Avisartikler 2017, 2.-4. kvartal

Fejlen ved DR er for meget popunderholdning, mangel på klassisk dannelse, og at medarbejderne ikke repræsenterer danskernes politiske forskellighed, men udgør et kulturradikalt parti.

Hvad skal en mangfoldighedsdirektør lave i Danmarks Radio?

Hvad skal Johannes Langkildes kones hest ude over det store atlanterhav?

Hvorfor skal en generaldirektør i DR have en årsløn på 4 mio. kr.? Tre gange så meget som statsministeren tjener.

Fra min tid som næstformand i DR kan jeg tilføje min erindring om ansættelsen af DR’s nye kulturdirektør. Vi i ansættelsesudvalget kendte udmærket alle de førende ansøgeres evner og habitus. Alligevel ønskede generaldirektør Maria Rørbye Rønn at betale et headhunter-firma et stort beløb for at vurdere kandidaterne for os. Licenspenge ud i den blå luft. Hvem har i øvrigt hørt om kulturredaktør Tine Smedegaard Andersen siden hendes udnævnelse?

Her rører vi ved et af de ømme punkter i DR’s nuværende direktion. En direktion er nu engang ikke bedre end summen af direktørernes kaliber. Og man må nok sige, at der er en stor forskel i kaliberen fra tidligere DR-generaler som Hans Sølvhøj og Hans Jørgen Jensen til ledelsen i dag.

Tag ”X Factor”, som koster det hvide ud af øjnene. Man kan ikke uden at rødme kalde denne gang amatørsang for public service. I flere år forsøgte jeg at få programmet stoppet. Men i stedet valgte Maria Rørbye Rønn og Michael Christiansen at spare Underholdningsorkestret væk. Man sparede meget lidt ved denne manøvre. For musikerne havde kontrakter, der sikrede mange af dem tre års løn efter afskedigelsen.

Men vigtigere var det, at Underholdningsorkestret under den brillante dirigent Ádám Fischer blev arbejdet op til højeste internationale standard. Og brillanter smider man ikke på møddingen, hvis man føler medansvar for Danmarks musikniveau.

Og hvordan reagerer DR så, når den anklages for dårlige eller ligegyldige udsendelser? Man sigter endnu lavere, bliver endnu mere popularitetsjagende. Prøv at se på uendelighedskæden af krimiserier, DR hver aften sender. Titlerne taler for sig selv: ”Når kvinder dræber”, ”Dødens trækfugle”, ”Terror”, ”Manden der ikke var morder”, ”Kapring i høj fart”, ”Mord bag låste døre”. Titlerne svarer til de krimihæfter, jeg sneg mig hen i kiosken og købte, da jeg var elleve år.

Oven i det skal vi så lægge bjerget af ligegyldige og sundhedsskadelige madprogrammer, kageprogrammer, Price-spiseprogrammer, delikatesseprogrammer – og det evindelige ”Hammerslag”, der havde premiere for snart 25 år siden.

I de ni år jeg har siddet i DR’s bestyrelse har der manglet en løbende diskussion af, om DR’s programmer levede op til lovens krav om kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Den slags debatter burde DR’s bestyrelse tage i hvert eneste bestyrelsesmøde. Diskussionerne skal selvfølgelig styres med venlig, men fast hånd, for at de ikke løber løbsk.

Udsendelserne er reelt det eneste, en politisk sammensat bestyrelse kan mene noget fornuftigt om. Men bestyrelsen holdes borte fra den debat.

Når jeg i bestyrelsen forsøgte at sige noget konstruktivt om programlægningen, fik jeg at vide, at jeg åbenbart ansøgte om en stilling som programmedarbejder.

Dette gjorde, at bestyrelsesarbejdet næsten aldrig fik karakter af programkritik, men blev en gold orientering fra direktionen om økonomiske rammer og seertal.

Vel var der forskel på formandsniveauet. Formanden indtil 2008, bankmanden Mogens Munk Rasmussen, indtog sit formandssæde, som om han var kommet ind i et forkert lokale. Han forblev stum som graven.

Så da Michael Christiansen blev formand i 2008, føltes det som en stor lettelse. Nu havde bestyrelsen og direktionen en intelligent og interesseret person at spille op imod. Men det betød nu ikke, at der blev rettet op på indlysende svagheder og mangler.

Det var en stor gevinst for niveauet i DR, at bestyrelsen skaffede DR af med generaldirektør Kenneth Plummer. At bestyrelsen derefter med Michael Christiansen som anfører lod Plummer afløses af endnu en administrator uden lyst til at lede programvirksomheden, var derimod ingen gevinst.

Dette faldt sammen med dagbladenes modgang. Denne nye mediesituation gik DR ind i ved at konkurrere endnu skarpere med dagbladene (ved at usurpere dagbladenes historier og gå dagbladene i bedene på nettet). I bestyrelsesmøde efter bestyrelsesmøde opfordrede jeg DR’s ledelse til at være mere imødekommende over for aviserne. Se aviserne som DR’s kolleger i stedet for som DR’s modstandere. Men min opfordring var spildte Guds ord på Balle-Lars.

DR’s direktion havde en ”mediedirektør”. Denne overordnede direktør skulle kulturdirektøren, provinsdirektøren og nyhedsdirektøren så tale sig til rette med for at få grønt lys til at producere udsendelserne. Det skabte tidsrøvende palaver og en uklar ansvarsfordeling. Jeg foreslog Michael Christiansen, at mediedirektøren afskaffedes. Denne renere ansvarsplacering fik jeg på tomandshånd Michael Christiansen overbevist om. Men i bestyrelsesmødet svigtede han vores aftale. Resultatet var, at DR’s dygtige kulturdirektør, Morten Hesseldahl, opgav dette trakasseri med mediedirektøren og søgte til andre himmelstrøg.

Da regeringen udpegede mig til næstformand i DR, blev jeg mødt med en massiv uvilje fra medarbejderne. Jeg var jo ikke, som man skal være i DR, enten tavs eller tilhænger af den enorme muslimske indvandring fra Mellemøsten. Medarbejderne følte, det var deres pligt at holde mig borte fra indflydelse. Dette blev sagt direkte i pressen.

Som cand.mag. i dansk og engelsk, forfatter af en snes romaner, digt- og novellesamlinger, fhv. kulturredaktør og selv tidligere tv- og radioproducent var jeg velforberedt til bestyrelsesopgaven. Men det betød intet for DR’s kulturradikale kamarilla. Min skadelige indflydelse skulle stækkes.

Hvorfor denne aggressivitet fra medarbejderne mod en, der faktisk var en stærk tilhænger af DR?

Jo, det kommer sig af, at DR de seneste tyve-tredive år har udviklet sig til et kulturradikalt pindsvin, der kravler omkring og forveksler sin egen indelukkede verden med den højeste objektivitet.

På grund af denne selvillusion modtog DR USA’s Donald Trump med omfattende nedladenhed. DR’s medarbejdere udgjorde en enig hånefront mod Trump.

Enhver kunne se, at Trump var særegen, selvbevidst og antiintellektuel. Men hvorfor stemmer det halve USA så på ham? Det er det, DR’s journalister skal fortælle os. De skal ikke stille sig op som et kompagni af Trumps politiske modstandere.

En Flemming Madsens, Erik Kjersgårds og Palle Laurings charmerende selvrådighed og originale viden er en mangelvare hos vore dages politisk korrekte DR-medarbejdere. Her er et lille eksempel taget ud af mange: Serien ”En by i provinsen” søndag aften bærer, skønt 40 år gammel, præg af selvstændige forfattersind og menneskelig ægthed hos forfatterne, Leif Panduro, Poul-Erik Trampe, Poul Ørum, Johs. Møllehave og Anders Bodelsen. Denne serie anbringer DR på den sekundære K-kanal. Mens standard krimiserien ”Rejseholdet” køres på DR1. Sansen for ægthed, det vigtigste ved al kunst, mangler i høj grad ved en sådan disposition.

Trods DR’s skavanker er DR i dag mere nødvendig end nogensinde. Amerikanske, engelske og tyske medier blæser ind over vores lille sprogområde. De skandinaviske lande, der kunne holde sammen, har svært ved at støtte hinanden imod den angelsaksiske stormflod.

Hvis Danmark ikke opretholder en radio/tv-station, der fortæller de vigtige historier fra nutid og fortid om vores land, vil den danske kultur sygne hen.

Det kan godt være, at DR’s budget kan tåle at blive skåret lidt ned, hvis det, der bliver tilbage, er det væsentlige.

Men hovedfejlen ved DR er ikke en for høj licens. Tusindvis af seere betaler gladelig op mod 8.000 kr. om året for at abonnere på Viasat. Fejlen ved DR er for meget popunderholdning og mangel på klassisk dannelse. Samt at medarbejderstaben ikke repræsenterer danskernes politiske forskellighed, men udgør et kulturradikalt parti.

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

Rasmus Sand Høyer

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

Er det de rigtige, der leder Danmarks Radio?
Med Maria Rørbye Rønn i spidsen er det nuværende DR en kulturfattig tv-station. Under de tre sidste generaldirektører er der i DR opstået en fremmedhed over for dansk kultur. Gør op med DR’s dannelsestab og byg et DR med en ny ånd, foreslår Ole Hyltoft.

Af Ole Hyltoft

I sit racerløb efter at blive populær viser Danmarks Radio igen og igen programmer om at bo og at spise.
Handler boligprogrammerne så om husenes arkitektur, deres alder, stil, kvalitet? Nej, de handler om hvad husene koster. Jo dyrere, jo bedre. Min farmor lærte mig, at dannede mennesker ikke taler om penge. Men DR er ikke dannet. DR er vulgær.
Vi er nogle, færre og færre ganske vist, der husker, at DR engang var dannet. De spørgelege, DR dyrkede, var mellem personer, der virkelig vidste noget. Men det er længe siden.
I tv snakker DR mest om mad. ”Hurtig mad”, ”Fedtmagasinet”, ”Claus Meyers vilde vej til succes”, Price’rnes utallige programmer. Det er som om DR tror, seerne er en befolkning, der er ved at omkomme af sult. Så vi må ”æde” os gennem synet af flommefede retter for ikke at forgå. Det forholder sig snarere omvendt. Vi kan blive ramt af blodprop ved at efterleve de mange DR-programmer fra kødgrydernes verden.
Siden boliger interesserer DR’s tv-journalister så meget, kunne de jo i stedet fremvise historiske personers boliger, f.eks. Drachmanns i Skagen, Niels Bohrs i Tisvilde, Oluf Høsts i Gudhjem. Og så derudfra berette om disse geniers liv og virke.
Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn er et venligt og imødekommende menneske. Men i de 8-9 år jeg som næstformand i DR’s bestyrelse mødte hende mindst en gang om måneden viste hun aldrig nogen mærkbar interesse for DR’s udsendelser.
I disse år overværede jeg de fleste torsdagskoncerter. Maria Rørbye Rønn dukkede stort set aldrig op til dem, skønt de er dansk musiklives og DR’s kronjuveler. Jeg vil ikke påstå, DR’s generaldirektør er et menneske uden kultur. Men har hun kulturelle interesser, skjuler hun dem godt.
Og det er som om generalens fremmedhed over for kulturen smitter nedad i systemet og smitter af på udsendelserne. I mange år var der i DR’s tv ikke et eneste program om vor kulturs bærende element, bøgerne. Men da det gik op for DR-ledelsen, at mediepolitikerne ønskede dansk kultur i Danmarks Fjernsyn, satte DR gudbedre det en ”livsstilsekspert”, der deklamerede sit ukendskab til litteratur, til at lave udsendelser om litteratur. Senere satte DR så en spasmager til at lade som om han møder døde digtere som H.C. Andersen og Tove Ditlevsen. Det er som om generaldirektørens uvidenhed om litteratur skal føre til, at DR leger blindebuk med noget af det ædleste, vor kultur ejer, folkeviserne, Holberg, Oehlenschlæger, Herman Bang og alle de andre sprogmestre. Sådan en indstilling kalder man uden for DR for dilettanteri.
Dilettanteriet er en holdning der gennemstrømmer DR under Maria Rørbye Rønn og hendes selvvalgte kulturdirektør, Tine Smedegård. Et eksempel: DR-huset har ansat en skønhed, der hedder Louise Wolff. Hende fremviser DR helst i store skrud ved melodi grand prix’er og landsindsamlinger for ulykkelige børn i Afrika. Nu har DR i sin kulturløse desperation sat fru Wolff i spidsen for et kulturprogram, ”Gejst”, hvor hun vandrer fortvivlet omkring, siger mindst muligt og ser ud som om hun er på besøg på månen, men hellere ville sidde på 1. række langs en catwalk.
En desværre velkendt menneskelig aktivitet mangler aldrig i DR. Det er mord, masser af mord, hver aften: ”Døden kommer med posten”, ”Blodpenge”, ”Drabet uden lig”, ”Mord i Miami”. Ja, hvor myrdes der ikke i Maria Rørbye Rønns kino!

Det ærgerlige er, at DR jo har vist, at de godt kan lave programmer, der oplyser os om det, vi ikke vidste. Et uventet og fremragende eksempel fra de seneste uger er historikeren Cecilie Nielsens rejse i Sibirien og Kamtjatka i Vitus Berings fodspor.
Det samme kunne DR gøre med Niebuhrs rejse til Arabien, Knud Rasmussens rejser i Grønland, og vort broderfolk norske Roald Amundsens rejse til Sydpolen. Eller hvorfor ikke følge vor største digter, H.C. Andersen, på hans af ham selv så velbeskrevne rejser rundt i Sydeuropa?

Engang ved et selskab kom en kultiveret herre på ca. 70 år hen til mig og sagde: Du skal vide, at alt, hvad jeg ved, har jeg lært af Danmarks Radio. Men nu synes jeg ikke længere jeg lærer noget ved at lytte til og se DR’s udsendelser.
Måske har Århus Universitet også konstateret dette hul i danskernes dannelse, siden de er begyndt at holde foredrag for hele Danmarks befolkning om emner fra myrernes liv til de levende organismers evne til at påvirke Jordens geologiske udvikling. Foredragene gengives på biograflærreder landet over samtidig med at de holdes på universitetet. Udsendelserne er en succes. Men burde det ikke være Danmarks Radio, der stod for denne oplysningsvirksomhed?
Selvfølgelig skal det ikke være lærdom og oplysning alt hvad der strømmer ud fra DR. DR skal også bringe latteren og fryden frem i os, som Signe Molde gør så fortræffeligt i sin bizarre quiz. PH lavede talentfulde revyer med mening i. Niels Jørgen Kaise gentog det, ikke mindst med Møllehave som leverandør. Satiriske talenter findes, men de skal dyrkes.

Ved siden af folkeskolen og gymnasiet, er DR og aviserne de vigtigste opbyggere af det danske folks dannelse. Aviserne gør hvad de kan, selv om de er økonomisk trængte . Men DR har under de sidste tre generaldirektører svigtet sin dannelses-opgave.
Kenneth Plummer var totalt fejlplaceret som leder af en kulturinstitution. Han kunne være en udmærket direktør for golfbanen eller tipstjenesten. Men en kultur-virksomhed – det var ikke ham. Hans forgænger, Chr. Nissen var intelligentere, men hans politik havde samme perspektivløse sigte.
Senere valgte bestyrelsesformand Michael Christiansen en af sine egne, en jurist og djøffer, Maria Rørbye Rønn. Og Christiansen fik den, han ville have, en der aldrig har et levende ord at sige om DR’s programmer eller vort lands kultur. Aldrig har jeg hørt hende tale med indsigt eller engageret om DR’s programmer. Når medlemmer af bestyrelsen vovede sig ind på en debat om, hvad DR skulle udsende, blev formandens blik skolemesteragtigt vendt mod de formastelige. Men hvis DR’s bestyrelse ikke løbende skal vurdere DR’s produkt, programmerne, hvad har DR så en bestyrelse til? Måske magter de mange djøffere i DR’s ledelse ikke at føre en væsentlig debat om udsendelserne. Men så er det det, der er galt: for mange djøffere og for få kreative folk og folk med kultur i bagagen i DR’s ledelse.
I mangel af fagkundskab opbygger DR’s ledelse fordyrende og initiativdræbende omsvøbsdepartementer, der gør systemet tungt. Dette bør folketinget lave om på. Men det er ikke nok, hvis DR’s djøf-lag af ledere forbliver i deres stillinger.
Et nyt DR bør rejses fra grunden. Det er en stor opgave. Men vor kulturminister burde være velegnet til opgaven. Hun har selv været programchef i DR og blev træt af husets tomgang.
DR skal i kraft af medarbejderne udgøre et arsenal af dansk dannelse fra fortid og nutid, som de dag efter dag kan dele ud til befolkningen på sjov og æggende vis.
Det dannelsestab som Danmark – og Europa! – led som følge af ungdomsoprør og kulturløse ledere må det være et fornyet DR’s opgave at vinde tilbage. Denne opgave duer de fleste djøffere ikke til. Derfor må mange af dem ud af DR. Og ind må komme de iderige, de viise, de skabende. En ny ånd.

Ole Hyltoft er forfatter, cand.mag. og tidligere næstformand i DR’s bestyrelse.

Ligebehandlingsnævnet har vedtaget, at danske gymnasier har ret til at forbyde religiøse bederum på skolerne. Det vil i praksis sige muslimske bederum.

Hvis De ikke ved, hvad Ligebehandlingsnævnet er for en størrelse, skal De ikke føle Dem uvidende. Jeg vidste det heller ikke. Hvad vi skal med alle disse nævn og konventioner, må himlen vide. Jeg synes, at vi skulle melde os ud af dem i en fart.

Men det er i hvert fald en rigtig afgørelse, dette ”Ligebehandlingsnævn” har truffet.

De, der har trang til at bede til Mekka, kan gøre det i moskéer, i islamiske klubber eller i private hjem, eller de kan lægge et bedetæppe ud i Fælledparken og lægge sig på knæ dér. Demokratiet har slået fløjdørene op.

Men vil de bede i skolens spisefrikvarter, kan det let opfattes som en demonstration både over for muslimske trosfæller og over for danskere. Kammeraterne og lærerne kan bogstavelig talt se, at den bedende sætter Muhammed højere end viden i (vestlig) naturvidenskab og (vestlige) sprog. De bedende kan dupere deres trosfæller. Høj, højere, Muhammed er højest.

Det går ikke. En skole må være rationel; og en tro er ikke rationel. Signalet er, at de bedende muslimer viser kammeraterne, at de er bedre end de andre.

At give plads til den slags kappestrid på en skole er en rigtig dårlig idé. På en skole skal der være fred og lighed mellem eleverne.

Bederum er selvfølgelig også en dårlig idé, fordi det kan opildne til chikanerier fra mere demonstrativt troende mod trosfæller, der ser ud til at være svagere i troen. Praleri. Øv, bøv, du er en dårlig muslim, for du beder ikke nok.

Muslimerne i Europa kaldes en svag gruppe, fordi de er flygtet hjemmefra. Men det passer ikke. Islamisterne er fanatikere. Og fanatikere er altid stærke. Fordi de er stupide nok til at sætte alt på et bræt. Det var den fejltagelse, Svend Auken begik, så han i mange år trak Socialdemokratiet væk fra virkeligheden og over i sentimentaliteten, fordi araberne var fattige, når de kom til Danmark. Men de blev jo velstillede efter arabisk målestok i en ruf, når de blev budt velkommen i den danske velfærdsstat af diverse regeringer.

Fra sidst i 1980’erne advarede jeg gang på gang, på denne JP’s kronikplads, mod den muslimske storindvandring. Når man tilfører de europæiske befolkninger et millionstort islæt af indvandrere med en fanatisk, menneskefjendsk religion, undgår man ikke, at nogle af disse muslimer slår europæere ihjel. Det står jo i Koranen, at de skal.

Men politikerne troede ikke på mig. Auken forsvarede indvandringen. Der var fred og ingen fare, skrev han. Nu ser vi, hvordan islamisterne dag efter dag forvandler Europas hovedstæder til krigsskuepladser. Det kunne være undgået. Og nu bør videre muslimsk indvandring i hvert fald stoppe.

Nogle, især fra Det Radikale Venstre, siger, at der også eksisterer en dansk nationalistisk trussel.

Men det er en usand konstruktion. Den nationalistiske trussels virkelige navn er fædrelandskærlighed. Og den er ikke hadefuldt vendt mod nogen. Den er kærlighed til det sted, det sprog, det klima, den natur, man er vokset op i.

Fædrelandskærligheden har en karikatur, der hedder chauvinisme. Den dyrkede Hitler og hans småtbegavede kumpaner i 1930’erne. Den gjorde verden til et helvede fra 1939 til 1945. Men den har intet at gøre med den glæde, der får danske fodboldtilskuere til at gynge på tribunerne og bryde ud i et »vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå,« formuleret af Oehlenschläger. Den er ingen trussel mod fremmede folkeslag.

Det var fædrelandskærligheden, som gjorde, at millioner af russere ofrede deres liv i kamp mod den nazistiske militærmaskine. Russernes kærlighed til deres bølgende kornstepper var stærkere end Stalins despoti. De gik i døden for deres land, ikke for kommunistpartiet. Mens de tyske soldater kæmpede for en idé om den ariske race fostret i nogle syge hjerner og indterpet i Hitlerjugend.

Hitler og konsorter samlede alle de egenskaber, de satte pris på, i begrebet arieren. Og alt, hvad de foragtede, i ordet jøde. Men det var ikke ægte. Det var propaganda, ikke natur. Det var konstruktion i mindreværdssyge hjerner, som Himmlers og Hitlers. Det var dilettanteri. Ligesom Hitler var en dilettant som krigsstrateg, var han en dilettant som tænker.

Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.

Fædrelandskærlighed er ikke chauvinisme. Det er glæde over Danmark, som en klassisk poet kaldte sit digt. Derfor sagde jeg som bestyrelsesmedlem i DR til DR’s daværende nyhedschef Ulrik Haagerup, at det var forkert at kalde DF’s fædrelandskærlighed ”højrepopulistisk”. Han og jeg blev så enige om, DR kaldte holdningen ”at være nationalt sindet”.

På min skole begyndte vi skoledagen med at mødes i morgensangssalen. Her sang vi to sange, og rektor, en lærer og en elevrådsformand holdt små taler eller viderebragte meddelelser mellem sangene. Alle skolens 400 unge mennesker fra 6. klasse til 3. g stod her hver morgen tæt sammen. Vi fik en følelse af at høre sammen. Og sangene gav os desuden følelsen af at være del af noget større, et land, en nation. Vi sang os ind i en følelse af at høre hjemme i det »land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme«. Og at høre hjemme i det danske sprog: »Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang.«

Og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«

Bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed. Det er synd, at skolernes morgensang har haft trange kår i ungdomsoprørets kølvand. Men det er dog lykkedes os at holde DR-pigekorets danske sang i live i Danmarks Radio, endda i fjernsynet. Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab.

Det er uforskammet, at visse især tyrkiske indvandrere omtaler ikke Danmark, men Tyrkiet som deres fædreland. Flytter man til Danmark for at bo og arbejde, er det Danmark, der er fædrelandet. Ellers skal indvandrerne bare se at vende næsen hjemad mod Erdogan-land. Og det kan vi jo hjælpe dem med ved først at lade dem få del i de danske velfærdsgoder, når de har vist deres danske værd.

Derfor har vi en god statsminister

Af Ole Hyltoft

Mange siger, de ikke kan udstå vores statsminister. Når jeg spørger hvorfor, får jeg uhåndgribelige svar.
Jeg synes vi har en sympatisk statsminister.
Hvorfor skriver jeg nu det? Jeg har ikke noget, jeg skal opnå hos ham. Jeg stemmer ikke på hans parti. Jeg har aldrig talt med ham, hvad jeg ellers har med alle vore fhv. statsministre.
Hele tiden skriver pressen om, hvem der skal afløse Løkke. Skal det være Kristian Jensen? Har han formatet? Søren Gade? Han virker for fjern. Søren Pind? For mærkelig.
Inger Støjberg er den eneste af aspiranterne, jeg synes har den ro og det indre format, en partileder og statsminister skal have. Men hvorfor lige nu? Hun bliver bedre om fem år.
Jeg føler mig godt tilpas med den statsminister vi har. Jeg føler ikke, at hans ord er ude af lod. Trump kaldte Løkke vidunderlig. Det synes jeg ikke han er. Han er netop ikke storslået. Han er i sin væremåde af samme karat som sit land. Men han gør sig heller ikke lille for at smigre eller indynde sig. Danmark er et land med velvoksne kvaliteter. Dem kan Løkke godt lægge krop og sind til.
Han er på størrelse med verdens store politikere ved ikke at optræde anstrengt. Vi, der husker, hvor krampagtigt en Jens Otto Krag og en Poul Nyrup kunne optræde, takker for Løkkes naturlighed.
Det er denne menneske-til-menneske væremåde, Løkke har lettere ved at finde frem til end de fleste politikere. Og så deler han den måske bedste danske egenskab med sine landsmænd: humoren. Få politikere kan som han holde tale med ironi og glimt i øjet. Han har endda gjort det med bravur hjemme hos Obama, der kaldte ham en stor komiker. En stor ros, en stor egenskab.
Og hvad så med habitterne, dem han fik forærende? Det var en brøler. Han indrømmede den betingelsesløst. Han kunne have sagt, at når DR’s generaldirektør modtager over 4 millioner af licenspengene om året, og Lundbecks direktør får 37,8 millioner, er så nogle habitter og et par sæt undertøj værd at tale om?
Men det sagde han ikke. Ved at tænke efter forstod han, at en statsminister skal være mere gave-forsigtig end en privat direktør.
Det er naturligheden, ligefremheden, den intelligente folkelighed hos Løkke, jeg holder af. Han kan sidde ved siden af Trump, Merkel og Putin, uden at man føler, Danmark er en mindreværdig nation. Uden at man som landsmand bliver forlegen. Det er en stor egenskab hos et lille lands leder.

Ole Hyltoft er forfatter, cand.mag., og fhv. næstformand i DR.