Avisartikler 2009, 3. kvartal

Forleden gik jeg oppe på mit tag. Jo, jo, de vrisne drenge kan endnu bestige tage. På mit vokser der højt græs. Så jeg både står og går godt deroppe.

   Da jeg stod der og så ned i mit nøddekrat, stirrede et individ lige så ufravendt tilbage. Han var iført rødbrunt tøj, havde en nød i munden og endnu et par stykker mellem fingrene.

   Jeg kendte ham godt.  Han er en af Vorherres smukkeste skabninger – mit lokale egern. Men ligesom Tøger Seidenfaden er bogtyv, er mit egern en nøddetyv. Jeg ser ham ikke så meget om sommeren. Men her i overgangen til efteråret, når jeg er begyndt at glæde mig til høstaftener med smagen af nyplukkede nødder i munden, så dukker egernet op. Besluttet på at overføre frugten af nøddebuskene, AL frugten,  til sit private spisekammer - hvor det så er henne. Han plukker nødderne lige før de er spiselige for mennesker. Så på hans smilende, men standhaftige blik kan jeg se, at heller ikke i år får jeg lov at plukke nødder.

   Da jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse, kunne jeg ikke finde på skyde eller kværke ham. Hvilket i øvrigt også er udelukket, da jeg er en våbenløs mand. Og heller ikke kan fange ham. Min kat, Majka, gør af og til et halvhjertet forsøg. Men når Majka springer op i træet, kryber egernet bare højere op på de tyndere grene. Så Majka må stå og se slukøret op på sin letvægter af en overmand.

   Man kan med nogen ret spørge: hvad kommer der ud af at vrisse mod et egern? Egernet læser jo næppe Ekstra Bladet, selv om bladet tit ligger fremme på terrassebordet ved nøddebuskene.

   Men kan jeg ikke med nogenlunde samme ret spørge vrissebrødrene Lars Seier og Jesper Klein: hvad kommer der ud af, at I vrisser så vildt mod Helle Thorning og Pia Kjærsgaard?  Og dog forstår jeg jer godt. Alene det at vrisse giver en forløsning.
 
  

 Nu vi er ved mine dyriske plageånder, vil jeg ikke forbigå min herboende hjortefamilie. De er jo så yndefulde disse skovens og havens letspringende sønner. Når de med et elegant vip med bagpartiet flygter af sted hen foran mit digtervindue.

   MEN hvad har de taget med i flugten? Mine nys udsprungne roser. Barkarole-rosen, peace-rosen, Victor Borge-rosen, for, ak, ikke at nævne den dejlige syriske rose. Lige idet disse duftende skønhedsåbenbaringer er ved at udvikle sig fra rosenknop til rosenblomst, sænker hjortene deres sultne gab over dem og fortærer dem en efter en. Det sker mest i morgengryet, før vi mennesker har fået øjne. De kunne jo bare spise græs, de bavianer. Men måske ønsker de smukke hjorte ingen skønhedskonkurrence fra de smukke roser.

   Jeg udkæmper også en tredje kamp, mod en morderisk angriber. Dræbersneglen. Den sniger sig i nattens mulm ind på mine georginer og æder dem blad for blad.  Men jeg har luret dem. Om dagen er disse hallunker usynlige. Først i skumringen, og især efter regn, ormer de sig frem for at begå mørkets gerning. Dog, inden de på deres slimede vej når frem til mine røde og gule georginer, er jeg over dem med min dræberspade. Og sønderdeler dem, en efter en, så de bliver til den rene æggekage.  Efter sådan en aften som seriemorder sover jeg godt om natten.

   Men næste morgen står jeg igen afmægtig og ser ind i det skønne, rødbrune egerns, nøddetyvens, amoralske øjne. Jeg kan kun vrisse ad den.

   Sådan veksler dagene, mellem succes og fiasko, her i digterboet i Tisvilde.
 

Jeg holder meget af begavede afvigere. Nogle, der tør gå mod vanens magt. Som f.eks. Kopernikus, Galilei, N.F.S. Grundtvig og vrissebror Lindhardt.

   Derfor har jeg også ganske meget til overs for Bjørn Lomborg. Jeg kan bare ikke lide han går rundt i disse t-shirts. De er selvfølgelig hans varemærke. Men man kan ikke lade være med at spekulere på, om han har en diskret aftale med et tekstilfirma.

   Nå, min kone siger, han har sådan nogle lækre arme. Så det er vel bare for at vise dem frem.

   Da jeg var dreng, var Jules Verne en af mine yndlingsforfattere. Denne blanding af 1800-tals farmor-hygge og de nyeste opfindelser i el-branchen. Rejsen til månen osv.

   Derfor er jeg også meget velvilligt indstillet til Lomborgs seneste opfindelse for at stoppe Jordens undergang.

   Jorden bliver, som vi alle ved, varmere og varmere. Der er brug for at køle den ned. Med dette for øje vil Lomborg sætte 200 store, ubemandede skibe i søen. De skal sejle rundt hid og did i Det store, stille Ocean. Hvert skib skal have nogle kæmpe skorstene. Op af disse skorstene skal skibene sprøjte, ja, kanonere vand fra oceanet. Højt, højt op. Så vandet bliver til skyer, der dækker for solen, hvorved der bliver skygge på oceanet og Jordens temperatur daler.

   Forslaget er fuldt på højde med Jules Verne. Det har bare den ulempe, forekommer det mig,  at der skal bruges en masse energi på at puste havvandet op i himlen. Energiforbruget vil øge udslippet af drivhusgassen kuldioxid. Så jeg tror at det er en kikser. Med mindre Lomborg kan få så mange vindmøller installeret på skibene, at de kan drive skorstenene. Men det stille ocean er jo ikke stille for ingenting. Så den går nok inte, Granberg.

   Jeg har et bedre forslag.  Den for klimaet livsfarlige drivhusgas metan fremkommer ved, at vi mennesker går rundt og prutter. Jo færre mennesker, jo færre prutter. Og jo mindre metan. Det er ligetil, ikke. Folk i visse lande formerer sig … overmåde livligt. For nu ikke at bruge et kendt billede fra dyrenes verden. Tyrkiet har firedoblet sin befolkning de sidste halvtreds år. Og der fødes en million nye ægyptere hvert år.

   Hvis de nu holdt igen med alle de ubeskyttede samlejer, ville den samlede forekomst af prutteri aftage og Jordens temperatur holde sig på et passende leje. Kan de ikke holde sig i skindet, kunne FN sende de massefødende lande en masse præservativer.

   Men vi andre kunne også bidrage til, at isbjergene ikke smelter. Vi kunne, om jeg så må sige, hindre vore prutter i at komme ud og varme atmosfæren op.

   Hvordan? Ved at vi hver især fik en pruttepose, som vi kunne sætte for, når vi mærkede prutten nærme sig.

   En gang om ugen kunne vi så lade de opsamlede prutter pustes ud i en fælles pruttebeholder. Hver by må have sin. Disse samlede prutter kunne vi lagre et beskyttet sted, f.eks. Fakse Kalkbrud. Indtil vi en dag om hundrede år har fundet ud af, hvordan vi skaffer os af med dem, uden de forurener atmosfæren og får klodens temperatur til at stige.

   Bjørn Lomborg, jeg håber jeg med dette forslag har gjort mit og kan få taletid på den kommende Copenhagen Consensus-konference.
 

Vel er det kedeligt, at nogle muslimske banditter brænder skoler af, skyder med pistol i gaderne og kaster brosten mod politiet.

   Men så meget desto glædeligere er det, når man ser hvor godt andre muslimske tilflyttere har tilpasset sig. Som nu ham Abdulla, der bor i socialt boligbyggeri i Albertslund og modtager førtidspension fra staten. Men som trods sin sygelighed er så livskraftig, at han samtidig formår at være folketingsmand i Irak.

   Og Ekstra Bladet kan fortælle os, at Abdulla ikke er en enlig svale. Der er sørme tale om, at et helt lille kompagni af danske statsborgere, der er medlemmerne af Iraks parlament, selv om de  har deres egentlige bopæl i Farum, Albertslund, Greve m.m.

   Der er f.eks. hende Samia, der har fået partiets Venstres frihedspris. Trods sin førtidspension har hun samlet så meget nordisk kraft i sig, at hun magter også at være folketingskvinde i Bagdad. Nu har hun så luksuslejlighed, bil, fortæring og politikerløn hjemme i Aladdins hule. Det bringer hende op på en irakisk løn på over en million kroner – hvortil skal lægges sygepensionen i Næstved. Godt skuldret, kvinde!

   En anden beundringsværdig bekæmper af sin sygdom er førtidspensionisten fra Greve, Muthafer. Han klarer et vellønnet job ( 23.000 skattefri kroner om måneden ) i Sofia i Bulgarien. Hvad rolle spiller de nationale grænser, når man har trangen i sig til at virke.

   Greves borgmester Hans Barlach truer med at melde Muthafer til politiet for bedrageri. Men vend nu skråen engang, hr. borgmester. Skulle vi ikke hellere glæde os over, at så mange danske statsborgere fra Næstved, Greve, Albertslund osv. gør sig så godt gældende i Iraks parlament?  Irak er åbenbart også et langt sikrere og mere velstående land end tv viser os. Det må vi da være glade for.
 
  

   Vore landsmænd i Iraks folketing betaler ganske vist ikke skat i Danmark af deres flotte indkomst. Hvad de jo er forpligtet til efter loven. Men herregud. Er der ikke også etniske danskere der snyder i skat? Hvordan var det med hende Ritt Bjerregård, den indfødte dansker fra Vesterbro. Hun havde som folketingsmedlem bolig både på Fyn og på Vesterbrogade i København. Og hun modtog udetillæg for at bo på Fyn, mens hun i virkeligheden boede klos op ad Hovedbanegården, ti minutters gang fra Christiansborg.

   Det var denne sag der gjorde, at socialdemokraterne ikke mere troede på Svend Auken. Når han ikke kunne få Ritt Bjerregård til at opføre sig anstændigt, hvordan skulle han så kunne lede hele Danmark?

    I stedet for at forarges over Abdulla og Samia og Muthafer, fordi de snyder og bedrager os andre, kunne vi da også glæde os over, at de er blevet så glade for Danmark, at de slet ikke kan undvære vores fædreland og den førtidspension, de oppebærer her - selv om de er fuldtidspolitikere i Bagdad og har deres liv dér. Det er da et håndslag til os, så det batter.

   Og det med skatteunddragelsen! Ja, ja, Abdulla og de andre har sikkert hørt noget om, at sort arbejde er punkt et i den danske skattelov.

   Lad os hellere fryde os over, at muslimerne ikke længere sidder og ryger vandpibe på fortovscafeen i Albertslund. De er blevet grebet af den danske foretagsomhed og kaster sig ud i virksomhed både her og hisset.

   Hvem tør – efter Ekstra Bladets afsløringer – påstå, at integrationen ikke er lykkedes?
 

Mit supermarked har anskaffet nye indkøbsvogne. De er rummeligere end de gamle, meget rummeligere. Så rummelige, at jeg kunne evakuere Nicolas Bro i en af dem.

   En lille pensionist-dame må række armene i vejret for at nå op til skubbestangen. Indkøbsvognen passer bedst til en 2 meter høj Rasputin, den sidste russiske kejserindes vanvittige orakel fra Sibirien.

   Indkøbsvognen er velegnet, hvis den skal befragte en kasse øl, fem flæskestege og en dyne. Til gengæld er den absurd, hvis man kun køber to tuber tandpasta og fem hvidløg.

   Det er især mad, folk putter i de overdimensionerede indkøbsvogne. Det er ikke så underligt. For hver gang man åbner for fjernsynet, står der en og laver mad. Og som man kan se på James og Adam Price og på Camilla Plum, sætter de selv deres retter til livs.

   Ungkarlen og teaterkritikeren Jens Kistrup sagde ganske vist, at man ikke behøver spise andet end kartofler for at leve godt. Men han døde jo også.

   Jeg har nogle bekendte der bor i Birkerød. De har sommerhus i Hornbæk. Men så syntes de også de skulle have et i Løkken. Så nu bruger de deres liv på at flakke rundt i deres udvidede territorium. Enten tuller de rundt og keder sig på de øde motorveje i Jylland. Eller også er de i fuld gang med at pakke ud i Rørvig eller pakke ind i Løkken. De har sådan set slet ikke tid til at ligge på landet. Og det er altså fordi de er så heldige at have tre landsteder.
 
  

   Butiksfolkene er nu også gode til at lokke os ud på vejene. Nu sælger Aldi billig mælk. Og ganske vist er der ti kilometer til den nærmeste Aldi fra hvor jeg bor. Og ganske vist er Aldis kæmpebutikker en rædsel at opholde sig i. Og ganske vist er mælken kørt herop helt nede fra Tyskland til forøgelse af CO2’en og til skade for klimaet. Men al den gode mælk til en billig penge lokker os alligevel ud på de lange veje.

   Madvarerne i de Rasputin-store indkøbsvogne bliver fortæret. Det ses jo af den udvidelse, befolkningen undergår i disse år. Når jeg ser mine svulmende landsmænd træde ud i bølgerne nede på stranden, spekulerer jeg på, om stigningen af havvandet virkelig skyldes, at indlandsisen smelter. Eller om den ikke snarere skyldes badelivet. Jeg bliver i hvert fald altid betænkelig, når delledaskerne vralter ud i vandet. Så lægger jeg mig højere op på stranden. For at undgå tsunamien.

   Vi lever i kvantummernes tid. Alting skal være større. Bankdirektørernes lønninger. Bankpakkerne. Jordbærrene. TV’ s seertal.

   Men bankerne går fallit. Jordbærrene bliver smagløse. Og måske var det bedre, at 100.000 blev levende optaget af et godt tv-program, end at en million sløvt fulgte med i noget elendigt tv-gøgl.

   Nå, tidsånden er ikke sådan at hamle op med. Så jeg må nok se at få fyldt min indkøbsvogn op med nogle tilbud på culottesteg og kartoner med rødvin. Og så anskaffe mig et ekstra køleskab til at putte alle de dejlige indkøb ind i.
 

Se engang på fotoet her på siden. Vi står på hjørnet af Østerbrogade og Strandboulevarden i København og ser på to huse. Det nærmeste er fra omkring 1900. Det fjerneste, det grønne glashus, er fra vor egen tid.

   Hvad for et af de to huse vil du helst bo i? Hvad for et synes du klæder byen bedst?

   Jeg synes det hus, vores oldeforældre byggede, er det prægtige af de to. Det er lavet af naturlige mursten og granitsten, har irgrønt kobbertag, vinduer på kvisten, sjove balkoner inde under tårnene, en halvmånde-dekoration på taget. Det er et hus der er stolt af sig selv. Og stolt af, at det forskønner byen.

   Arkitekten har sat strøm på sin fantasi, da han tegnede det. Strømmen er blevet tændt hos generation efter generation siden, og vil blive det i de næste hundrede, måske to hundrede år.

   Det grønne nabohus fra vor moderne tid er ikke specielt dårligt. Det er bare kedeligt, ordinært. Æsker er stablet oven på æsker. Vi har mistanke om, at en computer, ikke en arkitekt har tegnet det. Bor man i det hus, tror jeg man bliver lige så kedelig som en gammel ost. For ligesom hundeejere bliver som deres hunde, bliver vi mennesker ligesom de huse vi bor i.

   De fleste af de bolighuse, vi har fornyet vores byer med efter 1965, ligner forstørrede udgaver af de kasse-reoler, vi har stående på kontorerne. Ufestlige og upersonlige. De står i række og geled i vore forstæder. Men ofte bliver sådan en forvokset kasse-reol også presset ind i en gammel husrække inde i byen. Det er ligesom man stillede en anonym borgmester Jensen fra Smørumnedre op ved siden af den farverige og konstruktive borgmester Peter Brixtofte fra Farum.  Gadens murstensrøde husrække bliver tilsølet af sådan et græsseligt gråt betonhus fra vor egen tid.
 
  

   Lejlighederne inde i de moderne boligkasser kan være gode nok. Men det udvortes, facaderne – herre jemini! De ligner rendestene i novembervejr. Man slår øjnene ned og bliver i dårligt humør af at gå forbi dem. Øjenbæ kaldte Ekstra Bladet engang disse bygninger. Det er næsten et alt for pænt ord. For en bæ er der både runding og kolorit på.

   Vi er de rigeste danskere, der har levet. Og så bygger vi så fattigt. Det er jammerligt. Ja, det er uanstændigt.

   Når København, Århus og Odense stadig er byer, der er til at holde ud at gå rundt i, er det fordi vi var så heldige ikke at få dem bombet i smadder under 2. verdenskrig. Men det er altså vore oldeforældres fortjeneste. Kernen i de danske byer, vi går rundt i, er rejst af vore dygtige håndværkere fra 1870 til 1965.

   Man kan se på oldefars røde husfacade med dannebrogsvinduer, at det er menneskehænder der har bygget den. Den udstråler varme og hjemlighed. Det gør de moderne bygninger af plastic-moduler ikke.

   Hvis vi fik en regering, der ville lidt mere end penge og ”vækst”, skulle den oprette et boligministerium. Med en minister der brændte for at gøre vores byer kønnere og gladere. Nede i Wien har de haft en mand, der gjorde de huse, han byggede, til rene eventyr. Der voksede træer og løgkupler på taget af hans 5 – 10 etagers huse, og hele herligheden lignede Aladdins hule. Nu strømmer turister fra hele verden til for at se på dette skaberværk. Hundertwasser hedder manden.

   Vi skulle se at få en boligminister der fik bygget nogle Hundertwasser-huse i Danmark. En der ville sætte sin stilling ind på, at vi ikke lavede flere øjenbæer her i landet. Vore dages murere og arkitekter er vel ikke dårligere end de var for hundrede år siden. Eller er de?
 

Danmarks have står i grønt. Vi befinder os på årets bakketop. Gå ud mellem træer og buske lige efter det har regnet, og naturens ånde løfter dig op i den syvende himmel. Det spidse krydderi fra den klatrende hortensias hvide skærm. Den gule lilje side om side med den pariserblå ridderspore og den rubinrøde løvemund.

                                               Pæoner så ranke som vaser

                                               og guldregn i hængende klaser.

                                               På grusvejen gror der en kilde

                                               til sundhed, den gule kamille.

Ja, netop. Om sommeren er vi ikke syge. Højst et hold i lænden, fordi vi tager for hårdt fat for at fremme skønheden i vores have.

                                               Du danske sommer, jeg elsker dig

Så kort kan det siges – af Tøger Larsen. For vi ved, at lige nu er der ingen skønnere steder til i verden. I hvert fald ikke for os danskere. For, som Otto Gelsted synger, Her har hjertet hjemme.

   Der lugter anderledes i Danmark om sommeren. Især i haverne, hvor vi går rundt i en salig bimmelim. Men også i byerne. Byens stemning er roligere og mere menneskenær om sommeren. Man kan nyde pigernes slanke, nøgne halse m.m. Trafikken buldrer mindre. Parkerne blomstrer. Der lyder tyske, franske, japanske stemmer i gaderne. Og vi nyder synet af ungdommelige vaganter fra alverdens lande, der suger Danmark til sig.

   Højsommeren er lige så kort, som den er vældig. Det er nu det skal gøres. Nu, huset skal bygges. Nu, forelskelsen skal udleves. Nu, romanen skal skrives. Lige nu, da Rosen blusser alt i Danas have og vi er besat af Glæde over Danmark ( Poul Martin Møller ).

Indtil omkring 1970 anså vi det for en selvfølge, at alle menneskers rod var national. Vores var dansk. Andres var irsk, rumænsk, polsk. I de store lande endda med underafdelinger, saksisk ( Piontek ), rhinsk, bayrisk osv. Hverken højre eller venstre satte spørgsmålstegn ved den sag. Vi jublede alle som en når Victor Borge og Laurits Melchior havde succes i USA. Kommunisten Sven Møller Kristensen skrev i Danmarks Frihedssang fra 1945 Gå til modstand alle danske. Vi sang højskolesangene i vore skoler, lærte dem mere eller mindre udenad, og groede dermed endnu mere sammen med vore forfædre, vores sprog og dets musikalitet. Vi var et med vores stamme. Hør det! Husk det, alle danske! / Klar og frodig er vor ånd. ( Ebbe Rodes far, Helge Rode. )

   Det er fortroligheden  med det hjemlige, der skaber et folks livssyn. Vi får det ind med modermælken. Men der er også noget vi skal lære hinanden. Vi skal lære at bruge det danske sprog mangfoldigt og udtryksfuldt. Læs Johs. V. Jensen og Sophus Clausen. Vi skal kende vor historie. Vide at Hans Egede koloniserede Grønland, og at statsminister Monrad kludrede dumstædigt i det i 1864, så vi mistede Sønderjylland.

   Der er nok at gå i dybden med i den danske kulturarv. Hvordan levede man i Salling i stenalderen? Oehlenschlægers tragedier. H.C. Ørsteds og Søren Kierkegaards filosofi. Niels Bohrs fysik. Carl Nielsens sange og symfonier. Det danske sprogs historie fra runerne af.

   Vore danske studier står selvfølgelig ikke i vejen for at vi kan lære fransk eller fordybe os i buddhisme og etruskisk arkæologi. Men der er tanker og bedrifter nok fra den hjemlige verden til mange livs studier.
 
  

 Det er ligesom kulturarven bliver mere levende om sommeren. Men dette livssyn, der ligesom vokser ud af vores højsommer, hånes i disse år og kaldes nationalistisk, molboagtigt, Morten Korch’sk.  Det er ellers dette molbo-livssyn vi hylder i vores stedsegrønne sange. Udholdenheden: Her vil ties, her vil bies….Vist skal vi hente, kun ved at vente . ( Brorson )  Vi holder ud, selv når der ikke er nogen ende på vinteren og modgangen, den, Blicher kendte til: Inderlig jeg længes / efter vår, men vintren strænges .

   Og mærker vi så ikke denne fylde af rolig lykke i hele kroppen, når lyset og farverne endelig kommer til os i maj?  Fra vinterens Hammershøi til sommerens Egill Jacobsen. Eller til Jeppe Åkjær: Nu er dagen fuld af sang.

   Det er denne naive og overstrømmende Glæde over Danmark, der kommer til øredøvende jubel ved fodboldlandskampene. Der er et yndigt land lyder ikke yndigt fra lægterne, men som et brøl. Nu er det vikingen i os der tager over. I Parken er der ingen der er forsagt ved at være dansker. Dog, latteren ligger på lur. Vi er milevidt fra Deutschland, Deutschland über alles. Den danskeste af alle danske er og bliver en humorist, Storm-P.

   Skal man udpege en nulevende eksponent for dette bramfri livssyn, kan det være Kim Larsen. Når han står der med gadedrenge-kasket på knolden og bajer og smøg i hånden. Og med et lille, daskende hængeslips under den grå jakke.  Han synger for høj og lav, for friheden, for selvstændigheden. Han synger allermest for dem der ikke går i gåsegang. Han er ham, de andre ikke må lege med, han er det dårlige selskab. Han gør sig ikke fin, er ikke spor perfekt eller poleret. Men molbo? Nej. Stemmen har en rå ironi, når han med faste mellemrum fra tribunen brøler sit: MINE DAMER OG HÆÆÆRER! Hos Kim Larsen er ytringsfriheden ikke til diskussion.

   Lad os ikke glemme, at til dette livssyn hører også sansen for retfærd og ligevægt. Forbrydelse og straf hører sammen. Straffen kan udmåles barmhjertigt, men den må ikke forsvinde i bortforklaringer.

Men dette livssyn, der hviler på glæde over Danmark, får ikke rigtig lov til at inspirere os i disse år. Livssynet er ikke anset, ikke stuerent. Kulturkompagniet, de toneangivende kredse, har dekreteret, at vi skal skamme os over at være danske og vesterlændinge. Man falder bedst til i det dannede selskab – især i hovedstaden – hvis man melder ud, at Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er en krigsforbryder, at vi giver for lidt til ulandene, og at multikulturelle samfund er bedre end samfund, hvor en sammenhængende folkekarakter råder. Det er smartere at kende Australiens geografi end Jyllands, og smartere at tale engelsk end dansk.

   Højre- og venstrefløjen fletter fingre omkring troen på det grænseløse samfund. Det venstreorienterede kulturkompagni ønsker det multikulturelle samfund. I praksis: et islamisk parallelsamfund i Danmark. Højrefløjen vil have et globalistisk samfund, hvor varerne produceres til lavestbydende arbejdskraft i Kina, Ukraine eller hvor på kloden det kan være.

   Kulturkompagniet, medieoverklassen, støtter således, tilsigtet eller utilsigtet, den økonomiske overklasses livssyn, der hedder vækst, forbrug for næsten enhver pris. Det er bedre at have to biler end en, bedre at have tyve par sko end fem par.

   Dette medieoverklassens livssyn dominerer Danmarks Radío, TV 2 og andre medier. Medieoverklassen er kommet så langt bort fra sin danske oprindelighed, at vor kulturs ædleste smykke, ytringsfriheden, er blevet sat til salg. Hensynet til fremmede religioners doktriner vejer hos medieoverklassens talsmænd tungere end ytringsfriheden.  Medieoverklassens forbehold, blaserthed, pseudovidenskabelighed og selvhad styrer vor offentlige debat.

   Det svarer til hvordan den københavnske akademiverdens andenrangs talenter i 1800-tallet så ned på folkelig genier som Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen og Grundtvig. I dag blæses andenrangstalenterne bare op til unaturlig størrelse af medierne.

   Men her, mens sommerroen fylder os, kunne vi måske overveje, om det livssyn, der forekom os naturligt ind til 1968, ikke skulle genindsættes i sin egen ret. Det livssyn, som både kommer fra de bøgelyse øer og fra blæsten som går frisk over Limfjordens vande.
 

Jeg skal hilse fra en nydelig yngre dame, jeg kender, og sige, at Wimbledon har skuffet hende i år. Ikke på grund af spillet. Det er som det altid er. Frem og tilbage, og Federer vinder til sidst.

   Nej, hun er skuffet over mændenes påklædning. Deres knælange benklæder, der flagrer om dem som et skørt. Mandlige tennisspillere har som regel pæne ben. Og min veninde plejer at nyde dem. Men nu er de gemt bort bag oldemors viftende mamelukker.

   Hun siger det er et tab af skønhed. For hun er en fin dame. Men jeg tror nu også hun mener, at disse komiske, halvlange hoser er rene seksualdræbere.

   Hun plejer at holde en pirret sommerferie foran skærmen og nyde når spillernes lårmuskler strammes under et vellykket smash.  Men slut, prut. Ikke i år. Nu er det bare kamp, kamp, kamp. Vind, vind, vind.

   Skyldes de lange bukser, at vi lever i en kold te, som min gamle chefredaktør sagde. Han mente kold tid. Men han var fra Fyn.

   Næ, jeg ved godt hvorfor. Alle tennisspillere er betalt af testikelindustrien, som vor arveprins sagde. Han mente tekstilindustrien. Og lange bukser giver kludefabrikanterne højere profit end korte bukser. Sådan er kapitalismen! Det er også nogle stofrige, tilknappede udstyrsstykker, de kvindelige tennisspillere render rundt i. Ren tipoldemor. Caroline Wozniacki heldigvis undtaget.
 
  

   Nu vi er i den boldgade ( ! ), har I så lagt mærke til, hvor ærbart tennispigerne i pauserne dækker deres lår med håndkæderne. Det ville da også være forskrækkeligt, hvis tv-seerne så en snip af en pigetrusse.

   Sportsfolk lider af seksualangst. Det er vel fordi de skal bruge hver eneste stump kolesterol til at kæmpe for at vinde.

   Sådan har det ikke altid været. Når vi ser de skønne skulpturer af oldtidens græske diskoskastere, har de ikke en trevl på kroppen. Nu er der selvfølgelig også varmere i Athen end i Wimbledon. Men i den gode, gamle hellenske bøsse-kultur har Sokrates og de andre gamle vrisne grisse selvfølgelig siddet på stadion og nydt synet af de smidige, nøgne ynglinge. Ligesom min ærlige og nydelige veninde tidligere nød synet af de trænede tennislår.

   Ekviperingstrangen breder sig fra tennisbanerne til fodboldbanerne, og herfra til stranden. Da jeg gik i vandet forleden, opsteg af havet – ikke en nøgen havfrue, men en flok syv-otte års tøser pakket ind i tøj fra halsen til midt på lårene. Nu har jeg ingen pædofile tilskyndelser – synes faktisk børn er ret usexede – men det er da synd for pigebørnene, at de ikke kan boltre sig nøgent og frit i bølgerne som jeg selv gør. Tøserne lignede miniudgaver af de helkropsbadedragter, dronning Victorias undersåtter iførte sig  for over hundrede år siden, når de vovede at stikke en tå i vandet.

   Forleden var der en studine der fnisende fortalte mig, at hendes klasse under en studenterfest var gået i vandet under de lyse nætters himmel. Nøgne? spurgte jeg.  – Nej, vi gik i vandt med alt tøjet på, også studenterhuerne.

   Ja, vi lever i en reaktionær tid. Mændenes habitter er grå og beige. Og millioner over hele verden tilbeder en seksualforskrækket profet som Muhammed, der vil stene kvinder og bøsser, der vil udfolde et normalt kønsliv. Heldigvis har vi stadig Ekstra Bladet og Ingemann her på siden som modgift.

   Men jeg advarer tennisspillerne og de overpåklædte badenymfer på otte år:  I får for lidt D-vitamin. Og hvad det kan føre til af ulykker, kan I bare spørge doktor Erik Münster og DR’s doktor Peter Geisling om.