Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 14. februar 2012
Kort før han døde, skrev Jesper Klein til Ole Hyltoft og spurgte ham, hvorfor han dog var blevet
pianist. Hyltoft nåede ikke at svare Jesper Klein i levende live. Det gør han til gengæld her.
Af Ole Hyltoft
Sidste år fik jeg brev fra Jesper Klein. Han forstod ikke, hvorfor jeg ”var
havnet i den flok” – Dansk Folkepartis. Så glattede han ud og sagde, at nå, ja, selv var han hverken højre- eller venstreorienteret. Kun desorienteret.
Jeg fik ikke løftet Jesper ud af hans desorientering, inden
han døde. Men det vil jeg gøre her. Jeg håber Jesper læser med.
Jeg har det sådan med mine følelser, at når jeg ser to jetjagere med dannebrog på halen flyve op på siden af de danske europamestres
fly og hilse/hylde drengene, bliver jeg tyk i halsen og våd i øjnene.
Din dannebrogs-nationalist! hører jeg Jesper udbryde oppe i sin himmel. Nej, sådan er det ikke, Jesper. Hvis jeg oplever den samme situation i en, lad os
sige engelsk film, føler jeg det samme. Det er fællesskabet, der gør mig bevæget.
Når nordmænd og danskere rækker hinanden hånden tværs over Skagerak og sørger sammen over tragedien
på Utøya, bevæges jeg på samme vis over det dansk-norske broderskab.
Jeg ved godt, at denne følelse skal holdes i ave, hvis den føres over i politik. Vi danskere fik en frygtelig lærestreg i så henseende
i de to slesvigske krige i 1800-tallet. Men at blive bevæget over at høre sammen med andre mennesker omkring noget værdifuldt, er en følelse, der er beslægtet med venskab og kærlighed. Den er naturlig. Den er god, og skal
ikke behæftes med mondæn foragt. Sådan en, som Lars von Trier giver fuld gas, når han om fællesskabets symbol, dannebrog, siger, at flaget er ”det danske swastika. Det burde samles ind og afbrændes.”
Der
findes andre gode fællesskaber end det nationale. Det jeg har med min familie, med min fodboldklub, med det hold, jeg går til gymnastik med hver mandag.
Men vigtigst er det fællesskab, vi har med vores eget folkeslag, det danske. Det
gør, at vi ikke er rodløse individer uden fædreland. Vi har sproget, historien, vejret, vanerne til fælles. Når vi en dag dør, dør vi alligevel ikke. For vi lever videre i vores landsmænd. Hvis vi da har
følt os som danske.
¤
De sidste tredive års talstærke muslimske indvandring til landet har skabt en ny situation for vores danske fællesskab. Nogle af den halve million muslimer, der har bosat sig i Danmark, gør
sig umage for at forstå det danske og blive danskere. Andre gør det ikke. Dansk mentalitet – frihed, humor, ironi, demokrati, ligeværd - ligger dem fjernt. De danner selvvalgte kulturelle ghettoer i landet. De lever efter andre normer,
har andre referencer, deltager ikke i danskernes offentlige samtale.
Forskelligheden bliver til konflikter, til sammenstød, had, en skønne dag måske til borgerkrig, som forskelligheden på Balkan, i Irland, i Israel –
og nu sidst i Malmø – har vist sig at gøre.
Islam, som den lovreligion den er, helliggør forbud – mod svinekød, alkohol, homoseksualitet osv. Det danske demokrati arbejder på at sløjfe forbud.
Den frie, individuelle udfoldelse, vi søger at give plads til, forudsætter at vi er trygge. Men det er vi ikke, hvis vi dagligt skal leve med de konflikter, et multikulti-samfund fører med sig.
Splittelsen muslimer og danskere
imellem forplanter sig til et fjendskab danskere imellem. Forfatteren Carsten Jensen kalder den halve million af sine medborgere, der stemmer på Dansk Folkeparti, for ”en skimlet sekt af klamme kældermennesker.”
Heldigvis er
det kun få åndsarbejdere, der udtrykker sig så plebejer-agtigt som Carsten Jensen. Men mange, især med en lang uddannelse, har en nedladende holdning over for den person og det parti, der er blevet samlingspunkt for det danske fællesskabs
forsvarskamp mod at blive et splittet, multikulturelt samfund.
”Fine folk” rynker på næsen ad denne jævne kvinde, denne ”hjemmehjælper”, som har vist sig at have et sjældent politisk og verbalt talent.
Pressens plebejere kalder hende en haj, et svin, en rotte, en heks – og en nazist. Selv bruger hun ikke den slags udtryk om andre.
Hun taler for, at Europa skal forblive den rigdom af naturlige folkeslag, der er fremkommet gennem århundreders
udvikling. Vi skal ikke være undersåtter i et jura-styret EU-embedsmandsvælde, siger hun. For sine traditionsbevidste synspunkter behandles hun lige så nedværdigende, som overklassen i sin tid behandlede mine socialdemokratiske
forfædre.
Nogle gange er hun sågar blevet korporligt overfaldet. Noget, der vist ikke er hændt nogen ledende dansk politiker, siden Ole Bjørn Kraft blev forsøgt myrdet af nazisterne. Hver eneste dag i Pias liv lever hun
plaget af ikke at kunne bevæge sid udendørs uden livvagt.
¤
Pia Kjærsgaard og hendes kolleger i DF sagde noget, det var nødvendigt at sige og førte denne tale ind i folketinget og blev hånet, spottet
og latterliggjort for det af det pæne selskab. Men elsket for det af store dele af folket.
Man fristes til at tænke, at akademikerne og finansbaronerne foragter hende sådan, fordi hun ikke underordner sig ”de fine”, men
har erobret en politisk platform, de mente at have eneret på. Hende, pigen uden uddannelse, kunne tale folkets og det folkelige fællesskabs sag så effektfuldt og begavet, at både den højreorienterede og venstreorienterede borgerlighed
måtte dele magten med hende.
Man kan overveje, om de uddannede klasser er så fornærmede på Pia Kjærsgaard, at de angriber hendes på hendes egentlig fornuftige standpunkter, fordi det i vores demokrati ikke er acceptabelt
at udvise standshovmod.
I en mere bramfri nation som Australien bliver landets premierminister, Julia Gillard, agtet for ligeud at sige hvad australierne tænker om muslimske indvandrere, der ikke bryder sig om en frihedselskende kultur: ”Dette
er vores nation, vores land, og vi har vores måde at leve på. Vi vil give alle indvandrere mulighed for at nyde godt af dette. Men dersom du er en indvandrer som klager, snyder og brokker dig over vores flag, vores kristne tro og vores måde
at leve på, vil jeg på det stærkeste opfordre dig til at benytte dig af din rettighed til at forlade landet. Dersom du ikke føler dig tilpas her, så rejs.”
Tænk his Pia Kjærsgaard sagde sådan noget.
Så ville det bornerte danske borgerskab stå på hovedet med Manu Sareen og Zenia Stampe i spidsen.
¤
Det nationale fællesskab – i modsætning til det globale – har den kraft i sig, at det overskrider
tiden. For at bruge en akademisk formulering: fællesskabet er kronologisk flerdimensionalt. I takt med at det nationale, det hjemlige, i disse år står i lav kurs, forskertses denne udvidelse af vores dagligdag.
I det kronologisk flerdimensionale
fællesskab har vi ansvar det liv, fremtidens danskere vil føre. Ligesom vi har del i fortiden. Både den, der gik godt, og den, der gik skidt. Vi kan rose os af, at H.C. Ørsted fik arbejdsbetingelser i vort land, så han kunne
opdage elektromagnetismen og meget andet. Og vi kan skamme os over, at vi deltog i slavehandelen.
Men man er ikke fortidsbevidst nok, bare man ved, at Harald Blåtand gjorde danerne kristne og at Frederik VII gav os en ( nogenlunde ) fri forfatning.
Vi skal være anderledes informeret om fortiden, hvis vi skal indoptage den i os. 1500-allets hverdag bliver virkelig, når vi læser Troels Lunds ”Dagligt Liv i Norden”. 1600-tallets snavsede liv bliver nærværende, når
vi læser Leonora Christinas ”Jammers-Minde”. Og 1700-tallets dagligdag på herregårdene er vi tæt på, når vi har Blichers ”En landsbydegns dagbog” i hånden.
Vil du udvide din egen verden
med fortidens, må du kende de spor fra fortiden, forfædrene efterlod sig. Deres spisevaner, sygdomme, boliger, deres litteratur og musik. Vi rejste stendysserne. Vi drog på vikingetogt. Vi sang folkeviserne. Vi
tabte det danske Skåne til en krigsgal svenskekonge.
At gøre denne fortid levende for menigmand er en forpligtelse for Danmarks Radio. Lever DR op til den?
¤
Det var et mål for Bomholts og Hartvig Frisch’s
Socialdemokrati at skaffe alle adgang til fortiden. Sådan er det ikke mere.
Men så kom der et nyt parti, der ikke forsøgte at være smart med de smarte og som anså kulturarven for smuk og livsduelig. Et parti som ikke syntes
vi vesterlændinge skulle gå og rakke os selv ned til fordel for fremmede kulturer. Et parti, der af hjertet vender sig imod, at Danmark bliver et multi-kulti-land.
Så derfor, kære Jesper Klein, blev jeg pianist. Det var ikke
noget brud med min fortid. Det var bare naturligt.