Avisartikler 2008, 1. kvartal

Skal man være djøffer eller stor forretningsmand for at sidde i DR’s bestyrelse?

Nej, at være en professionel i DR’s bestyrelse kræver, at man er på bølgelængde med    

sit folk og velbevandret i dets kultur, historie og i medieverdenen, siger kronikøren.

Danmarks Radio er en krigsskueplads. Det er her demokratiets krig på anskuelser foregår. I politik. Skal vi sende soldater til Afghanistan? Men også i kulturen. Er det Per Nørgård eller Poul Ruders, radiosymfoniorkestret skal opføre?

    Hvem skal sidde i DR’s bestyrelse og overvåge, at denne krig går nogenlunde retfærdigt for sig?

   Et problem så gammelt som DR selv. Men det er aktualiseret af, at DR sidste år fik en ny bestyrelse, hvor især Katrine Winkel Holm og jeg har bragt en række overordnede DR-problemer frem til offentlig diskussion. Dette er uprofessionelt af os, siger en række mediefolk, senest DR’s yndlings-konservative Niels Krause-Kjær. Lad os i stedet få en ”en professionel bestyrelse”. Hvad det nøjagtig vil sige, nævner kritikerne ikke. Jeg gætter på det i hvert fald er en bestyrelse uden Katrine Winkel Holm og mig. En bestyrelse af forretningsfolk og djøffere, af den slags Tordenskjolds soldater, der i forvejen sidder i bestyrelser for adskillige pølsefabrikker, playstations og kreditforeninger.

   Nu går det jo ikke altid godt for den slags ”professionelle” bestyrelser. Har Mærsks bestyrelse ikke lige måttet fyre 3000 mand? Og B&O’s ”professionelle” bestyrelse har åbenbart ikke kunnet hindre et elendigt julesalg.

   Men se, nu forholder det sig altså sådan, at DR ikke er nogen pølsefabrik eller noget playstation-firma.

   DR er befolkningens beslutning om, at vi danskere i fællesskab vil udsende tv- og radioprogrammer, der på dansk skal oplyse og underholde om vores kultur og selv være en del af denne kulturs tilblivelse. Lave film, bestille noveller, sætte vore bedste musikere og skuespillere i gang med at udøve deres kunst. Og fortælle alle danskere hvad der foregår i deres land – i nyhederne. Hver dansk familie har en aktie i DR, som fornys hvert år med et indskud på et par tusind kroner.

   Vi ni bestyrelsesmedlemmer ( minus de to medarbejderrepræsentanter ) er de fem millioner aktieindehaveres repræsentanter. Vi er ikke DR’s ejendom. Vi er befolkningens ejendom. Og vi skal føre tilsyn med, at DR’s ansatte overholder DR’s lovmæssige forpligtelse til at være alsidig, upartisk og lødig.

Der er to hovedparter i DR. Der er DR’s ansatte, der kan opmuntre, men også påvirke og dominere seerne og lytterne med deres programmer. Og der er ejerne af DR, det danske folk, som er repræsenteret af os ni i bestyrelsen.

   Journalisterne skal have frit spillerum. Og de skal kunne gå til yderligheder, som Mads Brøgger og Mikael Bertelsen gør med halsbrækkende originalitet i ”Den 11. Time”. Men det skal ikke være sådan, at hver gang DR er ude med snøren, er det Anders Fogh, Pia Kjærsgård, islamkritikerne og Israel, der kommer på krogen. Det anfægter min retfærdighedssans, og det er desuden ulovligt.

   Denne type ulovlighed har der i flere år været en tilbøjelighed til. Et gentagende eksempel er hvordan DR-journalisterne jamrer over den asylpolitik, vi har, selv om den bakkes op af 80 procent i folketinget.  Mens journalisterne ikke jamrer over de afviste asylansøgere, der tvinger deres børn til ophold i årevis i Sandholmlejren, eller over de advokater, der tjener godt på de langvarige ankesager.

   Hvis der ikke i programmer og nyheder er en balance mellem højre og venstre, eller mellem frihedens fornægtere ( f. eks. Uffe Ellemann ) og frihedens forkæmpere ( f. eks.  Flemming Rose ), er DR’s bestyrelse den eneste instans, der kan ændre dette misforhold.

   Derfor skal der være en vis ligevægt mellem DR’s to magtgrupper. Direktion og bestyrelse. Den ene skal ikke holde den anden part nede i knæ. Det er især bestyrelsesformandens ( for tiden Munk-Rasmussen  ) opgave at sørge for denne ligevægt.

Her er det nødvendigt med lidt historie. De, der i 1925 grundlagde DR, vidste godt, at radioen ( og senere tv ) var en magt, der kunne vinde og tabe folketingsvalg, oprette og styrte regeringer. Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels demonstrerede dette på gruelig vis i årene lige efter.

   Derfor satte man en retsindig og kulturbevidst dygtighed som kammersanger Emil Holm til at være direktør for Statsradiofonien ( nu DR ). Men til at kontrollere – og inspirere – ham og hans ansatte satte man et lige så stærkt radioråd og et programudvalg. I radiorådet var de forskellige politiske holdninger repræsenteret. I programudvalget sad bl.a. repræsentanter for litteratur, billedkunst og musik, sokler i DR’s programmer.

   Pladserne i radiorådet blev ikke primært besat af politikere, men af de store lytterforeninger, det socialdemokratiske Arbejdernes Lytter- og Seerforbund, og den borgerlige Kristelig Lytterforening.

   Radiorådet og programudvalget blev i disse år ledet af personligheder, som hele deres liv havde arbejdet i kulturens tjeneste. De var ikke amatører.

   Denne folkelige ledelse af DR havde i de første årtier mere at sige over programmerne end radioens medarbejdere, som, måske lidt polemisk, blev kaldt embedsmændene. Forholdet var som mellem minister og departement i et ministerium. Radiorådene sørgede for, at journalisterne i DR snart blev hentet fra højre, snart fra venstre.

   Jeg er selv vokset op i dette radiomiljø. Min far var forretningsfører for det kooperative radiofirma Arako. Han var en af lederne i Arbejdernes Radioforbund, og var i øvrigt nær kommet i radiorådet i 50’erne, da Arbejdernes Radio- og Seerforbund på grund af sit stigende medlemstal ( næsten 250.000 ) øgede sine radiorådsmedlemmers antal fra 2 til 3.

   Teknokraten J.O. Krag brød sig ikke rigtig om, at dette folkelige Danmark styrede radio og tv. Men det er først da en anden teknokrat, Knud Heinesen, bliver radiorådsformand, at magten over DR glider helt over på embedsmændenes hænder. Vi er nu i 70’erne og 80’erne, og den førende retning i intelligentsiaen er marxistisk. Heinesen og den senere socialdemokratiske radiorådsformand, den kulturradikale Birte Weiss, er begge typer der glider med strømmen.  Knud Heinesen er lige så frygtsom som han er selvhøjtidelig.  Som finansminister pantsatte han Danmark og gav Anker Jørgensen skylden for det. Senere sejlede han det muntre rejseselskab, Spies, i sænk. Og gjorde, endnu senere, den bjergsomme Henning Dyremose til direktør for TDC, hvad TDC-kunderne er kommet til at bøde rundeligt for.
 
 
 I mine unge dage i 50’erne og 60’erne syntes jeg, radiorådet var for bagstræberisk og havde for meget at skulle have sagt. Men da man i 70’erne tog al magt fra radiorådet ( nu bestyrelsen ) var jeg bange for, det ville spolere ligevægten.

   Jeg fik ret. For under det sidste kvarte århundredes embedsmandsstyre har der i DR udviklet sig denne hellige DR-ånd, som Weekendavisens Bo Bjørnvig har karakteriseret meget passende sådan her: ”regeringen ( fascistisk ), klimaændringerne ( en katastrofe, dommedag er nær ), kønnene ( jamen, vi er da ens ), om sport ( ud med præstationsræset og doping ), om indvandringen ( folk der stemmer på Dansk Folkeparti burde have frataget stemmeretten )”.

   Ralf Pittelkows undersøgelse i JP er blot seneste bevis på, at en dominerende del af  DR-journalisterne er kommet til at udgøre et særligt politisk parti, der instinktivt opfatter folk med de Radikales og SF’s anskuelser som mennesker af en højere moralsk orden.

   Under denne herskende vrangforestilling kan DR’s bestyrelse være den folkelige ventil der siger: Hold nu lidt igen, gutter! Der er en verden uden for Tøger Seidenfadens omgangskreds.

  Den ventil har Katrine Winkel Holm og jeg så forsøgt at udgøre i det år vi har siddet i bestyrelsen. Ikke helt uden held, bilder jeg mig ind. Forleden så vi minsandten et indslag om en iraqisk asylansøger, der var vendt hjem til Iraq og anbefalede andre – afviste – asylansøgere at gør det samme.

   Katrine Winkel Holm og jeg har desuden haft et godt øje til den sære kulturløshed og historieløshed, der har udviklet sig i DR under djøf-generalen Christian Nissens ledelse.

Folk, der angriber Katrine Winkel Holm og mig for at bringe DR’s vigtige problemer frem til offentlig diskussion, har den opfattelse, at tavse mænds tilstedeværelse fra den højere finansverden er lige præcis de ”professionelle” bestyrelsesmedlemmer, der kan løse DR’s problemer.

   Må jeg med et elskværdigt smil minde vore kritikere om, at det er med en af disse giganter som bestyrelsesformand, at der, en-to-hovsa, viste sig at være et minus på 1,7 milliarder i kassen.

   Næh, jeg tror såmænd en intelligent præst eller en vågen poet er lige så gode til at observere en manko på 1,7 milliarder som en direktør med nobelt slips og attachetaske.

   Det er en mærkelig og ubegrundet tillid, der har indsneget sig til finansfolks og djøfferes ledelse af alt mellem himmel og jord, herunder kulturinstitutioner. Djøffere og finansfolk er jo gennemgående folk, der leder uden at have en regulær indsigt i det de leder. Det er ikke min erfaring, at folk af denne type er de bedst egnede til at lede kulturvirksomheder. Den bedste radiorådsformand, DR har haft, er Jul. Bomholt. Og den bedste generaldirektør er Hans Sølvhøj. Ikke to pengefolk, men to begavede humanister.

   At være professionel i DR’s bestyrelse vil sige, at man kan vurdere programmernes bonitet og er i stand til at føre en jævnbyrdig samtale med medarbejderne. Vi skal ikke have det gamle radioråd tilbage, der både forudgodkendte og efterkritiserede de enkelte programmer. Men et noget større ansvarsområde end nu synes jeg bestyrelsen skulle have. Bl.a. synes jeg bestyrelsen skulle være med til at udpege programcheferne i DR.

Selvfølgelig udsendes der hver dag mange gode programmer i DR. Radiosymfoniorkestret spiller bedre end nogensinde. Og Ingolf Gabold står for fængende dramaserier. Men djøfferi, amatørisme, partiskhed har fået for stort råderum i DR. Det kræver både folkelig og sagkyndig forankring hos bestyrelsesmedlemmerne at komme skavankerne til livs. Og det kræver en løbende offentlig debat om DR, som DR-bestyrelsesmedlemmerne bør være de mest aktive deltagere i.
 

Alt står såre godt til i DR, skriver SF’s tidligere næstformand, Åge Frandsen, her i JP

( 17.-2. )

   Sådan taler en fuldblods konservativ. Og hvilken SF’er ville da også være så dum at kritisere DR, når ånden – helligånden – i DR er så SF-præget som den er. Vi husker alle, hvordan DR’s kamera på valgaftenen ikke ville vige et øjeblik fra Villy Søvndals sejrsfest. Ganske vist var det den samme tale, den lystige Villy holdt en halv snes gange den aften. Men DR syntes vi skulle have den i alle versioner. Jo, dette var ikke kun SF’s, men også DR’s sejrsfest.

   Og hvis vi ser på de sidste dages dramatiske begivenheder med mordplanen mod Kurt Westergård, så var TV 2’s interview med Westergård sobert. Mens DR’s spørgsmål til tegneren flere gange lagde op til, at det var hans tegning der var skyld i, at 100 mennesker døde under Muhammed-krisen.

   Og DR lagde hurtigt selve mordtruslen til side og samlede i stedet beredvillige  jurister, der klagede over proceduren ved de tunesiske mordplanlæggeres udvisning. Lad os beskytte forbryderne og glemme forbrydelsen!

   Ikke kun i DR’s tv, også i DR’s radio har DR udvist en ufølsom mangel på respekt for den Kurt Westergård, der har vist sig som den modige forkæmper for vores frihedsgode over dem alle, ytringsfriheden.

   Jo, DR’s helligånd er så partisk, at røgelsen svier i næsen. Pittelkows undersøgelse er jo blot en bekræftelse af, hvad de fleste vågne seere og lyttere selv har observeret. De, der ikke tror på helligånden, skal fjernes fra tv-skærmen eller i hvert fald have deres synspunkter nedgraderet.

   Åge Frandsen kender heller ikke noget til, at der skulle være djøferi og amatørisme i DR, som jeg skrev i kronikken den 8.-2.
 
 
    Ikke djøferi! Hvad skal vi så kalde det, at 20 procent af DR’s midler går til administration? Eller at en stor del af cheferne i DR aldrig selv har gjort sig bemærket med radio- eller tv-produktioner – eller i det hele taget aldrig har gjort sig bemærket i kulturlivet eller i offentligheden.

   Og amatørismen! Tag f.eks. DR’s hjemmelavede ”satireprogrammer”, som skuespilleren Flemming Jensen forleden ikke kunne få i sin mund at kalde satire. Det er jo bare ”fis og ballade”, sagde han. Ja, med fladpandede tekster og dilettantisk skuespilleri. Prøv at sammenligne med de tidligere lørdagssatirer skrevet af Knud Poulsen og Poul Hammerich, opført af Ove Sprogøe, Ulf Pilgård, Malene Schwartz.

   Eller tag sproget i DR, reklamesprog, jammerligt handelsskolesprog, elendig udtale. Sproglig amatørisme.

   Den klassiske musik er i gode hænder. Men f.eks. billedkunst, litteratur og flere andre områder savner professionel håndtering. ( Hvad der er noget andet end ekspertsprog og smagsdommeri. )

   To ting tror jeg Åge Frandsen og jeg kan enes om. Vi har i det forløbne år fået sat en ny standard for DR’s bestyrelse. Inden for lovens ramme. Medlemmerne kan nu deltage i den offentlige debat om DR. Men vi skal selvfølgelig tage os i agt og ikke blive en polsk rigsdag.

   Og vi er formentlig også enige om, at DR skal bestå og blive bedre. Mange danskere er så vrede over DR’s helligånd og DR’s usikre kulturbevidsthed, at de ønsker DR hen hvor peberet gror.

   Den er jeg ikke med på. DR er den danske kulturs og det danske sprogs eneste virkelige chance  på tv og i radio. Og trods alt viser DR mange værdifulde og oplivende programmer. Dem ville vi ikke se, hvis vi udelukkende var henvist til kommercielle kanaler.

    Men DR skal lære at føle ansvar for den danske kultur – og opgive helligånden, den ulovlige ensidighed.
 

Kender De en professor ved navn Tim Jensen? Det gør De måske ikke. Men han har ellers været meget i fjernsynet og radioen de senere år. For han er professor i koranen – eller hvad sådan et professorat nu hedder.

   Forleden var han i DRs Deadline, 2. Sektion. Her fremsatte han et forslag der virkelig kan være med til at forny integrationen herhjemme. Kvindelig omskæring er forbudt i Danmark. Men, foreslog han, man kunne jo komme omskæringshungrende muslimske kvinder i møde ved at give dem lov til en lidt mindre omfattende omskæring. Kvinderne skulle dog være fyldt 24 år, før denne lykke kunne times dem og de fik lov til at skaffe sig en frisk, lille omskæring.

   Borte var for en gangs skyld alt det abstrakte spindelvæv om Muhammed og hans pumpestok. Her var kød på bordet, mellemkød, kan man sige. ”Mindre omskæring” – er det en halv klitoris i stedet for en hel? Eller kønslæberne i venstre side?

   Med skam at melde kunne man efter dette friske forslag til skamfering af danske kvinders kønsdele og kønsliv ikke lade være med at sende en nysgerrig tanke til professor Jensens eget seksualliv. Hvad går der dog for sig hjemme hos Jensen? Studieværten, Jes Stein Pedersen, lignede da også en større nedfaldsfrugt i hovedet, da Tim Jensens nye omskærings-ide gik ud i æteren. De to andre debattører, Katrine Lilleør og Frederik Stjernfelt, så også ganske benovede ud.

   Men Jensen havde mere i ærmet. På denne højhellige søndag proklamerede han, at biblen og koranen – hvis studeringer han altså lever af – betød lige så meget for ham som lokumspapir. Han ville dog ikke i fremtiden rive sider ud af koranen, som man river lokumspapir af rullen. For så kunne han – efter de nye islam-tider der er indtrådt i Danmark – risikere at blive bortført af muslimer og få tæv. Det er sket før på Københavns universitet, som man jo ellers troede var en civiliseret institution.

   Der er i det hele taget noget kækt ved disse professorer i mellemøstlige studier. Jeg diskuterede for nylig i TV 2’s radio med en anden koran-professor, Jørgen Bæk Simonsen. Han blev så ophidset over jeg ikke gik ind på hans ideer, at han afskar mig fra enhver ret til at mene noget om islam. For som han sagde, ”du sidder jo bare deroppe i din idylliske bjælkehytte i Nordsjælland”.

   Og det er jo rigtig nok. Så hvad kan man sige til det, andet end at det nok er lettere at holde hovedet koldt i Tisvilde end i Damaskus.

   Efter disse berigende møder med vore to kapaciteter inden for håndsafhugning, omskæring, stening af kvinder og hængning af homoseksuelle har en tanke slået mig. Hvad er egentlig grunden til, at disse to pionerer for islamiseringen af Danmark igen og igen skal optræde i tv og radio? De ved – formentlig – besked om nogle sproglige og fortolkningsmæssige finesser i den lovbog, der byder muslimer at omvende eller subsidiært ihjelslå os vantro. Men drejer islamdebatten sig om spidsfindige fortolkninger?

   Nej, den drejer sig om ja eller nej til, at sære spiseregler, ulighed mellem kønnene, håndsafhugning af tyve og dødsstraf for sex skal være lov i Danmark. Den drejer sig også om hvorvidt vi skal se gennem fingre med familiedrab, mordtrusler mod tegnere og forfattere, afbrænding af biler og skoler. Om overtro og vild fanatisme skal sætte dagsordenen i vores land. Om middelalderen skal vende tilbage.

   Men dette er jo ikke noget professorerne Jensen og Simonsen er bedre til at afgøre end De, kære læser. Islamdebatten handler om indskrænkning af ytringsfriheden, om forbrydelse, kriminalitet, barbari, ikke om bisætninger i en 1400 år gammel lovbog for nomader  i Østen.

   Hvorfor skal vi da idelig udsættes for disse løjerlige islam-nørders forsøg på at lede os ind på islams vej? Er der nogen anden forklaring end at de to herrer  med deres professor-titler er gode advokater for Uffe Ellemanns, Frank  Åens, Svend Aukens og de andres forsøg på at likvidere vores grundlovssikrede ytringsfrihed?  ( Man skulle ellers tro, at Aukens behov for at likvidere var opfyldt efter han på det nærmeste har likvideret Socialdemokratiet. )

 
 
    Det er ingen hemmelighed, at 80-90 procent af mediernes vogtere er medlemmer af en lille sekt der hedder intelligentsiaen. Guderne, inklusive Allah, må vide hvorfor. Sekten består af kvartintellektuelle reklamefolk, lærere og redaktører, der har en trang til intellektuelt liv, som ikke matcher deres evne til intellektuelt liv. Og som de derfor får fuldt tilfredsstillet ved at læse den forhenværende minister Anita Bay Bundegårds ledere i dagbladet Politiken.

   Intelligentsiaen synes, multikulturen er hip-hop og at Vesten bør åbne sine grænser for de fattige i ulandene, som Bondegård foreslog i sin ministertid. Det betyder, at den vestlige kultur går nedenom og hjem. Men det er der mange  blandt intelligentsiaen, der i deres – i og for sig forståelige – selvhad ikke ser noget galt i. Det er dem vi kan takke for Simonsens og Jensens pikante tv-og radio-indslag om omskæringer, lokumspapir og idylliske bjælkehytter.

   Det var denne tv-intelligentsia der eksploderede som en hel hizb-ut-tahrir-bombe af begejstring, da Uffe Ellemann bekendtgjorde, at han var gået over til ytringsfrihedens fjender. Og nu havde indgået broderskab med intelligentsiaens gode, gamle venner som Enhedslisten, Chr. Bråd Thomsen, Simon Emil Ammitzbøll og den slags. Det var lige før TV-avisen lavede ekstraudsendelser for at festligholde dagen. Og der blev i en hast arrangeret en 4-mands ”Debat” med Uffe, hvor de tre andre deltagere kun var korsangere, der sang halleluja for Uffes omvendelse. En af de tre var i øvrigt Jørgen Bæk Simonsen.

   Jeg er en hund efter folk der med højtidelige miner afslører deres egen vulgaritet i fjernsynet. Derfor kan jeg ikke få nok af Georg Metz, Tøger Seidenfaden og lignende  personager.  Problemet er bare, at når Jensen og Simonsen hele tiden skal agere de kyndige stemmer i islamdebatten, får vi ikke lov at høre de virkeligt kyndige, de seriøse, de der både har studeret koranen og kan sætte koranen i forbindelse med gammel dansk sæd og skik. Jeg tænker blandt andre på en Helle Merete Brix, en Lars Hedegård og på formanden for Dansk Kultur, Rolf Slot-Henriksen.

   Vore elektroniske medier står på hovedet for at forklare og undskylde muslimernes gadebrande og mordplaner. Det er ikke så mange år siden man gjorde det samme, da gadens parlament huserede i Berlin. I 1920’erne erobrede nazisternes brune bøller Kurfürstendam og Unter den Linden og satte politiet skakmat. Først tog de gaden, så tog de rigsdagen og ministerkontorerne.

   Også dengang var der vankelmodige vendekåber, lykkeriddere og glidegæs, der stillede op og sagde: ja, der er altså også noget galt med de jøder. Imens gik Hitler rundt og klagede til sine kammesjukker  over, at tyskerne var tilhængere af en så barmhjertig religion som kristendommen. Hans ideer, sagde han,  ville gå meget bedre i spand med en religion som islam der stillede krav om verdensherredømmet.  Han fik da også Stormuftien af Jerusalem  til at bosætte sig i Berlin under 2. Verdenskrig og love islamisk støtte til Hitlers projekt.

   Nej, Jensen og Simonsen, Uffe Ellemann, Margrethe Vestager og alle jer, der går ind for at halvere såvel omskæringen som ytringsfriheden. Det er nu vi skal sige nej til vor tidsalders forsøg på at sætte demokratiet ud af spillet. Vi står midt i en verdenshistorisk konfrontation mellem øst og vest. Burde især DR ikke i denne situation være en aktiv forkæmper for den vestlige kultur – frihed, demokrati, lighed og humanisme? I stedet for at hoppe rundt og reklamere for akavede islam-nørder og sociologer, der undskylder bombemænd, snigmordere og pøbelvælde?