Avisartikler 2005, og tidligere

Mørketid over verden                                          

Af Ole Hyltoft

 
 
 
 
Vi lever i en mørketid. Her tænker jeg ikke på den lave sol der er over vores land i disse dage. Men på de mørklægningsgardiner vi selv trækker ned for vore vinduer. FNs højkommissær mener, at nogle mennesker i Pakistan skal have lov at forbyde tegninger i en dansk avis. Nogle overtroiske forestillinger i et fjernt land skal bestemme over ytringsfriheden i Danmark. Med et ondt smil kunne man kalde det globalisme.

Professorerne Isi Foighel og Eva Smith og – selvfølgelig – frihedens statsbetalte kapitulant, Morten Kjærum, agiterer for selvcensur.

For nylig blev der stor ståhej, fordi folketingsmand Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde, at Islam er en terroristisk religion.

Det er der vel ikke noget usandt i at sige, al den stund bomberne brager i restauranter på Bali og i Egypten, og i tog og busser i Madrid og London. Og de, der udløser bomberne, erklærer sig som islamister og begrunder deres massemord med skriftsteder i Koranen.

Det er da heller ingen hemmelighed, at Muhammed både plyndrede og snigmyrdede. Og at han myrdede 800 jøder, som han ellers havde givet frit lejde. Samt at han havde samleje med en 9-årig pige, altså var pædofil. En køn plante at se op til, ham Muhammed!

At Islam gennem sin historie har været en krigerreligion, der går på erobringstogt i andre lande, turde heller ikke være nogen skrøne.

Hvorfor må en folketingsmand så ikke sige disse ting?

Fordi vi lever i en så poleret tid, at man kommer til at tænke på den franske adels sidste dage, tiden med silkedragter og pudderparykker, før guillotinens tid i 1789. Dengang den affable adel gemte de fattiges undertrykkelse og de riges råddenskab under artige falbeladers tykke pudderlag.

Løgn er unatur. Og unatur fører til undergang eller oprør.

Hvor er den politiske debats frimodighed blevet af? Hvor er den offentlige debats lattermilde demaskering af hykleriet, som er Holbergs arv til os?

Da jeg skrev min første bog, ”Tør du være fri?”, i 1968, var fri abort, nøgenbadning, homoseksualitet, porno, børn uden for ægteskabet forkasteligt, forargeligt og mestendels forbudt.
Disse indsnævringer af menneskers egen råderet over deres liv var vi nogle der gik til angreb på. Vi syntes de var forvrængninger af det frie menneskes natur. Vi vandt. Vi fik i det store og hele disse forstokkede meningsløsheder afskaffet.

Men nu har onde guder igen gjort friheden afmålt og sænket en ny gang tabuer ned over vore syndige hoveder.

Forargelsen over Jørgen Leths liderlige liv i troperne blev til hekseforfølgelse. Manden der med sin lyriske magi skænkede TV 2 hundredtusinder af sommerseere til en så dødssyg sport som cykelrytteri, blev fyret af ren og skær småborgerlig forskrækkelse. Selv om tusindvis af de forargede utvivlsomt har hygget sig i smug over den af Jørgen Leth åbenbarede forestilling om mulatpigens tilgængelige bagdel!

Hvis Leth nu havde nøjedes med at gøre det, som de fleste jo godt vidste, at han gjorde, og ikke havde skrevet om det, havde ikke en sjæl gøet ad ham. Det er altså ikke liderligheden, men den frie tale om liderligheden, der er forbrydelsen.

Ikke handlingen, men offentligheden omkring den er ethvert bigotteris anstødssten.
Ved kommunevalget blev Louise Frevert mødt af en bølge af forargelse, fordi hun engang har optrådt nøgen. Efter min målestok er det tværtimod en dyd, at et menneske med en smuk krop og et smukt ansigt stiller begge dele til skue, så ikke bare den skønnes familie, men almenheden kan glæde sig over det. Det var faktisk sådan noget, vi i 1968 kaldte for socialisme. Men i 2005 var de autonome socialister de værste til at håne den nøgne Louise Frevert.

Jo, det er blevet mørketid, dumhedens tid.

Det ny snerperi er kommet til os samtidig med at muslimerne er kommet til landet. Om de to fænomener har noget med hinanden at gøre, skal jeg ikke afgøre. Men den muslimske kultur er gefundenes Fressen i en mørketid.

Nogle af de muslimske påbud er det rene galimatias set med danske øjne, såsom forbud mod at spise svinekød, omskæring af småbørn og stening af ”utro” kvinder ( ikke ”utro” mænd. De må godt. For Islam er en mandsreligion.).

Måske var der mening med denne galskab i et beduinsamfund i 600-tallet. Men i et moderne samfund er det overtro og trolddom. Vanvittigt at vi i Danmark i 2005 i ramme alvor skal tage stilling til idiotiske og barbariske stammeritualer af den slags. Det var sådan noget som Peder Most- bøgernes forfatter, den berejste Walter Christmas, for hundrede år siden berettede om som udslag af den mest formørkede hedenskab.

Men disse muslimske tabuer er nu blevet seriøse samfundsspørgsmål, som vi skal tage stilling til i Danmark i 2005. Forleden diskuterede man med alvorlige stemmer i et radioprogram i Danmarks Radio, om det ville være en god ide at hugge hånden af tyve!

Man kan håbe, at ikke alle 3.-400.000 muslimer i Danmark agter at følge sharialoven i dens mest rabiate udgave. Og man kan håbe, at årtiers ophold i det gemytlige Danmark filer de rettroendes kanter lidt til.

Håbet beskæmmer ingen. Men der er foreløbig ikke noget der tyder på, at muslimerne vælger konsensus-vejen. Hizbut-Tahrirs fremgang hos de unge. Dødsdommene og demonstrationerne mod Jyllands-Postens tegnere. Strengheden hvormed de muslimske landes regeringer og ambassader ser på sagen. Muslimernes hellige afstandtagen fra at gifte sig med danskere.
Det er ikke forbrødringens tid. Det er de hårde nakkers tid.

Sært nok er det ikke mindst den danske ungdom, der i 70’erne stod for frigørelse fra tabuerne, der nu som ældre værner om censur. Vi skal skånsomt holde hånden over overtro og trolddom, også når den udøves i Danmark og indebærer kvindeundertrykkelse og seksualforskrækkelse.
Vi har pudset straffeloven på dem, der ikke udtrykker sig affabelt nok. Racismeparagraffen 266 b har sat hængelås for munden af menigmand. ”Man binder os på mund og hånd” sang PH. Men nu er det ikke tyskerne der binder os. Det er vores egen, og især den akademiske , såkaldt venstreorienterede, overklasses virkelighedsforskrækkede artighed.
 

Munkemarxisterne har sammen med Det radikale Venstre været kernetropperne i forsvaret for den muslimske storindvandring og de islamiske loves knæsættelse i Danmark.

I en børnehave må danske børn kun have leverpostej og svinekød med på maden, hvis madpakken anbringes i et køleskab for sig og fortæres i et lokale, hvor børnehavens muslimske børn ikke befinder sig. Absurd. Men virkeligt.

Ingen ville i 1970’erne have løftet et øjenbryn over at en avis med glimt i øjet tegnede Muhammed. Anderledes i dag. Revolutionens fortrop er på deres gamle dage blevet reaktionens bagtrop. Det er set før. De glade, nationalliberale Hostrup-studenter i 1840’erne, der indførte demokratiet, blev siden hen til 1860’ernes og 70’ernes sure borgerskab, der satte en stopklods for frihed og folkestyre.

I indvandringssagen sank munkemarxisternes ned i deres eget ideologiske hængedynd. De havde med en vis ret prædiket, at den tredje verden var blevet udbyttet og undertrykt af den hvide kapitalist. Så når disse udbyttede stakler kommer op til os, gør vi en passende afbigt for Vestens gamle udbytning ved at indrette vores eget offentlige rum efter de hæmninger og tabuer, en oldtidsreligion fra Østen har pålagt sig selv, også når den er kvinde- og menneskefjendsk som Islam er!

Vi lever i en mørketid. Der er brug for lys. Lyset fra den fri tale.

For nylig bød statsministeren en række muslimske overhoveder til højbords på Marienborg. Forhåbentlig har de haft en god snak, som det hedder på borgestue-dansk.

   Folketingsmedlem Naser Khader meldte afbud. Han vidste, at flere af de indbudte havde rakket Danmark ned i arabisk tv.

   Borgere, der bagtaler deres land, burde ikke få det ridderslag det er at blive indbudt til statsmiddag.

   Punkt et. Det er for ringe, at statsministeriet ikke aner, de har inviteret tvetungede fjender af landet til ærefuld middag. De kunne let have søgt råd hos Naser Khader.

   Punkt to. Har vore ambassader i de arabiske lande ikke rapporteret hjem, at vi har 5. kolonne-imamer boende, som i udenlandsk tv giver udtryk for deres uforsonlighed over for Danmark?

   Punkt tre. Hvorfor har nogle af Danmarks Radios 250 nyhedsjournalister ikke fulgt denne sag op, Lisbeth Knudsen?

Der er også et punkt fire. Og det er det alvorligste. Efter Marienborg-snakken udtalte statsministeren, at Vestens Islam-problem er de fundamentalister, der udøver terror. De muslimer, der bare tror på Koranen, har vi ikke noget problem med.

   Har vi ikke det, hr. statsminister?

   I Koranen står der: ”Vend jer bort fra dem ( ikke-muslimerne, f.eks. danskerne ), de er et udskud af urenhed.”

   I Koranen står der: ”I skal bekæmpe folk, med mindre de bekender sig til Islam.”

   I  Koranen står der: ”Allah giver jer ( muslimerne ) de vantros land, deres huse og formuer i arv.”

   I Koranen står der: ”Dræb dem ( ikke-muslimerne, herunder danskerne ) hvor I finder dem.”

   Se, det har Anders Foghs gæster jo nok ikke sagt ved middagen på Marienborg. Men når de kommer hjem på bedetæppet, bekender de sig altså til en hellig skrift, der forlanger, at de skal slå dem ihjel, der lige har indbudt dem til fin middag.

   Jamen det mener de nok ikke bogstaveligt, siger de godmodige og gudløse danskere.

   Nej, måske mener de det ikke alle sammen bogstaveligt. Men erfaringerne fra bl.a. New York, Madrid og London viser, at mange mener det så bogstaveligt, at de kan gøre helvede hedt for et fredeligt og frisindet Danmark.

   Synes De ikke det er et problem, hr. statsminister?

   De fleste muslimer omtaler danskerne i 2. person ( I, jer ), skønt de har været hjemmehørende i Danmark i årtier. De fravælger danskheden. Vil ikke have noget med danskerne at gøre kulturelt, familiært, seksuelt. De forbliver en ”ren” stamme, der bosætter sig på en anden stammes landområde, starten på den multikultur vi kender fra Kosovo, Nordirland, Palæstina, Kashmir, Rwanda etc. Kan kanon-professor Erik A. Nielsen og den øvrige Auken-klan ikke få ind i deres virkelighedsfjerne hoveder, at de fleste muslimer ikke ønsker at have noget med os at gøre? Vi tiltrækker dem ikke, så længe vi er urene.

   Adskillige imamer i Danmark har erklæret, at den danske grundlov skal skiftes ud med sharia-lovgivningen, når muslimerne bliver et flertal her i landet. Vi skal altså overgå til stening, håndsafhuggelse etc., når muslimerne er blevet mange nok.

   Er det heller ikke et problem, hr. statsminister?

 
 
    Vore muslimske indvandrere koster samfundet 65 – 75 milliarder kr. om året.

   Uden muslimerne kunne vi klare os med den halve politistyrke.

   Halvdelen af muslimerne kommer ikke ind på det danske arbejdsmarked.

   Mange muslimske handlende snyder i skat og moms.

   Mange lærer ikke det danske sprog, og største parten følger ikke den danske samtale i aviser, radio og tv.

   De får vores folkeskole til at krakelere.

   De kræver særregler i børnehaver, skoler, svømmehaller, der strider mod grundprincipper i den danske kultur.

Nu må der sættes en stopper for disse vanvittige tankegange, inden de vinder mere fodfæste i Danmark.

   Folk kan bede til hvem de vil – Odin og Thor om det skal være.

   De kan spise hvad de vil, og gå i det tøj de vil – når de ikke er en fare for trafikken.

   Men vi skal ikke indrette vores skoler, vores børnehaver, vores svømmehaller, vores syn på kvinder efter normer, der har deres udgangspunkt i Koranen.

 Vores samfund skal ikke ofre millioner på modersmålsundervisning. Eller på tolke her, der og alle vegne, fordi vores indvandrere ikke tager sig sammen og lærer dansk.
Det er kommet så vidt, fordi politikere ( og her står Anders Fogh ikke alene ) og danske myndigheder i den praktiske indvandringspolitik har udvist så meget slapsvanseri og holdningsløshed, at man tager sig til hovedet. Politikere, journalister, skolefolk, socialrådgivere har med deres lakridsrygge og candy floss’ede principper skabt den suppedas, vi står i.

Og så er dette som sagt slet ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at muslimerne – alle muslimerne – bekender sig til et skrift, der siger, at danskerne er urene og bør udryddes.
Vor statsminister hævder, at dette ikke er noget problem.
Jeg synes det er et problem. Og det tror jeg også de fleste danskere synes.
Det er umuligt at bygge et godt samfund, hvis hver tiende borger tror på en hellig skrift, der siger, at han kommer i paradiset, hvis han slår de ni andre for panden.
Et klart svar fra danskerne kunne være, at de, der bekender sig til Koranen med al dens had, krig og fremmedfjendskhed, ikke kan få opholdstilladelse i Danmark.
En mere mindelig ordning vil være, at fremmede for at opnå opholdstilladelse skal skrive under på en erklæring. I denne erklæring skal der stå, at det i Danmark er forbudt at bekende sig til en tro, der kan resultere i forfølgelse af borgere, der ikke deler denne tro.
Det skal gøres muslimerne klart, at denne erklæring er en underkendelse af Koranens ord. Og at det må de leve med, hvis de vil leve i Danmark.
Mormoner, scientologister, buddhister forfølger mig bekendt ikke mennesker, der ikke deler deres tro. Men skulle de eller andre finde på det, falder de selvfølgelig ind under ordningen.
Det er nu, da muslimerne trods alt er et forholdsvis lille – men voksende og delvis aggressivt – mindretal, at en sådan anti-koransk grundregel skal indføres.

Og så kan du, kære læser, til slut ryste på hovedet ad mig og sige: har du helt glemt, at muslimer har den hellige skrifts tilladelse til at lyve over for de vantro? Hvad hjælper erklæringer og underskrifter så?
Sandt nok.
Men en sådan tro-og-love-erklæring vil i hvert fald vise vore muslimske borgere, at vi ikke har til hensigt godvilligt at give Koranens udskejelser borgerret i Danmark.

Nogle toppolitikere er meget hemmelighedsfulde med deres private liv. Så vidt jeg ved lukker Poul Nyrup ikke journalister og fotografer ind i sit hjem på Frederiksberg.
Dette er ikke noget nyt. SF’s stifter, Aksel Larsen, sænkede et jerntæppe mellem sit politiske liv og sit private. Som politiker gjorde han alt for at tiltrække journalisternes opmærksomhed. Lod sig blandt andet blive hængt på en teaterscene. Men privat burede han sig inde bag lås og slå.
En enkelt gang gjorde han en undtagelse. Da han i en valgkamp brækkede benet, lod han fotograferne komme indenfor på hospitalet. For her fra sygesengen kunne han vinde valget. Og det gjorde han.
Jeg tror mange betragter denne blufærdighed som fornem. Men er den nu det? En toppolitiker træffer masser af vidtrækkende beslutninger hver dag. De træffes ikke kun ud fra nogle punkter i et partiprogram, men i høj grad ud fra politikerens hele personlighed. Vælgerne har ret til at kende denne personlighed. Det er ikke ligegyldigt, om minister Larsen har Barbara Cartland eller Johs. V. Jensen stående på sin bogreol. Ikke ligegyldigt, om han er ven med Ulrik Høy eller Klaus Rifbjerg.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden læste, at vores statsminister nægtede at sige, om han stadig var tilhænger af, at lesbiske par skulle have adgang til kunstig befrugtning. Et synspunkt, han gik ind for i 1997.
I Berlingske ( 23.-1. ) sagde Foghs tidligere spindoktor, Se og Hør-gorillaen Henrik Qvortrup, at Anders Foghs spindoktorer nu endelig havde haft held til ”at gøre statsministeren spiselig” ved at give ham ”en mere blød og rund profil”.
Herefter er spørgsmålet: er det spindoktorernes Anders, eller Anders’ Anders, vi ser på tv-skærmen?

Anders Fogh skrev for nogle år siden en bog, der hed ”Fra socialstat til minimalstat”. Jeg har den – oven i købet med dedikation. Og har læst den. Det er ikke nogen dårlig bog. Den kritiserer med rette munkemarxisternes enfoldige ligemageri. Jeg synes bogen er for ensporet, når den forklarer, eller netop ikke forklarer, hvordan sammenhængskraften i vort folk, fællesskabsfølelsen, kan udmøntes i hverdagens politik. Men bogen er sympatisk ved det brændende engagement, der lyser ud af hver side.
”Fra socialstat til minimalstat” er en lidenskabelig bekendelse til liberalismen. Velfærdsstatens borgere er nogle livegne, og de har ”slavesind”. Hører vi nogensinde Anders Fogh gentage det, der lå ham sådan på sinde for ti år siden? Nej, hans beslutsomme kæber er lukket helt i om hans barnetro. Er det det, Henrik Qvortrup forstår ved, at han nu er ”spiselig”?
Mogens Lykketoft havde i de ni år, han var minister, et for sine vælgere uspiseligt syn på den muslimske indvandring. Men da han blev formand for sit parti og statsministerkandidat, faldt skællene fra hans øjne, og han kunne se, at den var rivende gal med denne masseindvandring i Danmark af muslimer, der ikke ville være danske.
Man har et standpunkt til man tager et nyt, sagde hans forgænger.
Jeg er vis på, Anders Fogh inderst inde er fuldblods liberalist, og at Mogens Lykketoft er en lige så varm multikulturist som Marianne Jelved. Og jeg synes det gør de to dygtige politikere mindre spiselige, at de ikke vedstår deres meninger. De forfalsker deres personlighed, for at være lidt højtidelig. De er vores høvdinge. Og et folk bør kende sine høvdinges sande personlighed.
 

 
 
 
  Man kan selvfølgelig sige, at det er folkestyre, når høvdingene ændrer deres standpunkter efter vælgernes forkærligheder. Men hvis politikerne skifter standpunkter som Karl Lagerfelds modeller skifter rober, er de jo ikke høvdinge, men marketingdirektører. Markedet er vor tids afgud. Det frie marked er en god ting, når vi skal vælge mellem kærnemælk fra Arla eller Hirtshals Andelsmejeri. Men hvis en politiker gør sig selv til et markedsprodukt, er han ikke længere en høvding.

Min bedstemor fra Djursland sagde: som herren er, så følger hans svende. Jeg synes toppolitikernes markedsbestemte meningsdannelse har bredt sig i samfundet. TV’s direktører bliver ikke begejstrede, når deres medarbejdere har lavet en første klasses udsendelse, men når en udsendelse har haft to procents stigning i seertal.
Danmarks Radio laver en føljeton i papmache som Krøniken i stedet for tv-dramatik om ægte mennesker a la Panduro.
En af vore kendteste tv-journalister, Frank Esmann, udgiver bramfrit en bog, som han halvvejs har skrevet af efter en anden bog. Huij, hvor det går!
I de mange år, de muslimske indvandrere kom strømmende hertil i overtal, var der ingen dansk myndighed der klart og tydeligt fortalte dem, at i Danmark taler man dansk og lever efter danske normer. Nogle fandt ud af det af sig selv. Men mange gjorde det som bekendt ikke.
Fra top til bund er der noget leddeløst over den måde, vi opfører os på for tiden. Det er ikke fordi de, der er i arbejde, ikke bestiller noget. De bestiller snarere for meget. På en rastløs måde, så de bliver trætte og nedslidte og ikke har ro til for eksempel at fordybe sig i en bog. I stedet vælger de at fare forvirrede hen over internettets virvar af oplysninger. Teknikken er super og forførende. Men den forfører til rastløshed, ikke til koncentration. Det er koncentration der giver resultater og gør samfundet stærkt. Spørg Kipketer, spørg Niels Bohr, spørg Anja Andersen ( håndboldspilleren såvel som astrofysikeren ).

Når statsministeren og lederen af oppositionen kan tillade sig at have ét standpunkt det ene år og det modsatte det næste år, hvem kan så ikke tillade sig at være ustabil i sit arbejde? Det forlyder. At lærerne i folkeskolen ikke kan undervise ordentligt i dansk, fordi de ikke selv kan dansk ordentligt. De unge på universiteterne kan ikke skrive forståeligt engelsk. Ungerne i skolen er adspredte og støjende. Det skulle vel ikke være de voksne, der er adspredte.
Jeg synes vi mangler nogle politikere, der sætter en standard, en standard som forbillede. Ikke nødvendigvis ved at være belæste. Men ved at være helstøbte. Og ikke være bange for at vise deres hjem frem, det konkrete hjem såvel som det de bærer i deres hoved. Det kan være en knortet personlighed som den, justitsminister K.K. Steincke i sin tid paraderede med høj humor. Eller en pastoral personlighed som den, vor første kulturminister Jul Bomholt havde. Men personligheden skal være synlig og sand. Og politikeren skal ikke være undselig med den
Politikere skal ikke være det, som mange går hen og bliver i disse år: rastløse marketingdirektører. De skal være karakterer, der kan genkendes fra det ene år til det andet. Det afgørende er ikke at vinde et valg, men at éns land vinder frem.

Den afgåede generaldirektør for Danmarks Radio, Chr. Nissen, er blevet rost for at have moderniseret DR. Det gælder dog vist mere organisationen end journalistikken.
For nylig så jeg et tv-program i DR om de kulturradikale. Det er jo et hedt emne, efter at både Anders Fogh og Brian Mikkelsen har udfordret de kulturradikale, den herskende klasse i vores kulturverden.
Hvem havde DR-tv så indbudt til denne holmgang? Den svenske forfatter P.O. Enqvist, der kender Danmark, fordi han har boet i 15 år på den politisk korrekte side af Søerne i København. Det var dog undgået Enqvists ellers skarpe blik, at alle de danskere der hylder ham, fra forlagsdirektører til universitetsprofessorer, hører til en bestemt lille klan, de kulturradikale.
Den anden var – ja, hvem, tror De? – Klaus Rifbjerg selvfølgelig. De kulturradikales overkonge.
Den tredje var Thomas Bredsdorff, medarbejder ved Politiken. Som efternavnet viser, oprindelig en mand af grundtvigsk-borgerlig observans. Men han konverterede og nåede over på den rette side af kridtstregen – i 1968!
Med andre ord: hvad gør DR når den vil lave en debatudsendelse om indavlen i vores kulturliv? Man sætter tre af de mest indavlede stævne på en bedre københavnsk restaurant. Det må svare til hvad der i erhvervslivet hedder insiderhandel.
Det var da også svært at få en diskussion i gang. Debattørerne mente jo det samme. At de kulturradikale var de bedste. De havde patent på godheden, på fornuften, på talentet. Herefter var der jo sådan set ikke mere at diskutere. Enqvist gik da også helt i sort, tav og fyldte sit ansigt med svensk mismod. Og Bredsdorff lurepassede. Så måtte Rifbjerg tage affære. Han tog en dyb indånding og gennemførte så den ene fejende valsetur efter den anden. Trinene har han lært i sin kulturradikale børnehave på Amager i 1935. Hans valse var festlige – og ren nostalgi. Havde intet at gøre med de faktiske forhold i jernindustrien efter anno 1940. Aner denne Spanien-emigrant slet ikke hvad der foregår i Danmark?
Thomas Bredsdorff havde det problem, at han på den ene side gerne ville være på linie med sine to kammesjukker, P.O. og Klaus. På den anden side havde han vist færten af, at hele arrangementet ikke var så smart. De politisk korrekte nikkedukker i DR havde villet lefle for kulturens magthavere, men så måske alligevel gjort dem en bjørnetjeneste. Et debatprogram var gjort til et vennetræf mellem tre forhærdede kulturradikale. Så på et tidspunkt hviskede Bredsdorff – ja, hviskede er ordet – at de kulturradikale måske kunne virke lidt bedrevidende.
Det tør siges. Men er de bedrevidende, fordi de ved bedre? Eller fordi de er sejrssikre, eftersom de udgør den kompakte majoritet i kulturverdenen?
- Vi kulturradikale har aldrig haft magt! trompeterede Klaus Rifbjerg. – Åbn dog gluggerne, Klaus! Jeres klan har siddet på magten på universiteterne, på seminarierne, på forlagene, overalt i kulturverdenen. Her 15 år efter murens fald har I altså stadig så meget magt i DR, at DR ikke tør lave et kritisk program om jeres klan.
Lad os nu lige slå fast, at kulturradikalisme ikke betyder ondskab. PH var en elskværdig mand, og hans viser og drager og lamper er smukke. Kvindernes, børnenes og seksualitetens frigørelse er et fremskridt for os alle. 1930’ernes kulturradikale arkitekter foretog et tigerspring frem i boligarkitekturen. Men alt det er fortid. Og kulturradikalismen er ikke noget afrundet livssyn. Den er en kritik af et sammenhængende livssyn, 1800-tallets romantisk-kirkelige.
 Og nu kommer vi til den praktiske kritik, som programmet skulle have handlet om. De kulturradikale hylder demokrati. Men praktiserer det ikke. Enhver kunstner og kulturarbejder skal melde sig ind i klanen, hvis han vil have et ordentligt omdømme og en
 
 
 rimelig karriere. Sådan noget hedder ensretning. Det er uværdigt. Og det gør vores kulturmiljø fattigt.

Det har været sådan fra kulturradikalismens begyndelse. Georg og Edvard Brandes ophøjede de forfattere, der delte deres livsanskuelse, til at være de bedste forfattere. Darwinisten J.P. Jacobsen, kvindefrigøreren Henrik Ibsen, og en der slugte hele den

 brandesske menu, Sophus Schandorph. Mens de, der ikke fulgte de brandesske doktriner, blev kaldt epigoner og skubbet langt ud i sidegemakkerne. Det gjaldt den modne Drachmann, Herman Bang, Ploug, Vilh. Topsøe, Kålund, Hostrup, Chr. Richardt m.fl. Alle sammen gode kunstnere, der jo også havde noget at byde på.
Georg Brandes var en enorm åndskraft. Og en stor gevinst for Danmark. Men han var også politiker. Og det er der ikke noget ondt i. Vi vil alle sammen gerne have at omverdenen bliver som vi vil have den. Allerede som unge arbejdede Brandes-brødrene på at samle alle landets intellektuelle under én hat. Det uheldige var at det lykkedes. Uheldigt for Danmark. Brandes’ kulturradikalisme blev religion for næsten alle universitetsuddannede litteratur- og kulturfolk i det 20. århundrede. Brandes’ bedømmelse af hvad der var stort og småt i kulturlivet kom til at stå som den uomgængelige sandhed. En kanon.
Se, det skulle man have diskuteret med klare ord i tv-programmet. I stedet skulle vi følge Rifbjergs store afdansningsnumre. Mens Enqvist og Bredsdorff klappede i valsetakt. Det blev programmet grumme kedeligt af, samtidig med at det blev et brud – endnu et – på DR’s pligt til at være alsidig. Alle kulturradikalismens kritikere befandt sig uden for den lækre restaurant.
Og lad os så springe over til radioen. Forleden blev Karen Jespersens nye erindringsbog anmeldt i P 1 af en psykolog. Anmelderen syntes Karen Jespersen havde været en god socialminister. Men som indenrigsminister havde hun jo vist sig at være en slet person. Begrænse indvandringen! Fyda, fyda! Karen Jespersens dårlige moral var ikke til diskussion. Den var et aksiom, som det hedder i universitetssprog. Det blev ikke berørt, at 80 pct. af befolkningen formentlig mener, at Karen Jespersens indvandringspolitik er udtryk for en fin medborger-moral.
Derefter funderede anmelderen og den tilstedeværende DR-medarbejder over, hvordan sådan et moralsk forfald hos Karen Jespersen kunne finde sted. Psykologen fandt forklaringen. For ganske vist var Karen vokset op mellem arbejdere i Nansensgades fattige kvarter. Men hendes mor var ikke rigtig arbejder. Hun drev en viktualiehandel i gaden, var altså privat handlende. Denne mødrene arv blev så Karen sørgelige skæbne 50 år senere.
Denne form for ”analyse” er der et ord for. Vulgærmarxisme. Man troede den var gået af mode. Men den er åbenbart stadig god latin i DR.
Folkeoplysning? Nej, folkeformørkelse.
Selvfølgelig bringer DR da også programmer af en anden valør. Pragtfuldt at man kan sidde hjemme en lørdag aften og høre Rossinis nyopsatte opera ”Askepot” direkte fra Det kgl. Teater. Forleden hørte jeg i P 1 Thorkild Bjørnvig tale varmt og klogt om sin barndom i Århus. Den lange serie om Folkestrejken i 1944 er et dokument, der bringer os tæt på forskellen mellem dansk og tysk folkesjæl. Men de to sidste programmer er årtier gamle. For tiden passiarer man mest i radioen og pjatter i fjernsynet.
Når skævhederne i DR er så himmelråbende og indsigten så snæver, burde DR have en bestyrelse, der sagde: nej, hør, den går ikke!
Men DR’s bestyrelse må jo ikke diskutere programmerne. Aviserne er den eneste chance for at få kritik.
Generaldirektør Chr. Nissen blev som sagt berømmet for sin evne til at trimme forretningsgangen i DR. Men er det, der er virkelig brug for i Danmarks Radio ikke at få alsidigheden, kulturansvaret og kvaliteten tilbage i programmerne?

Skulle vi ikke give H.C.Andersen en fødselsdagsgave der vasker sig!
Jamen får han ikke i pose og i sæk? Alverdens berømtheder er blevet udnævnt til ambassadører for hans kunst. Dronningen kysser hans pande i sin nytårstale.
Jo, men dels er der vist ingen grænser for hvor meget hyldest, H.C.Andersen formår at bære på sine skuldre. Dels er de fleste gaver, han får, vist adresseret til industriens og landbrugets eksportfremme. Det har H.C.Andersen såmænd ikke noget imod. Men alle disse påfund bliver jo til minder, når 2005 går på hæld. Jeg mener, vi skal give H.C.Andersen en rigtig holdbar fødselsdagsgave. Giv ham Danmarks nationalsang. Han har selv skrevet den. I 1850. Den skal bare lyses i kuld og køn. Den hedder ”I Danmark er jeg født”, og den er meget bedre end de to, vi bruger nu.

Der er sket det løjerlige, at samtidig med at den danske sang er blevet forvist fra vore skoler og fra Danmarks Radio, har en enkelt sang fået vinger og svunget sig højt i sky – op over alverdens fodboldarenaer. Før hver landskamp synger titusindvis af roligans ”Der er et yndigt land”, så Adam Oehlenschlæger må stå deroppe i skysovs til knæene og få en tåre i øjenkrogen. Endelig er han blevet hørt af folkedybet!
Nu er det ikke fordi hans nationalsang er dårlig. Omkvædet er faktisk lige i øjet:
”Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå”
Men bare det at kalde vores land for yndigt! Øndigt! Det er noget, prinsesse Mary er. Vesterhavet, vores slamgrå vinterstorme og Kim Larsen er sgunte yndige! Nationalsangen har også lidt for mange linier, hvor Adams inspiration er sluppet op. Han fylder tomrummet ud med at påstå, at danske kvinder er skønne møer, og mændene er raske svende, at løvet er grønt, og den slags uomtvistelige, men lidet gnistrende iagttagelser.
Jeg gad også nok vide, hvad vore roligans forestiller sig, når de synger at Danmark er ”Frejas sal”. Hvem er Freja? Ikke en dame, man snakker om på lægterne. Eller andre steder i landet – bortset fra religionshistorisk arkiv. Hun siges at bo godt – og stort, siden hele Danmark er hendes stue.
Freja er kærligheds- og dødsgudinden blandt de nordiske guder. Hvem ved det i dag? Og hvor i alverden ligger den ”salten Østertrand”, Oehlenschlæger lader bøgene hænge ud over? Han mener nok alle vore østvendte kyster. ”salten” er en oldnordisk bøjningsform, der gik af mode i og med Oehlenschlægers bortgang fra Jorden og litteraturen.
I 2. strofe er det yndige borte. Danskerne var nogle ”harniskklædte kæmper”, der drog ud og voldte fjenden mén. Det passer måske meget godt på Gravesen, når han midt i første halvleg går bersærkergang. Men er disse danske voldstyper noget at prale af?
Vore romantiske digtere fra de første årtier af 1800-tallet skrev mange umiddelbare og begejstrede sange om fædrelandet. Oehlenschlæger gjorde det også. ”Der er et yndigt land” er ikke en af dem. Den er et livsfjernt udstyrsstykke, der ikke går til hjertet.

Endnu mere skrattende lyder kanonbragene i kongesangen, Johs. Ewalds bloddampende beretning om, hvordan ”gotens hjælm og hjerne” går itu, når Kristian den Fjerde fyrer den af.
”Fly skreg de, fly, hvad flygte kan.
Hvo står for Danmarks Kristian
i kamp?”
Det var der nu en hel del der gjorde, bl.a. generalerne Tilly og Wallenstein. Hvem er i øvrigt disse goter? Kristian den Fjerde sloges med svenskerne og tyskerne. Men da ikke med ”goterne”, en sydeuropæisk folkestamme fra folkevandringstiden.
 

 
 
 
 Og hvad er det for et ”spejl”, Ewald taler om?
”Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp”.
Er det matrosernes barberspejle, Kristians kanoner sender til havsens bunds? Nej, det er de formidable krigsskibes agterspejl. Hvem tænker på det i vore dage?
Endnu hårdere går det til, når Tordenskjold entrer scenen i 3. strofe:

”fra vallen hørtes vrål, som brød
den tykke sky”
Det må oversættes og betyder: fra slagmarken hørtes brøl, som fik skyen til at revne.
Men en nationalsang skal ikke oversættes. Den skal forstås umiddelbart og helst med hjertet.
Ewalds kongesang er et metrisk slagnummer af den svære kaliber. Men hvad er det for en krigsgalskab at udsætte vort fredselskende folk og dets kloge monarkinde for!

Næ, lyt så til H.C.Andersen.
”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”

På disse otte linier står det alt sammen. Danmark er vores hjem. Her er vores rødder. Med dem i bagagen kan vi drage ud i den store verden – som H.C.Andersen selv gjorde. I dette land taler vi dansk. Atmosfæren her i landet er frisk, ikke lummer. Vore forfædre er synligt til stede i vores dagligdag. Dette, vores hjemland, er smukt og frodigt. Og vi elsker det.
Oehlenschlæger og Ewald er to kustoder der, veltalende, men lidt overgearede, viser os rundt i Danmark. H.C.Andersen er selve det danske sind. Derfor tør han i sangen sige ”jeg”. Hos H.C.Andersen er der ingen bravader, ingen vrål og intet harnisk. Han taler lavmælt, blander beskedenhed med selvrespekt. I hans sang slår det danske hjerte.

Og så er det vel heller ikke nogen dårlig ide, at Danmarks nationalsang er digtet af vores eneste virkelig verdensberømte digter. Oehlenschlæger og Ewald er vel kendt af litterater i Island, Norge og Sverige. Men ellers er de ukendte navne uden for Danmark.
De bedste af H.C.Andersens eventyr er fuldkomne litterære mesterstykker. I eventyr som ”Nattergalen” og ”Kejserens ny klæder” når Grimm eller andre eventyrfortællere ikke Andersen til hosebåndene hvad angår fortællerytme, sproglig finhed og underfundighed. Han er en gesandt, vi kan være bekendt. Første strofe af ”I Danmark er jeg født” er lige så mesterlig som eventyrene.
Vi skylder H.C.Andersen meget, fattigbarn eller kongesøn. Lad os vise vores taknemlighed og beundring ved at gøre ham til vores nationalsangs-digter.
Rung og Schierbeck har skrevet sangbare melodier. Jeg foretrækker den kendteste, Rungs. Men Schierbecks er også god.
Så kommer det praktiske spørgsmål. Hvem bestemmer egentlig, hvilken sang der skal være vores nationalsang? Statsministeren? Ja, det er det vel. Men han skal selvfølgelig være enig med sin kulturminister. Og måske også veksle et par ord med Morten Olsen og Dansk Fodboldforbund. Dronning Margrethe må også gerne blande sig – vel at mærke hvis hun er enig i det, der står i denne kronik!
Men husk, det skal være en fødselsdagsgave. Så sagen skal være klar inden 2. april.

Min morgentur går hver dag forbi Helenekilde Hotel. En hvid villa, årgang 1896, elegant i sine klassiske linier. Der er springvand foran hovedindgangen. Det stejle, sorte tegltag glinser i solen ud mod Kattegat.
Jeg husker pensionatet fra jeg var barn. Dengang var det om sommeren feriested for oberstinder og grossererenker fra Frederiksberg. Det sagde de voksne i hvert fald. Sommergæsterne havde eneret til hotellets strand, som vi plebejere uden ejendomsret ikke måtte betræde.
I 1960’erne skete der noget med det gamle pensionat. Det fik en tilbygning. Så det kunne huse et folkehold af feriegæster og kursister. Fint at demokratiet således holdt sit indtog på Nordkysten. Men fint var det nye anneks ikke. En grå, firkantet cementblok lige i ansigtet på denne sarte perle fra belle epoque.

Helenekilde Hotel er ikke et tilfældigt uheld der har ramt Tisvilde. Det er et af tusinder eksempler på det tilbageskred, der har ramt vores bygningskultur siden 60’erne. Det er let at få øje på, når huse fra de sidste fyrre år står side om side med bygninger fra før den tid. Vor tid kommer til kort næsten hver gang.
Rederiet Mærsk har en stor personlighed i spidsen. Men rederiets hovedsæde på Toldboden er et upersonligt hus, karakterløst i forhold til de omgivende pakhuse fra tidligere århundreder.
Overborgmester Weidekamps konforme karréhuse på Nørrrebro i København er pakkasser ved siden af den gamle Blågårdsgade, de støder op til.
Eller, for at tage det ypperste, vi laver i dag. Kig på Amalienborg fra 1700-tallet, og kig så på den nye pragtbygning lige overfor, Henning Larsens Opera. Operaen er jo en klods sammenlignet med Eigtveds fint afmålte proportioner. Og Henning Larsen er ellers ikke det ringeste vi har.
Vore dages huse er ensartede, flade moduler i glas og beton. Flotte når de er bedst, som Arne Jacobsens SAS hotel. Men hjerteløse. De huse, vi har arvet fra tidligere slægter, har profileringer, karnapper, gesimser, knudrede facader, der giver læ eller fanger éns blik, som et godt ansigt gør. Alene de gamle vinduer med de mange sprosser giver et anderledes levende indtryk end vor tids udstrakte panorama-ruder.

Er det den nye teknik, der nødvendigvis fører tristheden i sit kølvand?
Nej, selvfølgelig kan enhver byggeteknik bruges til at skabe venlige byrum, harmoni og skønhed. Men vi har i vor tids nybyggeri negligeret menneskelighed til gengæld for…ja, til gengæld for hvad?
Vi har end ikke villet gøre brug af det bedste vi har. I det sidste halve århundrede har Danmark rådet over en af verdens bedste arkitekter, Jørn Utzon. Inden for arkitekturen rangerer han med sin enkle og originale tankegang hvor Niels Bohr rangerer inden for den teoretiske fysik.
Det offentlige Danmark har med stor beslutsomhed sørget for, at denne mand ikke kom til at bygge noget videre i sit fædreland. Han kunne ellers have sat et aftryk på landkortet, der ville have gjort vor tid mindeværdig for kommende århundreder. Selv forsøgte jeg at få Københavns Amt til at lade Utzon bygge Arken. Men det mislykkedes. Var det lykkedes, havde pernittengryneriets mester, naturfredningens David Rehling, nok også fundet en paragraf, der kunne forhindre byggeriet.

Hvorfor er tiden siden 1960 blevet en så fattig arkitektonisk tid, skønt vi aldrig har været så rige og aldrig før bygget så meget?
1950’erne var en tid da vi dyrkede begrænsningens kunst og passede på det bedste af det, vi havde arvet, vores kongelige ballet, vores møbelkunst, Tivoli, Bakken og vores handelsflåde. Der er noget symbolsk i, at kaptajn Carlsen kæmpede til sidste bølgeskvulp for at redde lasten i sit skæve skib.
Men i 60’erne styrter mådeholdets volde sammen. Forberedt af den troldmand, vi havde haft som finansminister i 50’erne, Viggo Kampmann. Han fandt ud af at vi kunne producere meget mere end vi havde penge til ved at skyde betalingen ud i fremtiden. Afbetalingshandel blev tidens løsen. Hvem ville ikke gerne have en scooter, et fjernsyn, parcelhus?
Samtidig kom der nye materialer i byggebranchen. Eternitplader og mange nye plasticprodukter erstattede de røde mursten. Rask sku’ det gå! Befolkningen fik hvad den ønskede, og fabrikanterne fik pengeposen fuld.

 
 
 Dette tingsbegær, denne traditionsfortabelse faldt sammen med, at marxisterne tog magten over kulturlivet. Et af arnestederne for studenteroprøret var arkitektskolen. Her blev den ædle streg afløst af Karl Marx’ megafon. Studenteroprøret var sociologisk, aldrig æstetisk. Ja, munkemarxisterne foragtede æstetik, som de puttede i en sociologisk kategori og kaldte finkultur. Arkitekterne undervistes i proletariatets ret til magten. Men de lærte ikke at bygge nogle huse, som kunne løfte proletariatets hverdag.
Både de herskende finanspolitikere, de herskende privatkapitalister og de herskende kulturfolk tænkte i mængder, ikke i kvaliteter. Kritik af denne udvikling – og kritik var der dog – blev fejet til side som reaktionær. Kulturministeriet, der var begyndt så flot, interesserede sig nu mere for lesbiske sommerlejre end for kulturens forædling.

Fra tyverne af havde PH og hans kulturradikale venner lavet grin med det viktorianske byggeri med dets stukornamenter, tårne og gesvejsninger. Man måtte grine med. For der trængte til at komme lys og luft ind i Estrup-tidens mørke gemakker. Og 30’ernes nye boligbebyggelser blev en guldalder.
PH var bare heldig at dø, inden han så hvad hans tanker skejede ud til i 70’erne – samlebånds-boliger, ørkner af åndløshed. I dag tror jeg, at selv PH ville være taknemlig for, at så meget af viktorianismens byggeri med tårne, gesimser og pompøse indgange er bevaret. Det er dette stemningsfulde og i grunden ret uskyldige byggeri med høj hat og guldstok fra 1870 til 1920, der gør især vores hovedstad så charmerende som den stadig er.

Nu er der den gode egenskab ved hæslige huse, at de kan rives ned. Det bliver de bare ikke. Men tanken er da en dejlig stesolid at sutte på!
Men kunne det ikke tænkes, at nogle godhjertede folk fik den ide, at nu skal vi sørme tage og bygge ordentligt i Danmark? Så det at gå ad danske gader bliver en lystvandring i stedet for en ørkenvandring. Tænk hvis der ligefrem opstod en gruppe folketingsmedlemmer der fik denne ide! Eller et politisk part. Eller ligefrem en statsminister. Det ville være en fornyelse af dansk politik der ville gå over i historien. Især hvis projektet lykkedes.
Det meste i vores politiske liv består i at flytte lidt frem og tilbage på bevillingsrammerne. Lidt skattestop. Lidt mere til folkeskolerne, hospitalerne, de ældre.
Hvad nu hvis en regering sagde: vi gider ikke længere det der lille fedtspil. Vi har et projekt, ikke om rammer, men om indhold. Vi vil gøre Danmarks byer og Danmarks landskaber smukkere. Værsgo og spis! De nybyggede huse skal have facader der der overrasker med deres fantasi og fryder med deres harmoni. Husene skal give velvære til dem, der bor i dem. Men også til dem, der vandrer forbi dem. Talentfulde arkitekter skal have forkørselsret for de talentløse. Vi vil sætte høje mål for vore byers skønhed. Ikke bare rejse et enkelt fantastisk hus som Hundertwassers i Wien. Det er vore byers hele kroppe vi vil have ændret. På femogtyve år vil vi kunne se tegningen til et Danmarks, der bygningsmæssigt er på vej til at blive vor tids renæssance-Italien.

Hvad gør en statsminister, et parti, for at virkeliggøre sådan en kæmpe opgave? Han udpeger en kulturminister der forstår opgaven til bunds. Havde Knud W. Jensen været i sin bedste alder, ville han sikkert egne sig. Statsministeren støtter sin kulturminister sådan, at kulturministeren hele tiden mærker chefens arm om sin skulder. Kulturministeren gøres til en slags overminister i et råd, hvori indgår boligministeren, miljøministeren og indenrigsministeren. For der er mange knapper der skal drejes på. Meget byrokrati der skal skubbes til side. Mange planregler der skal rettes til. Mange bygherrer der skal charmeres af ministeren til at gøre det lidt bedre end de havde tænkt sig. Ganske vist er førsteklasses byggeri sjældent ret meget dyrere end middelmådigt. Og allerede inden for en 40 års periode er det billigere. Men mange bygherrer tænker kortsigtet.
Tegningerne til de nye huse skulle gerne diskuteres i aviser og tv. Men der må ikke være tvivl om, at kulturministeren repræsenterer både den politiske autoritet, som statsministeren og regeringen giver ham, og den faglige autoritet, som landets bedste arkitekter giver ham.
Utopi? Måske.
Men man kunne jo også stille et andet spørgsmål: Hvorfor ikke gøre vores land til et vidunderligt sted at befinde sig, når vi dog råder over evnerne til det?

Man kan ikke lade være med at smile, når man mindes Leif Panduro. Når man tænker på Hans Scherfig, den anden af 1900-tallets store humoristiske forfattere, ler man gustent. Panduro holdt af os. Scherfig udstillede os.

   Når en af Panduros romanfigurer får taget elektrokardiogram, er han angst for at lysnettet bliver koblet til elektroderne. Vi ler, men vi synes også det er synd for ham. Panduro er en ven – uanset hvor tosset vi opfører os.

De senere år Panduro levede – han døde i 1977 – havde han og jeg i ny og næ nogle lange telefonsamtaler. Han tale mest - om sit sære liv. Under besættelsen mente han en gang, at jorden brændte under ham, og han flygtede til Skåne. Blev ansat på en limfabrik i Helsingborg. – Men det var ikke til at holde ud, fortalte han. – Tøjet klistrede til mig, alting klistrede. Når jeg var inde i en kiosk og købte cigaretter, kunne jeg ikke komme af med mønterne. De sad fast på fingrene.  Jeg måtte tilbage til København. Også fordi jeg savnede min kæreste. Så fik jeg lov at ro tilbage over Sundet sammen med en militærmand. Officeren kom ned til jollen og placerede sig på den bageste tofte med roret i hænderne og en diplomatmappe på skødet. Han beordrede mig til at ro. Natten igennem hev jeg i årerne så hænderne blødte. Jeg var fuldstændig udkørt, da vi nåede Sjælland. Og da jeg så dagen efter ville besøge min kæreste, havde hun fundet sig en anden fyr, mens jeg var limarbejder i Skåne.

   Panduro forblev resten af livet en fjende af militæret.

   Panduros livsbane var asfalteret med absurditeter. Ikke lige sjove alle sammen. Hans mor var skizofren og indlagt det meste af sit liv. Hans biologiske far blev likvideret som nazist i 1944. Selv var han frihedskæmper og blev skudt i maven den 6. maj 1945 – ikke af en Hipo-mand eller en varulv, men af en af sine frihedskæmper-kolleger!

Panduros forfatterskab rummer to kernespørgsmål. Det ene er: hvem er jeg? Følger vi vores ægte natur, eller følger vi normerne, omgivelsernes forventninger til os, når vi former vores karakter? Bliver vi nogle borgerlige flokdyr, angste for vores egen oprindelighed og seksualitet, fordi samfundet gerne vil have os sådan?  

   Panduro stemte vist som regel socialdemokratisk. Men han sagde engang til mig: jeg er meget borgerlig! Folk opfattede ham ellers som den frække, antiborgerlige provokatør. Men han havde netop splittelsen mellem det borgerlige og det frie liv midt ned gennem sig selv. Det var derfor han kunne skildre gennemsnitsmenneskenes liv, så det greb hele Danmark.

   I tv-spillet ”I Adams verden” er Adams kone indlagt på et psykiatrisk hospital og har vrangforestillinger. Men hospitalets kvindelige chef siger til Adam: din kone er præcis lige så syg som os to.

   Det normale er sygt, siger Panduro. Men han fremsætter diagnosen medfølende, ikke aggressivt. Det er sygt, når arkitekten i ”I Adams verden” bygger huse, han ikke selv kan døje, men som imødekommer bygherrens fantasiforladte smag.

   Panduro tog frihedens og de skæves parti, som den unge generation gjorde omkring 1960. Men han var samtidig den gamle Adam og havde dyb medfølelse med denne hæmmede Adam. I 1965 fik jeg ham til at tale i en foredragsrække. Jeg har aldrig oplevet en foredragsholder så nervøs. Og sjældent oplevet et foredrag så morsomt!

   På sin egen hud kendte han til borgermenneskets kvaler, stress, hæmninger og ufrihed. Samtidig med at han i naturlighedens og frihedens navn bekæmpede denne side af sig. Man kan roligt sige, at romaner som ”Rend mig i Traditionerne” og ”De Uanstændige” har stået fadder til ungdomsoprøret i 1968

Panduros andet kerneproblem er, hvor svært vi har ved at komme i et ægte og kærligt forhold til hinanden. I ægteskaberne erstattes ægte kærlighed med avanceret gastronomi.

   I ”I Adams verden” er der en ung, hippie-agtig mand, der, tilsyneladende umotiveret, vil i kontakt med den modne forsikringsdirektør Adam. Folk omkring dem tror selvfølgelig , at Adam er blevet bøsse. Men det er Adam ikke. Han aner bare, at den unge mand har fået færten af, hvem Adam ”egentlig” er. Adam leder efter sin identitet og tror den unge mand har nøglen til den.

   Den meget indbydende og indladende Micky i romanen ”De Uanstændige” bliver jævnt hen kødeligt forelsket. Hendes kæreste, Thomas, kan ikke udholde alle hendes hengivelser til andre mænd, selv om de er kortvarige. Micky beroliger Thomas og siger: - Jamen jeg elsker dig jo. Han råber vredt tilbage: - Jeg vil være sikker på dig. Micky svarer: - Det var måske det bedste for dig at være forelsket i en voksmannequin. Du kunne have hende i et aflåset skab.

   Det er 60’ernes og 70’ernes kvindefrigørelse og accepten af den frie kærlighed, Panduro taler godt for. Men ikke som en katekismus. Han er hverken munkemarxist eller kulturradikal, selv om han skildrer den ”borgerlige” livsforms sørgmuntre fallit.

Det var ikke ideologi alt sammen. Panduro nød at skildre barokke væsner, ligesom Balzac og Dickens gjorde. Hvis man lægger alle Panduros romaner sammen, får man et herligt galleri af
 hornede, skællede, labre og hypokondre nutidsmennesker. Der er f. eks. den moderne direktør

Adrian, der hver anden uge skal op til sin læge og få taget en ny urinprøve. Og der er Mickys mors mand, den halvgamle vægtløfter, hvis krop er som en 30-årigs, fordi han ustandselig udsætter den for nye træningsprøvelser og for nye diæter, f.eks. bøfdiæten tilsat litervis af mineralvand.

   Når folk læser Panduro om to hundrede år, må de tro danskerne omkring 1970 var en samling galninge. Panduro levede selv i angst for at blive sindssyg som sin mor. Og for at lykkes godt nok med sine bøger og tv-spil.  Jeg mødte ham engang på Strøget med hele familien. Han stilede direkte hen til mig og sagde: - Du kunne nok ikke lide ”Vejen til Jylland”!  Jeg tror det var over et år siden jeg havde anmeldt denne roman i Aktuelt - rosende, men ikke helt så rosende som jeg plejede. Denne gamle anmeldelse var det første, denne succesombruste og folkekære mand kom i tanke om, da han så mig!

   Han var ved den lejlighed tyk som Orson Welles. Det var han engang imellem. Man sagde han kunne fortære en hel lagkage, når det kom over ham. Spise-neurose. Bagefter gik han på afmagring. Denne idelige udvidelse og indskrumpning har næppe været godt for helbredet. Han blev kun 53 år.

   Men danskerne elsker jo tykke mænd. Der sad to tynde i datidens litterære højsæde. Villy Sørensen og Rifbjerg. Men det var den tykke – Leif Panduro – folk holdt af.

I disse år fra 1960 gik det fremad som bare pokker for professionelle mennesker, læger, direktører, ingeniører, arkitekter. Det var dette hold af professionelle, der fik magten og pengene i vores nye, teknologiske samfund, dem der blev den overfladiske forbrugerismes grovædere. De universitetsuddannede og de dygtige håndværkere, de førhen så samvittighedsfulde traditionsbevarere,  blev i disse år masseproduktionens ansvarsløse rigmænd. Det var dem og prisen for deres succes, neurosen, kærlighedstabet, identitetsløsheden, Panduro skildrede.

   Panduro hørte selv til det hold. Han blev en forfattersucces der påtog sig alt for mange opgaver: Karlsens Kvarter, En by i provinsen, tv-anmelderi osv. Han stod selv midt i suppedasen, smilende, grinende, provokerende, men aldrig hånlig, altid menneskevenlig. Forfatteren der tog os på kornet, men også ham der oplivede os med sin enorme vitalitet.

Fremmedfølelsen og manglen på kærlighed er jo egentlig en dyster historie. Men han forsonede os med den ved at gøre den til en farce. Den 40-årige Marius Berg i romanen ”Fejltagelsen” evner ikke at elske. Men hver gang han ser en kvinde i hvid kittel, bliver han grebet af seksuelt begær og trang til at rive kitlen af hende. Han må tænke på noget forfærdeligt, kz-lejre f.eks., for at lade være. Helst ville han  nøjes med kvindens kønsdele og være fri for resten af hende.

  Panduro var meget optaget af psykoanalyse og fortrængninger. Det, vi fortrænger, bliver til sygdom, mente han. Man fortrænger sin mave, og den laver et mavesår.

   I bog efter bog og tv-spil efter tv-spil fortalte han os om disse fortrængninger. Vel også for at få has på sine egne. Han sled i det som en besat. Han fortalte mig, at han hamrede sine romaner ned på skrivemaskinen. Hvorefter han med manuskriptbunken liggende foran sig hamrede den samme bog ned endnu en gang – uden at se noget videre i det forrige manuskript. Dette gentog han, var det fem eller seks gange, før han mente bogen var færdig.

   Det må have givet ham en dårlig ryg. Han gik også længe til læge med sin dårlige ryg. Indtil det viste sig, at det var maven smerterne kom fra!  Dette groteske liv!

    Han skrev så meget, fordi det var nødvendigt for ham. Nødvendigt for ham - med det ophav – at finde ud af hvem han var. Som ung har han vel prøvet at fortrænge, at han var søn af en sindssyg og en nazist. Men som han skriver: man fortrænger sin fortid, og nutiden bliver idiotisk. Det blev Panduros ikke. Han blev den vigtigste forfatter i sin tid, den vigtigste efter Martin A. Hansen.

Jeg har et pastelsmukt minde om Panduro fra en hed augustdag midt i 70’erne. Jeg havde siddet flere dage til en forfatterkongres i Stockholm. Åh, disse svenskere! Under hele den lange, svedige rejse tilbage til Hillerød længtes jeg kun efter at kaste mig i Kattegats kølende bølger. Først ved 6-7-tiden om aftenen nåede jeg frem til vandet – Asserbo Strand. Nøgen sprang jeg i havet – hvor en nøgen havmand og havfrue tog imod mig med et: jamen det er jo Ole! Esther og Leif Panduro. Lang snak med dem på den stille aftenstrand med udsigt til den mere og mere rosafarvede horisont.

   Der er blevet lidt stille om Panduro på det sidste. Hans og Palle Kjærulff-Schmidts tv-spil med deres besættende blanding af samfundsengagement, psykologisk søgen og mystik vises ikke. Hvorfor genudsender Danmarks Radio dem ikke?  Instruktør og skuespillere er endda gået med til en betragtelig reduktion af deres genudsendelseshonorar. Er Danmarks Radio mon bange for, at seerne skal sammenligne kvaliteten af dens nuværende tv-serier med Panduro-spillenes?

   Panduros tv-spil er spændende og af høj klasse. De er en del af Danmarks kulturarv. Og vi har sådan brug for Leif Panduros menneskevarme i dag.

   Se at komme i gang med at genudsende dem, DR!

Hvorfor har det dog været så svært for vort lands ledere og den såkaldte kulturelite at forholde sig realistisk til den muslimske indvandring? Hvorfor har de ikke villet diskutere Islams tvivlsomme leveregler?  Men har i stedet givet sig i kast med afledningsmanøvrer såsom Karen Jespersens øde ø og svinehunden, de mente at kunne høre i Pia Kjærsgårds bryst.
   Er det angsten? Angsten for at bryde freden. Angsten for konflikten, som vi danskere helst smutter udenom med en vits, der afrundes med et kompromis i mindelighed. Angsten for at måtte se i øjnene, at  alle mennesker i verden ikke er ligesom os.
   Eller er det vores storhedsvanvid der er på spil? Den danske fuldkommenhed som vi tror på i al gedulgthed, men nødigt vil have afprøvet i fremmedes påsyn. Vi tror, at vores gemytlige, fornuftige, teknologiske forbrugersamfund er det, alle mennesker på kloden stræber efter? Hvad stiller vi så op, når meget tyder på, at muslimerne hellere vil leve i deres islamiske ufornuft?
   Der er selvfølgelig også den mere banale forklaring, at pæne folk nu engang helst vil mene hvad andre pæne folk mener, så de stadig kan regnes blandt de pæne. Det er det, der hedder at være flokdyr - sådan en som koen. I Danmark er koen en udbredt art.
   Blandt universitetsstuderede er der også en gammel tradition for at ville stille sig uden for jævne menneskers værdier, det være sig folkeånden eller religionen. Erasmus Montanus-komplekset. Være en ironisk intellektuel som Søren Mørch. Eller en global pengeliberalist som Søren Pind.
   Det har også i indvandringens første fase, spillet en rolle, at kommunisterne sad på mange poster i skole- og medieverdenen. De ønskede reservater af indvandrere, som ikke blev integreret i det – kapitalistiske – Danmark. Det kendteste middel hertil har været fidusen med, at de fremmede børn skulle undervises på deres ”modersmål”. De fleste politikere, også borgerlige, gik på limpinden, skønt enhver kan sige sig selv, at indvandrerbørn bliver dårligere til dansk, når de skal undervises i et ”modersmål” – som i øvrigt ikke altid er deres rigtige – og oven i det skal lære arabisk for at kunne læse Koranen. Fra sprogforvirring til samfundsuro.
   Nobelpristageren V.S.Naipaul sagde det forleden klart og usentimentalt i et interview her i avisen med Marianne Juhl: ”Indvandrerne har selv besluttet sig til at flytte. At miste det oprindelige sprog er en del af den pris, man betaler. Hvis du vil tale dit oprindelige modersmål, er valget let. Flyt tilbage til det land, du kom fra.”
  
Det er først nu at intelligentsiaens rettroenhed er ved at gå op i limningen. Først nu begynder vores lands ledere at lytte til stemmer som Naipauls: ”Muslimerne er aktivt fjendtlige over for jeres ( danskernes ) civilisation og vil politisk forsøge at underminere den. De kommer ikke for at blive en del af jeres land, men for at ødelægge det samfund, som tager imod dem. Det er misforstået frisind at lade så mange muslimer komme ind i så lille et land.”
   Naipaul har rejst i de muslimske lande og studeret dem. Han og Ibn Warraq og flere andre begavede iagttagere, der har et reelt kendskab til Islam, vender op og ned på Georg Metz’, Jan Sonnergårds og hele kleresiets verdensbillede. Det viser sig minsandten, at det ikke er Karen Jespersen, der er fremmedfjendsk, men store dele af de troende muslimer.
   Meget kunne tyde på, at vore indvandrere slet ikke har tænkt sig at indvandre i den danske kultur, men at danne en islamisk modkultur på dansk grund.  Det har talsmænd for indvandrerne sagt højt og tydeligt. Men det har vores egen intelligentsia ikke taget alvorligt.
   Det er sært ulogisk, at muslimernes foragt for idealer som frihed og lighed og deres dyrkelse af en ældgammel overtro som Koranens ikke har fået vores kulturradikale spidser til at vejre reaktionær åndsformørkelse. Helveg Petersen, Svend Auken, Ritt Bjerregård, Holger K. Nielsen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, og såmænd også borgerlige som Hans Skov Christensen har kritiseret danskernes kritik af Islam, men ikke islamisterne. Så godt som alle dem, der fører ordet i politik og presse, har vist lammefrom underdanighed over for Islams barbariske middelalderhalløj. Mærkværdigt! Intelligentsiaen er trods alt ikke døve og blinde, selv om de altså var en snes år langsommere end skorstensfejeren og bagerkonen til at opdage, at der var noget galt. Intelligentsiaen må da kunne indse, at Islam er en totalitær ideologi, som river tæppet væk under det hævdvundne danske frisind som intelligentsiaen selv lever af.
  
  Det samme skete for 64 år siden. Nazismens fare troede vi heller ikke på – før den 9. april 1940. Hitler havde ellers været lige så åbenhjertig som Koranen, og havde offentliggjort sine horrible planer i Mein Kampf. Men, tænkte danskerne,  det mener Hitler nok ikke sådan bogstaveligt!
   Der stod vi så en kold aprilmorgen og konstaterede, at det gjorde han alligevel. Jo, han mente det germanske verdensherredømme nøjagtig som han havde skrevet det. Afstumpet lidenskab er til rådighed blandt mennesker til hver en tid.
   I tysktimerne havde vi læst om det åndfulde Tyskland.  Goethe havde skrevet ”Kennst du das Land wo de Citronen blühen”. Forfatteren Erich Kästner advarede os. Der findes et andet Tyskland, de fanatiske gangsteres, sagde han, og han omskrev Goethes digt til ”Kennst du das Land wo die Kanonen blühen”   
   Og så prøvede vi danskere ellers i de to-tre første år af besættelsen at lade som om vi slet ikke var besat, men bestemte selv. Kein Problem, nur Illusion. Det svarer pinligt godt til den mentalitet, de danske ledere har udvist i de sidste tyve år, når de hævdede, at den muslimske indvandring ikke var noget problem.
   En redaktør i Danmarks Radio betroede mig for nylig, at når vores nye landsmænd, muslimerne, først fik sig et par øller, ville de såmænd blive ligesom os. Alverdens folkeslag er nemlig ligesom os. Bare endnu ikke helt så gode.
   Men nej, der er faktisk mennesker og lande, der ikke synes den danske fredelighed og gemytlighed  er livets mening. Der findes en del mennesker, for eksempel fra den anatolske højslette, der ikke har hørt, at de kulturradikale normalunderbukser er verdens mest anstændige påklædning.
   Der fandtes for ikke så længe siden masser af tyskere som mente, at ukrainere og polakker var undermennesker. Og der findes i dag muslimer, der mener at kvinder er andenrangs mennesker og at Vestens mennesker er urene og bør udryddes, hvis de ikke i en fart underkaster sig Islam.
  
   Jamen, det er jo fattigdommens skyld, siger den danske intelligentsia og den danske politikertop. Vi må sende nogle større Danida-pakker til de fattige lande og indbyde nogle flere fra disse lande til at bo hos os. Så hører de nok op med at hylde bin Laden.
   Men når Tyrkiet er vokset fra 20 mil. indbyggere i 1955 til over 70 mil. i dag, og når der bliver en million flere ægyptere hver 9. måned, er dette et problem, der ikke findes gavepakke-løsninger på. Ikke engang et problem som en mere retfærdig handel kan løse. Og slet ikke et som kan løses af en fanatisk lovreligion.
  Selv om vi lod Danmark blive muslimsk og fulgte shariaen og stenede Suzanne Brøgger og Susanne Bjerrehus for deres omkringfarende levned, ville det ikke løse Tyrkiets, Ægyptens og de andre muslimske landes overbefolkning. Fattigdomslandene må grundlæggende selv løse deres problem. Vi kan give dem råd, hvis de beder os om det. Vi kan forære dem præservativer og p-piller, hvis de ønsker det. Men balancen mellem befolkning og produktionsevne må disse lande selv finde frem til.
   Sådan kan vores intelligentsia bare ikke lide at tænke. Det er for barsk. ”Du er nødt til at være barsk”, svarer Naipaul. ”Ellers sker der ingenting.”
   Her slår den danske intelligentsias mod bare ikke til. Puslingelandet hygger sig i smug og prøver at glemme at politi og brandvæsen ikke længere tør rykke ud i dele af vore byer. Prøver at glemme at for mange af de unge indvandrere hader det danske samfund.
   Og Danmark er ikke ene om at fornægte virkeligheden. Ingen af de vestlige velfærdsstater kan lide barske løsninger. Den internationale kapital kan heller ikke lide dem. For kapitalen vil gerne hente profit her og der og alle vegne.
   Den barske løsning er, at hvert land ved egne midler finder frem til sin egen bæredygtige samfundsform. Det betyder, at verden vil udvikle sig i forskellige hastigheder. Og at fanatikere ikke skal have mulighed for at sprede deres egen vankundighed ved at myldre ud over egne grænser.
   Det kunne jo være, at denne ”barske” tilbageholdenhed fra Vesten på længere sigt var den mindst barske løsning for de overbefolkede lande.

Bortset fra at Thorsen-sagen har været et fornøjeligt nationalt skuespil, sådan a la ”Nikolaj og Julie”, har det hele tiden lugtet af alt andet end retfærdighed.
For det første er Thorsens forbrydelse imaginær. I dobbelt forstand. Forbrydelsen har ikke noget offer. Ingen har lidt skade hverken på deres helbred eller pengepung på grund af Trads’ falske PFA-underskrift. Tværtimod ser Thorsens byggeri ud til at betyde en sund økonomisk fremgang for de berørte spanske kommuner. Vi husker da også, at statsminister Poul Schlüter syntes Thorsens initiativ var værd at støtte.
Thorsens forbrydelse er også imaginær, fordi Thortsen ikke har begået den. Det har hr. Trads som bekendt. Juristerne mener, at Thorsen har lagt skummelt råd op med Trads. Det er ikke bevist.
Og skulle det endelig være sådan, at Thorsen har haft en finger med i Trads’ spil, må man spørge: er vi ikke ansvarlige hver især for de handlinger, vi begår? Når Trads af egen fri vilje skriver en falsk underskrift, er det så ikke hans ansvar? Kan enhver forbryder ikke komme og sige, han er blevet forledt til det af andre? Kan en skoledreng, der mobber en kammerat, ikke sige, at det er den søde pige, der sidder ved siden af ham, der lokkede ham til at mobbe?
Hvis dommerne begynder at dømme ud fra den slags forførelsesteorier, er vi ikke langt fra middelalderens hekseprocesser. Når smedens kone døde – af lungebetændelse – var det nok fordi landsbyens heks stillede sig op ude ved tjørnehækken og galede op mod nymånen! Lad os brænde denne hekse-forbryder!
For ikke så mange år siden blev en dansker dømt – jeg tror det var til 16 års fængsel. Hans forbrydelse var, at hans ven havde begået bankrøveri og herunder skudt en bankassistent ihjel.

Han, der ikke havde begået bankrøveriet og mordet, skulle have hypnotiseret bankrøveren til hans udåd.
En tysk avis afbildede ”hypnotisørens” øjne og skrev: DIESE AUGEN BEFAHLEN MORD!
Men er vi ikke hver især ansvarlige for de ”befalinger” vi får fra vores omgivelser, herunder fra onde ånder?
Nu har Kurt Thorsen så oven i de seks år fået en tillægsstraf på kraniebrud, hjernerystelse og chok i form af at blive udsat for drabsforsøg. Retsvæsnet er begyndt at lave den glade dreng om til et menneskevrag. Her ligger ansatsen til en forbrydelse. Begået af en etat. For fængselsvæsnet er en del af samfundet. Retsvæsnet har medansvar for den overlast, Thorsen har lidt i forvaringen.
Og nu kommer så anden akt i det elendige skuespil: De fanger, der foretog mishandlingen af Thorsen, har fået en dom på halvandet år.
   Halvandet år! For mordforsøg på og lemlæstelse af en medborger!
Den forførende magi, juristerne påstår Thorsen har udøvet på Trads, takserede de til seks år.
Seks år for trolddom. 1 ½ år for brutalt mordforsøg.

Dansk retfærdighed – en by på månen!
Danskernes retsfølelse er såret, fru justitsminister!
Flere mennesker, jeg talte med på domsdagen, sagde: efter denne dom må mange forbrydere da føle sig indbudt til at knalde en brosten i hovedet på deres dommer. Det er for det første en stor tilfredsstillelse at gøre det. Og for det andet giver kun et år i spjældet.
Den eneste måde, retsvæsnet kan råde lidt bod på sit overgreb mod Kurt Thorsen, er at Lene Espersen benåder ham for resten af de seks år. Giv Kurt Thorsen den julegave, Lene Espersen. Han har lidt mere end nok nu.
Vi andre kan bagefter fundere over, hvad det er der sker med vores myndigheder i disse år.
Ansvars- og virkelighedsflugt vinder frem. Djøf’erne har grebet roret. De sidder som ledere og kontrollanter på deres kontorer, hvor luften står stille og sæderne er dybe. Papirer er deres verden. Kødhammere, brosten, virketrang er byer i Sibirien for dem.
Når Kurt Thorsen fik en så uforholdsmæssig hård straf, tror jeg det hænger samen med, at djøferne ikke kan udstå typer som Thorsen. Han er entreprenør, igangsætter. Et driftigt menneske, der sætter synlige resultater over reguladetri. Et slagfærdigt hoved uden formalisme.
Djøferiet breder sig i de vestlige samfund i disse år. Magten overtages mere og mere af mennesker, der tager mere hensyn til regler og konventioner end til virkelighed og proportioner.
Også folketinget er snart fuldbesat med djøfere.
Juristeriet vinder frem. USA er det værste eksempel på det. Men vi følger godt med.
Det er degeneration.
Vis, du ikke er med på den galej, Lene Espersen. Benåd Thorsen!
 

”Jeg synes vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser”, skrev Gregers Dirckinck-Holmfeld i Ekstra Bladet for nogle år siden.

   Hans indstilling har ikke været befolkningens, men den har været de toneangivendes indstilling til indvandringen de sidste 25 år. Lad os få et multikulturelt Danmark!

   I vor historieløse tid overser vi, at Danmark har århundredlang erfaring i at være multikulturelt.

Her tænker jeg ikke på, at Norge og Danmark var ét land i 800 år. Nordmænd og danskere har forskelligt temperament, men fælles grundlæggende værdier. Begge lande ser lidt op til brodernationens egenart, og vi har hver vores landområde, som vi i tidens løb har hjulpet hinanden med at forsvare mod tredjelande – Sverige og Tyskland. To af heltene i vores krig mod Tyskland 1848-51, Olaf Rye og Schleppegrell, var nordmænd.

Nej, det var på grund af Slesvig og Holsten, Danmark indtil 1864 var et multikulturelt kongedømme. Den danske konge var hertug i Slesvig-Holsten, samtidig med at Slesvig-Holsten fra 1815 til 64 var tilsluttet Det Tyske Forbund. En del af Danmark var altså også en del af Tyskland.

   Steder som vikingebyen Hedeby og Dannevirke var ærkedanske. Og området ned til Hamborg og Kiel var altså under dansk herredømme. Men mange af de embedsmænd og politikere, der udøvede dette herredømme, var af tysk oprindelse og havde tysk sindelag, selv om de forsvarede den danske stats økonomiske interesser dygtigt. Det gjaldt Bernstorff’erne, Reventlow’erne og Schimmelmændene. Flere af de danske konger talte bedre tysk end dansk. Ja, nogle af dem kunne ikke dansk.

   På regeringsplan var dansk og tysk rodet godt sammen i 1700 og 1800-tallet, da Tyskland bestod af mindre stater. Den danske udenrigsminister under Napoleonskrigene, Christian Bernstorff, blev senere prøjsisk udenrigsminister. Og den danske gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt i 1850’erne, Bernhard von Bülow, blev senere Bismarcks udenrigsminister. Hans søn blev endda tysk rigskansler.

    Danske digtere som Baggesen og Oehlenschlæger beherskede tysk til fuldkommenhed. Og den tyske nationaldigter Klopstock blev i mange år forsørget af den danske stat og boede i Lyngby.

   Vore dages globalister finder sikkert den dansk-tyske multikultur i 1700-tallet charmerende. Men Bernstorff’erne og vore andre halvtyske toppolitikere forsvarede ikke den danske kultur nær så godt som de forsvarede de danske handelsinteresser.  Den danske stats efterladenhed over for den danske kultur i Slesvig er den grundlæggende årsag til krigen i 1848 og katastrofen i 1864. Og dermed også til tragedierne der ramte de danske sønderjyder fra 1864 til og med 1. verdenskrig.

1700-tallet var en globalistisk tid. Tidens oplyste mennesker opfattede mennesket ikke som et stedbundent, men som et universelt væsen. Nøjagtig ligesom de politisk korrektes ideal i dag er de universelle menneskerettigheder.

   Men i ly af denne universalitet voksede den tyske kulturs magt over sindene sig nordpå.  

   Forestillingen om den tysk-danske fælleskultur er så indarbejdet, at der er tyskere der i 1840’erne foreslår, at Danmark og Holland bliver dele af det nye Tyskland, der er ved at blive skabt. Dette tager den danske nationalliberal Orla Lehmann afstand fra. Danmark skal ikke være Tysklands ”admiralsstat”, skriver han i en artikel i ”Fædrelandet” i 1842. Danmark havde jo en flåde, hvad tyskerne ikke havde i midten af 1800-tallet.

Da den nationale stemning vågner i Slesvig-Holsten i 1800-tallet, er stemningen overvejende tysk og antidansk. Det havde den ikke været, hvis 1700 og 1800-tallets danske enevælde havde sørget for, at det danske sprog og den danske skole havde fået hjemret i hele Slesvig.

 
      Da den stortyske nationalisme samtidig vågner i Berlin, kommer det multikulturelle Danmark i en frygtelig klemme. Med nød og næppe kommer vi sejrrigt ud af treårs krigen. Men i de følgende år op til 1864 snor og vender vi os i en statsretlig æggedans over for den mægtige nabo sydpå. Vi laver fællesforfatning med Holsten i 1855. Men det tyske Holsten vil ikke. Vi laver et rigsråd, hvor Holsten selvfølgelig er i mindretal og brokker sig.

   Under disse års idelige statsretlige forhandlingscirkus ligger den barske virkelighed, at Preussen vil have Slesvig-Holsten. Og tyskerne har det gode kort på hånden, at den danske kultur op til Flensborg-Tønder i generationer har fundet sig i at ligge under for den tyske.

   Først nu efter treårs krigen bliver danskerne for alvor klare over, at vi har forsømt det danske sprog og den danske kultur. Vi laver så sprogreskriptet i 1851. Nu skal dansk være skolesprog og til dels også kirkesprog i Flensborg, Angel og helt ned til Husum og Slesvig.

  Men det er for sent.

   Bismarck og de tyske slesvig-holstenere bliver ved med at jage os rundt i manegen. For at slippe ud af de gentagne tyske chikanerier vedtager vi så novemberforfatningen i 1863. Den der knytter Danmark og Slesvig sammen  Men den afslører de danske politikeres manglende forståelse for realiteterne. Først og fremmest den, at tysk sprog og sindelag er trængt op til området Flensborg-Tønder. Alle de statsretslige snurrepiberier kan godt arkiveres på lossepladsen. Det er kulturen, befolkningens sprog og sindelag, der til syvende og sidst sætter landegrænserne.

   Trods århundreders multikultur er der forskel på tysk og dansk. Det lærte vi danskere så. På den hårde måde. Først skulle danskere bombarderes ihjel, lemlæstes og ydmyges ved Dybbøl. Derefter skulle danskheden undertrykkes i Sønderjylland i over 50 år. Og 6000 danskere, tvunget i tysk uniform, skulle omkomme i 1. verdenskrigs ragnarok.

Og nu banker det multikulturelle spøgelse så igen på danskernes dør. Denne gang i form af hundredtusinder af muslimer fra Asien, Afrika og Mellemøsten, som står os langt fjernere i kultur end tyskerne gjorde. Parallellen til den dansk-tyske helstat op til 1864 er slående. Et hundredtusindtalligt mindretal har fået borgerret i vores land. Der var 300.000 holstenere og ca. 100.000 tysksindede slesvigere i 1800-tallet. I 2003 har vi 400.000 muslimske indvandrere i landet. Vores nuværende fremmede taler enten ikke dansk eller dårligt dansk, ligesom vores tyske medborgere gjorde. De har sindelag, traditioner, kultur, som ligger fjernt fra vores dansk-nordiske. De troende blandt muslimerne betragter danskerne som vantro, og forlanger deres egne vaner og traditioner opretholdt i Danmark. Deres religiøse love, som indbefatter stening af utro kvinder, håndsafhugning af tyve, æresdrab på døtre, piskning, tvangsægteskaber osv., står over den danske grundlov i deres bevidsthed.   

   Magtpolitisk er situationen i dag den samme for det nye multikulturelle Danmark, som da vi stod over for Bismarcks mægtige Tyskland. Vores muslimske befolkningsdel har moderlande bag sig på 1,2 milliarder mennesker. Og befolkningstilvæksten i disse lande øges i et tempo ud over al fornuft.

Multikulturen i 1800-tallet havde nær ført til Danmarks udslettelse.

   Den multikultur, vores virkelighedsfjerne politikere har påført os de sidste 25 år, kan gøre det samme. Medføre den danske kulturs udslettelse. Den danske friheds- og lighedskultur, som det har kostet os århundreders slid at nå frem til. Og som vi er stolte af. Og som vi fortsat er i gang med at udvikle.

   Derfor må vi, mens tid er, sige til vores muslimske indvandrere: enten bliver I del af den danske kultur med alt hvad dette indebærer. Eller også må I vende tilbage til jeres muslimske hjemlande.

Vi vil ikke være tvekulturelle en gang til.

Hvad kommer man ikke ud for i denne brogede verden!

   P 3 – musikradioen – lader for tiden en gæst vælge et stykke musik hver morgen. Gæsten vælger derefter den næste morgens gæst. Osv. Forleden ringede P 3 og gav mig det glade budskab: du er morgendagens P 3-gæst.  P 3 fik mit musikønske på stående fod. Det var ”Når man ser det hele sådan lidt fra oven”, Edvard Perssons populære filmmelodi. En sommerhilsen til skåningerne, vore bortrevne landsmænd, som svenskekongen i 350 år har forsøgt at gøre til svenskere – uden rigtigt held.

   Men da P 3 ringer næste morgen lige før jeg skal på programmet, beklager de, at Edvard Perssons berømte sang ikke forefindes i Danmarks Radio.

   Utroligt! Men der er kun få minutter til, at der bliver lukket op for en halv eller en hel million lyttere, så P 3-værten foreslår: - Hvad med en anden sang fra Sverige? P 3-værten lader mig høre hans forslag: ”Jävla, jävla, jävla”, hviner en svensk popstar i øret på mig. Vorherrebevares! Og det var jo heller ikke Sverige, men Skåne, der skulle have en hilsen.

-         Lad os så hellere tage en almindelig dansk sommersang, siger jeg. Hvad med ”Danmark nu blunder den lyse nat”.

Det er tydeligt, at den sang har P 3-værten svært ved at genkende. Han melder da også hurtigt: - Den har vi ikke.

-         Jamen så en anden af Thøger Larsen.

-         Nu går jeg vores system efter, siger han. – Larsen, Larsen. Nej, Thøger har vi ikke. Ka’ du ikke bruge Kim Larsen? Før jeg har svaret, siger han: - Nej, det er ikke så godt. Ham havde vi i går.

Sekunderne tikker. Vi skal på om et øjeblik. I min nød siger jeg: - Så lad os da ta’ ”I Danmark er jeg født”.  Den har I da. I mange udgaver.

-         Nej, den har vi ikke, var P 3’s svar.

Nu var der kun sekunder til, at mikrofonen skulle åbnes. – Danmark, råber jeg, prøv om I ikke har et eller andet under ”Danmark”.

-         Jo, John Mogensen. ”Dybbøl Mølle maler helt ad Helved’ til”.

-         Ja, det gør den åbenbart visse steder. Men den vil jeg ikke have.

-         Så er der Shubiduas.

-         Top, siger jeg, hvorefter hende, der skale interviewe mig, kommer i røret og hilser mig kækt med et: - Go’moren, Ole Hyldgård!

-         Det er ikke mig, siger jeg sammenbidt. Hyldgård hedder Tove og er sangerinde. Og hende har I sikkert heller ikke i diskoteket.

Resten gik smertefrit. Vi hørte Michael Bondesen synge om ”koen der har et dejligt yver” og alt det der.

Jeg har et særligt forhold til Danmarks Radios musikradio. Jeg sad i det udvalg, der i sin tid etablerede den. Mange var dengang imod, at DR fik en musikradio. Jeg var for den. Ud fra forventningen om, at DR’s musikradio ville spille den bedste del af den lette musik. Og dermed give vores folkelige musikkultur et  løft.

   Til den bedste del regnede vi som noget selvfølgeligt de populære danske sange som ”Jens Vejmand”, ”Jeg er havren”, ”Du danske sommer jeg elsker dig” ( ja, den er af ham Larsen! ) osv, sange som alle i 60’erne endnu kendte fra deres skoleliv, spejderliv, foreningsliv.

   Jeg kan huske, at vise-mesteren Poul Henningsen kaldte Åkjærs og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” for en schlager. Ja, vel er de schlagere, højskolesangbogens stedsegrønne numre.

Og de skulle da klinge med på den nye musikradios bølger.

Det er gået anderledes. P 3 er blevet en ensidig rock- og popkanal. I en overgearet, kunstig annoncering vælter den internationale pladebranches ensartede produkter ud over lytterne.  Syltetøj og tæppebank gylper i et væk ud af P 3’s pølsemaskine.

   Ja, ja, rockmusik kan godt have en flot energi, en vildskab og en lydlig originalitet. Men det meste rock er musikalsk ensporet, for ikke at sige primitivt, som en populærmusiker af første rang, Svend Asmussen, sagde forleden i radioen. Det meste af den store, buldrende rock- og 

 
 
 popmasse er ikke noget, der udvider vores musikalske grænser eller forfiner vores musikalske lydhørhed. Og sproget er forsimplet amerikansk.

Selvfølgelig hører rock og pop da til på musikradioens repertoire. Men hvorfor kender de ikke andre lette musikformer derinde? En Svend Asmussens ekvilibrisme. En Carl Nielsens evne til at få den danske kornmark til at synge. Musik, der afspejler et bredere spektrum af følelser end rockens gejl og kanonader. Og hvorfor fyres det af i den halvhysteriske, halvamerikanske garnering? 

    Vi, der satte musikradioen i søen, gik da ud fra, at det skulle være en dansk musikradio og at de danske sange og sangere skulle spille en hovedrolle.

   Forleden morgen erfarede jeg, at P 3’s værter ikke kendte den danskeste af de danske sange, ”I Danmark er jeg født”. Beklager, den vare fører vi ikke her i huset!

 Nu kan jeg forestille mig, at en eller anden kontorchef i Danmarks Radio kommer og siger, at Ole Hyltoft slet ikke hører til P 3’ segment. P 3 er for dem under 30.

   Men hvornår har DR fået til opgave at dele lytterne op i segmenter? En kanal for teenage’ere, en kanal for oldinge, en kanal for de blåøjede og en for tumperne?

   DR har en kanal for den seriøse musik, P 2, og en for den lette musik, P 3. Unge og gamle skulle vel kunne lytte med på begge kanaler. De gamle har godt af en gang imellem at få det hvide hår blæst i vejret af en gang rock. Og jeg tror ikke, de unge har noget imod at høre Weyse og Kai Normann Andersen,  Ingemann og PH. Men de skal selvfølgelig først lige kende dem.

   Og mon ikke det er det, der er problemet - at de unge slet ikke kender den toneart, den danske sang klinger i. De har ikke lært den i skolen. De hører den ikke i radioen  Men når skolen har svigtet den danske tone, er det sørme Danmarks Radios pligt at rette op på det forsømte.

   Det gør Danmarks Radio ikke. For DR har ikke nogen kulturpolitik. Den gamle kulturinstitution, DR, er forsumpet til  en blanding af kold djøf-administration og ren kommercialisme. I spidsen står en mand, Chr. Nissen, der lige så godt kunne være leder af Lærerstandens Brandforsikring eller Bornholmertrafikken, en mand uden kulturelle ambitioner. Og bortset fra nyhedschefen, Lisbeth Knudsen, er alle de andre chefer anonyme. Ledernes anonymitet afspejler sig i programmerne. DR kan lave ”Hænderne op eller bukserne ned”-interviews med statsministeren. Men en indgående samtale med en videnskabsmand,  en komponist, en maler, en forfatter magter institutionen ikke at gennemføre. En ballet, en opera, et rigtigt skuespil ser vi ikke i den gode sendetid. Vi spises af med overfladiske serieprodukter af typen ”Nikolaj og Julie”. Ole Michelsen var den sidste sagkyndige og selvstændige personlighed i DR. Og han har nu taget sin Bogart-hat og er gået.

Da jeg var meget grøn, brokkede vi os over den tids magthavere i Danmarks Radio, de rundbuede formænd for Arbejdernes Radioklub og Kristelig Lytterforening. Men uanset at disse imposante herrer var både snerpede og autoritære, var de ikke i tvivl om, at DR’s første opgave var at gøre hele befolkningen til medejere af den bedste danske kultur og kunst. Denne bestræbelse var også folkestyrets. Århundreders almue skulle afløses af enhver danskers fuldgyldige ejerskab af den danske kultur, dens historie, dens sprog, dens musik, dens selvbevidsthed. Dette er så meget des vigtigere i dag, da de små kulturer i EU står i fare for at blive tromlet ned af de store nationer.

   At være et med sin rod, sin danske kultur, betyder ikke, at man lukker sig ude fra den internationale verden. Det betyder tværtimod, at man går mere frejdigt ud i den store verden, fordi man har noget at give udlandet, som ikke er globalt fællesgods, men er særegent, nemlig dansk.

   Danmarks Radio bidrager desværre ikke meget til, at denne danske identitet bliver forankret i os alle. Danmarks Radio minder mest om en radiostation i Alabama.

Det må have løbet de borgerlige politikere koldt ned ad ryggen, da de læste JP den 20. juni. Avisen kunne fortælle, at regeringspartierne og DF kun fik 15 pct. af magistrenes stemmer, mens SF, S, og Enhedslisten fik 53 pct. – absolut flertal. Og med Det radikale Venstres støtte ville de, der er imod den nuværende regering, mønstre over 70 pct. af magisterstemmene.

   Nå, og hvad så? Der er trods alt kun 33.ooo magistre. Er der ikke lige så mange vinduespudsere? Og mange flere murere?

   Jo, men sådan kan man ikke gøre det op. Magistrene underviser lærerne, og dem er der 70.000 af. Og lærerne og magistrene underviser sammen børnene og de unge. Og dem er der hundredtusinder af. Magistrene underviser desuden hundredtusinder af voksne.  Magistrene er nok den gruppe, der ytrer sig mest i medierne. Høj og lav lytter til de kloge magistre.

   Hvad en enig magisterstand pådutter sine omgivelser, har virkning. Endda flere menneskealdre frem i tiden.

Hvordan kan det være, magistrene i så overvældende tal er gået til venstre? Det funderede magister Henrik Gade Jensen – selv uden rød maling i ansigtet – over i JP den samme 20. juni. Magistre har ikke ansvar, siger han. Og som ansvarsfri går man ind for alt sundt, godt og fredeligt. Altså bliver man venstreorienteret!

   Joh, der kan nok være lidt om, at magistrene med deres specialer i ægyptologi, dybhavsfisk og græske tragedier kan føle sig lidt uden for den økonomiske cirkulation i samfundet. Men magistrene har dog ansvar – f. eks. for uddannelsessektoren.

   Det, der sker i en magisters hoved, er, at han opdrages til at tage ideer alvorligt. Ideerne til venstre for midten virker mere sammenhængende og indbydende end dem til højre for midten.

   Dertil kommer, at magistrene fortrinsvis ansættes  af staten. Og Socialdemokratiet - som er det mest populære magisterparti - er mere venligsindet over for staten end Anders Foghs Venstre.

Men jeg tror nu der ligger en mere rå forklaring bag magistrenes venstreorientering. Magistrene lever mere i ideernes verden end for eksempel ingeniører, slagtere, dyrlæger eller kontormedhjælpere. Magistrenes arbejdsdag er fyldt med ideer, Platons, Niels Bohrs, Oehlenschlægers, Martin A. Hansens. Netop fordi ideerne betyder så meget i magistrenes arbejdsdag, tager magistrene ideer mere alvorligt end dem, der udøver de  praktiske erhverv. Praktikere bedømmer mere folk efter deres vandel og væsen end efter deres anskuelser.

   Magistrene er ideernes bogholdere. Så når de selv er nået frem til den ide, de anser for den rigtige, holder de fast i den med dyrisk alvor. Ligesom middelalderens skriftkloge holdt fast i åbenbaringerne og i at Jorden var flad.

   Derfor har magistre det svært med, at deres kolleger afviger fra de ideer, de nu selv har knæsat som de korrekte. Modsigerne kaster et usikkerhedens skær over magisterens dømmekraft, hans intellektuelle kapacitet.

   Det kan godt være, der også findes en vis partipolitisk ensretning i fabrikshallerne og på kontorerne. Skønt det virker som om den er i opløsning. Men på universiteterne bliver der bukket dybere for partiernes idegrundlag end andre steder.  Magistrene er ikke tilbøjelige til at give fagfæller ledende stillinger, hvis de afviger fra den rette vej. Så magistrene følger strømmen. Og den går pt til venstre.

   Dette så vi de mest ublufærdige eksempler på i det store skifteår 1968. Akademiske ungersvende, der havde været almindeligt borgerlige eller ualmindeligt upolitiske, blev i løbet af sommeren 1968 heftigt troende marxister. Eller som mange af dem sagde: skællene faldt fra mine øjne! Mærkeligt at skællene faldt fra så mange øjne netop den samme måned, september 1968!

   Belønningen for det kollektive skæl-tab udeblev da heller ikke. Givtige professorater dalede ned over de nu klartseende ungersvende og møer. Man kan sige de fik både i pose og i sæk. Vandt både sandheden og det halve kongerige.

   Ikke alle var ukvalificerede til deres fine job. Kun nogle.

Det var ikke kun stillingerne på universitetet, der blev besat. Besat blev hele det humanistiske og  kunstneriske område. Videnskabsmænd såvel som kunstnere skulle have de rette politiske anskuelser, hvis de ville have en post, et legat, en positiv omtal i medierne. Jeg tror ikke, folk uden for universitets- og kulturmiljøet nogensinde rigtig har forstået, hvor ensrettet de lærde og de musiske miljøer blev i disse år. De stærke følelser, en videnskabelig afviger som Lomborg fremkalder, skal ses i det lys.

 
     Videnskabsmænds og kunstneres opgave er at finde frem til sandheden. Men da de frelste magistre i forvejen kendte denne sandhed, måtte de kunstnere og videnskabsmænd, der ikke hyldede den vedtagne sandhed, tage plads på bageste række. En anden udvej var at klappe gællerne i og håbe det ikke blev opdaget, at man ikke rigtig var maxist. Anders Bodelsen har skriftet, at det var den metode, han benyttede.

   Mange tror ikke, der hersker så totalitære tilstande i musernes verden. Men det gør der. Apollon Musagetes går tit og ofte med klap for øjet. Til nogle tider for det højre øje, til andre tider for det venstre. Kirsten Thorup, den udmærkede forfatter, præsterede et godt eksempel. Hun er ikke kendt for nogen stor politisk indsigt. Alligevel opfordrede hun forud for sidste valg til, at der blev lavet regler for, hvad man måtte ytre offentligt. Underforstået at kun hendes synspunkter, de politisk korrektes, skulle have ytringsret. Renlivet censur. Foreslået i al vredladen fromhed – af en forfatter!

   Dette er den direkte måde at censurere på. Den indirekte er lige så effektiv. Man undlader at give kunstnerne opgaver, legater eller omtale. Det kan man gøre, hvis man sidder solidt på medierne og kulturinstitutionerne. Som munkemarxisterne gjorde i 70’erne.

   Jeg tror ikke den samme bastante besættelse finder sted i dag. Dog er antallet af magistre, der retter ind efter gruppepresset, stort.

   Men nu skal vi holde ørerne stive. For denne ensretning til venstre betyder ikke, at fremskridtet har sejret og bagstræbet har tabt i kulturkampen. De 70 pct. politisk korrekte til venstre for Det radikale Venstre repræsenterer mere korpsånden end frisindet. Hvad blandt andet Kirsten Thorup-eksemplet viser.

Magistrene regnes fra gammel tid for at være de klogeste i landet. Måske mest i deres egen opfattelse. Men det er også nok til, at de opfatter folk, der er af en anden mening end dem selv, for uoplyste. 

   Det er ikke det, at magistrenes flertal ligger til venstre for midten, der er faren.  Om nogle år kan det såmænd godt ligge til højre – som det gjorde i 1800-tallet. Det er ensretningen i det lærde selskab der er utålelig. Og den svarer jo slet ikke til den kritiske frihedsånd, akademikerne selv mener de har. Oven i ensretningen skal så lægges den nedladenhed, de ensrettede akademikere paraderer deres anskuelser med over for folk af anden observans. Den velkendte kulturradikale arrogance. Latinskolens og brandesianismens kombinerede selvovervurdering. Erasmus Montanus nok engang.  Herrer vi ere i åndernes rige. Denne øvrighedens selvglæde! Denne prøjserånd! 

   Overlegenhedsfølelsen er falsk. På de almene områder er magistrene  ikke klogere end menigmand. Var de røde magistres politisk korrekte laden-stå-til-politik over for indvandringen måske særlig klog?

Er der noget at stille op? Kan det venstreorienterede magtmonopol i undervisnings- og kulturverdenen overhovedet brydes?

   Det bliver svært. Louise Frevert har talt om at give de forskellige uddannelsesinstitutioner hver sin politiske profil. Men hvordan lave politisk antikonforme universiteter, hvis alle etnografer eller filologer af tilstrækkelig tyngde er venstreorienterede? De bedste magistre kan noget, som det er vigtigt at kunne – vigtigt at samfundet kan.

   Sagen er at andre grupperinger end de hel- og halvmarxistiske har forsømt at danne miljøer, der kunne tiltrække tænksomme sjæle. De venstreorienteredes intellektuelle magtmonopol har ikke fået noget kvalificeret modspil. Venstre har liberalismen. Men den er uden åndskraft. De Konservative har ikke hæget om konservative åndsværdier så længe jeg husker tilbage. Og inden djøf’erne overtog magten i Socialdemokratiet og lagde ånden død i dette parti, havde partiet også forsømt at udvikle sit eget kulturmiljø, selv om der var ansatser til det både under Jul. Bomholt og senere.

   Men selvfølgelig kan ensretningen brydes. Og tiden er måske lige nu inde til det. Både marxismen og kulturradikalismen går på krykker.   Men krykhusarerne skal ikke sendes på aftægt ved et højre-kup. Så svinger vi fra Scylla til Charybdis.

   For tiden ser vi regeringen bekæmpe den røde korpsånd hos magistrene ved at skrue ned for statens tilskud til ekspertudvalgene og deres projekter. Dette er en primitiv kampmetode. Og den er ikke holdbar. For kunst og forskning skal vores samfund have.

    Der er kun den hårde vej, hvis man vil nedbryde ensretningen. De, der har et andet livssyn end marxismen, må selv skabe intellektuelle miljøer af ånd og kraft. Netop fordi marxismen er åndløs, skulle det ikke være umuligt.

SOCIALDEMOKRATER MED VÅBEN I HÅND

Jeg er en hund efter Niels Lillelunds artikler i J-P. Han går ind i orkanens øje. Han havde mod til at være politisk ukorrekt den gang det kunne sætte éns journalistiske omdømme på spil at være det.

   For tiden retter han kikkerten mod Danmarks besættelse fra 1940 – 45. Det er der flere unge historikere der gør. De peger især på, at danske embedsmænd og erhvervsfolk var meget samarbejdsvillige med tyskerne. Meget af det, de skriver, er stof, der for længst er fordøjet. Men der er også oplysninger, der er nye. Jeg viste ikke, at danske fiskere under krigen mættede så mange tyske munde med danske torsk og rødspætter fra Vesterhavet og Kattegat. Eller at et dansk firma byggede en tysk ubåds-station i Frankrig.

   Nogle drager den slutning af de nye oplysninger, at danskerne var samarbejdende samtykkere til Hitlers verdensomspændende prøjservælde, og at kun kommunisterne og nogle borgerlige særlinge som Jørgen Kieler, Flemming Juncker og Toldstrup strittede imod. Det er et falsk billede.

   For det første var kommunisterne ikke det danske folkestyres ven, men dets fjende. DKP støttede Nazityskland fra 39 til 41. De støttede bare et andet diktatur endnu mere. Et som var endnu mere meneskefjendsk og barbarisk end Hitlers.

   Så når DKPisterne var gode til at sabotere værnemagerne – efter 1941 vel at mærke -  var det mest for selv at kunne få lov at blive værnemagere, bare for en anden diktator.

   Mange af de modige sabotører i BOPA var i øvrigt ikke fuldblods kommunister. Kommunisterne var øvede i organisation. Så de kunne stille den organisation til rådighed, der kunne samle de modstandsvillige.

Når de nye besættelseshistorikere kan dokumentere, hvor meget danske firmaer samarbejdede med tyskerne, er den naturlige følgeslutning, at danskerne var tyskvenlige eller i det mindste indifferente.

   Det passer ikke. At blive kaldt tyskvenlig var for en danske at få et kainsmærke i panden. Danskerne var dengang opdraget med Dybbøltragedien i 1864 og den hårdhændede tyske besættelse af Sønderjylland indtil 1920. Der var vel en 2 – 4 procent af danskerne der havde fidus til nazismens ideologi. Hverken mere eller mindre, i 1940 som i 1943.

   Og så var der en mindre del af det borgerlige Danmark, der var villig til at alliere sig med fanden for at få gjort kål på bolsjevismen. Men de var nok mere bolsjevikfjender end nazivenner.  Lidt anderledes forholdt det sig i Stockholm. Her var der i det højere borgerskab megen sympati for nazismen. Göring og hans svenske frue var en velkommen gæst i Sverige. Bl.a. Ingmar Bergman har berettet om sin betagelse af den tyske nazisme.

  Men i Danmark fik de tyske besættelsestropper gennemgående den kolde skulder. Og fra 43 til 45 var den danske modstandsbevægelse en af Europas mest effektive. Hvad der ikke er det samme som at dens betydning for verdenskrigens udfald var stor. Men lyt alligevel til hvad den britiske regerings bindeled til den danske modstandsbevægelse, SOE-lederen Richard Turnbull, sagde til J-P forleden:  Til syvende og sidst befriede danskerne sig selv i 1945.

   Det er måske lidt for generøst sagt af en britisk ven. Men Turnbull var tæt på de danske begivenheder og på aktørerne i alle fem besættelsesår. Hvad de unge RUC-historikere ikke er.

Vi samarbejdede med tyskerne under krigen. O.k. Det var ikke kønt. Men vi havde ikke noget valg. Havde vi ikke samarbejdet, havde vi alligevel måttet arbejde for fjenden, nu bare med en maskinpistol i nakken. Samarbejdet skaffede os nogle af de råstoffer, bl.a. kul, som var uundværlige for det danske samfunds eksistens.

   En faktor, mange glemmer i vore velfærdstider, er,  hvor dybt 20’ernes og 30’ernes arbejdsløshed sad alle i sjælen.

Op mod halvdelen af danskerne var arbejdsløse i vintermånederne. Fattigdommen var ikke overvundet, fordi Stauning var kommet til magten i 1929

   Når Stauning, nødtvungent, taler om at Danmark må finde sin plads i det nye Europa, som Hitlers sejre har affødt, er det for at skaffe et eksistensgrundlag for de hundredtusinder af danskere, der har døjet arbejdsløshedens angst og nød.

   Stauning sættes i disse år halvt om halvt under anklage af de unge RUC-historikere. Så må det danske folk også under anklage. For da Stauning døde i maj 42, skrev vore største digtere, med Johs. V. Jensen i spidsen, oder til ham.  Et helt folk var i sorg.

   Hans efterfølger, Vilhelm Buhl, sagde ting, jeg ikke synes en dansk statsminister skulle have sagt. Værst var den berygtede radiotale imod sabotagen. Jeg synes ikke, det klædte Danmark at gøre Buhl til statsminister i 45. Men bemærkelsesværdigt er det, at Buhl som statsminister ikke mødte nævneværdig modstand i Frihedsrådet.
       Min gamle ven, Cobra-maleren Egill Jacobsen,  var kommunist under krigen og kurer i modstandsbevægelsen. En gang jeg drøftede Buhl med ham, sagde han: - Vi vidste da godt, at Buhl ikke mente det han sagde i radioen.

   Sådan er der visse, af og til afgørende, ting, en historiker ikke har anelse om, når han sidder på mange års afstand af begivenhederne og kun har de tavse dokumenter at holde sig til.

 Men et var socialdemokratiets repræsentanter i statsledelsen, Buhl, Stauning, Kjærbøl osv. Noget andet var det unge socialdemokrati. Her var holdningen til besættelsesmagten ikke tøvende. Mange DSU-afdelinger var rene sabotagegrupper. Folk, der senere blev ledende socialdemokrater var aktive modstandsfolk. Lad mig i flæng nævne  folketingsmedlem for Herning, den trofaste NATO-mand Robert Pedersen, overborgmester Egon Weidekamp, Anker Jørgensen, partiets forsvarsordfører Knud Damgård, kulturminister Niels Matthiasen, Svend Aukens far, Gunnar Auken, Erling Olsen, finansudvalgets formand Kristian Albertsen.  Overborgmester Kramer Mikkelsen fortalte forleden, at hans socialdemokratiske far havde været i modstandsbevægelsen. Osv. 

   Forfatteren til ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Danmark for Folket”, Oskar Hansen, og hans søn, Bent, var modstandsfolk. Bent blev taget og Oskar måtte gå under jorden. Oskar Hansen udsatte sig for en særlig fare, fordi han havde sukkersyge og ville være ilde stedt i et tysk fængsel med sit behov for insulin. Emigranten Willy Brandt boede en tid i Oskar Hansens lejlighed i København i 30’erne.        

   I det hele taget var socialdemokraterne illusionsløse omkring nazisternes fremfærd, fordi deres tyske partifæller blev forfulgt til døden af nazisterne. Adskillige ledende tyske socialdemokrater opholdt sig i Danmark på flugt fra Hitlers kz-lejre. Bl.a. boede Tysklands første ministerpræsident, Philipp Scheidemann, manden der udråbte den tyske republik i 1918,  fra 1933 i København.

   Til de danske modstandsfolk hører vel også  H.C.Hansen og Hedtoft. De førte de hemmelige forhandlinger med Duckwitz, der reddede jøderne i 43 og som førte folkestrejken i 44 sejrrigt til ende for københavnerne.  Ikke nogen heroisk indsats at sidde i en bil i Frederiksholms Kanal og forhandle? Det var nok svært at sige, hvad der var livsfarligt de år.

   Og modstandsbevægelsens mest centrale skikkelse, Frihedsrådets initiativtager og førende organisator, Frode Jacobsen, var socialdemokrat og grundlægger af modstandskæden Ringen.

   Niels Lillelund skriver, at partiet aldrig tilgav Frode Jacobsen, at han ikke samtykkede i samarbejdspolitikken, og  at partiet hævnede sig på ham ved ikke at gøre ham til minister efter 1945. Men Frode Jacobsen sad dog livslangt som socialdemokrat i folketinget. Og havde fremtrædende tillidshverv, bl.a. som Kommiteret for Hjemmeværnet, en post der vel er på ministerniveau.

  Når en så velbegavet mand som Frode Jacobsen ikke blev minister, tror jeg mere det hænger sammen med, at han var en meget stejl og måske også lidt selvhøjtidelig personlighed. Partier foretrækker de glatte, som lader sig styre. Desuden kunne H.C.Hansen  ikke døje ham. 

Jeg tror ikke J-Ps læsere har mig mistænkt for at være forsvarsadvokat for Socialdemokratiet, hvis degradering til et djøf-parti jeg har skrevet et og andet om. Men at Hedtoft- og Anker Jørgensen-generationerne af socialdemokrater skulle være kollaboratører uden nationalfølelse, som søgte et vanærende velvære i nazismens skygge, det svarer ikke til den virkelighed, jeg kender.

   I modsætning til de unge RUC-historikere, der nu bestræber sig på at give eftertiden et falsk billede af den danske befolkning under krigen, så kendte besættelseshistoriens nestor, Jørgen Hæstrup, både modstandsbevægelsen og datidens politiske miljø indefra. Han skriver i sin bog, ”Hemmelig Alliance”, at det blandt de politiske partier var Socialdemokratiet og De Konservative der havde det tætteste forhold til modstandsbevægelsen, og at det var  Vilhelm Buhl, der talte ivrigst for at sprænge forhandlingspolitikken med tyskerne i 1944.

   Men hvoraf opstår så dette fortegnede billede af  Socialdemokratis forhold til besættelsen? Er der en særlig sosse-fobi hos RUC-historikerne? Hvorfor råber socialdemokraterne  ikke selv op om deres modstandsarbejde? Er de historieløse? Aner nutidens socialdemokrater intet om, hvad der er sket i deres parti, inden djøf’eren Jens Otto Krag kom til magten og omskabte partiet?  Eller skammer nutidens socialdemokrater sig over, at deres forgængere  havde pistolen fremme?  Synes dagens sosser ikke det er rigtig socialdemokratisk at forsvare nationen med våben i hånd?

    Eller er det fordi – som en ældre socialdemokratisk dame sagde til mig: - Vi er så beskedne.

Jyllands-Posten den 19.-1.-2003

DER VAR ENGANG ET PARTI

Det giver et stik i hjertet, når man ser det stolte skib gå ned. Admiralsskibet. For det må man jo sige, at Socialdemokratiet har været i det tyvende århundrede – dansk politiks admiralsskib. Som nu er på vej mod havets bund med tal-jongløren Lykketoft som kaptajn og grundtvigianeren Auken som styrmand. To talentfulde personligheder. Men to, som står den jævne dansker, det socialdemokratiske folk, fjernt.

   For den almindelige dansker har hverken tabt sit hjerte til de Lykketoftske finansplaner eller til Svends og den øvrige Auken-families kulturradikale kirkelighed og akademiske overklasse.

Socialdemokratiet har ikke været heldig med sine topfigurer i den sidste menneskealder.

   Ritt Bjerregård – i bund og grund en kommunistisk apparatjik. Hun blev i sin barndom og ungdom på Vesterbro systematisk oplært i kommunistisk strategi og marxistisk tankegang. Denne oplæring slog i hendes voksne liv over i en bjergsomhed, der overgår alle kendte socialdemokratiske tusindben. Når dertil lægges hendes pernittengrynede selvretfærdighed, får man en mennesketype, der er det stik modsatte af det, Socialdemokratiet ønsker at stå for. Var hun blevet leder i en DDR-stat –  det hun jo var designet til af sit ophav – var hun blevet en hamper prøvelse for folket. Nu har dansk presse og folkestyre i forening hæmmet hendes værste udskejelser.

   Eller tag Jacob Buksti, en mislykket, sur kloning af den charmerende Svend Auken.

   Poul Nyrup er nok det bedste bud, Socialdemokratiet i den sidste snes år har haft på en leder. Hans økonomiske ledelse af landet har været ansvarsbevidst. Men hans evne til at omsætte fællesskabsfølelsen – Socialdemokratiets hjerte – i visioner og politisk praksis var vaklende. Det var som om han trods sin mægtige fysiske kraft og sin arbejderbaggrund – eller på grund af den sidste? – manglede selvsikkerhed, ja, ikke rigtig vidste, hvem han selv var. Han var også hæmmet af en sproglig hjælpeløshed, når han kom uden for sit økonomiske felt. Man spørger, om han da aldrig læste gode bøger. Politik er også sprog.

Socialdemokratiets tilbagegang begynder med partiets mange dødsfald. Hans Hedtoft, H.C.Hansen, Poul Hansen, Hartvig Frisch, Viggo Kampmann – de dør alle eller bliver alvorligt syge i en ung alder.

   Den eneste overlevende er til sidst J. O. Krag. Han var en knalddygtig forhandler og en sikker økonom. Men en folkets høvding var han ikke. Han evnede ikke at give sit parti og sit folk troen på fællesskabet som samfundets drivkraft. For han var ikke selv en ægte del af dette fællesskab, som er bærestangen i den socialdemokratiske bevægelse.

   Bo Lidegårds to-binds værk om Krag er blevet rost til skyerne og solgt til den store guldmedalje. Det er også for visse partiers vedkommende en fascinerende skildring af en dansk politiker af internationalt format. Men det hovedindtryk af Krag, Bo Lidegård efterlader hos sin læser, er falsk. Krag var ikke et led i kæden af partiets store lederskikkelser, P. Knudsen, Borgbjerg, Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen - eller den fantastiske Viggo Kampmann, den højest begavede statsminister, Danmark har haft. En fabelagtig talmand. Men lige så stor som humanist.

   Krag var noget ganske andet. Han var den første teknokrat på den socialdemokratiske trone. Han indleder djøf-æraen i Socialdemokratiet, den, der måske nu fører Socialdemokratiet over i rækken af småpartier.

   Krag gjorde ganske vist en ikke-djøf’er, Anker Jørgensen, til sin efterfølger. Og den noble og redelige Anker blev – og er den dag i dag – en af Danmarks populæreste politikere. Men Anker blev ikke den viderefører af Stauning-Hedtoft-linien i partiet, som mange havde forventet. Det skyldtes ikke så meget den lidt for løse hånd, han styrede økonomien med. Men at han som partiets formand blev ved med at have sit hjerte i det venstrefløjs-miljø, han befandt sig i som SID-formand. Han havde svært ved at fylde midterpladsen ud. Hvad der jo blev katastrofalt, da han lod partiets højrefløj med Erhard Jakobsen i spidsen glide sig af hænde.

Men bag den populære Anker begyndte allerede i hans tid djøf’erne at tage magten. De der nu under Aukens, Nyrups og Lykketofts formandskaber behersker partiet totalt. Nu er det djøf’ernes tankegang der bestemmer, og det er djøf’erne der har sat sig på alle officersstillingerne. Fra en Poul Nielson i EU, en Erik Boel som partiets udenrigsekspert, til næsten alle de unge folketingsmedlemmer, der kom ind ved sidste valg, stud.polit.’er og cand.polit.’er alle til hobe.

   Djøf’erne er velmenende og dygtige, men mærkeligt virkelighedsfjerne og ideforladte. Embedsmandstyper. Mange af dem sidder da også i ministerierne. Eller på faste lederstillinger i ”bevægelsen”. Nyrups og Lykketofts ven, cand.polit. Gert Nielsen, sidder og styrer Boligselskabernes Landsforening. Christian Nissen styrer Danmarks Radio. Osv.

 
 
   Nå, ja, Venstre og de Konservative har også deres folk siddende rundt omkring. Og nogle af dem er også djøf’ere. Men det katastrofale for det socialdemokratiske skib er, at djøf’erne har overtaget hele kommandobroen.  Og djøf’erne repræsenterer ikke de socialdemokratiske vælgere.

Socialdemokratiet blev skabt for 125 år siden af folk i nød, folk, der ville have mad, bolig, arbejde og uddannelse.

   Det har vi, fjerde og femte generation efter Pio, Brix og Geleff, nu fået. Velfærdshuset er bygget, godkendt af de borgerlige partier, og så godt som færdigindrettet – hvad de fysiske fornødenheder angår. Om det så er kommunen, der bringer den varme mad ud til de gamle, eller det er et af kommunen engageret privat firma, skal man vist hedde Svend Auken og have sine meninger støbt i beton for at lægge afgørende vægt på.

   Er opgaven dermed løst, og kan skibet så nu med god samvittighed forsvinde i historiens dyb? Ja, hvis bekæmpelsen af den sure nød var partiets eneste mål. Men sådan så de gamle socialdemokrater ikke på det.

   Hvis djøf’-politikerne  kendte deres socialdemokratiske historie, ville de vide, at når de gamle socialdemokrater talte om at få del i livets goder, tænkte de ikke kun på flæskesteg og bajere. Socialdemokratiet var, især i første halvdel af 1900-tallet, også en kulturbevægelse. Arbejderne ville tilkæmpe sig ånd og viden.

   Socialdemokraterne følte – med rette eller urette – at de moralsk befandt sig på et højere stade end de griske bønder og de dobbeltmoralske bedsteborgere. Men kulturelt følte arbejderne sig underlegne. På dette felt skulle borgerskabet nu indhentes og overhales.

   Derfor oprettede Socialdemokratiet organisationer til medlemmernes lærdom og inspiration. Diskussionsklubber, bogklubber, læsekredse, højskoler. Vi kender mange af dem. For de eksisterer formelt endnu. AOF,  Arte, Arbejdernes Radioklub, Arbejdernes Kunstforening osv.

   Socialdemokraterne opdrog hinanden til at læse gode bøger,  se gode film,  lærte hinanden at klæde sig fornuftigt, spise sundt, værdsætte skønhed, opdrage børnene til kreative, ansvarsbevidste medborgere osv.

    Det var en forhåbningernes tid. Det var dengang Oskar Hansen skrev den berømte sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Den jævne befolkning skulle have del i det bedste, ikke nøjes med braset. Socialdemokratiet deltog aktivt i den danske kulturs udbredelse og forædling.

   Denne kulturbestræbelse var en selvfølge for den tids socialdemokratiske politikere, Hedtoft-H.C.Hansen-generationen. Titusindvis af jævne medborgere så deres mening med partiet – og med livet – i denne bestræbelse.

Men djøf-socialdemokraterne, der jo selv har både studentereksamen og universitetseksamen, har aldrig forstået deres parti som en kulturbevægelse. De er statistikere og administratorer. Med goder forstår de udelukkende materielle goder. De fatter ikke, at åndelige impulser kan ændre et samfund.

  De synes ikke det har nogen videre betydning, at vi alle kender og føler os et med vores fortid – stenaldermenneskene, der overlevede, fordi de lærte at hugge flinteøkser, vikingerne,  der sejlede på togt til England, soldaterne der døde på Dybbøl.

   De synes ikke, det er vigtigt, vi behersker vores modersmål, slebet til gennem århundreder af folket og dets digtere i forening. At vi mestrer vort folkeslags sange, dem der maner os til trofasthed, sammenhold og dristig stræben. De finder det ligegyldigt at kende de bedste billeder og bygningsværker, vore kunstnere og håndværkere har skabt. Og ligegyldigt, om vores daglige kultur er en pasta af letfordærvelige, globalistiske ingredienser, eller den er en livsform, vi føler vi hører hjemme i. Fordi den har indarbejdet vores tradition og folkesjæl i det nye, vi skaber.

 Socialdemokratiet – en kulturbevægelse. Sådan var det engang. Dengang Socialdemokratiet ikke var i krise. Sådan er det ikke mere. Der er ellers nok brug for, at vores land mander sig op kulturelt. Vores fjernsyn, ledet i de sidste otte år af to socialdemokrater, Chr. Nissen og Albertslunds borgmester Finn Åberg, er en hån mod befolkningen, usammenhængende, overfladisk, tomt. Det meste af vores nybyggeri er karakterløst og sølle. Vores danske sprog forfalder. Børnene lærer det ikke ordentligt i skolen. Vores lands historie lærer børnene heller ikke. Vi sviner vores miljø til. Vi lemlæster hinanden i trafikken. Hjemløse driver om for lud og koldt vand. Den ene halvdel af befolkningen er overarbejdet, den anden halvdel er på pension.  Og ved at åbne for en muslimsk masseindvandring er vi begyndt at infiltrere vores kultur med et primitivt og dybt reaktionært barbari.

   Så politik mangler ikke mål for dem, der kan se målet. Staunings, Hedtofts og Oskar Hansens socialdemokrater så det: skabelsen af den kulturelle velfærdsstat. Djøf’erne ser det ikke. Nu står det ethvert parti frit for at tage opgaven op.