Avisartikler 2013, 1. kvartal

Helligånden tager bolig i DR-byen

Trykt som kronik i Berlingske Tidende den 9. marts 2013

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

 

Kære læser! Vil du hjælpe mig med at løse et mysterium?

Inden jeg peger på mysteriet, vil jeg føre dig ind i en tv-udsendelse, som DR viste forleden ( 27.-2. ). Udsendelsen, kaldet ”Et ekstremt netværk”, begynder med et udendørs møde i Århus. Vi ser Anders Gravers på talerstolen. Han er formand for enforening, der hedder ”Stop islamiseringen af Danmark” ( Siad ).

Speakeren i dokumentar-udsendelsen siger: Vi er i Århus et år efter en ubeskrivelig tragedie i Norge. Derefter toner filmen direkte over til Breiviks retssag. Hvorefter speakeren taler om, at der på initiativ af Siad er ved at blive etableret et ekstremt internationalt netværk vendt mod islam. Ingen kan være i tvivl om, at Siad er forbundet med Breiviks ugerning. One way or another.

Udsendelsen udvikler sig til én lang insinuation imod Siad, der såvidt vides kun har benyttet fredelige og demokratiske midler i sin islam-kritik og kun har haft afsky for Breiviks udåd. Anders Gravers kalder i udsendelsen Breiviks handling for galskab og ondskab. Men man må godt nok sige, at udsendelsen formår at stille spørgsmålstegn ved Gravers’ rene hænder. Dokumentaren er én lang manipulation for at få seerne overbevist om, at Siad er hjørnestenen i en international, jødisk finansieret konspiration, der førte frem til Breiviks forbrydelse.

Der fremlægges ingen beviser for denne insinuation i filmen.

Den eneste vold, Siad mig bekendt kan sættes i forbindelse med, er at foreningens lovlige demonstrationer jævnligt bliver overfaldet af ”Antifascistisk Aktion”, denne imponerende samling unge mænd og kvinder i sorte hætter og kamptøj, der forulempede og kastede æg i håret på bl.a. min bestyrelseskollega i DR, Katrine Winkel Holm, og kasserer i Trykkefrihedsselskabet, juristen Aia Fog, da de i Malmø ville overvære et møde med den hollandske politiker, Geert Wilders.

”Antifascistisk Aktion” ønsker at have gaden for sig selv, ligesom en vis gruppe unge tyskere ønskede det i Berlin i 1930’erne. Die Strasse frei, lød det dengang.

 

¤

Jeg har ingen forbindelse med Siad. Den stil, de fører sig frem med, er mig fremmed. Men jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at her begås uret. At kulturlivets kompakte majoritet tromler hen over en lille forening af nogle uakademiske medborgere, der af et ærligt hjerte er bekymret for frihedens bevarelse i Vesten.

”Et ekstremt netværk” er et brud på DR’s etiske retningslinjer, der fastslår, at DR’s programmer ikke må have skjulte dagsordener, men skal være fair over for alle parter.

Udsendelsen ligner i sit politiske sigte en række andre DR-aktioner.

Inden jeg nævner nogle af dem, vil jeg først sige, at DR’s politiske nyhedsdækning i de sidste par år er blevet mere voksen, mere indsigtsfuld og velafbalanceret, under Ask Rostrups og Kim Bildsøes ledelse. Et tidligere rødt terræn som P 1’s ”Orientering” viser os nu et mere ternet verdensbillede.

Men når DR bliver skævvredet, er skævheden næsten altid til ”rød” fordel. Lad mig nævne nogle få eksempler.

  1. eksempel. Det turde være kendt, at koranen og sharia anviser muslimer ret og pligt til at stene kvinder til døde, hvis de elsker en person uden for ægteskabet. Dette er desværre ikke kun en gang moske-palaver. Steningens lidelsesfulde aflivning praktiseres med vanvidsråb, had og blod i flere muslimske lande. Det står jo i de troendes bibel, at sådant skal være.

De fleste danskere forfærdes, når vi hører om dette islamiske barbari. Alligevel fandt DR det sidste sommer for passende at holde ramadan-jubelfest for unge, der tilslutter sig islam med alt hvad dertil hører af hængninger af homoseksuelle, kvindeundertrykkelse osv.

  1. eksempel. I dramaserien ”Borgen” fremstilles Birgitte Nyborg som seriens moralske Snehvide. Hun danner sit eget parti, bl.a. fordi hun ikke vil sende kriminelle indvandrere tilbage til deres hjemland. Dette er tegn på en enestående høj moral. Hvorimod den ene af seriens DF-politikere er en brovtende dyremishandler, og den anden er en dulle, der spreder benene for den første og bedste journalist, der vil give hende sendetid i tv.

Kunne man tænke sig, at Kristian Thulesen Dahls danske sindelag forsynedes med en helteglorie i et DR-drama? Nej, det kunne man ikke.

  1. eksempel. Romaerne vækker vrede hos tjekkiske borgere. Tjekkerne er trætte af, at mange romaer stjæler, svindler, sviner og undlader at sætte deres børn i skole. DR sendte et tv-hold til Tjekkiet. Forunderligt nok kommer DR’s tv-hold til det resultat, at fejlen er tjekkernes, ikke romaernes. Altså det sædvanlige selvhad på Vesteuropas vegne hos de ”røde” intellektuelle.

Jeg er leveringsdygtig i 4., 5., 6. og 7. eksempel.

¤

Det er denne cafe latte-helligånd, der bølger som røgelse gennem DR-byen. Røgelsen bedøver os – seerne – til at tro, at vi er bedre mennesker, jo flere ulands penge vi uddeler, jo mere vi åbner grænserne for islamiske indvandrere, jo mere modersmålsundervisning vi giver. Hvad der støtter islam er godt. Hvad der kritiserer islam er betænkeligt og har tit en ond kerne. Som Siad.

Denne partiskhed strider imod radiolovens ord om, at DR skal være alsidig. Partiskheden foregår ikke sådan, at tv- og radioaviserne ikke dækker Christiansborgs dagsordener nogenlunde ligeligt. Skævheden ligger mere i det røgelsesbestænkede livssyn, DR holder op som idealet for os syndige mennesker. Filosoffen Eva Agnete Selsing præciserede det klart og håndfast i en klumme i Berlingske forleden ( 4.-3. ): ”Venstreorienteringen gennemsyrer DR i form af de valg og fravalg af emner, vinklerne, sprogbrugen, kilderne. Det hele.”

Sådan er det vist, desværre. Der er vinkler der aldrig anlægges, der er emner der ikke tages op, der er kyndige personer der aldrig bruges i DR. Og nu har DR så lige – igen, igen – ansat to personer af den sædvanlige, korrekte observans på profilerede poster, Møger og Guldbrandsen ( som DR 2-chef ). Jeg ville ikke løfte et øjebryn over ansættelserne, hvis en Bent Blüdnikow, en Michael Jalving, en Farshad Kholgi eller en Søren Espersen også kunne ansættes i DR. Men det er utænkeligt.

Denne ensidighed er farlig for DR’s eksistens. Da DR for en halv snes år siden var værst i sin propaganda for øget muslimsk indvandring, var vreden imod DR udbredt i den tænkende del af befolkningen. Og et politisk flertal for at afskaffe DR lå ikke så langt borte, som de måske troede i DR’s direktion. Da var vi nogle der måtte komme DR til undsætning.

Ensidigheden og ensretningen i DR er ulykkelig for Danmark. Fordi den indskrænker ærligheden, bredden og spændstigheden i vores offentlige debat. Og cementerer fordommene. ( Ole Thestrups DF-formand i ”Borgen” er et himmelråbende eksempel. Men bevares, det er godt teater. )

¤

Til Siad-dokumentarens tilrettelæggere burde DR-ledelsen have sagt: Det er altså ikke Siad, der sprænger bomber hver anden dag overalt i verden og dræber og lemlæster tusinder. Den aktivitet udføres af dem, Siad vil holde på afstand af vores græsgange.

Det er heller ikke Siad der drager pøbel-skrigende gennem gaderne og bombarderer politiet. Det gør de, der vil spolere Siads fredelige møder.

Jeg synes næste DR-dokumentar skulle handle om Det muslimske Broderskabs internationale netværk eller om ”Antifascistisk Aktion”.

For alsidighedens skyld.

¤

Og så mysteriet. Hvorfor er den talende og kokkererende klasse så ivrig efter at forsvare islam og dets gerninger? Islam er en dybt reaktionær ideologi. Og journalisterne og det øvrige cafe latte-folk er selv de første, der vil få frataget deres frie rettigheder, når Allah overtager kommandoen.

Det er vinteren, der gør os til danskere

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 26. januar 2013

Af Ole Hyltoft

Den danske højvinter kan føles tung og deprimerende. Men når man så om morgenen smider dynen til side og går ud i den klare sneluft. Så bliver man et lykkemenneske. Her sidst i februar får man lyst til at løbe naturens genfødsel jublende i møde.

 

 

Aldrig er skoven så lys som i sne.

Kom og se!

 

Der er dem der mener, at den danske vinter er ét langvarigt, depressivt hul. De prøver at fortrænge den hundekolde, grå virkelighed ved at se solskoldede californiske tv-serier. Og ved at ofre formuer på at drage til de varme lande i vinterferien. De gange min kone har overtalt mig til at søge Middelhavets sol i januar, er jeg havnet i regnklamt efterårsvejr. En enkelt gang, på Madeira, endog i snestorm.

Jeg har venner, der begiver sig fjorten dage til Siam i februar. Virkelighedsflugt! Alene tanken om at sidde 20 timer i et fly til Bangkok – og 20 timer tilbage – får mig til at lovsynge den danske vinter.

Vores vinter er det, der gør os til danskere. Og den skal vi stå ud med. Udfordringen er størst, når Dannevang i november-december ligesom ligger i lage. Det råder vi bod på ved at tænde masser af lys på gader og i vinduer og i juletræer. Og holde julefester med de euforiserende overraskelser, uoverlagte møder med alkohol og det modsatte køn kan afstedkomme.

Men det lader sig ikke nægte, januar-februar er en bister manddomsprøve. Den ene dag snesmelt og søle. Den næste dag fryser sølet til is med rovdyrtænder, der skærer sig ind i skosåler og bildæk. Mit bjælkehus er skiftende omgivet af istapper og af tødryp fra tagskægget. I det lave eftermiddagslys gnistrer istapperne som orange stjernekastere.

Selv om vi ikke er et sneland som Norge, har vi aldrig en vinter uden sne. Herude på landet bliver sneen liggende. Så vi kan takke snemarkerne for, at landet er godt oplyst trods gråhimlen.

Gråvejr gør horisonten kort. Jeg trænger til at se langt og går ned til havklinten. Kuldedisen krammer om mig. Jeg føler jeg befinder mig under Norskehavet i bugen på en hvalfisk. Stranden efter stormen ligner Vestfronten under 1. verdenskrig. Havstokken er blottet for sand, fyldt med halvstore sten kastet hulter til bulter. En bræmme af grim, sort tang har samlet sig som en bølgebryder hen over strandbredden. Bølgerne skvulper mod den. Længere ude napper de vredladent efter hinanden, ligesom mine solsorter gør under fuglebrættet i haven.

Langt, langt ude mod vest, i kimingen, får himlen over Sjællands Odde et mildt, appelsinfarvet skær. Missionsfolkene må have tænkt, at derude lå paradiset. Det toner med lov og pris og bøn / fra jord mod Paradis-haven.

¤

Er man ene, kan den danske højvinter nok føles tung og deprimerende, som enken i nabolaget sagde til mig den anden dag. Man plejer at sige, at det er marts-april, der tager livet af de gamle. Jeg tror nu, det er den buldermørke og besværlige januar, der hiver livskraften ud af os.

Den søgende skuespiller Peter Steen døde her i februar. Vi var vel ikke venner han og jeg. Men med års mellemrum krydsedes vore baner livet igennem. Altid med smil. Et år en gemytlig avispolemik. Et andet et tilfældigt møde. En kort overgang havde vi fælles kæreste. Han løb af med hende. Det gjorde ikke noget. Hun var smuk. Men uoverkommelig. Også, viste det sig, for Peter.

Denne februar blev min ven, Lars Hedegård, forsøgt myrdet. Han kæmper for friheden, danskernes, alle menneskers. Islam er ufrihed, for kvinder, for homoseksuelle, for elskende, for de fleste af dem, der giver sig ind under islams regeltyranni. Hedegård er en frihedskæmper, som vi kaldte de modige under besættelsen. Dengang blev frihedskæmpere også forsøgt henrettet. Undslap de, kæmpede de videre. Tolstrup, Røjel, Kieler, Frode.

Nu lever tre af mine venner under politibevogtning. Lars Hedegård, Pia Kjærsgård og Kurt Westergård, min poetiske og finurlige illustrator gennem mange år. Deres ”beskyttede” liv er som at være i fængsel. Danmark er i de sidste 25 år blevet et meget anderledes land at begå sig i.

¤

Heldigvis er vores købmand, Thomas, uforanderlig. Hvis vi ikke havde ham, ville byen være øde om vinteren. Han skaffer os midlerne til at holde livet i gang, fra kartofler til rødvin. Han har alting, og hvis vi savner en specialitet, skaffer han den. Jeg fylder citroner, skiver af lever og norsk myseost i min indkøbskurv. – I disse mørke dage har man svært ved at komme op om morgenen, siger Thomas ved disken. – Det er fordi kulden tager så meget af éns energi. - Ja, sådan er det nok, svarer jeg med fuld tillid til vor ingeniøruddannede købmands indsigt i varmefylde og varmelegemer.

Sven Wichmann, tv-serierne ”Edderkoppen” og ”Bryggeren”’s regissør og ildsjælen, der genskabte Tisvilde Bio, kommer hen og betror os, at han ikke vil købe en eneste ny beklædningsgenstand resten af livet. - Det er ikke er nødvendigt. Har man brug for en frakke til at holde på varmen, kan man købe en billigt i en genbrugsforretning.

Sven og jeg er ret enige om overforbruget, om end vi står midt i et eldorado af materielle goder, der hver især har gjort deres til at udpine Jordens resurser. Jeg supplerer Svend budskab med mit forslag om, at kontanthjælpsmodtagere må arbejde for fælleskabet. For eksempel ved at fylde de dybe huller ud, jeg var ved at snuble i på stien hen til Thomas.

Sven er et ædelt menneske, en sagtmodig, men principfast film- og menneskeven med hårpisk i nakken. – Pressede vi danskere vores 3,5 mil. ton affald i en kubikmeter baller, kunne den nå til Delhi og tilbage igen hvert år, siger han.

¤

Som jeg sidder her i min karnap og kigger ud, er snelandskabet ganske livløst. Min selvsåede, ægte kastanje, som jeg venter mig så meget af, er ikke andet end et bundt tynde, brune stritpinde foran min venstre rude.

Naturen er gået i stå her i februar, ubevægelig ligesom fortiden er det. Engang var fortiden nutid, fuld af aktiviteter, af glæder, af dumheder. Især de sidste ville man jo gerne tage op til overvejelse igen. Men gjort er gjort. Og hvad – man gjorde det vel så godt man kunne. Nu er fortiden færdig, ligesom sidste sommers frodige blomstring er det.

Men – inde i de vinterstive træers ved forberedes genfødslen. Derinde er der liv. Ligesom fortiden er sprællevende inde i mig og i hvert menneske.

Ligesom vi glæder os til hvad der snart gror ud af den forstenede vinter-natur, skal vi favne fortidens verden og lade den spille med i vores nutidige liv.

Selvfølgelig skal vi ikke hænge fast i fortiden, fortabe os i den. Det var den dumhed, Monrad, Ploug og de andre nationalliberale begik op til 1864. Men vi skal gøre vores nutid mere plastisk og visere ved at lade fortiden være part i den.

Og vi skal suge inspiration og kraft af fortidens bedrifter. I Danmark kraften der udgår fra en Holberg, en Grundtvig, en Niels W. Gade, en Thorvaldsen, en Ørsted, en Bohr.

Fortiden skal leve i os som vort åndelige livs molekyler, ligesom nutiden gør det. Lars Mikkelsen er med i vores daglige liv. Men det bør Johanne Louise Heiberg også være.

¤

Da jeg stod på Thomas’ parkeringsplads uden for købmandsgården, opstod følelsen af alle mit livs fastelavnsdage. Sådan, netop sådan, var vejret, da jeg var otte år og slog katten af tønden. Sådan er det i dag. Koldt, klart, barsk.

For i februar er det stadig vinter. Tit knagende koldt. Men decembers mørke er borte. Den bragende martssol er på vej hertil. Det mærkes.

Derfor er der fra midt i februar noget der vågner i os. Vores lyst til at løbe naturens genfødsel jublende i møde.

Man gør det bedst tidligt om morgenen, når man sparker dynen af sig og går ad havestien ud til postkassen for at hente aviserne. Sneluften. Så tindrende klar og ren. Man forandrer sig på et sekund til et lykke-menneske, parat til en ny, god dag.

Birgitte Nyborg og de borgerliges kulturelle fallit

Trykt som kronik i Berlingske Tidende den 7. februar 2013

Forleden blev jeg ringet op af en af de ledende kræfter i Det Konservative Folkeparti. Han ville lige fortælle mig, at han fik kvalme, når han så DR’s ”Borgen”. Hans kone havde forbudt ham at se flere afsnit af serien.

Det kan jo heller ikke nægtes, at den konservative Hesselbo i ”Borgen” er et skummelt hade-objekt i ”Borgen”. Den eneste gode konservative i tv-serien er ham, der melder sig ud af partiet og ind i Birgitte Nyborgs, fordi han har giftet sig med en ung, sort skønhed og derved har set lyset, multikulturen.

Jeg hører Adam Price slå syv kors for sig og anråbe os: ”Borgen” er bare fiktion. Den politiske virkelighed i DR den tager Ask Rostrup sig af.

Den går bare inte, Granberg! Ingen forfatter kan tegne et billede af dansk politik uden at afspejle de holdninger, der har udmøntet sig i det virkelige Christiansborgs partier.

Prices ”Borgen” har to heltinder, Nyborg og Fønsmark. De kan falde for fristelser og ligge i med skurke, som Fønsmark gør med tv-direktøren, den vildt overdrevne karikatur af Kenneth Plummer. ( Så grov var han altså ikke. ) Men trods fejltrin er de to kvinder – kulturradikale kvinder - af de ædles æt. Det er de to, vi seere mest identificerer os med.

Men ikke kun De Konservative behandles nedladende i ”Borgen”. Socialdemokraterne er sandelig heller ikke for gode. Den ene anløbne sosse er kynisk chef for en sensationssprøjte ( Peter Mygind ). Den anden er en forældet fagforeningsboss. ( Begge Adam Prices kunstbegavede forældre var ellers socialdemokrater.)

Den altid fremragende Ole Thestrup laver en brovtende griseproducent ud af ”Borgen”’s DF’er – en gave til de talende klassers fordomsfulde uvidenhed om de mennesker, der melder sig hos Dansk Folkeparti.

Hvor kunne ”Borgen” dog være blevet menneskeligt og kunstnerisk spændende, hvis Birgitte Nyborg i stedet var kommet i tvivl om de talende klassers overbevisning og havde mistet troen på masseindvandringens velsignelse. Hvis hun var kommet til den slutning, at disse års humanisme må bestå i at gøre front mod islams anticiviliserede religionsvanvid. Så var der virkelig kommet drama ud af det, i stedet for den overfladiske politiske medløber-snak, DR Drama nu keder os med.

Men sådan en tanke kan nok ikke opstå i den talende og kokkererende klasse.

¤

Hvorfor er det sådan en gang Morten Korch til glorificering af kulturradikalismen, som DR opfører?

Det tror jeg, jeg har en bid af forklaringen på.

Da den konservative politiker klagede til mig, havde jeg lyst til at svare ham: Sådan en tv-serie som ”Borgen” er jer konservatives egen skyld. For I har kun meget sjældent taget kulturpolitikken alvorligt – med Per Stig Møller som en gylden undtagelse. Jeres bedste hoveder har i stedet er søgt til tops i pengeverdenen. I har aldrig gjort jer klart, at jeres manglende indlevelse og deltagelse i kulturverdenen havde nogen skadelig indflydelse på jeres almindelige politiske image. Men det har den.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at de borgerlige partier ikke bakker op om bibliotekerne, Det kgl. Teater, Nationalmuseet. Selv om jeg husker den Venstre-politiker, der om Nationalmuseet sagde: hvad skal vi med alt det gamle skidt! Og jeg glemmer heller ikke, hvordan Venstre truede med at ville nedlægge kulturministeriet, lige da Danmarks ( Bomholts ) nye, demokratiserende kulturpolitik var kommet i gang.

De kommuner, der har givet deres borgere den mest fremsynede kulturservice har næsten altid været socialdemokratiske: Gladsaxe ( den socialdemokratiske Erhard Jacobsen ), Kolding, Holstebro, Ballerup, Århus ( Thorkild Simonsen var en fremragende kulturpolitiker. Han kunne være blevet en tip-top kulturminister. )

¤

De borgerliges kulturpolitiske fallit handler ikke kun om den politik, der føres i rådhusene og på Borgen. Svigtet handler også om, at de borgerlige ikke anser kulturen som jævnbyrdig med økonomien. Derfor har kulturens folk – fra skuespillere og forfattere til den stadig mere magtfulde journalistklasse - følt sig fremmede over for de borgerlige partier. De kulturradikale har haft let ved at erobre kultursektoren.

I vort folkestyres barneår sidst i 1800-tallet agiterede Georg Brandes for et nyt kultursyn: internationalisme, kvindefrigørelse, polygami, ateisme, problemlitteratur. Det borgelige Danmark, der jo dengang havde den politiske magt, hævnede sig på den geniale rebel ved ikke at tildele ham det professorat i litteratur, han var selvskreven til.

Men i det lange løb vandt Georg Brandes. Han hævnede sig på det borgerlige Danmark ved stort set at gøre hele 1900-tallets kulturelle klasse til brandesianere. Derfor er Birgitte Nyborg ikke borgerlig og ikke engang socialdemokrat.

¤

I dag handler kulturstriden ikke om kvindefrigørelse, internationalt udsyn eller kunstnerisk frihed. I dag står valget mellem overnational, embedsmandsstyret multikultur eller en åndrig, indholdsrig hjemlighedskultur. Skal vi have fuld ytringsfrihed eller (selv)censur? Skal Koranen være ligestillet med Biblen på vore kanter? Skal vi acceptere parallelsamfund, altså et delt Danmark, sprogligt og kulturelt?

Birgitte Nyborgs holdning føder den meningsløse godhedsindustri og udtynder danskernes indsigt i deres egen kultur. Men det, der svækker kulturen mest i dagens Danmark, er, at der ikke i virkelighedens verden er råderum for noget andet kultursyn end hendes. Hvis en skuespiller siger højt, at han stemmer på DF ( måske fordi han kommer fra Tønder og har et nationalt hjerte ) vil han ikke få ansættelse på et førende teater.

Kulturverdenen består, ligesom finansverdenen, af netværk. De kulturradikales netværk omkring Politiken og til en vis grad Danmarks Radio fungerer fortræffeligt. Det er dette netværk, man skal søge ind i, hvis man som kulturarbejder vil være noget ved musikken. Hvis man ikke gør det, står man på gaden i vintervejr og uden overtøj.

¤

De borgerlige har haft magten i pressen, men har ikke tøvet med at fylde deres presse med mere eller mindre kulturradikale redaktører. De borgerlige har ikke gjort meget andet for at dæmme op for den kulturradikale dominans i Danmarks Radio end at jamre og oprette radiokanalen 24/7.

At få etableret en borgerlig kulturkreds ved siden af de kulturradikales kreds ville ikke kun være en fordel for de borgerlige. Det ville også skabe et bredere, et rigere kulturliv herhjemme. I de år i 1970’erne og 80’erne, da jeg var kulturchef på den socialdemokratiske avis Aktuelt, forsøgte jeg at opbygge en – ikke borgerlig, men af kulturmagten uafhængig - kreds af skribenter, en der ikke lå under for den snobbede, modeprægede kulturradikalisme.

Vi lykkedes et stykke af vejen. Vi opbyggede en kreds af dygtige, frie skribenter, en kort overgang med den eminente Claes Kastholm på holdet. Men avisens kræfter slog ikke til. Og det dengang unge socialdemokrati med Auken, Ritt Bjerregård, Birte Weis, Mogens Lykketoft, Ole Espersen i spidsen kendte ikke til nogen anden kultur end de kulturradikales.

Sådan led Bomholts storladne kultursyn skibbrud: det folkelige Danmark hånd i hånd med landets bedste kunst og tænkning.

Så derefter har kun de borgerlige haft midler til at opbygge en modstand mod ensretningen. Men de lod fem være lige. Så havnede dansk kultur i kløerne på de kulturradikales overfladiske og konforme livssyn, senest med Birgitte Nyborg som partileder.