Avisartikler 2008, 2. kvartal

68’erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen.

   De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68’ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet.

   Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68’erne, er hvilket opstemmet behov for opbrud der var i 60’erne.

   Besættelsestiden havde været en streng tid med afsavn, frygt og had. Men det var også en tid med spænding, folkeligt fællesskab og forhåbninger. Efterkrigsårene blev en antiklimaks. Det har senere slået mig, hvor bagudvendt vores opmærksomhed var i 50’erne. Vores verdenskrig var jo ikke den 2., men den 1. Vi læste Remarques ”Intet nyt fra vestfronten”, Jacob Paludans ”Jørgen Stein” og Stephan Zweigs ”Die Welt von Gestern”. Og jeg tror ikke min skole, Gl. Hellerup, var den eneste som opførte Sheriffs ”Rejsen endt” som skolekomedie. Et dystert stykke om unge mænd i skyttegravenes helvede under 1. verdenskrig.

   Det var sådan set vores læreres ungdomsliv, vi beskæftigede os med. De lærere havde haft en hård ungdom i 20’ernes og 30’ernes knaphedssamfund. Der var ikke mange af lærerne på 50’ernes Gl. Hellerup der ikke virkede kompleksede, regel-fikserede, ufrie.

   Fri abort, erotisk ytringsfrihed, p-piller var en by i fremtiden.

   Socialdemokratiets partisekretær,  senere kulturminister Niels Matthiasen, gik om dagen rundt og foregav at være heteroseksuel, med primaballerinaen Kirsten Simone som anstandsdame. Først i nattens mulm udfoldede han sine sande drifter.

   Men denne indeklemte 50’er-mentalitet begyndte at blive anfægtet i 60’erne. Så da eftersommeren 68 indtraf med et brag, var også vi, der blev 68’ernes modstandere, i begyndelsen med på ungdomsoprøret. Min første bog, der netop kom i 68, hed ”Tør du være fri?”

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HK’s Erling Dinesen, SID’s Anker Jørgensen og LO’s næstformand Kai Petersen. Og rundt i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

   Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregård kaldte dem.

   I 70’ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spøgsmålet var, om de ikke mere var munkemarxister end socialdemokrater.

   Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregård og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af nulevende danske Helte, den knastørre jura-professor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.’er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

   Ind kom også Anker Jørgensen som partiformand. Heller ikke han havde haft sin politiske læretid i Socialdemokratiet og DSU. Derimod i Arbejdsmandsforbundet, senere SID, hvor mod- og medspillet med kommunisterne var en del af dagligdagen. Han havde også haft en vis tilknytning til PH og de kulturradikale. Og han tog gerne ordet i foreninger, hvor man diskuterede socialistiske teorier.

   Anker er en mand, som alle socialdemokrater, ja, næsten alle danskere sætter pris på, et troværdigt og nobelt menneske. Men at favne bredt i partiet var ikke hans styrke. Så en række traditionsbevidste socialdemokrater, der mere stod for at ”højne socialt og kulturelt” end for ”socialisme”,  følte sig ikke godt behandlet af Anker og hans lederhold, som hurtigt blev bemandet med 68’ere som Ritt og Auken. Arbejdsminister Erling Dinesen betroede mig engang hvor utidigt påtrængende den unge Svend Auken var for at skubbe Erling Dinesen til side og selv blive arbejdsminister. Gode, begavede socialdemokrater som Erhard Jakobsen, bibliotekspolitikeren R. Lysholt Hansen, tv-journalisten Flemming Madsen og tusinde andre følte sig ikke hjemme i det nye 68-socialdemokrati, der opstod i disse år. Og mange af dem gik da også deres vej, da Erhard åbnede en ny dør for dem.
 
       Helle Virkner har sagt det rigtige, at Krag skulle være blevet som partiformand et par år mere. I de par år markerede handelsminister og mange andre slags minister, Erling Jensen, sig som en politiker af format. Han ville være blevet en storartet – festlig, resolut  og folkekær – statsminister. Og han ville ikke have ladet partiets gode, gamle, men ikke ungdomsoprørske ankermænd slippe ud af sin favn.

I løbet af 70’erne - munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i admiralskibet A. Og vandet fosser ind i skibet. Nogle sosser lægger vægt på ligheden, andre på friheden. Hedtofts og Jul. Bomholts ide om et folkeligt fællesskab – broderskab! – samlet om kulturelle idealer går i glemmebogen. Partiet, der indtil 68 havde en balance mellem ånd og økonomi, bliver nu et rent økonomisk parti præget af tidens marxistiske åndløshed.

   Anker holder længe partiet oppe på pæne stemmetal i kraft af sin personlige popularitet. Men A-skibet tager vand ind. Nyrup og Lykketoft sidder ved pumperne og holder skuden flydende på en ansvarsfuld finanspolitik. Men at have orden i regnskaberne er jo ikke noget partiprogram. Det er noget der bare skal være i orden, for at man kan realisere sin politik.

   I 90’erne bliver islam det politiske brandtema. Prøvestenen på hvor man hører hjemme. Folkets store flertal er imod den overhåndtagende muslimske indvandring. Et lille mindretal fra den nye medieoverklasse, samlet om de Radikale og SF ( før Søvndal opfandt Helvede! ), finder det malerisk og tiltalende, at vi får et kæmpe islamisk parallelsamfund i Danmark. Og nu bliver det for alvor synligt, hvordan munkemarxisterne har infiltreret Socialdemokratiet. Med de kulturradikale Auken og Birte Weiss som styrmænd sejler Socialdemokratiet nu i konvoj med medieoverklassen og halalhippierne.

   Dog, i et demokrati kan en talsvag overklasse ikke spille et befolkningsflertal på næsen i længere tid. Der opstår et nyt socialdemokrati, Pia Kjærsgaars dygtigt ledede Dansk Folkeparti. Dette parti ligner til forveksling 30’ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50’er- socialdemokrati. DF bliver det danske folks talerør om islamisering og muslimsk indvandring. Partiet går frem fra valg til valg. Min skorstensfejer, Jan, skifter fra S til DF. Det gør jeg for resten også.  ”Af folket vi kommer, til folket vi går, dets lykke skal være vor lov!”, som Åkjær synger.

   Dermed skifter dansk politik karakter. Admiralskibet sejler med knækket mast og forreven rigning. Stemmetallet er halveret i forhold til Krags socialdemokrati. Og DF er på vej til at have de resterende tyve pct.

Det begyndte med 68’ernes vårbrud. Men blomsterbørnene holdt hurtigt op med at være frihedselskende. De blev munkemarxister og udstedte Berufsverbot på de områder, hvor de havde magten - på universiteter, forlag, DR osv. Munkemarxisterne blev med årene mænd i gode, borgerlige stillinger. Men de glemte ikke deres børnelærdom, at de har den moralske ret til at styre samfundet, så få de end er. For de har ”indsigt i nødvendigheden”, som det hedder på marxistisk dansk. Som unge væltede de de gamle af pinden. Nu som gamle er de ikke til at drive af pinden.

   Derfor støder vi stadig på små lommer af munkemarxistisk forførelse, som nu sidst  undervisningsministeriets anbefaling af et net-leksikon, der finder venstreorienteret terror moralsk retfærdig.

   Kom der slet ikke noget godt ud af ”oprøret”? Jo, en mere ligefrem omgangstone mellem børn og voksne, læge og patient, lærer og elev. ( Spørg bare Jeppe Kofod ! )

   Da jeg tog mit sidste slips af i 1968 og puttede æsken med slips ned på bunden af klædeskabet, var jeg vis på, jeg aldrig skulle have et slips på igen. Nu sidder slipset der minsandten igen rundt om kraven. Og hvad, herregud, sådan et er da egentlig meget festligt. Især med blomster på.  

68’erne øvede Berufsverbot

Af Ole Hyltoft

 Artiklen trykt i JP's 40 års jubilæumsavis om ungdomsoprøret  1968.  19.-4.-08

 
 
 
 
Piger i Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu fyrre år efter 60’ernes unge brød med flinkeskolen og hundrede års seksualforskrækkelse?

   Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Køllers lange, bange sange var jo lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kålunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige.

   Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset.

   Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror slaget på Dybbøl er et vikingetogt.

   Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten – derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68’erne selv.

68’erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering ( Hilmar Baunsgård )   og siden til Glistrup og Erhardt Jakobsen.

   Derimod fik 68’erne magten – og det forbløffende hurtigt – over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag.

   Og hvor 68’erne erobrede positionerne blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle. Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldt guldalderprofessoren, kunne den gang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister.

   Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab, Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier.

   Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk, Thomas Bredsdorff, til den gamle Sven Møller Kristensen. Den sidste havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 70’erne.

   Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker.

 
 
  Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem.

   Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med.

   Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti ( med Jul. Bomholt som leder ) til et teknokratisk økonomiparti ( med J.O. Krag som leder ).

   Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiter.

   I 70’erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder. Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen, Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christopher Bro, Helle Hertz, Preben Harris, Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm, TV’s Flemming Madsen.

   Men det blev aldrig et hold der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op. De unge socialdemokrater, der kom ind i folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske end de var socialdemokrater.

Det vi taler om her er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling, et job han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd der bestemte.

   Jeg tror aldrig det rigtig er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark.

   Imens skrev Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn.

   Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen, og efterfølgende til en barbar-religion som islam.

   Én ting er sikkert efter disse fyrre år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det for resten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?
 

Da jeg for nylig kørte ned ad den krogede, brolagte løvgang fra Siegfried Lenz’ fynske bolig, sagde jeg til min kone: Efter et døgn sammen med Siegfried har jeg lyst til at blive et bedre menneske.

   Den tyske forfatter, kendt af hver eneste tysk skoleelev, har en så mild måde at være retskaffen på og en så sagtmodig måde at være verdensberømt på. I selskab med ham selv eller hans bøger glemmer man sin smarthed, sin blaserthed, sin trang til at imponere, finde fejl, kriges. Man har været sammen med et godt menneske, ein guter Mensch, og ser på tilværelsen med nye øjne.

   Lenz’ og mit venskab begyndte midt i 70’erne. Jeg besøgte ham på Als, hvor han og hans kone, Liselotte, havde sommerhus. Siden har vi været i uafbrudt forbindelse. Han sender mig sine bøger. Jeg sender ham mine. Han læser og taler jo dansk. Men vi har ikke set hinanden igen før sidste år. Nu mødes vi jævnligt. Lenz, der er 82 år, har været igennem en svær tid. Hans højt elskede Liselotte døde. Og en bughindebetændelse med et par store operationer havde nær sat en stopper for hans liv.

   Men en dansk veninde, Ulla, gennem mange år hans nabo i Hamborg, trådte ind i hans liv med den kærligste omsorg. Og er blevet hans nye kærlighed.

   Så Tysklands store forfatter – og Danmarks bedste ven i Tyskland – er igen i fuld vigør, og udsender i dag en perle af en kortroman, ”Schweigeminute”  ( Et minuts stilhed ).

De fleste af Siegfried Lenz’ bøger er udkommet på dansk. Mest læst hos os er hans roman ”Tysktime” om Emil Noldes malerforbud under nazisternes regime. I efteråret udsendte Hovedland hans varmt humoristiske fortælling om det sønderjyske kaffebords overdådighed, ”Sønderjysk kaffebord”.

   I Tyskland har hans roman ”Heimatmuseum” ( ”Forhistorien” ) haft stor betydning for at få tyskerne til at forlige sig med deres fordrivelse fra Østprøjsen. Lenz er selv vokset op ved de masuriske sumpe langt inde i det nuværende Polen. Husk, formaner han, der var gode grunde til fordrivelsen.

   Mens Günter Grass i 1944 – 45 nød sin ungdom i et Waffen SS panserregiment, deserterede Siegfried Lenz fra Værnemagten og skjulte sig hos frihedskæmpere på Fyn, hvor han nu igen har slået sig ned i sin Ullas fredfyldte landsted.

   Vi sad for nylig nogle stykker ude i min have her i Tisvilde. Snakken faldt på den altid højttalende Günter Grass. Velviljen over for denne inkarnerede selvretfærdighed var mildest talt ikke stor. Ord som hykler og bedrager forekom. Siegfried var tavs. Vi ventede på hvad han ville sige. Til sidst kom hans besyv. Det var kort. – Vel, Günter ist mein Freund.

   Så var der ligesom ikke mere at tale om. Og det skønt Grass ved at hemmeligholde sin nazifortid formentlig har snuppet den nobelpris fra Siegfried Lenz, som Lenz var den mest værdige til af de to.

   Siegfried Lenz er den forfatter, der gennem sin nænsomme menneskeskildring har givet omverdenen billedet af et helt andet Tyskland, end det Hitler lærte os at frygte og foragte. Lenz har skildret vore dages almindelige tyske liv  med en lavmælt inderlighed, der får én til at tænke mere på H.C. Andersen og Karen Blixen end på Goethe og Schiller.

   Det officielle Tyskland er klar over hvor meget Siegfried Lenz har betydet for omverdenens opfattelse af Tyskland. Han er æresborger i Slesvig-Holsten og i Hamborg. Og har fået alle de priser der er værd at få – bortset altså fra nobelprisen. Både Willy Brandt og Helmut Schmidt tog ham med på deres officielle statsbesøg i Sovjetunionen og Polen. Den tyske præsident inviterer Siegfried Lenz til middag i præsidentpalæet på Siegfrieds runde fødselsdage. Hvor han naturligvis har sin nye, danske veninde, Ulla, med.

   Beskeden er han, Siegfried. Dog ikke mere end at han sætter pris på at høre til inderkredsen omkring den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt. De mødes hver fjortende dag hos Schmidt sammen med en kreds af fremtrædende videnskabsmænd og forretningsfolk. Mens den nu snart 90-årige Schmidt ryger nogle af sine 50 daglige cigaretter og Lenz sin pibe, diskuterer den prominente flok verdens frem- og tilbagegang.
 
  Dagen i dag er en stor dag i Tyskland. For det er dagen da Siegfried Lenz’ nye roman udkommer. ”Schweigeminute” handler om en gymnasieelevs kærlighed til sin unge engelsklærerinde. Vi er i en mindre tysk fiskerby med mole og blinkfyr. Stenfiskere er i gang med at forbedre havnens bølgebryder. Fiskere kommer hjem med alt godt fra havet. Turister fra ”Hotel Havblik” ( ”Seeblick” ) tager på ture til den nærliggende fugleø. Gymnasiasten Christian, stenfiskerens søn, arbejder med sin far på havnen.

   Siegfried Lenz holder meget af havet. Selv er han lige så forfalden til at fiske som til at ryge pibe. Han er sågar æresmedlem af Dykkernes Fagforening, og han har lige haft sin skuespillerdebut som tavs molefisker i en filmatisering af en af hans bøger.

   Der er ikke noget Sturm und Drang over Christians forelskelse i sin unge lærerinde. Så sagte og så diskret udvikler det forbudte forhold sig, indtil Christian er overbevist om, at han vil leve resten af livet sammen med engelsklærerinden. Da sker ulykken i havnen. I dårligt vejr knækker en fiskerkutters mast og slår hans elskede ihjel.

   Schweigeminute er det minuts stilhed, skolen holder for sin afdøde lærerinde. Christian bliver bedt om at tale for sin lærerinde. Men formår det ikke. I stedet stjæler han skolens officielle foto af hende. Rektor forstår det godt. For de tos forhold er ikke forblevet ubemærket.

   Lenz’ stil er et med hans livsholdning. Fredelig og troskyldig er disse sommerdage i fiskerbyen. Men Lenz åbner læserens sanser for de fornemmelser Christian har, de knasende muslingskaller under hans fødder, boblerne fra undervandssvømmernes udånding. Forelskelsens vækst, der ikke er stormende, men famlende.

   Lenz drager sin læser ind i sin egen lavmælte verden, hvor vi følger hverdagens små, stille fornemmelser lige så vagtsomt som var vi i et bombefly over Berlin under krigen.

   Manden er stilen. Og nænsom er vores forfatter. Uanselige hændelser i de lykkelige uger med lærerinden får tårerne frem i vores øjne. Hvordan de umage elskende vader i land på fugleøen. Hvordan hun lader sig fotografere af sin forelskede elev på en oplagringsplads. Hendes forbavselse da drengen omfavner hende og hun mærker, hvor indforstået hun er med at være i Christians arme. Og hvor lykkelig Christian er ved at mærke hendes glæde. Hvordan hun trækker hans hoved ind  til sig på hovedpuden.

   At læse Siegfried Lenz er som at lytte til en fugls hjerteslag.

   Disse to unge menneskers skrøbelige lykke. Hvor får man som læser trang til at værne om den! Men også til at smile over den, le. Humoren er de civiliseredes kendetegn. Og man kommer altid i smilets humør af at læse Lenz.

   Siegfried er god til at efterligne dyrelyde. Han fortalte mig for nylig, at han en dag sad på sin trappesten.  Da en agtværdig dame skred forbi på fortovet, fik han lyst til at gø som en hund. Damen så sig omkring, forbavset, for hun kunne ikke se nogen hund, bare en stilig, verdensberømt forfatter med lukket mund. Hun vendte ryggen til og gik videre, da denne uforklarlige køter gav hals igen.

Der er to slags tyskere, Potsdam-tyskere og Weimar-tyskere. Siegfried Lenz er en Weimar-tysker. Dog uden Weimars overdrivelser. Han er enkelhedens og forsonlighedens digter.

   For nylig bad en tysk journalist om lov til at besøge Lenz og få hans autograf. Lenz er ikke meget for den slags, men sagde dog ja. Journalisten kom og sagde: - De skal vide, hr. Lenz – man taler jo høfligt til hinanden i Tyskland – De skal vide, De har været min rettesnor livet igennem.

      Sammen med Willy Brandt, Helmut Schmidt og nu også Angela Merkel har Siegfried Lenz’ store forfatterskab tegnet et nyt billede af tyskeren for os. Sagtmodighedens, forsonlighedens, civilisationens tysker. Tænkernes og digternes land genkommet.
 

Vandalerne er over os. De bygger spærringer her, der og alle vegne. Især i sommerhusområderne. Plankeværk efter plankeværk rejser de rundt om deres parceller, som om de var nybyggerne i Canada, der skal forsvare sig mod vilde indianere, der vil skalpere dem.

   Plankeværkerne gør mod vores grønne områder ligesom dræbersneglene. De æder alt grønt for øjet. Og giver os i stedet en sort, grå eller brun trævæg at føle os indeklemt af, når vi går tur på stier og veje.

   Ulykken begyndte, som så megen anden elendighed her i landet, i Det radikale Venstre. Marianne Jelved fik den ide, at hun var blevet kejser Caligula, ham der udpegede sin hest til romersk konsul. Jelved udpegede sin sekretær, Anita Bay Bundegård, til minister for u-landene.

   Bundegård fejrede sin udnævnelse ved at udtale, at alverdens fattige skulle være velkomne til at slå sig ned i Danmark. Fattige er der et par milliarder af. Så der ville blive trangt på Strøget.

   Men samtidig med denne formidable gæstfrihed på sine medborgeres regning købte den nybagte minister sig et treetages hus i Tisvilde. Og rundt om ejendommen rejste hun et jernbeslået plankeværk i rocker-størrelse. Jeg kunne følge med. For jeg bor i byen. De indfødte skulle nok til Danmark, men ikke ind på hendes enemærker. Ingen fremmede skulle nyde synet af hendes have. Hykleri hedder ordet.

   I dag er Anita Bay Bundegård Tøger Seidenfadens højre hånd. Krage søger mage.
 
    Det var ligesom da trafikminister Buksti forlangte vi skulle sænke farten, samtidig med at han selv satte farten op til 173 km i timen.

   Anita Højrehånd fik ikke sin vilje med de fattiges masse-indvandring. Men hendes ide om at vi skal lukke os inde bag uigennemtrængelige og uskønne plankeværker har dannet skole. Ikke rød skole, men sort skole. Langs alle stier og veje rejser husejere i disse år plankeværker der ikke er til at se igennem, og som giver os vandrende en uhyggelig fornemmelse af at være havnet i gangene i et Stasi-fængsel. Netop her i maj kunne veje og stier ellers være pragtfulde at færdes på med åbne, blomstrende haver at se på til begge sider.

   Man kan ikke lade være med at spørge: Hvad er det for forfærdelige ting, der foregår inde i haverne, som vi ikke må se? Ligger folk og har hinanden kær i skvalderkålen? Eller har mændene muret deres døtre inde som sexslaver a la Fritzl i Østrig?

   Ja, man får de underligste tanker, når man vover sig igennem de fængselsgange, som vores stier bliver gjort til. Hvis det var støjværn ud mod motorveje. Men det er jo bare sommerhus-stier, hvor der snegler sig en enkelt bil forbi i timen.

   Til jer, der sidder inde i sommerhusene og har fået jeres udsigt spoleret af jeres eget grimme plankeværk, siger jeg: Riv det dog ned. Vi, der af og til slentrer  forbi på stien, vi bider ikke. Vi er rare mennesker – ligesom jer selv. Vi beder bare om lov til at måtte kaste et ydmygt blik på jeres roser og tulipaner.

   Vi vil så gerne se noget kønt, når vi er ude og lufte hundene. Og vi vil så nødig have klaustrofobi af at gå på vores fælles veje.
 

Onsdag morgen var ellers en dejlig solskinsmorgen. Fuglene pippede livsglade. Min sorte kat mjavede og strakte sig velbehageligt i vindueskarmen. Alt så lyst ud – indtil jeg åbnede P 1 Morgen og fik et styrtebad af politisk propaganda hældt over mig.

   Propagandaindslaget handlede om, at nazismen var brudt ud i lys lue i Sverige. Nærmere betegnet i Osby  ( som i øvrigt ikke ligger i Sverige, men i Skåne, hvad der er noget ganske andet. )

   I Osby var en skole nemlig blevet udsat for ”omfattende nazistisk propaganda”, så ”elever og forældre var forskrækkede og oprørte”. Skoleinspektøren var bange for, at ”det mørke budskab var trængt ind.”

   Lyttere af P 1 Morgen fik indtryk af, at svenske skoleelever i hele det lange land nu var klare til at melde sig til SS’ Stormtropper. Sagen blev ikke mindre dyster ved at journalisten kunne berette, at der endnu ikke var nogen anholdte i Osby. Osbys beboere holdt åbenbart hånden over byens hemmelige nazister og anmeldte dem ikke.

   Hvordan giver Osby-nazismen sig så til kende? Jo, ved at der på skolen er sat nogle klistermærker op med følgende budskaber: ”Nordisk nu”, ”Vær stolt over din oprindelse”, ”Nej til kulturel mangfoldighed”.

   Er det nazisme?

   Så er gamle Grundtvig edderbukme også nazist, når han skrev sange som ”Kærlighed til fædrelandet”. Eller H.C. Andersen, når han skrev: ”Dig elsker jeg – Danmark mit fædreland.”

   Og så er jeg også nazist, når jeg hejser dannebrog for moster, når hun kommer på søndagsbesøg.

   Jeg er tilhænger af al mulig forskellighed i samfundet, den mellem jyder og københavnere, mellem De grønne Spejdere og De sorte Spejdere og mellem Dennis Kristensen og Mads Lebech. Men jeg er ikke tilhænger af, at to vidt forskellige samfundssystemer, hvoraf den ene er en fanatisk, kvindefjendsk lovreligion, skal eksistere som to parallelkulturer i samme land. For al erfaring viser, at den slags fører til had og blodig borgerkrig. Som vi kender det fra Nordirland, Balkan, Palæstina, Sri Lanka med tamilerne osv.
 
    Når jeg mener det, er jeg så nazist?

   Vel er jeg ej.  Jeg er humanist. For jeg vil undgå had og borgerkrig.

   P 1’s redaktion var bare ikke velforvaret i hovedet onsdag morgen. Den morgen var man nazist, hvis man ikke tilsluttede sig Margrethe Vestager halleluja-forestillinger om, at lam og løve har det med at græsse fredeligt sammen.

   Nazisme er noget ganske andet og meget grummere. Det er når man deler mennesker i herrer og slaver, når en befolkning bliver underkuet af et Gestapo, når man systematisk udrydder jøder og homoseksuelle. Det er at undervurdere faren ved nazismen, når man gør klistermærket ”vær stolt over din oprindelse” til noget nazistisk. Vi skal da alle være stolte over hvor vi kommer fra. Naser Khader skal da være stolt af sin syriske oprindelse.

   P 1 Morgen skal derimod ikke være stolt af sit ubetænksomme, ubegavede medløber-indslag om nazismen i Sverige.

   Den slags forsøg på at ensrette os til politisk artighed med gummiryg og vælling i hovedet er snarere med til at fremme den virkelige – og afskyvækkende – nazisme.

   I dag er jeg ikke bare vrissen. Jeg er godt gal i skralden. Jeg sidder oven i købet i DR’s bestyrelse. Og jeg ved at formanden for bestyrelsen ikke vil have, at jeg skriver noget kritisk om DR. Så er jeg usømmelig, siger han. Ja, det har han faktisk skrevet i Jyllands-Posten.

   Men det er nu det omvendte det er tilfældet. Jeg ville være usømmelig, hvis jeg ikke sagde stop en halv, når DR’s udsendelser er café latte-propagandistiske og ikke oplysende og sjove.
 

Det er dejligt vi fejrer vores grundlovsdag, når vores land er allersmukkest

Og et meget smukkere sted end Hørsholm kan man ikke gøre det.

Bøgene er grønne. Forglemmigejerne er blå, valmuerne røde og gule, syrenerne lilla og hvide. Fuglene synger. Solen skinner højt på himlen. Naturen viser os at den har mod på livet.

Og her på naturens frejdigste og flotteste dag fejrer vi vor kulturs dristigste og flotteste eje, Grundloven. Folkestyret.

Man snakker om hvad der vigtigst i denne grundlov. Ejendomsretten? Retten til at blive stillet for en dommer? Retten til at blive undervist?

Jeg er ikke i tvivl. Den vigtigste paragraf er nummer 77.

”Enhver er berettiget til, i tryk, skrift og tale at offentliggøre sine tanker. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Punktum. Finale.

Sådan lyder ytringsfriheden – på dansk.

Den er den vigtigste. For hvis vi ikke åbent kan fortælle hinanden,

hvad der sker, kan vi ikke vide, om staten eller mafiabander eller andre stormægtigheder begår overgreb, uretfærdigheder.

Og så kan vi  ikke føre den offentlige samtale der er forudsætningen for demokratiets love, retspraksis, for et blomstrende kulturliv.

Ytringsfriheden, en åben og ærlig samtale mellem borgerne, er det nødvendige grundlag for et samfund, der udvikler sig som følge af argumenter og ikke som følge af befalinger. Argumenterne kan være kunst. En roman af Salman Rushdie. Men det kan også bare være et udbrud: Gå ad helvede til!

Vi skal nu ikke rutte med følelsesudbrud i den offentlige stue. Men en gang imellem kan det være på sin plads.

Censur kan ”Ingensinde på ny indføres” står der. Altså har der været censur.

Jeg har tit tænkt: Hvor må det have været forfærdeligt at leve i 1700-tallet og have noget på hjerte. For eksempel om sin frække herremand.

Og så ikke måtte ytre det til andre end sit øg ude i stalden eller til nød til sin kone.

Derfor skal vi også huske, at ytringsfrihed som princip ikke er nok. Folk skal have reel mulighed for at det, de siger, kommer andre for øre  – i aviser, på nettet, i skolebestyrelser og en masse forskellige steder. Og de der ikke kan lide selv at tale højt, skal kunne læse deres mening i avisen udtrykt af andre. Det har det knebet med på det sidste. Det politisk korrekte og det stuerene har i perioder næsten kvalt det frie ord i aviser og radio/tv.

Mange steder i udlandet er det forbundet med livsfare at ytre sig.

Kritiske skribenter er blevet myrdet. Martin Luther King.Theo van Gogh i Holland.  Ytringsfriheden er den første der bliver henrettet, når en enehersker griber magten.

Så snart vi var blevet besat den 9. april 1940, indførte Værnemagten censur.

Men meget hurtigt derefter voksede en fri undergrundspresse frem. Der var bare det ved det, at de, der skrev i denne presse, kom i kz-lejr, hvis det blev opdaget.

I min gymnasietid på Gl. Hellerup var jeg skolebladsredaktør. Vi havde en vis ytringsfrihed. En vis, må jeg sige. Jeg skrev i bladet, at et par lærere var dårlige til at undervise i et bestemt fag. Det var sandt. Men det syntes rektor ikke man skulle læse i skolens blad. Den unge redaktør Hyltoft blev ikke smidt ud af skolen. Og jeg kom ikke i kz-lejr. Men en af de omtalte lærere blev dybt fornærmet og gav mig den kolde skulder resten af min gymnasietid.

Jeg udnyttede min ytringsfrihed. Men jeg lærte også om de følger det kan få. I det lille format, det meget lille format. Anderledes alvorlige er de repressalier Ayaan Hirsi Ali og Geert Wilders udsætter sig for i Holland, og Naser Khader, Kurt Westergård og Pia Kjærsgård i Danmark.

Det er skændigt og sørgeligt og udtryk for manglende civilisation, at det kan være livsfarligt at ytre sig. Og det er skændigt, og en blanding af storhedsvandvid og magtesløshed, at nogle pakistanske galninge sprænger uskyldige mennesker i luften ved den danske ambassade i Islamabad. Fordi de har hørt at der har stået nogle tegninger i en avis, de ikke læser, fra en by, de ikke kender, 8000 km borte.

At disse religionsfanatikere er gale, det ved vi. Men overraskende og beskæmmende er det, at nogle danskere er begyndt at skrive i aviserne, at bombesprængningen er JP’s og den rare Kurt Westergårds skyld.

Visse politikere har været ude på samme glidebane. Men de politikere, der bruger denne udåd til at efterspørge en dansk politik med mindre ytringsfrihed, de støtter terroren som magtinstrument i verden.

Jeg har for tiden den ærefulde opgave at sidde i Danmarks Radios bestyrelse – som en af demokratiets repræsentanter i DR’s ledelse.

Nogle mener, at vores opgave i bestyrelsen kun er at holde øje med regnskaberne.    

Jeg mener nu, at bestyrelsesmedlemmerne også skal bruge deres ytringsfrihed. Hvis de ellers mener noget om programmerne. Vi bestyrelsesmedlemmer bringer jo, om jeg så må sige, folkets ord ind i DR’s ledelse. Hvis det ikke bliver gjort, kan DR gå hen og blive en lille medieoverklasses radio og fjernsyn. Og erfaringen viser, at medarbejderne i sådan en radio/tv-station, der udelukkende er styret af journalistiske embedsmænd, at de let kommer til at opfatte verden meget ensartet.

Netop i disse dage synes jeg det er nødvendigt for DR-bestyrelsen at sige til Plummer og Co., at DR ikke skal lave skønhedskonkurrence for unge piger med islamisk tørklæde. For dermed lyser DR det islamiske tørklæde i kuld og køn. Det betyder, at DR siger god for, hvad tørklæder står for af  undertrykkelse og menneskelig fornedrelse. Netop det vi så vi et udslag af i Islamabad i mandags.

 
 
 For netop en måned siden stod jeg og holdt tale ved Flammens og Citronens grave i Mindelunden. Det er et slående sammentræf, at det er  den samme månedsdag, den 5., at vi fejrer vore to vigtigste nationale mindedage. Først i foråret, og så i forsommeren. Først barndom – så ungdom.

I Ole Christian Madsens gribende film om Flammen og Citronen råber de fangne frihedskæmpere, i det øjeblik Gestapo skyder dem, ”For fædrelandet!”.

Jeg ved ikke, om frihedskæmperne faktisk råbte det, når de blev henrettet. Men jeg er sikker på, de ikke adskilte deres kamp for friheden med kampen for Danmark. Det var jo deres fædreland, Danmark, der skulle give dem friheden tilbage. Når tyskerne var smidt ud af landet. Det var de ikke i tvivl om.

I disse år er det imidlertid ikke artig tale på de smarte caféer at tale om fædrelandet. Alene at bruge ordet er usmart. H.C.Andersen kunne bruge det. Men det går altså ikke an på universiteterne i dag. Her skal man for resten også hellere tale engelsk end dansk. Globalisering, derimod, det er det rette ord, kodeordet, hvis man vil være hip og med på noderne.

 Og selvfølgelig skal vi da være åbne over for omverdenen. Men vi skal huske, at det var for at befri Danmark og genvinde den mistede danske grundlov, at vore frihedskæmpere gav deres liv.

Grundloven er jo ikke sådan en tilfældig pakke, vi har været henne og hente på Nettos hylde.

Grundloven er resultatet af en gammel folkestammes rolige, naturlige udvikling. Vi fik landskabslovene i 1200-tallet. Derefter havde vi så  århundreder med mere eller mindre enevældigt styre. Alt i alt var vi ærlig talt ikke særlig heldige med vore enevældskonger – udvalgt efter biologisk roulette.

Det er under deres styre at Danmark mister sine østdanske landsmænd i Skåne og bliver adskilt fra vore ligeværdige søstre og brødre i Norge.

Nej, det var en lykkelig dag, grundlovsdagen, da vi slap af med det kongelige diktatur. Måske var det mildt til sidst. Men det var dog et diktatur, og det indeholdt ikke nogen ytringsfrihed.

Nogle mener demokratiet er middelmådigt. Det var der temmelig mange

I 30érne der syntes. Og der dukker hele tiden bevægelser op, der mener de har fundet en meget bedre måde at indrette samfundet på end stemmesedlen.

Erfaringen viser bare at disse ”perfekte” samfund bliver nødt til at skaffe sig stasi-fængsler, torturbødler, og skaber undertrykkelse og had. Hitler havde Gestapo til det grove. Stalin havde KGB. Munkemarxisternes helt, Mao, myrdede millioner, ligesom Pol Pot.  Og få har fået så meget blod til at flyde de sidste 1400 år som den enevældige profet Muhammed.

Det usmarte, det middelmådige samfund, demokratiet, har  vi nu haft i Vesten i et par hundrede år. Og tænk, dette middelmådighedernes paradis har, mærkeligt nok, ført til de største fremskridt i historien.

Berlinmuren faldt i 1989. Takket være Michael Gorbatjof. Ham bør hele verden hylde som en af de største helte i vor tid. Da kommunismen havde opgivet ævred, troede mange, at nu havde det liberale demokrati sejret for al fremtid. Ikke andre ordentlige tilbud var for hånden. Nu drejede det sig bare om at få de ikke-demokratiske lande i Afrika, Asien i Sydamerika  til at forstå det.

Men så en-to-tre dukker en ny antidemokratisk bevægelse op på verdensscenen. Den kræver ligesom alle de andre verdensherredømmet. Islam. Igen har vi en politisk bevægelse der ikke tolererer ytringsfrihed. Ytringsfrihed betyder plads for andre tanker. Men der er ikke brug for andre ideer, når Muhammed har sagt det der skal siges.

Et verdensomspændende præsteskab, imamerne, viderebringer nu dette budskab.

Igen engang skilles de retfærdige fra de uretfærdige, de troende fra de vantro. Og de, der ikke følger trop, de vantro, må i første omgang fordømmes. I næste udryddes. Afskaf grundloven, lyder det fra Hizb-ut-Tahrir og fra mange islamiske stemmer. Indfør koranen. Ja, man tror det er lyv i 2008. Men sådan lyder det.

Nej, grundlovens frihed er ikke vundet en gang for alle. Den skal diskuteres og forsvares hver dag. På alle gadehjørner, i fine aviser og snavsede aviser. Og de der gør det, må finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Men vi nyder et stort, stort privilegium i demokratiet. Vi kan gå i seng om aftenen uden frygt for at blive hentet af politiet i nattens løb. Ligemeget hvor mange spørgsmålstegn vi har sat ved vores regering og vores autoriteter.

Den sikkerhed havde vi ikke i  Flammens og Citronens besættelsestid. Og den har de ikke i dag i Iran, i Saudiarabien, i Nordkorea, i Zambia.

Vi skal være taknemlige for vores grundlov. Og vi skal være glade for dem der bruger den, også til at sige ting, vi ikke er vant til at høre og som  skaber røre i andedammen.

Vi skal være glade, ja, superglade for dem der siger de nødvendige ting, som det konfliktsky og det artige Danmark helst vil feje ind under gulvtæppet.

Det er så fristende for visse folk at give efter, når nogen truer med at sprænge vores ambassader i luften. Men netop når fanatikerne sprænger ambassader i luften, skal vi åbne munden, ikke lukke den. Tale imod deres barbari, når de stener kvinder, hænger homoseksuelle.

 Jeg synes ikke vi skal fejre grundlovsdag som et minde om noget der skete i 1849. Orla Lehman. Frederik den 7. Ikke som et klenodie folket fik forærende ved den lejlighed, og som vi slet ikke kan forestille os at vi kan miste igen.            

Vi skal fejre 5. juni for at ruste os i sjælen mod dem der vil vores ytringsfrihed til livs. Om ikke i dag, så i morgen. Der vil altid være magtmennesker og fanatikere der ikke tåler at blive modsagt. Så ytringsfriheden har altid fjender. 5. juni er beredskabsdagen mod disse mørkemænd. Vi skal vinde retten til vores ytringsfrihed ved at bruge den.

I dag, på denne flotte dag, er ytringsfriheden i vore hænder. Et stort klenodie. Uden den ville livet ikke være det samme. Beskyt den. Og brug den!
 

Sikken et mandefald i Danmarks Radios bestyrelse. Fire ud af elleve røg over bord.

   Hvad kan vi lære af det?

   Ganske meget. Bl.a. at en institution som DR ikke halvt om halvt skal forestå et stort byggeri ( partnering-modellen ). Sådan noget som storbyggeri skal overlades til fagfolk.

   Men mest er mandefaldet en lussing til de erhvervsjournalister og klummeskrivere, der har ivret for, at DR trængte til ”en professionel bestyrelse”. Dermed mente de en bestyrelse af erhvervsledere.

   Nu har DR siden 2004 haft en af de mest erfarne og mest velanskrevne økonomiske topfolk som bestyrelsesformand. I denne ”professionelle” periode har DR haft sin første store økonomiske krise i DR’s historie.
 
         Jeg tør vædde på, at dette ikke havde været anderledes, selv om alle elleve bestyrelsesmedlemmer havde bestået af direktører fra Danfoss, Danisco, Lundbeck, Lego, Bang og Olufsen o. lign.

   Humlen i sagen er, at DR er en kulturinstitution, ikke et investeringsfirma. Og kulturinstitutioner skal ledes af folk, der har forstand på kultur, ikke på investeringer.

   Kulturfolk kan såmænd godt finde ud af, om der er underskud eller overskud i kassen. Men pengefolk uden kultur kan ikke se, om DR varetager sine kulturopgaver tilfredsstillende.

   Det gør DR ikke for tiden. Der er sket fremskridt det sidste års tid. Kulturen har fået et par røster i den nye bestyrelse der taler højt. Men fremskridtene har trods det været små.

   Pengetabet kommer vi over i DR. Men det er DR’s mangler i forståelsen af sit kulturansvar, der er det store minus i regnskabet. Det er her, bestyrelse, medarbejdere og direktion nu skal sætte kræfterne ind. Det er det, ”professionalisme” i DR drejer sig om.
 

Vrisne mænd  4

De gamle skal frem i tv – ikke ud

 
 
 
 
TV 2 har fyret Line Baun Danielsen og Ole Stephensen fra ”Go’ moren Danmark” på grund af alderdom. Den ene er midt i 40’erne. Den anden er lidt over 50!

   Vi vrisne, modne mænd synes ellers de to var nogle grønskollinger, der havde meget at lære, før de blev helbefarne.

   Gud ved om fyre-cheferne på TV 2 har siddet og sunget arbejderdigteren Oskar Hansens gamle sang: ”Ungdom er ikke de sløvede sind / ungdom er selve den rensende vind.” Nu skal ”Go’ moren Danmark”’s søde, men vitaminfattige Morten Resen på 29 år så repræsentere den rensende vind. God fornøjelse, Morten! Du er heldig du får vores allesammens darling, Cecilie Frøkjær ved din side.

   Men, TV 2, hvorfor ikke få de rigtig unge ind og køre programmet? Hvad med at ansætte Basim og Martin fra X-faktor?

   TV 2’ s programdirektør Palle Strøm siger, at de unge seere svigter ”Go’ moren, Danmark”. Det tror TV 2-cheferne så i deres fantasiløshed de kan ændre ved at ansætte unge tv-værter. Som om unge kun gider se andre unge.

   Unge har mere sex-appeal, siger de. Som om TV2 var en stripper-klub. For øvrigt var der en ung mand der for nylig betroede mig, at han blev seksuelt ophidset af at se på den for ham ret gamle udenrigsminister Condolizza Rice.

   Da jeg var ung og sprød, holdt jeg af at se statsminister H.C. Hansen og kongelig skuespiller Poul Reumert på tv. De var på Ole Stephensens alder og derover.

   Sandheden er, at ingen gider se ret længe ad gangen på kønne, glathudede babymåse. Vi vil have noget spændende at se og høre på, stærke, brugte ansigter, personligheder med tanken og ordet i deres magt. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om andre end os vrisne, klare hjerner her fra bagsiden.  Jo, for resten…Leonard Cohen. Denne erotiske hankat er 73 år og koncerterne på hans nye Europa-turne er på forhånd udsolgt.

   Og nede i Haderslev sidder en næsten 100-årig journalist ved navn Bjørn Svensson. Han udgiver bøger og skriver avisartikler, der knockout’er unge hedsporer i 60’erne som Bertel Hårder, Jørgen Flindt Pedersen og Ritts mand, Søren Mørch.
 
    Da den hønserumpe-mundede, gamle tante, Marianne Jelved, overlod Det radikale Venstre til den unge Margrethe Vestager, blev partiet halveret. Det er vi sådan cirka 5 millioner danskere der anser for et stort fremskridt for landet. Men det var vel ikke for at glæde os, at partiet fik en ny, ung formand.

   En ung tv-journalist spurgte forleden en politiker, hvad vedkommende mente om Jens Otto Krak. Journalisten havde åbenbart aldrig før bidt mærke i den mands navn. For hvorfor beskæftige sig med hvad der foregik i verden før prinsesse Dianes død?

   Historieløsheden og uvidenheden hærger i vore medier. Er der nogen grund til at øge denne tomgang ved at fyre en journalist som Ole Stephensen, der både har omløb i hovedet og en ordentlig, ja, nænsom måde at omgås sine gæster på.

   Der er tv-stationer i denne vide verden der udnytter alderens visdom i stedet for at smide den på lossepladsen. Marcel Reich-Ranicki er 80 år og producerer de skrappeste og mest populære litteraturprogrammer i tysk tv.

   Den respekterede nyhedsvært Larry King fra CNN er 75 år.

   Mine læsere over 40 år husker måske, at DR’s tv-avis havde en nyhedsvært der hed Flemming Madsen. Han vidste mere om politik og kultur end de fleste af dem, han interviewede, og havde desuden et glimt i øjet til seerne.

   Den slags – vi kan kalde det kultur – kræver det et halvt eller trekvart livs årvågenhed og læsning at erhverve. Det er en rigdom for en tv-station at have sådan nogle medarbejdere.

   Der er intet mere ubegavet at rose sig af end at man er ung. For det går over. Og har man ikke andet at gøre godt med, står man der, hurtigere end man har anet, som en fattiglus, uden at have noget at dele ud af.

   Hold fast i de gamle på tv!