Avisartikler 2010, 4. kvartal

Kronik i Jyllands-Posten den 5. oktober 2010

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

De røde lejesvende i DR var som 1700-tallets herremænd. Vi måtte alle gøre hoveritjeneste for dem, hvis vi ikke ville ud og vagabondere på landevejene langvejs fra Rosenørns Allé. ( Det var vi så alligevel et par stykker, der foretrak at gøre. )

Herremændene bar navnene Vedel Petersen, Koplev, Clante, Per Schultz, Egon Clausen, Bjørn Erichsen m.fl. Når nye folk skulle ansættes hos dem, skete det, at blev de udspurgt om deres tro på marxismen. Og det skete, at nogen blev kaldt til kammeratlig samtale og fik at vide, at deres udsendelser manglede marxistisk greb om tingene.

Herremændene herskede over DR’s kultur og samfundsdebat. Men de havde ridefogeder og glidegæs, der sad i DR’s andre afdelinger og lod sig mærke med husets rette ånd. For de, der vil magten, får den. Hvis magten ikke møder modstand.

¤

Vi må ikke glemme, at herremændene ikke udøvede magten for deres egen skyld, men for menneskehedens. Marxismen og proletariatets diktatur var ikke bare en historisk uundgåelig udvikling. Den var også et ædlere samfund end det frie folkestyre, hvor alle har stemmeret, også de, der ikke har fattet socialismens storhed. Så derfor gjaldt det om at nå over i socialismen i en fart. Der kunne være nogle, der ikke havde set lyset. Eller havde set et helt andet lys. De måtte en tur på træhesten. Eller også kunne de få et lille skur ude i vådområderne at henleve deres reaktionære liv i.

Der var dog også den mulighed, at de kunne genopdrages. Jeg fik engang et brev fra en af disse mikrofonbesiddere. Han skrev, at når man havde så gode evner som jeg, skulle de også bruges rigtigt. Det var jeg desværre ikke så god til. Men jeg kunne jo forbedre mig, mente han. Og det ville han da gerne hjælpe mig med.

Dette var så endda ikke det værste. At Ebbe Kløvedal tilbad massemorderen Mao, og at Koplev hyldede Stasi-staten DDR, var vel sådan set ærlige – om end lidet menneskekærlige – engagementer. Og at lejesvendene ryddede tv-skærmen for deres trosfæller, Jesper Jensen, Rifbjerg, Bente Hansen, Dea Trier Mørch, Knud Vilby, og alle de andre lå vel også inden for radiolovens rammer.

Men at lejesvendene blokerede vejen til mikrofonen for dem med andre opfattelser, det var herremands-manerer af værste DDR-skuffe. At Kjeld Koplev holdt hyggestue for menigheden og andre nyttige idioter, kunne måske forsvares, hvis der et andet sted i huset havde været en tilsvarende vært af anden observans. Men det var der ikke. Otto Leisner og de andre legeonkler var noget helt andet.

Jeg udgav i 1974 en filosoferende debatbog, der hed ”Tør du være med?”. Den talte uhæmmet om glædelige revolutionære forandringer af samfundet. Men fortrinsvis på det mentale plan. Kulturen skulle lede vores økonomi. Det var ikke økonomien der skulle styre kulturen. Alle børn skulle være alles børn. Begravelser skulle være festlige. Osv. DR’s kulturmedarbejder Jørgen Thorgård fortalte mig, hvor optaget han var af denne bog. Men da bogen manglede marxistisk forståelse af samfundet, kunne den selvfølgelig ikke anmeldes i Danmarks Radio.

Og da jeg året efter skrev den godt anmeldte novellesamling, ”Revolutionens fortrop”, hvor jeg gjorde grin med munkemarxisterne, skulle denne bog selvfølgelig også hemmeligholdes for DR’s seere og lyttere.

Sådan var praksis i DR. Det havde ikke meget med ytringsfrihed at gøre. I øvrigt udgjorde vi forfattere, der vendte os imod marxismen, et latterligt mindretal. Var vi egentlig flere end tre obsternasige forfattere, der var synlige? Henrik Stangerup, Per Stig Møller og Ole Hyltoft. Bistået af Elsa Gress og Søren Karup, på deres egen maner.

¤

Yngre mennesker kan med god ret spørge: Jamen var regeringerne i 70’erne og 80’erne da ikke socialdemokratiske og borgerlige? Hvorfor lod de år efter år alsidigheden i DR forblive en by i Østtyskland?

Svaret blæser ikke i den tågedis, der kaldes tidsånden. Svaret er klart som en solskinsdag med nordøstenvind. For Venstre og de Konservative spiller kulturpolitik ingen rolle. I deres kikkert bestemmer pengene alt. Og Socialdemokratiet skiftede i disse år Julius Bomholts folkelige og kvalitetsbevidste kulturpolitik ud med den afdankede kulturradikalisme. Vejen til at bestemme over folket lå dermed åben for den ensrettede røde kultur-overklasse.

De socialdemokratiske radiorådsformænd Birte Weiss og Ole Espersen var fuldblods kulturradikale og havde mange anskuelser fælles med de røde lejesvende. Og Venstre og de Konservative spillede ikke det gode trumfkort de havde. De Konservative kunne have bygget en selvstændig kulturpolitik op omkring Per Stig Møller.

I 1994 kunne de Konservative endda have fået Per Stig Møller som generaldirektør for Danmarks Radio. Det er grotesk at det ikke gik sådan. Og skadevirkningerne kan aflæses i DR’s programpolitik den dag i dag. Per Stig Møller ville gerne have jobbet. Og var jo indlysende kvalificeret. Han var litteraturforsker og essay-forfatter på højt niveau og havde i flere omgange haft chefposter i DR, ligesom han havde været formand for Radiorådet 1986 – 87.

I 1994 var Poul Schlüters tidligere skatteminister, Isi Foighel, radiorådsformand. Inden formand Foighel afgav sin stemme om den nye generaldirektør, var der i Radiorådet fem stemmer for Per Stig Møller, fire for Christian Nissen, som Socialdemokraterne og især Mogens Lykketoft gerne ville have.

Alle gik ud fra, at den forhenværende konservative skatteminister ville stemme for den forhenværende konservative miljøminister. Men der snød Isi Foighel borgermusikken. Foighel foretrak Nissen. Hvorefter det stod fem – fem i rådet. Men juristen Foighel procederede for, at formandens stemme talte dobbelt. Seks – fem til Nissen! Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Nissen var valgt. Isi Foighel fik derefter sit ønske opfyldt af Nyrup-regeringen: Fem år ekstra som dommer i den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Noget for noget, som en senere statsminister formulerede det.

Måske spillede det også en rolle, at en ung Per Stig Møller nogle år før havde slået professor Isi Foighel ved valget til folketinget. Man skal aldrig overse personlige motiver i politik.

For Danmarks Radio fik valget af djøfferen Christian Nissen frem for humanisten Per Stig Møller stor betydning. Institutionen trængte måske til nogle af de effektiviseringer, som Nissen gennemførte. Dem kunne Møller dog sikkert også have sørget for. Nissen stillede sig i spidsen for den nedbrydning af DR’s kulturånd og folkeoplysning, som DR’s bestyrelse nu møjsommeligt er i gang med at genoprette.

¤

Man skal huske, at det hverken var Venstre eller de Konservative eller det kulturradikaliserede Socialdemokrati, der i 70’erne og 80’erne gik til modstand mod de røde herremænd i DR. Det var Centrumdemokraterne og Erhard Jakobsen.

Hvem var han? Han var i sin kulturpolitik et barn af Jul. Bomholt og praktiserede arven som en forbilledlig, fremskridtsvenlig kulturborgmester i Gladsaxe. Hans forening Aktive Lyttere og Seere og hans oprør mod lejesvendene var det oprør, som Stauning, H.C. Hansen, Hartvig Frisch, Peder Nørgård ville have taget med DR, hvis de havde levet.

Erhard talte i virkeligheden på det ægte Socialdemokratis vegne imod gøgeungerne i sit eget tidligere parti, og imod de munkemarxister, som disse gøgeunger beskyttede. Han fik ingen støtte fra Anker, der havde begået sit politiske livs største brøler ved ikke at holde fast på den talstærke Erhard Jakobsen-fløj i partiet. Men i stedet satse på den frygtsomme Knud Heinesen, den egoistiske Ritt Bjerregård og den forfløjne Svend Auken.

Med de af Birte Weiss og Ole Espersen beskyttede lejesvende blev den ubalance skabt i DR, som har præget institutionen siden 70’erne. Indtil da var ansættelserne i husets følsomme politiske, sociale og kulturelle afdelinger sket med en demokratisk afvejning. Så der ansattes nogenlunde lige mange journalister af rød og blå observans. Men mere og mere indflydelse overgik nu fra det folkelige Radioråd til de ansatte. Medarbejderne fik ret til selv at ansætte deres kolleger og chefer lige op til den øverste ring af lagkagen. Og de udnævnte naturligvis deres røde ligesindede.

Erhard Jakobsen advarede mod denne selvbefrugtning og ufolkelige bedreviden hos journalisterne. Han sang hjemmelavede sange om det, og han slog på tromme lige så højt som paukeslageren i symfoniorkestret. Han var aldrig hadefuld, jagede ikke lejesvende for at fyre dem, men sagde, at de ikke havde ret til at bruge deres ansættelse i DR til at agitere for Sovjetunionen hverken åbenlyst eller listigt. Det var bare hvad de gamle socialdemokratiske radiopolitikere havde sagt i årevis. Nogle forvekslede vist Erhard med en overgearet revystjerne. Men i dag siger mange af dem, der genhører debatterne fra dengang: det var Erhard der havde ret. Selv nogle af dem, der dengang var røde, siger sådan i dag.

Nu prøver vi i DR at rette op på de gamle skader, dvs. brudene med alsidigheden og folkeoplysningen. Jacob Rosenkrands’ udsendelser er bestemt et bidrag hertil.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 9. oktober 2010

Af Ole Hyltoft

Da jeg sad og så vor statsminister holde trontale i tirsdags, fik jeg først et chok, og så blev jeg ganske imponeret.

Lars Løkke har spottet 29 syge områder i landet. Det er de steder, hvor beboerne ikke følger dansk sæd og skik. Hvor parabolerne er rettet mod Istanbul, hvor 80 procent ikke arbejder, hvor man ikke taler dansk, og hvor man er begyndt at oprette sin egen lov og uorden.

Lars Løkke sagde ligeud, hvad Pia Kjærsgaard har sagt i årevis. At sådan nogle ghettoer kan vi ikke have.

Men det, der chokerede og imponerede mig var måden, vor statsminister ville komme ghettoerne til livs på. Han vil simpelt hen rive dem ned, bygningerne altså. Sprænge dem i luften, udslette dem fra Jordens overflade. Bom, bom, bom, skal det lyde i Volsmose og Tåstrupgård og de 27 andre ghettoer.

Vor statsminister går hermed Mao Tsetung i bedene. Mao udstedte det berømte direktiv: ”Bombarder hovedkvarteret”. Det var starten på den kinesiske kulturrevolution, som kostede i nærheden af 50 millioner kinesere livet.

Så radikal en virkning har Lars Løkke nok ikke tænkt sig, at hans bombardement skal have. Men at Løkke er så handlekraftig og hårdtslående en politiker, havde jeg godt nok ikke troet. Bom, bom, finale. Måske er det hans forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der har foreslået ham, at vores F 16-fly kunne bruge disse ghetto-ejendomme til at øve sig i at bombe fra luften.

Men efter at have været duperet en dags tid over handlekraften, er jeg nu blevet tvivlrådig, og er begyndt at spørge mig selv: Er det bygningerne, der sætter ild på buskadset, brænder ghettoens biler af og kaster sten på brandmændene, hvis de tilkaldes? Er det ikke beboerne – eller for at sige det unævnelige ord: muslimerne – der begår voldshandlingerne?

Så hvad gavner det at rive voldsmændenes boliger ned? Voldsmændene skal vel så bare bosættes i nogle andre ejendomme. Skal de så også bombarderes? Det kan gå hen og blive en ret omfattende nedrivning af vores bykvarterer.

Statsministeren mener, at hvis der bliver mere afstand fra den ene boligblok til den anden, vil de værste muslimer opføre sig mere sømmeligt.

Hør her, jeg voksede op i et socialt boligbyggeri på Østerbro, der netop havde den tætte afstand til nabokarreen, som der er i Tåstrupgård. Og jeg legede i sandkassen, og min mor vaskede tøj i vaskekælderen, og vi børn samlede manna fra elmetræerne i Østbanegade. Alt gik fredeligt og roligt for sig. Bortset fra det, der skete den 9. april 1940. Det var også en besættelse.

Nedrive nyopførte ejendomme for at komme beboernes kriminalitet til livs – svarer det ikke til, at lægen behandler en forkølelse ved at bortoperere den forkøledes næse, fordi den drypper?

Hvis folk fra Mellemøsten kommer til Danmark og drager fordel af den danske levestandard og den danske velfærd, er det mindste, Danmark kan forlange, at indvandrerne lærer og bruger dansk, tager arbejde og ikke begår kriminalitet.

Hvis de ikke kan opføre sig civiliseret, og hvis de i virkeligheden er kommet for at kolonisere vort land, må vi bede dem rejser tilbage hvor de kom fra. Det er vel meget enkelt. Vi skal da ikke ødelægge gode danske boligejendomme, fordi en mindre del af de muslimske indvandrere ikke kan opføre sig ordentligt.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 13. november 2010

Ole Hyltoft rejser et kildent emne:

Piger – lad håret gro under armene!

Af Ole Hyltoft

Se, i dag vil jeg berøre et kildent emne. Et, som er aldeles underbelyst. Et, som det er forbudt at tale om – lige så forbudt, som det er i Sverige at tale om muslimsk indvandring.

Jeg vil gerne rejse spørgsmålet: gror der ingen hår under armene på kvinder? Når jeg ser den smilende Caroline Wozniacki strække sine svulmende, sejrsvante arme i vejret, ser jeg ingen behåring i armhulerne. Blot det bare skind.

Og når nedringede fruer står ud af deres limousiner og nejer dybt for dronningen til dennes og prinsgemalens fødselsdage – ikke et hår aner jeg under de fornemmes arme.

Det samme gælder vore kvindelige verdensmestre i svømning, som ellers strutter af groende og kraftfuld ungdom.

Nu vil nogle nok indvende, at dette spørgsmål er et medicinsk anliggende og rettelig bør rettes til Ekstra Bladets stærkt savnede doktor Münster, med kælenavnet doktor Monster. Skyldes kvinders bortkomne hårvækst under armene en hormonal epidemi, der har ramt den vestlige verden? Måske på grund af de mange tons pesticider, landmændene har spredt på markerne, og som via korn og køer går kvinderne i blodet og i armene? Doktor Münster kan svare på alt, det ved jeg.

Jeg synes, sagen skal undersøges, til bunds.

For det kan selvfølgelig også være en mode. At kvinderne vil være bare under armene for at leve op til mændene, som jo er bare på issen, i hvert fald når de er over 50 år.

Jeg er nu bange for, der er en lægelig forklaring. For når jeg iagttager Side 9-pigernes stadig mere nedringede badebuks eller g-streng eller skridtemblem, forekommer det mig, at hårvæksten på dette nedre punkt også er bortvisket. Og dermed ligner pigerne de kønsløse voksmannequiner.

På hovedet har kvinderne stadig en masse hår. Men det kan jo være parykker.

Nu kan man spørge: hvorfor rejse dette intime spørgsmål på et så ærbart sted som Ekstra Bladets bagside?

Jo, det hænger sammen med, at julefrokosternes løsslupne tid nærmer sig. Til disse frokoster skulle der gerne være noget at kilde. Og hår kilder så godt. Især dem under armene.

For at sige det lidt direkte finder jeg piger med hår under armene mere pirrende end de hårløse.

Se, nu skal jeg passe på. For det kunne jo være, at denne opfattelse skyldes en kønshormonal afvigelse hos vrisne Ole. Og den slags er vi jo ikke meget for i disse småborgerlige tider.

Men så vil jeg henvise til naturen og sige, at siden skaberen har forsynet kvinder med hår under armene, så må han vel have haft en mening med det. For mig, en kildelysten herre, er denne mening altså forbundet med den drilske Amor.

Men hvordan dette nu end forholder sig hos befolkningens flertal, så skal kvinderne altså ikke gå skaberen i bedene og pille skaberværket af med kniv eller kemikalier, som jeg har mistanke om at de gør.

Dette er altså et lille julevink til Caroline Wozniacki, svømmepigerne, skuespillerinderne og alle de piger, der agter at gå til balstyrige julefrokoster. Lad håret gro alle steder. Og I vil komme endnu mere i centrum, og I vil se, at drengene bliver endnu mere forhippede.

Trykt i Berlingske Tidende den 30. december 2010

Af Ole Hyltoft

Socialdemokratiets kulturelle festfyrværkeri, Mogens Jensen, har igen forsøgt at fyre en våd kineser af.

Han er forarget over, at kulturminister Per Stig Møller har udpeget en politiker, Grethe Rostbøll, til formand for Kunstrådets litteraturudvalg. Uhørt, brud på armslængdeprincippet! lyder braget fra festfyrværkeren.

Må en af dem, der har været med til at lave kunstlovene, i al stilfærdighed fortælle fyrværkeri-mester Jensen f’ølgende. Det har aldrig været tanken med kunstudvalgene, at det kun skulle være kunstnere der sad i dem. Kunstnere er - som alle andre - tilbøjelige til at fordele goderne til kammerater fra samme kompagni.

Man kan godt sige, det netop er en kulturministers opgave at finde udvalgsmedlemmer uden for de kunstneriske kammeratskabskredse. Kun derved sikres den alsidige fordeling af midlerne.

Det er lige det, Per Stig Møller har gjort ved at udpege Grethe Rostbøll. Hun er ganske vist politiker. ( Som om der var noget ondt i det. ) Men hun er også litteraturmagister. Har udgivet faglitterære bøger. Og så står hun uden for klikerne. Et valg helt i kunstlovenes ånd.

Mogens Jensens formodede forbillede, den legendariske kulturminister Niels Matthiasen, gjorde i sin tid det samme. Han udpegede SF’s toppolitiker, Poul Dam, til kunstfondens litteraturudvalg.

Poul Dam var ligesom Grethe Rostbøll et begavet og læsende menneske, der godt kunne kende forskel på triviallitteratur og kunst. Han blev et fuldt kompetent kunstfondsmedlem. Uden for klikerne.

Det er temmelig idiotisk, at Mogens Jensen fremkommer med sin småtskårne, formalistiske kritik af kulturministeren lige nu. Vi har netop haft sagerne om Nordisk Råds Litteraturpris og Forfatterskolen, hvor forfatterne selv klager over, at det er forfatterkliker der sætter sig på magten over legatmidlerne.

De der har fulgt kunstdebatten gennem årene ved, at nepotismen er misteltenen i den ellers nødvendige kunststøtte.

For os kunstnere er det rart at se politikere som Mogens Jensen være til stede i kulturlivet. Men der er for meget positur, for meget ”politik”, for meget ”kan alle se mig” i Mogens Jensens engagement.

I stedet for at vise sig snart her og snart der og råbe op i utide, bl.a. om sin egen uvidenhed, skulle Mogens Jensen give sig lidt tid. Sætte sig lidt dybere ind i tingene. F.eks. læse lidt flere af den slags bøger, som Grethe Rostbøll har læst masser af.

 Trykt som vris i Ekstra Bladet den 7. januar 2011

Af Ole Hyltoft

Egentlig skulle jeg vel være taknemlig over den interesse, Johannes Møllehave i et par omgange har ydet mig og mit forfatterskab her på bagsiden. Og sige tak for de mange telefonopringninger, han har begunstiget mig og min familie med. Samtalerne har ganske vist mest bestået i enetaler, hvor han detaljeret fortalte, hvilke pinsler og ydmygelser, han har tiltænkt mig. Han har endda passet fredelige mennesker op og overfuset dem i den tro, at de var Ole Hyltoft i forklædning.

Møllehaves store fornærmelse bunder i, at han og hans kulturradikale kammerater, fra Karen Thisted til Carsten Jensen, er så bundforkælede. Carsten Jensen kalder Pia Kjærsgaard for ”dronningen af en skraldespand”, og Karen Thisted håner en frihedskæmper som Kurt Westergaard, der må have livvagter for at undgå at blive myrdet. Køn karakter den dame har. Og Benny Andersen vil altså ikke være dansker længere.

Men hvis disse spottefugle selv bliver spottet lidt, bliver de til mimoser, der krænkede forlader valpladsen.

Kulturmafiaen er nemlig vant til at bestemme farten. De ved hvad der er rigtigt og forkert. Sandheden findes ikke andre steder end hos dem. Denne, den gode tone, slår de an ved de ”kultiveredes” københavnske middagsselskaber. Tonen lyder sådan her: Pia Kjærsgaard er afskyelig ( uden begrundelse ), Anders Fogh er krigsforbryder, islamisternes terror er danskernes egen skyld, det jævne danske folk behandler nemlig fremmede uanstændigt, jøderne bærer hele skylden i Palæstina, og krigen på Balkan var stort set kun de kristnes, serbernes skyld.

De kulturfolk, der ytrer andre end disse meninger, kan ikke regne med varig beskæftigelse på teatre, forlag, i tv og radio, på museerne mm.

Denne den kulturelle overklasses enfoldige ensidighed fordummer det danske kulturliv, splitter vort land, og isolerer de fleste forfattere fra befolkningen. ( Dog ikke Møllehave. Dertil kan han for mange vittigheder. )

Jeg synes en god forfatter skal være i sit folk. Gerne gøre sig lystig over samfundet, når det er nødvendigt. Men ikke være usolidarisk med sit folk. Nogle mener at forfattere som Benny Andersen er som børn. Hvad de siger skal ikke tages alvorligt. Det er en nedladende indstilling. Jeg deler den ikke.

Alle levende væsner på Jorden er i slægt med hinanden. Og jeg synes alle mennesker skal hjælpe hinanden det bedste vi formår. Men det er kun de mennesker, vi har fælles sprog, fælles historie og fælles landområde med, vi kan føle os inderligt i slægt med - når vi fraregner de egentlige kærlighedsbånd.

Alle dør vi. Men vi lever videre i vores biologiske såvel som i vores nationale familie, i vores stamme, danskerne. Dette liv, vores liv som et folk, rækker fra vores genier som H.C. Andersen og Niels Bohr til folkeskolen, folkestyret. Det danske fællesskab er vores stolthed, vores skæbne - og vores evige liv.

Dette er min livsanskuelse, måske min religion. Den har jeg skrevet en bog om. Den hedder ”Tør du være dansk?”. Møllehave er meget optaget af bogen, nævner den igen og igen. Men han nøjes med at gætte på, hvad den indeholder. Han gætter forkert.

Læste han bogen, ville han forstå, hvorfor det krænker mig, når forfattere som Carsten Jensen og Benny Andersen fornægter og forhåner det danske folk, der har været så gavmilde over for dem.

Men vi må alle finde os i at blive krænket. Det er en uundværlig del af demokratiet. Og det er barnligt og overforkælet at forlade stuen som Møllehave gør, når han bliver krænket.

Men nu farvel da, Johannes Møllehave. Hav det godt og hyg dig med det bifald, du utvivlsomt får fra dine kulturradikale venner. Fordi du ikke vil vise dig på Ekstra Bladet sammen med ham Hyltoft.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 19. januar 2011

Af Ole Hyltoft

Hvem kan Lene Espersen takke for, at hun har fået lov at beholde udenrigsministerposten? Brian Mikkelsen, Lars Barfoed eller Lars Løkke?

Nej, hun må sende takken til Jordans udenrigsminister, Nasser Judeh, og Marokkos udenrigsminister Amr Moussa. Hun sad og holdt møde med dem i Qatar, mens bølgerne om hende gik højt på Christiansborg. Lene og hendes to muslimske kolleger fulgte nøje med i slaget om Lene. Og de holdt alle tre med hende. Som hun selv siger: ”Den muslimske verden holdt med mig.”

Jordans udenrigsminister var dybt bekymret ( Lenes egne ord ) for at Lene skulle smides på porten som udenrigsminister. Måske har de to mænd ligefrem e-postet til Lars Løkke: Verden kan ikke undvære Lene.

Man kan se det for sig. Her sidder disse to stakkels mænd i deres sex-forladte ørken. Kvinderne omkring dem er gemt i deres burka-sække og appellerer ikke just til mændenes hormoner. Til deres triste mødelokaler ankommer så Lene, som en lysengel. Med sit blonde hår, sit bramfri pigesmil og sine ingenlunde bortgemte attributter. Sådan en godte vil de ikke miste.

De har været vant til Per Stig Møller. Ham kan der siges meget godt om. Han er højt begavet, retskaffen og formentlig den bedste udenrigsminister, vi har haft siden Jens Otto Krag. Men man må også indrømme, han kan blive noget brøsig, især over for folk der ikke har hans evner.

Jeg kunne forestille mig, han er begyndt at høre Nasser og Moussa i redningsplanen for fred i Mellemøsten, også kaldet Kvartetten. Kvartettens ene ben er Per Stig Møller. Han er selv Kvartettens opfinder. Og hvis Nasser og Moussa ikke har kunnet detaljerne i planen, ville jeg nødig være i de to ministres sko.

Det kan også være, Per Stig er begyndt at fortælle sine kolleger, at Mellemøstens problem ikke er de sejlivede jøder, men at de muslimske lande avler alt for mange børn, som landene ikke har mad til. Ægyptens befolkningstal vokser med godt en million hvert år.

Så er Lene sikkert langt bedre til at anslå selskabstonen. Mens udenrigsministrene i Qatar åbenbart har siddet med øjnene på mobilen og fulgt de sindsoprivende sms’er fra Brian, Lars og Henriette, har Lene fortalt dem hårrejsende historier om de mange fritgående bagvaskere, nedrakkere og lystmordere i sit parti. Nasser og Moussa har gjort store øjne. Det har været det rene Tusind og en Nats Eventyr for dem.

Måske har hun også smidt stængerne op på stolen ved siden af dem. Jo, sådan en udenrigsminister-dame fra det frigjorte Norden giver de ikke frivilligt slip på. Lene og Muhammeds drenge står sammen i nødens stund.

Jeg holder meget af politik. Politik er så ligetil, så menneskelig. Den søde Henriette Kjær elsker sin tykke mand, selv om han spiller fandango med millionerne og ryger på røven hver gang – og selv om han ødelægger hendes karriere.

Men det sjoveste ved politik er det, der foregår bag kulisserne. Som for eksempel den udenrigsminister-trekant i Qatar, som Lene nu har lindet på låget om.

Ved nytårstid var det Bertel Hårder, der indviede os i sprogbrugen i Venstres top. ”Pis mig i øret…du skider på mig…satme.”

Tænk, det sagde han, mens vi hørte på det alle sammen. Den pæne mand.

Bagefter sagde han undskyld. Men det skal han da ikke sige. Det er godt, vi lærer politikerne at kende, som de virkelig er.

Ildsjæle er de. Nogle har ild i bagdelen, andre har ild i munden. Det ved Marokkos og Jordans udenrigsministre nu også. Og tro mig, de vil holde fast på Lene, den strik.