Avisartikler 2014, 4. kvartal

På en skumrings-tur i lillebyen støder Ole Hyltoft på et nyt, mønjefarvet hustag. Det lyser op i mørket og fortæller ham, at livet på jorden er udødeligt for den, der lever intenst med i sit fællesskab, sit samfund.

Af Ole Hyltoft

Det er skumringstimen. Jeg går ned gennem hovedgaden i min lille by. Til venstre, bag rækken af lave huse, strækker den dybe skov sig. Til højre, også bag nogle få huse, begynder det endeløse hav.

Min by er en gammel fiskerby. Herfra fiskes ikke mere erhvervsmæssigt. Men fiskernes gamle huse ligger her stadig og skutter sig i ly af klinten. Et stræde fra gaden fører ned mellem dem. Dér går jeg ned, mod stranden. Der er ingen mennesker i smøgerne mellem fiskerhusene. Men lysene begynder at blive tændt i vinduerne. Der er altså folk indendørs. Ikke fiskere længere. Måske håndværkere. Der er børn imellem dem, ser jeg. Heldigvis.
Jeg når stranden. Vader gennem det skridende sand hen til havstokken. Det blanke, sorte hav sender svage, langsomme dønninger herind. De ender deres rejse som skvulp for mine fødder.

Jeg vender ansigtet op mod land. Er der ikke noget, der bevæger sig deroppe omkring første husrække? Er det nogle af områdets velkendte skarver, der er vendt hjem fra fisketuren ude i Kattegat? Eller…?

Jeg går tilbage over strandbredden, tilbage til huset, hvor noget bevæger sig. Der er skygger, der i halvmørket flytter sig, men kun lidt, nær ved skorstenen. Nu ser jeg, det er tagdækkere, i gang med at lægge nyt tegl på spidstaget. Flotte, mønjerøde teglsten skinner ud i mørket. Et par håndværkere bevæger sig ubesværede og lydløse rundt på spærene. De kan deres kram.

De er borgere i byen, og bygger hus på kanten af havet. Det har deres fædre, oldefædre, vikingeforfædre også gjort, når de ikke fiskede. De har smartere redskaber i dag. Især de batteridrevne skruetrækkere må have gjort håndværkeres arbejde hurtigere og lettere. Men ellers er arbejdet det samme.

Når arbejdet er fuldendt, vil husets teglsten, ruder og hvidkalkede mur i mange årtier videresende solglimtene ude fra bølgetoppene. Huset ligger på elementernes skillevej mellem fiskenes hav og kornmarkernes land. Vi elsker at bo, så vi kan se langt ud over havet, det uforanderlige.

- 0 -
Jeg vender tilbage til hovedgaden. Standser foran Gudmanders garage. Hans slægt hørte til byens kendte fiskere. Hans garage har jeg været inde i. Men da var den ikke garage.
Det er mange år siden, og garagen var dengang en ganske lille udbygning på hovedhuset og sommerbolig for en ældre kontormedhjælper og hans søster, en forhenværende lugekone på Assistens Kirkegård. Her var ikke god, men tilstrækkelig plads til to beskedne mennesker i fire sommermåneder. Resten af året boede de to i en snæver lejlighed nær Griffenfeldsgade i Nørrebros slum. De spinkede og sparede for at få råd til at bo de fire sommermåneder i feriebyen. I kontrast til byens velstillede ferierende i deres rummelige sommerhuse. Men med adgang til den samme grønne skov, det samme blå Kattegat og de samme sunde fiskespiser som de rige.

Efter søskendeparrets død blev deres to klejne stuer lavet om til garage. Jeg har fortalt om parrets særegne liv i novellen ”Levemåde” i samlingen ”Tante Isidora”.
- 0 -

Hvor har vores levevilkår dog forandret sig i det sidste halve århundrede. Min farmor, boende i København, havde wc i opgangen og ikke telefon. Så når vi skulle have fat i hende om noget hastende, måtte vi ringe til en dame i hendes opgang, der var ejer af et sådant ekstravagant instrument.

Af min årgang var vi kun tre procent, der blev studenter. Nu er det vel 60 procent eller mere. Er det godt? Jeg ved det ikke. Er man ikke bogligt indstillet, er det vel ikke godt at tvinges til et ungdomsliv med bøger. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er godt, at alle i et folk ved noget af det væsentlige om den tid, der gik forud for deres egen. At vi ved, hvordan livet var for fiskere her i lillebyen i 1800-tallet. Og at en vis Ludvig Holberg skabte det sprog, vi bruger. Og at hans komedier blev til i 1700-tallet, og ikke i 1900-tallet. Og at en vis Monrad, nu atter berømt, satte Danmarks eksistens på spil i 1864. Bismarck var ulven. Men Monrad lod ved uklogskab denne rå imperie-ulv fortære det kvarte Danmark.
- 0 -

Jeg vandrer tilbage, op gennem hovedgaden. Det er ved at blive nattemørkt. Dunkelheden og stilheden får én til at svaje mellem to verdener, den håndgribelige, som der arbejdes på nede på den mønjefarvede tagryg. Og det gamle søskendepars i Gudmanders garage. De er døde. Og dog så levende i mig.

Jeg lukker øjnene. Det er jo alligevel så mørkt, at jeg ikke ser byen ordentligt. Da jeg åbner dem, kommer de to søskende gående. Han er en smuk mand. Noget kæphøj, lidt af en fattigmands-dandy. En oktoberdag for lang tid siden var han, min far, mor og jeg i Dyrehaven sammen med de jødiske venner, som vi samme aften skjulte i vore lejligheder.
Og Birgitte Price, min veninde, kommer minsandten også spankulerende dér. Mesterlig skuespiller og instruktør. Hun går mig smilende i møde. Vi taler om ditten og datten, om dengang hun blev bidt i bagdelen af en haj under en svømmetur i Middelhavet, og om dengang hun læste højt af min roman, ”De Befriede”, i galleri Asbæk.

Jeg lukker øjnene for de to søskende og for Price. Og da jeg åbner dem igen, lyser en dynamolygtes kegle frem over gaden. Det er min far på sin blå letvægtscykel på vej ned til stranden for at bade. Han har sin gamle badekåbe fra 1929 på bagagebæreren. Han nåede aldrig at få nogen anden badekåbe end den. Han har båret mig i den da jeg var meget lille og første gang skulle prøve havvandet. Det er da ikke badesæson, siger jeg nu til ham. Men han er allerede forbi mig, smilende. Min far er ikke bange for det ukonventionelle. Det har jeg arvet. Det må jeg huske at takke ham for næste gang vi ses. Frimodigheden har i tidens løb givet mig nogle blå øjne. Men hvad. Hellere det end ende i et gnidningsfrit liv i småborgerlig forsigtighed.
- O -

Nytårsaften er en god dag til at se ting, man ellers ikke ser. Min mormor og min mor var synske. Jeg er bare blevet digter. En digter er en, der gerne vil dele sine opdagelser med alle mennesker. Dette fællesliv sammen med de andre er udødeligt. For lever man intenst med i fælleslivet, samfundet, bliver man en del af det. Og den del af én lever jo videre, når éns individuelle liv og bevidsthed dør. Det var vore dødsdømte frihedskæmperes trøst, når de stod foran pelotonen.

Ikke alle dele af fælleslivet er opmuntrende. Ikke da svenskerne stjal Skåne fra Danmark og brugte trusler, mord og terror til at forsvenske de danske skåninger. Eller da København bombarderedes af englænderne, og senere, da vi besattes af tyskerne.

Men meget af fællesarven er lykkelig. Da H.C. Andersen skabte sine eventyr, Carl Nielsen komponerede sine melodier til de sange der er gået os i blodet. Da Købke og Krøyer malede og Thorvaldsen modellerede. Og, i en jævnere boldgade, da vi jublede over at have vundet europamesterskabet i fodbold.

Ved at kende og føle noget for dette, der hører os til, får vi et evigt liv. For fælleslivet lever så længe folket og bevidstheden om dets historie gør det.
Nogle har fjernet sig fra dette eviggørende fællesskab. De fører deres eget drastisk korte liv inden for en globalistisk og individualistisk ramme. Eller i troen på, at verden opretholdes af ene universelle regler, én grundlov for hele kloden.
Men en skønne dag vender de nok tilbage til den fælles ånd, der giver livet dets naturlige farve. Mønjefarven på taget af det hus, der står på kanten mellem den nærende jord og åndens grænseløse hav.

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR til 1.-1.-15

Med den bredside, Politiken 26.-12. fyrede af mod Danmarks Radio, skulle man tro, at Bermuda-trekanten, forbrødringen mellem Gyldendal, DR og Politiken, var sprunget i luften.
Tøger Seidenfaden, der gik ind og ud af DR’s studier, som var han hjemme i sit private hus, er nu afløst af den kloge Rune Lykkeberg.
Politikens grundige reportage om DR er den karskeste og skrappeste gennemgang, jeg har læst om DR’s tilstand lige nu. Men først må jeg lige minde reporterne, Brovall og Benner, om, at det ikke er en samlet DR-bestyrelse, der står bag DR’s seneste serie af basseraller. John Wagner og jeg fra bestyrelsen har hele tiden været imod nedlæggelsen af Underholdningsorkestret ( UO ).
Og hvad angår DR-direktionens hovedløse forsøg på at give Adam Holm mundkurv på, har jeg hele tiden i bestyrelsen støttet denne brillante interviewers ret til at mene, at alle religioner er overtro og trolddom. Ytringsfrihed, om jeg må be´.
DR-ledelsens forsvar for ”1864”-serien er jeg heller ikke bagstopper for ( se kronik i Berlingske 23.-11. ). Sådan skal det også være. DR’s bestyrelse er befolkningens repræsentanter i ledelsen, ikke direktionens dikkende lammehaler.
Så sent som nogle dage før Jelveds afgørende møde med medieordførerne skrev jeg til Michael Christiansen og foreslog, at han og jeg ( formand og næstformand ) sammen indkaldte DR’s general- og økonomidirektør, og her, i sidste øjeblik, fandt de penge, der skulle til at redde UO. En redning, der ville glæde lytterne og seerne, genskabe noget af DR’s tabte popularitet og redde kulturministeren ud af kniben. Eftersom hun nu holdt stejlt fast på den fejlagtige opfattelse, at UO’s indskrivning i public service-aftalen var et brud på armslængden.
Men Michael Christiansens svar var et absolut nej, skønt min venskabelige opfordring ville have befriet ham for den skæbne at gå over i DR-historien som formanden, der nedlagde folkets 75-år gamle og afholdte DR-orkester.
Michael Christiansens rolle som generalstabschef for nedlæggelsen har hele tiden undret mig. Jeg vil helst opfatte min formand som en ven af god kunst og kultur.

UO’s nedlæggelse er jo ikke det eneste område, hvor DR i disse år svigter sine kulturelle opgaver.
Lyden af H.C. Andersens eventyr, Blichers noveller, ja, af hele vor civilisations bedste litteratur høres ikke længere i DR oplæst af vore ypperste skuespillere.
Den klassiske danske musik, bortset fra Carl Nielsen og delvis Rud Langgård, fører en askepot-tilværelse i DR.
Billedkunsten som levende nutid fremvises kun i Adrian Hughes’ kunstquiz, som i øvrigt sættes på stand by i 2015.
Vore revyviser fra Erik Bøgh til Kaj Norman Andersen og frem har ikke nogen fast plads i DR’s populære musikkanaler. De er ellers vigtige at kende for os alle. De er ét med folkesjælen og kendetegnende for deres tid.
Disse undladelser og mange andre strider mod DR’s nedskrevne forpligtelse til at holde det bedste fra fortiden levende. At bevare vor kollektive erindring om de store og gode gerninger, der er begået til folkets lykke af danske og norske i århundredernes løb. Fra Tordenskjold til Holberg, fra general Rye til Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C, Ørsted, Johannes V. Jensen, Niels Bohr.
Det er ikke DR’s hovedopgave at underholde med de seneste poppelop-melodier. Hovedopgaven er at levendegøre den danske kultur, sprog, kunst og historie, i nutid og fortid. Det synes jeg gøres mindre og mindre helhjertet og kompetent med den djøfficering, der er under stadig udvikling i DR. På topplan fra cand.scient.pol. Chr. Nissen over cand.merc. Kenneth Plummer til cand.jur. Maria Rørbye Rønn.

DR’s hovedproblem i de kommende år er, om DR skal konkurrere ånd(e)løst med TV2 og de kommercielle stationer om seertallene. Eller om DR skal udgøre et indholdsstærkt kulturelt alternativ til al tv’s larm og pjat.
Her var UO’s bevarelse en prøvesten.
Hvorfor?
Fordi der var sket et mindre mirakel ved sammensmeltningen mellem et godt orkester og en superb dirigent. I min roman ”Københavnerpigen og Journalisten” taler personerne om ”at gøre livet større end det er”. Det var det, Adam Fischer og UO præsterede i de senere år. De gjorde ikke mindst Mozarts musik endnu større end Mozart selv. Det var et lille mirakel.
Den slags mirakler sker der ikke mange af. Og man skal gribe dem, når de er der. Ellers leder man ikke en kulturinstitution med rettidig omhu. Wiens og New Yorks berømte philharmonikere havde åbne øjne for miraklet. Men DR’s ledelse fattede ikke, at UO løftede Danmarks internationale anseelse.
Jeg forsøgte fra første færd at forhindre ulykken. Forsvarede UO i Deadline, i kronik i JP ( 17.-9. ), i bestyrelsen og alle mulige andre steder.
Det hjalp ikke.
Men nu er der så kommet delvis ny bestyrelse. Vi får se, hvordan det går. Kampen om DR fortsætter.

En død på skrømt kalder Ole Hyltoft dette års milde november, hvor hans små tallerkensmækkere er blevet til et overdådigt buskads. I november var det mindeår for Berlinmurens fald.

     Forfatteren erindrer sit møde med Stasi i 1970’ernes Østberlin.

                                 Af Ole Hyltoft

Hen omkring  december er der mange af os der udbryder: hvor vi savner sommeren!

   Jeg tror ikke det passer. Jeg tror danskernes krop og sjæl fra barndommen indstilles på, at fra november er det mørkt omkring os. Den står på solnedgang hele dagen.

   Fra april til september bliver vi overdænget med solens D-vitaminer. Men så synes vi også, det kan være nok. I oktober begynder vi at indstille os på mørketid.  Og i november kryber vi vanemæssigt ind under den sky-dyne, som den gode Vorherre og den kloge Odin i enighed lægger hen over vores våde land.

   Det er som da vi lå i vores barneseng og lod knæene løfte dynen op over os, så vi havde en lille, lun Aladdin-hule at fantasere i. Med en lommelygte i hånden kunne vi så ligge og smuglæse kapitlet, hvor Tarzan bliver abernes konge. Dog først efter en frygtelig tvekamp med sin udfordrer til kongetitlen, gorillaen Terkoz, som Tarzan  dog til sidst får vredet nakken om på. Tarzan brækker ikke  abens nakke, for flokken, fællesskabet, har også brug for en kraftkarl som Terkoz, nu han kender sin plads i abe-familien – efter mennesket.

   I novembermørket kan selv en rask dreng være bekendt at snige sig ind i en galanteriforretning med sin mor og købe kinesiske vifter, julestads og glanspapir, som han kan klippe i derhjemme sammen med lillesøster, en umandig beskæftigelse, man går lidt hemmeligt med. Det skulle ikke gerne gå ud over éns værdighed, nu man er kommet i 2. klasse.

   Jeg tror begrebet hygge er opfundet på en dunkel novemberdag.

   November lærer os, at der er et andet liv til end det storladne. Der er det ydmyge, de beskedne glæders, sammenholdets. Livet, danskerne lærte sig til bunds efter 1864-katastrofen.

-        O  -

Her til morgen er der lidt bleg sol. Jeg går ud ad bryggersdøren, hen ad de røde fliser til tallerkensmækkerne.   To små frø lagt i maj er blevet til et tre-fire meter overdådigt buskads. Bedets to stauder bliver næsten borte i al den grønnelse. Tallerken på tallerken vugger over, under og ved siden af hinanden, hver af dem en  decimeter i diameter. Glasperler dannet af morgenduggen triller frem og tilbage oven på hver tallerken. En lillebitte bille afspadserer fladen og prøver at undgå at blive ramt af perlerne. Tallerkensmækkernes gule og orange blomster stikker hovederne frem hist og her mellem tallerkenerne. Dette er havens under i år. Skabt af grokraften i det milde, regnklamme efterår.

   Længere ude ved vejen er hostaens store blade nu blevet mørkegule. Men gemseroden kan ikke holde vårtrangen tilbage. Dens finhårede, babyfugtige blade dækker allerede større partier af haven med nygrønt. Vil dens fejltagelse af årstiderne slå ud i gule blomster inden jul? Miraklernes tid er ikke forbi.

   En del havefolk klipper stauder og buske ned til jorden i november. Ikke jeg. Jeg lader pæoner, solhat, hortensia stå og dryppe i al deres mørkebrune vissenhed. Sådan er livet jo. Blomstring og så forgængelighed.

-        O  -

Her i november, den niende, fejrede Europa 25 års dagen for fjernelsen af  Berlinmuren. Ære være ham den finurlige og humane russer Gorbatjof. Enevælden har også sine gode stunder. Jeg sidder lige nu med en lille klump hærdet cement i hånden, omviklet af et rødt bånd, stærkt falmet. Et stykke Berlinmur udhamret af en ung ven, gymnasiast. I dag er han en kendt kulturredaktør og debattør. Han ilede til Berlin umiddelbart efter den 9. for at være med i de unge europæeres festrus.

   Selv var jeg dernede midt i 1970’erne. Flere år inden sammenbruddet. 70’erne var DDR’s mest selvbevidste periode. Jeg var inviteret af styret, som kulturredaktør på Aktuelt. Sammen med Berlingskes smukke Malin Lindgren og Politikens tyskkyndige Niels Barfoed. Meningen var, at vi skulle skrive kønt om den socialistiske foregangsstat, så den kunne blive anerkendt som selvstændig nation.

   Det gjorde nu ingen af os. Jeg sagde til de to Gestapo-typer, der mere bevogtede end betjente os, at de socialistiske soldater i DDR virkede lige så nazistiske i deres parademarch som Hitlers garde. Så trak de to Stasi-frakker sig tilbage til en lille konference, måske konfererede de med et par ideologer på højere plan, og vendte så tilbage til os og sagde, at min fejltagelse bestod i, at jeg ikke skelnede mellem form og indhold. Så var tingene sat filosofisk på plads, verden atter i lave, med DDR i spidsen for fred og frihed.

   Jeg husker tydeligt min påklædning under rejsen. Et mørkeblåt, smånistret jakkesæt. Et levn fra min tid i kulturministeriet. Meget langt fra 70’ernes journalistiske cowboybukse-stil. Jeg havde fået det syet i det udmærkede kooperative skrædderi ”Tilskærerne”.

   Det holdbare, men stive jakkesæt passede symbolsk godt til DDR. Det var repræsentativt, højtideligt og altså syet af en virksomhed i den danske arbejderbevægelse. Denne bevægelse rummede i Danmark både frigørelse og demokrati. Men blandt den danske fagbevægelses kadre og ledere kunne man også møde en forestilling om det gode liv, der ikke var ulig den østtyske. Den danske fagbevægelse delte ikke militarismen og grumheden med  den østtyske diktaturstat. Men der var træk i den østtyske arbejderstats væremåde, stil og idealer, og i ledernes opførsel, man godt kunne genfinde hos flere af lederne i den danske arbejderbevægelse.

   Når 70’ernes unge danske socialister med fri hash og fri sex-vaner besøgte DDR, fik de da også gerne afkoblet deres tro på den faktiske socialisme som vejen til Utopia.

   Jeg havde aldrig været tiltrukket af kommunismen. Men kunne godt menneskeligt have en forståelse for de østtyske arbejderlederes forestillingsverden. Et adstadigt småborgerliv med artig brystholder til mor, en Trabant til far og 14 dages sommerferie ved Østersøen  var da at foretrække for Weimarrepublikkens fattigdom og nazitidens krig og kz-lejre.

    Havde de danske fagforeningsfolk været i deres østtyske kammeraters sko og skullet opbygge deres eget samfund, tror jeg ikke målene og idealerne var blevet så forskellige fra Honeckers og Ulbrechts DDR. Jeg tror ikke danske fagforeningsfolk havde godkendt, at flygtninge ved Berlinmuren skulle skydes halvt og helt ihjel, eller at halvdelen af befolkningen skulle ansættes som stikkere.  Men jeg kan godt se Thomas Nielsen for mig, LO’s buldrende formand, i Erich Honeckers embede.

-        O  -

Grundtvig skriver i sin efterårssang, at ”Nu falmer skoven trindt om land”. Hvorefter følgers trøstens ord om dødens lyse rige. Jeg skriver i min efterårssang ( Højskolesangbogen nr. 343 ), at ”Nu lyser bøgens blade atter op. Hvorefter følger en hyldest til de gyldne høstfarvers årstid og til det jordiske livs evighed.

   Jo,  buske, blade, blomster dør i november. Men det er en død på skrømt. Skovens liv er bare krøbet ned i jorden for at tage sig en ordentlig slummer. 

   Jeg vandrer en af mine yndlingsture i skovbrynet. Stopper foran et afløvet ahorntræ. En del af stammen står kroget til vejrs. En anden del krummer hen over stien, før den buer i vejret. Det er en kæmpemæssig, bredvommet skovtrold med vorter af grønt lav på maven. Lige en stamme for Tarzan at klatre i for at nå op til lianen, der kan svinge ham dybere ind i junglen til sine kammerater, aberne. Drengeårenes læsning glemmes ikke. Det var de år, man for første gang kunne bruge bogsiderne til at strejfe om i eventyrets skove.

   Jeg når frem til vores købmandsbutik. Thomas, købmanden, lillebyens samlingspunkt, står bag sin glasdør og vinker ud til mig på gaden. Han har fået nye briller.

   Og bagerjomfruen længere nede ad gaden har fået et lille spædbarn, Emily. Så meget jomfru var hun altså heller ikke.

   Og så med et, midt ned gennem den tomme gade, kommer en mand susende i sin kørestol. Han vil ikke stå tilbage for dem, der kører bil. Vor hvidhårede elektriker ser fra fortovet undrende på denne halsbrækkende modernitet: kørestol med fuld strøm på.

   Selv lister jeg hjem til min have, nipper et par af tallerkensmækkernes orange blomster og sætter dem i vand i mit bedste portvinsglas. 

Ole Bornedal er sikkert skuffet i disse uger. Kritikken hagler ned over hans 1864-serie, som blev den beskudt af de prøjsiske kanoner fra Broager.

Men filminstruktøren har også begået en begynderfejl. En fejl, der kunne være stoppet på manuskript-stadiet.

”1864” er fortalt i flimrende, uens stilarter. Der er virkelighedsnære episoder. Og nogle af dem er skræmmende gode, som de forfærdelige kampscener soldat mod soldat. Men samtidig med at krigsskuepladsen skildres realistisk, skildres de, der bestemmer over den, politikerne, surrealistisk. Monrad i Nicolas Bros skikkelse er ren pjat. Nok var Monrad nationalist, som de nationalliberale jo var. Men ikke i en så hysterisk grad, at han lader Det kgl. Teaters førstedame, Johanne Louise Heiberg, hoppe på sin mave og træne ham i chauvinistisk retorik.

Det skal måske opfattes som symbol på tidens virkelighedsfjerne københavnere. Men det er så bombastisk, at det bliver farce.

De nationalliberale var, som de kulturradikale i dag, magtfulde mennesker uden realitetssans. Men de var ikke udlånt fra dårekisten for at være praktikanter i regeringen. Monrad, Krieger, Lehmann og digtere som Ploug og Hostrup var højt begavede mennesker.

1700-tallets manglende pleje af danskheden i Sønderjylland, og Bismarck-Tysklands krigslyst havde lagt Danmark i en spændetrøje. Vi forsøgte at sno os ud af Slesvig-Holsten-problemet, men kom ingen vegne, og slog så i bordet med fællesforfatningen for Slesvig og det øvrige Danmark. Bismarck slog bare en mere prober næve. Og det var nær blevet Danmarks undergang. Le Danemark s’efface, Danmark går under, sagde man i de år i Europa.

Danmarks totale ragnarok indtraf ikke. Efter tabet af Skåne, Norge og nu Slesvig tog det resterende lille-Danmark sig endelig sammen. Bønder og arbejdere sled som bæster for at gøre jorden frugtbar og bygge havne og huse, som vi er stolte over den dag i dag. Vi fik driftige forretningsfolk som H.N. Andersen og Tietgen, der havde international gennemslagskraft. Skibsfarten og litteraturen brillerede. Den sidste med navne der stadig lever, Georg Brandes, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Johs. V. Jensen, Henrik Pontoppidan, Gustav Wied. Vi blev mindre af land, men betragteligere som nation. Og danskerne i Sønderjylland forblev danske under tysk overhøjhed.

Bornedal fremstiller den politiske side af disse skæbnedage for Danmark som nationalistisk løjer og langkål. Som om dansk politik blev besluttet på Det kgl. Teater med Johanne Louise Heiberg i sufflørkassen. Derved bidrager Bornedal sit til den nuværende danske befolknings uvidenhed om fortiden samt til det selvhad, som er den talende klasses bidrag til den nationale selvforståelse i disse år.

Jeg tror heller ikke, at højdepunktet på landlige høstgilder i 1840’erne var brølende samlejer mellem godsejer-sønner og buh-køer. Disse optrin i filmen skal vel igen forstås symbolsk, som udtryk for dansk degeneration på grund af nationalismens formørkelse. Men er vel mest udtryk for Ole Bornedals og hans liges småforagt for og ukendskab til den almindelige befolkning, før og nu.

Da ¬den forrige regering gav 100 millioner kr. til en filmserie om 1864, var jeg skeptisk. Den slags historiske bestillingsværker mislykkes som regel. De skabes ikke på den drivkraft som er kunstnerens egen inspiration.

Jeg må nu spørge mig selv: kunne jeg som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse have gjort noget for at stoppe seriens forvanskning af danmarkshistorien?

Svaret er nej. Bestyrelsen er uhyre forsigtig, nok overforsigtig, med at mene noget om programmerne. Armslængde-princippet opfattes jo nu nærmest som del af grundloven.
Tolkede man ikke armslængde-princippet så fundamentalistisk, kunne bestyrelsen være blevet præsenteret for de forskellige filmselskabers bud på 1864-serien? Vi kunne have diskuteret disse bud med DR-direktionen og med drama-afdelingens dygtige chef, Piv Berndt.

Den instruktør, der skulle i kast med opgaven, måtte selvfølgelig have sin kunstneriske frihed. Men han/hun kunne så have fået lidt mere næroplevelse af hvad folk forventede sig af serien. Eller i det mindste være blevet forvirret på et højere plan.

For øjeblikket gør DR’s bestyrelse mest nytte, når vi udpeger husets direktører. For ud af disse udnævnelser tegnes der en kurs for DR’s medie-påvirkning af landets borgere. Skal DR levere oplysning eller underholdning? Holde til højre eller venstre? Eller helst ligeligt til højre og venstre. Dansk eller internationalt? Landet eller hovedstaden? Kulturradikalt eller klassisk?

Det gamle Radioråd, som ledede DR indtil 1987, havde en for detaljeret indflydelse. Stort set hver ansættelse af en programmedarbejder blev vendt i Radiorådet.

Nu føler man som bestyrelsesmedlem til gengæld, at direktionen gør armslængden til et forbudt-skilt for, at bestyrelsens kan kigge nærmere ind i program-produktionen. Det er lige før man ikke tør hilse på Deadlines Nynne Bjerre Christensen, P1-Debats Gitte Hansen, eller vejrmelderne, når man møder dem i huset.

Jeg synes armslængden eller berøringsangsten er gået for vidt. Medarbejderne i DR har ikke bare stor indflydelse på programmerne. De har faktisk den totale magt over dem. Armslængde-princippet hersker i en grad, så det er blevet en usmidig doktrin. Hvorfor må man ikke kritisere eller komme med ideer til DR’s programmer, når man er DR-bestyrelsesmedlem eller MF’er? Kunne det ikke tænkes, at Aastrup Jensen eller Alex Ahrendtsen fik en god ide? Programmernes udførelse ligger alligevel hos DR-medarbejderne. Og det skal den også. Men det skal vel ikke betyde, at menigmand, herunder folketingsmedlemmer og ministre ikke må give deres mening om programmerne til kende. Eller at journalisterne ikke må overveje en kritik fra borgere uden for huset. Hvis ytringsfriheden er truet i vores land, er det af dogmatik og modekulturers beherskelse af magtapparatet.

I dag er der næppe nogen der forestiller sig at vende tilbage til det gamle Radioråd, hvor flere fhv. statsministre som Erik Eriksen, J.O. Krag, Viggo Kampmann eller partiformænd som Erhard Jacobsen udfoldede sig til stor moro for pressen.

Men embedsmændene i DR kan vel også tage fejl. Tag nu den disposition, DR-ledelsen har taget ved at flytte et traditionsrigt program som Giro 413 fra den let tilgængelige P4-kanal til den svært tilgængelige DAB-kanal P5.

Dette er hensynsløst over for de mange, der holder meget af Giro 413. Hvem skader det at få P4’s evindelige rullemåtte af poppelop-musik suppleret med Giro 413’s vekslende, men ofte storartede musik? Titusinder af lyttere har ingen DAB-radio. Så nu må de ned og købe en eller opgive at høre Giro 413. Rigtig hovskisnovski af DR. Og et benspænd på DR’s opgave, som jo netop er at føre de forudsætningsløse ind til den bedste musik.

I sager som denne synes jeg bestyrelsen ( = lytternes repræsentanter i ledelsen ) skulle kunne træde ind i beslutningsprocessen.

Beslutninger om programmerne i DR træffes især af cheferne for de forskellige kanaler. Disse udpeges alene af direktionen. De udnævnelser synes jeg bestyrelsen burde deltage i. Det tror jeg ville give DR-programmerne større variation i livsanskuelse, politisk vinkling, kulturel forankring.

Den politiske ensidighed i DR er i dag ikke så dominerende som den var for 7-8 år siden. Men en vis helligånd af politisk korrekthed siver stadig som røgelse gennem DR-husets gange.
At skabe lidt friskere luft i gangene, se lidt nye ansigter på tv-skærmen vil give mere varierede og mere lødige programmer. Seere og lyttere vil blive mere tilfredse med DR.

Det kunne også medføre, at der kom større kundskabsmæssig bredde og dybde i huset. Bornedals spillen fandango med danmarkshistorien viser, at DR mangler ansatte med grundige kundskaber. Som man tidligere havde med kapaciteter som Palle Lauring, Erik Kjersgaard, Hans Sølvhøj, John Danstrup, Jørgen Schleimann, Karl Bjarnhof, Hanne Marie Svendsen. De satte en standard i hele huset, som savnes grueligt i dag.