Avisartikler 2019

Vores første – og den bedste – kulturminister, Jyllandsposten 21. marts

Det er horribelt at høre om de svindlere, der har snuppet over 12 milliarder ud af den danske statskasse, dine og mine penge. Har vi ikke et folkestyre til at sørge for, at vi har politikere, der kan passe på vores fælles penge – og fælles kultur? Eller er vores politikere simpelt hen for udygtige til at kunne passe på?

Mellem de to verdenskrige og endnu nogen tid efter 2. verdenskrig var der en række dygtigheder blandt vore politikere. Den teologiske professor Flemming Hvidberg var undervisningsminister i Erik Eriksen-regeringen fra 1950 til 53. Nogenlunde samtidig samt i 1930’erne huserede den meget talende og skrivende jurist og vitsmager K.K. Steincke som justits- og socialminister, samt filologen og historikeren, den højtbegavede Hartvig Frisch, der advarede danskerne mod nazismen i sin bog ”Pest over Europa”.
Den politiker fra de kulturbærende lag, der kom til at virke længst og hvis lovgivning stadig bruges og diskuteres, var dog Europas næstførste kulturminister Julius Bomholt. Kun Frankrigs André Malraux kom til et par år før. Silkeborg-drengen Bomholt var i mange år identisk med socialdemokratisk undervisnings- og kulturpolitik. Med sit frodige, bølgende hår, sit farverige temperament og sin originale og sprudlende formuleringsevne blev han tidligt en af landets mest iøjnefaldende politikere. Et evigt offer for satiretegneren Bo Bojesens pen og selv i øvrigt en hyppig bidragyder til Politikens kronik indtil sin død i 1969.

Jul. Bomholt blev student i 1915 og teologisk kandidat i 1921. Begge dele var dengang usædvanligt for et arbejderbarn fra provinsen. I begyndelsen af 1900-tallet var varmen mellem Socialdemokratiet og kirken ikke hed. Man kan sige, at Socialdemokratiet affandt sig med kirken; og holdt sig fra den. En rettroende socialdemokrat lod ikke sine børn døbe eller konfirmere. Det var noget borgerligt pjat. Til gengæld så den konservative majoritet hos kirkefolket skævt til det voksende arbejderparti. Og der var ikke ligefrem efterspørgsel efter teologer i Socialdemokratiet, selv om også partiets utrættelige opbygger og formidable taler, Frederik Borgbjerg, havde en fortid som stud. theol. Han hørte nok til de socialdemokrater, der opfattede Jesus som de små og fattiges beskytter. Og som derfor anså partiet som en parallel til kristendommen.
Lige så lidt som Borgbjerg blev Bomholt dog præst. Og han prydede sig aldrig med sin teologiske titel. Men de farverige skikkelser og dramatiske begivenheder i det gamle og ny testamente har nok draget den unge Bomholt og inspireret ham til at blive den vældige taler og betydelige forfatter han blev.

Som Bomholt udviklede sig, blev han to personer. Med sit ene ben var han velfærdsstatens praktiske ingeniør. Som undervisningsminister 1953 – 57 var han aktiv i arbejdet med 1958-skolereformen, som gav børn på landet og i byen samme skole. Som socialminister 1957 - 61 lavede han nye sociallove, og som kulturminister en række nye kulturlove, hvoriblandt kunstfondsloven nok er den mest kendte.
Med sit andet ben var han noget så sjældent i dansk politik som en seer. Visionens mester. Han pegede meget gerne på de store mål, også når det var de små skridt, han og partiet tog. Han havde samfundets forvandling til mere frihed, lighed og solidaritet som sit bærende indre syn. Og her var han ikke bleg for at bruge kirkens legender og dens salmer. Der var et stort stykke af en Grundtvig i ham. Lig Grundtvig har han skildret sit pinsesyn:
”Var det ikke, som om kirkeskibet løsnede sig fra sine fortøjninger og gled ind imod pinsemorgenlyset… Gudenåen og drømmefloden…livets flod. Jeg så den for mig. Den gled yderst ude sammen med lyset, det rigtige, evige lys.”
Det kunne ingen biskop have sagt flottere. Han blev da også tit sammenlignet med en biskop. Når han lykkedes med så mange af sine reformer, var det sikkert fordi han selv besad et evigt lys, der optændte ham. Bomholt var Socialdemokratiets bedste mand til at indleve sig i partiets store forhåbninger. Han kunne også indleve sig i sin barndom ved Silkeborgsøerne. Det blev til en række erindringsbøger, der i indtryksømhed ikke står tilbage for H.C. Branners børnepsykologi, for Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” eller for barndomsskildringerne i H.C. Andersens ”Mit livs eventyr”.

Da Bomholt var Danmarks første kulturminister i 1960’erne, var Stalintidens brutalisme i Rusland ved at ebbe ud. Khrustjof, Bulganin, Mikojan havde overtaget styret. Og da Bomholts partichef, H.C. Hansen, inviterede Bomholt med på en statsrejse til Moskva i 1956, så Bomholt en chance for at få den kolde krig med Sovjetunionen afsluttet. I 1963 udgav han en bog om sin og H.C.’s forsoningsrejse til Sovjet og om den kulturaftale, han indgik med Rusland i 1962; ”Revolutionens tredje fase” hed den. Her byder han de nye russiske toner velkommen og prøver at finde en toneart, som Rusland og Danmark kan spille sammen i. I stedet for at lede efter modsætninger mellem et kommunistisk regime og et vesteuropæisk demokrati spejder den danske kulturminister efter lighedspunkter. ”Jeg kigger ud på flyvepladsen i Moskva: de samme flyvemaskinekonstruktioner som på Idlewild ved New York… konstrueret til overflyvninger af landegrænser… en industrielt organiseret klode må være en enhed.”
H.C. Hansen havde i 50’erne forestillet sig, at Bomholt skulle være udenrigsminister. Det var nok De Radikales mere traditionsbundne tankegang, der fik H.C. fra at realisere ideen. Sjovt nok – eller trist nok – er det den samme situation, Vesten nu står i over for Rusland. Vestens politikere møder Putins Rusland med mistro i stedet for at lede efter konstruktive samarbejdsmuligheder på tværs af de uenigheder, der bliver blæst op til uforsonlig størrelse. Niels Bohr delte i øvrigt Bomholts opfattelse, at øst og vest skulle skabe tillid til hinanden på tværs af den magtpolitik, der skilte parterne.

Bomholt var en belæst mand. Belæst i en grad, man slet ikke kan forestille sig en folketingsmand eller minister være i dag. Han havde ikke kun læst bøgerne. Han havde en personligt tilegnet opfattelse af stort set ethvert litterært eller kunstnerisk problem. Han havde også 1930’rne igennem været en indsigtsfuld og engageret boganmelder ved Social-Demokraten.
Sin fortrolighed med Gorki og Tjekov og Turgenjev bruger den politiske forhandler, Bomholt, da også til at komme ind på livet af de russiske titaner, han og H.C. forhandler med. Den intellektuelle Lenin havde Bomholt dog nok haft mere glæde af at diskutere russisk litteratur med end folk som Khrustjof. For Lenin var ligesom Bomholt velbevandret i Ruslands klassikere. Bomholt søgte hos de russiske statsoverhoveder efter den menneskelighed, han fandt i f.eks. Tjekovs skuespil. Men efter Bomholts mødereferater at dømme tyder det nu på, at Ruslands politiske overhoveder havde glemt deres Tjekov.

Bomholt var ikke blot dansk kulturpolitiks fader, kunstfondens og filmskolens skaber, opbygger af et levende musikliv i provinsen. Han var også den bedste politiker til at forklare, hvorfor vort lands kultur var livsvigtig. Det er jo, når det kommer til stykket, ikke et lands finanspolitik eller skattepolitik, der udgør landets rygrad. De fleste af ministeriernes områder kan ændre retningslinjer, uden at landets befolkning føler deres liv er forandret. Men det er vort lands kultur – skolen, Danmarks Radio, byplanerne, samfærdslen – der afgør, om vi føler det går fremad eller tilbage for vort samfund. Hvis et land skal leve, må det, vi mærker vi er fælles om, være i udvikling mod noget bedre.
Vi er som regel kun tilfredse, hvis vi er med til at bestemme dagen og vejen. Og hvis vi ikke er bange for at ytre vore meninger offentligt. Altså skal demokratiet og ytringsfriheden være i orden. Der skal være en bred tolerancetærskel for dem, der går lige til stregen. Og der skal være frisind – også for nye tanker. Vigtigst for at føle sig vel til mode i sit samfund er det, at man føler man har hjemme her. At man taler landets sprog, kender dets sange og synger dem, kender dets geografi og dets historie. Få politikere i vores historie har kunnet fortolke denne følelse af fællesskab så tydeligt og dybtfølt som Jul. Bomholt.
Derfor er det også velfortjent, at der på Gammel Strand, lige der hvor hovedstaden blev grundlagt, er rejst et mindesmærke for Jul. Bomholt. Det hedder ”Slægt løfter slægt”. Ideen til det var billedhuggeren Robert Jacobsens; men det blev nu ikke ham, der udførte skulpturen. Det blev Svend Wiig Hansen.
Når Bomholt kunne fortolke landets fællesskab så indforstået, var det jo fordi kun den ene halvdel af ham var en politiker. Den anden var en forfatter. Det var forfatteren Bomholt, der ikke kunne udstå at tale i Christiansborgs floskler. Bomholt kunne aldrig finde på at sige, som det er på mode blandt politikere nutildags, at en sag er ”Uacceptabel”. Bomholt havde et rigt sprog og var ikke bange for at bruge sjældne ord som ”ruflet” og ”dønne” og ”boble-koge”.
Som kulturminister var han ikke bange for at hylde andre forfattere. Og han var god til at lytte ind til hjertelaget hos andre skribenter. Korte, præcise ord fanger han Martin A. Hansens kunst med: ”Hans stil er tæt og stærk, og dog med en mærkelig stilhed i sig.”
Der er heller ingen standsmæssig fordomsfuldhed hos arbejderbarnet Bomholt, når han skal tale til aristokraten Karen Blixen: ”De har reddet en verden, der går under, over i en verden af ånd….Lad fantasien få lov til at lege og give vort liv større frihed…”. Her var en forfatter, der som minister kunne tale til andre forfattere i deres eget sprog.” Har vi haft nogen anden kulturminister, der kunne det?
Jul. Bomholt havde læst hele den danske litteratur, lige så godt som nogen professor i dansk litteratur. Og havde jo også forfattet en kendt litteraturhistorie: ”Dansk digtning. Fra den industrielle revolution til vore dage.”, selv om han ikke var uddannet magister i dansk litteratur. Det befriede dog ikke den socialdemokratiske forfatter for kritikere, både de konservative og de kulturradikale.
Bomholt kendte også dansk billedkunst som sin egen bukselomme. Og var personlig ven med mange billedkunstnere og forfattere. Dermed satte Bomholt i 1950’erne og 60’erne en dannelsesstandard for dansk kulturpolitik, som ikke er nået siden. En kunstner på kulturministerposten har vi heller ikke haft siden, selv om vi har haft en dygtighed som Per Stig Møller.
Efter sine indfølte barndomserindringer begyndte Bomholt at skrive en romanserie om den danske middelalder. Han fik skrevet to romaner om Knud den Hellige. Han fik også skrevet en kritisk roman om de indbyrdes slagsmål og de trælse sider af det lokalpolitiske liv, som han kendte indgående fra sin opstillingskreds i Esbjerg. ”M.F.” hed bogen. Bomholt var om nogen et skabende menneske. Utrættelig.

Jeg var som ung mand ansat i hans ministerium. En dag i 1964 kaldte han mig ind i sit ministerkontor og begyndte at fortælle om sine litterære planer. Jeg havde nærmest indtryk af, han ville skrive hele den danske middelalder i en kongerække af romaner.
- Men hvad så med dit ministerium? spurgte jeg.
- Om et år holder jeg op med politik. Vi skal lige have sat ministeriet her rigtig i gang.
Samme aften fyrede J.O. Krag ham som minister. Man kan kalde det en blød fyring, eftersom han fik
tilbudt jobbet som folketingsformand. For mange folketingsmænd ville dette være en ære. For Bomholt, der jo havde været formand for folketinget en gang, var det en degradering. Og en destruktion af det nye kulturarbejde, Bomholt var midt i at udføre. Partitroskaben fik ham til at sige ja til fire år mere i politik. Det burde han nok ikke have gjort. Uden ham faldt kulturpolitikken sammen som et blomsterbed i november. Først under den begavede kulturminister Hans Sølvhøj. Senere under den lidet begavede Bodil Koch.
Var Krag jaloux på Bomholt, den ægte forfatter? Krag gik jo selv med en uforløst forfatter i sig ( som forblev uforløst. ) Nogle år senere sørgede Krag for, at et konstruktivt og veludført arbejde af konkurrenten og den fødte politiker Per Hækkerup løb ud i sandet. Oven i købet et arbejde som Krag selv havde sat i gang. Der var noget destruktivt i Krags karakter. Til sidst destruerede han sig selv og drak sig ihjel. Den vision, som Viggo Kampmann og Jul. Bomholt havde undfanget, gik til grunde, før barnet var født.
Åh, det var en skam.
Ingen kulturministre har siden Bomholt magtet det, Bomholt kunne have realiseret, hvis han havde haft en forstående statsminister at samarbejde med.
Men vi har Bomholts smukke erindringsbøger og alle hans andre bøger. Så hvis der findes en ung politiker med en kulturminister i maven, er mit gode råd: begynd med at læse Bomholts bøger!

Ole Hyltoft er cand.mag., tidligere næstformand i Danmarks Radios bestyrelse og med et omfattende skønlitterært forfatterskab bag sig. Dette efterår udgav han erindringsbogen ”Indefra”.