Avisartikler 2007

Forleden eftermiddag spadserede jeg en tur gennem Fælledparken. Et større udvalg af Jysk Sengelagers dyner var hængt lavt ud over himlen og truede med at begrave byen i sit tågede tusmørke.

   Hvilken forfatter trænger du nu til at læse, når du kommer hjem fra denne tur i lystmordernes foretrukne vejr? spurgte jeg.  Og valgte hurtigt en af mine ældre kolleger. Den næste tanke var: jamen har hver måned ikke sin egen forfatter, der skal læses netop denne måned?

   Jo. Og her er de, disse tolv forfattere, der skal trækkes frem af reolen lige når deres tid er inde.

JANUAR. Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Sådan begynder ”Den lille pige med svovlstikkerne”.

   H.C. Andersen, vor geniale første-digter, har skrevet dejligt om vores sommer. Men endnu bedre om der særlige vintervejr, snart grueligt gråt, snart prægtigt hvidt, som vores folkekarakter er dannet af. Det er i den nøjsomme, barske vinter, vi mest har brug for H.C. Andersens fortrøstning.  Han er vores lyseste trøst i vores mørkeste måned.

FEBRUAR er måneden, hvor vi udholder barfrosten ved at slå gækken løs og katten af tønden. Den danske nationalgæk hedder jo selvironi. ”Han syntes født til bagateller / og noget stort han blev ej heller.” Og trods den uærlighed, der hører til ironiens sandhed, må man give Johan Herman Wessel ret i hans selvbedømmelse. Når han kunne skrive et så funklende syngespil som ”Kærlighed uden strømper”, var det for slapt ikke at skrive mindst et til, men i stedet nøjes med alle de der funklende rim-bagateller.

   Så derfor får han kun en halv måned. Den anden halvdel af februar går til en anden varmhjertet spasmager, Halfdan Rasmussen.

   MARTS er måneden hvor vi ser verden klart i den bragende sol, men også hvor illusionen om forår går til grunde. Læs den illusionsløse Karen Blixen i marts. Rensende barsk. Men også med nogle kolde, kærlige solstriber lige ned i martsviolernes violette blomsterflor.

Det nemmeste ville  være at give APRIL til Johan Skjoldborg – ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”. Eller til Poul Martin Møller – ”Grøn er vårens hæk”. Husmandens og studentens aprilvise.

  Men jeg tror nu Jens August Schade skal have april. Schades jesuitisk konsekvente og dog lattermilde insisteren på, at København kun er rigtig sig selv i poesiens flakkende lys. I slentrende gang gennem aprils bygevejr lokker han syrlig vin, ustadige piger og andre søde lysglimt ud af fortovsflisernes vaneliv.

   MAJ rækker jeg ærbødigt til Ludvig Holstein. Mest fordi han har skrevet det mest fuldendte fødselsdigt der er skrevet på dansk. Det hedder ”Den hvide hyacint”.  ”Jeg stod og så det ske - / En fødsel uden fødslens ve.”  Det er en  betaget indlevelse i hyacintblomstens tilblivelse. Andægtigt følger han naturens under helt der ind i skønhedens inderste, hvor også evigheden viser sig. Digtet bliver lige så harmonisk til som hyacintens blomster. Og er som verskunst lige så vellugtende.

   Kim Larsen har gjort et andet Holstein-digt om hyacinten berømt: ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr! O, søde vår, så er du atter nær.”

   Holstein har også skrevet uforlignelige vers om bøgen, kirsebærtræet, æbleblomsten, gravenstenen.  Jo,  maj er Holsteins måned.

   I JUNI har rugen ranket sig, og solen går sent til ro med glød i bondegårdenes ruder. Børnene vil ikke ind om aftenen, og bliver ved med at lege ude på vejen. ”Stille, hjerte, sol går ned.” sang Jeppe Åkjær  om disse smukke, tøvende aftenstunder. De fattige arbejderes og den rige naturs sanger, vor lyriks nationaldigter, tilegnes sommerens smukkeste måned, juni.

   JULI går til Johs. V. Jensen. Han har digtet forførende om hvordan høduften med sin krydrede vind driver gennem Danmarks korn. Og hvordan sommernatten koger i krattet. Men han er også oldbondens og jægerens reinkarnation i vor tekniske tid. Han sidder i Tibirke Bakker i sin selvmurede skriverhytte, hylder Columbus og Thorvald Stauning og lader ånden følge håndens id.
 
 
 Og så bliver det AUGUST. Nu glimter lynene, og kloderne hvirvler rundt på den sorte stjernehimmel. Thøger Larsen fra Lemvig springer i jublende overmod op på en klode og råber: ”Og stjerners mulm og stjerners brand / i mig vil have mæle.”

    Klodedigteren Thøger Larsen får august.

   I SEPTEMBER, den sidste lyse måned heroppe nordpå, skal vi læse Herman Bang.  Der er en afklaret, vemodig tone i septemberluften. Skyggerne er lange, solen er på sin vej ned. Træerne og blomsterne prøver ( ligesom Herman Bangs personer ) at holde modet og værdigheden oppe. Men det kan ikke skjules, at de er blevet brune i kanten. Glansen er gået af Sankt Gertrud. Ligesom den er gået af Herman Bangs kvinder, Tine, Irene Holm, Ida i ”Ludvigsbakke” og Katinka Bay i ”Ved Vejen”.

   Men september er også en fin måned at lege og le i – og det gjorde  Herman Bang også.

  I OKTOBER  kommer forfaldet, forgængelsen med sin storhed og sin nåde. Den måned er Steen Steensen Blichers.  ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”, synger han. Vemodet udsat for den jyske hedefloras cello.

   I oktober går vestenvindens vilde storme over landet og river hvad der er udsat omkuld. Blichers Cecilie i ”Hosekræmmeren” skærer halsen over på sin egen dybt elskede Esben. Præsten i Vejlby henrettes skændigt. Blichers tragiske melankoli set med digterens lange udsyn over heden er så dansk, at hans verdenskunst aldrig rigtig er nået uden for landets grænser.

   I NOVEMBER har vi  ”Dette mørke! Som en langsomt sivende regn opløser det alle ting…vej, jord, træer, marker – det svinder alt sammen hen i et sort intet.”

   Dette, hovedstadens mørkevejr, er Johannes Jørgensens speciale. Så han, den katolske dansker, en af vore helt store sprogmestre, æresborgeren fra Svendborg og Assisi, tildeler vi november.    

    Det var ham, der randt mig i hu i Fælledparkens suppe.

   Her nu i DECEMBER vender lyset tilbage. Under de hængende og dryppende dyneskyer tænder menneskene selv lysene på gader og stræder, i juletræer og kirketårne. Fødslens lys, tilgivelsens lys, livsglædens lys. Det lys besynger B.S. Ingemann med en poesi der er troskyldig som barnets og gigantisk som himmelrummet. ”Lysets engel går med glans / gennem himmelporte.” Livet er godt nok. Men der venter os et endnu bedre. ”Dejlig er jorden”, men ”Prægtig er Guds himmel”.

   Man siger Ingemann døde uden bekymring og fuld af forventning til det paradisliv, han nu skulle  ind til. Ligesom når børn står og venter på at døren skal gå op og afsløre det tændte juletræ.

   Så året slutter som det begyndte med det lys, der kommer indefra, fra store digtere som H.C. Andersen og B.S. Ingemann.

Vi er et lille land. Og dog har vi en stor digter til hver måned i året. Og vi har endda overskud. Der blev hverken plads til Oehlenschlæger,  Christian Winther – eller november-kandidaten Henrik Nordbrandt.

   Men denne kronik er ikke nogen kanon. Den er en litterær juleleg. Hver familie, samlet om juleglæden, kan efter risalamanden sætte sig om juletræet og diskutere sig frem til sine tolv årstidsforfattere. Thi ”I denne søde juletid / tør man sig ret fornøje.”

  Forfatteren til disse linier fik jeg for resten heller ikke plads til. Hvem er det nu han er?

Det var min snurrige penneven, den sorte spejder fra P3 og JP, Anders Lund Madsen, der fik mig til at tænke på Mr. Scrooge. Dickens’ livsfjendske pengepuger i ”Et juleeventyr”. Ham der får besøg af tre juleånder, og takket være dem bliver forvandlet til et godt menneske. Fordi ånderne fører ham rundt til fattige, men livsglade hjem i London juleaften. Og lærer ham, at optimering af kapitalens afkast – som det vist hedder i vore dage – ikke er vejen til lykke.

   Dette kunne være en filosofi, Lars Løkke kan bruge over for sosu-assistenterne. Men jeg tror nu hellere Dickens ville bruge den over for en som Mr. Ågerup fra Cepos, som jeg, i anledning af julen, nok skal lade være med at stave åger-op.

   Scrooge opdager, at det er de varme hjerter mere end de kolde gysser, der gør livet værd at leve. Hr. Ågerup skulle ønske sig nogle Dickens-romaner til jul.

    Den sure Scrooge fik mig til at tænke på min rektor på vores gymnasium. Han var umådelig tyk og virkede faretruende. Når han steg ned ad skolens trapper, jamrede brædderne af den store vægt af disciplin, der dermed trykkede dem. Han gik med vest, sorte knapstøvler og stiv flip. Flippen kunne man dog ikke se bagfra, fordi nakkens fedtdeller lagde sig ud over den.

   Jeg havde den ide, at hans fedme skyldtes hans lidenskab for gule ærter. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg er i hvert fald overbevist om, at hans korpulence skyldtes mangel på andre lidenskaber, herunder sport og erotik. Dog havde han én lidenskab ud over mad. Han var amatørastronom og havde et langt kikkertrør strittende op af en rude i skolens loft.

   Han søgte ikke populariteten. Det må siges til hans fordel. Men han kastede heller ikke noget glædens lys over os skoledrenges ungdomsliv.

   Senere har jeg tænkt. Hvilke glæder har han selv haft, denne uerotiske, overvægtige ungkarl? Vokset op på en bondegård som en formentlig nørdet, bebrillet vanart af sin ellers hårdhudede, cimbriske bondeæt. Senere har han kun haft de glæder, som indsigten i universitetets kemiske og fysiske studier gav ham. Herunder stjernebillederne. Med hjælp fra Dickens’ juleånder ser jeg min bondestudent af en rektor i hans klejnmodige ungdomstid. Og får en vis sympati.

Scrooge får mig også til at tænke også på den pengeglade TDC-direktør Henning Dyremose. Hans pengebegær har gjort ham rig – på fællesskabets bekostning. Men det har også gjort ham fattig. For den respekt, der stod om landets dygtige finansminister, har han mistet. Arbejderdrengen, der

 ville frem, frem, frem, har nået sit mål. Men målet var sølle. Og nu er den succesombruste direktørs omdømme blevet sølle.

   Sammenlignet med Dyremoses bjergsomhed er Jørgen Poulsens 750.000 kr. jo nålepenge – eller negerpenge, for at citere Poulsen. Men det er nu engang mere nedværdigende at stjæle fra kirkebøssen eller fra negrene end fra Nordea. Det bliver interessant at følge, om Mr. Scrooge Poulsen har fået politisk banesår. Det ville egentlig være synd. For Folketinget mangler en underholder som ham, der kan få tv-skærmen til at ligne en blanding af Frelsens Hær for fuld udblæsning og Fagin i Oliver Twist.

   Scrooge Poulsens chance ligger i, at han kan angre for åben skærm og levere de røvede, ja, negerpenge tilbage til negrene.

   Det fraråder Poulsens partifælle, Lars Kolind, ham dog at gøre. Kolind er blevet mangemillionær på at sælge høreapparater, fordi vor tids trafik og musik er blevet så larmende, at folk bliver tidligt døve. Selv har Kolind trukket sig tilbage til et stille slot. Hans eneboer-tilværelse ligner Mr. Scrooge’s – før omvendelsen. Kolind har med sit Scrooge-forslag om at gøre Fyn til et skatteparadis og sig selv til statsminister bidraget meget til Ny Arrogances fald fra tinderne. Læs Dickens her i julen, Kolind!

   Når vi taler om anger, må man konstatere, at den følelse ligger uden for Uffe Ellemanns rækkevidde. Man kan ikke se  ham stille op og bekende: ”fader, lån mig øre, jeg bekender. Jeg har svigtet ytringsfriheden, grundlovens vigtigste paragraf. Jeg har svigtet modtageren af mit partis frihedspris, Hirsi Ali, Salman Rushdie og alle Mellemøstens stenede kvinder og hængte homoseksuelle.”

   Ellemanns fald er det største i nyere tid. Fordi han jo selv var sådan en bramfri udnytter af ytringsfriheden – imod Svend Aukens, Niels Helveg Petersens og Lasse Budtz’ mangel på forståelse for den vestlige verdens værdier.

   I dag er der ikke mange der giver fem flade ører for Uffe Ellemann i hans gamle parti. Eller udenfor. Det skulle da lige være i toppen af Dansk Industri. Gud ved om det ikke lige netop er Uffe Ellemanns nuværende tætte omgang med finans-spidserne, der har forledt ham til hans dumhed. Blandt visse pengefolk sætter man penge øverst på rangstigen. Også højere end humane værdier og retten til fri tale.

   Uffe Ellemann har forladt det i bedste forstand borgerlige selskab til fordel for den kyniske velstand. Ham ser vi næppe igen. Det er synd for os alle. Men mest for ham selv.

   De eneste, han i dag har at ty til som meningsfæller,  er hans gamle ærkefjender, de venstreorienterede munkemarxister, Rifbjerg, Kirsten Thorup, Inge Eriksen og sådan nogle. Hvad var det Uffes forgænger som Venstre-formand, statsminister Knud Kristensen, sagde: - A sæjr walbekom’.

 
 
 For at blødgøre den nærige og følelsestomme Scrooge sendte Charles Dickens ham bl.a. på besøg i hans barndom. Dette er altid en anbefalelsesværdig fremgangsmåde. Selv en følelseskold pengepuger eller en giftig sladdertante har engang været børn. Selv politimorderen Palle Sørensen har et barneansigt at vise frem. Det kan man læse i Frank Bøghs nye bog om Palle Sørensen.

   Hvis man nu tænker på den glamourøse Naser Khader, kan man godt se ham for sig som 7-årig i det glohede Syrien.

   Jeg har den teori, at når der uophørligt  foregår massemord, krig og forfølgelse i Mellemøsten, er det grundlæggende fordi der er for varmt for mennesker at bo på de kanter. Man bliver tosset i den hede. Vi fra køligere himmelstrøg bør lade de mennesker med kronisk hedeslag være i fred.

   Men hvis man synes, man har svært ved at etablere et julenært forhold til folk som Saddam Hussein, Irans præsident Ahmadinejod eller verdensmesteren i inflation, Mugabe, kan man da prøve at forestille sig disse notabiliteter som små børn. De har utvivlsomt haft en svær barndom.

   Men undskyldningen duer alligevel ikke. Forfatteren Leif Panduro havde en svær barndom med en mor, der var sindssyg, og en far, der var nazist. Og en onkel, der gik og sagde til lille Leif: Nu må du passe på, du ikke bliver ligesom din mor.

   Trods den start på livet blev Panduro den elskeligste og morsomste forfatter i nyere tid. At tale med ham en halv time var én langtrukken latterhulken over livets absurditet. Han var læst, beundret og elsket af sine landsmænd. Hans tidlige død i 1977 var nok vort offentlige livs største tab i sidste fjerdedel af 1900-tallet. Med ham på banen tror jeg ikke kulturlivets kändis’er havde isoleret sig så kompakt som de har gjort. Med en Scrooge-agtig, fjendtlig attitude over for deres landsmænd.

Men tilbage til Scrooge’s og vores andres barndom. Det er altid berigende at tænke på, hvordan landets store sønner og døtre var som børn juleaften. Anders Fogh Rasmussen smugkiggede sikkert på julepakkerne, så han på forhånd vidste hvad han fik.

   Birthe Rønn Hornbech sprang sikkert vildt rundt om juletræet og skrålede salmerne som en sirene.

   Sofie Gråbøl satte sig nok tavs ind under juletræet og funderet over, hvilke ulykker fremtiden ville bringe.

   Den lille Øllemave, altså Møllehave, gik sikkert rundt og talte om kristenlivet med sig selv.

   Mens Søren Krarup har gået rundt om træet og tænkt på Luther – eller på den næste kamp for Fremad Amager mod B 93.

   Sådan har vi haft en forskellig barndom, som har gjort os forskellige. Som min kone siger: du er ikke blevet hæmmet nok, da du var lille. Jeg plejer at svare: Så se på Søren Espersen og Helle Thorning og Lars Løkke. De har da klaret sig, selv om de sørme heller ikke er blevet hæmmet – så velfornøjede de træder dansen i rampelyset. Selv dansk politiks naturtalent par excellence, Pia Kjærsgård, har lagt tidligere tiders forståelige anspændthed fra sig. Nu optræder hun foran kameraerne med en myndig og afslappet selvsikkerhed, som man skal til Bill Clinton for at finde magen til.

   Ja, ja, jeg bærer over med min kære frue – hun vil mig det vel – og over med alle de andre, der vil forbedre os. Det projekt, de er ude på, er uden gode udsigter. Men her i julen må vi leve op til evangeliet og elske de forbedringslystne som os selv.

   Sandt at sige har jeg jo også nogle jeg, ligesom Scrooge’s juleånder,  vil forbedre. De kulturløse og de pengegriske. Dem vil jeg prøve at rive ud af deres åndsformørkede liv i sus og årgangsvine. Når det gælder den sag, er selv juledagene ikke hellige.

Det er dulmende, måske ligefrem smukt at læse, hvordan Ole Wivels to døtre posthumt frikender deres far for nazisympatier. Men det er en håbløs sag de har. Ole Wivel har efterladt beviserne for sin nazisme. Sådan en fare løber skrivende folk.
Wivels digt, ”Korset”, er det mest nazistiske digt, der er skrevet på dansk. Bergstedts og Rørdams nazisme er småting ved siden af Ole Wivels rene lære. I Wivels digt er hele orgelregistret trukket ud. Germanernes blonde racerenhed, den hedenske blodrus, Fører-dyrkelsen, den gule races underlegenhed, Blut und Boden så det batter. Dertil kommer brevene til Ole Høst og Erik Johansen, hvor Wivel jubler over de tyske sejre mod øst i sommeren 41. Og Wivels ubeherskede foragt for Erik Johansen, da denne opgiver at tage til Østfronten.
Sin ungdomsnazisme har Wivel naglet sig fast til med sit digt. Man kan undre sig over, han ikke var klog nok til at tale om det og forklare sig – som Günter Grass i ”Når løget skrælles”. Har han fortrængt sin Hitler-begejstring? Bildte han selv ind, at det var en ungdomsgrille, som han uden risiko for sit eftermæle kunne putte ind i sin fortids hemmelige pulterkammer?
Men hans nazihengivelse handler ikke kun om 1940 – 42. Under hvilke omstændigheder bliver Ole Wivel senere i besættelsen ansat i Dansk Røde Kors? Under institutionens nazistiske direktør, Helmer Rosting. Manden, der ifølge Hans Sode-Madsen ( WA 19.-10. ) var udset til at blive udenrigsminister i diverse antiparlamentariske, nazivenlige regeringer.

Ole Wivel og hans partner Knud W. Jensen er motoren i min seneste roman, ”Københavnerpigen under besættelsen”. Jeg mener jeg i billedet af dem og deres herreklub, ”Ringen”, afbalancerer deres nazibegejstring med deres kunstbegejstring. I de første par gennemskrivninger af romanen lod jeg dem optræde under deres egne navne, Ole og Knud. I den endelige udgave rettede jeg navnene til ”den stilfulde Asger” og ”digternes ven, Gunnar”, fordi de scener og lokaliteter, de optræder i, er min opfindelse. Og fordi jeg tegner figurerne med humorens farveblyant. Min roman er ikke en dokumentar. Men det sprog og de karakterer, jeg giver de to, mener jeg er Ole og Knud som de var.
Jeg kendte Wivel og Knud W. ganske godt. Jeg var sekretær for regeringens kulturudvalg i 60’erne. ( Skildret i ”Alle disse forhåbninger”, 2001. ) I dette glansfulde udvalg ( med bl.a. Løgstrup, Per Nørgård, P.V.Glob ) var Wivel og Knud W. de aktive drivkræfter. Blandt andet var det dem, der fandt på Kunstfonden, som Bomholt så virkeliggjorde politisk.
Knud W. var – med nogen ret – irriteret over, at han ikke var gjort til formand for udvalget, der var udset til at forny den danske kulturpolitik. Han var jo så meget bedre kvalificeret end den noget sprogfattige formand fra Herning, skjortefabrikanten Åge Damgård.
Det var også dumt, at ingen regering fandt på at gøre kulturoptimisten Knud W. Jensen til kulturminister. Per Hækkerup foreslog det en gang i Niels Matthiasens kulturminister-periode i 70’erne. Men det var mest for at få Kultur-Niels, som han ikke kunne døje, ud af regeringen.
I kulturudvalget var spillet mellem Knud W. og Wivel spændende at iagttage. På møderne var Knud W. den dominerende. På tomandshånd – Knud W. og jeg rejste en del sammen – kunne han godt tale meget kritisk om Wivel. Wivel var mindre åben over for mig. Måske har han klogt anet, at udvalgets unge sekretær senere ville udvikle sig til en ret åbenhjertig forfatter!
Knud W. satte pris på Wivel som lyriker, men ikke som prosaist. Wivel er også en meget formfuldendt lyrisk orator. Nazidigtet ”Korset” er blevet kaldt et dårligt digt. Det synes jeg ikke det er – formmæssigt. Det er en netop stilfuld tour de force. Også som taler var Ole Wivel imponerende. Improviseret, mundtlig tale flød ud af ham, som om han læste højt af en bog. En evne, visse begavelser har, som ikke søger det originale så meget som det vedtagne.

 
 
 Hvis man følger Ole Wivels livsbane, finder man et interessant, gennemgående træk. Han lægger sig hele tiden i kølvandet af en virkelig stor personlighed, en der er magtfuld i ånd eller politik. Først Stefan George, så Hitler, så Martin A. Hansen, så Karen Blixen. Senere blev Ritt Bjerregård indfanget i rækken. Han offentliggjorde bl.a. en glødende ode til hende.
Også kulturminister Niels Matthiasen har jeg hørt ham lovsynge i forsamlinger. Kultur-Niels var en gæv og festlig gut, der troede på kunstens betydning. Men at berømme ham som en stor personlighed må enten bero på kalkulation eller netop det, at Ole Wivel behøvede en magtfuld person at lægge sig i læ af. Da han ikke længere kunne finde sådan en person, gik han på sine ældre dage i eksil i klitterne omkring Skagen – som en anden Lykke-Per.
I mange år betragtede Wivel Knud W. som en blanding af fader og bydreng. Fader kunne rydde banen for æsteten med sine penge, sin energi, sin forhandlingsevne. Og Knud W. gjorde da også i mange år Ole til sin kulturpolitiks strategiske overgeneral, direktør for bøgerne og formand for Louisiana-kunsten.
Men som årene gik, gjorde Knud W.’s succes med Louisiana ham mere bevidst om sine egne evner. Det var jo ham, der blev den internationale berømthed, mens Ole forblev hjemmefødingen, og hans status som digter blegnede. Knud W. Jensen kom på forsiden af Time Magazine. Robert Jacobsen, billedhuggeren, sagde ganske vist spydigt, at det da ikke var så mærkeligt. For Knud W. havde gjort så meget for amerikansk kunst i Danmark. Men ikke noget for dansk kunst i Amerika.
Knud W. var ingenlunde en person uden viljestyrke. Han kunne være den mest omsorgsfulde ven. Men der skulle ydes gengæld, som i andre forretninger. Var man leveringsudygtig, var man ikke med på holdet. Så da Knud W. ville have Fromberg som Gyldendal-direktør og Wivel ikke ville, måtte deres veje skilles. Bydrengen sejrede over æsteten. Wivel prøvede at få forfatterne til at bakke op om sin forbliven som direktør med en støtte-udtalelse. Men hans løjtnant på forlaget, der skulle forestå indsamlingen, sagde ligeud: Det nytter ikke noget, Ole. Forfatterne elsker dig ikke.
Men Knud W. kunne også være smidig. Han var oprindelig imod, at det nye kunstmuseum, Arken, skulle placeres på Vestegnen. Men da amtsborgmester Per Kålund til en avis ymtede lidt om, at det millionbeløb, der gik fra Københavns Amt til Louisiana, kunne tænkes overflyttet til Arken i Ishøj, blev Knud W. øjeblikkelig en varm tilhænger af Arken i Ishøj. Han meldte sig ind i Arkens Venner og betalte ti års kontingent på forskud! Sidste gang jeg mødte ham kort før han døde, spurgte han, om vi på Arken havde brug for at låne nogle af Louisianas billeder. Så var vi hjertelig velkomne.
Med sine store plusser og små minuser vil Knud W. Jensen går over i historien som det 20. århundredes største danske kulturpolitiker ved siden af Bomholt. Ole Wivel vil gå over i historien som den unge digter, der snublede i nazismen og brugte resten af sit liv på at skjule sin ungdomsvildfarelse.

Men, kan man spørge, hvorfor lukke de to Vedbæk-drenge ind i romanserien om Københavnerpigen? Romanerne, der handler om at indfange københavnernes sjæl og københavnske levemåder i det 20. århundrede?
Det ved en forfatter vel aldrig helt nøje. Men jeg kunne tænke mig to grunde.
Jeg har fulgt de to betydelige kulturpersonligheder hele mit voksenliv, snart tæt på, snart på afstand. Og jeg synes det er påfaldende så der er lighed mellem de to’s naziinspirerede syner i ungdommen og deres modne års store indsats for vores demokratiske kulturliv. Ole Wivel var jo også fra 60’erne til 80’erne draget af tidens anden store antidemokratiske fristelse, marxismen.
Og så mener jeg de to kulturhøvdinge er gode eksempler på, at var Europa blevet permanent nazistisk, havde der også i Danmark meldt sig begavelser til lederposterne. På kulturområdet folk som Wivel, Knud W. Jensen, Hakon Stangerup, Svend Borberg. Og i politikken folk som Erik Scavenius, Bryld-familien, Knud Højgård, Gunnar Larsen.
 

Han blev kaldt den lette muses største charmør. Berlinere, wienere, stokholmere, københavnere elskede ham.

   Hans kendingsmelodi var ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme”, sunget med spidse vokaler på et multisprog af tysk, svensk og dansk.

   Man var altid usikker på hans nationalitet. Men han var nu dansk. Hans mor var en dansk omrejsende sangerinde. Hans far en ungarsk jøde. Og han har efterladt sig tre såre danske børn. To glimrende skuespillere, Ann-Mari Max Hansen og Max Hansen, samt den danske journalist i Køln, Eva Reinhardt.

                                                                   #

Max Hansens navn er blegnet. Strækningen fra operetten til den litterære kabaret er nedlagt på vore dages teater.  I Tyskland huskes Max Hansen bedre. DR sendte for nylig en tysk tv-film om ham. Og der er lige udkommet en ny bog om Max Hansen og kabaretlivet i Berlin og Wien i mellemkrigstiden. ”Warn’n Sie schon mal in mich verliebt?” Titlen er hentet fra en revytekst af Max Hansen fra 1928, hvor han muntrer sig med at gøre Hitler til homoseksuel.

   Så Max Hansen var klog nok til at forlade Berlin i 1933. Under krigen søgte han ly i det neutrale Stokholm, hvor han høstede bragende succeser på teater og film. Her forsøgte han at erhverve en falsk arierattest ved at betale en svensk adelsmand for at træde frem som hans far!

   Barokt! Men hvad gør man ikke for at redde livet. Flere af Max Hansens talentfulde kammerater fra 20’ernes frisindede kabareter kom ikke hurtig nok af vejen og omkom i Hitlers kz-lejre.

                                                                #

Jeg har i nogle dage befundet mig i dette glansfulde, men bag glansen forkomne og vemodige Berliner-miljø, som vi kender så godt fra Isherwoods roman ”Goodbye to Berlin”.  Omsat mesterligt til Bob Fosses film ”Cabaret” med Liza Minnelli og Joel Grey ( konferencieren ).

   Hvad var det for en heroisme, disse virtuose kabaretkunstnere udviste på randen af den primitive og altslugende nazivulkan?

   De levede op til den pligt, der er forfatterens. Til at hæge om den etiske nervetråd, der løber gennem ethvert ordentligt forfatterskab. Den opstår normalt instinktivt, men kan også dyrkes bevidst.  Den har ikke noget med Emma Gads artighed at gøre. Ofte er etikken i strid med samtidens politiske eller pengerige magthavere.

   Da det gik op for enhver, der kunne læse og høre, at der i Islams moderne ekspansion lå en ”ny totalitarisme, der ville tvinge alle til at leve på samme måde” ( udenrigsminister Per Stig Møller ), valgte de fleste af mine forfatterkolleger at tie. I stedet for at vende sig mod et tankesystem, der hænger homoseksuelle og udsteder dødstrusler mod frie forfattere, valgte danske forfattere fra Rifbjerg, Kirsten Thorup, Hanne Vibeke Holst til Inge Eriksen, Suzanne Brøgger, Ib Michael at hæfte sig ved mindre væsentlige skavanker i vores egen danske samtale. Om Mogens Camre nu brugte de passende, høviske ord til at kritisere ufriheden. Om vi var douce nok i ordlyden, når vi beskrev barbariet i de muslimske lande.

 
 
    Nogle af de Muhammed-tegnere, der var dødstruet af islamisterne, blev rasende på forfatterstanden, der åbenbart ikke fattede situationens alvor og var følelseskolde over for de dødstrusler, der blev rettet mod tegnerne og JP-redaktørerne. Det var som om mine udmærkede forfatterkolleger opfattede tilværelsen som et tebord med vanillekranse.

                                                                     #

Nu er det så, jeg med Max Hansen-bogen i hånden har fået en forsonlig tanke. Er der sket en undskyldelig fejlslutning i mine kollegers – og i tusindvis af andre ”radikales” – hoveder?

   1930’ernes humorløse nazister manglede den spiritualitet, ordrigdom, vittighed og erotiske frimodighed, som Berlins kabaretkunstnere kunne fryde deres landsmænd med. Kabareterne måtte lukke og skuespillere og sangere, som Max Hansen, flygte ud af Nazityskland.

   Jævne folk udtrykker deres mening om Islam uden kabaretens raffinement.  Og vore dages muslimer flygter jo også. Er det her den logiske tråd brister for mine kære kolleger? Måske tror Rifbjerg, Benny Andersen, Suzanne Brøgger og de andre ordkunstnere, at det danske folk er ligesom dem, der jagtede Berlins kabaretkunstnere. Og måske tror de, at islamisterne flygter, fordi de ligesom 30’ernes kabaretkunstnere er forfulgte. Men det danske folk er ikke nazister, og langt de fleste danske muslimer er jo ikke forfulgte. Adskillige af dem er derimod forfølgere – af dem, der ikke følger koranens dogmatik.

   Det er jo ikke Asmaa og Islams andre brødre og søstre, der går ad den humanismens vej, Isherwood, Liza Minnelli og de fleste danske forfattere søger.  Det er ikke islamisterne der går op imod nazismen. Hitlers ”Mein Kampf” er en populær bog i de muslimske lande. Tværtimod synes Islams talsmænd at have den samme humørløshed, autoritetstro, dyriske alvor og jødehad som nazisterne havde.

   Mine forfatterkolleger vender virkeligheden på hovedet.

   Mine kolleger kan være vildfarne, virkelighedsfjerne og fortabte i falske analogier. Forhåbentlig er de det. For ellers må man jo forklare deres holdning med, at de er nedladende over for det jævne danske folk med hjemmehjælperen Pia Kjærsgård i spidsen, der tidligt fattede den sandhed, som de begavede forfattere og intellektuelle ikke har fattet endnu.

Når man står ved siden af en af landets ældgamle ege, tænker man: hvad kan det træ ikke fortælle om gamle dage. Men træet er tavs. I stedet fortæller vi forfattere så på vegne af egen, om dengang egen var ung, og Margrethe den Første og Tycho Brahe og H.C. Ørsted gik levende omkring mellem os.

   Jeg går langs bogreolerne i mine stuer og peger: den roman og den roman og den har gjort mig til den jeg er, ved at føre mig ind i tiden, der var engang. Koestlers ”Mørke midt på dagen” gav mig afsmag for kommunismen. Nordahl Griegs fremragende, men blåøjede roman, ”Ung må verden endnu være”, ændrede ikke på det. Ingemanns og Walter Scotts romaner gav mig mere tro på dåd og vovemod end godt er.

   Johs. V. Jensens ”Kongens Fald” lærte mig om danskernes veghed, men lokkede mig også med det danske mismods skønhed. Jeg holdt mig dog til ”Bræen”, der viste hvor udholdende et folkefærd vi er.

Der er mere styrke i gode romaner end i selv veludrustede armeer. For romanerne besætter vores sind med større lethed end armeerne. Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” gjorde mine forældre og deres kammerater til pacifister, hvad der holdt Chamberlain tilbage fra at stoppe Hitler i tide.

   Walter Christmas’ Peder Most-bøger lærte mig frejdig åbenmundethed. Alt for meget vil både mine venner og fjender sige.

   Jo større talent forfatteren har, jo mere lægger vi fremtiden til rette efter hans livssyn. Højskolesangbogens kærlighed til vore skove og kyster, til vore forfædres flid og til vores danske gemyt har betydet mere for vores samfunds udvikling end politikeres paroler.

   Men også fortiden ser vi på med forfatterens øjne. Hvorfor tabte vi Skåne og Sønderjylland og blev et lilleputland? Fordi vi tvivlede, siger Johs. V. Jensen i ”Kongens Fald”. Digterens symbol på danskerne, kong Christian II,  kunne ikke beslutte sig til enten at kæmpe eller give op og sejlede elleve gange frem og tilbage over Lillebælt, hvorefter han mest opgav ævred fordi han efterhånden var blevet træt af at sejle. Svaghed, dit navn er dansker, siger Johs. V.  Han siger det ikke for at forkaste sine landsmænd, men for at rive os ud af Hamlets vankelmod og bekræfte de raske i retten til riget.

      Han forfører os så storstilet ham Johs. V., for han skriver så umanerligt godt. Man skal bare ikke overse, at inde i hans forførende sætninger ligger der en instinktiv kløgt og mytisk kraft af dimensioner. Det er mest af alt den der river os med. For vi vil lære livets og historiens hemmeligheder at kende.

   Det betyder ikke, at Johs. V. har ret i både det ene og det andet. Er tvivlen altid så foragtelig en egenskab? Var det altid, når vi tvivlede, vi tabte? Da Christian IV i 1625 forskød tvivlen og brusede frem mod general Tilly ved Lutter am Barenberg, gik det da rivende galt. Det var heller ikke tvivlen der ledte os, da vi legede havenes stormagt under Napoleonskrigene og mistede flåden, handelen og broderskabet med Norge. Da vi for sidste gang ville spise kirsebær med de store i 1864, havde lidt mere tvivl og snedig tilbageholdenhed også været til vores fordel.

   Men tvivl er ikke kun eftertænksomhed. Tvivl er også uvidenhedens, kujoneriets og den uklare tankes søster, den lysende overbevisnings tågede modpol. I ”Kongens Fald” lyder det sådan: ”Gennem sammenhængsløse tider fortykkes tanken, alle simple klarheder viger langt ud og forlader dig.”

Mine egne to seneste romaner er også forsøg på at tolke historien. I ”Københavnerpigen og kongemaleren” ( 2005 ) fortæller jeg, hvordan landets sociale bevidsthed, sammenholdet, spirede frem i begyndelsen af forrige århundrede. Arnestedet er en fattig, socialdemokratisk arbejderfamilie på Christianshavn.

   Og i romanen fra i år, ”Københavnerpigen under besættelsen”, fortæller jeg, hvordan dette sammenhold når et højdepunkt nogle sommernætter i København i 1944. Hvordan tusindvis af mennesker – Istedgades beboere – forvandler sig til ét menneske under mottoet ”Holland, Belgien, Frankrig overgav sig. Istedgade overgiver sig aldrig.”

   At opleve denne følelse af at være et med mange andre mennesker er en lykke.  Og for samfundet er det en stor politisk kraft, en af de ”simple klarheder”, Johs. V. Jensen hylder.

   Jeg var ikke selv i Istedgade i 1944. Men året før, den 29. august 1943, løb jeg foroverbøjet med mine forældre i hænderne over Rådhuspladsen og Axeltorv, mens de tyske maskingeværer knitrede over hovederne på os. Jeg mener jeg allerede som lille fornemmede,  hvordan foragten for tyskerne og sammenholdet med éns landsmænd gik op i en stærk enhed.

   Andre, der har skrevet om besættelsen, hæfter sig ved værnemagerne, sortbørshandlerne, landmændenes udnyttelse af situationen, befolkningens uenigheder. Der er også værnemagere og nazi-venlige personer med i min roman. Men romanens apoteose er sammenholdet. Sammenholdet er en uegoistisk følelse. Den får os til at sitre. Den er sindsopløftende. Det var den, der frelste os fra diktaturets og racismens fristelse dengang i 1940’erne. Den er også en national følelse. Javel. Og det er nok ikke så hip for tiden, især ikke i café latte-salonerne. Men sådan var det nu engang.

 
 
 Vil det sige, at forfattere er politikere? At vi har nutiden i tankerne, når vi skriver om fortiden?

   Ja, de fleste historiske romaner, jeg kan komme i tanke om, handler på samme tid om fortiden og nutiden.  En af 1940’ernes populæreste forfattere, Kelvin Lindemann, skrev i 1943 romanen ”Den kan vel frihed bære” om bornholmernes befrielse fra svensk besættelse i 1660. Denne historiske skildring er helt ned i sprogbrugen en allegori om den tyske besættelse af Danmark i 1940. Stauning, Scavenius og de andre koryfæer går forklædte rundt på Bornholm i 1660. Romanen blev da også forbudt af censuren.
   Men ud over at være tilsløret nutid gør den historiske roman ret og skel med tilbagevirkende kraft. De historiske romanforfattere fører deres egen krig om den rette forståelse af fortiden. Hvem tog fejl,  hvem blev snydt, hvem blev der begået uret mod, hvem var en ægte helt - for tre, fire, fem hundrede år siden? Talrige er romanerne der vil forklare os om Jesu lidelseshistorie. Tolstoj har med ”Krig og fred” vundet fortolkningskrigen om Napoleons bedrifter og den russiske adels levemåde omkring 1800. Siegfried Lenz’ ”Forhistorien” er værket om Tysklands tab af Østprøjsen. Isaac Bashevis Singer har vundet kampen om Polens jødeghettoer takket være sine rørende og komiske billeder af denne egensindige og gådefulde polske jødekultur. Jeg tror opfattelsen af modstandsbevægelsen i Århus for altid ligger i hænderne på Tage Skou-Hansen med ”De nøgne træer”.

En af dem, jeg regner for mine egne forgængere som københavnerskildrer er Mogens Klitgård ( 1906 – 1945 ). I romanen ”De røde Fjer” ( 1940 ) inviterer han os på charmerende visitter inden for hovedstadens volde i tiden omkring Københavns bombardement i 1807. Ironisk og forslagen lader den spydige forfatter en student Sivertsen svanke hid og did mellem datidens københavnske magthavere:  byrokraterne, borgerskabet og officererne omkring hoffet ( de røde fjer ). Korrupte og luskede er dem på den grønne gren. Lurvede og duknakkede er de hjemløse, som må overnatte på Pjaltenborg, hvor man står op og sover i tove om natten. Så utrygt var det for den tids uformuende og venneløse. Det er romaner som Klitgårds, der har presset velfærdsstaten og demokratiet frem.

   Vi forfattere ser mest fortiden i frøperspektiv. Faghistorikere ser den i fugleperspektiv. For de sidste er ”historien” Den vestfalske Fred, søslaget ved Trafalgar, grundlovens vedtagelse i 1849 og den slags begivenheder. Kunstneren viser, hvordan livet virkelig gik for sig, alt imens kanonerne tordnede og diplomatiet intrigerede.

   Historikerens overblik – kunstnerens indblik. Jeg tror indblikket holder bedst. Det er indblikket der er mest virkelighedsnært og får læserens følelser vakt og hans sympati over på forfatterens side.  

   TV-journalisterne, pengemændene og embedsmændene har magten over nutiden. Men det er kunstnerne der har magten over fortiden.

   I det lange løb sejrer Solsjenitsyn over Stalin.

Vigtigere end ejendomsretten til fortiden er dog allemandsretten til fortiden. Den historiske roman forlænger vores livsalder med hundreder af år. Vi lever ikke kun i de sølle firs år, biologien skænker hvert individ. Vi  lever også i Johs. V. Jensens stenalder, i Nis Petersens klassiske Rom, i Dickens’ viktorianske London. Hvis vi ellers læser deres bøger. En af mine personer i ”Københavnerpigen og kongemaleren”, Dorathea, har den særlige evne at flytte ind i andre tidsaldre med hud og hår, og bagefter vende tilbage til nutiden, 1905.

   Det er den historiske romans trolddom. At den kan få os til at være til stede dengang. Dengang nogen opfandt flinteøksen, dengang vikingerne sejlede over Vesterhavet til England, dengang Struense gik i seng med Caroline Mathilde.

   Vor fødsels tærskel bliver skudt bagud med hundreder af år, efterhånden som vi læser de historiske romaner. Vi borgere af 2007 er også borgere i Sokrates’ Grækenland, i Michelangelos Florens – og i Istedgades solidariske  modstand mod overmagten i juli 1944. Det er ikke det evige liv. Men det er et skridt på vejen.

Kronikøren har nu siddet et halvt år i DRs bestyrelse og laver denne statusrapport til JP.
Som service-medie klarer DR sig nydeligt. Men som kulturinstitution er DR gået bag
af dansen. Det må rettes op på næste bestyrelsesmøde 4. september.

Da jeg for et halvt år siden trådte ind i Danmarks Radios bestyrelse, skrev jeg en kronik her i JP. Den forårsagede lidt vibrationer i medielandet, mest fordi jeg foreslog, at P3’s linde strøm af elektronisk bongo ind imellem blev suppleret med en højskolesang.

Det fik P3’s Sorte Spejdere til at udsprede det rygte, at jeg bevægede mig i diligence, når jeg tog hjemmefra.
 

Jeg mener nu stadigvæk, at vi ind imellem burde høre en højskolesang i P3. Der står et slot i Vesterled ( Ingemann ), Danmark, nu blunder den lyse nat ( Tøger Larsen ), Moders navn er en himmelsk lyd ( Grundtvig ) er tidløse. Hvorfor skal denne sangskat, vores bedste lyrik, vores fineste melodier, hemmeligholdes for den unge generation? Det forstår jeg ikke. Og gud ved, om De Sorte Spejdere ikke er enige med mig.
 

Dette har vi endnu ikke haft lejlighed til at diskutere i DRs bestyrelse – eller i Radiorådet, som folk over 50 år stadig kalder DRs bestyrelse.
Det meste af bestyrelsens arbejde er i det første halvår gået med at få styr på underskuddet på 1,7 mia. Hovedansvaret for underskuddet ligger i første række hos fhv. generaldirektør Chr. Nissen og de politikere der underbudgetterede byggeriet fra starten. Og i anden række hos Chr. Nissen og hans økonomidirektør, der ikke passede byggeriets pengestrøm med tilstrækkelig omhu. Det er at rette bager for smed, at seerne skal undgælde for dette ved at få for 300 mil. kr. færre programmer om året.
 

Især de ”borgerlige” partier har ikke villet høre tale om at lette på det tryk, sparekravet har lagt på DR. Dette skyldes utvivlsomt ”de borgerliges” længe nærede arrigskab mod DR. Det er til at forstå. Ole Sippel har stået der som en overlærer i Mellemøstens ørken og snart med bister, snart med skuffet mine bebrejdet Bush og os seere vores slette karakter. Fordi vi ikke som Sippel og hans DR-kolleger havde set lyset, men tværtimod fandt det i orden, at den infame statsforbrýder, Saddam Hussein, blev standset i opløbet.
 

Det må også irritere de mange, der ikke har deres gang på Margrethe Vestager Café Latte Superieur på Christianshavn, at dagbladet Politiken næsten hver aften omtales med ærbødigt bævende læber i Deadline. Men værst er den nedladenhed, folk med politisk ukorrekte meninger er blevet behandlet på i DR i mange år. At høre Kurt Strand og kollegerne tale ned til Pia Kjærsgård føltes i den grad som en krænkelse af éns retfærdighedssans. Ud over at det var et brud på radioloven, der kræver upartiskhed af medarbejderne.
 

Men – hold tåre op at trille – er det ikke som om den politiske ensretning i DR i disse måneder undergår en langsom smelteproces? Sejlivede 68’ere som Egon Clausen og Kjeld Koplev har nået pensionsalderen og ifører sig nu kampuniformen i andre medier. Det var i hvert fald noget af et chok, at en af netop Deadlines medarbejdere, Adam Holm, her i sommer talte ilde om kammerat Lenin i en kronik i JP. Og tilsyneladende slap godt fra det. Han er da i hvert fald ikke fyret endnu. Er Deadlines chef, Arne Notkin, ved at miste punchet i sin lige venstre?

Selvfølgelig bliver der – og er der også førhen blevet frembragt megen saglig journalistik i DR uden slagside. Men de propagandistiske indslag vækker nu engang mere opmærksomhed. Og DR har i årevis været redet af denne missionske mare. Seere og lyttere skulle omvendes til den rette tro, som ikke er Vorherre Kristus, men flere u-lands penge, flere muslimer, flere vindmøller samt USA ud af Iraq. Heraf udledes en række mindre trossætninger, såsom mandlige muslimers ret til at undertrykke deres kvinder, for det er nu engang deres kultur. Bent Jensen er en værre en. Civil ulydighed er rosværdig og skal opreklameres i fjernsynet, når den følger DR-journalisternes fordomme. Osv.
 

Det betænkelige er ikke, at nogle DR-journalister har disse meninger, men at alle tilsyneladende har dem, og er ved at gå ud af deres gode skind, hvis de, for et syns skyld, skal holde deres fordomme tilbage, når de er på skærmen. Det er denne ældgamle danske degne-tilbøjelighed: vi, de kloge, skal belære fæhovederne. I gamle dage sad vi fæhoveder i skolestuerne og i søndagskirken. Nu sidder vi foran skærmen, vi stivnakkede æsler, som ikke kan forstå, vi kun kan være os selv bekendt, hvis vi mener som Margrethe Vestager, eller i det mindste som Villy Søvndal.

Når denne farisæer-moral har bredt sig sådan i DR, skyldes det, at journaliststanden har overtaget den totale magt i DR. Og journalisterne er jo uddannelsesmæssigt vor tids degne. De kvikkeste af dem beundrer jeg, fordi de er så vakse ved havelågen. Men nogen stor tålmodighed og viden har de ikke, og er derfor lette at fange på den moderigtige limpind.

 
 
  Indtil 1980’erne var magten bedre fordelt i DR. Medarbejderne havde den halve magt, og i spidsen for medarbejderne stod tit store, veluddannede personligheder som en Erik Ålbæk Jensen, en Karl Bjarnhof, en Jens Rosenkjær, en Jørgen Schleimann, en Hans Sølvhøj. Den anden halvdel af magten var lytternes og seernes gennem Radiorådet. Det system var afbalanceret. De vigtige udnævnelser af programfolk foregik i Radiorådet, så man undgik for megen indavl.
 

Men som DR blev vigtigere for den politiske stillingtagen, gik Radiorådet over gevind og blev et minifolketing. Det blev man nødt til at lave om på. Men man havde ikke behøvet at flytte næsten hele indflydelsen over til journalisterne. Som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg advarede jeg dengang imod at flytte programindflydelsen helt uden for folkestyrets, seernes og lytternes, rækkevidde. Men rådsformænd som Knud Heinesen og Birte Weiss, der altid higer efter at være på klakørsiden af folkestemningen, flyttede al magten over til de ansatte.

Derved havnede DR i den suppedas, der nu får titusindvis af licensbetalere til at ønske DR nedlagt eller solgt til en fremmed mediebaron.
 

Her står vi så nu, med 3000 DR-medarbejdere der ikke forstår, at staten ikke vil komme dem til undsætning. De er ellers populære. De laver hurtige nyheder. De kommer seerne i møde med god mad, god have, gode royale bryllupper, godt nyt fra isbjørneungen Knut i Berlins Zoo, gode ejendomshandler, godt vejr osv. Til nogens undren klarer DR sig aldeles udmærket i det kommercielle ræs om seerservice og hurtige nyheder. DRs hjemmeside er nr. 1 blandt mange udbydere. 2 mil. besøg i juni. Og i top ti over de mest sete udsendelser ligger DR næsten altid i spidsen. Det er udmærket, at DR er populær. DR skal ikke være et nicheprogram for pensionerede ægyptologer.

Hvad DR derimod for tiden ikke magter er at være en del af det skabende kulturmiljø. DR er ikke en service-koncern som TDC, men en kulturbærende institution, der bør føre an, når den nye kultur skabes, og den gamle holdes i live. Hvis TV-avisen konsekvent ville kalde ”æresdrabene” i de islamiske familier for det, de er, nemlig ”familiehenrettelser”, ville aviserne og de andre tv-stationer snart følge trop og en ærligere sprogbrug blive følgen. Og hvis TV-avisen konsekvent ville kalde området mellem Øresund og Småland for Skåne og ikke Sydsverige ( for Skåne er ikke svensk, selv om svenskerne har okkuperet det i nu 350 år ), ville danskerne blive mindet om deres historiske forpligtelse over for det tidligere Østdanmark, og Skåne ville blive det gængse navn for området.
 

På musikkens område står DR distancen fint. Under Per Erik Vengs ledelse er DRs torsdagskoncerter en perlerække af verdensklasse-koncerter. Men hvad angår den øvrige kultur dukker DR hovedet. Indslag om malerkunst, arkitektur, teater og videnskab er sjældne for ikke at sige fraværende i DRs tv-nyheder, inklusive Deadline.
 

Helt galt er det gået med DRs deltagelse i litteraturen. I en menneskealder har danskerne haft stor glæde ved at høre landets bedste noveller og digte blive læst højt af gode skuespillere. Dette aftog kendeligt under den kulturløse djøffer Chr. Nissen. Nu har det i længere tid været helt slut med oplæsninger i DR. Og de eneste bøger, man åbenbart kender i DR, er krimier, som mest roses efter hvor store oplag de har.
 

DRs kultursvigt har bestyrelsen nu forlangt at få på dagsordenen på næste møde, 4. september. Mødet bør i det mindste ende med oplæsningernes genkomst. Kunne vi ikke hver aften mellem halv ti og ti få lov at høre en god historie inden vi går i seng? Det kunne nogle aftener være en ældre historie af f.eks. H.C.Andersen eller Holger Drachmann. Andre aftener en ny novelle skrevet til DR.
 

DR vil nok svare, at sådan nogle historier kan de sære litteraturinteresserede selv hente på I-pod fra DRs lager. I vore moderne dage er de faste programmers tid er forbi. Nu skal vi hver især sammensætte vores egne programmer.
 

Jeg siger: tøv en kende, før vi opgiver folkets fælles programflader. Halvanden million seere sætter sig trods alt stadig foran skærmen søndag aften, når dramachef Ingolf Gabold fremviser afsnit af ”Forbrydelsen”.
 

Måske går tendensen i retning af at individualisere tv-kigning. Men er det noget at stræbe efter, at lystfiskere har deres tv-station, æbledyrkere deres og bridge-spillere deres? Skal vi ikke længst muligt holde fast i den gode fornemmelse det giver, at man sidder sammen med hundredtusinder eller millioner af landsmænd og får del i væsentlige oplysninger og oplevelser?
 

DRs opgave er at samle nationen, ikke at sprede den.
 

Vores kultur er for øjeblikket noget af et virvar. Nogen må levere lidt orden i virvaret. Skulle det ikke være DR? Hvem ellers? Der skal nogen til at minde os om, at Nikolaj Hübbe danser bedre end Mr. Fatman og Claus Bondam. Og at Mozart er en større musiker end denne uges hotte rockband fra teknisk skole i Sæby.
 

Det er vigtigere, at DR ofte er på banen med noget godt, end at vi ustandseligt er på banen med noget ligegyldigt.

Det er ikke kun vigtigt, der skrives romaner der revser samfundet.
Der skal også skrives romaner, der fastholder livets magiske øjeblikke
og gør livet bedre end det er, skriver dagens kronikør, der for nylig har udgivet sin bog
nr. 23.

Da jeg havde udgivet min første roman, fik jeg besøg af en dengang meget ombejlet forfatter. Han sagde: Jeg ved ikke, om jeg vil råde dig til at blive forfatter. Det er et dårligt liv.
Jeg var dengang boganmelder og journalist ved den socialdemokratiske avis Aktuelt. Jeg havde kort før været personlig sekretær for 60’ernes kulturministre. Nogle forestillede sig vist, jeg skulle gå i mine arbejdsgiveres fodspor. Jeg kunne i hvert fald nok have undgået at begive mig ind i ”et dårligt liv”.
Nu har jeg så i år udgivet min bog nummer 23. Det må være på tide at spørge: hvorfor valgte jeg ikke en anden vej end forfatterens?
Forklaringen begynder en junidag 1969. Jeg spadserede i udkanten af Tisvilde Hegn, ad Kirkestien op mod Tibirke Kirke. Ældgamle ege rakte deres krogede, nyudsprungne grene ud over stien. Egeløvet splittede solstrålerne i grønne og gule luftpletter. Som jeg vandrede der på stien, mærkede jeg et kildegys i kroppen. Det stammede fra halebenet, snoede sig rundt om maven og ned om underlivet. En lyst! En lyst til at gro sammen med skovens træer der omgav mig, med fuglene som sang over mig, og med den violetrøde gederams, der stod i klynger i lysningerne. Jeg fik sådan en lyst til at få fat i alt det, som jeg var del af og som betog mig. En lyst til at få fat i det med mine ord. Jeg ville gro sammen med naturen på den måde, jeg nu kunne gro – ved at skrive.
At digte er en erotisk beskæftigelse. Men den er ikke kun sanselig. At udgive en roman er som at føde et barn. Man er stolt af at man har sat noget i verden, som ikke var til før, og som man tror er holdbart. Næppe evindeligt, men dog holdbart i en overskuelig fremtid.
At skabe noget, der ikke før har været skabt, et maleri, en roman, er et usikkert foretagende. Hver roman er et eksperiment. Barnet – romanen – er skrøbelig. Man er øm om den. Kunstneren har brug for at få at vide, at arbejdet var umagen værd. Man bliver vred på dem, der behandler barnet ufølsomt eller dumt.
Den gode roman er et vidnesbyrd om det samfund, vi har nu, og om det liv vi har til fælles. Så når en roman behandles skødesløst eller nedladende i pressen, er det ikke kun en krænkelse af forfatterens forfængelighed, men af vores alles liv.
Min kat, Majka, er det mest naturlige væsen jeg kender. Når vejret ikke er tiltalende at være ude i for en kat, vælger Majka indelivet kompromisløst – i form af sofaen, en lun plet på ryatæppet mellem mine manuskripter, eller under arbejdsbordet tæt op ad mine fødder. Majka lægger så forpoterne over sit lille, kønne ansigt, gaber og hengiver sig til søvnens glæde. En hedonist er han. Når solen dukker frem igen, vågner han, springer ud i haven og demonstrerer sine færdigheder som musejæger ved kompostbunken og linedanser i træerne.
Vejret betyder mere for os levende væsner end vi er klar over. Så jeg udgiver ikke en roman uden at gå Søren Jacobsen og de andre vejrmeldere i bedene. Der er tordenvejr i ”Københavnerpigen og kongemaleren”, hedebølge i ”Københavnerpigen under besættelsen”, alle slags vejr i digtene fra ”Skabt af ild”.
Jeg skrev engang en roman om det morderiske liv, forretningsmænd i nød kan komme ud for, ”Hvem er angst for den stygge ulv?” En rigtig vinterroman der foregik i Grib Skov og Birkerød i sne og gråvejr. Det blev maj og juni mens jeg skrev slutningen. Solen buldrede ind i arbejdsværelset. Jeg måtte trække gardinerne helt for, så jeg kunne bilde mig ind, at jeg sad og skrev i vintermørke.

 
 
 Naturen er vor begrænsning. Som individer dør vi. Vi ønsker at dø, når vi mærker tiden er inde.
Men naturen er også vores evighed. Vi er en del af den uovervindelige natur. Selv i et Wien og Berlin april 1945, raseret af bombardementer og gadekampe, sprang lindetræerne ud.
Naturen er vort livs uendelige mangel på afslutning.
En roman består af mange dele. Det er ligesom når man bygger en kirke. Der skal være gulv. Der skal være mure. I dag skal der sågar være et toilet. Men inderst i kirken skal der være et kors og et alter. Det er derfor vi bygger kirken.
En roman – i hvert fald mine – skal være spændende. I min seneste, ”Københavnerpigen under besættelsen” – jages mine personer af Schalburgkorpset såvel som af deres drift efter at elske og skabe.
Romanens sprog skal være spændstigt som en gotisk kirkes stræbepiller, og farverigt som kirkens glasmosaikker.
Samfundsbilledet skal være troværdigt. Selv om romanen koncentrerer sig om enkelte individer, deres sind og skæbne, skal samfundet være genkendeligt til stede. Personerne må ikke gå rundt i et identitetsløst landskab.
Personerne skal fylde noget, være sig selv og værd at omgås.
Men korset i romankirken er hverken naturen, psykologien, lokalkoloritten eller sproget. Det er de magiske livsøjeblikke, det lykkes at indfange. De øjeblikke hvor dagligdagens dulmende tapet pludselig flænses og åbner et kig ind i sol, flammer, hav – i den uendelighed som også er vores virkelighed, men som vi kun får lov at opleve i løftede øjeblikke. Det er disse øjeblikke, jeg skriver for at fange.
Siden Georg Brandes har en ”rigtig” romanforfatter været en, der holdt sig til det jordiske og gik til angreb på jordiske nedrigheder. En gudløs samfundsrevser.
At forsvare de forsvarsløse og udstille parasitterne er en ædel gerning, som vi skal være glade for vi har ytringsfrihed til. Men journalisterne i aviserne og tv er i vore dage ofte bedre end forfatterne til at udføre dette arbejde.
Ikke at vi forfattere skal undlade at besøge lastens huler. I ”Københavnerpigen under besættelsen” fremviser jeg de to unge nazister, Knud W. Jensen og Ole Wivel, i hel figur. To unge magtspirer. Men også to søgende ildsjæle. Forkælede overklasseløg. Men også kunstens tro tjenere. Grib magten, tjen kunsten, var vel deres motto. Nazismen var magten i 1942, da romanen foregår. Det var en moralsk fadæse af stor gru at tilslutte sig Hitler. Det lykkedes Wivel og Knud W. at holde fadæsen hemmelig gennem deres lange liv. Dette skyldtes, at de trods nazismens undergang erobrede kulturmagten. De gjorde det ved hjælp af især Knud W.’s penge og organisationstalent. Gyldendal, Louisiana, hele Bermuda-trekanten blev deres opfindelse og ejendom. Inspirerende og festlige var de. Mest for de mennesker de kunne bruge til deres projekter.
Jo, livets boblende mangfoldighed af selvoptagethed og hykleri, vid og dumhed prøver jeg at fange ind i mine romaner.
Men det er de vidunderlige, de magiske øjeblikke i livet, der er romanernes hjerte. Det er dem, jeg skriver for at nå.
I ”Københavnerpigen under besættelsen” viser jeg, at folkestrejken i sommeren 1944 var sådan et magisk øjeblik i danmarkshistorien. Indbyggerne i landets hovedstad forvandlede sig i en uge fra indbyrdes kværulerende individer til at være ét fælles legeme. Fremmede, i dette tilfælde tyskere, ville herske over os, tvinge os mod vor natur. Under denne tvang blev borgerens eget liv mindre vigtigt for ham end byens værdighed. Dette er så sjældent, at det kan kaldes mirakuløst.
Så dette blev min nye romans højdepunkt – uanset at globalister og multikulturister ikke bryder sig om den slags magi.
Jo ældre jeg bliver, jo vigtigere synes jeg det er, at der skrives romaner, som ikke bare analyserer og kritiserer, men som løfter læseren, inspirerer ham til at køre sit liv i et højere gear. Eller som københavnerpigen i romanen siger: vi skal gøre livet bedre end det er.
 

Danmark er i dag delt i to. Den ene del – vi kan kalde dem de honnette – vil være internationale. Den anden del – jeg vil kalde dem de naturlige – er de nationale.
De honnette foretrækker at tale engelsk. De naturlige taler dansk. De honette ønsker muslimsk indvandring ad libitum og finder det bare malerisk, at Danmark opdeles i flere sektioner, herunder nogle der går ind for kvindeundertrykkelse, forbud mod sex uden for ægteskabet og religionens herredømme over staten. Foruden at de ser gennem fingre med, at 17 års piger stenes ihjel på modbydeligste vis i de muslimske lande.
De naturlige ønsker den muslimske indvandring stoppet, og at alle herboende bliver del i en frihedskultur med humane idealer.
De naturlige er flest. Men de honnette har mest at skulle have sagt. For de sidder på radio, fjernsyn, forlag, på godhedsindustrien og på undervisningsinstitutionerne. Og i høj grad også på pengene.

Pengeverdenen er nemlig international. Vi ser et par fremtrædende erhvervsfolk som Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen, og Grundfos-koncernens bestyrelsesformand, Niels Due Jensen, være talsmænd for de honnette. Mens det mest er skorstensfejere, metalarbejdere og pensionister der hører til de naturlige.
Delingen af vores land på denne måde har været stabil i flere år. Og samtalen mellem de to parter har været stridbar, ja, uforsonlig. Der er dog på det sidste sket en forandring. De honnettes fortalere er fra at have været selvsikkert nedladende over for de naturlige nu gået over i hasarderede forsvarspositioner, f.eks. for islamiske tørklæder der repræsenterer barbariske og totalitære idealer.
En af de hårdnakkede honnette, den tidligere radikale kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, optræder nu som frivillig reklamesøjle for stening af ”utro” kvinder. Det skulle hendes partis ophavsmand, vaneforføreren Georg Brandes, bare vide. Islam-Gerner var i øvrigt temmelig løs i kødet som kulturminister og kaldte dansk kultur for ”en luftig størrelse”. Det, man råber, er man selv. Er det ikke sådan, det hedder? Nå, nu bliver hendes hyldest til islams barbariske bagstræb måske årsagen til de Radikales todeling og måske ophør.
De honnettes tab af deres selvsikre englevinger skyldes, at flere og flere bliver bedre og bedre oplyst om, hvad islam er. De honnette kan ikke længere klare sig med at ryste på hovedet ad dem, de opfatter som utilregnelige, dannebrogsfordærvede klaphatte. De går nu, svært aggressive, omkring og leder efter en grund til, at vi her i landet skal have tusindvis af islamister boende, der hverken bryder sig om vores demokrati eller om vores humane skikke. Lige netop det det frihedssamfund, vi efterkommere af danske bønder og arbejdere er så stolte af at vore forfædre har givet os i arv. Det samfund vil islamisterne nu have afløst af et patriarkalsk imamvælde.
Her står valget så. Det står og vipper. Besværlig frihed eller tryghed i form af slaveagtig underkastelse. Menneskenes evige valg.
De honnette har deres kernetropper hos de Radikale og Enhedslisten. De naturlige hos Dansk Folkeparti. Venstre, SF og Socialdemokraterne er delt. Hos Socialdemokraterne tror jeg Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Mogens Jensen slutter sig til de naturlige. Men ronkedoren Auken sidder tilbage som en anden general Hindenburg og vil ikke anerkende at han har ført sine tropper ud i mosedyndet. Lykketoft er rundt på gulvet, som altid når det ikke drejer sig om finanslovens regnestykker.
Honnet eller naturlig? Kampen raser. Jeg tror naturligheden vinder. Men det kan også være, Danmark om halvtreds år er en islamisk stat. Og så får de honnette kun lov at være honnette på én måde – den islamiske.

Hvis vi nu sætter os i H.C.Andersens flyvende kuffert, rejser tredive kilometer op i atmosfæren og ser ned på vores Europa tværs gennem tiderne, opdager vi, at den strid, vi står i, har andre stået i før os.
I 1700-tallet var det tænkende Europa behersket af oplysningsfolkene. Voltaire og Montesquieu i Frankrig, John Locke i England, i Prøjsen selveste kongen, Frederik den Store, i Danmark-Norge først og fremmest Ludvig Holberg. Oplysningstidens centrale værk er det franske konversationsleksikon, Encyclopædien, redigeret af forfatteren Diderot og matematikeren d’Alembert. De kaldte deres encyklopædi ”organet for den højeste oplysning”. Sjovt nok, det samme dagbladet Politiken kaldte sin avis hundrede år senere – noget mindre velbegrundet.

 
 
 Oplysningsfolkene mente grundlæggende, at folk var ens over hele verden, styret af en tid- og stedløs fornuft. Universalisme kaldte de det. Der var således ingen større grund til at skelne mellem muslimer og kristne. Den trosbekendelse messer venstrefløjen også i dag.
Oplysningsmændene var en borgerlig overklasse, ligesom vore dages kulturradikale er. De var selvsikre spottefugle. Men de var ikke originale ånder, ikke store kunstnere. Også heri ligner de vor tids ”kulturelite”. De var dannede eftersnakkere. Formidlede hvad 1600-tallets store og modige ånder havde opdaget. Det er ligesom vore dages kulturradikale, der klynger sig til ideer og retninger, som er skabt for snart hundrede år siden, funktionalismen i arkitekturen, modernismen i kunsten.
 

Det var ikke følelse og indlevelse, der udmærkede 1700-tallets oplysningsmænd. Det var forstanden og viddet. De kunne blive forfulgt af myndighderne, som Voltaire blev. For deres politik var et opgør med kirkens autoritet. Men de havde ingen kontakt med folket. Ligesom de Radikales moderigtige café slat-ører ikke har i dag. Deres ideal var ikke et samfund der forenede høj og lav i en fælles kultur.
1700-tallets tænkere gik ind for lighed. Men det var en abstrakt lighed, som også vore dages honette hylder. En lighed der ikke har ubehagelige praktiske konsekvenser, såsom samvær med folk der ikke taler engelsk eller som lige ud af posen siger, at det er muslimerne der fylder vore fængsler.
Men da Napoleon havde rullet de store dramaer op i Europa, fandt flere og flere, at de honnette oplysningsmænd var for lavvandede og for formalistiske. De manglede sus i takkelagen. Slynget ud fra Adam Oehlenschlægers arm buldrede Thors hammer og lagde et anderledes broget farveskær over Nordens himmel. Odin og Freja afløste Zeus og Afrodite. Sjølunds fagre sletter og Blichers jyske hede afløste kosmopolitternes ensartede sletter uden skel og forskelle. Danmarks fødsel foregik ikke længere på Akropolis, men i den danske muld, hvor heltene ligger i deres kæmpehøje og mumler om deres bedrifter mellem guldhorn og solvogne. Homers og Virgils sange fra Middelhavet erstattes af folkevisernes sange fra Østersøen. Fra nu af talte vi dansk i stedet for latin.
 

Stavnsbåndet, der var oprettet i oplysningstiden, blev ophævet ved romantikkens begyndelse. Slaveriet, der blomstrede i oplysningstiden, og som bl.a. Holberg havde aktier i, blev afskaffet under romantikken.
 

Efter ca.1800 afløser følelsernes brusen lærdommens vindstille. Levende liv frem for abstraktioner og skabeloner. ”Hvad er sandhed andet end en leven for en ide”, udbryder Søren Kierkegaard. Endelig finder vi danskere helt os selv - i Oehlenschlægers skuespil, i Grundtvigs sange, i Ingemanns romaner. Folket får mæle – endnu ikke politisk, men i digternes ord, i H.C.Andersens intime eventyr, i Ingemanns trygge børnesalmer, i Chr. Winthers og Blichers kærlighed til den danske natur, i Gades og Weyses musik.
 

Naturlighed afløser formalisme.
Er det ikke det samme der foregår for vores øjne lige nu, i indvandringskampen 2007? Folket vælger naturligheden – de sædvaner der hører vor hjemegn til – frem for at adlyde de internationale konventioner, der vil beordre ensartede retningslinier for den hele verden. En multikultur der skal udvande nationernes særpræg og dermed opløse det bedste, vores samfundet giver os, fællesskabet mellem høj og lav, ung og gammel, mand og kvinde.
Efter romantikkens folkelige gennembrud kom så Georg Brandes og hans kulturradikale. En ny internationalisme. Folkelig var den aldrig. Men den blev smart på universiteterne og blandt redaktørerne, dem med de honnette ambitioner.
Det er den, mediernes, godhedsindustriens og de globale finansers herredømme, vore dages folkelige oprør er rettet mod.
 

Så har djøfferne erobret endnu en bid af den danske stats ledelse. En frejdig djøffer, en cand.scient.pol. ved navn Fisker, har fanget den øverste lægestilling i landet, direktør i Sundhedsstyrelsen. En, der ikke ved noget om sygdomme, skal nu styre Danmarks sygdomsbekæmpelse.
 

Hvad med at gøre Stig Tøfting til chef for biblioteksvæsnet? Hans bog sælger jo så godt.
 

Før Fiskers fangst har djøfferne bemægtiget sig Rigshospitalet, Nationalmuseet, Danmarks Radio, Det kgl. Teater, Statsministeriet, med mere, med mere.
Folk spørger mig undertiden, hvorfor jeg sådan er ude efter djøfferne. Er der noget galt i at blive cand.jur. eller blive en ny lille Lykketoft der sover med lommeregneren under hovedpuden?
 

Nej, der er ikke noget galt i at uddanne sig. Men når chefen ikke rigtig ved noget om det, han er chef for, kan han ikke føre en ligeværdig samtale med de fagkyndige på sit område. Han kan ikke kontrollere den faglige standard på sin virksomhed.
 

Tag nu postvæsnet. Da vi havde den forrige frankeringsordning, var 20 gram overgrænsen for den laveste frankering. Hvis éns brev så vejede 23, 22 eller bare 21 gram, fik man et alvorligt brev og en bøde fra hr. postdjøfdirektøren. Det var vigtigere for postvæsnet at give bøder for uanselige overtrædelser af en regel end at få posten ud til tiden.
På dette punkt har aviskritikken vist nu fået Posten på bedre tanker.

Hvad er en djøffer?
Ja, formelt er det jo en, der har taget en statsøkonomisk, handelsøkonomisk eller juridisk eksamen. Men man kan godt være cand.polit. uden at være djøffer i mental forstand. Statsminister Viggo Kampmann og Ekstra Bladets Victor Andreasen var cand.polit.’er, endda meget dygtige sådanne. Men de var sandelig ikke djøffere.
Djøffere er mennesker, der ikke behersker deres redskaber, men bliver behersket af dem. I svære tilfælde er djøfferne i den grad slaver af de regler og de penge de administrerer, at de ikke får tid til selve livet, kærligheden, naturen, børnene, viden og visdom.
 

Selv om nogle af djøfferne bliver rige, fordi de har hovedet fuld af aktiekurser og skattefiduser, går de omkring mellem os andre som nogle underlige fremmedlegemer. De har jo ikke andet at snakke om end juristeri og penge. Penge giver magt. Men djøffere er tit så famlende over for det almindelige liv, at de ikke aner hvordan de skal bruge deres magt. Man kan såmænd godt kalde mange af dem for sociale invalider.
Djøfferiet fører væk fra livet, væk fra det egentlige.
 

Alligevel trænger djøfferiet for tiden ind i alle kroge af samfundet. Hjemmehjælperne hos de gamle og syge får besked på, at de skal tælle minutterne, de støver chatollet af, og minutterne de suger nullermænd ud under sengen. Et rent øre til enkefru Sørensen tæller et halvt minut.
Det svarer til, at en skolelærer skulle give nøjagtige to minutters undervisning til hver elev i klassen i en time. Måske er det også den slags minutplaner der er på vej ind i skolen. Der tales om, at djøffere skal overtage skoleinspektør-posterne fra de seminarieuddannede.

Djøfferiet trænger ind på os alle steder fra. De bedste danske malere og billedhuggere har i mange år udstillet samlet, i sammenslutninger - Corner, Grønningen, Kammeraterne osv. Hver sammenslutning holder udstilling en gang om året. Det er den danske andelstanke i kunstverdenen. Nogle af sammenslutningerne har i årevis fået stillet Charlottenborg til rådighed for deres udstilling nogle få uger.
 

Nu har kulturministeriet i stedet ansat en ikke-kunstner, en kunsthistoriker, til at bestemme hvem der skal udstille på Charlottenborg. Før gav kulturministeriet, dvs. alle os borgere, malerne og billedhuggerne nogle sale at udstille i. Nu indskyder regeringen et mellemled, en djøf-direktør, til at styre over kunstnerne og formentlig fratage dem udstillingsretten.
Kunstnerne er selvfølgelig fortørnede over, at staten ikke længere satser på skaberne, kunstnerne, men på dem der administrerer kunsten, djøfferne.

Denne udvikling foregår ikke kun på Charlottenborg. ”Kuratorerne”, de universitetsuddannede museumsledere, får mere og mere magt på kunstmuseerne. Nogle museer skriver ikke længere på plakaten hvad for kunstnere der udstiller, men hvad for en kurator der har arrangeret udstillingen.

 
 
 Kunstnerne er ikke uden medskyld i dette. For en stor del af den moderne kunst kræver ingen malerisk kunnen, kun ideer eller spontanitet. Og de egenskaber kan kuratorer i princippet lige så godt levere som kunstnerne.
Men kulturministeriet bør have tilstrækkelig selvbevidsthed til ikke at fremskynde denne undergravning af den ægte billedkunst. Man ser slutbilledet på denne udvikling for sig. Som i Truffaults film ”Fahrenheit 451” vandrer de sidste malere og maleri-elskere sammen rundt i vinterskoven og udveksler erfaringer om ægte billedkunst, der nu er forbudt af magthaverne.

Djøfferiet er en sygdom, en samfundssygdom. En flugt fra virkeligheden og ansvaret ind i barnligheden og principrytteriet. Kig engang på tidens sære dyrkelse af det virtuelle rum. At begive sig ind i en netcafé er jo som at betræde en opiumshule i det gamle Kina. Spillerne sidder i timevis fortabte i deres dragekampe og stjernekrige. Lige så virkelighedsfjerne som bankdjøffere, der fortaber sig i bankernes pengemanipulationer, eller advokat-djøffere, der sniger sig rundt i lov-labyrinterne.
 

Sygeplejersker vil hellere sidde til møder og diskutere systemer og vedtægter, end de vil passe syge medmennesker.
Læger foretrækker at ”forske” og slippe for berøring med de patienter, de skulle hjælpe. I virkeligheden er det meget få læger, der evner at forske på en måde som reelt øger vores medicinske viden.
 

For et par år siden lå jeg på en hospitalsafdeling med adskillige overlæger. Den ledende overlæge var suverænt bedre til at behandle patienterne og til at tale med dem end de andre. Alligevel havde han den samme beskedne sekretærbistand og sygeplejerbistand som de andre. Han måtte selv renskrive sine breve og rapporter. Spild af ekspertise-dygtighed. Hospitalets øverste djøffere satte ligestillingsprincippet højere end patienternes helbredelse.

Sygdomme skal bekæmpes. Også dem der bliver til samfundssygdomme. Folk i almindelighed bryder sig ikke om djøfferi. Når Socialdemokratiet er gået svært tilbage de sidste par årtier, skyldes det i høj grad, at det er djøffere der har overtaget ledelsen. Både på højeste plan med Nyrup, Auken og Lykketoft. Og på de lidt lavere niveauer, hvor stud. og cand. polit.’er er rykket ind og har smidt fagenes folk ud. En H.C.Hansens klogskab og musiske sans er afløst af statsrevisor-typer som Heinesen, Lykketoft og Nyrup.
 

Djøfferne er i gang med at overtage magten i vores land. De sætter sig på de ledende poster her, der og alle vegne. De søger direktørposterne, fordi de har opdaget, at det er sjovere og bedre betalt at være direktør for Nationalmuseet end kæmner i kommunen, som de er uddannet til. Det er sjovere at være folketingsmand for Det radikale Venstre ( selv om det ikke er så sjovt som det har været ) end regnedreng i finansministeriet eller i et forsikringsselskab.

Djøffernes indtogsmarch er en tragisk opera. Et lands kraft kommer af den fagkundskab borgerne behersker. Og djøfferne har ikke den fagkundskab der føder produktivitet og kreativitet. De opfinder ikke Ekko-sko, ikke vindmøller, ikke Velux-vinduer. Strengt taget ved de ikke noget om noget, ud over lidt rammeviden om pengestrømme og forvaltning. Hvad er det Nis Petersen siger i ”Sandalmagernes gade”? Når to ledende økonomer mødtes i det gamle Rom, kunne de ikke lade være med at smile smøret til hinanden.
 

Bliver en djøffer anbragt som leder af et hospital, lærer han vel efterhånden lidt om hospitalsvæsen. Men inden han for alvor har lært noget, bliver han chef for Det Kgl. Teater, som han jo heller ikke ved noget om.
På den måde bliver landet stille og roligt ledet og lammet af folk, der ikke ved noget om det, de leder.
 

Det er dilettanteri forklædt som lækkerier fra Copenhagen Business School.
 

Så parolen må være: send djøfferne tilbage til byretten og bogholderiet!
Ellers forlanger de en skønne dag også at få posten som konge af Danmark. Og lur mig om de ikke sætter Mogens Lykketoft på tronen.

Ved skæbnens gunst og Pia Kjærsgaaards venlige hånd er jeg blevet medlem af Danmarks Radios bestyrelse. En radikal folketingspolitiker udtalte, at han var gået i chok i den anledning. Man må ikke håbe den mand nogensinde bliver forsvarsminister – med det nervesystem.
Jeg har levet hele mit liv med Danmarks Radio. Fra Gunnar Nu Hansens landskampe til Leif Panduros tv-spil. Fra Volmer Sørensens Ungarns-indsamling til Lise Nørgårds Matador. Alle danskere hørte og så disse programmer. De var selve Danmark.
Sådan er det ikke mere. Ikke kun fordi mediebilledet er blevet en buffet med talrige retter. Men også fordi folk oplever, at Danmarks Radio ofte ringeagter og taler hen over hovedet på de værdier, synspunkter og personer, menigmand føler er hans verden. Kammertonen i Danmarks Radio er ikke længere kammersangerens, men kammesjukkernes. Og kammesjukkerne er de salonradikales lille klike af folkefremmede redaktører og café latte-bartendere med heppende politikere fra De Radikale og Enhedslisten bagved..

Mange seere reagerer på dette kammesjukke-DR ved at ønske DR opløst, privatiseret og solgt til Baluchistan. Men det er at kapitulere over for stratenrøverne. Vi har brug for et DR, et DR der fortæller os hvem vi er, lærer københavnerne om vestjyderne, og lærer sønderjyderne om bornholmerne ( og gerne også om skåningerne, som er tvangsforsvenskede danskere ).
Danskerne er et folk, en stamme om man vil. Vi har alt hvad der hører til en selvstændig nation – et særegent sprog, et særegent gemyt, en særegen folkekarakter. Men vi er ikke så mange. Derfor må vi kende hinanden ekstra godt og have ekstra mange fælles oplevelser, der binder os sammen. Dem kan DR, og for så vidt også TV 2, give os. BBC gør det ikke. MTV gør det ikke.
Vi er stolte af den frihed, vores grundlov giver os. Vi mødes, taler og synger for den hvert år den 5. juni. Et af disse møder bør DR transmittere i sin helhed. Det gjorde DR tidligere. Dette fik kammesjukkerne afskaffet. Også en Sankt Hans fest bør DR transmittere i sin helhed i tv

Frem for noget andet er det sproget der knytter os danske sammen. Der er kun ét sprog, man magter så godt, at man kan udtrykke alle sine følelser og tanker på det. Vi har et smidigt, et fantasirigt og underfundigt sprog. Men når den i øvrigt opmuntrende og livsglade meteorolog meddeler, at ”fram til først på dæen er det lyst over lændet. Men så vil en frårnt komme ind over Dænmark hele nætten”, så lyder det som om han og andre medarbejdere har brug for et kursus i dansk fonetik.
Og ud af P3 hviner et samlebånd af engelsksproget pigtråd. Jeg sad i sin tid i det DR-udvalg der gav grønt lys for DRs musikprogram. Vi forestillede os et alsidigt musikprogram. PH kaldte Åkjærs og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” for en schlager. Den slags schlagere mente vi også der skulle være plads til i P3. Men det blev pladeselskabernes kommercielle og overvejende udenlandske linie, der blev ledetråden i P3. P3 er ikke gået den vej, den blev født til.
De danske populærmusikere – med Kim Larsen i spidsen - må have førsteret til DRs musikradio. Den danske sangs sokkel er højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. ”Den sømand han må lide”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Om lidt bliver her stille”. Fest, vemod, højtid. At sangene er populære viser den fantastiske efterspørgsel der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen. Et hundred tusinde eksemplarer solgt på et par måneder. At kunne synge bare hundrede af bogens 572 sange er at have en rigdom inde i sig. Så har man et smukt udtryk at kunne bryde ud i til enhver sindsstemning, fra sorg til glæde. Vores skole har forputtet dette sangenes skatkammer. Nu må DR genfinde det, spille disse små og større genialiteter dagligt på P3 og på de andre kanaler.
Vi skal leve i vores egen tid. Men hvorfor ikke forlænge vores korte livstid ved ind imellem at indleve os i andre tidsaldre. Revyvisen er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. ”Tre raske prinser” – og vi er i 1920’rne. ”Man bliver så glad når solen skinner” – 30’erne dukker op for vores indre blik. Livas ”Man binder os på mund og hånd” eller Neumænnenes ”Den lille lysegrønne sang” – og vi befinder sig øjeblikkelig i besættelsens dobbelte stemning af pullimut-nattefest og modstandskamp.
Så, DRs musikdrenge og –piger! Brug striben af revyviser fra Erik Bøgh til vore dage. Ikke i et enkeltprogram hvert halve år. Men lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt, i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichardts, Birgitte Reimers stemmer. 
  Da jeg var barn havde min far en rund stav stående inde i garderobeskabet. Det var ikke en, han slog mig med. Han gjorde morgengymnastik med den til Kaptajn Jespersens manende ord om, at en slap kroppe var udtryk for en slap karakter. ”Fat staven og rank ryggen!” Et dagligt oratorisk styrtebad.
Man lo lidt ad kaptajnen, men man tog ham også til efterretning. Sikkert ikke blandt kulturradikalernes kammesjukker. Men vi andre gjorde.
Så blev han afskediget. Fordi han blev 70 år. Hans afløser blev min egen gymnastiklærer fra skolen, et kedeligt, anonymt drys. Og stavene blev inde i skabene i de hundredtusinde hjem. Et originalt stykke Danmark gik til grunde, før det behøvede.
Når noget i DR fungerer godt til seernes og lytternes glæde, skal det holdes i live og ikke ødelægges af djøf-reglementer. Var der ikke noget med, at den folkekære Jørn Hjorting også blev mobbet ud på grund af alder?

Jeg kender ikke DRs ca. 25 programchefer. Det er der heller ikke ret mange andre der gør. Det er forkert. DR’s topfolk, der i så høj grad bestemmer over vores meninger og smag, bør ikke være anonyme. De bør i videst muligt omfang være personligheder, der selv har vist, at de mestrer tv- eller radiokunsten. Jørgen Schleimann, radioavisens intelligente trold, der uventet kunne springe op af sin æske, var prototypen på sådan en. Der må godt være meninger hos DR’s medarbejdere. De skal bare ikke have den samme mening alle sammen.
Tidligere havde DR en god forfatter som Erik Ålbæk Jensen til at være chef for tv-dramatikken. I dag er det som om DR helt har glemt at der udgives romaner, digte og noveller herhjemme. Jo, på radioens P2 dukker der en forfatter og en novelle op i ny og næ. Men især i tv er bogen - vor kulturs bærende element - forsvundet ud i den blå luft. Måske er det ikke så nemt at formidle ordkunst i et billedmedie. Men med den rette ildsjæl i midten er det dog gjort med bravur, f.eks. i Frankrig. Og sådan set også herhjemme. Jesper Beinov lavede i flere år et fortræffeligt bogprogram, ”Bogladen”, i DK4.

Og nu skal jeg så ind og kvæles i rapporter om den bortfløjne milliard til DRs koncertsal.
Man skal ikke som nybegynder gøre sig alt for klog. Men må jeg ikke hviske til DR-ledelsen, hvordan DR let kan spare 100 millioner om året på driften. Uden det går ud over kvaliteten i programmerne. Anbring et spændende menneske på en stol, lad ham mærke han er i godt selskab og sæt så kameraet i gang. Sværere er det såmænd ikke. Det kan være en sømand der har sejlet på Java. En forhenværende DKP’er, der tør tale højt om røverreden, han har været i. En bramfri forretningsmand. En åbenhjertig forhenværende politiker. En kunstner der har nået noget. Skal sådan et program lykkes, må ”offeret” føle at journalisten sætter pris på ham og kender hans værk. Abu Graib-forhørsjournalistikken duer ikke til sådan noget.
Det kan godt være, det ikke er den slags journalistik der står øverst på dagsordnen på Journalisthøjskolen. Men det er programmer der gør os klogere, seerne nyder dem, og de er billige. Hvis der ikke skulle være nogle af DRs tusinde journalister der er kapable til at lave den slags udsendelser, kan DR låne Frantz Howitz fra DK4.

Jeg ønsker mig et DR der samler nationen. Ikke ved at være mere markskrigerisk end nabostationen. Og ikke ved at vise følelsesporno fra Sandholmlejren. Men ved at tale hjertesproget, vi bruger når vi er mest lattermilde, mest grebne, mest åndfulde. Et DR der lever op til St. St. Blichers vers:
”Så skulle dog alle I danske mænd
af hjertet elske hinanden!
I faren og døden sig give hen
Den ene med lyst for den anden.”
Denne Blicher skulle Danmarks Radio for resten læse meget mere højt af!

I tyve år har det danske folk modsat sig en islamisk masseindvandring til landet.
I tyve år har en lille gruppe magtfulde politikere, embedsmænd og redaktører påtvunget folket denne indvandring, som nu med sine ca. 400.000 muslimske ”danskere” er den største forandring af vor befolknings sammensætning nogensinde.
Folkestyret fejet af bordet. Det er bekymrende. Men det er ikke første gang det er sket. Under 1840’rnes enevælde var der en gruppe kvikke borgersønner, der forlangte folkestyre. Det de mente var studenterstyre. Magtens centrum skulle flyttes fra Amalienborg til Regensen. For, som det hed i Christian Winthers sang: ”Herrer vi ere i åndernes rige / vi er den stamme, som evigt skal stå.” Skrevet i 1820, netop til en fest i Regensgården.
Disse studenter kaldte sig de nationalliberale. Navnene var Lehmann, Monrad, Hall, Kriger, Ploug m.m.fl. De mente sig klogere end kongens rådgivere, og meget klogere end folket, bønderne ude på landet. De var den tids intelligentsia. Men ligesom vor tids intelligentsia af munkemarxister og salonradikale vidste de for lidt om virkeligheden. Da de fik regeringsmagten i 1850’rne håndterede de det sønderjyske dilemma med blå øjne og ansvarsløse forhåbninger og forberedte og ledede den forudsigelige krig i 1864 som de politiske dilettanter de var.
Da de og hele Danmark havde lidt det forfærdelige nederlag og afleveret en tredjedel af vort land til Bismarck, tog de nationalliberale ikke deres gode tøj og gik. Næ, tværtimod. De sagde: nu er landet blevet en lilleputstat, der kun kan klare sig hvis det styres af sine bedste mænd. Og det er jo os. Vi er de begavede og de dannede. Og så gik de i kompagniskab med de konservative, godsejerne, for at forhindre, at Venstres bønder og Socialdemokratiets arbejdere fik indflydelse.

De nationalliberale havde to aviser. ”Dagbladet” og ”Fædrelandet” ( nej, ikke den, Harald Bergstedt kompromitterede sig i ! ). ”Dagbladet” skrev: ”I andre lande ser man førere der er på højden af deres tids dannelse, mens man herhjemme går i den retning, at det almueagtige skal genfindes i selve førernes personer.”
Fra 1866 blev den vigtigste opgave for 1840’rnes demokrater at forhindre demokratiet i at ske fyldest. De nationalliberales magtbaser var universitetet, kirken og embedsmændene. Og deres livsgrundlag var den romantiske digtning og filosofi fra Oehlenschlæger til Grundtvig. Men romantikkens brusende mod og eventyrlyst var nu stivnet til en sømmelig ”politisk korrekthed”.
I deres ungdom var de friske som studenterne i Hostrups syngespil. I deres modne år blev de selvretfærdige og hovne. I en leder skrev ”Dagbladet” om Venstres leder C. Berg: ”Mangelen på dannelse, på al højere åndelig kultur, hænger ved Berg…der er altid en luftning fra kroer og rejsestalde over ham.”
For de nationalliberale akademikere var folket en uvidende – og ulækker – almue. Disse ustuderede mennesker havde at blive ude på møddingen.
Digteren Grundtvig så anderledes på det. Han mente, at denne almue skulle udvikles til et åndeligt vakt folk. Ved at almuen gennem det levende ord blev mættet med Nordens historie og litteratur og kristendommen. Det politiske Venstre tilsluttede sig tankegangen og erhvervede herved en åndelig ballast, nemlig grundtvigianernes. Bjørnstjerne Bjørnson, der var den mest beåndede grundtvigianer næst efter profeten, skrev i sit mindedigt ved Grundtvigs begravelse i 1872:
”frihedens frø i den mægtiges hånd,
selv-styret samfund i kristelig ånd.”
Demokrati og ånd – hånd i hånd.

Oppositionen mod den konservative konseilspræsident Estrup blev mere stålsat ved at venstrepolitikerne fik et åndsliv, Grundtvigs. Og grundtvigianerne fik forståelse for, at folkestyret ikke bare var Grundtvigs sange, men en praktisk idræt. De politisk og de åndeligt vakte gik sammen. Sjovt nok var det åndsliv, grundtvigianerne og deres modstandere, de nationalliberale, dyrkede, ret ens, romantikken, nationalfølelsen, kristendommen.

Men netop i 1870’rne kommer en ny spiller på banen. Georg Brandes. Han taler for en helt ny dannelse, europæisk i stedet for nordisk, ateistisk i stedet for kristelig, revolutionær i stedet for traditionel.
Med ham kommer et nyt hold begavelser op på kulturkampens arena, Edvard Brandes, Hørup, Pingel, forfattere som Schandorph, Erik Skram, Henrik Ibsen. Det er dem der bliver fundamentet under Det radikale Venstre fra 1905.

Man plejer at betone, hvor modbydelige de nationalliberalt konservative var mod geniet Georg Brandes, da han ville vække det provinsielle Danmark til et moderne europæisk åndsliv. Helt sådan var det ikke. I sine unge år var Georg Brandes en agtet gæst i de nationalliberale hjem, som f.eks. i statsminister Halls. Og adskillige nationalliberale koryfæer med Orla Lehmann i spidsen overværede med sympati det unge talent Georg Brandes’ disputats-handling. Allerede som 40-årig blev Georg Brandes af datidens unge akademikere dyrket så hengivent, at de kaldte ham ”unser geliebter Führer”.
Men for den frie norske folkeånd, Bjørnson, var Georg Brandes lige så ufolkelig og uspiselig som de nationalliberales Carl Ploug.

Da det gik op for de nationalliberale hvilken farlig gejst de havde at gøre med i Georg Brandes, forhindrede de ham i at få det professorat ved Københavns Universitet, som han var mere end kvalificeret til.
Men trods modstanden sejrede den brandesske kulturradikalisme. Og nationalliberalismen dør. Hvad der derimod ikke dør, er nationalliberalisternes akademiske arrogance, som fortsætter uforandret i de kulturradikales akademiske arrogance.
Ismerne forgår. Foragten for folket består.
Det er disse Georg Brandes’ ætlinge vi har for os i dag. De, der er indehavere af positionerne i Danmarks Radio, på universiteterne, i de fleste aviser. De føler pligt til at tugte statsmagten, men ikke til at forsvare folket og fællesskabet. Selvbevidstheden blomstrer hos dem. For de har magten, mediemagten. Se det på Uffe Ellemann, der er en af dem, selv om han er fra Venstre.
Men som det gerne går de hovne, bliver de også blinde. Vore dages magthavende kulturradikale borgerskab – fra Tøger Seidenfaden til Svend Auken, fra Villy Søvndal til Margrethe Vestager – negligerede folkets afsmag for den totalitære islamisme. Derfor vendte folket dem ryggen og de mistede den politiske magt i 2001.
Magten kan man miste. Værre er det at miste respekten. Det gjorde de kulturradikale da de forrådte deres eget første bud, friheden, ved at give efter for den islamiske unatur og menneskeforagt.
De kulturradikale har ikke forholdt sig realistisk til deres tid. Ligesom de nationalliberale ikke gjorde, da de havde magten i 1864.

Det er åbenbart en tilbagevendende lidelse hos en stor del af vore intellektuelle, eller halvintellektuelle. Vi kan kalde den Erasmus Montanus-syndromet. Typen er jo skildret så befriende morsomt af Ludvig Holberg.
De nationalliberale, de kulturradikale, og hvad de skiftende udgaver af Montanus-syndromet nu hedder, er til grin. Men de er også usympatiske. De vil afsondre sig fra folket, samtidig med at de vil have magt over folket. Fænomenet er næppe kun dansk. Tom Wolfe har spiddet de amerikanske eksemplarer af Montanus-syndromet og siger om dem: ”jeg hader intellektuelles blinde underkastelse for mode, trend og populære fænomener. De gør alle sammen det samme.”
Ja, det er netop det frastødende ved Montanus-syndromet. Der kan være gode tanker i såvel nationalliberalismen som kulturradikalismen. Men når tilhængerne af disse akademiske bevægelser slutter sig sammen til en kompakt majoritet, bliver de kadavere i stedet for frie mennesker. De bliver alle kopier af deres studenterårgang. De ifører sig de meninger, uden hvilke deres karriere bliver usikker eller besværlig.
Det er kvalmt.