Nyd den overdådige juli, det nordiske års højdepunkt. Både roser og mennesker er kønnest nu. Det bliver ikke bedre.
Juli er overdådighedens måned. Ganske vist er den danske sommers mest
besungne prydtræer, syrenen og hylden, afblomstret. Og frugttræernes højtid er overstået, da man stod andægtig med næsen nede i blomsternes orgie af vellugt.
Det er fra juli, den danske litteraturs berømteste
sommercitat stammer. Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet. De første sætninger i J.P. Jacobsens debut, novellen ”Mogens”, fra 1872. Historien om den unge Mogens, der ligger i den flimrende varme under egen,
indtil regnen kommer og får alting til at glimte, gnistre, stænke og sprutte af væde.
Juli har dette overskud af klart grønt, der lukker os inde i sin frodighed.
Et stykke ude foran mit vindue indrammes jeg af korkelmens
tæthed, den enlige birks viftende grene og den selvsåede ægte kastanjes ranke opadstigen. Bag korkelmen aner jeg silhuetter af spadserende ude på vejen. Og lige neden for mit vindue er stenbedet med den rødlilla georgine, de
mørklilla margueritter og nellikerne, der ikke kan holde sig på stensætningen, men breder sig ud over græsplænen. ”Glædens vej” kalder jeg stien, der fører fra mit hus en halv kilometer ned til stranden.
Den er blevet en levende arkade af guldregn, jasmin, tjørn og den unge elm med de bløde, ruhårede blade. Alle rækker grene, stilke og blade midt ud på vejen. Blev de ikke klippet omkring sankthans, ville de på et par år
gøre ”glædens vej” til et vildnis, jeg måtte bruge sabel for at bane mig vej igennem.
Det kan, være det regner. Men jeg holder af sommerregn, og det har der været nok af i år. Både den stille, støvregnende,
så mild som moderøjne, og den stormende med lynild i, som sprang Frederiksværks krudtfabrik i luften.
Trods julis ødselhed af frisk nordisk natur stikker der en lille smule vemod i betagelsen. Vi ved, at det fra nu af ikke bliver
rigere. Dette er højdepunktet. Efter juli følger nedgangen. I august er det høst, de lyse nætter er forbi. Så begynder det at blive mørkt om aftenen. Dagens skygger bliver skarpere. Skolen begynder.
Juli er som
bjergbestigeren, der har nået bjergets top. Nu kan han ikke komme højere. Han kan stå og nyde udsigten lidt. Men så venter nedgangen. Der er ikke noget højere at nå eller stræbe efter.
Det er som politikeren,
der er blevet statsminister. Så har han prøvet det største. Nu er der kun at komme anstændigt ud af hele redeligheden. Det lykkedes for Anker Jørgensen, mindre godt for Jens Otto Krag.
Eller som forfatteren, der har
skrevet sit bedste værk. Erich Maria Remarque, da han havde skrevet ”Intet nyt fra Vestfronten”. Han skrev flere romaner senere. Men intensiteten blev aldrig så tæt igen. Eller Chr. Winther, da han afleverede ”Hjortens Flugt”
til sin forlægger. Romantikken, spændingen, naturbillederne, den verbale elegance nåede ikke højere. Men det var også godt nok.
Men lad os ikke tænke på fremtiden. Lad os nyde blomstervældet, som det
er nu. Det er rosernes tid. Westerlands mylder af abrikosorange blomster. Goethe-rosen, der bøjer sit purpurhoved stateligt; det er statsministeren blandt roserne i min espalier-have. Goethe-rosen står over for H.C. Andersen-rosens røde
mangfoldighed; knopperne er så talrige som hans eventyr. Og der er Ingrid Bergman-rosen, så langstilket og stiligt svensk.
Den gule, duftstærke Celebration-rose, som min kone forærede mig, da jeg afsluttede 3. bind af roman-trilogien
om ”Københavnerpigen”, lyser espalier-haven op, men er ved at blive alt for hjerteligt omfavnet af hindbærkrattet lige bag sig.
Hjortene kan også lide mine roser, og nøjes ikke med at nyde dem med øjnene,
men spiser dem. Jeg måtte forsyne espalier-haven med hegn og låge for at have blomsterne i fred.
Vejret er altid godt i juli. Det kan være, det regner. Men jeg holder af sommerregn, og det har der været nok af i år.
Både den stille, støvregnende, så mild som moderøjne, og den stormende med lynild i, som sprang Frederiksværks krudtfabrik i luften. Bragene kommer fra disse bjergagtige, violette skyer:
Over os svulmer de svimlende
skyer.
De er vores bjerge.
En aften, jeg sad og var optaget af EM-finalen mellem Portugal og Frankrig, brummede det sådan meget mystisk ude foran min terrasse. Jeg åbnede terrassedøren og trådte ud i et forhekset mørke.
Luften susede, som om der stod en kæmpe og trak vejret tungt derude. Så bragede det. Var det torden? Sloges kæmpen med en rival? Og ville jeg blive slugt i kampens hede? Jeg sprang tilbage i stuen uden at have forstået noget.
De
fjorten varme dage i forsommeren fulgt af megen regn har givet espalierhaven vokseværk. Den ellers beherskede fredløs når mig til skuldrene; kartebollen er vokset mig over hovedet, og fra tagskægget drypper det uafbrudt ned på
kæmpestenbrækken, som bankede det metodisk på døren. Det må være den slags vildnis, Stanley skulle igennem, da han ledte efter Livingstone i det uopdagede Afrika. Kun godt, at min have ikke er så afrettet og sirligt
klippet, at den ligner en barokhave fra Ludvig den 14.’s gartner. Jeg lader helst dele af haven vokse, som den selv vil. Uforudsete blomster, buske og babytræer dukker op af sig selv.
Nogle blomster har karisma, som den brune daglilje eller
den rødbrune solbrud. Karisma er der også mennesker, der har. Hvor ville det offentlige liv være kedeligt uden dem. Vi foretrækker den selvglade, men også ret formidable Ronaldo frem for Portugals højre eller venstre back,
som vi har glemt navnene på. Vi glemmer Uffe Ellemanns skødesløse indvandringspolitik for en stund, når vi ler ad hans spruttende frækheder. If we cannot join them, beat them. Må jeg bede om den modige Pia Kjærsgaard
frem for den kønne Helle Thorning, og Inger Støjberg i rød harnisk frem for diplomaten Kristian Jensen.
I kongerækken er det kun historikere, der husker Christian III, mens vi alle mindes Christian IV med ølvom, klap
for øjet, Rundetårn og elendige krige.
I mit private liv havde jeg en farmor med påfuglefjer i hatten, konkylier fra Ostindien og en hasarderet familie. Jeg elskede hende og har hentet humør og fantasi fra hendes liv til mine
romaner. Mens min elskelige og gudfrygtige mormor, som aldrig udsatte mig for pinlige overraskelser, ikke fylder nær så meget i min erindring.
Juli er måneden, hvor folk fra alverdens lande samles i min lille by. Befolkningstallet
øges med næsten samme hast som Tyrkiets, der i min voksne levetid er gået fra 20 til 80 millioner. Ikke sært at tyrkerne hellere vil bo i Europa.
Vi nordboere er kønnere nu end nogen anden tid på året. Vi
er gladere, mere snaksomme. Måske også lidt hektiske, fordi vi er bange for ikke at få udnyttet den korte højsommertid efter fortjeneste. Hvor alt for hurtigt dagene dog går her i juli. Kommer jeg nu så meget i vandet,
i skoven, hos vennerne, som jeg skulle? Vi husker, hvad vores mor indprentede os som børn: se så at komme ud i solen. Den skinner så dejligt lige nu.
For sundhedens skyld går jeg hver dag en tur til stranden og op ad den 144
trin høje trappe ved klinten. Stormen Bodil blotlagde klintvæggen for to år siden. Så jeg kan se de geologiske lag i jorden fra istiden og længere tilbage.
Et lig rullede op på stranden i år. Juli giver ikke
den gode lykke til alle. Sådan var det også, da folkene her på stedet ristede runer og helleristninger. Vi er forbundet både med dem, der får den gode lykke og dem, der får den onde.
Du rolige sommer, du årstid
i hvil.
Så åbenlys er du, så frodig.
Du lærer os trygge og tålsomme smil.
Du gør vores latter frimodig.