Avisartikler 2014, 3. kvartal

Danmarks Radio afskaffer Danmarks fortid
Underholdningsorkestret i DR fyres. Men det er ikke kun den musikalske kulturarv, DR svigter. Det er også den litterære. I det hele taget er DR i disse år et offer for kulturløshed. DR’s næstformand, forfatteren Ole Hyltoft, tager bladet fra munden i denne kronik.

Folk er vrede på Danmarks Radio i disse dage. DR’s ledelse har taget noget fra dem, de holdt af. Underholdningsorkestret.

De ældste af os husker endnu hvordan Teddy Petersen dirigerede sine smægtende violiner på Restaurant Wivex, mens vi hørte bestikket klirre mod tallerkenerne, når tjenerne tog af bordet på det elegante etablissement. Det var dette orkester, der spillede ”Champagnegaloppen” og ”Den allersidste dans, før vi går hjem” og ”Tango Jalousi”. Det var orkestret, der holdt modet oppe hos de mismodige med H.C. Lumbyes, Kaj Normann Andersens, Emil Reesens festlige genistreger.

Og Carl Nielsen var da også med. Og det skete, at Teddy Petersen og senere Grethe Kolbe ud af 1700-tallets nodeskab hentede Th. Thaarups og J.A.P. Schultz’ ”Nys fyldte skøn Sigrid det attende år”.

Europas store operette-gallaer manglede heller ikke i repertoiret. Underholdningsorkestret spillede Offenbachs ”Jeg er gift med Helene, gift med Helene”, og vi dansede med Lehárs grev Danilo og den glade enke til ”Vilja, oh, Vilja” og ”Til Maxim vi går”.
Sammen med Pigekoret lærte Underholdningsorkestret os de sange, vi kunne udenad og som følger os livet igennem i lykke og vemod.

Selvfølgelig kan vi også høre dem på cd. Men det er ikke det samme som når ”vores eget orkester” spiller den. Vi er jo alle licensbetalere.

Inden Underholdningsorkestret går under, er det lykkedes DR at forvise den klassiske danske musik fra DR’s orkestre. Hele den danske musikarv fra 1700-tallets syngespil og 1800-tallets vaudeviller og symfonier til vore dage har DR’s ensembler i de senere år kun strejfet med en forlegen lillefinger.

Hvor er Niels W. Gades ”Efterklange af Ossian”, hans ”Elverskud” blevet af?

Hvor hører vi Hornemanns ”Aladdin-ouverture”? Denne Hornemann, som vi synger om, når vi halser rundt om juletræet til Fabers ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Og hans værker spredes trindt omkring / takket være Hornemann og Bing.”

Hvor er J.P.E. Hartmann, der skrev musik til Bournonvilles elskede balletter?

Hvor er Lotte Heises oldefar, Peter Heise, med hans statelige middelalder-opera ”Drot og Marsk”?

Eller Lange Müllers indsmigrende musik med og uden Holger Drachmanns litterære bistand? Melodier der som ”Kornmodsglansen” tryller det danske landskab og dets væsen frem for vore øjne.

Selv hos det danskeste af det danske, Pigekoret, forsøgte en dirigent at fjerne den danske sang. Det gik dog ikke.

Det er snart længe siden Michael Schønwandt indspillede Gades og Weyses symfonier. Og det var hverken med radiosymfoniorkestret eller Underholdningsorkestret.

Bortset fra Carl Nielsen og en smule Rud Langgård er
den danske musikarv afgået ved døden i DR. Dermed glider den stille ud af danskernes bevidsthed. For hvis DR ikke spiller den store danske klassik, gør ingen det. Guldglansen falmer og dør.

Dette tab sker bag politikernes ryg. For folketinget har i medieaftale efter medieaftale forlangt, at DR skal gøre vores kulturarv levende.

Og var det så kun musikarven, DR forsømte. Hvornår hørte vi sidst H.C. Andersen, Blicher, Henrik Pontoppidan, Herman Bang læst op i DR’s programmer? DR har fremragende oplæsninger af H.C. Andersens eventyr og Blichers noveller fra den jyske hede liggende, læst af vores ypperste skuespillere. De ligger godt og gemt i et af DR-byens hemmelige kældre. Vi får ikke lov at høre digterne spille på sprogets strenge i vore dages kulturløse DR.

Vores bedste digtere har hver deres tone, som de beriger vores sprog med. H.C. Andersen har sin. Vi kender hans Hvad fatter gør er altid det rigtige. Eller: Pandeben! Godt det gror! Bag ved det forstanden bor. Andersens huskeord er vækstlag i vores sprog. Hans sætningers form og rytme er gået ind i dit og mit sprog.

Det gælder også andre forfattere. Hvor vover DR at spærre for danskernes indgang til danskernes sproglige sjæl? Og fylde hullet ud med meningsløs larm.
Jeg har talt om dette igen og igen i de år, jeg har siddet i DR’s bestyrelse. Svaret er sniksnak fra et kulturløshedens imperium.

Nedlæggelsen af Underholdningsorkestret er bare endnu en mur, der væltes i det kulturens Danmark, som DR selv i tidligere og bedre tider har bygget op.

Fra 50’erne og 60’erne havde Danmark en gruppe dokumentar-journalister, som man godt kunne kalde kunstnere. Montager kaldte man vist de menneskevarme livsforløb, DR’s Viggo Clausen, Willy Reunert, Christian Stentoft, Peter Kristiansen, Stephen Schwartz afbillede. I 80’erne og 90’erne blev gruppen ledet med stor respekt af radiodirektør, nu koncerthuschef Leif Lønsmann. Men da Kenneth Plummer og Lars Grarup - af uransagelige grunde blev DR’s topchefer - lukkedes disse fine indblik i menneskesjæle, skønt de havde gjort DR verdensberømt i radiomediet.

For nylig kom en mand hen til mig og sagde: Du skal vide, at alt hvad jeg har lært, har jeg lært af Danmarks Radio. Nu lærer jeg ikke noget mere af Danmarks Radio. Det er jeg ked af.
For tre år siden fjernede man den klassiske musik på FM i dagtimerne. Når den klassiske musik fik lov at fortsætte på FM om aftenen og natten, var det ment som en trøst til Katrine Winkel Holm og mig, som stemte imod dette kulturtab i bestyrelsen.

Pigekorets populære danske sang inden radioavisen blev i samme periode fjernet.
Den folkekære dirigent og komponist Michael Bojesen har i de senere år afholdt de populære ”Så syng da Danmark”-koncerter i DR Koncertsalen. Salen er næsten altid udsolgt. Solister som Bent Fabricius Bjerre, Nanna, Erik Grip, Anne-Dorte Michelsen og mange andre har blandet deres stemmer med 1700 gæster samt Pigekoret.

En skønne dag opdagede jeg, at disse koncerter, afholdt af DR, ikke blev sendt ud i æteren. Jeg spurgte mediedirektøren hvad meningen var. Fik uklare svar. Meningen var nok, at den nuværende helligånd i DR ikke finder det smart at synge Åkjær, Grundtvig, Blicher, Helge Rode og sådan nogle fra fortiden.

I øvrigt skal bestyrelsen jo ikke blande sig i de almægtige embedsmænds valg. DR reagerede nu alligevel på min henvendelse. Nemlig ved at stoppe Bojesens koncerter helt. De kulturløse skal ikke have noget af, at danskerne lærer at synge danske sange.

I tv-aviserne og radioaviserne er der stort set aldrig indslag om kernen i den danske kultur, bøgernes, musikkens, billedkunstens, teatrenes verden. DR, der stjæler abonnenter fra aviserne og publikum fra teatrene og biograferne, kunne da i det mindste levere lidt opmærksomhed til gengæld for ranet.

Læseren af denne kronik vil nu med rette spørge: jamen sidder du ikke selv i DR’s bestyrelse, endda som næstformand?

Jo. Men bestyrelsen er underlagt det hellige armslængdeprincip. Når jeg som her løfter stemmen, er jeg ofte blevet mødt med et Hold Bøtte! fra kulturlivets glidegæs, selv om det sådan set er kulturlivet jeg forsvarer.

Jeg holder mere af Danmarks Radio end de fleste. Er ikke på nakken af DR. Vil bare gerne hjælpe DR med at komme op af sumpen, kulturløshedens.

42 superprofesionelle musikere i Underholdningsorkestret fyres nu. I stedet får dilettanterne fra X-factor stadig god plads og mange penge. Man lukker munden på H.C. Andersen og lader i stedet den løse tale flyde. Man under ikke seerne en kvalitetsfilm lørdag aften. Og fylder i stedet seerne med usunde æde-programmer af Pricer og griser og blomsterløg og hvad ved jeg.
For seertallenes skyld, siger man. Jamen jeg tror ikke seerne og lytterne hellere vil have vitaminfattig end vitaminrig kost. Måske er der kommet for mange djøffere i DR’s ledelse, djøffere, der gør en dyd af deres dannelsestab.

Man kan i hvert fald fastslå, at folketinget ikke opretholder Danmarks Radio for seertallenes skyld. Men for at have tv og radio, der viser os Danmark i hverdag og fest.

Det er i høj grad DR, der bestemmer hvad danskerne taler om, og hvad der bliver populært og hvad der bliver glemt. Det er Danmarks Radio, der skaber den danske model, den danske kultur.

Så når Danmarks Radio ikke lever op til sin kulturforpligtelse, er det et mord på Danmark, et selvmord.

”En klog og velskrivende ræsonnør” kalder Ole Hyltoft Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Sven Ove Gade, der  har skrevet en nøgtern og sprællevende biografi om en modstandsbevægelsens omdiskuterede helte, Flemming B. Muus.

I en frihedsbevægelse vil mange forskellige ledertyper mødes. I den danske frihedsbevægelse under besættelsen var der tre fremtrædende jyder. Den sammenbidte Frode Jacobsen, den grandiose Flemming Juncker, den iltre Toldstrup. Og så var der to københavnere, den elegante og charmerende levemand Mogens Fog. Og den letbenede, men handlekraftige overklasse-københavner Flemming B. Muus.

   Ekstra Bladets navnkundige chefredaktør gennem mange år, Sven Ove Gade, har tidligere skrevet biografier om de tre jyder. Og i disse dage udkommer bogen om den ene af københavnerne, Flemming B. Muus.

   Sven Ove Gade ligner sine biograferede hovedpersoner en lille smule. Mest de tre jyske. Men der er også i Gade et pænt stykke af det vovemodige og initiativrige organisationstalent Flemming Muus. Ellers havde Gade ikke i så mange år kunnet holde ud at være chef for en så flabet og i de bornertes øjne så uanstændig avis som Ekstra Bladet. Gades Ekstra Blad var den eneste avis ved siden af Jyllands-Posten, som trodsede den politiske korrekthed og påviste faren ved, at Danmark gennem den muslimske storindvandring fik parallelsamfund af en tvivlsom karakter. Dette var Gades artige bestyrelse vist ikke så glad for.

Flemming B. Muus var i 1930’erne forretningsmand i Liberia i Afrika. Som så mange udlandsdanskere elskede han sit fædreland. Og så snart han 9. april 1940 hørte om den tyske besættelse af landet, telegraferede han til den danske gesandt i England og stillede sig til rådighed i kampen mod Hitler.

   Efter optræning til guerilla-soldat i England blev Muus i marts 1943 kastet ned over Himmerland som chef for faldskærmsagenterne. Han blev ”faldskærmschefen”.

   Ved siden af Toldstrup, der var chef i Jylland, blev Muus den helt store igangsætter af sabotagen i Danmark. Og en af dem der førte Danmark frem til bruddet med tyskerne 29. august 43. Han ejede handlekraft som en Pimpernel Smith, og må have haft en enestående evne til at sætte folk i gang med livsfarligt arbejde.

   Hvor der jævnligt var konflikt mellem især den kommunistiske del af Frihedsrådet og politikerne, var Muus ivrig for at forene gemytterne og skabe fælles fodslag mellem politikerne, officererne og de aktive frihedskæmpere. Især fik han et tillidsforhold til Hedtoft og H.C. Hansen, der da også kom ham til hjælp, da han kom i vanskeligheder efter befrielsen.

Der gik mange penge gennem Muus’ hænder. Det var jo vigtigt, at sabotørerne ikke havde økonomiske problemer midt i deres dødsensfarlige og nervebelastende aktioner. Konstant var de i fare for arrestation, tortur, kz-lejre og henrettelse.  Muus levede ikke just noget behageligt liv under krigen.

   Alligevel skulle han naturligvis gøre rede for de betroede midler, englænderne ( og bag dem den danske stat ) stillede til rådighed for modstandsbevægelsen. Og det var pinligt, at det viste sig han  havde sat 550.000 kr. til side i en bankboks, i dag 11 mil.

   Dermed fik hans modstandere lejlighed til at jage denne sabotagens ukronede konge, hvis facon åbenbart irriterede nogle, bl.a. Flemming Juncker. Det er svært ikke at få fjender, når man yder noget ud over det gennemsnitlige.

   Denne anmeldelses forfatter kan ikke forstå, at man ikke kunne have set gennem fingre med uregelmæssighederne. Så meget andet foregik uregelmæssigt i besættelsesårene. De 550.000 blev leveret tilbage. Frihedskæmpere som Muus havde været igennem et umenneskeligt pres i den sidste del af besættelsen. Muus havde været den utrættelige og branddygtige leder af sabotagen i 43 og 44, den modstand mod Hitler, der gjorde, at Danmark blev regnet blandt De Allierede, og som vi alle nyder gavn af den dag i dag.

   Men de småtskårne og hævngerrige vandt som så ofte. Muus blev kaldt en skandale, fik to års fængsel, blev sendt ud af landet efter et halvt år i fængsel, hvor han skrev sin bestseller ”Ingen tænder et lys” (  som undertegnede købte som gymnasiast og stadig har stående på sin boghylde. )

Godt at Muus nu har fået sin nøgterne, men også sprællevende biografi af Sven Ove Gade. De sidste 100 sider handler om

retssagen og efterlivet. Dem læser man i ét åndedrag.

   Et andet og flot efterliv er det, Ekstra Bladets fhv. chefredaktør får med sin række af bøger om modstandsbevægelsens helte. Skønt ikke uddannet historiker er Sven Ove Gade gået hen og blevet en af vore helt store besættelsestids-historikere – con amore, men helt professionel, en afbalanceret og velskrivende ræsonnør.

Sven Ove Gade: ”Faldskærmschefen. Flemming B. Muus – helt og skurk.” 272 sider. 300 kr. Informations Forlag.

Denne tidlige sommermorgen er solen endnu ikke stået op over klinten. Den halve strandbred ligger endnu i skygge. To nøgne mennesker står et stykke ude i det blikstille hav. Han, en velskabt mand i 40’rne, står i vand til midt på lårene. Hun, en kortere og mere almindelig pige i 20’rne, har vand til navlen. Jeg går ud til dem. Er de far og datter? Næppe. Så ville hun være højere. Et elskende par? Han taget hjemmefra, for at være sammen med sin unge elskovsbrand?

Lige nu flammer branden dog ikke meget, som de står der og observerer noget. Hvad har de set? Et lille, mørkt hoved piler gennem vandoverfalden. En sælunge? En odder? Nej, nu da svømmeren når høfden og kravler op på stenene, ser vi det: en mink med en fanget fisk på tværs i gabet, morgenmad til sig og familien.

Den bor åbenbart oppe mellem de store granitsten for foden af klinten. Det var de sten, der beskyttede klinten mod en endnu værre skæbne, end den udsattes for i december-stormen. Da Poseidon fik sit raserianfald. Hans knytnæve beklædt med havskum hamrede en snes meter op ad skrænten, op på Sankt Helene Kilde og slog kildens fine, nye trappe til pinebrænde Tonstung granit slyngede Poseidon omkring sig med.

Men denne sommermorgen har Poseidon sit vennesæle humør på. Og folk på stranden lever op til guden. De er brunere, kønnere, end de har været hele vinteren og foråret, og taler høfligt til hinanden. Når vi genser den ældre strandbekendt fra sidste sæson, bliver vi lettede og glade over at finde ham i live.

Fra Slugtens stejle nedgang ser man det blå Kattegat indrammet af skråningernes to grønklædte ben, som benene i et V. Romantikkens landskabselsker, J. Th. Lundbye, har malet det. Sådan så Slugten ved Helene Kilde altså også ud for snart 200 år siden.

Og det blev højsommer. 25 grader, når morgenhanen galede. Og over 30 grader midt på dagen – i skyggen.

Denne høje temperatur – så sjælden i Danmark – varede i ugevis. Ligesom sommeren for 100 år siden, i 1914, Helvedes år.

Atmosfæren bliver anderledes, når syden på den måde overtager landet. Fluerne summer på en anden måde. Vi bevæger os sindigere. Gider ikke så meget. Nyder vores byer længere om aftenen. Sidder under Regensens lindetræ og følger mørkningen tage til og heden tage af, i ly af Christian den Fjerdes Rundetårn. Mens ”Romeo og Julies” drama synges igennem for øjnene af os på Regensgårdens scene. København genlyder fra morgen til aften af Michael Bojesens Opera Festival.

Heroppe i Tisvilde søger jeg lidt kølighed under blommetræet. Lægger hovedet tilbage og ser op i træet. De umodne, grønne blommer hænger tæt som vindrueklaser på kvistene. Bag dem øjner jeg den blå himmel, og på den en hvid stribe efter et fly. Sådan et, et malaysisk fly med flest hollandske passagerer, skød ukrainske oprørere ned med en russisk raket.
Man kan hade så stærkt og i den grad være i sin lidenskabs vold, at man mister evnen til at føle med sine medmennesker. Et urinstinkt, som ingen burde have nødigt at opsøge i vore dage.

I Irak og Syrien sprænger de troende hinanden i luften hver anden dag. De er mordere, lammet i deres medmenneskelighed af deres fanatiske overtro, som for dem er virkelighed.
Kan disse troende ikke forestille sig, hvad det vil sige, at deres ofre skal gå blinde, forkrøblede, smerteramte omkring resten af deres dage? Nej, det kan de ikke. De er ikke drabanter for en helligsag. De er egoister, der sætter deres eget velvære i Allahs og hans villige jomfruers skød forud for medmenneskers lidelser. De gør deres egen og andres voldelige død til en personlig lystvandring. Denne lyst til selvødelæggelse gør dem til listige og dødsforagtende krigere, der er svære at nedkæmpe med andet end teknologiens avancerede våben.

Hvilken lykkelig afstand er der ikke fra Levantens blodige hævntørst til vor danske højsommer. Roserne kappes ikke om tro og overtro, men om at være skønne. H.C. Andersen-rosen mod Goethe-rosen, Baccarolen mod Hot Chocolate’n. Og Trojkaen mod Celebration ( en gave fra min kone den dag, jeg satte det sidste punktum i romanen ”Københavnerpigen og Journalisten”.)

Al den farvepragt har krævet lidt arbejde. Vi har måttet indhegne espalieret med roserne. Ellers fortærer hjortene hele herligheden.

Jeg tager en Goethe-rose med ind til min vase på skrivebordet. Duften, der breder sig i stuen, sender mig på lynvisit tilbage til den studenterdag, nogen for første gang forærede mig en rose.

Ligesom lugten af maling gør mig til 8-årig og bringer mig til stede i min barndoms sollyse kolonihave på Amager. Sådan havde Goethe det også. Huskede med næsen. Lugtesansen genopliver vore minder. De ældste bedst.

Jeg læser hos Oehlenschlæger om det år, Goethe var hans omgangsven. Den unge Adam stak ikke bare, som så mange gjorde, næsen indenfor hos den tids globale åndsfyrste. Oehlenschlæger blev faktisk god ven med Goethe, besøgte ham og spiste dagligt sammen med ham.

Oehlenschlæger havde netop skrevet skuespillene ”Aladdin” og ”Hakon Jarl Hin Rige” og oversatte dem nu fra bladet for Goethe. Det skete, der kom nogle danskheder med i oversættelsen. Det undskyldte Oehlenschlæger. – Det skal du ikke undskylde, svarede Goethe. – Dansk og tysk har den samme sproglige rod. De danske ord jeg lærer beriger kun mit tyske.

Oehlenschlæger omgikkes i disse år på lige fod med den tyske højromantiks gennembrudsmænd, Fichte, Tieck, Schlegelerne m.fl., og med Hegel.
Det var sommeren 1806. Napoleons uovervindelige Grande Arme slog den prøjsiske hær. Oehlenschlæger var tæt på slaget. Goethe drog til Jena. Oehlenschlæger ville følge ham for at fortsætte deres samvær. Men selv om unge Adam havde fået rejselegat af Frederik den Sjette, var han ikke i den grad ved muffen. Danmark er et lidet, fattigt land, som en af Oehlenschlægers kolleger digtede.

Altså vandrede Nordens unge, stærke Adam rask fra Weimar til Jena, ca. 30 kilometer i sommerheden. Han blev tørstig undervejs. Var så heldig at støde ind i en kold kilde og drak heftigt af den. Med det resultat, at han følte sig ”trangbrystet”, da han vandrede videre. Brystsmerterne blev værre da han nåede frem til sin ven. Goethe beroligede ham. Men ”trangbrystet” var vor unge poet i tre dage.

Det er blevet aften. Og oppe fra klinten ser jeg den luerøde sol gå ned over det blanke, ubevægelige hav Den orangerøde kugle fylder én med ærefrygt, kosmisk ærefrygt, over at stå ansigt til ansigt med den planet der skænker os livet.
Hvilken sommer det dog har været i år.

På dette sted, på Sankt Helenes strand i Tisvilde, var jeg også som barn. Ikke på Kreta eller Rhodos, slet ikke i Florida. Hundreder af slægtled var her før mig. Det er godt at tænke på. For det klæder ikke et menneske at være et postmodernistisk sammensurium. Der skal være sammenhæng mellem før, nu og fremover. Det er den livgivende måde at eliminere døden på. Vi skal ikke lade kronologien herse med os og skille os fra dem, der var på stedet før os. Der er ingen forskel på begejstringen over bølgebruset i eftermiddags, da mit barnebarn og jeg styrtede os i favnen på en nu fredsommelig Poseidon, og så da jeg selv og min far tumlede rundt her i krigens sidste år og forsøgte at kravle op på de runde træstammer, som blev skyllet over bord fra de finske trælast-skibe.

Det er i aften – om end det er 40 år siden – at jeg på stranden støder ind i Leif Panduro og hans kone. Nøgne som Adam og Eva går vi tre nedgangssolen i møde ude i Kattegat.
Jeg tror, det er nemmere at gøre før og nu til ét og skabe helhed i sit liv her i sommerdagene. Er det fordi den danske sommers ekspansive kraft overvælder os, så vi kommer til at tro på mirakler?

EU’s papirnussere hylder ligheden som øverste princip. Men er der ikke noget hykleri i dette? Ulighed er ofte sund fornuft og hører til naturens orden. H. C. Hansens socialdemokrati dyrkede ikke ligheden, som Lykketofts parti gør.

Kunstneren må hade lighedens tilbedelse.

Adam Oehlenschläger

Jeg drømmer, at jeg bor i en by, der venter snart at blive beskudt med tungt artilleri. Jeg bor på Østerbro og håber, at granaterne ikke vil nå så langt. Men jeg ved, at mit håb er urealistisk. Denne gang kan jeg ikke sikre mit skind ved at holde mig udenfor. Min sidste time er nær.

Sådan slår kampene i Gaza ind i en fjerntboende danskers nattesøvn.

Hvilken forskel på Gazas, Syriens, Libyens helvede og vor fredelige, badeglade danske sommer 2014. Krigstummelen og hadet kan ramme vores fjernsynsskærm og nattesøvn. Men vores reelle liv er uden lighed med livet i Mellemøsten.

Sådan er det, som det siges. Lighed er ikke indskrevet i menneskets dna. Alligevel vakte Inger Støjbergs tanke om at praktisere ulighed mellem muslimske og vestlige indvandrere opstandelse.

Jeg kom til at tænke på, hvordan vi børn lige efter krigen diskriminerede så ganske forskrækkeligt – og med den bedste samvittighed af verden. Nemlig over for borgere fra et bestemt europæisk land, Tyskland. Nogle af mine voksne venner var blevet tortureret af tyskerne inde på Dagmarhus. Vi havde hørt om muselmænd og kz-lejre og tyskernes hårrejsende massemord på russerne. Så vi børn betragtede tyskerne som umennesker, eller for at bruge nazisproget: undermennesker. De beslaglagde vores skoler og havde selvsagt også lus og fnat.

For længst er vi nu i gang med at genoprette det venskabsforhold, der var mellem danskere og tyskere omkring 1800, da en Ørsted, en Adam Oehlenschläger, en Jens Baggesen, malere som Constantin Hansen og Eckersberg omgikkes deres tyske kolleger næsten som landsmænd, især når de var på udenlandsrejse til Weimar, Paris og Rom.

Alligevel havde den Wehrmacht-soldat ret, der efter at have boet fem besættelsesår i Danmark konkluderede i dansk tv: »Der er forskel på tyskere og danskere. Jeg foretrækker den danske livsstil.« Det beviste han. Han giftede sig med en dansk kvinde.

I det hele taget er der forskel på folkeslagene rundt i verden. Det er derfor, vi har delt os op i nationer, har forskellige religioner, forskellige spisevaner, forskelligt temperament, forskelligt sindelag og forskellig humor. Læg bare mærke til forskellen på en svensk Albert Engström og en dansk Storm-P.

Det er ingen ulykke. Ensretning er en forbandelse. Variation er en berigelse. Det er bare ikke særligt berigende, at større grupper af mennesker med dybtgående forskelle i folkekarakteren bor i det samme land. Det fører til mistillid, frygt og fordærv. Som vi oplever på Balkan, i Syrien, i Palæstina og mange andre lande.

Når sunni- og shiamuslimer bor i hver deres stater, kan de have fredelige liv ved ikke at omgås. Men bor de dør om dør, skal der ikke så meget til, før hadet blusser og drabsinstinktet kommer op i dem.

Denne betragtning passer bare meget dårligt til de forestillinger, som globalismens ideologer håndhæver i dag i konventioner og politiske skåltaler om verdens forenede stater. Så når Inger Støjberg og DF vil skelne mellem vestlige og muslimske indvandrere, lyder der ramaskrig fra andre venstremænd som Jens Rohde og Rønn Hornbech og fra landets mange moralske selvoprustere.

Det er så nemt at påstå, at mennesker overalt i verden er ens. For selvfølgelig er de fleste af os ens i vores ønske om at være fri for sult og sygdom, og have en god bolig og ægtefælle og flinke børn. Men vi er sandelig også uens. Og hvis man vil gøre det uens ens og det skæve lige, begår man brud på naturens orden. Og så er fanden i hælene på os.

Det er tosset, at vi kommer i forsvarsposition, når vi vil forsvare naturens orden. Det er da indlysende, at vi ikke kan betragte lande som de nordafrikanske og de mellemøstlige med samme respekt, som vi betragter oplyste demokratier som Norge, Finland, Polen, Holland osv. med. Lande som Tyrkiet, Syrien, Irak, Saudi-Arabien og Libyen er præget af en ikkebæredygtig befolkningstilvækst, en aggressiv religion, en usund olierigdom, en usammenhængende statsdannelse og en dødsforagtende krigeriskhed. Det er ikke noget nyt. I 1700- og 1800-tallet måtte danske handelsskibe i Middelhavet eskorteres af vore krigsskibe for at slippe for at blive overfaldet af arabiske sørøvere.

Vesten skal slippe illusionen om at gøre disse lande til civiliserede demokratier i en håndevending. Israel er et demokrati med stor åndskraft og en åben debat. Derfor skal vi holde med Israel i dets konflikt med de omgivende stater. Assad er ikke for søndagsskolebørn. Men han er et sikrere holdepunkt for Vesten end Syriens forskelligartede oprørere besat af uberegnelig vildskab.

Ulighed? Sikkert. Og sund fornuft.

Frihed, lighed og broderskab råbte oprørske franskmænd i 1789. Og hvis lighed forstås som lige muligheder for enhver, er det et menneskekærligt ideal. Men hvis lighed forstås som et sæt ensrettende regler udformet af avancerede papirnussere, bliver det et tvangsindgreb mod vores naturlige liv, og en uhyggelig verden vi får.

Lighed er blevet sådan et inkvisitorisk stempel, som alle love og konventioner skal forsynes med. Men det passer jo ikke til vores naturlige og fornuftige adfærd. Vi finder da ikke på at påstå, at Mozart og klaverbokseren henne på bodegaen er lige, selv om de begge er musikere.

Genier som H.C. Ørsted eller Niels Bohr er da ikke lige med fysiklæreren på folkeskolen i Hobro.

Og H.C. Andersen eller Jeppe Aakjær er da ikke lige med de 3. g’ere der skriver fristil, selv om begge parter er skrivere.

Alle praktiserer vi ulighed med god samvittighed hver eneste dag. Som børn i børnehaven leger vi med udvalgte kammerater. Ikke med alle. Man bliver ven med nogen. Ikke med alle og enhver. Det er praktiseret ulighed.

Det socialdemokrati, som jeg meldte mig ind i i ungdommens vår, var ikke hærget af lighedsmani. Jeg er vokset op i et trofast socialdemokratisk miljø. Vi handlede i Brugsen, købte kun Stjerne-øl og -sodavand, satte vore penge i Arbejdernes Landsbank, osv. Men jeg har aldrig i min barndom hørt min far og mor tale om lighed. De sagde, der skulle være plads til alle, den kvikke som den tungnemme, den mere flittige som den mindre flittige. Enhver skulle dygtiggøre sig på sin måde. Og ingen profession var finere end en anden – i princippet. Men de socialdemokrater og SF’ere, som jeg kendte, var nu stolte, når deres sønner og døtre kom på universitetet og slap for at arbejde i fri luft!

Når min lærer i underskolen, den uforlignelige Børge Petersen, fik en ny vikar at oplære, sagde han selvbevidst og i klassens påhør til den unge praktikant: »Jeg er socialdemokrat. Hvad er De, hr. vikar?« Denne elskede lærer praktiserede og hyldede forskellighed. Han sagde: Når Svend skal holde op med at snakke i timen, behøver jeg bare at hviske det til ham. Men når John snakker, bliver jeg nødt til at give ham en på siden af hovedet. Ellers holder han ikke op.

Det var dengang. Nu er i Socialdemokratiet en H.C. Hansensk naturlighed afløst af en Lykketoftsk lighedsdyrkelse. I samme periode er Socialdemokratiet i øvrigt halveret, fra 40 pct. til 20 pct!

Nu stiller Lykketoft op på Rådhuspladsen som agitator for palæstinenserne. Og vi kan jo alle se, at der mangler lighed i antallet af dræbte palæstinensere og jøder. Men Lykketofts vurdering er den numeriske, og sådan er virkeligheden ikke, for de to folkeslag har ikke samme opfattelse af liv og død. Når de islamiske herskere åbenbart kan få så mange af deres borgere til at iføre sig selvmordsbælte, er det, fordi døden som martyr er en fryd for troende muslimer, mens døden er en sorg for jøderne – og for civiliserede nationer.

Men så langt ind i menneskesindenes forskellighed trænger en talakrobat som Lykketoft ikke.

Mange af vore muslimske indvandrere vil ikke leve efter danske grundregler. Men nogle vil. Derfor er det ikke optællingen, ikke papirnusseriet, men en individuel bedømmelse der bør afgøre, hvilke muslimer vi vil have indenbords.

Denne fremgangsmåde er ikke ond. Den er naturlig. Og den kan forhindre, at vi får forhold her i landet, der virkelig er onde. Dem vi kender fra Syrien, Irak og Gaza.

Vor musikverdens virtuose violin, 1900-tallets internationale stjerne, Svend Asmussen, skrev, sammen med Ellen Bick Asmussen, et drilsk og rammende indlæg her i Politiken 24.-7. De skrev, at vil man arbejde i DR, skal man være usoigneret, gå i gamle T-shirts og tale et grimt dansk. De efterlyste stolthed og elegance hos DR-folket.

Selv om der findes undtagelser blandt medarbejderne, er Svend Asmussens ord ikke en helt virkelighedsfjern beskrivelse af den konformitet, en stor del af DR’s medarbejdere underkaster sig.
Og værre er det endda, at konformiteten fra påklædning og sprog breder sig til DR-folkets politiske og kulturelle holdning. Derved kommer der til over DR at svæve en helligånd, som for eksempel manifesterer sig ved den opfattelse, at muslimsk storindvandring i Europa og øget ulands støtte fra Europa er absolutte goder. Mens for eksempel Israels optræden over for Palæstina er et absolut onde. De emner, DR tager op, og de personer, der inviteres i studiet, er afstemt med denne helligånd.
Jeg kan ikke døje konformitet. Den er en prøvelse for min psykiske konstitution. Men vigtigere er det, at den er en prøvelse for seerne og lytterne. Den gør, at DR’s potentiale ikke folder sig ud, og den er faktisk en livsfare for DR’s eksistens.
Jeg har i mine år i DR’s bestyrelse igen og igen advaret mod denne ensretning. Derfor blev jeg så glad, fordi Svend og Ellen Asmussen rusker op i et hjørne af helligånden. Og fordi de efterlyser den stolthed og elegance hos DR-medarbejderne, som helligånden står til hinder for.

Forfatter Ole Hyltoft peger på nogle af hemmelighederne bag vore fædrelandssange. Og siger: Så syng da, Danmark! Lad fædrelandssangen komme til ny ære og værdighed. Den handler om kærlighed, ikke om foragt for fremmede lande.

Hvor mange ved mon, at den bedste statsminister, Danmark har haft siden Besættelsen, også var en god sangskriver? Det var mandolinspilleren, afslutteren af et århundredes fjendskab med Tyskland gennem København-Bonn-traktaten, H.C. Hansen. Han betragtedes som en hård hund. Men han besad også en national følsomhed og en sans for det danske sprog, som gjorde ham til en udmærket sang-digter.

I sine fædrelandssange hyldede han arbejdet, ikke dagpengene. Ligesom Johs. V. Jensen betragtede han menneskeslægtens udvikling som et vellykket drama. Selvfølgelig kunne han ikke iscenesætte det med samme sproglige sprængkraft som Jensen. Men sindet var ret ens hos de to. Karske var de, med lige dele tro på fremtiden og usentimental forståelse for livets love.

Dette slog mig, da jeg forleden sad med en gammel arbejdersangbog og en ny højskolesangbog i hånden. Folketingets nylige medieaftale med DR går blandt andet ud på, at den danske sang skal styrkes i DR. Det må bl.a. betyde, at de danske sange (de klassiske som de nye) skal have plads i P4. Denne danskernes hverdagskanal har i mange år været besat af amerikansk tomgangs-pop. Efter politikernes tale må førsteklasses dansk lyrik, båret frem af langtidsholdbare melodier, få plads på kanalen.

H.C. Hansen bliver nok ikke førstevalget. Men lad os da bare høre hans og Oskar Hansens sange i ny og næ, udsat for Ove Verner Hansens stemme.

Jeg hører til generationen, der hver morgen stod i skolens fællessal og sang en dansk sang. På vor skole sad den landskendte dirigent af DR’s drengekor, Henning Elbirk, ved klaveret. Han var dansk, så det gjaldede, og medlem af Dansk Samling, hvad mange betydelige personer i øvrigt var i årene under og efter Besættelsen. Den sympatiske Poul Dam fra SF var først Dansk Samling-mand, ligesom den vimse, senere udenrigsminister K.B. Andersen, og Aarhus’ navnkundige borgmester, Thorkild Simonsen, som Socialdemokratiet havde gjort klogt i at gøre til partiformand og statsminister.

Da 68-oprøret erobrede kulturlivets bastioner, fyrede programchefen for DR’s børneudsendelser, Mogens Vemmer, Henning Elbirk og nedlagde drengekoret. Det var lidt råt.

Jeg sad på det tidspunkt i radioens ungdomsudvalg. Henning Elbirk bønfaldt mig om hjælp. Jeg ydede den ikke. Kunne heller ikke. Men fryder mig så over, at vi i hvert fald bevarede pigekoret i denne forfaldstid. DR’s pigekor har lige fået ny dirigent efter den eminente musik- og humørspreder Michael Bojesen. Den nye mand, Phillip Faber, tegner til at blive en munter og værdig afløser for Bojesen.

Et endnu større drama for den danske sang fandt sted i efterkrigsårene. Den danske nationalpoet Jeppe Aakjær var død i 1930. Hans efterfølger som landets mest elskede sangskriver var Harald Bergstedt. Dennes 60-års fødselsdag i 1937 var en lige så stor national festdag som Aakjærs 60-årsdag havde været nogle år før. Bergstedt blev virkelig bespist på Prytaneion. Jul. Bomholt skrev en bog om ham. Landsfader Stauning førte an i festlighederne. Hyldesten var fortjent. Bergstedt er begavet med en enestående melodiøs sprogsans, ligefrem og dog raffineret, endnu finere end Brorsons og Ingemanns. En stor avis bad sine læsere stemme om, hvem af vore digtere gennem alle tider der var de bedste. Bergstedt kom ind blandt de 10 bedste.

Og så kom i 1941 hans mærkelige fald. Under en rejse i Tyskland fik nazisterne bildt ham ind, hvor herligt et samfund de lavede, ikke mindst for børnene, som Bergstedt jo elskede.

Harald Bergstedt var ikke nazist som en Himmler eller en Hitler var. Men når ens land bliver besat af en brutal, fremmed magt, må man ikke tage parti for denne overmagt. Så er man en landsforræder. Han fik to år i spjældet. Ingen ville have med ham at gøre resten af hans dage.

Men hans sange overlever hans svanesang. Kim Larsen synger dem. Jeg synger dem, som så mange andre, for mit barnebarn. Sankthansaften i DR-Koncertsalen sang pigekoret hans ”Solen er så rød, mor”. Søren Ryge, der var konferencier, trak i den anledning hans nazidumhed frem. Det havde ikke været nødigt.

Skal en fædrelandssang blive folkets ejendom, skal den have en melodi, der passer til digtets tanke som hånd i handske. Den hånd rakte Weyse til B.S. Ingemann og Carl Nielsen til Jeppe Aakjær og Harald Bergstedt.

Carl Nielsen var gavmild. Hans vidunderlige melodier løfter ofte sange op i et højere luftlag, end de strengt taget hører hjemme i. Den ellers fremragende forfatter Johannes Jørgensen skrev en lidt slap og gentagende sang, ”Nu lyser løv i lunde”. Takket være Carl Nielsens yndefuldt bølgende melodi er sangen alligevel blevet populær.

Begrebet fædrelandssang er ikke noget stuerent ord hos visse grupper, der i egen opfattelse føler sig ekstremt stuerene. Hvad disse ustabile glidegæs mener, skal vi blæse på. Fædreland for os betyder ikke Vaterland, ikke en patriotisme vendt krigerisk mod andre kulturer. Fædreland betyder det sted, jeg kender bedst, holder af og vil beskytte, mit hjemsted.

Vi skal bare vogte os for de fædrelandssange, der er blevet til i de åndeligt mageliges hænder. Et meget godt – eller skidt – eksempel er givet af en, der ellers ikke var magelig, Grundtvig. De første tre strofer i hans ”Nu falmer skoven trindt om land” er udmærkede. Men de følgende syv er en langtrukken søndagsprædiken.

En fædrelandssanger skal ikke skrive om noget, han kun har hørt andre tale om, eller sætte kongres-vedtagelser på vers.

Han skal skrive om noget, der har slået ham med forundring eller beundring. Eller bare noget personligt oplevet, som når Poul Martin Møller slutter sin friske ”Grøn er vårens hæk” med den melankolske linje »Det er tungt, man skal gå hjem alene«.

Den sætning husker vi. For hvem har ikke prøvet at gå hjem alene fra festen?

Sproglig opfindsomhed er en digterisk ynde, der klæder fædrelandssangen. Aakjær er en mester i denne leg: »rugen med det svulne knæ«, »duggen dynker et strå«, »bær i blost«.

Men originalitet er ikke at slå knuder på sproget, som Erik Bertelsen gør, når han i sin populære ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” taler om ”en krinklet vig”. Krinklet vig er som at vende en bismarcksklump i munden.

Mest inspirerende er en fædrelandssang, når der både springer gnister af sproget, og når sangens linjer bliver til fyndord. Her kommer ingen dansk sang vist på højde med Johs. V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst”, der rummer selvskabte ordsprog som »Hvad hånden former er åndens sprog«.

Vi har mange fuldkomne sange i vores sangbog. ”Ole sad på en knold og sang” er en saga i kortform. ”Jens Vejmand” er en tragedie. Sommersangen over dem alle er Thøger Larsens ”Danmark nu blunder den lyse nat”. Vor pastelblå sommernat er og bliver Vorherres bedste opfindelse til os danskere.

Men vore fædrelandssanges elskede førstemand er nu engang Jeppe Aakjær. Engang omkring 1980 kom jeg en sen sommeraften forbi Jenle. Jeppes nu gamle datter gik og rodede i sin fars have. Jeg overvejede at gå ind og sige hende tak. Men fik ikke gjort det. Det fortryder jeg.

En god sang skal være kæk, ikke forbeholden, ikke overironisk, ikke blasert. Søren Kierkegaard duer ikke til det. H.C. Andersen gør. Hans ”I Danmark er jeg født” burde nok være vores nationalsang. Så kan fodboldfolket have ”Der er et yndigt land” for sig selv. Fodboldspillerne er jo alligevel vant til at drage ”frem til fjenders mén”.

De bedste fædrelandssange indeholder noget af den bedste lyrik, der er skrevet på dansk.

Kan man et par snese af disse sange udenad, har man trøst og løftelse til enhver situation, man møder i livet, død som kærlighed.