DR’s fejl er ikke dets fremragende symfoniorkester, men at for mange af programmerne er tyndbenede og ligegyldige, og at DR’s medarbejdere er ofre for en særlig rød helligånd, mener DR’s tidligere næstformand.
Tro mig, når kulturministeren vil fjerne Danmarks Radios symfoniorkester fra DR og nedsætte licensen med 25 pct., er det ikke for at gøre DR billigere for borgerne.
Herregud, licensen koster 2.492 kr. om året.
Et avisabonnement koster over 5.000.
Nej, Mette Bock og andres angreb på DR skyldes, at DR’s programmer favoriserer rød blok. Derfor er Mogens Jensen og co. godt tilfredse med DR.
DR’s røde sympati er ikke udpræget
i Ask Rostrups og Kåre Quists direkte indenrigspolitiske tv-aviser. I dem har nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fået skabt balance mellem rød og blå blok i Folketinget.
I mine år som bestyrelsesmedlem i DR pegede jeg
ofte på, at DR forbrød sig mod radiolovens påbud om upartiskhed og alsidighed.
Men den gennemgående mentalitet i DR-huset og DR’s programmer bærer præg af en rød helligånd. Den er fremelsket ved
indavl de seneste 30 år. Går vi længere tilbage, var der jo god balance mellem rødt og blåt.
Eksemplerne på den røde dominans er talrige og daglige. Et sjovt, lille eksempel slap for nylig ud af den ellers
dygtige Gitte Hansens mund i radioens P1 Debat. Hun sagde, at Venstre (partiet) »fremturede« med et forslag.
Under USA’s præsidentvalg blev Trump i DR fremstillet som en storpolitisk undermåler og brovtende charlatan. Så
da han alligevel vandt valget, stod vi trofaste DR-seere helt uforstående over for hændelsen. Hvordan kunne en kandidat, der var så dum, få så mange stemmer?
Trump har unægtelig en særegen stil. Men DR-korrespondenterne
skulle have fundet frem til de politiske realiteter, der forbandt Trump med halvdelen af det amerikanske folk.
I mine år som bestyrelsesmedlem i DR pegede jeg ofte på, at DR forbrød sig mod radiolovens påbud om upartiskhed og
alsidighed. Altid til fordel for rød blok. Men ulovlighederne blev bagatelliseret eller viftet af som næsvise anklager mod DR’s stormægtighed.
DR tror fuldt og fast på sit eget blegrøde verdensbillede, som DR-journalisterne
opfatter som den eneste og uantastelige virkelighed. Derfor inviteres debattører med et andet udsyn sjældent eller aldrig ind i DR. Derfor ser vi i DR næsten aldrig debattører som Karen Jespersen, Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow, Bent
Blüdnikow, Mikael Jalving eller professor Bent Jensen.
Denne ensidighed i DR’s tilgang til verden – jeg kalder den DR’s helligånd – skulle Mette Bock have slået ned på i stedet for at komme med en fladpandet
grønthøster-maskine.
Kan der da slet ikke spares i DR? Jo, det kan der. Jeg vil tro, at der kan spares omkring 5 pct. på dyre festprogrammer som ”X Factor”, hestetransporter, flyrejser og korrespondenter til Langtbortistan.
Men der kan ikke spares 25 pct., uden at det bliver et helt andet DR. En udgift som fodboldlandskampe er f.eks. meget dyr. Skal DR ikke bringe landskampe?
Der står i radioloven, at DR ikke bare skal være upartisk, men også kunstnerisk
løftende, oplysende og kulturel. Og hvad underholder DR så borgerne med? Se på tv-programmet sådan en gennemsnitlig fredag aften. Hovedprogrammet er ”X Factor”, dilettantisk sang suppleret med råben og skrigen. Derpå
den ene ligegyldige krimi efter den anden. Titlerne taler for sig selv: ”Døden kommer med posten”, ”Mord i planteriget”, ”Skorpioner”, ”Mord i Gorki Park”, ”Liget på loftet”. Dette bare
på en enkelt aften. Man synes kun, at der mangler en krimi med titlen ”Rotter på loftet”.
Dertil kommer så, især på DR1, programmer om at bage kager, om alverdens kongehuse, om mad fra alverdens lande og om
auktioner over gammelt ragelse.
Selvfølgelig skal der være underholdning i i DR’s programmer. Men ikke i de mængder og så tyndbenet. Indholdsrige programmer kan da også laves underholdende. F.eks. viste DR for nylig
et spændende program om den dobbelte nobelpristager, radiums opdager, madame Curie.
Dannelse står svagt i skoleundervisningen i disse år. Tidligere lagde DR al dannelsen frem for folket. Gjorde den demokratisk. Men en af lederne i
DR sagde engang til mig om ordet dannelse: »Det ord bryder vi os ikke om her i DR.« Det var da rene ord for pengene. Lad os bare blive så dumme som muligt.
For nylig skrev Per Stig Møller et væsentligt indlæg i Berlingske
om de eksorbitante direktørlønninger nu om dage. Indlægget var bygget op om en politisk fabel af 1800-talspoeten Kaalund. Der er formentlig ikke mange politikere i dag, der behersker den almene dannelse så godt, at de ligesom Per
Stig Møller kan benytte denne tidligere så velkendte Kaalund-fabel om mågen, der advarer skipperen, til at fremføre en politisk advarsel mod de grådige direktører.
Dette danskernes dannelsestab kunne DR råde
bod på. Og det var det, en kulturminister burde efterlyse. Ikke komme anstigende med en åndsforladt licensnedskæring.
Hvor er programmerne i tv om Holberg, om Blicher, om Johs. V. Jensen, om Andersen Nexø? Hvor er historieprogrammerne
om Christian 2. eller om 1864? 1864-katastrofen blev skævvredet til det absurde af Ole Bornedals tv-film. Bornedal gjorde 1864-nederlaget til bonde-Danmarks foragt for sigøjnere.
DR’s to store fejl er dets svigt over for almendannelsen
og dyrkelsen af det overartige medie-Danmarks helligånd.
I stedet for at reparere disse regulære huller i DR’s hoved vil Mette Bock fratage DR retten til at spille Carl Nielsen og Niels W. Gade med sit eget symfoniorkester. Som om
det var Beethoven og Mozart, DR skulle indlede et felttog imod. Netop kammersanger Emil Holms ærværdige symfoniorkester er der al mulig grund til at værne om. Selv da DR under Kenneth Plummer var mest i knæ, bevarede DR-symfoniorkestret
en høj standard. Kenneth Plummer råbte ganske vist: Er der ikke nogen, der vil købe et symfoniorkester? Men det fik han intet andet ud af end at stemple sig selv som kulturbarbar.
Nu råber Mette Bock det samme, hende man dog
regnede for et kulturmenneske.
Nogle spørger måske: Hvad siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn til politikernes nedskæring af hendes institution? Hun siger ikke noget. Som sædvanlig. Hun blev ansat som
administrator. Og det er det, hun er. Og er i og for sig udmærket til det. Men en leder af landets vigtigste kulturinstitution bør være et kulturmenneske, en Emil Holm, en Hans Sølvhøj.
Hendes tavshed er ikke så
underlig. Hun er den ansvarlige for det lavvande, der er i DR’s programmer med de daglige pop-, kage- og mordprogrammer.
Næste gang generaldirektørposten skal besættes, skal det være med et menneske, der har Per Stig Møllers
kendskab til Kaalund, Holberg og Christian II. Hvad med at ansætte Per Stig Møller selv? Han er da vist ledig på torvet. Og efter sigende i god form.
DR’s symfoniorkester er da det sidste, man skal lempe ud af DR. Under sin
meget dygtige administrative leder, Leif Lønsmann, spiller orkestret til den store, internationalt anerkendte guldmedalje. Samtidig med at Lønsmann får titusindvis af børn fra provinsen til at komme ind i DR’s koncertsal og
opleve et levende symfoniorkester. Det er almen dannelse til folket.
DR’s ømme punkter – for meget ligegyldig journalistisk underholdning og politisk korrekthed – bliver ikke afskaffet ved at beskære DR’s budget.
Der skal nye boller på suppen. En ny radiolov, der ikke kun siger, at DR skal oplyse om kunst, kultur og politik, men præciserer, at til kulturen hører også den europæiske og danske kulturarv.
Til kunsten hører
den litteratur, DR for tiden forsømmer, den gode litteratur, der skrives nu, og den, der blev skrevet i fortiden (bl.a. folkeviser og sagaer). Og til politikken hører ikke kun Lars Løkkes og Inger Støjbergs aktuelle bedrifter. Men
også hvad Griffenfeld, Niels Juel og Stauning fandt på.
Det bør også i en ny radiolov påpeges, at der på hvert bestyrelsesmøde skal finde en diskussion sted om, hvorvidt DR-programmerne tilbyder seere og lyttere
at lære deres kultur at kende. Det må så være op til de politiske partier at sørge for, at der kommer personer i DR-bestyrelsen, der ikke er ballademagere, men i stand til at føre en konstruktiv samtale.
Ole
Hyltoft har i ni år været medlem af DR’s bestyrelse, herunder fem år som næstformand. Valgt af Dansk Folkeparti.