Avisartikler 2016, 2. kvartal

Mange tisvildeboere husker Borshøjgård på Skt. Helene Vej lige over for Arresø Glashytte. Desværre brændte den firelængede gård for en halv snes år siden. Så kun den ene længe står tilbage.

På denne bondegård, ombygget til et pensionat, udspandt sig et fornøjet sommerliv i mellemkrigstiden og den første efterkrigstid. Allerede først i 1920’erne havde fagforeningen HK København købt gården og gjort den til feriehjem for sine medlemmer, så ”flipproletarerne” billigt kunne holde sommer i borgerskabets ferieparadis, Tisvilde.
Jeg kom der med mine forældre 14 dage hver sommer. Og disse 14 pragtfulde dage ved Slugtens strand og Tisvilde Hegn blev min indgang til Tisvilde, som jeg aldrig siden har forladt, og som udgør baggrunden i flere af mine romaner.

Min far var en forudseende forretningsmand, og da det blev 1940 og trak op til verdenskrig og varemangel købte han blå engelske letvægtscykler til sin kone, sin 5-årige søn og sig selv. Og hver juni måned begav vores lille familie sig på cykel fra Østerbro til Borshøjgård.
Rejsen tog en hel dag med frokost-ophold på Slotskroen i Hillerød. For hårdt for en 5-6 års knægt? Det syntes jeg ikke. Præmien ventede jo forude i form af årets højdepunkt, strand, saltvand og skov.

Far var en kendt og vellidt person i ”bevægelsen”. Så når vi, noget udmattede, nåede frem til Borshøjgård hen under aften, blev vi modtaget med genkendelsens glæde.
Den første aften blev tilbragt i Morfeus’ arme. Men morgenen efter begyndte løjerne. Med far i hånden gik morgenturen hen over Grisens jernbanespor, gennem bondegården Dyrekærgård, bag ved Slugtvej, ned til Slugten og i vandet. Omgivet var vi af fars voksne venner.

Om formiddagen gik vi gerne med far i spidsen og endnu flere af Borshøjgårds pensionærer op ad kirkestien til Tibirke Kirke. Om eftermiddagen på cykel ud til stranden ved Brantebjerg eller Troldeskoven.

Det meste af ferielivet på Borshøjgård foregik i flok og følge. Pensionærerne var jo ekspedienter i Illum og Magasin, kontorister i sygekasserne. Mange af dem kendte hinanden fra arbejdspladsen, fagforeningen eller partiet. Ikke at der blev talt meget politik eller indoktrineret. Men det lå ligesom i luften, at man holdt med Stauning og De Allierede.
Var det overskyet, gik turen ofte ned til Tunebys boghandel, fyldt med bøger, ugeblade og aviser. Da jeg kom i mellemskolen, købte jeg min første engelske bog hos Tuneby. Han og hans kone og børn var flittige som bier. Jeg kan have mødt min senere så beundrede kollega, Johs. V. Jensen, hos Tuneby. Men også Jørgen Nash og det kæntrede vidunderbarn Olaf Gynt har sikkert ofte befundet sig i min nærhed i den altid tætpakkede butik.

I Tisvilde har man vist aldrig vurderet folks stand efter deres tøj, cykler eller badekåber. Byens sommerhusejere har næppe været meget anderledes klædt end Borshøjgårds velklædte HK’ere. Men Borshøjgårds pensionærer har jo, ligesom de andre pensionaters gæster, ikke været velkendte i byen, som de faste landsliggere var det. Og en vis fornemmelse af standsforskel har der nok været. Men det er næppe blevet særlig bemærket, slet ikke af os børn. Vi fra Borshøjgård var jo så mange i os selv og kunne rigeligt fylde stranden ved Slugten ud. Nabostranden, nu neden for Helenekilde Badehotel, betrådte vi ikke. Jeg ved ikke om den var privat med forbudt adgang. Men det lå i luften, at den var bourgeoisiets, et udtryk der endnu var brugbart blandt vore forældre.

Ja, strandlivet, det var det bedste. Træstammer, der var skyllet overbord, kunne man entre ude i brændingen. Træhøfderne kunne man sidde overskrævs på. Og netop fordi Borshøjgårds pensionærer kendte hinanden, var der altid andre børn eller voksne på stranden, man kendte og kunne lege med.

Som 5-årig fik jeg lov at stille mig op foran spisesalen og kalde til frokost ved at slå på en gonggong.

Økonomaen, tyk og frodig, blev min hjertensven. Først de sidste par år blev jeg forelsket i en køn teenage kontorpige, uopnåelig for en dreng.

Når nogen skulle afslutte deres ophold og rejse hjem, blev der sunget farvel-sang til dem ved frokost-samlingen i spisesalen, inden de, ledsaget af det halve Borshøjgård, drog til stationen. Sangen lød:

Nu skal jeg rejse bort herfra
med bugnende vom,
med vemod i mit hjerte
og tegnebogen tom.
Farvel, farvel, du dejlige gård.
Vi kommer til næste år. 

Borshøjgård var nok et pensionat på linje med Tisvildehus, Højbohus og de øvrige pensionater i badebyen. Men den var også forblevet et lille stykke af en bondegård. Der var grisesti med levende gris i den ene fløj, og billardsalon i den anden. Jeg overværede en griseslagtning foran grisestien, og – næsten lige så dramatisk - en frygteligt langvarig kamp mellem en edderkop og en stor, stærk spyflue, der var fløjet i nettet.

En aften hver uge blev der udsmykket til fest med crepepapir, guirlander, musik og dans.
Men ferielivet var ikke eskapisme alt sammen. En dag meddelte far han måtte ind til sine radioforretninger inde i byen. Jeg tror ikke jeg, 8 år gammel, bed mærke i ordet

Folkestrejke. Men oppe i Tisvilde undslap jeg Folkestrejkens vandmangel og gadekampe – 100 københavnere blev slået ihjel og 500 såret under Folkestrejken. Jeg blev alene tilbage med mor i ferieparadiset. Den enlige tyske soldat i Lejet passede sit. Mor og jeg flyttede ned på Fogedgården. Mine forældre var venner med Fogedgårdens ejere.

Det var lykkelige dage, da far og mor var unge.

Jamen var Borshøjgård ikke et støttepunkt for en fagforening, et politisk redskab? Det mærkede jeg intet til. Og det tror jeg heller ikke Borshøjgårds andre feriegæster gjorde. De gik i Tisvilde Bio og til Skt. Helenes grav og nød Frydensbergs isvafler ligesom Tisvildes grosserere og direktører og de ganske mange videnskabsmænd og intellektuelle, der med Niels Bohr og Johs. V. i spidsen befolkede Tibirke Bakker og Tibirke Lunde.

Min fars kooperative radioforretninger var ganske vist ejet af fagforeningerne. Men fars verden var ikke politik. Den var radiobranchen, konkurrencen med de andre radiofirmaer.
Måske var de 14 sommerdage for far og mor så lyse, fordi far så i nogle dage kunne vende tilbage fra sit direktøransvar til sin ungdoms uforpligtende kammeratskab med de andre HK’ere, uden at skulle tænke for meget på sit firmas, Arakos, regnskab og overlevelse.
Fra Borshøjgård lukkede for HK’ere og blev feriehjem for skolebørn har jeg hvert år gået ture i Hegnet og badet fra stranden, inden jeg i 1992 byggede hus heroppe og blev en fastboende Tisvilde-borger. Det kan jeg nok takke min barndoms Borshøjgård-somre for.

Ole Hyltoft har nyligt udgivet en essaysamling, hvor han følger årets gang i Tisvilde-naturen, ”Livet ved Havet”.Kan fås i alle boghandeler, bl.a. i Arnold Busck i Helsinge.

DR’s mangeårige næstformand, Ole Hyltoft, fortæller her åbenhjertigt om DR’s forsømmelser, uvidenheden hos visse medarbejdere og måden, generaldirektøren blev valgt på.

Ved et selskab for et par år siden kom en mand i moden alder hen til mig og sagde: Du skal vide, at alt hvad jeg vidste i min ungdom, havde jeg lært ved at lytte til Danmarks Radio. Programmerne nu om stunder synes jeg ikke lærer mig noget. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver. Takket være DR lærte jeg den klassiske musik at kende og den gode litteratur og lærte at diskutere på en sober og oplyst måde.
Jeg svarede, at da DR ( Statsradiofonien ) begyndte i Stauning-perioden i 1925, var det da også hensigten, at DR skulle bringe dem, der havde gået kort tid i skole, på højde med dem med de lange uddannelser. HELE befolkningen skulle være oplyste og have del i landets kultur.
Nu er dette mål afløst af X-factors råben og skrigen.
Vel er der stadig visse programmer, man kan blive opløftet eller lidt klogere af. P 1 eftermiddage, DR 1’s Horisont og Peter Qvortrups lægeprogrammer. Og P 2’s klassiske musik.
DR leverer også nyttig, hårdtslående journalistik. Men den daglige kulturflod af viden om livet og litteraturen før og nu flyder ikke mere. Dannelsen formidlet i et smukt sprog og i munter og spændende form leverer DR stort set ikke længere. DR’s kommunikationschef i Kenneth Plummer-perioden sagde direkte: dannelse er ikke et ord, vi bryder os om her i huset.
Tidligere tiders selvbevidste, kyndige og inspirerende personligheder som Flemming Madsen, John Danstrup, Jørgen Schleimann og den blinde musiker, forfatter og interviewer Karl Bjarnhof er ikke til at få øje på i dagens DR.
Jeg tror simpelt hen ikke, at DR mere leder efter den slags spinatfugle, der kender vores historie og kultur og elsker at viderebringe den. Der er ellers aktuelle emner nok at tage fat på. Store vikinge guldfund og vikingeborge er nyligt fundet. Og der findes da historikere, der sagtens kan fortælle medlevende om disse fund fra gamle dage. Men skal DR fortælle danmarkshistorie, hidkalder man de fagligt ufunderede brødre Madsen til at lave fjottede show.
Da DR for et par år siden skulle have ny kulturdirektør, fandt man en koncerndirektør og teolog på Gyldendal, Tine Smedegård Andersen, der ikke havde gjort sig kreativt eller på anden måde gældende i kulturlivet. Hun var ukendt for de fleste og er forblevet ukendt i DR, hvor hun da ikke har gjort sig bemærket for andet end ved at nedlægge det fremragende underholdningsorkester.

Min fornemmelse efter flere år i DR’s bestyrelse er, at der mangler viden om kulturlivet i DR. Man kan erstatte viden med at interviewe eksperter, der er vidende. Men en udspørger, der vil have noget at vide, skal også selv vide besked om det, han/hun spørger om.
Dette blev tydeligt, da Per Stig Møller som kulturminister havde skaffet 100 mil. til en tv-film om 1864, og Ole Bornedal blev sat til at realisere den. En mærkelig uhistorisk film om den måske mest skæbnesvangre begivenhed i danmarkshistorien. Danmark var faktisk ved at gå under i 1864. Den begavede statsminister Monrad fremstilledes som en hysterisk nar, der lod skuespilleren Johanne Louise Heiberg stå på hans mave, mens han råbte chauvinistiske floskler op til hende. Nogle omkringfarende sigøjnere var filmens helte.
Hvis DR nu havde haft en historiker som John Danstrup eller Erik Kjersgård til rådighed, kunne filmens absurditeter og historieforfalskning være undgået.
Ingen opgave er vel vigtigere for DR som formidler af vores alle sammens kulturarv end at gøre danmarkshistorien levende og sand. Danmarks historie er det skød, vi alle er født af. DR har før haft gode formidlere til denne opgave.
To historikere rager op over de andre. Erik Kjersgård fortalte afbalanceret og med lune. Palle Lauring, den blændende fortæller, levendegjorde danmarkshistorien ved hjælp af den uhyre viden, han havde samlet sig fra sin drengetid. Hans dramatiske stemme og udfordrende pointer gjorde en radioudsendelse med ham til et første klasses skuespil. Uden at den historiske vederhæftighed led skade. Han gav det danske folk kritisk, men også begejstret historiebevidsthed. DR kunne med udbytte genudsende hans programmer.
Et slående eksempel på medarbejdernes oplysthed fik jeg, da en bekendt af mig skrev til DR for at høre, hvordan DR agtede at festligholde kulturministeriets 50 års jubilæum, nu årsdagen for jubilæet nærmede sig i 2011. Kulturafdelingens næstkommanderende svarede lidt nedladende, at det jubilæum havde DR rigtignok allerede fejret på 50 års dagen for to år siden. Altså i 2009!

Et gammelt ordsprog siger, at som mester er, så er hans svende. Tidligere var det sådan, at DR-programcheferne og generaldirektøren havde en kreativ eller kulturfaglig baggrund. Den første generaldirektør, Emil Holm, var koncertsanger med et stort hjerte for at udbrede den bedste musik. I nyere tid var Hans Sølvhøj den ideelle generaldirektør. En højt begavet cand.mag., sin generations morsomste foredragsholder, en læsende mand og boganmelder.
Efter ham fulgte mag.art. Laurits Bindsløv og Hans Jørgen Jensen, der var - og er - en journalist og skribent med en bred kulturel ballast.
Først med Christian Nissen får DR en generaldirektør ( 1994 – 2004 ) der kun har administrativ baggrund. En udmærket tal-mand mand. Men det er i hans tid, at nedtrapningen af DR’s kulturliv begynder. Og det tager for alvor fart under efterfølgeren, den kulturelt ubelastede Kenneth Plummer ( gen.dir. 2005 – 2010 ).
Da han brækkede halsen på sig selv, var jeg næstformand i DR’s bestyrelse og fik derfor at gøre med udpegningen af den seneste generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Da feltet af ansøgere rullede frem, var Maria Rørbye Rønn ikke det indlysende valg. Men hun gjorde et frejdigt og uforsagt indtryk . Og hun kendte jo DR godt som flerårig chef for DR’s jura.
Jeg har aldrig været tilhænger af, at kulturposter besættes med cand. scient.-et eller andet, altså administratorer. Jeg synes poster som direktør for filminstituttet, teaterdirektører, museer, og i udpræget grad lederen af DR, skal være personer med kulturbaggrund og deltagere i den løbende kulturdebat, så de er på bølgelængde med de folk de leder. Jeg generer næppe den elskværdige Maria Rørbye Rønn ved at sige, at sådan en person er hun ikke.
Men nu kom DR-formand Michael Christiansen, selv en administrator, med et forslag. Hvad siger næstformanden til, at vi gør Maria Rørbye Rønn til administrativ generaldirektør og samtidig rykker indholdsdirektørerne ( kulturchef, nyhedschef, børnechef, musikchef ) op i graderne og gør dem til talsmænd for DR på deres områder.
Vigtigst var kulturchefen. Det havde vist sig umuligt for mig at gøre Morten Hesseldahl til generaldirektør. Nu tilbød formanden mig at gøre Hesseldahl til den øverste på kulturområdet. Det var da et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så det fik næstformandens og senere bestyrelsens stemme.
I DR’s nuværende ledelsesstruktur er der imidlertid også en mediedirektør, som sammen med generaldirektøren skal give det endelige ja, til at et program bliver til noget. Jeg var og er imod denne konstruktion. Den giver en uklar ansvarsfordeling mellem mediedirektøren og de andre direktører. Det rigtige ville være, at bestyrelsen og generaldirektøren fordeler licenspengene mellem de forskellige områder, der derefter hver især tager eneansvaret for programmerne.
Der opstod hurtigt uenighed mellem mediedirektøren ( Gitte Rabøl ) og kulturdirektøren. Kort fortalt gik mediedirektøren efter seertal, kulturdirektøren efter kulturværdier. Kulturdirektøren var forudbestemt til at tabe den holmgang. Hesseldahl besluttede snart, at det tovtrækkeri ville han ikke bruge sin ungdom på. Og er som bekendt i dag direktør for Det kgl. Teater.
Jeg var godtroende og stemte for en ordning, der så forsvarlig ud i teorien. Men ikke duede, når kulturdirektøren ikke fik den frihed, der var stillet i udsigt.

Det forekommer mig indlysende, at DR ikke lever op til sin allerede i 1925 vedtagne opgave om at være kulturel og oplysende. Kulturarven forsømmes. Ikke at programmerne skal være højtidelige. Men DR går for meget efter overfladisk ramasjang. Medarbejderstaben er ikke sammensat til kultur-opgaven, og ledelsen er det heller ikke.

Jeg holder af Sverige. Men jeg holder endnu mere af Skåne. Jeg synes det er synd for Skåne. For Skåne er den del af Norden, der gennem årene er behandlet skammeligst.
Mine varme følelser for Skåne stammer vist oprindelig fra, at jeg er vokset op på en femtesal på Østerbro med udsigt til Malmø. Og Malmø var en eventyrstad for os, der var børn under besættelsen. I Malmø var der lys i gaderne. København var mørkelagt. I Malmø vidste vi, man kunne få flere slags ægte chokolade. I Danmark kunne vi kun får surrogatchokolade.
Svenskerne tog hjerteligt imod de danske frihedskæmpere, der flygtede over Øresund forfulgt af Gestapo. Det sagde man. Men det passer ikke. Det var skåningerne der stod mellem Helsingborg og Trelleborg og tog omsorgsfuldt imod danske jøder og andre naziforfulgte.

I vore dage har den svenske øvrighed fyldt Malmø med asiater og afrikanere. Det største befolkningseksperiment i Nordens historie. Det er ikke nyt, at svenskerne behandler Skåne skidt. Den svenske krigerkonge Gustav II Adolf skrev hjem til Stokholm i 1612: ”Vi har været inde i Skåne og brændt det meste af, så at 24 kirkesogne og byen Væ ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel, som vi fandt for godt.”
Dette lærer de svenske skolebørn ikke om Gustav II Adolf. De lærer, at han forsvarede protestantismen og faldt for Luthers rette tro i slaget ved Lützen i 1632.
Senere sker der jo det, at hans lige så terroriserende efterfølger Karl X Gustav i 1658 får hjælp af kong Vinter til at bringe sin hær over Storebælt. Det var ikke bare dumdristigt. Det var hensynsløst gjort. Ikke bare mod danskerne. Men han udsatte også titusindvis af sine egne svenske soldater for en yndelig druknedød i det iskolde Storebælt.
Isen holdt. Gudbedredet. Og pludselig stod han med en sejrsvant hær foran København og en dansk konge, der rystede på hænderne og gav ham Skåne, Halland og Blekinge for at slippe for en eksistenskamp. Havde det været en normal vinter, havde den danske flåde gjort det umuligt for Karl Gustav at få sin hær til Sjælland. Den danske flåde vandt som regel over svenskerne. Tak for det til Herluf Trolle, Niels Juel, Tordenskjold og deres matroser.
Efter Skånes erobring fortrød Karl X Gustav, at han ikke havde taget hele Danmark og stormede i 1659 København. Men nu rystede kongen, Frederik III, og københavnerne ikke længere på hænderne, og Københavns svenske angribere gik en ynkelig skæbne i møde. Over tusind af dem døde en iskold februarmorgen. Kun 12 københavnere mistede livet. Og for at føje spot til skade døde den svenske heltekonge kort tid efter af forkølelse. Sic transit gloria mundi.
Den dansk-hollandske portrætmaler Abraham Wuchters har malet Karl X Gustav i brynje. Han er pluskæbet, dobbelthaget, har døde øjne og en lille, hoven mund. Selv for en kriger at være er han usædvanligt afskyelig og menneskefjendsk at se på.
Også den næste svenske krigerkonge, Karl XII, plagede skåningerne og tvang dem til at gøre tjeneste i hans hær, så tusindvis af de danske skåninger faldt, da den overmodige og primitive svenske konge tabte til Ruslands Peter den Store i slaget ved Poltava i 1709. Og selv om Tordenskjold ustandselig erobrede eller sænkede svenske krigsskibe i den Store Nordiske Krig omkring 1700, fik skåningerne ikke deres naturlige hjemland, Danmark, tilbage.
Efter 1600-tallets sørgelige krige mellem Sverige og Danmark er skåningerne blevet hængende som en blindtarm på Sverige, selv om deres hovedstad, Stokholm, ligger 500 km borte. Hvilket selvfølgelig gør, at deres reelle hovedstad er forblevet København. Hele Skånes udvikling er jo dansk. Sproget er primært en dansk dialekt. Den danske domkirke lå i Lund. Den første trykte danske bog er fra Dalby ved Lund. Danske adelsslægter holdt til i Skåne. Skånske Lov var den første danske lov.

På trods af at den politiske grænse mellem Sverige og Danmark er flyttet fra Småland til Øresund, er skåningerne aldrig blevet svenske, ligesom sønderjyderne aldrig blev tyske. Ingen kan snyde naturen.
Svenskerne er og bliver folket oppe ved Mälaren. De er lidt stilige, lidt højtidelige, lidt verdensmænd, lidt stormagt, som fhv. statsminister Reinfeldt har kaldt Sverige. Skåningerne derimod er som sjællænderne, lidt underspillede, lidt underforståede, meget ironiske, livsglade, lattermilde. Ikke underligt at den kendteste skåning i mange år var sangeren Eduard Persson, lige så rund i krop og sjæl som Ib Schønberg. ”Jag har bot vid en landsvæg i heila mit liv, och set mænniskor komma och gå” var Perssons sentimentale landeplage, som de ældste af os stadig husker.
Så selv om Skåne og det øvrige Danmark nu har været adskilt i snart 400 år, er skåningerne forblevet sjæælandske. Undersøgelser bekræfter, at skåningerne foretrækker at være danskere. Naturen, den danske, går over optugtelsen, den svenske.

Næst efter de svenske krigerkonger i 1600-tallet er danskerne dem, der har forrådt skåningerne mest. Efter den Store Nordiske Krig har danskerne nærmest opgivet Skåne, mens skåningerne aldrig har opgivet Danmark.
Skåningerne blev ellers forsøgt forsvensket på den mest djævelske måde af det svenske militær, ikke af det svenske folk. Skånske gønger, frihedskæmperne, blev hængt op langs vejene med en pæl gennem endetarmen og ud gennem ryggen. Alligevel lod skåningerne sig ikke forsvenske.

At det danske land Skåne nu er svensk på landkortet skyldes en blanding af svenske kongers storhedsvanvid i 1600-tallet og en række militære tilfældigheder. Men galskab og krige er da ikke en måde, det moderne Sverige med dets høje demokratiske og folkeretslige principper kan bygge deres nation på.
Det magtfulde svenske forlag Bonnier makulerer for tiden Jan Lööfs dejlige børnebøger, fordi forlaget synes Lööf tegner fremmede racer nedladende. Men det er da intet imod den foragt, svenske myndigheder har vist den skånske befolkning. Først tvang de skåningerne til at blive svenske soldater. Så indsatte de svensk militær på bondegårdene til at passe på danskerne. Så forbød de at indføre danske bøger. Skåningernes svar var raffineret. De lærte sig at tale det klangfulde svenske sprog på den mest ubegribelige og radbrækkede måde. Svensk på skånsk maner er vist det grimmeste sprog i verden.

Vi danske bærer vores ansvar over for Skåne ved ikke at give udtryk for, at skåningerne er vores landsmænd. Det ligger i danskernes natur, at vi hellere vil stå på Kronborg, se over på Skåne og ynke os selv med udbruddet: ”Dette er gammelt dansk land.”
Vi danske kunne godt lade være med at være så tilbageholdne i forhold til vores skånske landsmænd. Danske politikere og kulturpersoner kunne godt, på en broderlig måde, minde svenskerne om, at de har tyvstjålet Skåne. Gerne med et glimt i øjet, men ikke et glimt uden alvor. Uffe Ellemann kan sådan noget. Og har også gjort det. Men lad os se Lars Løkke, Kristian Jensen, Inger Støjberg gøre det samme. Lad TV-avisens vejrmand tage Skåne med i ”Vores Vejr”, det danske. Indbyd Helsingborgs og Malmøs fodboldklubber til at spille i den danske superliga. Lad skånske skolebørn også blive undervist i dansk sprog og kultur.
Mange siger, at alt dette med Skåne som dansk er fortid. Men ingen af os kan undslippe den fortid, vi har fælles med vores landsmænd. Heller ikke om den så er 400 år gammel. Det svenske folk har de svenske krigerkongers grumme bedrifter og ulykker i deres aner, ligesom russerne er knyttet til Stalins rædselsregime og tyskerne bærer et medansvar for Hitlers raceforestillinger og for nazismens holocaust. Amerikanerne har indianernes triste skæbne på deres samvittighed. Og vi danske har såvel vikingernes hærgen som Monrad og hans regerings dumhed i 1864 i vores gener.
Dette må vi alle leve med. Intet menneske er en ø. Vi er et med vores fortid og dets fællesskab, der overskrider vores egen levetid. Skåne har sit eget liv. Og den afgørende del af dette liv er dansk. Giv Skåne lov til at leve efter sin egen historie og sit væsen.

Jul. Bomholt fra Alderslyst ved Silkeborg og Åge Damgård fra Vildbjerg ved Herning skabte vor tids nye kulturpolitik. Unge Ole Hyltoft gik dem til hånde.

Forleden trak en journalist min første bog frem i sin avis. Jeg havde næsten glemt den. Den hedder ”Hug og Parade” og har for længst holdt 50 års fødselsdag. Den er fra 1960.
Journalisten var faldet over, at Ivar Nørgård, de næste årtiers evige og dygtige økonomiminister, i denne bog mente, at kultur og undervisning i fremtiden ville blive vigtigere politiske emner end finans og økonomi.
De fleste tror vist, at denne tid lige inden 1968 var en ideforladt fortsættelse af 50’ernes kolde krig. Det var den ikke kun. Der gærede noget i 60’erne, som kunne have medført en hel ny politik i Danmark. En der ville have forvandlet institutionerne og skabt det nye samfund, som munkemarxismen med sin gammeldags økonomitænkning aldrig havde i sigte. Der var i 60’ernes regering lagt op til, at klogskaben, poesien, talentet, menneskevenligheden skulle dominere vores liv. I stedet kom den fladpandede munkemarxisme, og bagefter den i og for sig lige så fladpandede it-teknik til at dominere.
Dette er værd at genopfriske.

Under den højt begavede Viggo Kampmanns ledelse opstod der fra sidst i 50’erne en hidtil uset pengerigelighed. Der var noget at gøre godt med. Da jeg i 1954 begyndte mit studium i dansk og engelsk, fortalte vores professor os, at fremtidsudsigterne med de fag var at blive bestyrer af en selvkørende pølsevogn. I 1961, da jeg var blevet cand.mag., stod gymnasierne i kø for at ansætte os. Fra at have været en flipproletar var en adjunkt på de få år blevet en højtlønnet kulturarbejder.
Socialdemokraterne var dem, der stærkest ønskede denne forandring. Og dette partis kreative akse var Viggo Kampmann og Julius Bomholt. De oprettede i 1961 et nyt ministerium, kulturministeriet, med den kulturkyndige Jul. Bomholt som minister. I Europa var det kun Frankrig, der havde et tilsvarende ministerium, med forfatteren André Malraux i spidsen.
Det var ikke Bomholts og Kampmanns mening, at det nye ministerium skulle nøjes med at renligholde arkiverne og støve museernes gipsfigurer af. Derfor indkaldte de to i 1962 en skare af landets ledende åndspersoner til at deltage i ministeriets arbejde. Sammen med kultur- og statsminister skulle disse mennesker forny vilkårene for kulturliv i Danmark. Jeg fik fornøjelsen af at være sekretær for udvalget.
Vi sagde ikke, at vi ville skabe nye og bedre mennesker. For det sagde de jo de ville i DDR og de andre kommunistiske diktaturstater. Vi ville heller ikke have staten til at dirigere kulturen, selv om en række borgerlige politikere påstod, at det ville vi nok i virkeligheden.
Meningen med kulturudvalget så vi vel nærmest som at lave en højskoleudgave af Det franske Akademi eller det svenske De Aderton. Alle udvalgets medlemmer er i dag døde, undtagen komponister Per Nørgård - og sekretæren. Men udvalgets medlemmer er vel ikke helt gået i glemmebogen. De var Lousianas stifter Knud W. Jensen, skjorte-fabrikant Åge Damgård, arkæologen P.V. Glob, Det ny Teaters chef Per Gregård, filosoffen K.E. Løgstrup, den sønderjyske forfatter Villy August Linneman, litteraturhistorikeren Hakon Stangerup, Cobra-maleren Ejler Bille, filminstruktøren Theodor Christensen, arkitekten, Vikingemuseets bygmester, professor Erik Chr. Sørensen, violoncellisten Erling Bløndal Bengtsson, AOF’s stovte forretningsfører, tømreren Viggo Svane, Heretica-forfatteren Ole Wivel.( Det var før offentligheden fik at vide han var fhv. nazist. )
Formand for udvalget blev den kunstelskende radikale venstremand Åge Damgård. Han var landskendt for, at sypigerne på hans fabrik havde god, moderne kunst for øje, mens de sad og syede. Hans fabrik var et kunstmuseum. Han var, ligesom Bomholt, en lun jyde, der kun kunne tale dansk med et køn, ”en hus, en bord”.
Den konstruktive kraft i udvalget var Knud W. Jensen. Han syntes han burde have været formand. Han havde dog skabt et rigtigt museum, Damgård kun en fabrik. Men Knud W. Jensen – og sekretæren – var nok dem, der klarest forestillede sig et nyt Danmark fødes af dette udvalg.
P.V. Glob gjorde sig især bemærket ved sine hørebriller. Eller ved anvendelsen af dem. Når indlæg af en af de andre kedede ham, tog han brillerne af og lagde dem på bordet foran sig. Taleren forstod hentydningen. Det var en opvakt forsamling.
Henriks og Helle Stangerups far, Hakon, konservatismens litterære elegantier, markerede engang sit ubehag ved modernistisk musik, hvorefter Per Nørgård lukkede munden på ham med denne replik: Det kan jo ikke være An der schönen, blauen Donau alt sammen.
Stangerup sagde en gang til mig: Når Bomholt går af som kulturminister, vil partiet og befolkningen forstå hvad de har mistet.

For en ung mand med kulturelle interesser var det som at komme i himlen at få lov til at omgås dette parnas af personligheder.
Mødedeltagelsen var lige så høj som lysten til at gøre fædrelandet til en kulturnation af første klasse. Husk, der var på det tidspunkt ingen samlet skuespilleruddannelse, næsten ingen kunstnerstøtte, intet filminstitut. Kulturen i provinsen var på mange områder overladt til private initiativer. Men nu kom der fremdrift i landets biblioteker, teatre, symfoniorkestre. Bomholt og hans embedsmænd, hvoraf flere var kunstnere på højt amatørplan, sprøjtede love ud. Kulturudvalgets medlemmer holdt møder med andre fagfolk, arkitekter, skolefolk m.fl. De diskuterede, Bomholt realiserede.
Kulturpolitikken som vi kender den i dag blev skabt på to år, 1963 til 64. Det var en pioner- og kraftindsats af format. Næppe nogen anden end Bomholt kunne have udført den. Der stod så stor respekt om Bomholt, at kulturlovene vedtoges af et stort set enigt folketing.
Da kulturministeriet fyldte 50 år og der blev udgivet et festskrift i anledningen, kunne den siddende kulturminister, Per Stig Møller, godt have sat sig selv på forsiden. Men han viste sit format ved at fylde forsiden ud med et portræt af Bomholt.
Knud W. Jensen og jeg rejste land og rige rundt og diskuterede kulturens tilstand med borgmestre og lokale kultur-pionerer. Vi tog også til Sverige og hørte hvad den svenske regering havde tænkt sig. De havde ikke tænkt sig ret meget.
Der var en vårgangs jubel i vore unge sjæle.

Nå, men der blev sat en stopper for denne 60’ernes kulturrevolution. Stopperen var ingen ringere end den nye statsminister Jens Otto Krag. Folk var begyndt at mukke over de mange penge til kunstnerne, som i nogle pinlige tilfælde – Rifbjergs f. eks. – hverken havde brug for pengene eller viste fællesskabet taknemlighed.
Så en sensommerdag i 1964 kaldte Bomholt mig ind i ministerkontoret og begyndte at forklare mig, at nu var første del af kulturrevolutionen ( det ord brugte han nu ikke ) båret igennem i folketinget. Nu ville han lige se til, at de nye love fungerede godt i praksis. Så ville han om et års tid trække sig ud af regeringen og hellige sig sit forfatterskab af historiske romaner fra middelalderen.
Han har haft færten af noget. For dagen efter fyrede Krag ham og gav ham formandsskabet af folketinget, et arbejde han havde haft fra 1945 til 50 og ikke ønskede sig igen. Hans Sølvhøj, et begavet, humørfyldt og frisindet menneske, men ikke nogen dreven politiker, skulle efterfølge ham. Med Sølvhøj kom også Rindal og rindalismen, det folkelige opgør med de mindre kloge sider af kunstfonden.
Senere blev Bodil Koch kulturminister. Hun var Bomholts modsætning, en initiativløs, men vældigt talende minister.
Med Bomholts bortgang forsvandt kraften og perspektivet fra kulturministeriet. Og den er aldrig kommet igen. Kampmanns og Bomholts mening med det nye ministerium var jo ikke kun, at bibliotekerne skulle have bedre bygninger, teatrene bedre scener, museerne tidssvarende lokaler. Ideen var at stadig større dele af folket skulle have lyst til at læse de gode bøger, forføres af teatret, indlcve sig i museernes genoplivelse af fortiden. Kunstens dimension skulle gennemstrømme hverdagen. Trafikpolitikken, boligpolitikken, sundhedspolitikken, finanspolitikken skulle indrettes efter kulturpolitikken. Ikke omvendt.
Kulturudvalgets budskab rejste jeg som en forsinket nisse land og rige rundt med i de følgende årtier. Venlige politikere sagde, at det var et godt budskab, men først i næste årti. Det blev de ved med at sige. ”Først i næste årti.” Til sidst kom den muslimske masseindvandring, og der blev andet at tænke på.
Men ideen om kulturpolitikken som den forandrende kraft i samfundet er stadig en stor reform, som venter på at blive realiseret. Det havde Ivar Nørgård ret i.

Nu kan man, selv som socialdemokrat, sige, at Koranen er en opfordring til vold og terror. Verden går trods alt fremad. Den er bare så længe om det.

Lademann ville give sine læsere en lige så glædesrig fritid som den, den bogslugende præstesøn selv havde. Faktisk var hans samlede bogudgivelser endnu mere ”litterære” end de fine forlags, Gyldendal, Gad osv. Lademanns læsere fik den bedste verdenslitteratur, bare uden snobberi og fine fornemmelser.

Ole Hyltoft, forfatter, Tisvildeleje

Gå ind i et dansk hjem, og du er næsten altid sikker på at få fat i bøger fra Jørgen Lademanns Forlag. Fra 1960’erne var denne sprælske læsehest og præstesøn fra Fyn manden, der gav danskerne deres læsestof. Avisen, som den du har i hånden, ryger til affald, uanset hvor god den er. Bogen bliver stående og går i arv.

Nogle nye bøger kommer ind i hjem, hvor der i forvejen står bøger. Men Lademann gjorde også hundredtusinder bogløse hjem til boghjem. Han gjorde oplysning, godt sprog og gode historier til allemandseje.

Hvilken kulturindsats!

Hans udgivelser var ikke førsterangs litteratur alle sammen. Men han udgav også mange af de bedste bøger, der er skrevet på vores sprog eller oversat til dansk. Han gjorde H.C. Andersen, Blicher, Victor Hugo, Cervantes og mange i den klasse tilgængelige i smukke udgaver med nye illustrationer. ”1001 nat” lod han Otto Nielsen illustrere så overdådigt sensuelt, at man havde lyst til at besøge kong Farouks harem. Zolas roman om franskmændenes store nederlag til prøjserne i 1870, ”Det store nederlag”, blev ligesom Tolstojs ”Krig og Fred” livagtigt og indlevende illustreret i næsten hvert kapitel. Blichers noveller illustrerede guldaldermalerne. Børnebogens fantasibefordrende blanding af billeder og ord genskabte han i voksenbogen.

Lademann ville give sine læsere en lige så glædesrig fritid som den, den bogslugende præstesøn selv havde. Faktisk var hans samlede bogudgivelser endnu mere ”litterære” end de fine forlags, Gyldendal, Gad osv. Lademanns læsere fik den bedste verdenslitteratur, bare uden snobberi og fine fornemmelser. Lademanns klassikere købte man for at opleve læsningens fryd, ikke for at vigte sig over at være en dannet borger. Der var en idérigdom og et overskud til at føre idéerne ud i livet i den mand.

Og hvordan takkede kulturfolket ham så? Med en vis nedladenhed. For han var jo ikke fin og søgte ikke de fines selskab. Og så solgte han også kaffe og hobbyinstrumenter i sine bogklubpakker!

Kulturministeriet burde have givet Palle Lauring en formidlingspris. Den litterære verden gav ham i stedet den kolde skulder.

Han skaffede os nutidsforfattere nye læsere i titusindvis (to af mine romaner udgav han i samlet 80.000 eksemplarer). Men vi svingede ikke med hatten for ham. Og han døde ret ung. Ikke at hans liv var en tragedie. Det var en succes. Men de, der skyldte ham mest, fik ikke sagt tak til ham.

På samme tid som Lademann virkede, gik Palle Lauring rundt og gjorde danmarkshistorien levende. Han havde samlet sig et himmelbjerg af viden om alle hjørner og kringelkroge af vores fælles fortid fra Saxo til Jens Otto Krag. Folk elskede at høre ham fortælle.

Han var nemlig også digter. Ikke at han løj om Danmarks fortid. Men han indlevede sig i den. Det giver gerne en bedre forståelse af historiens skæbner end at læse en stabel ph.d.-afhandlinger.

Palle Lauring var en inspirator af Guds nåde. Og han var det for hele befolkningen, lærd som ulærd. Han fik folk til at fatte, hvad vi var rundet af på disse råklamme kyster. »Danmark er en brugsforening« var et af hans udbrud. Og det er jo lige, hvad der har gjort vores råstoffattige nation rig og levedygtig, og et godt land at være borger i.

Men han manglede den slags dannelse, som man får på universitetet. Han var seminarieuddannet. Jeg husker, hvordan mine universitetsprofessorer kaldte ham selvlærd og utroværdig. Han manglede den måde at smøre stemmebåndene på, som H.C. Andersen gør grin med i eventyret om Klods Hans. »Duer ikke!« råber prinsessen efter de friere, der kunne leksikonet udenad.

Derfor skulle man som kulturmenneske se lidt ned på denne bulderbasse. Og det gjorde man. Det er mildt sagt, at Lauring ikke blev værdsat efter fortjeneste. Kulturministeriet burde have givet ham en formidlingspris. Den litterære verden gav ham i stedet den kolde skulder.

Det mindre gode ved vores land er jo, at vi giver bureaukraterne for lang snor. For mange af os er regelpedanter, der gerne vil mene det samme som den kompakte majoritet. Det er det, der har gjort, at de kulturradikale med deres eksaminer og solide sammenrotning har kunnet tage kulturmagten.

Svenskerne har også deres Palle Lauring. Han hedder Carl Grimberg. Hans indsats var at gøre verdenshistorien til et fyrværkeri af dristige personligheder. Han spurgte: Hvordan ville Europa se ud uden en erobrer som Cæsar, uden en ekspert i masseslagsmål som Napoleon, uden en hensynsløs fantast som Adolf Hitler, uden en stridsmand for den britiske uovervindelighed som Churchill? Andre britiske politikere end han havde efter Dunkerque givet op over for Hitler. Og den europæiske frihed var så gået til grunde – for en rum tid.

Udgivelsen af ”Grimbergs Verdenshistorie” på dansk i 1974 faldt sammen med munkemarxismens erobring af den akademiske verden og undervurdering af netop enkeltmandspræstationer, bortset fra Karl Marx’ egen.

Udgiveren var Politikens Forlag. Folkene omkring Politiken plejer at være efterrettelige over for det sidste skrig i tidens ensrettende tendenser. Men i forlagsdirektøren, Bo Bramsen, havde Politiken en outsider, der tænkte mere på sit forlag og sin egen succes end på at følge den akademiske verdens bevidstløse flokmentalitet.

Grimberg blev en succes. 100.000 i første oplag med 17 følgende bind. I alt 1,7 million bind. Grimbergs skrivekunst var sat i højsædet på bekostning af den akademiske verdens foretrukne ideologi. Ligesom hos Palle Lauring.

Kulturverdenens angst for ikke at tilhøre den kompakte majoritet møder vi også i den politiske verden. Først nu, da indvandrerne går algang på vore motorveje, bliver de ting sagt offentligt, som det førhen var dumt at sige højt, hvis man ville begå sig hos kultureliten. (Som i øvrigt ikke er nogen elite).

Det var lige midt i forbudstiden mod at kritisere islam, at Pia Kjærsgaard og hendes løjtnanter brød med de kulturradikales magt og vælde og stod frem og talte Tøger Seidenfaden, Auken-familien og hele kleresiet midt imod. Bare ved at fortælle virkeligheden som den var og er. For folk troede ikke deres egne ører, når de hørte, at man under islams åg stillede kvinder ned i en åben grav og kastede sten på dem til de døde af det. Eller at man i muslimske lande hængte homoseksuelle muslimske drenge i gadelamperne. Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup, Søren Espersen og de andre i DF måtte lægge en lyddæmper på deres sandheder om islam. For folk ville ikke tro, at halvanden milliard mennesker Jorden over ville rette sig efter, at en tosse for 1.400 år siden havde sagt, at bøsseri var en vanære, der måtte forbydes. Det var dog Allah selv, der havde skabt bøsserne.

De danske forsvarere af islams umenneskelighed kaldte sig humanister og stemte mest på Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Lykketoft, Rifbjerg, Hanne Vibeke Holst, Stig Dalager og mange andre fra de kreative klasser bar over med Koranens grusomheder og sagde, at vore indvandrede muslimer var fattige og undertrykte og skulle behandles med fløjlshandsker, uanset at de ikke tog på afvigere fra Koranen med den samme slags handsker.

Koranens anbefalinger med at stene, piske og håndsafhugge var dog ellers endnu værre end det religiøse vanvid, Europa havde givet sig ind under i Middelalderen, og som ægte humanister græmmedes over.

Sverige havde ingen Pia Kjærsgaard, og derfor blev statsministeren Fredrik Reinfeldt den morsomste politiker i Europa, da han hævdede, at Sverige var blevet en humanistisk stormagt ved at lukke det halve Østen ind i Malmø, den fornemme, gamle danske by.

Som årene gik, turde flere og flere sige, hvad de mente om islams forbrydelser mod menneskeheden. Det tog dog lige så længe som Trediveårskrigen, før TV 2 turde sende en spion med kamera ind i Grimhøj-moskéen og sniglytte til imamens råd til de muslimske kvinder om at lade sig tugte og voldtage af deres ægtefælle.

Og nu kan man, selv som socialdemokrat, sige, at Koranen er en opfordring til vold og terror. Verden går trods alt fremad. Den er bare så længe om det.