Avisartikler 2017, 1. kvartal

Den røde helligånd hersker i DR. Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 23. marts 2017

DR’s fejl er ikke dets fremragende symfoniorkester, men at for mange af programmerne er tyndbenede og ligegyldige, og at DR’s medarbejdere er ofre for en særlig rød helligånd, mener DR’s tidligere næstformand.

 

Tro mig, når kulturministeren vil fjerne Danmarks Radios symfoniorkester fra DR og nedsætte licensen med 25 pct., er det ikke for at gøre DR billigere for borgerne.

Herregud, licensen koster 2.492 kr. om året. Et avisabonnement koster over 5.000.

Nej, Mette Bock og andres angreb på DR skyldes, at DR’s programmer favoriserer rød blok. Derfor er Mogens Jensen og co. godt tilfredse med DR.

DR’s røde sympati er ikke udpræget i Ask Rostrups og Kåre Quists direkte indenrigspolitiske tv-aviser. I dem har nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fået skabt balance mellem rød og blå blok i Folketinget.

I mine år som bestyrelsesmedlem i DR pegede jeg ofte på, at DR forbrød sig mod radiolovens påbud om upartiskhed og alsidighed.
Men den gennemgående mentalitet i DR-huset og DR’s programmer bærer præg af en rød helligånd. Den er fremelsket ved indavl de seneste 30 år. Går vi længere tilbage, var der jo god balance mellem rødt og blåt.

Eksemplerne på den røde dominans er talrige og daglige. Et sjovt, lille eksempel slap for nylig ud af den ellers dygtige Gitte Hansens mund i radioens P1 Debat. Hun sagde, at Venstre (partiet) »fremturede« med et forslag.

Under USA’s præsidentvalg blev Trump i DR fremstillet som en storpolitisk undermåler og brovtende charlatan. Så da han alligevel vandt valget, stod vi trofaste DR-seere helt uforstående over for hændelsen. Hvordan kunne en kandidat, der var så dum, få så mange stemmer?

Trump har unægtelig en særegen stil. Men DR-korrespondenterne skulle have fundet frem til de politiske realiteter, der forbandt Trump med halvdelen af det amerikanske folk.

I mine år som bestyrelsesmedlem i DR pegede jeg ofte på, at DR forbrød sig mod radiolovens påbud om upartiskhed og alsidighed. Altid til fordel for rød blok. Men ulovlighederne blev bagatelliseret eller viftet af som næsvise anklager mod DR’s stormægtighed.

DR tror fuldt og fast på sit eget blegrøde verdensbillede, som DR-journalisterne opfatter som den eneste og uantastelige virkelighed. Derfor inviteres debattører med et andet udsyn sjældent eller aldrig ind i DR. Derfor ser vi i DR næsten aldrig debattører som Karen Jespersen, Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow, Bent Blüdnikow, Mikael Jalving eller professor Bent Jensen.

Denne ensidighed i DR’s tilgang til verden – jeg kalder den DR’s helligånd – skulle Mette Bock have slået ned på i stedet for at komme med en fladpandet grønthøster-maskine.

Kan der da slet ikke spares i DR? Jo, det kan der. Jeg vil tro, at der kan spares omkring 5 pct. på dyre festprogrammer som ”X Factor”, hestetransporter, flyrejser og korrespondenter til Langtbortistan.

Men der kan ikke spares 25 pct., uden at det bliver et helt andet DR. En udgift som fodboldlandskampe er f.eks. meget dyr. Skal DR ikke bringe landskampe?

Der står i radioloven, at DR ikke bare skal være upartisk, men også kunstnerisk løftende, oplysende og kulturel. Og hvad underholder DR så borgerne med? Se på tv-programmet sådan en gennemsnitlig fredag aften. Hovedprogrammet er ”X Factor”, dilettantisk sang suppleret med råben og skrigen. Derpå den ene ligegyldige krimi efter den anden. Titlerne taler for sig selv: ”Døden kommer med posten”, ”Mord i planteriget”, ”Skorpioner”, ”Mord i Gorki Park”, ”Liget på loftet”. Dette bare på en enkelt aften. Man synes kun, at der mangler en krimi med titlen ”Rotter på loftet”.

Dertil kommer så, især på DR1, programmer om at bage kager, om alverdens kongehuse, om mad fra alverdens lande og om auktioner over gammelt ragelse.

Selvfølgelig skal der være underholdning i i DR’s programmer. Men ikke i de mængder og så tyndbenet. Indholdsrige programmer kan da også laves underholdende. F.eks. viste DR for nylig et spændende program om den dobbelte nobelpristager, radiums opdager, madame Curie.

Dannelse står svagt i skoleundervisningen i disse år. Tidligere lagde DR al dannelsen frem for folket. Gjorde den demokratisk. Men en af lederne i DR sagde engang til mig om ordet dannelse: »Det ord bryder vi os ikke om her i DR.« Det var da rene ord for pengene. Lad os bare blive så dumme som muligt.

For nylig skrev Per Stig Møller et væsentligt indlæg i Berlingske om de eksorbitante direktørlønninger nu om dage. Indlægget var bygget op om en politisk fabel af 1800-talspoeten Kaalund. Der er formentlig ikke mange politikere i dag, der behersker den almene dannelse så godt, at de ligesom Per Stig Møller kan benytte denne tidligere så velkendte Kaalund-fabel om mågen, der advarer skipperen, til at fremføre en politisk advarsel mod de grådige direktører.

Dette danskernes dannelsestab kunne DR råde bod på. Og det var det, en kulturminister burde efterlyse. Ikke komme anstigende med en åndsforladt licensnedskæring.

Hvor er programmerne i tv om Holberg, om Blicher, om Johs. V. Jensen, om Andersen Nexø? Hvor er historieprogrammerne om Christian 2. eller om 1864? 1864-katastrofen blev skævvredet til det absurde af Ole Bornedals tv-film. Bornedal gjorde 1864-nederlaget til bonde-Danmarks foragt for sigøjnere.

DR’s to store fejl er dets svigt over for almendannelsen og dyrkelsen af det overartige medie-Danmarks helligånd.

I stedet for at reparere disse regulære huller i DR’s hoved vil Mette Bock fratage DR retten til at spille Carl Nielsen og Niels W. Gade med sit eget symfoniorkester. Som om det var Beethoven og Mozart, DR skulle indlede et felttog imod. Netop kammersanger Emil Holms ærværdige symfoniorkester er der al mulig grund til at værne om. Selv da DR under Kenneth Plummer var mest i knæ, bevarede DR-symfoniorkestret en høj standard. Kenneth Plummer råbte ganske vist: Er der ikke nogen, der vil købe et symfoniorkester? Men det fik han intet andet ud af end at stemple sig selv som kulturbarbar.

Nu råber Mette Bock det samme, hende man dog regnede for et kulturmenneske.

Nogle spørger måske: Hvad siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn til politikernes nedskæring af hendes institution? Hun siger ikke noget. Som sædvanlig. Hun blev ansat som administrator. Og det er det, hun er. Og er i og for sig udmærket til det. Men en leder af landets vigtigste kulturinstitution bør være et kulturmenneske, en Emil Holm, en Hans Sølvhøj.

Hendes tavshed er ikke så underlig. Hun er den ansvarlige for det lavvande, der er i DR’s programmer med de daglige pop-, kage- og mordprogrammer.

Næste gang generaldirektørposten skal besættes, skal det være med et menneske, der har Per Stig Møllers kendskab til Kaalund, Holberg og Christian II. Hvad med at ansætte Per Stig Møller selv? Han er da vist ledig på torvet. Og efter sigende i god form.

DR’s symfoniorkester er da det sidste, man skal lempe ud af DR. Under sin meget dygtige administrative leder, Leif Lønsmann, spiller orkestret til den store, internationalt anerkendte guldmedalje. Samtidig med at Lønsmann får titusindvis af børn fra provinsen til at komme ind i DR’s koncertsal og opleve et levende symfoniorkester. Det er almen dannelse til folket.

DR’s ømme punkter – for meget ligegyldig journalistisk underholdning og politisk korrekthed – bliver ikke afskaffet ved at beskære DR’s budget. Der skal nye boller på suppen. En ny radiolov, der ikke kun siger, at DR skal oplyse om kunst, kultur og politik, men præciserer, at til kulturen hører også den europæiske og danske kulturarv.

Til kunsten hører den litteratur, DR for tiden forsømmer, den gode litteratur, der skrives nu, og den, der blev skrevet i fortiden (bl.a. folkeviser og sagaer). Og til politikken hører ikke kun Lars Løkkes og Inger Støjbergs aktuelle bedrifter. Men også hvad Griffenfeld, Niels Juel og Stauning fandt på.

Det bør også i en ny radiolov påpeges, at der på hvert bestyrelsesmøde skal finde en diskussion sted om, hvorvidt DR-programmerne tilbyder seere og lyttere at lære deres kultur at kende. Det må så være op til de politiske partier at sørge for, at der kommer personer i DR-bestyrelsen, der ikke er ballademagere, men i stand til at føre en konstruktiv samtale.

Ole Hyltoft har i ni år været medlem af DR’s bestyrelse, herunder fem år som næstformand. Valgt af Dansk Folkeparti.

 

 

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Sidst på vinteren. Essay i Den Korte Avis den 8. marts 2017

Den danske vinter er mest brun. Men tag ikke fejl, Væksterne forbereder sig under jorden på vårens store nybrud. Mens mejserne har travlt med at holde sulten fra døren. Også denne vinter måtte vi tage afsked med store danskere. Ole Hyltoft gør vinterstatus.

- 0 -
Vi nåede at få nogle dage med hvid vinter her sidst i februar. Men ellers har vi jo haft en ”engelsk” vinter med stedsegrøn græsplæne. Og nu myldrer erantis og vintergæk op af jorden i et flor af hvidt og gult og grønt.
Men de er ikke de første forårsbebudere. Henne under fyrretræet har der siden jul været en lav, lodden vækst af blade. Det er gemseroden. Endnu er den kun grøn. Men sidst i denne måned lægger den plamager af gult over hele forhaven. Det sker inden anemonerne gør den rød- og gråbrune skovbund hvid, den danske skovs forårssne.
De vimse mejser har hele vinteren taget til takke med foderbrættet uden for køkkenvinduet. I et beslutsomt styrt henne fra fyrretræet lander den lille sortmejse og musvitten med det gule bryst midt i deres morgenmad på det tagdækkede bræt. Men de er der ikke længe. Hvisp! Forsvinder de ud i morgenmørket igen. Men er lige så hurtigt tilbage, lander fint på brætkanten et øjeblik, tager de spiselige frø i øjesyn, napper af dem med et par lynhurtige kast med hovedet, og er så ude af truget. Nervøst kan det hele virke. Men desto sikrere er de små flyvere mod stærkere konkurrenter i naturens barske verden.
De skal nu ikke være bange for større væsener som solsorten og duen. De er for store til at trænge ind på mit fuglebræt og går og trisser om nede ved kæmpe stenbrækken på jorden og må nøjes med de frø, mejserne har viftet ud af fuglebrættet, og de brødskiver, jeg har kastet ud til dem.
Hvorfor bliver duer altid så fede? Når et par af dem letter fra de nøgne vintergrene, lyder det som en bil der kører på slubrende dæk.
Midt i espalieret står grønkålen som en lysegrøn C-vitaminbombe og lyser op i alt det brune. Det var den, vore forfædre kunne takke for de levede videre uden skørbug eller anden elendighed i den lange, danske vinter.
Vi har 7000 km kyst i Danmark. Og på kysten driver tang op, som får havstokkens brænding til at gurgle i stedet for at bruse. Gud ved, om vikingerne eller vore middelaldermunke lærte at spise tang for at holde vitaminindtaget i vejret – når de da ikke kunne fange sild.

Døden har høstet stormænd det sidste halvår. Det begyndte med Claes Kastholm i eftersommeren. Han var dansk presses fornemste røst og besad den sjældne journalistiske kombination af omfattende viden og dannelse, fravær af trang til at charmere, mod til at blæse på kultureliten ( som ikke er nogen elite, men en samling medløbere. ). Hans pæl i kødet var hans far, der var nazist. Det gav ham et hævnkompleks, som kunne gå ud over tilfældige. Men han var stor nok til at indse sine fejlbedømmelser.
Mogens Camre var en alvorsmand. Alle vi, der kendte denne altid hjælpsomme, modige og intelligente mand, regnede med, at han, sundhedens hårdnakkede dyrker, skulle blive 110 år. Hvorfor netop han, hvis forældre blev over 100 år, skulle rammes af den sjældne sklerose-sygdom, er en af tilværelsens gåder, som må få os andre til at takke for livet, så længe vi har det.
Her sent på vinteren mistede vi også Jørgen Kieler. Han blev næsten 98 år. En fantastisk livsrejse for en mand, der som 24-årig frihedskæmper blev fanget af tyskerne og kun takket være sin ukuelige livsvilje overlevede kz-lejren Porta Westphalica.
Kieler sendte mig sine bøger, og han vidste, at jeg, som de fleste danskere, beundrede ham. Han syntes vi skulle have kæmpet som Norge den 9. april.
Jeg synes, Flakfortet skulle have skudt hul i et af de tyske troppetransportskibe, så de tyske soldater kunne have svømmet i land på Langelinie. Og forsvarsminister Alsing Andersen skulle have givet de danske soldater ved grænsen ordentlige dækningsstillinger. Men en eksistenskamp mod Hitlers hær ville have været nytteløs og kostet unødige danske liv.
Jesper Christensen spillede kong Haakon med bravur i filmen om den norske 9. april. Men der er forskel på at forsvare den norske fjeldryg og den flade, danske eng. Det undskylder ikke, at Scavenius nogle gange gik for vidt for at tilfredsstille de tyske krav. Jeg kom Scavenius ind på livet, da min sekretær på Aktuelt var hans ikke-biologiske datter. Hun holdt af ham.

Ikke langt fra mit hus fører en alle af gamle ege op til den lokale kirke. Godt og vel tre hundrede år er de. Krogede som livet selv. Med grene, der skyder ud fra stammen i de mest knudrede faconer. De er ”De nøgle træer”, som Tage Skou Hansens debutroman hedder. Den bedste roman, der er skrevet om vore frihedskæmperes modige handlinger og etiske standard. En hædersmand var forfatteren, såvidt jeg kan skønne. Om end lidt knuget af sin generations dirigent og hurtige, men lidt for letbenede intelligens, Ole Wivel.
Omkring nytår havde vi stormen Urd og stormfloden. Johannes Ewalds sortladne hav fik hvide tophuer på. Hundrede meter fra land blev havet turkisgrønt, længere inde blev det grønt. Og tæt på land blev det rent flødeskum. Bølgerne kom ikke kun udefra, men også fra siden, smadrede mod de store granitsten og slog sit fontænesprøjt ind over klinten.
Kommer jeg nede fra strandens brøl og går en runde i haven, må jeg beundre væksternes livskraft. Blomster og buske - at de kan overleve nede i den kolde og hårde vinterjord. Mens vi mennesker får rystesyge, hvis vi ikke kan komme ind og lune os ved brændeovnen.
Og tænk, hvad ser man på terrassen – den krybende hortensia har allerede født næste sæsons grønne knopper på sine stilkespidser. Der er meget, der hemmeligt forberedes i naturen, når vi går og tror, at vinterens koldetid er lige så ufrugtbar, som vi selv føler os.
På indersiden af vinduet vibrerer spindelvævet i den opstigende varme fra radiatoren. Vintermørket i stuen skaber hygge. Hygge. Et dansk begreb, siges det. Mærkeligt at der er så lidt hygge i de krimiserier, DR er blevet berømt på. Der er mere hygge i Sir Arthur Conan Doyles viktorianske noveller om Sherlock Holmes. Mange af de danske krimiserier er direkte uhyggelige som Jussi Adler Olsens kriminalromaner.

Da jeg var barn, ramte hyggen mig hvert år den 2. januar. Da havde min farmor fødselsdag og samlede hele min fars familie i sin lille lejlighed i et baghus på Gl. Kongevej. Med vore dages øjne vil man sige, min farmor var fattig. Hun havde ikke engang telefon. Men hvor var hendes klunkelejlighed hyggelig. Hendes blussende kakkelovn, som engang tændte ild i chaiselongen. Perler hang ned fra den enlige pære over spisebordet. Tungt, indrammet spejl. Billede af Christian d. 2. i fangenskab på Sønderborg Slot. ”Blæksprutten” i et halvt århundrede årgange.
Men jeg oplevede også februar-hygge derhjemme i funkislejligheden. Hygge med Knud Meisters Jan-bøger. Store drenge som opdagere, når politiets evner slap op. Smuglere, bedragere. Mysteriøse var de, men ikke slemt uhyggelige. Og børnetimens hørespil i form af dramatiseringer af Rider Haggards Afrika-romaner og Walter Scotts middelalder-romaner.
Ligesom vi i dag tænder stearinlys og brændeovn, har de i jernalderen konstant haft ildstedet i gang og gemt sig, ja, hygget sig, under huder og pelsværk. Men besværligt har det været, og brænde har de måttet hugge rigeligt af. Længslen efter sydligere himmelstrøgs varme må have siddet i dem vinteren igennem, og givet dem mod til at tage på røvertogt sydpå, når foråret kom. I dag nøjes vi med en chartertur i en uge eller fjorten dage og vender så tilbage til stuerne opvarmet af vindmøllernes vedvarende energi. Blæsten går frisk over Limfjordens vande. Enhver forfatter håber at skabe sådan en sætning, der holder forfatteren og hans børns levetid ud.
Når havens farver er falmet her i vinterhalvåret, overtager himlens farver belysningen. De lange, smalle stræk af skyer farves rosa af nedgangssolen, som er flyttet langt sydpå. Den blegblå himmels douce farver ligner kulissen til en Bournonville-ballet på Det Kongelige.
Aftensolen er stadig koblet fra dagen her i marts. Allerede klokken seks går solen rødglødende ned. Den korte dag ebber ud i en ulmende brand.
Men så har vi jo hyggen.

Dette er et nyskrevet essay. Ole Hyltoft udgav sidste år sine hidtil skrevne årstidsessays under titlen ”Livet ved Havet”. Kan fås i boghandelen.