Avisartikler 2009, 2. kvartal

Nogle irakere har indlogeret sig i Brorsonkirken. De vil ikke rejse hjem til Irak. Varmhjertede danskere trygler om, at de får lov at blive i Danmark. For der vil ske dem det værste, hvis de retter sig efter loven og rejser hjem. Loven, de skulle have rettet sig efter for flere år siden.

   For 64 år siden fandt det samme sted i Sverige. Men mere dramatisk.

   Under 2. verdenskrig oprettedes en lettisk SS-division, der kæmpede mod russerne på østfronten ligesom Frikorps Danmark. Nogle af soldaterne var nazister. Andre var tvunget ind i korpset.

   I de dage i maj 1945 da Tyskland kapitulerede, flygtede 3000 af disse lettiske soldater og officerer til Skåne. Prammen de sejlede på over Østersøen blev bombarderet. Mange mistede livet Men de fleste reddede sig i land i Trelleborg i deres tyske uniformer.

   De blev interneret, og blev selvfølgelig godt behandlet, som vi gør med flygtninge i Sverige og Danmark. For alt i verden ville de ikke tilbage til Letland – og dermed til russerne.

   Men den svenske regering, der jo havde været meget fedtesyg over for Hitler under krigen, ville nu til at stå sig godt med Stalin og besluttede sig for, at flygtningene skulle tilbage til Letland.

   Da hjemtransporten skulle iværksættes, udbrød der i Sverige en proteststorm, så Brorsonskirkens kun er et mussepiv i sammenligning. Veklager rungede ud over landet fra Dalarne til Skåne. Fra folkeskolelærernes forening. Fra Gymnasielærernes forbund. Fra sejlsportsfolkenes generalforsamling.

Hele gamla Sverige var i opstandelse. Svenskerne var lige så himmelvendt oprørte, som når de i dag hører navnet Pia Kjærsgaard.

   En ni års pige skrev til kongen: ”Deres majestæt, jeg har læst om balterne. Jeg beder den rare konge sørge for, at de får lov at blive og slipper for at dø.”

   Afrejsen i november 45 blev udsat. Den svenske regering bombarderedes med krav om at balterne skulle forskånes for at blive hængt i Riga, eller, værre, gå kulde- og sultedøden i møde i en sibirisk fangelejr.

   Man kan roligt sige, at flygtningene gjorde alt for at blive i Sverige. Otte soldater brækkede benet på hinanden ved at lægge en jernseng over benet og smide en tung sten på sengen. Knæk.

   En anden balter gik videre og jog en spids blyant af al kraft ind i højre øje i hele blyantens 15 centimeters længde. Mærkeligt nok døde han ikke, men vågnede dagen efter blind og lammet.

   Men af sted kom balterne. Den 25 januar 1946 foregik udskibningen fra Trelleborg havn. Det blev endnu en dramatisk dag. På kajen skar en balter halsen over på sig selv – for at undgå det der var værre.

   Skibet sejlede. Nu var de i russernes klør, disse legionærer i tyske uniformer.

   Hvilke rædsler blev de derefter udsat for?

   De blev forhørt. De kom i lejr. Nogle rum i lejren havde væggelus. Og så – i august 46 blev de næsten alle sammen løsladt og kunne frit vende tilbage til deres hjem.

   Den svenske forfatter, P.O. Enquist, har undersøgt sagen og berettet om den i sin fortræffelige bog, ”Legionærerne”.

   Og hvad kan vi så lære af den historie?

   Tjah. At det i hvert fald ikke altid går som præsten prædiker. Nok heller ikke ham fra Brorsonkirken.
 

Kunstnerne har haft ord for at være frihedens og selvstændighedens fortalere.

I den sidste generation har de fleste af dem udgjort et ensrettet kulturkompagni –

en sikker støtte til islams højreorienterede ideologi.

Af Ole Hyltoft

De kulturradikale klager over tonen hos os islam-kritikere. Deres egen tone er ikke til at tage fejl af. Svend Aukens første kone, Bettina Heltberg har i Politiken skrevet, at Søren Krarup har ”et psykoinfantilt ansigt”, og at han i det hele taget er et psykiatrisk tilfælde, rede til indlæggelse. Carsten Jensen har udnævnt Pia Kjærsgård til at være ”dronning af en skraldespand”. Politikens politiske redaktør, Kjeld Hybel, mener at vide, at når Pia Kjærsgård skriver i avisen, foregår det ved at ”hun hælder en sjat af sin hjernebetændelse ned på noget papir.” Mogens Lykketoft er mindre opfindsom, mener bare, at Flemming Rose er ”en af de største tåber”.

   Lidt i skyggen af disse superintellektuelle præstationer kommer så det faste kor af journalister, billedkunstnere, skuespillere, forfattere, der altid finder undskyldninger for de forbrydelser der begås i koranens navn. Dette hold, kulturkompagniet, har den grundopfattelse, at islamisk terror ikke er så slem som anden terror, at Anders Fogh er en krigsforbryder, at alt dårligt i Danmark stammer fra Pia Kjærsgaard, og alt ondt i udlandet kommer fra jøderne.

  Jeg har lyst til at spørge mine journalist- og forfatterkolleger: hvad er værst – at vi er et par forfattere med Ayaan Hirsi Ali og Salman Rushdie i spidsen, der siger kritiske ord om koranen, eller at man hænger 16 års drenge i koranens navn, fordi de er gået i seng med hinanden? Som det sker i Saudi-Arabien.

   Ja, hvad er kammertonen? At tale floromvundet og dermed lægge slør over ufriheden og umenneskeligheden, eller tale sandt?

  Er det religionshad når lærer Gitte Kongstad skriver i avisen, at hun har hørt en muslimsk dreng fra 4. klasse på sin skole  sige: ”Jeg vil dræbe mine klassekammerater, hvis Allah siger det.”?

   Er det kammertonen at være tavs, som Københavns Universitet var det, da en lærer af jødisk afstamning læste højt af koranen og efterfølgende blev overfaldet af et muslimsk tæskehold?

    Eller er det kammertonen at sige som den bosnisk-muslimske præsident Alja Izetbehgovic: ”Først og vigtigst: der kan aldrig råde fred eller sameksistens mellem den islamiske tro og ikke-islamiske sociale og politiske institutioner… En islamisk bevægelse bør og kan gribe magten, så snart den i moralsk og talmæssig henseende er så stærk, at den formår ikke blot at styrte det ikke-islamiske styre, men også at oprette et nyt islamisk…Islam nægter entydigt enhver fremmed ideologi ret og lejlighed til at virke inden for sine områder…Presse, tv og film må kontrolleres af personer, hvis islamiske moral og intellektuelle autoritet er indiskutabel.”

   Værsgo! Så er det sagt!

   Dette er udgangspunktet. Islam. Og den tro udmøntes så i stening af utro kvinder, ulighed mellem kvinder og mænd på alle planer, løgnagtighed ( kaldet taqija )hvis det fremmer islams  ekspansion, opfordring til at bekrige ikke-muslimer overalt hvor de findes, undertrykkelse af den ytringsfrihed som alle skrivende lever af. Og som folkestyret lever af.

   Hvad siger kulturkompagniet til det?

 Kulturkompagniet opfatter sig selv som venstreorienteret. Hvordan kan dette kompagni så støtte en kultur, der er brutalt højreorienteret, mandsdomineret, kvindeundertrykkende, seksualforskrækket, feudalistisk og, lad os bare sige det ligeud, barbarisk?

   Forklaringen på at kulturkompagniet er islams herboende legionærer begynder formentlig med, at Rifbjerg, Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og resten af bundtet ikke ved en døjt om islam. De  opfatter bare de muslimske indvandrere som en underklasse. Her er vi så tilbage ved Blekingegadebandens tankespind. Som går ud på, at den traditionelle danske og europæiske underklasse, arbejderne, er blevet bestukket af kapitalen og derfor ikke  opfører sig som Marx  foreskriver og bliver revolutionære. Ulandenes fattige er nu de eneste ægte proletarer. Det vil bl.a. sige muslimerne i Palæstina. Så de skal støttes.
 
  

  Og det er så det, kulturkompagniet, kulturens herskende klasse har gjort med fynd og klem.

   Når man siger ”herskende klasse” plejer kulturkompagniets talsmænd at svare: jamen vi har jo ikke haft nogen magt. Højrefløjen, liberalisterne, har altid haft den økonomiske magt. Og pressen har i overvejende grad tilhørt de borgerlige.

   Rigtigt. Men de borgerlige politikere har aldrig interesseret sig for kulturen. Kulturpolitikken har de overladt til Socialdemokratiet. Og Socialdemokratiet har overladt til venstrefløjen at administrere de socialdemokratiske kulturlove. Derfor har ordets magthavere, journalister og forfattere, haft ret frit spil, f.eks. i den borgerlige presse, i undervisningsinstitutionerne og i radio og tv.

   Det kunne man så kalde en passende magtfordeling mellem ånd og penge. Det pinlige for åndens herskere er bare, at de, hvis fineste kendetegn skulle være selvstændighed, har gået i prøjsertakt som et kompagni soldater. De har ikke turdet andet. For ingen journalist eller forfatter har kunnet gøre sig gældende og håbe på avancement inden for kompagniet, hvis de ikke rettede ind og tilkendegav, at de var for multikulturen og imod det nationale, for muslimerne og mod jøderne, og frem for alt foragtede Dansk Folkeparti.

  Foragten for, ja, hadet til Dansk Folkeparti er et særlig interessant, massepsykologisk fænomen. For nylig blev Pia Kjærsgaard i DR P 1 tillagt denne udtalelse: ”Indvandrerne formerer sig som rotter.”

   Det har Pia Kjærsgaard aldrig sagt. Men foragten for hende i kulturkompagniet er så stor, at korporaler i kompagniet ikke mener de behøver dokumentere deres fantasier om hende. I denne sag kom der kun et dementi af falskneriet, fordi DR’s næstformand greb ind.

    Jeg tror foragten for hende bunder i klassehad. Hvordan vover en kvinde af ”de lavere klasser” – hun har ikke engang studentereksamen – hvordan vover hun, en forhenværende hjemmehjælper, at stille op ved siden af politiserende akademikere og tale Roma midt imod! Og endda gøre det med en så høj grad af begavelse og sprogligt talent, at hun både sætter de fine folk i K og de akademiske folk i S og SF til vægs. Dette er utilgiveligt. En uakademisk statsminister Anker Jørgensen kunne man finde sig i. For han havde de rigtige, kulturradikale meninger. Men en ustuderet Pia Kjærsgård, der forfægter et andet livssyn end kulturkompagniets. Det er utilgiveligt.

Kulturkompagniet forestiller sig vist, at dets nuværende meninger er eviggyldige. Det er de ikke. De er modebestemte. Fra 1935 til 1960 var det kulturradikalt at være national . Poul Henningsen bevægede sig så at sige aldrig uden for landets grænser – hverken åndeligt eller fysisk. Kommunisten Sven Møller Kristensen skriver i omkvædet til sin frihedssang fra 1945: ”Gå til modstand, alle danske…” Og i mange år efter Israels grundlæggelse holdt kulturkompagniet med jøderne. Nu holder tv-journalisterne tilsyneladende med de muslimer, der står og heiler mod jøderne på Rådhuspladsen i København.

    Heldigvis kan jeg betro JP’s læsere, at der er huller i den kompakte majoritet. Flere kendte forfattere og universitetsprofessorer har betroet mig, at de stemmer på DF. Men de tør ikke sige det offentligt. For så bliver de sandsynligvis smidt ud af kompagniet og står uden levebrød. Den ”frie” kunstnerstand er skam meget disciplineret.

   Den kompakte kulturmajoritet har siden firserne holdt den offentlige mening i et jerngreb. Derfor tør ingen kunstnerorganisation støtte Kurt Westergård, selv om mordtruslen mod ham er et stød i sjælen på enhver der bruger ytringsfriheden. Poul Henningsen sagde ganske vist: rend mig i den offentlige mening ( det der i dag hedder den politiske korrekthed ). Men det skal de fleste af mine  kære forfatterkollegaer ikke nyde noget af. Lige så lidt som de dygtige tv-værter. Og derfor har tv-stationerne i de sidste 25 år fortrinsvis været udtryk for kulturkompagniets mening. I stort og småt. I tv og radio.  Det sidste eklatante eksempel er tv-serien Livvagternes fantasi om en højreorienteret godsejerklike, der på forsiden af godset hejser dannebrog og på bagsiden holder en fangen muslim indespærret i et bur og planlægger at slå en livvagt ihjel, så folks vrede vender sig mod muslimerne. En komisk afskrift af Hans Scherfigs Frydenholm.

   I virkelighedens verden er det kristne, hinduer og vesterlændinge der bliver terroriseret af muslimer – med bomber i New York, Madrid, London, med forfølgelse i Tyrkiet og Ægypten ( af kopterne ikke mindst ). Og det er ikke imam Wahid Pedersen, men folketingsmedlemmerne Naser Khader og Pia Kjærsgaard, der må have livvagter.

     Kan kulturkompagniet fastholde sin mediemagt?

   Svært at sige. De har aldrig haft folket med sig. Nu får de tilsyneladende heller ikke Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med længere. De har kun en tvivlrådig Margrethe Vestager at holde sig til i den politiske verden. Befolkningens flertal vil ikke ændre den stramme indvandringslov.  Folkestyret ser ud som om det har sejret over kulturkompagniets kompakte majoritet.

    Fastholder kulturkompagniet sin kampagne for multikultur og parallelsamfund i Danmark,  bliver kunstnerne i stedse højere grad et fremmedelement i samfundet. Ignoreret af befolkningen.  En trist udvikling for os, der troede på kunstnerne som klarsynets og sandhedens salt i folkestyret.
 

En række driftige kommuner er begyndt at klistre reklamer på kommunens biler. Madudbringningsbiler, handicapbusser m.m. bliver lakket godt til med vigtige budskaber om slagter Olsens uovertrufne skinker og bagermester Baldrians delikate kringler.

   Det er virkelig et Columbusæg, fremskridtsvenlige kommuner her har fundet på. De kommuner, der ikke vil være med på den galej, er nogle nathuer.

   Tænk, vi kan få kirkegårdsudgifterne dækket bare ved at lave kirketårnet om til en plakatsøjle. Tårnet står alligevel der til ingen nytte. Et ordentligt plaster på kirketårnet siger: ”Ingen blomster er så himmelske som gartner Pedersens.” Og et andet plaster: ”Ingen gummiged graver dybere end Hadsten maskinkompagnis.”

   De fremskridtsvenlige kommuners køretøjer får fra nu af et helt nyt ansigt. Der kommer sådan lidt glad fastelavn over bybilledet.  Når gamle fru Hansen får besøg af madbilen, er det ligesom hun får besøg af sin ungdoms radiobil fra Dyrehavsbakken. Samtidig får hun en masse at vide om, hvad der foregår i hendes by. Fra hvor hun kan købe byens billigste bajere til hvor hun kan købe den bedste Thai-massage.

    De nye kommunal-reklamer kan også blive en fornyelse af vores skattesystem. De private firmaer kan vel efterhånden betale så mange af de kommunale udgifter, at vi kan gå fra skattestop til at nedsætte skatten. Ja, måske skal vi en skønne dag gå på skattekontoret og i stedet for at betale skat modtage overskydende reklamepenge.
 
  

Så får vi råd til at købe nogle flere kringler hos Baldrian, nogle flere skinker hos Olsen, og besøge Thai-pigerne noget… nå, lad det ligge.

   Ved at skifte skattebetaling ud med kommunale reklamer kan vi også blive fri for meget unødigt, offentligt griseri. Et tv-selskab i USA ville vise en film om de tyske kz-lejre. Filmen skulle sponsoreres af et firma der producerede gasovne. Da det gik op for dette firma, hvad for en anden type ovne, deres gasovne skulle vises sammen med, bakkede ovn-firmaet ud af sponsoratet. Kz-filmen blev aflyst.

   Nå, men  alt nyt møder modstand. Det skal det her friske initiativ med at skifte folkestyret ud med reklame-styre nok også gøre. Jeg synes ellers det kunne være festligt med nogle streamere på skolevæggen a la: Spis Vorbasses is – og bliv stærk som en isbjørn. Det kunne da også give mange, især jyske, kommuner et mere internationalt snit, hvis der på madbilen stod: ”Berlusconi - vores nye EU-præsident”. Det ville kun være en ringe tak for at han skaffede  Anders Fogh Rasmussen generalsekretærposten i NATO.

   Og hvor vore rådhuse vil live gevaldigt op, når de får påsat glade reklamer for Lego, Grundfoss, Brugsen, SAS, Den danske Bank og andre af vore velrenommerede foretagender.

   Strengt taget behøver vi heller ikke have alle de kommunalbestyrelser. Alt det bøvl kan da ordnes mere effektivt af vore udmærkede handelsstandsforeninger.
 

Forfatteren, næstformand i DR’s bestyrelse, Ole Hyltoft, skriver mindeord om forlæggeren Kay Holkenfeldt, 89 år.
 
 
 
 

   I en kulturbranche, der ofte er forudsigelig og ensrettet, var Kay Holkenfeldt den dristige og selvstændige. Autonom i ordets egentlige og gode forstand.

   Han havde selvfølgelig været frihedskæmper under besættelsen. Alligevel var det ham, der udgav den franske kollaboratør, Celine. Fordi Celine er en stor forfatter, og fordi ingen andre turde.

   I en tid da ytringsfriheden anfægtes, gjorde han sit til, at den blev holdt i hævd i bogens verden.
 
  

   I min bevidsthed står han på linje med andre af åndsfrihedens forkæmpere i sit slægtled, tegnere som  Ejler Krag og Hans Bendix, billedhuggeren Knud Nellemose, teaterkritikeren Svend Erichsen, chefredaktør Victor Andreasen, digteren Tove Ditlevsen.

   Jeg så ham sidste gang for to år siden den 4. maj i Mindelunden. En smuk mand, en ædel sjæl.
 

I Klaus Rothsteins ret vanvittige sidestilling af præsident Ahmadinejad og mig ( WA nr. 17 ) noterer han, at islam er en fredselskende religion, der misbruges af fundamentalister.

   Har vi ikke hørt den før?  Kommunisterne var jo også fredselskende. De oprettede den ene fredsforening efter den anden. Bag alt frederiet insisterede de bare også på verdensherredømmet.

   Nazisterne var også stærkt fredselskende. Hitler sagde igen og igen i 1940, at han ønskede fred med England. Som belønning for denne fred skulle han så lige have verdensherredømmet.
 
  

   Den ene islamiske leder efter den anden kræver verdensherredømmet til islam. Helst med fredelige midler. Men ellers…

   Men kræver vores islamiske grønthandler nede på hjørnet også at islam skal herske overalt?

   Se, det ved vi ikke. Men jeg ved, at hvis den ideologi eller det parti, jeg tilslutter mig, går ind for og praktiserer hængning af homoseksuelle drenge og stening af uskyldige unge piger, så er jeg medansvarlig for barbariet. Det var vel heller ikke alle nazister der personligt ville gasse jøderne. Men alle nazister er medansvarlige for holocaust.

   Derfor mener jeg, at de mange, der ser gennem fingre med islams forbrydelser – herunder desværre mange af mine forfatterkolleger –  udøver anti-human adfærd.
 

Under et besøg i Bratislava for et års tid siden løsrev jeg mig fra min stærkt lutheranske hustru og vovede mig ind i en katolsk kirke.

   Præstens messen, de svingende røgelseskar i den farvestrålende kirke, og de hundreder af mumlende bratislavensere fik mig til at synke på knæ. Hvilket ikke var så klogt. For jeg led dengang af slidgigt i venstre hofte. Så jeg kunne ikke komme på benene igen. Jeg måtte gribe en træudskåren apostel om hans bare ankel for at komme op. Jeg fornemmede, jeg derved kom til at trække apostlens ankel af led. Men jeg lod som ingenting.

   Katolikkerne har en mere højrøstet og sanselig måde at komme i forbindelse med Vorherre på end os protestanter.

   Deres ide med skriftestolen er for eksempel alle pengene værd. Skriftestolen er det bedste efterretningsvæsen i verden. Takket være skriftestolen har kirken gennem århundreder vidst alt hvad der foregik i sognene. Og sådan en viden er der både frygt og penge i.

   Trods al deres fiddelifut med bedøvende dufte i næseborene og aflad af samvittigheden, er den katolske kirke ved at miste sin autoritet. Det skal vi kun være glade for.  

  For paven er en forbryder. Han forbyder prævention i en overbefolket verden. Katolikkerne i Frankrig, Tyskland og Italien falder de op og springer ned på pavens krav om at holde sig fra p-piller og deslige. Men i Sydamerika, Filippinerne og Afrika gør de som paven siger. Det vil sige, at de gør det uden kondomer. Resultatet er en forfærdelig overbefolkning og fattigdom.

   I Sydamerika bor de fattige  i blikskure uden for storbyerne. Filippinerne sender deres befolkningsoverskud på slavelignende kontrakter til oljelandene eller til Vesten.
 
  

   Pavens fromladne dekret om forbud mod prævention forårsager bjerge af lidelser. Værst i Afrika, hvor nejet til kondomer forener sig med aids-epidemien. Millioner af unge afrikanere dør en lidelsesfuld død – på pavens bud.

   Er paven da fuldstændig ligeglad med det jordiske liv?

   Det er svært for et fornuftigt menneske at se, hvad Gud skulle have imod kondomer. Den eneste forklaring, man kan give, er den, man her i Danmark skal hundrede år tilbage for at høre. Nemlig at seksualitet ikke er givet mennesket til fryd og kærlighed, men alene til formering.

   Kirken har åbenbart en indbygget tilbøjelighed til bagstræb. Tro mig, om hundrede år vil paven rejse rundt i sit lille glasbur og dele præservativer ud. Måske endda med billeder af Jesus og jomfru Maria på gummiet.

   Men inden da skal millioner af mennesker omkomme af bundløs fattigdom. Fordi der er for lidt land til for mange munde. Og af lidelsesfuld aids. Jo, paven er en bøddel.

   Tænk hvis paven nu gjorde ligesom kineserne og sagde: et barn til hver familie. Kina, der er uden for pavens rækkevidde, er ved at blive rigt. Filippinerne, der er i pavens vold, er ludfattigt.

   Paven hyldes hvor han kommer frem. Der var mere grund til at pifte ad ham, hans forbryderiske højærværdighed.
 

Da Ole Hyltoft i mandags meldte sig ind i DF, følte han ikke han havde skiftet parti. Men bare at han var blevet genindmeldt i det H.C. Hansenske-Bomholtske socialdemokrati. Kronikken er hans opfattelse af hans livsrejse fra S til DF.

Partisoldat har jeg aldrig været. Men jeg blev tidligt grebet af Socialdemokraternes forestilling om et samfund, hvor alle fik den uddannelse de ville have, og hvor alle kendte og brugte vores fælles kultur.

   Derfor var det naturligt for mig at blive socialdemokrat. Socialdemokratiet var det eneste parti der havde en kulturpolitik. Desuden var jeg fjerde generations socialdemokrat, i lige linje!

   Min mor og far var arbejderbørn. Min mor havde fået præliminæreksamen. Min far havde forladt skolen og var gået i handelslære som 14-årig. Vi havde mange bøger i mit socialdemokratiske barndomshjem. Flest af ”de sociale”, Andersen Nexø, Nils Nilsson, Harry Søiberg, Hans Fallada, Upton Sinclair, Agnes Smedley. Men til fødselsdage og jul fik jeg Peder Most-bøger og Ingemanns og Walther Scotts romaner. Mere snæversynede var mine forældre  ikke.

   I mine forældres socialdemokratiske miljø -  DsU, HK, AOF, Arbejdernes Radioklub - var det at læse og snakke om bøger og radioprogrammer noget selvfølgeligt. Den kulturelle arbejderbevægelse var en levende virkelighed i min opvækst.

   I mine unge år arrangerede Socialdemokraterne politiske og kulturelle møder. Jeg husker hvordan jeg i 1970’erne gentagne gange var ude på B&W og tale om bøger for hundreder af arbejdere. Jeg blev boganmelder, journalist og kulturredaktør på den socialdemokratiske hovedavis Aktuelt. Og i 70’erne og 80’erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg.

   Mit motto i disse år var, at hvis Socialdemokratiets politik ikke blev bestemt af kulturen og humane værdier, men af økonomien, ville partiet stille og roligt sygne hen.

   Udviklingen har vist givet mig ret. Forfaldet kan beskrives gennem forskellen på to historiske personligheder. H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

   H.C. Hansen var en enestående leder af sit parti og sit land. Fast i kødet over for dem, der underløb folkestyret, nemlig kommunisterne. Men også festlig og sangglad, når tiden var til det. Han skrev selv fortrinlige sange, som den dag i dag står i Arbejdersangbogen og Højskolesangbogen. H.C. Hansen ville højne arbejderne, ja, alle danskere, såvel økonomisk som kulturelt.

   J.O. Krag så derimod kun velfærdsstaten som et økonomisk projekt. Og da hans efterfølgere ,”de fabelagtige fire”, Auken, Lykketoft, Nyrup, Ritt, overtog Socialdemokratiet fra sidst i 70’erne, blev de sidste søm slået i arbejderbevægelsens ligkiste. Den førhen så levende ”bevægelse” med kooperation og høje idealer blev lagt død. ”De fabelagtige fire” fattede intet af partiets folkelige kulturbevidsthed. Deres værdigrundlag var en blegnæbbet udgave af kulturradikalismen.

Da islams indtrængen i den europæiske civilisation blev det overordnede politiske problem, havde Socialdemokratiet  derfor intet andet modspil end ligegyldighed. Et kulturelt værdigrundlag havde ingen plads i ”de fabelagtiges” politiske ABC. Lykketoft & Co. overtog medieoverklassens og Det Radikale Venstres indvandringspolitik: jo flere muslimer i Danmark jo bedre. De socialdemokratiske vælgeres bekymring over den overhåndtagende muslimske indvandring blev mødt med bagatellisering og arrogance fra ledelsen.

   I kronik efter kronik, især her i JP, gjorde jeg Nyrup-regeringen og S-toppen opmærksom på islams indhold og hensigter. ( Kronikkerne kan læses på min hjemmeside: ole-hyltoft.dk ) Islam ville tilintetgøre den frihed, også for den lille mand, som Socialdemokratiet havde opnået gennem 100 års frihedskamp. Det totalitære islam stræbte efter verdensherredømmet, med list eller kamp. Parallellen til kommunismen og nazismen var ikke til at tage fejl af.

  Svaret fra min partiformand Nyrup var, at hvis man havde den slags meninger om islam, var man ikke stueren. Et sippet, småborgerligt ordvalg i munden på en mand, der aldrig har kunnet finde ud af hvem han selv var.

Til gengæld kunne jeg jo ikke undgå at bemærke, at et nyt parti, Dansk Folkeparti, med næb og kløer forsvarede den nationale identitet. Netop den, som Socialdemokraterne skubbede til side til fordel for globalisme  ude i verden og multikultur herhjemme.

   Det slog mig, at indholdet i mine JP-kronikker egentlig ikke lå så langt fra de tanker, jeg i sin tid udtrykte som taleskriver for de socialdemokratiske kulturministre i 60’erne. I kulturministeriet virkede jeg i de år, lige efter min universitetstid, som det, der i vore dage kaldes spindoktor. Ideen med kulturministeriet var, at de bedste danske værdier – menneskeligt og kunstnerisk – blev gjort tilgængelige for alle danskere. Og at danske kvaliteter – fra Cobra-malerne til Per Nørgårds symfonier – blev kendt i udlandet.

   Værdier af den art havde præget Socialdemokratiet, da Jul. Bomholt afstak partiets hovedlinjer. Men den slags kulturværdier interesserede ”de fabelagtige fire” uhyre lidt. De socialdemokratiske ledere var optaget af deres indbyrdes intriger og deres økonomiske løfter til vælgerne.

 Så længe jeg kan huske tilbage har mødet med ondskab, vold og ufrihed oprørt mig. Når lærerne i underskolen behandlede mine svagere kammerater hensynsløst, blev jeg indigneret og gav lærerne besked. Nu var ondskaben og ufriheden repræsenteret af den verdensomspændende islam. Her måtte et humant parti sige fra. Men det gjorde Socialdemokratiet ikke. Statsminister Poul Nyrup gav tværtimod efter for islam og aflyste sit møde med Salman Rushdie.

   Dansk Folkeparti tog derimod utvetydigt afstand fra islams totalitære ondskab, undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle. Islam blev brugt som det religiøse skærmbræt for barbari, stening af 13 års piger, hængning af uskyldige 16 års drenge. 

   DF havde den samme sociale profil som mit oprindelige socialdemokrati og var stærkt optaget af værdiindholdet i vores hjemlige kultur. Det samme som det 20. århundredes mest visionære kulturpolitiker, socialdemokraten Jul. Bomholt, havde været.

   DF’erne fra Pia Kjærsgård til Søren Espersen og mange andre læste mine kronikker, digte og romaner med ivrig interesse. Jeg begyndte at blive indbudt til at holde grundlovstaler og lignende i DF-foreninger. Der var ingen løftede øjenbryn over at her kom en socialdemokrat anstigende. Jeg syntes tonen i DF – tonen som Benny Andersen og Rifbjerg har talt så hånligt om – at den var hjertelig og helt uden den vildskab, som de fordomsfulde forestillede sig. I DF sang man højskolesangene, som man havde gjort i min ungdoms socialdemokrati.

   En dag mødte jeg Oskar Hansens søn. ( Oskar Hansen er forfatteren til de populære arbejdersange. ) Oskars søn havde set, at man på valgaftenen i Socialdemokratiet sang ”Når jeg ser er rødt flag smælde”. Mens man i Dansk Folkeparti sang ”Danmark for folket”. Hans kommentar var: jeg ved ikke, hvilket af de to steder der blev sunget med mest oprigtighed.

Jeg gjorde en anden sjov iagttagelse. Medlemmerne i DF-forsamlingerne lignede dem, jeg mødte i Socialdemokratiet for fyrre og halvtreds år siden. Hårdtarbejdende folk og pensionister, der tager ansvaret for deres nedarvede kultur på sig.

   En anden sag, der drev mig af sted på min tålsomme vandring fra S til DF, var medieoverklassens behandling af repræsentanter for DF, ikke mindst Pia Kjærsgård. Nedladende og uforskammet blev hun modtaget af tv-journalisterne. Tegnerne – med Roald Als i spidsen – fremstillede hende hadsk med rotteansigt som konen i muddergrøften. Her kunne en sammenligning med det nazistiske Der Stürmer være på sin plads. Det var nøjagtig den samme hovne behandling, mine forfædre, første og anden generation af socialdemokrater var blevet udsat for af den tids overklasse.

   Men Pia & Co. kunne bide fra sig. Med dygtige folk i spidsen og sikker disciplin i egne rækker ligner Pia Kjærsgård jo en nutidig udgave af H.C. Hansen. En halv million vælgere stemmer i dag på DF. Og flere vil komme til. For DF har noget, de andre pæne og frygtsomme partier mangler: en sag at slås for.

   DF arbejder for genfødslen af de værdier, der ligger i den danske kulturarv, og som har været forhånet i årtier. DF vil frigøre det danske sindelag og lyse den nedarvede danske kultur i kuld og køn: fortidsminderne, middelalderkirkerne, billedkunsten ( også en Hans Smidth, en Otto Bache, en Carl Bloch ), H.C. Andersen, Blicher, Oehlenschlæger, Holberg, Kierkegård.

   Så da jeg i mandags meldte mig ind i DF, følte jeg slet ikke at jeg skiftede parti. Jeg var bare blevet genindmeldt i det gode, gamle H.C.Hansen-Bomholtske socialdemokrati, som J.O. Krag og ”de fabelagtige fire” har omdannet til et globalistisk og ensidigt pengeorienteret parti uden sans for dybden i den kultur, et statsbærende parti er forpligtet overfor.

   Nogle har undret sig over jeg kunne være så længe om at træffe denne beslutning. Jeg skyldte ikke Socialdemokratiet noget. Tværtimod. Men dels var jeg altså fjerde generations socialdemokrat. Og jeg havde været med i ret mange år som ledende ( uhonoreret! ) tillidsmand. Man har i tidens løb fået så mange kammerater i partiet. Nogle af dem tigger én om ikke at melde sig ud. Så man bliver hængende. Inertiens kraft!

Som nyindmeldt DF’er føler jeg mig besjælet af den samme meningsfulde arbejdslyst som de første tyve år jeg var socialdemokrat.

   Man kan sige det er synd for Socialdemokraterne, at Auken & Co. har ødelagt partiet. Og Helle Thorning og Henrik Sass er hverken så arrogante eller så dumstædige som ”de fabelagtige fire” med deres vedhæng, Ole Espersen, Birte Weiss, Lasse Budtz og andre af samme kaliber.

   Men sket er sket. Politik er ikke sentimental. Og jeg føler mig hjemme i et  parti, der sætter fællesskabet og de kulturelle værdier højere end smart café latte-snak og børsnoteringer. Så jeg håber jeg kan blive hos Pia livet ud.
 

Hvorfor vil regeringen lukke P2?
 
 
 
 

Af Ole Hyltoft, forfatter, cand.mag., næstformand i Danmarks Radio  (DF )

Det kræver glødende tro og langvarigt arbejde at bygge noget op, der har høj kvalitet. Der skal så kort tids ligegyldighed til at lægge det opnåede i grus.

   Den høje standard for DR’s klassiske musikudsendelser opstod ikke af sig selv. Den begyndte med, at DR’s første direktør brændte for den gode musik. Ja, han var selv en første klasses musiker, den kongelige, würtembergske kammersanger, Emil Holm. Ildsjælen ville dele sin musikalske glæde med hele det danske folk. Derfor fik DR allerede i 30’erne et første klasses symfoniorkester.

   Emil Holms ide og entusiasme blev tidligt respekteret af alle kulturpolitikere. 30’ernes politikere fra højre og venstre kunne se, at her var grunden lagt til noget stort. Der går en lige linje fra Emil Holms første indkøb af musikinstrumenter,  til DR’s vidunder af en ny koncertsal, og til at DR i dag har et af Europas bedste symfoniorkestre og nogle af Europas bedste kor.

   Derfor er det med forbavselse og bekymring, man hører, at regeringen skulle være til sinds at nedlægge P2. Hvis man mener at DR’s opgave er at højne den danske hverdag, er P2 DR’s mest stilsike og betydningsfulde kanal. Hundredtusinder af  danskere har som jeg selv daglig glæde af P2. Ved koncertsalens åbning i januar fortalte Poul Schlüter, at han lyttede til P2 fem timer om dagen.

   Hvad har regeringen tænkt sig? At give P2-kanalen til en kommerciel sender? Men der er ingen penge i kommerciel radio i Danmark. Aviserne har hårdt brug for de eksisterende reklamepenge for at overleve. Jens Rohdes korte karriere i radiobranchen viste, at selv en popkanal ikke kan løbe rundt på reklamepenge.
 
  

   Den klassiske musik, Händel, Beethoven, Mendelssohn, Lange-Müller, Carl Nielsen, er klassisk, fordi den overlever fra århundrede til århundrede. Det gør den, fordi den er den rigeste, den skønneste musik, menneskene har frembragt.

   Hvad bliver der af Danmarks musikalske kulturarv, hvis vi ikke har P2 til at holde den i live? Carl Nielsen kan måske klare sig i Berlin og London. Men det kan Kuhlau, Hornemann, Weyse, Gade og vore dages komponister ikke.

   Danskere kan vel finde en tysk klassisk kanal at stille ind på. Men det er ikke lige meget, om den klassiske musik præsenteres på det danske sprog og på en dansk kulturbaggrund eller på en tysk eller fransk.

   Nedlægger regeringen P2 og lægger dele af P2’s programmer over på P1, begynder man afviklingen af Emil Holms arv til danskerne. Næste fase bliver overførslen af P2-musikken til en DAB-kanal. Så er den klassiske musik isoleret fra vores fælles kulturliv.

   Ud fra fornuftsgrunde er det svært at forestille sig, hvad regeringen har tænkt sig med at nedlægge P2. Ingen kommerciel afsender vil påtage sig den klassiske musik. Her er intet markedsgrundlag. Men her er en kulturpolitisk, en højnende opgave for vort danske fællessskab.

   Nedlæggelsen af DR’s P2 vil være afslutningen på Emil Holms drøm om en bred dansk musikkultur på højde med den bedste i verden. Alle, der føler ansvar for dansk kultur – og det tror jeg de fleste politikere gør -  bør medvirke til at forhindre dette ødelæggelsesværk.

Forleden sad jeg på Louisianas terrasse og nød forårssolen. Fra terrassen er der ikke mange meter hen til det blå Øresund med Hven og Skåne i det fjerne.

   Et pragtfuldt sted. Åbent for alle der vil bruge det. Hatten af for skaberen, Knud W. Jensen.

   Sådan et vidunderligt museum på randen af Øresund ville Per Kålund og Københavns Amt også give dem, der boede syd for København. Kunstmuseet Arken skulle ligge halvt ude i en lagune på den kunstigt skabte landtange i Ishøj Strandpark. Så enhver kunne sidde på Arkens terrasse omgivet af vand fra det Øresund, som er lige så glitrende syd for som nord for København.

   Sådan blev det ikke. Arken blev i stedet bygget på en kedelig, tør plet et stykke inde i landet. Med udsigt til sand og atter sand.

   Dette kan Arkens besøgende takke én mand for: Naturfredningsforeningens direktør i 90’erne, manden med den rustne røst, David Rehling.

   Da Københavns Amt skulle til at bygge Søren Robert Lunds flotte museum i vandkanten, kom juristen David Rehling med sin kontorius-pegefinger og sagde: det må man ikke. Der skal være 100 meters afstand fra strandkanten til en bygning.

   Men Strandparken i ishøj er jo ikke en almindelig strand. Den er et kunstigt landskab til egnens fritidsliv, herunder et planlagt museum. Det sprang David Rehling op og faldt ned på. Han rejste sag mod denne dejlige, sydlige pendant til Louisiana. Og vandt. Så Arken måtte flyttes ind på en kedelig plads – uden havudsigt.
 
  

   Rehling snød københavnerne for en attraktion af de helt store. Vi skulle f.eks. kunne sejle fra Nyhavn gennem Sydhavnen og helt ind i museet. I hvilket andet museum i verden kan man det?

   Det sad jeg her i solen på Louisiana og ærgrede mig over. Det kan godt være Rehling har reddet bopladserne for 75 tanglopper. Men han bør huskes som en af det 20. århundredes store kultur-ødelæggere.

   Samtidig kunne jeg fra Louisianas terrasse se, at der herfra sandelig ikke er 100 meter til strandbredden. Men det fine Nordsjælland skulle ikke have en af sine perler spoleret af borgerskabets trofaste søn, David Rehling.

   Efter sin udåd forlod Rehling naturfredningen og blev klummeskriver med høj cigarføring på dagbladet for de udvalgte få og for de rigtige meninger, Information. Her forklarede han forleden, hvorfor Anders Fogh flygtede fra fædrelandet til Nato. Det var ikke fordi Fogh gerne ville stå i spidsen for demokratiernes forsvarsalliance. Nej, det var fordi Fogh skammede sig over at være i stue med Pia Kjærsgaard.

   David Rehlings udsagn er det, man i psykologien kalder projektion. Det vil sige, at man tillægger en anden person sine egne følelser og motiver. Cand.jur. David Rehling synes åbenbart at omgang med en kvinde af folket som Pia Kjærsgaard kaster skam over enhver pæn mand.

   Dette handler ikke om Anders Fogh, men om hvordan nationens sammenspiste, akademiske klike ser på almindelige mennesker. Overklassen giver vi dispensation. Men underklassen sætter vi alle paragrafferne ind mod.

   Så derfor måtte hele Danmark gå glip af en kulturperle af de store. For at tilfredsstille David Rehlings fine fornemmelser.
 

I sommer var min ædle hustru og jeg på vej hjem fra vrissebror Jacobs ø, Bornholm. Skæbnen ville, at vi kørte om bord på Ystad-færgen i halen på en svinetransport. Der stod en mærkelig stank ud af den borghøje lastvogn. Ikke lugten fra en almindelig grisestald. Formentlig stanken af indespærrede grise, der i lastvognens sommervarme rumlen og tumlen svedte angstens sved, fordi de følte de var på vej til grisehelvede – hvad de på en måde også var.

   Vi producerer – som det hedder med et rigtig kz-lejr-ord – vi producerer 25 millioner slagtesvin om året. Dyrene lever ikke i sol og regn og med grisetæerne i jorden. De bor i fabrikker rundt i landet.

   Fabrikkerne er ikke svære at finde. Man går bare efter lugten. Det er ikke bare fabrikkernes nabohuse der ligger hen som under et giftgasangreb i 1. Verdenskrig. Det er hele egne der stinker. Da jeg kørte gennem Salling sidste sommer, måtte jeg lukke bilruderne til og hurtigst muligt styre mod friskere egne.

   På en måde er det meget godt, at vi på denne måde bliver mindet om, hvad det er for en affære vi som flæskespisere deltager i.

   Hvordan foregår griselivet så inde bag fabrikkernes mure?

   Se, det hører vi meget lidt om. Af og til ser vi indenfor i et fem sekunders klip i tv-aviserne. Og af og til råber en slagteriarbejder op om, at grisene bliver bragt til slagterierne med  sår og knoglebrud.
 
  

   Men disse sladderhanke bliver færre og færre. For de danske slagterier nedlægges et efter et. Og de , der arbejder i vore svinefabrikker, er vel efterhånden kun østeuropæere, der ikke skal have noget klinket.

   Så har vi dyrlægekontrollen. Men man har mistanke om, at mange dyrlæger er jagtkammerater med de store svinebaroner. Og er der en dyrlæge, der er for åbenmundet og tager grisenes parti, kan baronen nok finde en mere medgørlig dyrlæge.

   Mennesket er skabningens herre. Men det er et herre-skab, vi bør udføre med respekt for alle de andre levende skabninger.

   Når grisene er slagtemodne, sendes de ud på lange, stressende rejser til Ydre Mongoliet eller hvor slagteprisen er billigst. Herfra sælges de. Så det er ikke mange danske hænder – om overhovedet nogen – der har rørt ved de danske baconsvin, før de ligger på britiske eller japanske morgenborde.

   Der er regler for svinetransporterne. Men regler er til for at blive overtrådt. Det afsløres gang på gang. Reglerne er nok mest til for at dulme de danske flæskespiseres samvittighed. Kontrollen med transporterne virker lige så effektiv som banktilsynet.

   Vi spiser vore medskabninger, især køer, svin og høns. Det kan næppe være anderledes. Men der bør være en grænse for, hvor dybt vi skal fornedre os, og hvor rådden vi skal gøre luften og anstændigheden i vores land. Alene for at sætte gebisset i en flæskesteg mere om ugen.

   Som en statsminister – og landmand – engang sagde i en anden anledning: A sæjr hwalbekom!