Avisartikler 2010, 3. kvartal

Journaliststanden har magten i DR. Det gør at journalistikken blomstrer i DR’s programmer, mens oplysningen om vores danske og europæiske kulturarv forsømmes, skriver DR’s næstformand. DR må vælge mellem, om den vil styre efter seer og lyttertal eller efter folkeoplysningens mål.

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

Forleden sad jeg til bords med nogle af dem, der styrer den højere uddannelse. Der fór en lille djævel i mig, så jeg spurgte uddannelsesdirektøren ved siden af mig: hvem er det nu der har skrevet ”Elverhøj”, vores nationale teaterstykke, det med Christian den Fjerde og elverpigerne?

Ja, se det kunne fru uddannelsesdirektøren ikke rigtig komme i hu. Men, fortsatte jeg, hvem har så skrevet den pompøse musik til stykket?

Nej, hverken Heiberg eller Kuhlau dukkede op i den højtstående frues kramkiste. Men så fandt hun en udvej: - Jeg kan google mig til svaret, sagde hun.

Jeg overvejede at spørge, om hun – uden at google - kunne sige mig, hvem der havde skrevet årtiers konfirmationsgave, versromanen ”Hjortens flugt”. Men så blev dyrestegen båret rundt. Og man skal jo heller ikke skabe dårlig stemning.

Uvidenheden har vide grænser i vore dage. Kundskaber, der var selvfølgelige for en student eller en højskoleelev af min årgang, er nu ukendt land. Og de uvidende skammer sig ikke over deres uvidenhed.

Jamen er det så vigtigt at kende sin kulturarv?

Ja, hvis vi ikke vil nøjes med at kende vores egen lille familie, men også vil høre hjemme i en stamme, et folk, så må vi kende dette folks grundlag, dets historie. Ligesom der er minder, vi er stolte af eller bedrøvede over i vores lille, biologiske familie, har folket, nationen, været udsat for skæbnesvangre begivenheder, der har været med til at forme hver enkelt af os til dem vi er i dag. Den overdrevne sejrsrus efter første slesvigske krig, det overmod, der førte til dumhederne og det katastrofale nederlag i 1864. Besættelsen 1940 – 45. Osv.

Dannet os har dog endnu mere det sindelag, der kommer til udtryk i vore ypperste kunstværker, H.C. Andersens eventyr, Blichers noveller, Carl Nielsens symfonier og højskolesange, Herman Bangs humor, Lange-Müllers vemod.

Hvis vi ikke kender vores kulturarv og vedkender os den som en del af vores eget sind, krakelerer vi og bliver usammenhængende reflekser af diverse tilbud fra tv-skærmen eller pop-scenen.

- ¤ -

Vores måde at leve, tale og tænke på er skabt af kulturarven. Så sådan set har vi dens slutresultat inden i os. Men dens byggesten, rejst århundrede efter århundrede, bør være os velkendte. Det danske sprog i hele dets rige mangfoldighed kommer ikke til os af sig selv. Det skal øves. Især ved at vi læser dansksprogets mestre, H.C. Andersen, Blicher, Johs. V. Jensen, og alle sangskriverne fra Ingemann, Grundtvig, Sophus Clausen til PH, Sigfred Pedersen, Frank Jæger, Halfdan Rasmussen.

Skolen gjorde engang sit bedste for at lære os alt dette. Men det har skolen nu ikke gjort, siden 68’erne tog magten over den. Nu, som gamle, kan de klogeste af 68’erne se, hvilken dumhed de begik ved at lukke viden ud af skoleskemaet. ”Vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole…var en idiotisk fejltagelse”, bekendte en af 68-skolens frontfigurer forleden under et bombastisk UNDSKYLD - i netop 68-avisen Politiken.

Danmarks Radio blev meget hurtigt efter 1968 en af ungdomsoprørets magtbaser. Efter TV 2’s oprettelse har DR’s marxistiske ungdomskultur udviklet sig mere i retning af en populistisk handelsskolekultur. Men ligegyldigheden over for kulturarven, det fornemste menneskeheden har skabt, gør sig stadig gældende i DR-huset.

DR er god til døgnjournalistikken, bedre end DR var i monopolets tid. Men hvad der er sket før 1990 ligger lidt hen i tågerne for DR’s programlæggere. Værst når vi fjerner os fra politikken og dagliglivet og går over til kulturen. Hvornår er Balzacs banebrydende romankunst lagt bredt frem i DR? Hvornår har vi kunnet opleve en samlet gennemgang af J. Th. Lundbyes, Marstrands eller P.C. Skovgårds malerier? For nylig genudsendtes et udmærket program om P. S. Krøyer selskabelige og spirituøse liv i Skagen. Men hvad det var for kunstneriske værdier, der gjorde Krøyer til en af alle tiders største danske malere, hørte vi næsten intet om.

Efter et vedholdende bestyrelses-pres fra Katrine Winkel Holm og mig har vi nu fået et par ugentlige timers litteraturorientering i programmerne. Men oplæsning af digte og noveller leder vi forgæves efter på FM-kanalerne.

Til gengæld har DR produceret nogle hørespil over Karen Blixens og Herman Bangs noveller, som skriger til himlen af manglende kunstnerisk fornemmelse.

-¤-

Hvorfor negligerer DR kulturarven?

Der er flere grunde. Og nogle af dem bør jeg som næstformand næppe ytre mig om. Men afgørende er selvfølgelig medarbejdernes egen åndelige udrustning. Og her har der været en udvikling i DR’s bemanding, som er slående. I dag består næsten alle DR’s frontfigurer af journalister, suppleret på de indre linjer med en stabel djøffere og handelsskolefolk. Generalister kalder man disse journalister, der beskæftiger sig med hvad som helst.

For bare et par årtier siden, var medarbejderstaben meget alsidigere sammensat. Nogle var skolelærere ( Niels Jørgen Kaiser, Mogens Vemmer ). Nogle var magistre ( Hans Sølvhøj, Jens Schoustrup Thomsen ). Nogle var forfattere ( Hanne Marie Svendsen, Peter Poulsen ). Nogle kom fra musikverdenen ( Gregers Dirckinck-Holmfeld, Mogens Andersen ). Og så var der dem, der kom med en bunke viden og samtidig var sprudlende fortællere. Palle Lauring var nok den største personlighed af dem. Men Clement Kjersgaards far, historikeren Erik Kjersgaard, var også en mand, der kunne tryllebinde seerne til danmarkshistorien. Man skal nemlig vide en masse for at blive en stor formidler. Viden hos en formidler er ikke nok. Men viden hos en formidler kan aldrig blive stor nok. Den kyndige kan give stoffet det lille personlige drej, der gør det ekstra fængende.

Den slags underholdende kundskabsspredere savner DR i dag. Dybtgående kundskaber, faglighed forekommer ikke at være en egenskab, DR efterspørger for tiden. Man har indtrykket af, at hvis en DR-journalist har læst Pedros Danmarkshistorie, anses vedkommende for at være DR-byens historiske ekspert.

Man kan sige, at på dette punkt ligner DR så det omgivende samfund. Det er bare ikke godt nok. For DR er i dag det eneste medie, der har penge til at være folkeoplyser ud fra sin egen opfattelse af, hvad det er nødvendigt at oplyse om.

- ¤ -

Nu vil en og anden måske spørge, om det sømmer sig for næstformanden i DR således at kritisere DR-huset?

Jo, det sømmer sig. For DR’s bestyrelse er nedsat for at vi som seernes og lytternes repræsentanter i DR’s ledelse skal passe godt på DR. ”Passe på” betyder både værne om og holde i ørerne. Kritikken i denne kronik har jeg fremsat for bestyrelsen i mange omgange. Og når jeg kritiserer DR én gang, roser jeg fem gange.

Det er det danske folk, der ejer og betaler DR. Derfor bør den danske befolkning også i videst muligt omfang deltage i styringen af sit eget radio- og tv-selskab. Det forudsætter en løbende offentlig debat. Og den bør dem med de bedste forudsætninger, DR’s direktion og bestyrelse, også deltage i. Selvfølgelig med de begrænsninger, som et bestyrelsesansvar indebærer.

Flere lyttere og seere bliver jævnligt så forbitrede over ensidigheder og forsømmelser i DR, at de ønsker DR nedlagt. Det er jeg ikke enig i. Jeg synes hverken DR skal lukkes eller indskrænkes. Den skal forbedres.

- ¤ -

DR står i øjeblikket ved en korsvej. Skal DR fortsat først og fremmest redigeres ud fra seer- og lyttertal? I så fald skal hovedvægten lægges på X-Factor, diverse madprogrammer o.lign. Den slags programmer som vi har i stort tal på TV 2, TV 3 osv. Eller skal DR koncentrere sig om sit ansvar for oplysning, debat og kulturarv. Selvfølgelig ikke ved at være kedelig. Men ved at gøre den nødvendige viden – den almene dannelse, om man vil – medrivende.

Den nuværende DR-ledelses kompas retter sig ufravendt efter seer- og lyttertal. Senest valgte flertallet i direktion og bestyrelse at bevare P 3’s og P 4’s rock- og pop-programmer frem for P 2’ klassiske musik. Man fravalgte dermed sit ansvar for Danmarks sammenhæng med Europas musikalske kulturarv. Foruden sit farvel til det civiliserede Europa lod man dermed den klassiske danske musik i stikken. Eller i strikken. For den – fra Weyse til Gade - vil dø, hvis ikke DR spiller den – i sin nye, pragtfulde koncertsal.

Hvem sidder der bag skærmen

med klude om sin hånd,

med læderlap for øjet

og om sin sko et bånd?

skrev Jeppe Åkjær for hundrede år siden. Som barn syntes jeg, det var så sørgeligt med ham Jens Vejmand. Kunne kommunen da ikke bare have givet ham et par briller i stedet for læderlappen og et par billige snørebånd?

Det var også derfor Jeppe Åkjær og et flertal i befolkningen ville have en velfærdsstat. Det har vi fået. Nu er der tilskud til briller og råd til snørebånd. Så nu kører velfærdsstaten i 5. gear.

Nej, den gør ej. Den kører i 8. eller 9. gear. Den kører utilregneligt. Vi tager et eksempel.

Psykisk ustabile borgere med trang til at slå deres medborgere for panden bliver oppasset dag og nat. Op til 16 personer, siges det, er ansat til at passe en enkelt person med denne voldelige tilbøjelighed.

Dette sker samtidig med at hjemmeboende folk på 89 år får besked om, at samfundet ikke længere har råd til at give dem to timers rengøringshjælp hver 14. dag.

I vikingetiden ville voldsmennesker – syge eller ikke syge – have fået et gok i nøden af deres vikingekammerater. Så var den ikke længere. Det behøver vi heldigvis ikke i dag. For vi har beroligende piller, der kan give de voldelige fred i sjælen.

Men det er ikke pænt. Så hellere lade en masse gamle sidde i støv og skidt. De ringer nok ikke til Ekstra Bladet og brokker sig.

Et andet eksempel. Et enkelt barns anbringelse uden for hjemmet på et børnehjem kostede i 2009 Købehavns kommune 522.557 i gennemsnit.

Der er imidlertid nogle steder, bl.a. Mors, hvor de finder billigere løsninger. Løsninger der også tit er bedre for børnene, så de kan bevare kontakten til forældre og skole. Men de fleste steder bruger kommunen den nemmeste løsning, sender børnene på børnehjem og sender den dyre regning til kommunen.

Jeg tror ikke, det var sådan et uopfindsomt og slapt samfund, Jens Vejmand og Åkjær ønskede sig. Engang imellem må et samfund være håndfast og det modsatte af blødsødent, hvis det ikke vil gå rabundus.

Åkjær ønskede sig heller ikke et djøfficeret samfund, selv om dette endnu ikke var kommet på mode i hans tid. For at spare lidt på hospitalerne har hospitals-djøffere fundet på at anbringe meget syge patienter på tresengs stuer. Mens stuer på samme gang står tomme. Den ro og det velvære, det er for de syge at ligge på enestue, kunne patienterne få for en ubetydelig ekstra udgift.

Men det velvære har samfundet ikke råd til at give syge medborgere, fordi der skal være 16 mand og Rosa til at opdække en voldsmand. – Jeg vil gerne selv betale de 25 kr. om dagen det koster til rengøring, for at min syge mor kan ligge på enestue, sagde en kendt socialdemokrat forleden til mig.

Når blødagtighed og springen over hvor gærdet er lavest blandes med dum djøf-rationalisering får vi et halvsygt samfund. Det var ikke det, Jeppe Åkjær agiterede for. Jens Vejmand ville heller ikke have syntes om det.

Der er mange badende ved Slugten i dag. En em står op over den varme strand. En blanding af solvarmt sand, diverse solcremer og svedende kroppe. Egentlig ikke ubehagelig. Men meget forskellig fra strandens sædvanlige aroma fra de store, salte have. Jeg husker denne badende-på-stranden lugt bedst fra min barndoms Bellevue. Når vi havde cyklet de ti kilometer inde fra byen og nåede Klampenborgs overfyldte strand. Så var den der, denne lidt klistrede em af mennesker i tætte grupper på strand.  Her i Slugten i Tisvilde er vi ikke nær så mange som på Bellevue. Men lugten er den umiskendelige.

   Farven på den spejlglatte vandflade er  sølvgrønlig. Intet område i Tisvilde har så mange farver at skifte med som havet ud for Slugten, hvor solen går ned.

    Jeg skal i vandet hurtigst muligt. Så hedt her er. I morges var der allerede 30 grader. Nu jeg vader ud i Kattegat, er der alligevel en vis modstand i kroppen mod vandet. Benene tåler temperaturfaldet. Men når vandoverfladen rammer testiklerne – jeg bruger nødigt badetøj – indfinder gyset sig.

   Heden er ikke så påtrængende her ude over vandet, så  kroppen føler sig ikke længere så nødsaget til  at blive lagt i koldt blød.  Viljen må kobles på. Det er dog det, jeg er cyklet til stranden for – at blive lagt i vand. Kampen mellem viljen og modviljen varer en del sekunder. Det er ligesom når man skal overskride tærsklen fra morgenkaffe til dagens dont. Men nu skal det være. Nej, ikke nu. Men nu. Jeg kaster mig frem.  Ubehag og behag forener sig. Ligesom kroppen og havet gør. De er kongruente de to. Jeg er fri. Fra jordens tynge. Vandet bærer. Jeg flyver, ligesom svalerne inde foran brinken.

   Solen står en 45 grader over vandet. En hvid kugle. Det er den stille, disede sommersol. Ikke den stikkende, tørt blæsende. Så i dag glitrer strålerne ikke i vandet. De trækker en hvidlig sti over vandspejlet. Den lægger jeg mig i med nakken mod solen, så jeg ikke får solstrålerne i øjnene. Højt oppe på himlen kommer en skarv baskende. Med sine knækkede vinger ligner den de frygtede tyske Stukas-fly fra 2. verdenskrig. Skarven vender tilbage fra jagten langt ude på Kattegat. Krasræbende lander et par måger i glideflugt  nordnordøst for mine fødder. Langt bag dem dækker Kullen i blådis for horisonten.

   Fem unge mennesker går i vandet ved siden af mig. De har kendt hinanden i flere år, kan jeg høre. Sommerhusbørn vel. – Det var koldere i går, siger en. Med højrøstet selvsikkerhed svømmer de ud til 2. revle. Unge i deres bedste alder. I form. Da de vender tilbage til lavt vand, sprøjter en af drengene på den kønneste af pigerne. Det er en tilnærmelse. Hun tager imod den. Flygter ikke, men sprøjter tilbage. Da de har klædt sig på, tager han hendes hoved ind til sit. Hun krammer tilbage, kind mod kind. Barndomskammerater. De vil gerne hinanden. Men hvor meget? Det finder de nok ud af i løbet af ferien.

   Oppe på stranden hilser en fremmed mand i badebukser på mig.  Da jeg får hans navn, husker jeg. Han hørte til kredsen omkring den nys afdøde tennisstjerne Jørgen Ulrich. Jeg spillede meget tennis, da jeg var på de unge badendes alder. Han fortæller mig, hvordan det går min ungdoms tennis-koryfæer, herunder Kurt Nielsen, der blev nordisk mester, da Kurt gik i 3. g. på Gl. Hellerup og jeg i 1. mellem.

-          Tisvilde er blevet  in, siger den gamle tennisspiller.

   For mig har Tisvilde altid været in. Men det er rigtigt – der er sket noget med Tisvilde de sidste femten år. Borgerskabets gamle sommer-idyl har fået sin anden ungdom. I dag har Tisvilde sommerrevy, kunstudstillinger, opera, kammerkoncerter, musikfestivaler på stribe.  Tisvilde har den eneste biograf i Lars Løkkes revir, Gribskov kommune. Og i biografens tilstødende restaurant, Bio Bistro, optræder alverdens sangere og musikanter, selv en Torben Ulrich kommer forbi med klarinetten.

   Vi kan købe dagens Frankfurter Algemeine og Süddeutsche Zeitung klokken otte om morgenen, lige så tidligt som WA om fredagen. Hvor de kan, de tyskere! Le Monde fra Paris og Aftonbladet fra Stokholm er her også, men fra dagen før. Avissælgeren er vores uundværlige købmand, der kun er kendt ved sit fornavn, Thomas. I Tisvilde er navnet Thomas identisk med ”købmand”. For nylig ville Brugsen tilføre Thomas konkurrence og åbne et supermarked heroppe. Byen protesterede. Vi ønsker ingen anden vareleverandør end Thomas. Hans forretning er byens mødested ved siden af det bitte bibliotek på stationen. Brugsen trak følehornene til sig.

   Tisvilde er selvbevidste folk.

   I byens ældste pensionat, Helenekilde Badehotel, er Tysklands betydeligste forfatter, Siegfried Lenz, begyndt at feriere. Ligesom Thomas Mann i sin tid gjorde det i Ålsgårde.

    En af prins Henriks venner hilste en dag på mig på hovedgaden med ordene: - Vi kender jo hinanden fra bladene.

-          Jeg er nu ikke så meget i bladene, svarede jeg. – Jeg foretrækker aviserne.

   Mondæn er Tisvilde nemlig ikke blevet.  Men det er vist blevet smartere at have sommerhus i Tisvilde end i Hornbæk og Gilleleje. Priserne på Tisvildes moderniserede sommerhuse i første kystrække er blevet fashionabelt høje. Men hvem bor i dem? Ingen  fashionable. Ejerne gemmer sig inde bag høje, asociale plankeværker. Måske for at man ikke skal lægge mærke til, at de næsten aldrig bebor deres pengeanbringelser.

                                                             ¤  #  ¤

Jeg er kommet i Tisvilde fra barn af. Ikke at jeg hørte til det bedre københavnske borgerskab, som dengang havde eneretten på Tisvilde. Men proletarerne, i hvert fald flipproletarerne, havde allerede omkring 1920 oprettet et mindre brohoved i dette ferieparadis. HK København havde købt en firelænget bondegård, Borshøjgård. Ikke langt fra stedets katolske helgenindegrav, Sankt Helenes Grav. Og ombygget gården til et hyggeligt pensionat for fagforeningsmedlemmerne. Her havde jeg min barndoms trygge og paradisiske 14-dages sommerferier. Paradisisk, fordi højsommerens Tisvilde med strand, klitter, Troldeskov og Tibirke Bakker er paradis. Tryg, fordi Borshøjgårds sommergæster i stort omfang kendte hinanden, fra partiet eller fagforeningen. De var bevægelsens aktivister. Så jeg var den lille Ole i HK’s storfamilie.

   Borshøjgårds gæster holdt afstand til direktørerne, grossererne, overretssagførerne i Tisvildes herskabelige sommervillaer og til cand.mag.’erne fra museerne og arkæologien, som også havde slået sig ned i Tisvilde. Standsforskellen fra dem til os ”socialister” var tydelig netop her ved Slugten. Her kunne vi se op på klintens yderste række sommerhuse. De havde hver især egen trappe ned til deres private strand, som vi ejendomsløse ikke måtte betræde. Ejendomsbesidderne var dermed udpeget som vore fjender. Dette lå i luften – og blev også sagt, så selv en syv års dreng forstod samfundets ulighed. Man sagde, at de konservatives intellektuelle fyrtårn, radiorådsmedlem Alfred Bindslev, havde det yderst liggende sommerhus ved nedgangen til Slugten. Så vi passerede fjenden hver gang vi gik i vandet. Jeg så nu aldrig monstret.

    Da jeg selv havde haft hus og skriveværksted heroppe en halv snes år, mødte jeg en dag teaterkritikeren Jens Kistrup. Han betonede, at han i kraft af sin families årelange ejendomsbesiddelse på Vesterprisvej hørte til Tisvildes bostonians – i modsætning til mig.

   Over- eller underklasse – begge parter gjorde god brug af Thunebys Boghandel og Tisvilde Bio, byens aftenunderholdning, inden folk fik fjernsyn i sommerhusene. Biografen tilhørte også Thuneby, denne lille, myreflittige mand, altid i vigør i den snævre, overfyldte boghandel. ”Alle Dag- og Ugeblade føres” står der i den tids annonce for hans butik. Jeg købte min første engelske bog i hans boghandel. En kriminalroman. ”Behind that Curtain” hed den.

   Jeg tror Tisvilde havde sin eleganteste tid under krigen. Hvor skulle selv de rigeste københavnere ellers feriere, når udlandet var lukket, bilerne klodset op, og Vestkysten besat af tyske kanonstillinger?

   Til de lokale berømtheder hørte også bageren Spiegelhauer, issælgeren Frydensberg, og svømmelæreren Kaj Walther. Tisvildes ikon. Den flotteste mand, jeg har set, sagde Malene Schwartz om ham. Kaj Walther malede også. Min far byttede engang en radio for en af hans akvareller med motiv fra molepladsen, hvor unge piger med fryd hengav sig til svømmelærerens Tarzan-stærke arme.

   Det var dog sommerbyens landskendte koryfæer, der gav byen dens fornemme aura. Niels Bohr havde for sin nobelpris bygget det smukke, stråtækte hus ved Kirkestien.  De fleste af Bohrs begavede elever, Werner Heisenberg, von Weiszäcker og de andre, er gået rundt i Tisvilde med deres mester. Måske har de stået sammen med mine forældre og mig i Thunebys boghandel for at købe Berlingske Aftenavis. De måtte jo lære sig dansk for at forstå hvad mumleren Bohr sagde.

   Johs. V. Jensen sad i sin selvmurede skrivehytte ude i Tibirke bakker. Pudsigt nok sad hans modpol, Hans Scherfig, ikke langt fra ham, i et lillebitte rum i  Tibirke gamle skole og skrev ”Den forsvundne Fuldmægtig”.

   Kommunisten Otto Gelsted skrev under krigen sin varmhjertede hyldest til fædrelandet, ”Her har hjertet hjemme, mellem skov krat”, fra de samme Tibirke Bakker. Han har nok besøgt Hans Hartvig Seedorff, der også holdt til her, indtil han en aften flygtede fra sin ellers så besungne muse, Spindevinde. Spindevinde blev her og ligger nu i skovkanten på Tibirke Kirkegård. Mens Seedorffs flugt jo endte i Rahbeks og Oehlenschlægers Bakkehuset på Frederiksberg.

   En nu glemt digter, Olaf Gynt, brændte sine sidste festblus af i Tisvildes og Asserbos natteliv i 40’erne. Han var en versekvilibrist og oprindelig ingen ringe digter. Jeg har tegnet et muntert portræt af hans eksalterede sider i romanen ”Københavnerpigen under besættelsen”.

                                                             ¤  #  ¤

Mentaliteten og aktiviteten i feriebyen har ændret sig den sidste snes år. Mellemkrigstidens og de første efterkrigsårs spidsborgerlige standsbevidsthed findes ikke mere. Eller også er den gemt grundigt hen i nogle af gullaschbaronernes opulente villaer.

   Hvad kan Tisvilde takke sin fornyelse for?

   Jeg tror det begynder i 60’erne. Da man anlægger den enorme og uskønne parkeringsplads ved indgangen til skoven. Det sker samtidig med at bilen bliver folkeeje. S-toget udvides til Hillerød.  Og i dag er der halvtimes drift mellem Hillerød og Tisvilde. Billetprisen fra København er ikke meget over 40 kr.

   Ikke længe efter finder den forkætrede finansudvalgsformand, reklamemand og frihedskæmper, Kristian Albertsen, på at oprette en pensionisthøjskole i en af borgerskabets gamle bastioner, Pension Julsgård tæt ved stationen.

   I 80’erne rettes et nyt stød mod Kistrups bostonianere. Det folkelige Helenecenter for de unge familier med børn oprettes. Dertil kommer, at enkebaronessernes refugium, Helenekilde Badehotel, ændrer karakter til et populært kursuscenter, så mange forskellige befolkningsgrupper kommer på en tredages tur til Tisvilde og Slugten.

   Endelig tager Martin Kongstad og hans reklame-, it- og tv-venner stedet til sig. Man kan mene, at de er en noget udvandet erstatning for Niels Bohr, Johs. V. Jensen og Otto Gelsted. Men det er dem, der slår tonen an i vore dage.

   Alt i alt:  sommerbyen er blevet aldeles folkelig. Gamle koner fra Albertsens højskole tumler ned ad hovedgaden og spiser is hos Frydensbergs efterfølgere.  Om lørdagen er her loppemarked, ofte med den livgivende Suzanne Bjerrehus som et sprudlende midtpunkt.

   Den danske Tarzan, Kaj Walther, er her ikke mere. Men han har en afløser, Sven Wickman, i mange år scenograf i Hollywood,  en filmens og kirkens mand med hestehale langt ned ad nakken. Lidt flamboyant har Tisvilde jo altid været. Hver filmaften står han foran lærredet i Tisvilde Bio og fortæller om aftenens film. Inden han puster det levende lys ud på bordet foran sig. Om morgenen kommer han op fra morgenbadet i Tisvildes ældste badekåbe. For sådan var det i gamle dage og sådan er det stadig. At jo ældre éns badekåbe og éns cykel er, jo finere en bostonian er man. 

For nogle år siden fik vi en lov, så det blev enhvers ret at vandre på strandene, bade fra dem, fiske fra dem.  Fra da af kunne enhver stå på en hvilken som helst dansk strand, se solen stige op  af horisonten og synge så havfruerne klukkede:

                                         Hvor smiler fager den danske kyst

   Men medborgere med skumle sindelag ville det anderledes.

   På den strand, jeg bader fra, har sommerhusejerne ladet stenhøfderne tårne sig op på strandbredden. Kæmpe granitsten blokerer nu stranden. At passere strandbredden er nu kun mulig for unge der sigter mod at blive bjergbestigere.

   Men ejerne af kysthusene har et endnu mere probat middel til at holde folk borte fra ”deres” strand.

   Midlet hedder plankeværker.

   Hvis man står på en af strandvejene nord for København og vender blikket mod den  ”danske, friske strand” ( H.C. Andersen ), bliver man hensat til en baggård. For man står med gluggerne ind i et gråt plankeværk. Næsten alle vore huse ud mod kysten gemmer sig inde bag høje plankeværker. Vore strandveje – og det er over hele landet - er ikke åbne stier med hyggelige kig ind i de private haver og lange kig ud over vandet. Strandvejene er sammenklemte minegange.

   Ejerne af de kystnære sommerhuse vil åbenbart have solopgangene og solnedgangene helt  for sig selv. Skønt naturen vel ikke mister i værdi ved, at vi er flere der nyder den.

   Når mit udsyn bliver uforskammet afskåret af sådan en fjendsk træmur, kan jeg ikke lade være med at tænke: hvad foregår der egentlig derinde bag det uhyggelige plankeværk? Hvad er de så bange for, at jeg skal se?

   Driver pædofile deres skammelige utugt derinde?

   Eller holder vommede herrer med prins Henrik og kammerherre Christian Kjær i spidsen heksesabbat i ly af plankeværket hver lørdag nat?

   Skumle plankeværker føder skumle tanker.

   Man kan også forestille sig, at de pengestærke mennesker, der bebor disse kyststrækninger, er så flommefede, at de ikke vil beses af andre end deres egen art.

   Man kunne endda tænke sig, at et af de dyre huse – de koster mellem ti og tyve millioner i mit distrikt - var hjemsted for imamen Wahid Petersen, biskop Kjeld Holm og forhenværende Uffe Ellemann, der sidder her i dølgsmål og planlægger en ny spejderbevægelse under navnet ”Muhammeds raske drenge”.

   Hvad der nu end foregår i disse husejeres indesluttede hjerner, gør plankeværkerne vores land grimmere og mindre medborgerligt.

   Jeg bryder mig ikke meget om forbud. Men siden husejerne åbenbart ikke selv kan se det asociale i deres plankeværker, må fællesskabet åbne deres øjne. Og lovgive. Loven skal sige, at grunde, der ligger op til kysten, ikke må indhegnes af plankeværker eller buskadser højere end en meter.

      Husejere, der har det med fremmede folk ligesom H. C. Andersens bondemand havde det med degne – altså ikke kan tåle at se dem – kan bare sætte sig om foran huset og vederkvæge sig ved den flotte udsigt ud over havet.

   Rigmændene er i disse år vilde med at lukke sig inde bag plankeværker. Det er et skridt i retning af USA-tilstande.  I det store land har familierne ikke meget tillid til folk uden for matriklen. Måske et levn fra cowboy- og indianer-tiden. Hos os vil den mentalitet føre til velfærdsstatens afskaffelse. Enhver rager bare til sig og under ikke andre de glæder, han selv svælger i.

   Nej, lad os gå den anden vej og gøre  Danmark til de hundred tusind åbne havers land. Så synet af privathavernes solsikker og nelliker kommer flest muligt til gode. Og så vi alle kan se på, hvordan

                 Sommerskyer og skib med lyst / står sundet ind i hinandens følge.

Normalt vrisser vi vise gamlinge over begåede dumheder. Men der er jo også dumheder, der består i noget, der ikke bliver gjort. Det hedder undladelsessynder.

Tag nu vores landeveje. Triste asfalterede gummiunderlag er de. Men så kørte jeg forleden på en af disse veje nær ved Helsinge. Det er dem, Poul Nyrup tilbagelægger med 90 km i timen, selv om man kun må køre 50.

Langs vejen stod nogle landevejspopler med hvide stammer og et fyldigt løv, der var vokset sammen over hovedet på os vejfarende. Så vi kørte med grønt tag over hovedet, i en løvgang. Pragtfuldt var det. Skygge på vejen. Grønt for øjet. Og gule marker ude bag de slanke træstammer. Min vejfarende sjæl – hvad vil du mer’.

Vi, der har lange tilbageblik, kan fortælle, at sådan så de fleste landeveje ud i vor barndom. På det punkt er vores land blevet fattigere i min levetid.

Tænk, hvis ALLE vore landeveje havde træer i grøftekanten. Kastanje, lind, eg, poppel. Hvert træ er sit eget naturens kunstværk. Enhver bil- eller cykeltur ville så blive en naturoplevelse. Vi ville blive kendt som landet med de grønne alleer. På lang afstand ville vi kunne skelne vejenes slyngninger. Og træerne ville yde beskyttelse mod sol, vind og regn.

Langt det meste politik består i at hjælpe vanskeligt stillede folk over det værste. Hjælpe de gamle med at få ble på og et ugentligt bad. Bekæmpe pesticiderne i drikkevandet. Skaffe proteser og psykologer til vore sårede soldater.

Skulle vi ikke også engang imellem samles om noget, der kan begejstre og løfte os alle sammen? Ikke bare reparation, men fornyelse. Et stort, fælles mål. Vi gjorde det, da vi byggede Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Og hvem mærker ikke et lille glædesbrus i årerne, ja, føler sig som en stolt dansker, når han og hun kører over vore to storslåede broer.

Folketinget kunne værsgo vedtage, at alle vore landeveje skal flankeres af flotte træer. Vores land ville blive så meget kønnere af det. Og vi ville blive kønne af at have kønne træer omkring os. Måske også lidt mere afslappede. Så vi ikke ræser sådan af sted som vores forhenværende statsminister.

For en ubetydelighed af hvad et stykke motorvej koster ville vi opnå et vedvarende fremskridt for vores fædreland. Flere af os vrisne mænd ville ganske vist ikke se resultatet i fuldt flor. Det vil vore børn og børnebørn til gengæld.

Men vil der ikke være bilister, der kører ind i disse vejtræer og slår sig ihjel?

Jo, nogle ganske få. Men det er et slapt samfund, der begrænser sin gode udvikling for at beskytte en håndfuld galninge, der spiller hasard med deres liv. Et sundt samfund kan ikke bygges på desperadoer og skvatnavler.

Så, kære folketingsmedlemmer, træer langs alle vore landeveje som vores næste store fællesprojekt, tak.

¤¤¤

Og så lige et løft på stråhatten for Jørgen Leth, der i disse dage tryllebinder hundredtusinder til at se på verdens kedeligste sport. Vi sidder i timevis og beskuer mænd, der med bare knæ og tremmer på hovedet cykler svedende rundt på nogle vindtørre landeveje, som oftest uden træer.

Haitis Casanova italesætter denne dødsens kedsommelige affære, som om det gjaldt en helgenindvielse eller i det mindste landgangen i Normandiet på D-dag.

Kunst? Eller bare smart? I hvert fald godt fundet på.

Da min mor blev rigtig gammel, kom der en ung hjemmehjælper-pige og så til hende. Min sprogligt opfindsomme mor  kaldte hende Sulajma. Mor og Sulajma blev gode venner. De snakkede meget om Sulajmas erotiske bryderier.

   Sulajma støvsugede også og vaskede op. Men samtalerne om Sulajmas livsførelse var nu hjemmehjælperens vigtigste bidrag til min mors gode alderdom.

   Men siden er hjemmehjælpen blevet anderledes disciplineret. Hendes arbejde opdeles nu  i minutter. Wc-vask 5 minutter. Aflivning af nullermænd 7 ½ minutter. Kaffe-slabberads 0 minutter.

   Samfundet bliver skamredet af tal. Politibetjentene skal gå så og så mange timer på gaden. Så når optællingen nærmer sig, marcherer betjentene rundt i gaderne i stedet for at opklare forbrydelser.

   Også min nu forhenværende vrissebror Lars Seier er grebet af taldjævelen. Han vil have Saxo Bank op i højere omdrejninger. Flere og flere og flere moneter skal suse igennem Saxo Bank. Hr. Saxo selv, Saxo Grammaticus, ville klage til Absalon, hvis han hørte, hans gode navn blev brugt til sådan noget pengepjat. Men snart udskifter Lars Seier Bjarne Riis med Anders Samuelsen og flytter  til Svejts. Her slipper han med meget mindre i skat. Hvad er Svejts kendt for? Kuk-uret. Kuk-kuk!

   Er det at drive bank kun et spørgsmål om at tjene penge? Kunne det at låne penge ud til driftige og hæderlige folk og se disses virksomhed overvinde problemer og udvikle sig, kunne det ikke være mål for en bankmand?

   Verden styres mere og mere af pengegale folk og djøf’ere. Mindre af fagfolk. De må påtage sig de underordnede jobs. Lægeverdenens centrale organ, Sundhedsstyrelsen, har de senere år været ledet af en mand, der ikke ved en pind om sundhed og sygdom, en gemen djøf’er.

   Overdjøf’eren Christian Nissen styrede i flere år Rigshospitalet, selv om han vist var bedre til at gøre folk stressede end gøre dem raske. Hvorefter han blev chef for Danmarks Radio. Det havde han heller ikke forstand på.

   For nylig har DR besluttet at nedlægge P 2. Hvorfor? Fordi der ikke er så mange der hører P 2 som P 3. Spiller det ingen rolle, at indholdet på P 2 er uundværligt for en kulturnation? Nej, man tænker ikke med hovedet, men med talrækken.

   Tal - lyttertal, pengetal, antal – kan selv en idiot finde ud af. At vokse i tal - i mængder -  skaber i sig selv ingen virkelig vækst i et firma. At virke som chef for et hospital, en tv-station, et møbelfirma, sådan at menneskene bliver sundere, klogere, gladere, det kræver indsigt i sundhed, tv, møbler. Eller chefen skal i det mindste evne at lytte til dem, der har indsigten. Men det lærer de der cand.scient.’er eller cand.merc.’er ikke. De kender kun deres tal, teorier og kurver.

   Djøf’erne og handelsskolefolkene er stille og roligt ved at gøre sig til en leder-overklasse i landet.  De regerer over  rejsebranchen den ene dag, kødbranchen den næste. Derpå snupper de direktørposten på en tv-station eller i en bank. Forstand har de hverken på den ene branche eller den anden. Så de kan kun lede ved at se, om tallene giver underskud eller overskud. Det er primitivt ad h til Og det fører ikke til reel fremgang for firmaerne eller landet.

    Næh, må jeg bede om en håndværker. Han ved hvad han taler om. Eller, når det gælder skibstransport, en fagmand som Mærsk McKinney Møller.

   De djøf’ske overherrer fører sig frem med selvsikkerhed. Men det er den slags selvsikkerhed, som  de to skræddere havde i Kejserens nye Klæder. Det dækker over  uduelighed.