Avisartikler 2009, 4. kvartal

Mange piger har fået den i julegave. Så jeg bliver sikkert ikke populær ved at sige: hvor er den dog uklædelig.

   Det er brystholderen, jeg taler om.

   Pigernes bryster er formet af guds hånd som et par blødt vuggende bakketoppe oven på grunden af hårde brystben. Bh’erne spærrer disse yndefulde bakketoppe inde i nogle kasser. Ja, piger i bh går rundt med to stærekasser uden på brysterne.

   Stærekasserne har tit blonder foroven, men stivere forneden. Prøv at se på sådan nogle stærekasser, når de har været til vask og hænger på tørresnoren. Et mere charmeforladt klædningsstykke findes ikke.

   Det ligner de penis-etuier, ridderne i 1200-tallet spændte på deres nedre dele, for ikke at miste manddommen, når de tumlede rundt med lanser og sværd.

   Bh’er er kort sagt til krig. Ikke til elskov. Da jeg havde min mest driftige periode med henblik på at løse pigernes hægter, knapper og bændler op, var bh’erne for en kort tid gået af mode. Det lettede arbejdet meget.  For sådan et par hægter omme på ryggen kan være svære at finde frem til og få løst op i nattens mulm.

   Men bh’erne er sandelig vendt tilbage. Se bare Side 9-pigerne – næsten altid med brystholder på. Beklædningsindustrien jubler.

   Brystholderen er imod guds mening med kvindekroppen. Bh’en er med andre ord ugudelig.

   Se på vore hedenske forfædres valkyrier og folkevisernes jomfruer. De går altid med bare bryster. Har græske gudinder, ægyptiske dronninger, eller Venus fra Milo måske stærekasser eller andet  udstyr spændt uden på pakkenusserne? Nej, de lader barmen paradere frit – til alles fryd.

   Selvfølgelig kan der forekomme så jordsøgende bryster, at de kalder på et bærestativ. Men fedmeepidemien siges at være stoppet. Og meget kan klares med daglig gymnastik.

   Busteholderen – hvilket komisk ord – er et af 1900-tallets mange fordærvelige påfund, på linje med nazisme, kommunisme, islamisme. Frihedsrøvere er de alle. Busteholderen blev opfundet i 1912 og fulgt op af 1. Verdenskrig. Den ene skændsel fulgte efter den anden.

   Efter 2. Verdenskrig kom så disse ballonudvidelser til, disse udstoppede plasticbryster, der forsyner de opererede kvinder med to fodbolde lige under kravebenene. De er også ugudelige. For kvindebryster, der er så oppustede og store som fodbolde, gør grin med guds hensigt.

   Plastic-indgrebene må være opfundet af bøsser. For pakkenusser omskabt til fodbolde virker ikke æggende til elskov. Snarere til voldelige sammenstød, som dem vi ser på fodboldbanen. At støde ind i sådan en formidabel plasticbarm på dansegulvet føles ikke som en opfordring til kærlighedsleg, men som en hård tackling. Man bliver ganske ramponeret.

    Sådan nogle hårdt pumpede fodbolde bliver nødt til at have brystholdere for at være løftet til skydeklar stand. Altså mere arbejde til den unyttige bh-industri. Flere penge i kassen til tekstilindustrien. Mere unatur.

   Nej, den naturlige indpakning for et kvindebryst er en menneskehånd – et andet menneskes hånd. En hånd der runder sig blidt famlende om brystets glatte, bløde hud og tippetoppen.

   Altså kære piger, jomfruer, rigtige fruer og madammer: Lad bh’en blive i skabet nytårsaften – og alle følgende dage.

PS   Dette er på æresord ikke er skrevet for at give pilfingre lettere adgang nytårsaften!

I disse år raser kampen mellem de fine og de ufine, mellem tv-mediernes herskere og deres brugere. En lignende kamp fandt sted i guldalderen for 175 år siden – med Grundtvig i hovedrollen.

                                                       Af Ole Hyltoft

Hvorfor er det Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal, der har succes i disse år?

   Fordi de taler folkets sag – tydeligere end de andre partier. Pia gør det af hjertet. Villy gør det i munden. Hvad blev der af hans store folkemøde mod islamismen?  Intet. Næppe fordi han ikke mente det, da han sagde: ”Gå ad helvede til!”. Men der er nok for mange universitetslærere, for mange journalister, for mange politisk korrekte i hans parti til, at han kan sige ”Gå ad helvede til” flere dage i træk.

   Den samme klemme sidder Helle Thorning i. Hun er med sin kønne, smilende veloplagthed en bedre talsmand for sit parti end Lykketoft, Nyrup, Auken og Krag var. Men der mangler en stærk indre troværdighed og en tidssvarende ide i hendes folkelige engagement.  Også hun har for mange kulturradikale bastioner i sit parti, som hun skal skele til.

   En af bastionerne er Svend Aukens efterliv. DR’s Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

   Den kamp mellem at ville opdrage folket og være del af det har været den afgørende politiske skillelinje de sidste tyve år. Men den er meget ældre. Stil tankerne tilbage til 1826.  Det år foregår et af de mest horrible overfald på ytringsfriheden i vor historie.  Folkets fremmeste fortaler, N.F.S. Grundtvig, blev det år dømt til livsvarig censur.  

   Det hang sådan sammen, at teologiens unge håb på universitetet, professor H.N. Clausen, havde skrevet et digert værk om katolicismen og protestantismen. I afhandlingen gør han Biblen til lutheranismens grundlag. Men siger samtidig, at forståelsen af biblen ligger i hænderne på universitetets lærde fortolkere. Universitetets skriftkloge skulle altså bestemme over folkets tro.

   Grundtvig blev rasende. Han mente at det levende ord, trosbekendelsen ved dåben eller nadveren, var ”salighedsvilkåret”.  Trosbekendelsen var ord ud af Jesu egen mund. Og var til at forstå for læg som lærd. 

   Grundtvig ville have Clausen til at tilbagekalde sine udsagn og nedlægge sit embede. Clausen sendte sagen i retten. Grundtvig tabte og blev idømt censur.  At forbyde vores flittigste salmedigter at skrive er jo som at tage fodboldstøvlerne fra Nicklas Bendtner.

Konflikten Grundtvig mod professor Clausen er den samme konflikt, vi i dag har mellem folkelighed og smagsdommere. På den ene side har vi folkets fornemmelse for hvad der er ret og rimeligt. Denne holdning bliver foragtet og frataget sin demokratiske ret af jurister, embedsmænd, universitetsfolk og en god portion politikere. Disse typer retter sig efter reglementer og konventioner, ikke efter folkeånden, et begreb, de mener hører de lavere klasser til.

   Folk synes der gives for milde domme over volds- og færdselsforbrydelser.  Mens de synes uregerlige, men ufarlige typer som Peter Brixtofte og Kurt Thorsen dømmes for hårdt. Måske fordi den slags frie mennesker irriterer paragrafryttere.

   Siden 1826 er der sket det, at de, der har fået embedseksamen på universiteterne, de skriftkloge, er blevet langt flere og dermed politisk stærkere. Og der er blevet langt flere halvstuderede røvere, der har snuset til skriftklogskaben og deraf har fået trang til at forsage virkeligheden.

   Vigtigst i den sidste kategori er de nye medier. Tv og internettet er blevet trækplastre så dragende som søslanger. Og en ny klasse, tv-journalisterne, er blevet søslangernes dyretæmmere. De mener, at de, samtidig med at de tæmmer søslangen  tv, skal tæmme den moralsk tvivlsomme befolkning. Lære den hvad der er ret og vrangt.

   De vil således opdrage folket til den rette forståelse af hvad et godt menneske mener. Det er en, der mener, at USA’s og Danmarks fjernelse af tyrannen Saddam Hussein var en ond gerning. At man skal se gennem fingre med de unge, der hærger danske bydele. Og at muslimske mænds undertrykkelse af kvinder nok er noget der går over af sig selv. Samt at man ikke skal tro på de muslimske imamer,   der åbenlyst siger, at shariaen ( stening af kvinder, hængning af homoseksuelle ) skal afløse grundloven i Danmark. Det kan godt være de siger det. Men de mener der ikke. Sådan sagde godtroende danskere også om Hitler i 30’erne.

   Tv’s dyretæmmere påtager sig kort sagt den byrdefulde opgave at opdrage befolkningen til at værdsætte et voksende islamisk parallelsamfund i Danmark.

Ikke alle tv-seere finder sig dog i at komme under menings-dressur. Så DR og TV 2 er nu blevet den snedigste politiske kampplads i Danmark. Det er en kamp mellem de virkelighedsfjerne akademikere og det virkelighedsnære folk. Som det var mellem Clausens teorier og Grundtvigs følelser i 1826.

   Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for.  Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen’erne er de fine. Folket, Grundtvig’erne er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere.  Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

   Men de halvstuderedes medløberi  handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene,  ikke fondspenge til kunstnerne og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere  til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.

I disse års strid mellem akademister og folket tænker jeg nu og da på min gamle ven og kollega, Ebbe Kløvedal Reich. Han kunne sin Grundtvig ud og ind. Ja, han var et stykke af en Grundtvig selv. Han troede på folkeånden, på det nationale, var imod nationalstaternes opløsning i EU. Troede på alt det, som en god folkepartist tror på.

   Alligevel sluttede han sig til medieoverklasen, var snart Radikal Venstre, snart SF, snart Enhedslisten. Hans fysiske hjemsted var det akademiske eller halvakademiske mindretals magthavende grupper. Men hans åndelige hjemsted var hos Grundtvig og folket.  Han slap tilsyneladende velbeholdent fra tvesindet ved hjælp af sin venlighed, sin charme, sin fredsommelige indrømmelse af egen ubeslutsomhed.

   Jeg holdt af ham, som de fleste gjorde. Vi fik den samme sygdom. Jeg slap levende fra den. Det gjorde han ikke. Det skulle ikke undre mig, om han blev syg, fordi han var et hus splidagtigt med sig selv. Men hvad ved vi mennesker om det.

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

   Hvorfor bliver de hel- og halvstuderede røvere så ophidsede over, at befolkningn ikke retter sig efter dem? Jo, mange mennesker har behov for at føle, de er noget mere end andre. Og hvis de ikke kan fremkalde denne selvtilfredshed gennem deres arbejde, deres sport eller deres viden, prøver de at opnå den ved at have de samme meninger som de fine i samfundet. Det hedder at have honnette ambitioner eller at være fisefornem. Dette bedreværd afslører man for tiden ved at foragte det folkelige Danmark. Og samtidig tilslutte sig det akademiske, det globalistiske, bruge engelske ord og i det hele taget mene noget andet end skorstensfejeren, skraldemanden og kassedamen.

   Snobberne er ikke de virkeligt dygtige, de virkeligt indsigtsfulde. De er de mediebårne letvægtere, glidegæssene. Men hvor de dog fylder – i aviserne, i Danmarks Radio, i TV 2.

   Dog! Der er trøst at hente fra historien. Professoren, H.N. Clausen, fik gjort digteren, Grundtvig, stum for en tid. Men Danmark  blev nu alligevel Grundtvigs fædreland, ikke Clausens.

   Eller som Wolf Biermann synger: Uden folkets stemme sygner samfundet hen.

Ulla Dahlerup sagde engang til mig: der er to slags mennesker. De, der går efter sex. Og de, der går efter mad.

   Den sidste slags mennesker har kronede dage her i julen. De mest udspilede af slagsen ser vi vandre omkring i hovedgaderne i uklædelige, omfangsrige træningsbukser. Mens de runde damer er iført teltkjoler så vældige som duvende storsejl.

   Selvfølgelig må vi hver især gøre med vores liv – og vores livmål – hvad vi vil. Men de, der æder sig så tunge som flodheste, kunne nu godt vise lidt samfundssind – og holde igen. Hospitalssengene kan ikke bære dem. Og portørerne får ondt i ryggen af at køre dem.

   En af disse flodheste-herrer skulle underkastes en rutineoperation på hospitalet. Først måtte hele operationsstuens forråd af bedøvelsesmidler hentes frem for at den bugnende krop kunne falde i søvn. Derefter måtte alle til rådighed stående operative kræfter på operationsgangen hentes ind for at få flodhesten lagt om på siden, så der kunne blive adgang for knivene til operationsstedet. Efter operationen af denne gigant var kirurgholdet så udmattet, at resten af dagens operationer måtte aflyses. ( Dette er ikke en skrøne. Det er virkelighed. )

Ulla Dahlerups livsfilosofi randt mig i hu, da jeg forleden købte en bog om min egen lille stationsby, Tisvildes, herligheder. Bogen bringer imponerende skarpe farvefotografier af Troldeskoven, solnedgangen, klinterne og hvad der ellers er værd at prise på disse kanter, herunder min vrissebror, Mik Schack.

   Men gudbedredet om denne farvestrålende egnsbeskrivelse ikke på hver anden side har en opskrift på en fedende middagsret og et prangende foto af samme ret anbragt på en antik tallerken. Som om Tisvilde var ædedolkenes og ikke strandløvernes paradis.

   Danmarks Radio holder sig heller ikke for god til at lokke seerne ind i fedmens paradis. De to Price-drenge dukker igen og igen op og spiller deres mad-komedie i tv’s bedste sendetid. Vi er mange der bliver sentimentale, når vi ser James Price. For han er sin uforlignelige far, John, op ad dage. Desuden er han en fin musiker og tilsyneladende et gemytligt menneske. Men hvorfor skal hans stege flæskesteg for os i stedet for at spille julesange?

   Måske kan Price’rne selv se komikken. I en hel udsendelse fremviste de forleden deres kasseroller og brødristere i stedet for at lave mad. Så kan de lære det, de forædte seere!

   For at give de spise-glade et ædelt omdømme, kalder mange det for kogeKUNST. Og diverse kogebøger fylder halvdelen af bestseller-listerne i stedet for ordentlig litteratur. Karen Blixen har forenet de to gøremål. Hun har hyldet kogeKUNSTEN i en spøjs novelle om et dyrt måltid mad, Babettes Gæstebud. Som Gabriel Axel har gjort en ganske raffineret film ud af.

   Men at lave mad er nu engang ikke en kunstart. Det er et håndværk. Dejligt når det gøres godt og man er sulten. Og hyggeligt her op under jul, når duften af sprød svær og rødkål breder sig i nissestuerne.

   Men jeg synes nu der er noget simpelt ved, at man ved de danske middagsborde skal samtale om brisselkoteletter, rødmende kyllinger og braiseret fasan i stedet for om politikkens og den virkelige kunsts brændpunkter. Ligesom det er forarmede folk, der bruger et middagsselskab til at tale om friværdier og pengeanbringelser.

   Mad er noget man spiser. Ikke noget man helligholder.

   Ros kogekonen, men forfør hende hellere.

Længe har en orm gnavet i min sprøde sjæl. Når min kat Majka så på mig, mærkede jeg hans grønne blik bore sig ind i min betændte samvittighed. Blikket sagde: du har en dårlig samvittighed, Ole.

   Det var det samme, når Villy Søvndal så på mig fra tv-skærmen. Og rock-stjernerne Bono og Bob Geldof skreg det ind i fjæset på mig. Tony Blair ramte min miserable moral i hjertet med ordene: Afrika er et ar i vores samvittighed.

   Alle popmusikkens nattergale sang: giv en hånd til Afrika. Og jeg svarede:  Vel vil jeg ej. Det nytter ikke. Jeg lyttede hverken til Blair eller Bono. Jeg lyttede til dem fra Vesten, der har arbejdet i Afrika. De sagde alle som en: det nytter ikke. Vi forærer milliarder, billioner til Afrika. Og afrikanerne bliver bare fattigere.

  Men næsten alle vore politiske partier, selv de påholdende folk i Venstre, sagde:  jo flere penge vi giver til Afrika, jo finere et parti er vi. Finest er Enhedslisten. For de vil give mest.

   Men så her i weekenden fik jeg det bedre. Jeg læste nemlig en bog af en ung afrikansk kvinde, der hedder Dambisa Moyo. ”Dead Aid” hedder den. Moyo er vokset op i Zambia, og er blevet doktor i økonomi på to af verdens bedste universiteter, Harvard og Oxford. Hun bruger nu sin arbejdskraft i sit sorte hjemland.

   Moyo skriver: Afrika er korrupt, syg og fattig. Grunden til det er de gavmilde pengegaver, de hvide sender til de sorte i Afrika. Altså ulandshjælpen.

   Det er ikke bare sådan, at pengene ikke hjælper. Ulandshjælpen er direkte til skade for Afrika. Den undergraver hjemlig opsparing og investering.

   Økonomen Moyo understreger, at undersøgelse efter undersøgelse har vist, at pengegaver ikke har nogen positiv virkning på Afrikas udvikling. Mellem 1970 og 2000, da pengegaverne til Afrika flød rigeligst, steg fattigdommen voldsomst.

   Ulandshjælpen befordrer korruptionen. Og den hjælper de hvide, giverne, ikke de sorte, modtagerne. For en halv million hvide, ansat i godhedsindustrien, tjener deres løn ved at fordele ulandshjælp. Dertil kommer, at hvis ikke vi gav penge til Afrika, kunne Afrika slet ikke betale renterne af Vestens lån til Afrika.  Så ville giver-landenes, altså de hvides finanssystem bryde sammen.

   Afrikanerne ved det selv. Rwandas præsident sagde for nylig til Vesten: ”I de sidste 50 år har I givet 400 milliarder dollars i hjælp til Afrika. Men hvad er der kommet ud af det?”

   Der er blandt andet kommet det, at de fattige i Europa, USA og Rusland gennem deres skatter har betalt til den nyrige og korrupte overklasse i Afrika.

   Præsident Mobutu stjal lige så meget fra ulandshjælpen, 5 milliarder dollars, som hans land skyldte i udlandsgæld.

   De fisekulturelle, som Suzanne Bjerrehuus kalder de selvretfærdige  kulturradikale, skulle læse Moyos bog. Men det gør de ikke. Dels læser de ikke ret meget. De får deres viden fra førerfårets brægen. Og dels kan de ikke lide at møde virkeligheden, som oftest strider mod deres fordomme. Og nu har de i mange år haft det godt ved at gå rundt og føle sig bedre end os andre og sige, at de skammer sig over at være danskere, fordi vi ikke giver nok i ulandshjælp.

   De fisekulturelle er fortabte. Men til alle andre vil jeg sige:  ulandshjælpen er mest en ny måde at kolonisere Afrika på. Den giver uvidende hattedamer – med forfatteren Benny Andersen i spidsen – en god samvittighed at sove på.  Den skader bare afrikanerne.

   I stedet for ulandshjælp skal vi sende mad og medicin til Afrika, når der er katastrofer dér. Og løbende sende en masse kondomer. For overbefolkningen er Afrikas største problem. 

Engang imellem spekulerer jeg på, om Børsen har købt TV 2.  For hver morgen og flere gange om dagen toner en mand med opspilede og blinkende øjne frem på TV 2 News og proklamerer: Novo Nordisk er nede med to points.

   En køn pige, der virker så børsmæssigt sammenpresset som Keslers højre næve, viser sig også jævnligt med uheldsvarslende budskaber såsom: Store Nord har måttet nedjustere forventningerne.

   Nu ved jeg ikke rigtig hvad Store Nord er. Måske har det noget at gøre med kulgruberne på Svalbard. Eller med Sirius-patruljen i Nordgrønland. Men jeg forstår, at Store Nord nok vil rive min nabo og mig med i faldet.

   Det får det også til at gyse i mig, når ham med de vippende øjne forkynder, at ”der er stærke kinesiske nøgletal”. Og det får mig ikke til at falde til ro, at Keslers kønne knytnæve hen på dagen siger, at ”dagen slutter i plus”. For hun siger også, at der er skuffede investorer, og at F.L. Smith kom svagere ud af sidste kvartal end ventet.

   Jeg forstår ikke så meget af disse udtalelser. Men jeg forstår, at de giver grund til bekymring, og at jeg nok bør aflægge min bankrådgiver Lisbeth et besøg.

   I min barndoms radio hed det bare ”Børskurser og varenoteringer”. Programmet var anbragt langt uden for primetime mellem meddelelser fra Arbejdernes Radioklub og Husmoderens fem Minutter.

   Nu er Børsen derimod noget vi alle skal være på forkant med fra morgen til aften. Det er mange år siden Mogens Lykketoft turde bruge sit koleriske temperament til at kalde børsmæglerne for hysteriske kællinger.

    Men engang imellem spørger jeg nu mig selv, om det er så vigtigt at blive orienteret fra time til time om de hysteriske kællingers nervøse trækninger. Ikke andre nyheder får lov at fortrænge aktiebørsen fra skærmen. Mens vi ser Obama tale i Washington, løber et bånd nederst på skærmen, der giver os kursernes seneste stigninger og fald.

   Jeg ved at min vrissebror, skattehaderen Lars Seier Christensen, får hedeture, når Glud og Marstrand er nede. Men jeg vil altså hellere høre om Birthe Rønn Hornbechs hedeture, når hun tænker på Grundtvig. Hellere end kursernes frie bevægelighed vil jeg i tv høre om sjove eller kloge mennesker, se udstillinger, teater, høre om ny arkitektur, nye bøger.

   Men det får jeg ikke lov til. Pengebørsen har fortrængt bogbørsen som et led i tidens almindelige fordummelse. Mange aviser følger trop med svulmende børs- og business-tillæg. Den slags interesserer bare ikke folk ret meget. Forleden så jeg en stakkels ung mand stå inde på Strøget i København og række avisen Børsen frem til de forbipasserende. Ingen ville tage imod den, selv om den var gratis.

   Jo, jeg ved godt, at hvis Roskilde Banks kurser falder med 200, går den lokale tømrermester måske fallit. Og så er fanden løs i Roskilde. Så synes jeg også hende Keslers kønne knytnæve skal træde frem med øjne så store som tekopper.

   Men ellers vil jeg gerne være i fred for al den kurspleje. Forretning er vigtigt, når Mærsk McKinney Møller driver en årvågen virksomhed til gavn for ham selv og os alle. Eller når Danfoss opfinder en fremragende termostat eller Vestas en fortrinlig vindmølle. Så bliver livet lidt lettere for os alle.

   Men Børs-djøffernes forsøg på at gøre os alle til febrilske aktiespekulanter beder jeg mig fritaget for.

Mange kan stadig huske ham. Han var så elsket – af kvinderne, ja, af alle i hele Europa. Han var den lette teaterkunsts tiljublede storcharmør. Og glem ikke, den lette kunst er den sværeste.

   Hans mor var dansk. Men han var vokset op i Tyskland. Så han talte og sang dansk med en sjov accent, som alle kunne efterligne.

   Han havde drillet Hitler, og han havde jødisk blod i årerne. Så han fortrak til Stokholm under besættelsen. Jeg har dog som dreng under krigen set ham på Det ny Teater i København i hans glansrolle som Leopold i Sommer i Tyrol.

   I morgen er der fest for vores Max Hansen på det danske kulturinstitut i Bonn. Den højlærde professor i dansk ved Wiens Universitet, Sven Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, holder tale. Og Max Hansens datter i Tyskland,  journalist Eva Reinhardt, er med til at arrangere hyldesten til sin far.

   Max Hansen var sin tids storcharmør. Men vi havde på den tid også andre, f.eks. Poul Reichardt og Erling Schrøder. Har vi i dag sådan nogle, der kan blæse en teatersal eller et tv-publikum omkuld bare ved at være til stede?

   Ja, vi har selvfølgelig Villy Søvndal, Christiansborgs Humphrey Bogart. Ret sløvt at SF har gået og gemt på et skuespillertalent af det format i så mange år.

   Og vi har Søren Gade. Gade ligner såvist ingen charmør. Han ligner komikeren Gokke ( fra Gøg og Gokke ). Og alle kan lide ham.

   Og der er TV 2’s Jes Dorph, der kan gøre en død tv-avis levende. Han har trods sit runde hoved også et sprøjt Max Hansen i sig.

   Hvad kommer det af?

   Jeg tror de tre nævnte virker som om de kan lide os, deres publikum. Det samme lykkes ikke for en Klaus Bondam, en Uffe Ellemann, eller en Margrethe Vestager, selv om de vrider halsen af led og står på hænder for at gøre indtryk på os.

   Hvad hedder for resten en kvindelig charmør? En charmøse?

   Jeg synes Suzanne Bjerrehus er en charmøse af rang – en hårdtlakeret charmøse. Tv-avisens studievært, Lillian Gjerulf, er det også lidt. Hun har sådan en blød måde at være fast på.  Være indladende uden at være eftergivende. Det er en finurlig måde at være prof charmøse på. Som da hun forleden slap godt fra at være tribuneheltinde på fransk og engelsk for IOC’s verdenspublikum.

   At være charmør er noget, man er født med. Landstræner Morten Olsen bliver det aldrig. Og han ønsker tilsyneladende heller ikke at være det. Sofie Gråbøl er frisk og talentfuld. Men det er hendes halve navnesøster Ditte Gråbøl der er charmøsen af de to.

   Humor skal en charmetrold(inde) have. Søren Gade fyrer ikke vittigheder af. Men man kommer til både at grine og græde ad denne duknakkede Gokke bare ved at se ham. Gudhjælpeos om han ikke tager på jagt i Skotland, når orkanen står om ørerne på ham på Christiansborg. Ja, sådan gør  en Gokke.

   Nå, men det jeg ville sige var, at jeg synes vi i dag savner en Max Hansen til at udbrede de kærlige budskaber: ”Kys hinanden. For det vil ærgre fanden” og ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme.”

   God fest i Bonn!

Synes du, vi vrissebrødre vrisser for vredladent?

   Nej, det synes du ikke. For så sad du ikke i dette øjeblik og læste bagsiden.

   Vi vrisser bare for at holde Danmark i god form. Og vrisser såmænd ganske sagtmodigt i forhold til, hvordan fornemme folk i dette bladhus vrissede for hundrede år siden.

   Bladhuset havde dengang en overvrisser, der hed Georg Brandes. Han var uhyre berømt og beundret i hele Europa. Hans største beundrer var ham selv. Men han havde også andre. Han delte forfattere op i de rigtige og de forkerte,  agiterede for gudløshed og kvindernes ligeret, ikke mindst deres ret til at ligge på maven og i sengen for ham.

   Georg Brandes kaldte Ekstra Bladets daværende chefredaktør, der hed Olsen, for ”den meget talende barber”. Og engang da Politikens chefredaktør, Henrik Cavling – ham med Cavling-prisen – holdt en pæn tale på fransk for en minister, sad Georg Brandes nede i salen og råbte ”Spytslikker!” efter Cavling.

   Georg Brandes havde været med til at oprette Politiken i 1884. Det hindrede ham ikke i at skrive, at avisen var smagløs og dens selvros nåede til idioti.

   Når han var i stødet, skrev han, at Politiken var en møgbunke, ja, en kloak. Ind imellem skældte han folk ud for at være ”sædelighedssjovere”. Det betød ikke, at de var nogle seksuelle grisebasser, men tværtimod at de ikke gik ind for hans frie kærlighed.

   Men Georg Brandes var ikke den eneste berømthed der gik til vaflerne på Christian den Niendes tid. Nobelpristageren Henrik Pontoppidan skrev i Politiken, at danske bønder levede som svin. Det udsagn kostede Politiken fem hundrede gårdmandsabonnenter.

   Og en anden nobelpristager, Johannes V. Jensen, var også leveringsdygtig i fornærmeligt vrisseri. Han skrev i Politiken om sin kollega, den fremragende forfatter Herman Bang, at denne var en abnorm stakkel, der led ”af platonisk kærlighed til en løjtnant.”  Herman Bang tilgav ham det aldrig. Dengang var bøsseri kriminelt. Johs. V. Jensens svinestreg hænger på ham den dag i dag.

   Johs. V.’ s vulkanske søster, forfatteren Thit Jensen, kaldte i øvrigt sin bror for

”dette omvandrende stivkrampe-fantom”. Rammende. Men ikke særlig søsterligt.

    Jens Vejmands far, Jeppe Åkjær, smældede ikke knytnæver i masken på folk, men fik dog også leveret nogle sandheder. For eksempel skrev han, at Politikens anmeldere ”er besat af en klikeopfattelse, som for dem er det eneste i verden.” Dette var – og er –  en indstilling, de har arvet fra deres åndelige overhoved, Georg Brandes. Er du med mig -  eller er du imod mig!

   Nå, men hvor er de ellers  herligt bramfri disse eksempler på tonen hos de toneangivende debattører for hundrede år siden! Udtalelserne her på siden er hentet fra Sven Ove Gades fortrinlige bog om grundlæggeren af den avis, du har i hånden nu, ”Journalisten. En biografi om Henrik Cavling.”

   Det er overvældende hvad fine folk kan finde på, når raseriet overmander dem. Landets højtbegavede finansminister under 1. verdenskrig, Georg Brandes’ bror Edvard, stillede sig op i Dyrehaven og skød med pistol mod en kongelig skuespiller, der havde sagt et eller andet nedsættende om ham.

Så kom Edvard Brandes i spjældet. Dueller er ikke tilladt i civiliserede samfund. De værste skallesmækkere kan tit ikke selv tåle at få en på skallen.

   Sådan er vi bagside-vrissere af i dag ikke. Vi  er ikke vredladne, og slet ikke hævngerrige. Vi iagttager bare alverdens kriblekrable-liv med åbne øjne. Og forsøger at give  de værste dumheder en på skallen.