kommet på finansloven og næppe gået i hundene. Skønt hvem ved. Men dengang, i 1940’rne, måtte han leve af at være lejlighedsdigter. Min far må have mødt ham heroppe en sommer. For i min fars efterladte papirer fandt jeg en sang, Olaf Gynt havde forfattet til lovprisning af min fars radiofirma, ARAKO RADIO. Mon ikke Olaf Gynt har fået en radio af min far for sin indsats for firmaet?

Jeg har tegnet et humoristisk, men ikke ondskabsfuldt, snarere betaget billede af Olaf Gynt i min roman ”Københavnerpigen under besættelsen”.

 

Det var dengang to nobelpristagere hørte til Tisvildes faste stok om sommeren, Johs. V. Jensen og Niels Bohr. Elskede forfattere som Seedorff Pedersen og Jens Locher boede her også. Den første har skaffet sig evigt liv med skippervisen ”Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset”. Den sidste skal man efterhånden være en moden dame eller ældre herre for at kende. Jens Locher var ellers uhyre populær fra 30’erne til 50’erne for sine ”Familien Hansen”-hørespil, som samlede familien Danmark foran radioen hver søndag aften. Han hviler nu på Tibirke Kirkegård tæt op ad Tisvilde Hegn.

Seedorff var ét med Tisvilde i min ungdom, lavede mange radioudsendelser om fiskerlejet. Men flygtede så fra sin Tisvilde-hustru, kaldet Spindevinde, og drog til Knud Lyne Rahbeks og Oehlenschlægers mere prominente ”Bakkehuset” på Frederiksberg, hvor han blev næsten 100 år.

Sin kærlighed til egnen om Tisvilde foldede Otto Gelsted ud i 1941 i en af de inderligste Danmarks-hymner vi har:

Her har hjertet hjemme

mellem skov og krat.

Sangen slutter sådan:

I din svale skygge

vil vi sammen bygge

Danmark på din lykke!

Vær os altid nær.

Hvis en digter i dag skriver sådan om Danmark, bliver han hånet, spottet og latterliggjort af den herskende kulturklan. Men dengang kunne selv kommunister som Otto Gelsted, Sven Møller Kristensen og Paul la Cour hylde fædrelandet i de intimeste toner.

 

Der har altid været et anstrøg af boheme og kunst over Tisvilde. Ligesom der er over Skagen. Min nære ven og kunstner-kammerat, Cobra-maleren Egill Jacobsen, har haft hus på samme vej som jeg. Jørgen Nash var sågar turistchef heroppe. Og Asger Jorn og hans lejlighedsvise kæreste, maleren og kunstmæcenen Elna Fonnesbech-Sandberg, holdt til her. Gode malere som William Scharff, Victor Haagen-Müller, Jul. Paulsen og Herman Vedel har også boet og arbejdet på egnen.

Men Tisvilde har aldrig været mondæn som Hornbæk.

Har man indfølingsevne, emmer stierne i Tibirke Bakker af videnskabens og kunstens store skabere. Sjovt at tænke på, at Niels Bohrs ”Københavnerskole” af atomteoretikere har købt det velanskrevne landbrød hos bager Spiegelhauer, gulerødder og kartofler hos Frydensberg og aviser hos Thuneby. Danske aviser, ja, for atomfysikerne blev nødt til at lære sig dansk for at forstå hvad deres faderfigur Niels Bohr sagde. Jeg kan som fireårig have stolpret ind i nobelpristageren Werner Heisenberg hos den hyggelige og travle bog- og papirhandler Thuneby, der også drev Tisvilde Bio. I dag den eneste biograf i Gribskov Kommune. Niels Bohr var ligesom Johs. V. Jensen en storforbruger af Tisvildes feriemuligheder, sejle, svømme, vandre i Hegnet.

 

Det er ikke svært at se disse kendte ansigter for sig. For omgivelserne i Tisvilde er de samme som i 1920’erne og 30’erne. Togstationen er det samme svale, klassiske rødstenshus, som jeg kendte fra min barndom. Bygget i 1924. Dengang kom der vel kun 2 – 3 damptog herop om dagen. Pensionaternes hotelkarle stod så parat til at køre det bedre borgerskabs kufferter hjem til Hotel Julsgård, Højbohus, Tisvildeleje Badehotel og hvad hotellerne ellers hed. På trækvogn. I dag hører jeg fra mit åbne vindue bruset af et ankommende tog hver halve time.

De krogede kæmpe ege på stien op til kirken stod her også i 1738, da Christian den Sjette rejste en obelisk til minde om, at han og hans far, Frederik den Fjerde, havde besejret sandflugten. Obelisken troner for enden af en arkade af kastanjetræer, så rige og tætte i løvet, at man føler man går på bunden af et mørkegrønt hav. Kongen satte en poet til at hylde den indsats, der gjorde goldt sand til pragtfuld skov, og som har giver generationer af ferierende lykkelige og helsebringende stunder. Digteren siger det sådan på 1700-tallets ligefremme facon:

Sandbjerge vokste op, fløj frem, når vinden kom //

og drev så mangen en fra hus og ejendom.

Hvorfor kong Frederik til landets gavn og beste //

lod gribe værket an med vogne, folk og heste.

 

Nu som for hundrede år siden slutter en god sommeraften i Tisvilde på klinten med udsigt langt, langt ud i Kattegat. I en stor bue ud i vandet ligger havet blankt. Så fortaber det sig i kruset marineblåt indtil horisonten. En måge stryger lavt over vandfladen. En mand tager badekåben af nede på stranden og træder ud i vandet. En frisk duft af tang når herop.

Horisonten er dækket af et bredt skybælte. Men der er et hul i bæltet, lige ved siden af Hesselø. Og solen omme bag skyen sender en elfenbensfarvet strålevifte ned gennem åbningen. Strålerne spreder sig som fine streger på den matgule bund. Et alter. Et kosmisk alter. En åbenbaring.

Som H.C. Andersen synger i sin sang om Gurre:

Jeg tror der er skønnest i Danmark.

Det er der. I hvert fald om sommeren.

Offentliggjort i Ekstra Bladet den 13. juli 2011

Taler jeg for højt?

 

Fri os for et Neuropa

 

Af Ole Hyltoft

 

Danmark må være den vigtigste nation i Europa. Det slutter jeg af, at Tyskland har haft toldere og et toldhus lige syd for grænsen uden at en loppe gør.

Men da der nu også kommer nogle danske toldere lige nord for grænsen, er fanden løs i Laksegade. Ministre, flomme-europæere og andre moppedrenge jamrer, at de fyrre tykke toldere fra Danmark vil få hele det europæiske samarbejde til at synke i grus.

Så vigtige er vi altså.

Jeg har især bidt mærke i justitsministeren fra Hessen. Han hedder hr. Hane ( på tysk Hahn ). Så han er rigtig en, der kan sige kykkeliky. Han siger til JP, at de fyrre toldere nord for Kruså ”vil smadre den europæiske ide”.

Så spidser jeg øre. For hvad er nu det for en ide? Jeg har forstået, at de danske toldere skal forsøge at snuppe nogle rumænske hønsetyve og serbiske røvere af juvelbutikker, som vi kan se dem i aktion på Ekstra Bladets netavis. Men justitsmanden i Hessen mener åbenbart, det er noget andet, tolderne vil snuppe, nemlig en europæisk ide.

Sidste gang man hørte om denne ide, hed den Neuropa. Ideen blev båret frem med pomp og pragt af en vis hr. Hitler.

Dengang var Danmark lige ved at hoppe på ideen. Det var efter at den danske udenrigsminister, Erik Scavenius, den 8. juli 1940 udtalte, at de tyske sejre, blandt andet den over Danmark og Norge, havde slået verden med beundring. Mig har de tyske nazisejre kun slået med foragt. Men SF’s formand – det var før Villy – belærte mig engang om, at sådan nogle ord som Scavenius’ skulle en politiker sige.

Nå, men Scavenius’ beundring i 1940 var der så nogle høje tyske diplomater der greb fat i. De mente, at den danske beundring burde omsættes i praksis, Danmark skulle inddrages i et tæt samarbejde med tysk erhvervsliv, i en såkaldt told- og mønt-union.

Der var danskere med den tyskvenlige minister Gunnar Larsen i spidsen, der syntes dette var en hulens god ide. Ideens kerne var, at hele Europas økonomi skulle ledes af det tyske herrefolk i Berlin. Men selvfølgelig blev der nogle gode lunser til dansk industri, hvis vi artede os vel.

Det førte i sommeren 1940 til forhandlinger mellem tyske og danske ministre og diplomater om en Wirtschaftsunion ( økonomisk union ) mellem Tyskland og Danmark. Tyskernes sigte var ”en økonomisk sammenslutning mellem landene i Europa under Tysklands førerskab”.

Tyskerne ville have, at disse forhandlinger skulle foregå hemmeligt. Alligevel blev de kendt. Og danskerne på gaden vendte sig imod ideen om Neuropa. Besindige politikere som Stauning og Hartvig Frisch gjorde det også. Så vi hoppede af sporet til Neuropa. Og tyskerne fik andet at tænke på og fandt andre måder at stjæle danske varer på.

Er det denne storslåede ide om Neuropa, der har overvintret i hr. Hanes hjerte og får ham til at råbe kykkeliky! op til Danmark? Han kalder ideen europæisk. Men mon ikke den snarere er tysk?

Tyskland har i de senere årtier været os en udmærket nabo – i modsætning til tiden fra 1840 til 1945. Men hr. Hanes kykkeliky får mig til at tænke på, hvad nogle af mine fornuftige tyske venner begrunder deres støtte til EU med. Det er bedst med en stærk overmagt, EU, der kan holde vores land, Tyskland, i tømme, siger de.

Jeg synes også EU er god til visse ting. Til at forsyne os med billig rødvin og til at holde fred i Europa. Men EU skal ikke være en økonomisk enhedsstat med Tyskland som stormægtig fører. Fri os for et Neuropa.

 

 

I øvrigt mener

 

Jeg læser, at Norge har 3000 milliarder kroner i statskassen. Takket være olien. Danmark har derimod hul i statskassen. Hvad med at vi genforener vore to lande, ligesom vi var forenet før 1814. Denne gang kan hovedstaden sådan set godt blive Oslo. Men så skal den også have sit gamle navn, Kristiania, tilbage.

Trykt som "Så hør dog efter" i Ekstra Bladet den 29. juli 2011

Voldsmænd snupper bibliotekernes penge

 

Af Ole Hyltoft

 

 

Jeg bor i Tisvilde, som mange af mine kære læsere ved. Jeg mener kære. For vi, der elsker aviser og læser dem, bliver færre og færre. Vi må holde sammen. For vi holder nationen sammen.

Jeg kan berette for jer, at lige nu er Tisvilde den rene Riviera. Hos bageren står italienere og kappes med nordmænd om at forklare, at de vil have spandauer og ikke overskåret. En munter babylonisk forvirring. Og vores om vinteren så beskedne købmand sælger nu med brask og bram Italiens hovedavis Corriere della Sera foruden alle de norske, svenske, tyske og engelske aviser. Indgangen til hans butik ligner den internationale kiosk på Gare du Nord i Paris.

I disse uger får biblioteket også en ekstra chance. Biblioteket er her i byen slået sammen med posthuset. Er dog kun åbent i fire eftermiddagstimer. Så folk må stå i kø.

Men postvæsnet synes, vi skal stå endnu længere i kø. Så her på årets travleste dage for Tisvilde Posthus lukker posthuset/biblioteket nu tirsdag, torsdag og lørdag. For at spare.

Bibliotekerne er i støt tilbagegang landet over. Men postvæsnet er i frit fald. I år røg prisen for at sende et almindeligt brev op fra 5,50 kr. til 8 kr.

Folk sender ikke så mange breve mere. Men dog nok til at ”væsnet” har råd til at give sin generaldirektør flere millioner i årlig gage. Og vist også bonus, hvis ”firmaet” giver overskud.

Jeg synes ikke postvæsnet er et ”firma”, der skal give overskud. Postvæsnet er en service, ligesom skoler og sygehuse. Posten skal sørge for, at vi kan sende hilsner og gaver ( varer ) til hinanden. Det er en af de måder, vi holder hinanden i hånden på og viser, at vores land er et fællesskab. Derfor skal portoen være billig og posthusene åbne, ligesom bibliotekerne.

Ved kommunalreformen blev Gilleleje og Helsinge kommuner slået sammen. Det skulle give bedre forhold for biblioteksbrugerne. Men den professionelle bibliotekar, Tisvilde havde i nogle timer hver onsdag, blev suspenderet, fordi der skulle en overdjøffer mere til at holde sammen på de sammenbragte biblioteksvæsner. Mere kontoriusseri, mindre glæde ved bøgerne.

Men hvor skaffer man så pengene fra til billig post og gratis biblioteker?

Det skal jeg fortælle jer. De kommer fra sund omtanke. For nylig gjorde Ekstra Bladet endnu engang samfundsnytte ved at afsløre, hvordan et par voldelige asylansøgere var sendt på dyr sommerferie nær Tisvilde. Sandholmlejren sørgede for, at disse vildbasser fik fire-fem oppassere samt et superlækkert, moderne sommerhus at opholde sig i.

Hellige Moses! Hvordan omgås de dog skattepengene i Sandholmlejrens ledelse! Sæt dog vildbasserne ind bag en låset dør, indtil de er svalet af. Snak lidt venligt, men bestemt med dem. Men giv dem ikke oppassere, smid ikke millioner af kroner i hovedet på dem, selv om det giver Karen Thisted lejlighed til at lege med de flotte fyre på stranden.

Der foregår mange af den slags unødigt kostbare løsninger i vores socialvæsen. Udgifter, der gør os fattigere på midler at råde over uden at gøre os rigere på medmenneskelighed.

Dygtige ministre, borgmestre, kommunaldirektører burde være opmærksomme på disse smid-pengene-væk-huller og stoppe dem til. Folketingspolitikere burde heller ikke være så rundhåndede med pengene, bare fordi grædesøstre lader tårerne og munden løbe.

Det er en slap, selvopgivende kultur, der lukker biblioteker og posthuse for at værne om voldsmænd.

 

I øvrigt mener jeg:

 

Efter tragedien i Norge råber mange: bekæmp ekstremismen. Jeg siger: bekæmp først uvidenheden, så klarsynet og realismen kan komme til orde.

Trykt i Politiken den 4. august 2011

Er vi højreorienterede, fordi vi holder af hjemlandet ?

Af Ole Hyltoft

En sidevirkning af Breiviks udåd er, at den politiske debat i Norge og Danmark nu stilles til afvaskning.

Meget af snavset i den danske debat består i, at vi er så overbeviste om modpartens skumle hensigter, at vi bygger vores indlæg på fordomme og derved gør os selv dummere og mere snavsede end vi behøvede være.

Lad mig nævne to eksempler på de falske fordomme.

Vi er nogle stykker der mener, at det nationale ( jeg kalder det ”det hjemlige” ) rangerer før det internationale, og at multikultur er en fare, der kan føre meget snavs med sig, herunder afskyelige handlinger som Breiviks. Vi kaldes så af vore modstandere for højreorienterede, jævnligt også for højreekstremister og højrepopulister..

Ifølge anerkendt sprogbrug betyder højreorienteret, at man er tilhænger af økonomisk ulighed, af skattelettelser til de rige, af privatskoler, privathospitaler, kort sagt af et opdelt samfund, af klasseskel. Desuden at man er konform og småborgerlig i sin leveform.

Men det billede passer jo ikke på Dansk Folkeparti, der støtter de økonomisk svage. Og jeg kan hilse og sige, at DF ikke rummer så få herligt originale, kreative, ja, bohemede medlemmer. Det, der forbinder os, er en kærlighed til Danmark.

Jeg kan ved den søde grød heller ikke genkende mig selv som højreorienteret. I mine unge år kæmpede jeg for fri abort, fri porno, nøgenbadning, uortodoks påklædning. Opgør med meget af det gamle konservative stads, som i min barndom stadig hang ved fra lektor Blomme-æraen. ( Og som også fandtes i en socialdemokratisk udgave. )

Nej, må jeg bede om størst mulig individuel frihed – og kærlighed – inden for rammen af varmt fællesskab.

Hvad sådan et fællesskab indebærer, har jeg for nylig udgivet en essaysamling om ( ”Tør du være dansk?” )

Denne livsholdning har jeg skrevet om hele livet. Og jeg hylder den da stadig, og praktiserer den – efter stadig beskednere evne! Den egenartede påklædning er jeg dog pt lidt tilbageholdende med for ikke at sende forkerte signaler i min egenskab af næstformand i DR. DR skal ikke være nogen harlekinade.

Min anden indvending går på ordet elite. Uden videre hæftes dette ord på de kulturradikale. Men den blanding af afdankede studieværter, redaktører med drømme om at komme højere op i hierarkiet, og kunstnere, hvis eneste chance er at klynge sig til den kompakte majoritet, de repræsenterer nok den politiske korrekthed. Men de repræsenterer ingen elite. De repræsenterer medløberiet.

Så et bidrag til en mere sober – og mere spændende, realistisk – debat vil være, at vi ikke kalder hinanden noget, vi ikke er. Og at vi bedømmer hinanden efter, hvad vi har sagt og skrevet gennem årene, og ikke efter hvilken bås, de åndeligt dovne putter hinanden i.

Trykt som "Så hør dog efter" i Ekstra Bladet den 18. august 2011

Skal sønderjyder og tyskere være én surdej?

 

Af Ole Hyltoft

 

H.C.Andersen tog på besøg hos sin ven i London, Charles Dickens. Han skulle bo der i nogle dage. Han blev der i tre måneder. Det føltes som tre år, jamrede Dickens bagefter.

Hermed vil jeg sige, at det er udmærket, at mange tyskere lejer sig ind i vores sommerhuse. Vi er i de senere år blevet gode venner med tyskerne. Men det er ikke godt, hvis vi giver tyskerne lov til at købe og eje vores sommerhuse. Altså slå sig ned her. Ligesom H.C. Andersen slog ned hos Dickens.

Tyskland er et kæmpe land. Det rummer mange rige mennesker. En skønne dag har tyskerne købt de fleste sommerhuse på den jyske vestkyst og den sjællandske nordkyst.

Det var det, der skete i 1300-tallet. Den danske konge manglede penge - ligesom krakelerede sommerhusejere gør i dag. Så pantsatte kongen landet til bl.a. den tyske grev Gert. Grev Gert drog op gennem Jylland med en hær på 10.000 mand for at indløse pantet. Danmark skulle gøres til Tyskland.

Niels Ebbesen kom i vejen for dette projekt med en kniv i grev Gerts hjerte. Det var ikke ganske efter reglerne. Men nødvendigt, hvis Danmark skulle forblive et selvstændigt land.

0 – 0

Nutidens trang til at opløse Danmark stammer selvfølgelig fra Det radikale Venstre og dagbladet Politiken. Herfra har trangen spredt sig til Grænseforeningen, der har til opgave at værne om dansk kultur i det gamle danske land syd for grænsen. Til det formål får de danske aktører syd for grænsen en halv milliard kr. fra staten. Men Grænseforeningen har fået Margrethe Vestager-syge. Og taler, ligesom visse danske skolefolk , om, at området mellem Kiel og Kolding ikke skal bestå af selvstændige danske og tyske enheder, men være et fælles dansk-tysk-land. Et mere eller mindre selvstændigt Slesvig-Holsten.

Men hør nu efter: Tysk kultur er en berigelse for Danmark og EU. Ligesom dansk kultur er en berigelse for Tyskland og EU.

Men slår man de to kulturer sammen til slesvig-holstensk øllebrød ( dansk brød, tysk øl ), bliver smagen tysk.

Også dette har vi prøvet før, ligesom episoden med grev Gert. Danmarks sydgrænse var fra hedenold Slien og Dannevirke. Men de danske konger og deres tyske ministre foretrak det tyske. Kirke- og retssproget blev tysk et godt stykke op i det nuværende Sønderjylland. I Slesvigs stænderforsamling skulle man tale tysk.

Derfor blev den ældgamle grænse ved Dannevirke ikke genindført, da sønderjyderne i 1920 fik lov til at stemme sig hjem til Danmark.

 

0 - 0

Det lyder fredfyldt med en fælles tysk-dansk kultur, en slesvig-holstensk kultur fra Kiel til Kolding. Men hen ad vejen vil den danske del af denne kultur blive udfaset. Bag de tysksindede slesvigere står en stormagts-kultur med over 100 millioner tysktalende. De har fremragende aviser, bøger, museer, film, teater, koncertsale. De har talrige tyske tv-stationer, der – må man desværre indrømme – værner bedre om den tyske kultur, end Danmarks Radio gør om den danske.

Gør vi Sønderjylland og Sydslesvig til et fælles land nord og syd for grænsen, prisgiver vi sønderjyderne. Et træ kan kun have en rod. Men det er dejligt at nyde synet af andre løvrige og rodfæstede træer i dets nærhed.