Peter Øvig Knudsen er overrasket og skuffet over, at venstrefløjen svigter ytringsfriheden. ( JP 10.-3.)
Hans kritik af venstrefløjen er sympatisk og lidt modig. For venstrefløjen er trods modgang stadig magten i den
medie- og forlagsverden, Øvig befinder sig i.
Men overrasket bør han ikke være. For det er kun i venstrefløjens selvopfattelse, at den repræsenterer frihed, frisind, åbenhed, tolerance, fordomsfrihed, og ikke en
camoufleret kadaverdisciplin.
Det er faktisk noget af en reklamebedrift, at venstrefløjen har kunnet få sig blåstemplet - i hvert fald blandt de godtroende og lidt naive - som frihedens venner, der både må kæmpe
mod et dumt folk og en hensynsløs kapitalisme.
Det sjove og for nogle paradoksale er jo, at venstrefløjen er bærere af de egenskaber der karakteriserer praktiseret konservatisme.
Venstrefløjen i dag ser ned på
folket. Denne foragt for folket og dermed for fællesskabet svarer ganske til Estrup-borgerskabets dybt konservative syn på bønder og arbejdere. Disse ”småfolk” kunne sandelig ikke lede land og rige. Derfor provisorieårenes
tilsidesættelse af folkestyret.
Estrup og konsorters folke-foragt svarer til nutidens venstrefløjs-foragt for Pia Kjærsgård og dem der stemmer på hende. Carsten Jensens argument-tomme og pøbelagtige tilsvining af
Pia Kjærsgård ( ”dronningen af en skraldespand” osv. ) er udtryk for en konservativ overklasses nedladenhed over for jævne mennesker. Pinagtige udtryk, er vi nogle der synes. Men det er et ældgammelt fænomen. Vi kender
det fra enevældens fyrster og hoffer, ja, fra alle tider.
At så mange forfattere er sprunget på Carsten Jensens vogn i islam-debatten – Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup, Suzanne Brøgger, Ib Michael m.fl. – er en af
grundene til, at befolkningen i vore dage tillægger litteraturen mindre betydning end før.
Som en ægte reaktionær bevægelse er venstrefløjen også først til at opstille forbud, tabuer. Man må ikke
sige ”neger”. Man må stadig ikke sige i radio og tv, når det er muslimske indvandrere, der har begået et overfald, et indbrud.
Tabu’er har altid været kulturelle og politiske magthaveres redskab.
I venstrefløjen
hersker en uniformering, der siger sparto til den, man møder blandt håndværkere, landmænd, hjemmehjælpere og kontorister. Hos venstrefløjen er der ingen pardon til dem, der skejer ud fra den vedtagene mening.
Man
har værsgo at tilkendegive, at det er latterligt at føle sig dansk og synge højskolesange.
Man skal være varm tilhænger af multi-kulti-samfundet.
Man skal mene, at Mogens Camre lugter grimt, og at Jesper Langballe
hetzede løgnagtigt om muslimernes indgifte ægteskaber, og onklers samlejer med niecerne. Selv om tørre tal viser, at sådan forholder det sig, og Yahya Hassans digte bekræfter det.
Vedtagne løgnehistorier er og
bliver mere ”sande” end sandheden.
Så kort og godt, Peter Øvig, du skal ikke være forbavset over, at blive chikaneret af dine gamle meningsfæller på venstrefløjen, når du bekender dig til
sandhed og ytringsfrihed.