Avisartikler 2008, 4. kvartal

Engang imellem dukker der en redningsmand op på tv-skærmen. Han hedder noget med Åger- . Han er direktør for et tænke-tanker-kontor, der hedder Cepos. Han har altid en redningsplan klar. Og det er altid den samme. Skatterne skal ned, og pengemændene skal op, og Danmark skal være ligesom Amerika.

   Men lige nu ligger den tænksomme hr. Ågers rigmænd i Amerika og tigger præsident Busch om at komme på støtten, statsstøtten.

   Hvis der nu ikke var nogen skat og ingen stat, måtte millioner gå fra hus og hjem i USA. De ville sikkert blive så vrede, at de blev socialister. Og hvad ville hr. Åger så stille op med sit anti-statslige tænke-kontor?

   Der er også danske banker der er på støtten hos nationalbankdirektør Bernstein. Bankdirektørerne rækker nu tiggerstaven frem mod staten – dig og mig – fordi lugten af guld fik dem til at låne penge ud til boliger, som lød smarte, men som folk ikke vil flytte ind i.

   For at finde ind til puddelens og fallittens kerne tog jeg og min energiske hustru, Yv, på ekskursion til disse tvivlsomme byggepladser. Vi valgte den nedre del af København, hvor der bygges i samme tempo, som Manchester United spiller fodbold. Islands Brygge, Lossepladsvej, Teglholmen. Det er i nærheden af hvor Anker Jørgensen bor, og hvor min morfar var jernbanearbejder.

   Først kommer man til nogle nuttede kolonihavehuse. I ved, en hedder ”Joans oase”, en anden ”Hyggebo”. Men hen over hovedet på ”Hyggebo” rejser sig en skimmelblå skyskraber i 14 etager. Den ligner oceandamperen Titanic stillet på højkant. Og der er da heller ikke mange der har lejet lejlighederne her i denne sidste station før dødsriget. Bortset fra en islænding, der til gengæld har lejet fire lejligheder. Hvor får disse islændinge dog deres formuer fra? Smelter de guld ud af deres glødende undergrund?

 Bag islændingens blåskimlede gigant bygges en hel ny by, der hedder Sluseholmen. Forskelligartede huse i 5 – 6 etager på rad og række og i klumper. Det skal være fint, men er  usammenhængende og uhyggeligt. Gårdene er for små. Ingen plads at røre sig på for drenge i lømmelalderen. Men de kan selvfølgelig rende over og hærge ”Joans oase” og ”Hyggebo”. Her er kanaler der skal ligne Venedigs, men mere ligner London-slum.

  Ejendomsmæglere med skrækslagne øjne render rundt på gaden og leder efter købere. Men der er ikke nogen. Her er øde. Bortset fra den blåskimlede  Titanic, der aldrig vil gå under.

   Det er altså her, enkefru Madsens sparepenge i Roskilde Bank er vandret hen.

   Eneste chance for at disse lejligheder kan blive beboet er, at prisen på dem sættes ned. Det er skidt for enkefru Madsen.

   Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

   Ja, du har fanget den, kære læser. Ritt får jo hermed alligevel sine billige boliger – ved at priserne på de dyre boliger falder. Ritt, der er så vulgært udspekuleret, at hun sikkert kunne blive bankdirektør, er også begyndt at sige, at hun jo ikke lovede NYE billige boliger. Bare billige boliger. Hun lovede os ikke boliger, der forskønnede Danmark, men bare billige.

   Nu bliver de dyre huse billige, eftersom folk ikke er meget for at bo i dem. De pengeglade, letbenede bankdirektører rækker Ritt en hjælpende hånd.

   Så på en måde har hr. Åger fra tænkekontoret ret i, at liberalismen løser problemerne af sig selv.

   Minusset er bare, at man bliver trist til mode af at bo i et menneskefjendsk kvarter. Og at enkefru Madsen mister sine sparepenge.

   En trøst er det, at det er meget værre i Amerika.
 

Min broder i logen af vrisne gamlinge, hans biskoppelige velærværdighed Jan Lindhardt, har udgivet sine erindringer. I den festlige anledning udtaler han til avisen for de kronisk vrisne, ”Information”, at vi har været alt for blødsødne over for muslimerne. Muslimerne foragter os, siger han. Og det har Lindhardt jo ret i. For det står der i deres koran at de skal.

   Se, sådan en ærlig tale kan man nu føre uden at blive kaldt åndelig krigsophidser og blive tegnet som kloakrotte af Roald Als i Politiken.

I dag taler både DR og TV 2 åbent om ”indvandrerbanderne”. For få år siden var det forbudt og fydafyda at sige at de kriminelle var indvandrere, når de var det.

   Den vrisne avis, ”Information”s, bedste hoved, en ung mand ved navn Rune Lykkeberg, har erkendt, at avisens grundlag, kulturradikalismen, er død. Det er godt at vide. For det er kulturradikalismen, der har håndhævet forbuddet i det spidsborgerlige Danmark mod at kritisere islam. Og som har krævet forbud mod ytringsfriheden.

   Så verden og sandheden går fremad. Med små skridt, bevares. Men lidt fremad går det trods alt med at erkende virkeligheden.  

   Men så var det jeg tænkte: var det nu ikke på sin plads, at alle de, der i de sidste tyve år har blokeret for sandheden og ytringsfriheden, at de sagde undskyld? De er jo et helt kompagni af fine bedsteborgere, der har været røde i kammen af selvgodhed, mens de krævede, at der ikke blev sagt et ondt ord om en eneste af de 400.000 indvandrere, uanset hvad de foretog sig i deres eget eller deres religions navn.

      Og de, der sagde tingene som de var, fik læst og påskrevet, hvor forfærdelige mennesker de var. Forfatteren og bolværksmatrosen Carsten Jensen kaldte Pia Kjærsgård et skrigende fugleskræmsel i en askemark.

  Svend Aukens tidligere kone, Bettina Heltberg, skrev, at man kan se på Søren Krarups ansigt, at han er psykoinfantil. Hun mente altså, at hun alene ved at se på foto i avisen af folketingsmanden og præsten kunne konstatere at han lider af en alvorlig psykisk sygdom. Gud ved hvad hun mener vi gamle, vrisne hoveder her på bagsiden lider af.

   Dansk Industris førstemand, Hans Skov Christensen, har flere gange sagt, at de, der kritiserer den talrige muslimske  indvandring, er besat af en indre svinehund. Jeg går faktisk rundt og passer på, jeg ikke ved et uheld kommer til at sige vov-vov.

  Hele Det radikale Venstre har været på samme linje. Og SF også. Indtil Smukke Villy råbte ”Gå ad Helvede til!” til islamisterne.

   Så nu kommer mit forslag: Er det ikke på tide, at de siger UNDSKYLD! Alle de selvretfærdige stuerene med Nyrup Rasmussen i spidsen. Deres ord må lyde: ”Undskyld vi ledte de danske folk i uføret!”

   Hvem skal Lykketoft, Marianne Jelved, Ritt Bjerregård, Hans Skov Christensen, bolværksmatrosen Jensen, Tøger Seidenfaden m.fl. så rette deres UNDSKYLD til?

   Til dem der tidligt og igen og igen advarede mod den islamiske masseindvandring, der vil belaste Danmark økonomisk og mentalt de næste halvtreds år. De, der råbte vagt i gevær, og blev svinet til, fordi de gjorde det. Den danske Forening med professor Ole Hasselbalch i spidsen. Søren Krarup, der i mange år kæmpede sin en-mands kamp i aviserne, ikke mindst her i Ekstra Bladet, der var storsindet nok til at give ham husly.

   Og frem for alle Pia Kjærsgård, som har måttet lægge ryg til det værste. Som nær var blevet lynchet på Nørrebro. Og som må have livvagt den dag i dag.

   Sig undskyld til dem og til mange andre, I hallal-hippier,  cafe latte-folk og fisefornemhedens artige medløbere.

    I tog fejl. Indrøm det! Og gå så jeres velfortjente canossagang.
 

Dette vris handler om vore banegårde. Dem, som digteren Tom Kristensen syntes først var skønne, når de var sønderskudte. Digteren har fået sit perverse ønske opfyldt. Nu er mange af dem skamferede.

   Vi tager et eksempel. Hillerød Station. Hillerød er regionshovedstad og udgangspunkt for togrejser til København, Helsingør, Gilleleje, Tisvilde, Hundested samt for busser til talrige steder.

   Tusindvis af S-togs- og lokalbane-passagerer myldrer rundt på Hillerød Station hver dag. Hvad gør DsB så for at gøre opholdet til en glad fornøjelse for os passagerer? Asfalten på perronerne er bulet og revnet. Skinnelegemet flyder med papir. 50 sorte affaldsbeholdere står i rad og række på perronen fyldt med skrald, dvs. overflødige  gratisaviser. Og er der noget mere unødvendigt i denne verden end gratisaviser?

   Engang havde stationen to nydelige drikkevandsposter ved indgangen til ventesalen. Nu er vandhanerne tomme, som var vi i en udtørret ørken. DsB har hældt jord op i vandkummerne. Så kummerne ligner et ulækkert bakterieforsøg.

   Træværket er skrammet, malingen afskallet, som om stationen har haft besøg af en kampbataljon fra Ungdomshuset på Nørrebro. Langs kontroltårnet var der i lang tid opstillet rottefælder. For det er da klart, at rotterne opfatter Hillerød Station som en indbydelse til at de kan få en regions-rottehovedstad.

   Kiosken er der ikke noget dårligt at sige om. Her kan man købe de vrissende mænds avis. Men da den populære kiosk skulle have ekstra lagerplads, udbyggede man ikke kiosken, men koblede en kæmpe-container til den, der rager op som endnu en øjenbæ på svinestien.
 
 

  Stationsbygningen er klassisk, fra den tid da DsB havde selvrespekt og syntes de rejsende skulle  behandles værdigt. Men bygningen er nu gammel og kunne godt se ud som om den havde været mål for et artilleriangreb. Ventesalen inde i den ligner et DDR-udsalg fra forfaldstiden. Nogle besøgende fik den nærliggende tanke, at ventesalen var et tilbud om et fællestoilet. Så for at salen ikke mere skal benyttes til det formål lukkes den nu kl. 20, i weekenden kl. 18. Så de rejsende har værsgo at opholde sig ude på den bulede asfalt mellem skraldspande, containere og rottefælder.

   Hvad kan DsB nu gøre for at ophold på denne og mange andre stationer kan blive lidt rart? Ansætte flere  til at rydde op. Hænder til den slags lette arbejde er der nok af, f.eks. blandt kontanthjælpsmodtagerne. Gratisaviserne skal bortvises fra togene. Og så skal hver station have en forstander der tager sin opgave alvorligt. En der plejer stationens udseende og passagerernes velbefindende.

   DsB skal sætte en ære i at bygge smukke, sjove og holdbare stationer. Og ikke som nu nøjes med nogle vakkelvorne stillads-ansamlinger med dertil hørende rottefælder.

   DsB havde for 20-30 år siden en generaldirektør, der havde sans for stationernes og passagerernes velvære. Ole Andresen hed han. Hvad med at genansætte ham?

   Indtil videre har Tom Kristensen fået sin længsel opfyldt. Vi har den ene sønderskudte banegård efter den anden. Men de er ikke spor skønne.
 

Min kronik den 26. september har fået DR’s stærke mand, mediedirektør Lars Grarup, til at lægge sit og den nuværende DR-ledelses kultursyn for dagen i JP’ s kronik.

   DR er kulturens vigtigste værktøj i Danmark. Forædler eller forsimpler DR’s udsendelser vores kultur? Det spørgsmål bør ikke kun diskuteres i DR’s bestyrelse, men i det offentlige rum. Så Grarups åbenhjertige kronik er ros værd.

   Grarup mener vores kultur er i opbrud. Ligesom kunstnergruppen Parfyme udstiller på tømmerflåder ude i Københavns havn, ”er hele kulturbranchen i bevægelse uden fast grund under fødderne.”

   Men, Grarup, dette er ikke noget nyt. Hver morgen, når en god forfatter sætter sig ved skrivebordet for at skrive på sin roman, bliver vores lands kultur lidt anderledes. I den forstand er vor hæsblæsende nutid ikke anderledes end H.C. Andersens og Søren Kierkegårds tid. Men der er nu om dage flere parfumesælgere der står og råber på tømmerflåderne.

   Vi skal bare huske, at neden under de let omflyttelige tømmerflåder ligger havbunden. Det er den, som vandet, skibene og tømmerflåderne hviler på. Det er den, der er vores kultur.

   Grarup skriver også, at ”bibliotekerne vil ændre sig fra skranker og udlån til åbne rum, hvor kultur, aktiviteter og brugere mødes.”

   Jamen et bibliotek er altså ikke først og fremmest et sted, hvor folk mødes. Sådan et sted hedder en beværtning eller en bus. Biblioteket er et sted, hvor man får fat i bøger. Og der er forskel på værdien af de meddelelser, man sender til vennerne på bibliotekets computer og dem, Astrid Lindgren og Henrik Nordbrandt har affattet i deres bøger.

  Grarup er glad for ”Den 11. Time”. Det er jeg også. Disse sene happenings, hvor seerne – og vist også studieværterne -  ikke anede om de skulle tage de optrædende alvorligt eller parodisk. Men ”Den 11. Time” var ikke et program, der, som Grarup skriver, ”bragte kunsten, kulturen og kunstneren frem på skærmen.” Det bragte studieværterne Mads Brügger og Michael Bertelsen frem på skærmen. Og det var skægt nok. Der skal også være underholdning i DR.

   Det er her vore veje skilles. DR forveksler en sjov indpakning med det centrale indhold. Jeg ved Grarup er begejstret for den tidligere sendte DR-serie om bagsiden af guldaldertiden. Men det afgørende ved guldaldertiden er ikke, at der var fattigdom, bordeller og tyfus på den tid. Men at der blev skabt kunstværker, som er den levende marv i vores kultur den dag i dag. Grundtvig, H.C. Andersen, Købke, Thorvaldsen osv.

   Og det er pinedød den, DR er forpligtet til at formidle. Så den del af befolkningen, der ikke kender deres kulturgrundlag, får forståelse for det.

   Det er her vandene i DR’s ledelse skilles mellem Katrine Winkel Holm og mig fra bestyrelsen og Plummer og Grarup fra direktionen. Forskellen på os kommer lige nu til syne i et par konkrete sager, jeg nævnede i min kronik: Plummer og Grarup vil ikke have litteraturoplæsninger på P 1 eller P 2 og ikke høre pigekoret synge på P 4.

   Jeg mener det tjener Grarup til ære, at han så ærligt har lagt grundlaget for DR’s programpolitik for dagen. Jeg mener ikke den Grarup-Plummerske politik lever op til ånden i den public service-aftale, folketinget har indgået med DR. Den fører ikke til udvikling, men til afvikling af dansk kultur – og af DR. 
 

I dag knyttes  Skåne og Danmark lidt tættere samen. Den sports- og koncertsal, som Flemming Østergård fabler om i København, den realiserer hans pendant i Malmø, Percy Nilsson. Malmø Arena hedder det storstilede kulturhal til 15000 tilskuere, som indvies i aften. En ærkekøbenhavner bliver direktør for gigant-scenen, nemlig Poul Nyrup Rasmussens tidligere spindoktor, Billy Adamsen.

   Ideen med Øresundsbroen synes mere og mere at blive opfyldt. En fjerdedel af  Sveriges og Danmarks bruttonationalprodukt skabes i Øresundsregionen. Tusindvis af malmøboere arbejder i København. Og de kommende år vil tusindvis af københavnere køre over broen til Malmø Arena for at høre verdensstjernerne.

   Det har altid frydet mig, når det gik godt i Malmø. Som lille Østerbro-barn under besættelsen sad jeg på min 5. Sal og stirrede fra min mørkelagte hovedstad over på det lysende Malmø. Efter krigen blev Malmø mit slaraffenland.  Her kunne man købe sydfrugter, ægte chokolade, fint tøj - ukendt i 40’ernes nedslidte Danmark.  I skoletiden blev jeg ganske ferm til at tale svensk. Og i min fire måneders karriere som gymnasielærer på Virum Statsskole underviste jeg med verve i svensk sproglære – med særligt henblik på det ejendommelige fænomen i svensk fonetik,  supradentaler, i ord som gård, kors, bort!

   Som boganmelder på dagbladet Aktuelt i 70’erne anmeldte jeg tidens svenske forfattere, P.C. Jersild, Göran Sonnevi, Sven Delblanc m.fl. Jeg interviewede forfatterne, også de ældre, som nobelpristagerne Eyvind Johnson og Dagens Nyheters åndfulde chefredaktør Olof Lagercrantz. Ivar Lo-Johansson blev min gode ven. Nogle af mine egne bøger og noveller udkom i de år på svensk.

      Olof Palme blev vel ikke ligefrem min ven. Men vi kendte hinanden og var venskabeligt sammen ved flere lejligheder. Især husker jeg en aften hjemme hos Anker Jørgensen. Palme, Anker og jeg havde talt om aftenen ved et offentligt møde. Palme kom direkte fra Stokholm, havde altså en lang arbejdsdag bag sig. Nu sad vi i Ankers sofa på Borgbjergvej. Endelig var den udholdende Palme blevet træt. Ikke et ord mere om politik. Nu fablede han om, at han og hans kone skulle have en ny seng, og den ville han købe i København. Det har lige siden været en gåde for mig, hvorfor en seng i Stokholm skulle indkøbes i København. Jeg fik aldrig spurgt ham. Snart blev det for sent at spørge.

   Og endelig, mit definitive venskabs-alibi med de blå-gule, jeg havde en periode en svensk kæreste!

   Men alle mine varme følelser for og mine tætte forbindelser med Sverige rokkede ikke ved, at det mere og mere stod mig klart, at Skåne er noget andet end Sverige.

 Når man fra Helsingborg kører ad E 4 mod Stokholm, slår det én, hvor ubeboet Sverige er. Fra Skånes grænse omkring Markaryd bliver man lukket inde i nåleskov et par hundrede kilometer. På et tidspunkt i den ensformige køren begynder man at tvivle på, at der overhovedet findes byer i Sverige.

   Sverige begynder først ved Jönköping og de store søer, Vänern og Vättern. Og Sverige slutter oppe ved Uppsala. Oh kay, lad os så, for Gustav Vasas skyld, tage Dalarne og Siljansøen med. Men til dette, det rigtige Sverige, Selma Lagerlöfs Sverige, til det hører Skåne ikke.

   Det skånske gemyt er Edvard Perssons. Det har intet at gøre med Gösta Berlings, Ingmar Bergmans eller Carl Bildts gemyt.

     Den krigeriske svenske kongemagt i 1600- og 1700-tallet bærer på en stor skyld over for Skåne, Halland og Blekinge. Skåne var fra tidernes morgen tæt knyttet til sin tvillinge-landsdel Sjælland. Disse to landsdele var det danske hovedland. I Lunds domkirke residerede Danmarks ærkebiskop. Skåne var en mere central del af den danske nation end Jylland.

   Fra 1659, da den svenske konge marcherede over Storebælt, blev det danske Skåne tvangsforsvensket med de mest brutale midler. Skånske bønder blev tvangsudskrevet til de svenske armeer og deporteret til de baltiske lande. De skånske gårde fik langvarig indkvartering af svenske officerer. Det var Stasi-metoder. Danske præster blev tvunget til at prædike på svensk.  Og de frihedskæmpere – snaphaner – der satte sig til modværge, fik en pæl banket ind i endetarmen og op gennem kroppen, og den kunne de hænge på til de døde.

   Der er ikke beretninger om, at danskere behandlede svenske fanger på denne måde. Hvormed ikke være sagt, at den danske hær ikke begik moralske fejl.

   Da Carl X Gustav huserede på Sjælland i 1658-59, røvede han gobeliner, springvand og andre store kostbarheder fra de danske slotte. Det er pudsigt, at man i den officielle svenske kulturarvs-brochure fra 2008 kan læse: ”Plundringen skedde i enlighet med då gällande folkrättsliga principer.”

   Har plyndringer nogensinde hørt til folkeretten?

 At 1600- og 1700-tallets svenske kongemagt har terroriseret Skånes folk på grusom vis og frataget befolkningen dets naturlige nationale identitet, er heldigvis ikke er noget, der ødelægger nutidens venskab mellem det svenske og det danske folk.

     Jeg glæder mig, når svenske idrætsmænd har succes. Når svenske film får priser. Jeg kører gladelig op til Mårbacka i Værmland for at se hvor Selma Lagerløf skrev om Niels Holgersen og Gøsta Berling.

   Jeg synes Sveriges Radio løser sin opgave som folkeoplyser bedre end vi gør i Danmark Radio.

   Men al min glæde over Sverige ændrer ikke ved, at skåningerne ikke har fået lov til at være det, de er, de sidste 350 år. Der er fem hundrede kilometer og en dyb, dyb skov mellem Malmø og Stokholm. Der er femogtyve kilometer fra Malmø til Danmarks hovedstad. En smuk bro forbinder de to tvillingebyer.

   Hvad er det, der har bestemt det plagede Skånes nyere historie? At nogle tyske artillerister, som den svenske konge havde lejet, var lidt bedre til at fyre kanonerne af end nogle andre tyske artillerister, som den danske konge havde lejet! Derfor vandt den svenske konge slaget ved Lund i 1676. Skal den tids kongelige playstation-leg virkelig afgøre det skånske folks skæbne i al evighed? Skal folket, det skånske folk, ikke selv bestemme? Er kulturen, gemytterne, geografien, selvbestemmelsesretten ikke vigtigere end nogle kanonsalver?

   Jeg synes det. Jeg synes skåningerne skal have lov til at knytte sig, også med nationalitetsbånd, til den kultur, der ligner den svenske, men dog ikke er helt som den - den danske.

   At leve under svensk eller dansk flag er ikke den stor forskel, når tilliden og venskabet er så tæt som mellem vore to broderlande i dag. Men jeg synes alligevel skåningerne skal have lov at stemme, om de vil høre under Sverige eller Danmark.

   Det vil være gavnligt for venskabet og samarbejdet mellem Sverige og Danmark, hvis vores to lande ligner hinanden lidt mere i indbyggertal.

   Men især vil en skånsk folkeafstemning om tilhørsforholdet være udtryk for det, man kan kalde historisk nemesis. Sit folks historie er ikke noget, den enkelte borger kan fraskrive sig. Historien er en levende del af hvert enkelt menneskes nutid. Tiden sletter ikke alle spor. Nemesis, tilbagebetaling af godt som af ondt, er ikke kun en kendsgerning i det enkelte menneskes liv, men i folkenes liv. Hitlers SS-tropper begik grusomheder mod den russiske befolkning i 1941 – 44. Russerne betalte tilbage i 1945.

   Svenske magthavere har i tidens løb bestemt – til tider grusomt – over Skåne. Det er rimeligt, at Skåne nu får lov at bestemme selv.
 

Det er græsseligt hvad fjernsynet finder på, vi skal interessere os for. Fra rumba-dans til synet af statsministerfruens lilla trusser. Oven i det en lind strøm af mord fra  De forenede Stater, rigmandsbørns problemer i Beverly Hills og deslige.

   Og nu har tv’s sportsjournalister minsandten fundet ud af, at vi skal følge med i amerikansk baseball og amerikansk football. Vi ser kampe fra Californien og Ohio. Spillerne er klædt på som rummænd, hvorefter de banker løs på hinanden, som var det Ungdomshusets kernetropper der var på plyndringstogt på Nørrebro.

  Baseball og football er nationalsporterne i USA. Det er udtryk for, at Obama-land ikke er kommet ud af skolealderen. I Europa spiller vi fodbold. Det spil kræver både artisten og strategen. Det kan i heldige øjeblikke ligne kunst.

   I USA spiller de derimod baseball. Hvad er det? Det er rundbold med fastelavnskølle. Sødt når det bliver spillet af Bambi-piger på 8 år i skolegården. Latterligt når det udføres af bodybuildere med kone og børn og villa.

   Amerikansk football er endnu mere primitivt. Det er organiseret slagsmål. Spilleren skal tage bolden op i armhulen og spæne op ad banen, mens modstanderen løber efter ham og skubber. Det ser også ud som om det har noget at gøre med at sparke den åndssvage, skæve bold højt op i luften.

   Vi kan ikke se spillernes ansigter. De har styrthjelm og ansigtsgitter på. Jeg ville heller ikke vise ansigtet, hvis jeg deltog i sådan en gang kluddermudder for adfærdsvanskelige bøller.
 
 

At USA har gjort rundbold og bøllebank til nationalsporterne, siger meget om USA.

   Dem om det. Men hvorfor i alverden skal dansk tv bringe transmissioner fra disse barnagtige sportskampe, der foregår i det vilde vesten på den anden side af kloden?

   Er det tv’s røde lejesvende der vil gøre grin med Amerika? Eller er det globalisterne, der vil have vi skal følge med i rub og stub af tosserier der sker i den store, vide verden, især i USA?

   Nu roste jeg lige europæisk fodbold. Men, men, men…  Dansk fodbold har også åndssvagheder, som vi tv’seere skal sidde og blive vrisne over. Tag nu det danske landshold. Når Daniel Jensen, Rommedal eller Christian Poulsen sparker frispark nær ved modstanderens mål, havner bolden igen og igen oppe i VIP-logen hos kronprinsen og Don Ø.  Det er så drønærgerligt at se en chance forsvinde på den dilettantiske måde. Spænding bliver til tomgang.

    Når en spiller skyder på mål presset af modstandere, er der ikke noget at sige til, at han rammer ved siden af. Men ved dødbolde kan man træne sig til at ramme. Det er noget man kan øve sig på. Ingen bør sættes på det danske landshold, hvis de ikke fra 25 – 30 meters afstand kan ramme målet i 9 af 10 forsøg.

   Og sig så ikke det er en dum spinatfugl der her udtaler sig. Det er en målsøgende junior-centerforward fra B 93. At I ved det.  Forhenværende, indrømmet. Men alligevel.
 

Når Birthe Rønn Hornbech har trukket Anders Foghs regering helt ned i dyndet, skal der en ny regering til. Ekstra Bladets storladne hold af bagside-giganter er det indlysende svar på sådan en regering. Det vil ganske vist kræve, at den kommende fødevareminister, Mik Schack, skaffer sig en lidt pænere påklædning. Men det kan vel ordnes.

   Da jeg behersker flere sprog, herunder oldnordisk, må jeg nok påtage mig udenrigsministerposten. Derfor bør befolkningen vide, hvad jeg går ind for. Jeg går ind for, at vi skal deltage mindst muligt i udenlandske bataljer.

   Den mening kom jeg til i 3. klasse, da jeg læste, at Christian den Fjerde ville redde protestantismen og anskaffede sig en hær så kostbar, at landet nær var gået fallit. Derefter fik kongen med denne fine hær så læsterlige klø ved Lutter am Barenberg, at Danmark senere mistede Skåne og blev en pusling.

   Især skal vi ikke deltage i krige i Asien. For som jeg nogle år senere lærte af Kipling:

Ja, øst er øst, og vest er vest, al anden tale er tom,

De to skal ej mødes, før himmel og jord står for den almægtiges dom. 

                                                                             *

Jeg gjorde en undtagelse med Saddam Hussein. Denne reserve-Stalin myrdede, torturerede, skamskændede sin egen befolkning. Hvis det retsindige Vesten med et rask bombetogt kunne få denne djævel sendt til Helvede, hvor han hører hjemme, ville det for mig være ok. Men der viste sig jo at ligge islamiske afgrunde bag Hussein, som vi ikke kendte godt nok.

   Derfor: lad os handle med Østen. Men ikke prøve at opdrage den. De har deres stil, vi har vores. Altså: slut med danske soldater i Afghanistan. Vi vinder ikke den krig for demokratiet.

   Hold nallerne væk.
 
  

 Jamen så sejrer Taleban, måske også i Pakistan. Og Pakistan har atombomber, siger den nuværende forsvarsminister.

   Ja, udsigten til at Taleban kan få atombomben er ikke ligefrem nysseligt. Men Stalin havde også atombomber, og brugte dem ikke. For han vidste, at så ville Moskva og Leningrad blive forvandlet til radioaktive ruinhobe.

   Og Taleban ved også, at hvis de udløser en atombombe i London, eksisterer der en time efter ikke en levende talebaner i nogen afghansk eller pakistansk by. Og byerne eksisterer heller ikke.

   Til gengæld må vi i Vesten altså også holde op med at ville udbrede vores kapitalistiske fundamentalisme til hele verden. Der ligger en bank i Islamabad der hedder American Bank. Jeg ville  godt nok blive knotten, hvis Den Danske Bank skiftede ejer og kom til at hedde Den Tyske Bank. Så der stod Tyske Bank over alle de største banker på de danske hovedgader.

   Lad os hurtigst muligt finde på noget andet end olie at fylde på vores motorer. Og lad så de islamiske barbarer i Saudi-Arabien og andre steder passe sig selv.

   Vi kan sige til dem, at vi synes det er en dårlig ide, at de hugger hænderne af tyve. Og vi kan fortælle dem, at hos os stener vi altså ikke kvinder til døde, fordi de er blevet voldtaget.

   Men den slags – vi kan kalde det menneskelighed – fortæller vi ligesom friere, hvis vi ikke samtidig vil have vores vestlige firmaer til at rulle ind over deres markeder.

   Når jeg bliver udenrigsminister, holder vi altså op med at være så emsige uden for vores eget land. Husk hvad kloge Kipling sagde: Øst er øst, og vest er vest – de to skal ej mødes.