Avisartikler 2010, 1. kvartal

Kun nationalfølelsen kan samle os

Af Ole Hyltoft

Hvor er det religiøse blevet af i mit forsøg på at genopvække nationalfølelsen? spørger Steen Marqvard Rasmusen ( 10.-2. ).

Jamen, Steen Marqvard, nationalfølelsen er religiøs.

Hør her. Jeg går forbi Rundetårn i København. Jeg ser murerne for mig som de gik og arbejdede på tårnet sidst i 1630’erne. Jeg bliver selv en af murerne. Jobbet er hårdt. Murerne havde slet ikke de hjælpemidler, vor tids arbejdere har. Men i 1642 er vi færdige. Og stolte af at have givet København et vartegn, som vores efterkommere i århundreder kan fryde sig over.

Du, Steen Marqvard, er ikke bare skribent i Kristeligt dagblad i 2010. Også du er en murer i Christian den Fjerdes København. Og måske også en biokemiker i 2210. Du overskrider din egen fødsel og død.

De oder til fællesskabet, jeg har forfattet i bogen ”Tør du være dansk?”, er ingen systematisk religion. De rummer ingen skabelsesberetning, ingen lovregler, intet løfte om evigt liv som enkeltindivid.

Jeg vil snarere kalde nationalfølelsen noget naturligt, noget mennesket iboende, noget der opstår af det, der i ”Tør du være dansk?” kaldes hjemlighed.

I enhver af os kan der opelskes en følelse af fælles identitet med alle dem, der har levet og vil komme til at leve under de bestemte stedlige betingelser, som Danmark udgør. I dette landskab, i denne type byer, i dette vejrlig, med dette sprog – og med den historie vi har gennemløbet og den kultur vi har udviklet netop her.

Fællesskabsfølelsen ligger i os. Men vi skal indstille vores sind på den for rigtig at mærke den. Vi kan sagtens ile forbi Rundetårn uden at sanse andet end et højt murstenstårn.

Og hvad er så vundet ved denne nationale indfølingsevne?

En stærkere fornemmelse af at stå på egne ben.

En ophævelse af ensomheden.

En udvidelse af vennekredsen, kan man sige i disse Facebook-tider.

En rigere verden, siden også stenalderdanskeren, stavnsbonden, Dybbøl-soldaten og H.C. Andersen lever inde i mig.

Og til syvende og sidst ophævelsen af min egen død. Når min personlige død indtræder, lever jeg dog videre i det danske fællesskab, jeg er blevet et med.

Men det er klart, at jeg’ets udvidelse til et fællesliv med alle landsmænd forudsætter, at jeg kender mit land geografisk, magter dets sprog, kender de malerier, de bygnings- og musikværker, de bøger, de konger og politikere, der sammen skabte den kultur, vi udgør.

Derfor er den levende tilstedeværelse af kulturarven - i skolen, i Danmarks Radio, i den offentlige samtale os alle imellem - ganske nødvendig. Og at vende ryggen til kulturarven, som så mange har gjort de sidste 40 år, gør nationalfølelsen kraftesløs.

Hvor bliver kristendommen af i dette fællesskab?

Er kristendommen ikke netop en fællesskabets religion? Står der ikke i Biblen, at du skal elske din næste som dig selv? Og da kristendommens ydre udtryk – kirker, salmer, liturgi – er en del af vores fælles kulturhistorie, er kristendommen også en del af indholdet i det danske fællesskab.

Men ateister har også hjemme her. Nationalfølelsen er vi herboende fælles om. Med Hisb-ut-Tahir, de autonome og åndløse liberalister som undtagelser.

Forveksler jeg romanlæserens indlevelse i andre personer med naturreligionens fællesfølelse?

Det mener jeg ikke. Det er ikke en drømmetilstand jeg henviser til. Nationalfilosofien kræver, jeg påtager mig et ansvar for alle mine medborgere nu og i fremtiden. Jeg er forpligtet til at gøre vores fælles liv bedre, aflevere samfundet i en bedre tilstand end jeg modtog det. Var jeg kun mig selv, havde jeg vel ret til at forspilde mit liv. Men nu, da jeg også er alle de andre, er jeg forpligtet til at lægge alle mine kræfter i for det fælles bedste.

Det er derfor jeg synes de toneangivende i vores land, globalister som de er, skal holde op med at være nedladende over for det nationale fællesskab. Det er i dag det eneste der kan samle os. Det er en udvidelse af hvert individs erfaringer, oplevelser og ansvar, som er til at tage og føle på. En rigdom. Vi har ejet denne rigdom før, i grundtvigianismen, til dels i arbejderbevægelsen, og under besættelsen. Lad os sætte den i højsædet igen.

Danmarks Radio har i december og januar gennemgået en omvæltning. Næstformanden i DR’s bestyrelse skriver her om, hvad tanken bag dette er: mere løftende og mættende programmer, et tydeligere DR-ansvar for landets kultur.

DR’s stilfærdige paladsrevolution

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR’s bestyrelse

Gad vist om det er gået op for alle, hvilken omvæltning der er sket med Danmarks Radio de seneste uger. Den største forandring siden generaldirektør Chr. Nissen hældte barnet ud med badevandet for femten år siden. Men også fik politikerne med på at bygge DR-byen med landets smukkeste koncertsal.

Den DR-bestyrelse, der blev sammensat for et års tid siden, har brugt sit første år på at sondere terrænet. Og har nu stadfæstet en linje, der gerne skulle medføre, at DR genfinder sin identitet som dansk folkeoplysnings tv og radio.

Tre af DR’s direktører har i den forbindelse frivilligt forladt DR. Jeg vil ikke påstå, den nu forhenværende DR-ledelse var kulturfjendsk. Men den beherskende, jeg synes tit den eneherskende, målestok for programlægningen var seertallene. Kunstarterne blev tilsidesat. Oplysningsudsendelser blev poppet op, ja, forfladiget. Sproget blev forsømt. Man undgik at opdyrke store kundskabsrige fortællere af Palle Lauring-, Erik Kjersgaard-typen.

Betegnende og meningsløst fyrede DR en af husets få internationalt respekterede medarbejdere, orkesterlederen Per Erik Veng, der havde ført radiosymfoniorkestret frem til dets internationalt høje niveau.

Michael Bojesens højklassede og afholdte pigekor blev fjernet fra P 1 lige før radioavisen kl. 12. Begrundelsen byggede på forkerte oplysninger. DR-ledelsens bevidste eller ubevidste motiv tror jeg var en opfattelse af, at højskolesangen ikke hører vor tid til.

Som JP’s læsere nok husker, var vi et par stykker i bestyrelsen der højlydt vendte os mod denne letbenede politik. Vi tabte stort set alle slagene. Men måske har vor opposition alligevel gødet jorden for det, der nu er sket.

Nu er den gamle, alt for byrokratiske struktur revet ned. Kulturen, oplysningen og provinsafdelingen har fået sat bredere mål og fået fagligt dygtige chefer, til dels fra forlags- og bladverdenen uden for DR. Og disse direktører har fået direkte adgang til bestyrelsen. Gitte Rabøl som oplysningsdirektør. Morten Hesseldahl som kulturdirektør. Inger Bach som direktør for en udvidet provinsafdeling. Mikael Kamber som mediedirektør. ( Den der koordinerer programlægningen. )

Efter alt for mange år med ”al magt til embedsmændene” har folkestyret i form af DR’s bestyrelse gjort sig gældende. Og banet vejen for, at seerne og lytterne kan få mere mættende og alsidige programmer, end vi har været vant til. Generaldirektøren har tilsluttet sig den nye kurs.

Jeg siger ikke, at alt nu er godt i DR. Der hersker stadig politisk ensidighed i DR. Ikke i form af røde lejesvende. De røde er jo også blevet omtrent borte på verdenskortet. Men i form af en lovligt ensartet opfattelse af hvad der er god tone. Vi kan kalde den DR’s helligånd.

Efter folkestyrets rask gennemførte felttog imod byrokrati og for er mere meningsfyldt DR, virker Ellen Trane Nørbys kritik af DR-bestyrelsen ekstra hovedløs. Hun vil hellere have en professionel bestyrelse, siger hun.

Hvad er en ”professionel” bestyrelse i DR?

Efter min mening er det en, der har indsigt i det, DR beskæftiger sig med, medier, kultur, sprog, musik. Sådan en bestyrelse har DR i ganske vid udstrækning for øjeblikket – med en tidligere kongelig teaterdirektør i spidsen.

Men Trane Nørby mener givetvis noget andet med ”professionel”. Hun mener en bestyrelse som dem, der leder banker, investeringsfonds o. lign. En bestyrelse af højtlønnede advokater og forretningsfolk. Men, Trane Nørby, har vi ikke lige haft erfaringer med en sådan bestyrelseformand? En cand.polit. og fhv. kreditforeningsdirektør. Han deltog aldrig i debatten om DR, ja, han var tavs som graven. Hans tavshed gjorde, at DR’s daglige ledelse aldrig fik noget frugtbart samspil med bestyrelsen. Under hans - topøkonomens - ledelse fik DR en byggeunderskud på 1,7 milliarder kroner, og hele institutionen vaklede på sine sokler.

Nej, det er det danske folk der ejer Danmarks Radio, ikke Advokatsamfundet eller Djøf-forbundet. Så folket skal være med i ledelsen.Den enkleste måde at lade dette ske er, at folketingets partier, som nu, udpeger hver en repræsentant. Han/hun må gerne være mediekyndig og skal i hvert fald være kulturinteresseret.

Dette er vigtigt, fordi DR er landets eneste virkeligt bæredygtige kulturinstitution ved siden af folkeskolen. Af og til er der nogle – oftest med hjemsted i V og K – der sil sælge Danmarks Radio til stanglakrids (hvad der måske vil sige til en australsk eller arabisk milliardær ). Eller bare lukke DR. Men hvad er der så tilbage til at holde sammen på vores lille land? Novo Nordisk? Fodboldlandsholdet? Caroline Wozniacki? De er gode nok. Men de giver ikke den fornemmelse af folkeligt fællesskab som vi får, når vi åbner for radioen og hører rådhusklokkerne, pigekoret eller sidder om søndagen sammen med det halve Danmark og hører Giro 413 eller ser ”Livvagterne”.

DR ER Danmark. Hvis DR da bliver brugt rigtigt. Det er DR ikke blevet fuldt og helt de senere år. Hvad ligner det, at DR – før paladsrevolutionen – udelukkede Dansktoppen fra de populære sendeflader? Raquel Rastenni og hendes ”Her kommer mutter med kost og spand” eller Peter Malberg med ”Du er min øjesten, en bette dejlig en” er ikke verdenskunst. Men sangene er del af vi danskeres hverdagskultur i nyere tid. Den kultur skal DR sørme holde i hævd. Ligesom DR bør holde vore mest populære revyviser i live, fra Erik Bøgh, over Ludvig Brandstrup ( ”Hen te kommoden og tebaws igen” ), PH, Osvald Helmuth, Kim Larsen. Vi skal da kunne de bedste af de viser, vore oldeforældre forfriskede livet med. De er brudstykker af vores kulturarv og bør høres jævnligt på P 3 og P 4, gerne sunget af vor egen tids sanglærker.

Vores sangtradition er også højskolesangene og salmerne. Bojesens pigekor har allerede taget hul på de nye tider og har for begejstrede, fuldbesatte koncertsale blandet dansktop og højskolesange.

Men det er ikke kun den danske sang, DR skal have befriet for smagsdommernes angelsaksiske besættelse. Også de danske symfonier og operaer har DR ansvaret for at holde levende. Hvis DR ikke jævnligt spiller Kuhlau, Hartmann, Horneman, Heise, Gade, Weyse, Lange-Müller, dør disse danske komponister. For ingen andre radiofonier rundt i verden spiller dem. Så uden DR vil Danmark stå fattig tilbage med kun én kendt symfonisk komponist, Carl Nielsen.

Ved et selskab forleden kom en mand omkring de 70 år hen til mig og sagde: ”Jeg har fået min opdragelse af DR. Børnetimernes dramatiseringer af Gyngehøvdingen, Oliver Twist, Jorden rundt i firs dage. Poul Reumerts og Bodil Kjers oplæsning af vore klassikere. Meget af min viden om naturen og verdens lande har jeg fået af DR. Og mit sprog har jeg fået af Danmarks Radio. Hvorfor får nutidens børn og unge ikke denne gave?”

En bedre begrundelse for paladsrevolutionens nødvendighed kan ikke gives. I min generation var der mange der fik fast ophold i skønlitteraturens forunderlige have ved at høre Poul Kern læse Martin A. Hansens roman ”Løgneren” højt i radioen. Eller ved at høre Karin Nellemose, Preben Lerdorff Rye, Elith Pio bruge det danske sprogs talrige muligheder for at tolke det skrevne ord fra Leonora Christina til Dostojevskij.

Der er ekstra brug for disse oplæsninger nu om dage. For tidens skuespillere på film og teater bestræber sig på at tale så hverdagsagtigt og utydeligt som muligt. Vi hører ikke ordentligt dansk nogen steder. Det er på tide at nutidens ædleste stemmer, en Henning Jensens, en Søren Sætter-Lassens, bliver bedt om at levendegøre det bedste dansk der er skrevet, en Herman Bangs, en J.P. Jacobsens. Og det skal ske i P1 eller P2, ikke på en isoleret DAB-kanal.

Hørespillene er hørt op i radioen. Det var rimeligt nok. De havde vist udviklet sig til en øvelsesskole for ufuldbyrdede avantgardister. Men dansk litteratur besidder et skatkammer af dramaer, som næsten aldrig bliver spillet på teatrene. Find dem frem, DR, og kald dem til live i radioen. Holberg, Oehlenschlæger, Heiberg, Hertz selvfølgelig. Men der er også andre. En sognepræst i Viborg, Hieronymus Justesen Ranch, skrev i slutningen af 1500-tallet en farce, ”Karrig Nidding”, som folk lo af i århundreder. Ebbe Rodes far, Helge Rode, skrev tankefulde skuespil. Den senere finansminister Edvard Brandes skrev interessante debat-dramaer samtidig med Henri Nathansen og Gustav Wied. Senere kom Soya og Sønderby til.

Hørespiludgaver af disse dramaer vil ikke få publikumstal som Gabolds ”Forbrydelsen”. Men de er heller ikke så dyre. Og DR’s opgave er ikke kun at få kæmpe publikum. DR skal også gøre vores fælles fortid levende.

Hvorfor ikke indlede tv-aviserne med et godt digt eller en god sang?

Anders Lund Madsen brugte for nylig sit Aftenshow til lidt i den retning. Han havde sagt farvel og tak til seerne, da der frem på skærmen tonede et mærkeligt maleri af Poul Anker Bech. Det fik vi så en passende tid at kigge på, inden trinde Madsen fortalte os, at Poul Anker Bech lige var død.

Denne metode kunne tv-avisen også bruge til at inddrage billedkunsten i sin verden. Kom bare i gang, Ulrik Haagerup!

Der er mange andre ubrugte muligheder for et anderledes varieret DR. Selvfølgelig skal DR også stå på hovedet for at være sjov og underholdende og få en masse seere. DR skal bare huske, at den slags gøgl kan de andre tv-selskaber også levere. En af DR’s centrale opgaver er at vise os de værdifulde sager, der ikke er på mode lige nu. Herunder de guldskatte, der skal graves ud af fortidens kæmpehøje.

Paladsrevolutionen har givet grønt lys for dette gravearbejde. Jeg håber medarbejderne vil gribe til skovlene.

Det er en tre uger siden det hændte. Men store gerninger går ikke så let i glemmebogen.

Jeg tænker ikke på øksemandens overfald på Kurt Westergaard i Viby. Jeg tænker på, at den kendte publicist fra de anerkendte cirkler, Karen Thisted, benyttede denne lejlighed til at give sig til kende som den hun er, Danmarks modigste kvinde.

Hun fortalte os læsere her i bladet, at hvis øksemanden var gået ind i hendes hjem, var hun ubevæbnet gået i kamp med ham. Og hun havde gerne ladet sit femårige barnebarn se på, at den afsindige muslim huggede hovedet af sin bedstemor.

Nu er det slet ikke utænkeligt, at Karen Thisted, som den frygtløse furie hun er, havde råbt og skreget sådan til øksemanden, at han havde tabt både næse, mund og økse. Men det sandsynlige er nu, at fru Thisted havde lagt hoved og krop til et sandt blodbad.

Med så høje tanker om sit selvmorderiske mod er det uundgåeligt, at Karen Thisted må have lave tanker om Kurt Westergaard. Kujon, kalder hun den mand, der opførte sig så klogt, at barnebarnet og han selv forblev uskadt, og øksemanden undgik at blive morder.

Nu er det ellers sjældent, at Karen Thisted øver bedrifter, så hun kommer i tv-avisen søndag aften. Hun har ganske vist opfundet underholdningsudsendelsen ”Elevatoren”. En enestående fornyelse af tv-programmerne, der bestod i, at de sædvanlige kendis’er kom ind på scenen efter først at have kørt en tur med elevatoren. Kreativiteten er så imponerende, at mindet om den stadig suger i mellemgulvet.

Siden denne intellektuelle kraftpræstation har Karen Thisted samlet sig om at videregive andres tanker, især forfatteren Benny Andersens. Han er kendt for en sang om at fordrukne folk skal komme godt hjem uden at falde og slå sig. Samt for at han skammer sig over at være dansker.

Benny Andersen og altså også Karen Thisted hører til en lille gruppe af danskere som kaldes café latterne. Fordi de ligesom Holbergs ”Den politiske kandestøber” mest udøver deres bedrifter i fantasien og på café’erne.

En anden i denne kategori er socialisten Klaus Rifbjerg, der i mange år fandt sig godt til rette i socialist-morderen Francos spanske have. Og senere søgte skattely i Malmø.

Café latterne kan ikke lide den talentfulde og iderige Kurt Westergaard, fordi han er helt sig selv og ikke hyler med i det veldresserede café latte-kor.

Spidsen af disse korhylere, Rifbjerg, Benny Andersen, Anita Bay Bundegaard, Uffe Ellemann m. fl., er jo ikke så dumme, at de kalder en mand, der lige har været udsat for et bestialsk mordforsøg, for en kujon. Men Danmarks modigste kvinde er ikke bleg for at give Kurt Westergaard dette spark. Den slags kaldes med et godt gammelt ord for rakkertjeneste.

Det meste af Danmark, ja, af hele verden uden for café latte-kredsen beundrer Kurt Westergaard for den sagtmodige måde han bærer sin skæbne, den skæbne der egentlig er vores alle sammens. Det holder ikke Karen Thisted tilbage fra at rakke ham ned.

Der skal virkeligt heltemod til at rakke en mand ned, der har været sekunder fra at smage en økse i sin hjerneskal og dø for den ytringsfrihed, der er vor vestlige civilisations kronjuvel.

Det heltemod har journalist Karen Thisted. Det vil blive husket.

Har du lagt mærke til, at vores førende boghandeler er blevet til kriminalmuseer? På boghandlerens disk og hylde og i hans vinduer flyder det næsten kun med beretninger om giftmord, lystmord, sexmord, seriemord, snigmord, øksemord m.m. Samt et rigt udvalg af torturmetoder, brandstiftelser og andre perversiteter.

Den slags bøger går under betegnelsen krimi. Det er ikke rigtige romaner. Men det ligner. I hvert fald på omslaget og sidetallet.

Krimier mig her, og krimier mig der. Femikrimier for de feminine. Og biokrimier for biologerne. Astro-krimier for science fiction-slugerne. Krimiforfattere i damebladene, i søndagsaviserne og i tv, hvor den ene krimifilm afløser den anden.

Jeg synes det er for meget med al det blod på bogsiderne. Jeg indrømmer, at jeg ikke er upartisk i sagen. Jeg har jo skrevet den vigtigste ikke-krimibog i denne sæson. Bogen om hvad det vil sige at være dansk. Den bog måtte jeg forleden helt ind i boghandelens inderste hjørne for at finde. Mens boghandleren var ved at kvæle mig i alle sine overskårne struber og nøgne modelpiger med dolk i hjertet og blodet sivende delikat ud af mundvigen.

Hvis du åbner for tv, er det første billede du ser en spids kniv presset mod et gidsels hals. Og hvis vi går til den privat meget fredsommelige Kenneth Plummers DR-fjernsyn, så er Sofie Gråbøl og Cecilie Stenspil også ideligt udsat for lemlæstelse og mordforsøg.

Jeg vil ikke påstå virkelighedens knivdrab og økseattentater skyldes krimibølgen i bøger og film. Men en vis afsmitning skal der nu nok være tale om.

Mit lokale folkebibliotek har så mange vægge med krimier, at en udlænding på besøg må tro, at krimi på dansk betyder bog.

I den kolde krigs Østeuropa sagde kommunisterne, at Vestens kapitalisme gjorde folk griske og forbryderiske. I dag kunne de godt tage krimibølgen som bevis.

Da jeg var dreng, udlånte biblioteket ikke kriminalromaner. Hvis jeg ville læse mine kære Jan-bøger, måtte jeg ønske mig dem af skolekammeraterne til min fødselsdag.

Sir Conan Doyles Sherlock Holmes-noveller fik jeg dog læst i en meget ung alder. Det var gys og bæven med interessante indsigter i londonsk ungkarleliv og britisk landadel. Ikke meget vold og blod, bortset fra den frådende køter til Baskervilles hund.

Glem for resten ikke, at Sherlock Homes’ højre hånd, doktor Watson, deltog i englændernes forrige krigstog i Afghanistan, det i 1878, og dér måtte indkassere en smertefuld kugle i skulderen.

Senere læste jeg med velbehag Simenons kriminalromaner. De har nemlig mennesket i centrum – hverken volden eller rebusen.

Rebusen? Ja, de fleste kriminalforfattere skriver romaner som en logistisk opgave. Den ene – ofte usandsynlige – hændelse efter den anden driver romanhandlingen frem. Men menneskefremstillingen er utroværdig. Flad som den avisside, du sidder med i hånden. Dette gælder for eksempel da Vinci-mystriet.

Men gider man læse romaner, hvis man ikke tror, at man også i det virkelige liv kunne møde de mennesker man læser om?

Romaner skal handle om mennesker i knibe og i lykke. Ikke om mennesker, der bliver skubbet ud af bildøre og ind i køleskabe. Og hvor ham, vi kun mødte i første kapitel, dukker op i sidste kapitel og plaffer forbryderen ned. Så helten undslipper den ellers så visse død. Så kære boghandler, prøv at lokke læseren på noget andet end de morderiske bøger!