Avisartikler 2013, 4. kvartal

Kronik i Berlingske Tidende 22. december 2013

Eksistentiel geografi. Henter vi vores livsanskuelse fra videnskaben, Bohrs atomteori eller computerens virtuelle verden? Nej, vores livsfølelse får vi fra det sted, vi hører til, og vejret på dette sted. Derfor opfandt de gamle nordboere Odin, Tor, Freja, Balder, Loke.

Jeg begiver mig ned til havet. Stiller mig på klinten og suger den vældige havbue ind til mig. Mere end 100 kilometer strækker buen sig fra den østlige til den vestlige horisont. Klinten og havet er gulvet i den verden, der er min. Den overdækkede gråhimmel er det hvælvede loft i den lokale fællesstue, jeg er født ind i og føler mig hjemme i. Skræntens havtorn og visne vildroser er min klodestues stole og vaser. Inde bag mig har jeg sommerhusene, og bag dem skoven. Dette er min verdens stedlighed, mit hjem. I skolen og i aviserne læser jeg, at der findes en anden måde at opfatte verden på, planeternes baner, lysets hastighed, Bohrs atomteori. Men det er jo alt sammen noget, jeg belæres om. Ikke noget, jeg mærker og påvirkes af i min daglige færd. Sådan var det også for mine forældre og mine forfædre i slægt efter slægt. Hver af dem havde sin klint eller sin mark at stå og gå på og hente livet fra. Det er min klint, min egn, mit land, der danner mig. Det er her, foran mine øjne, at årstiderne skifter. Fra blomstrende, farvestrålende sommer til blæsende, gråsort vinter. Andre steder i verden er årstiderne mere ensartede og har ikke min klints storladne kontraster. Det danske vejrlig indgår i vores sind. Det giver os en noget anden grundkarakter end f.eks. italienere og somaliere. Vi har en frugtbar sommer og, efter rettidig omhu, en frodig høst. Med efteråret sover livskraften sin tornerosesøvn bag barken og under mulde.

Nu om dage kan vi se hele kloden fotograferet fra strato- sfæren. Vi flyver for fornøjelsens skyld om på den anden side af Jorden, når det passer os. Vi læser om astronomi. Godt nok og meget interessant. Men den slags er von hören sagen. Det er ligesom at se tv eller flakse omkring i den virtuelle verden. Dette hører alt sammen til i en anden kategori end klintens. Når jeg står her på min klint, er det let at blive ét med de mennesker, der færdedes her omkring for et, to eller fem tusind år siden. Nogle af dem elskede deres sted så højt, at de med runer mejslede deres navne og stednavne ind i store sten. De folk, i hvert fald dem før vikingetiden, mente nok, at verdens ende var den synsrand, de øjnede derude i Kattegat. Men en skøn sommermorgen med fralandsbrise har et par af dem fattet mod og er sejlet derud – og har opdaget nyt land. Men bosatte de sig det nye sted, f. eks. i Danelagen, har de også dér fundet en klint eller dal, som de indoptog deres livsfølelse fra.

Når jeg vandrer ned til min klint og derfra kan overskue hele min verden, føler jeg mig tæt på de gamle guder, som mine forfædre troede på og blotede til. Jeg føler mig ét med min jernalderfader, som ikke kendte til Amerika eller atomer og molekyler og bakterier. Men til bylder og sult. Og til frygt. Den sidste har han følt, når tordenen rullede og han for sit indre blik så den let antændelige Tor ride over Bifrost, så regnbuen gnistrede. Vores forfædre kendte ikke til videnskab. Den erstattede de med digtning. De digtede, at deroppe i den blå luft, dér holder de velmenende, men tit lidt godtroende supermennesker til. Aser kaldet. De bor i Asgård. Udenfor Asgård, ved det stormende hav, bor de ugudelige. Det er jætterne, som uafladelig pønser på at forarme asernes gode liv. I Asgård har høvdingen, Odin, sin store bondegård, Valhal. Han har dels avlet, dels ansat en række karle og piger på gården. Der er nu ham Tor, den stærke, med hans drabelige våben, hammeren Mjølner. Og der er Balder, den lyse og viise, fredsstifteren. Og Brage, veltaleren. Heimdal, der kan se hundrede mile væk og høre græsset gro og har sit gjalderhorn at trutte i, når faren, jætterne, de intrigante undermålere, er ude på rov. Her bor også yndige Freja, det skønneste væsen nogensinde set. Og den træske Loke, dobbeltspilleren, den upålidelige. Glidegåsen. Han der først vælger det gode, når han eget rænkespil har bragt ham i uføret.

Vor hjemligheds guder ligner os jyder, sjællændere, skåninger. De fortoner sig ikke i abstraktioner om almagt og algodhed og tilhørende spidsfindigheder. De er mennesker, bare lidt stærkere og lidt større end vi er flest. Men ligesom vi kan de narres, blive hidsige, prale, være hævngerrige. I myten om Tor hos Udgårdsloke tror Tor, han er uovervindelig, men narres til at tage livtag med en gammel kone, der viser sig at være selveste alderdommen. Og hende taber Tor til, som vi alle gør. Nordens gamle guder er supermennesker. Men ikke guddomme. Odin må have en hest for at komme frem. Han kan ikke flyve gennem luften som senere tiders tegneseriehelte. Til gengæld er hans hest, Sleipner, en af de fodrappe. Den har otte ben. Hvis Odin dukkede op her på klinten, ville det ikke overraske mig. Han hører til her. Er nok født her. Og jeg er vis på, vi kunne få en god sludder om vejret de kommende dage. For Odin er ikke hævet over vejrliget. Jeg kan godt forestille mig, han har lidt gigt. Antropomorfisme hedder det, sådan på akademisk.

I Valhal muntrer Odin, Tor og kammesjukkerne sig med at slås og med at holde gilde. Og omkommer en af kæmperne i slåskampen, vækker Odin ham til live dagen efter. Døden er i det hele taget en ret overkommelig affære. Den er såmænd lidt hyggelig, ikke mindst fordi de nydøde forenes med de hedengangne mænd, der har ligget og kedet sig i gravhøjene. Det er bedre at dø i kamp end i sottesengen. For de våbendøde mænd jubles velkommen i Valhal, i modsætning til skvattene, der ligger og hoster sig ihjel af lungebetændelse. Aserne lærer os at kæmpe for »alt hvad du har kært«, til vi falder. Buddet fra Nordens guder er: vi skal være troværdige. Bryder man, hvad man lover, kaster det lange og tit blodige skygger. Der er noget renfærdigt, måske lidt barnagtigt, men renlivet over nordboernes gamle tro. Vi må godt lege med livet. Det, som mange sportsfolk og gode digtere og malere og musikanter gør. Legen kan man vinde. Og så får man ry. Eller man taber. Så er legen ikke god. Men man opnår et udødeligt ry, som besættelsestidens Kim Malthe-Bruun eller Flammen og Citronen. Hvem sagde Glistrup?

Vi skal kæmpe med åben pande. Kun som sådan kan vi genopstå. Århundrede efter århundrede er vi genopstået her på klinten. Ikke bundet til hinanden af et biologisk DNA, men af et geografisk. Vi er genopstået som denne klints, denne livsfølelses indehavere.

Jeg står på min klint og ser langt ud over havet. Det blæser, så jeg dårligt kan holde balancen. Der er hvide hanekamme på bølgerne så langt øjet rækker. Det er lykkeligt at stå her og se og se og se. Så lyst her er. Og lyst er netop ordet om de guder, vores forfædre forestillede sig.

Jamen, ragnarok. Går verden ikke under i asernes bibel? Jo. En skønne dag raser grumme storme over landet. Gigantiske, monstrøse er de. Uår følger uår. Stride vintre uden sommer. Ære glemmes for vanvittigt begær. Jætteulve sluger Solen. Stjernerne styrter i dybet. Berlin, april 1945 tænker min årgang.

Men de nordiske guders historie slutter ikke med ragnarok. Af undergangen stiger en ny have, Idavang kaldet, fager og grøn er den, med bølgende kornmarker. Og den nye verden befolkes med de gamle guders børn. Tors søn finder sin fars hammer. Den ejegode Balder stiger op af dødsriget.

Vore forfædre tænkte lyst og ukompliceret. Trods alle besværlighederne ved at bo i dette nøjsomme nord bekom livet dem vel. Og de skabte den evighed, som vi mærker heroppe på klinten i 2013, som vi forstår og som vi deltager i.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten  den 20. december 2013

Der hersker en helligånd i DR’s hus. De ”gode” nyder fremme, de ”onde” holdes fra skærmen. Men Yahya Hassans digte er en bombe under DR’s falske verdensbillede.

                                          Af Ole Hyltoft

Vidunderligt at en digtsamling kan skabe så meget nybrud i de politiske positioner som Yahya Hassans har gjort. De politisk korrektes skib, ”Cafe Slatten”, holder sig nu kun sejlende ved hjælp af pumperne. ”Cafe (S)latte(n)”-skibet har sådan set været læk i mange år. Men digter Hassan har tilført skroget et regulært hul. Så der er almindelig opløsning hos mandskabet. Officererne – på Politiken, Information, Enhedslisten og hvor  de ellers har hjemme – går omkring med sammenknebne munde. Og skibets passagerer – også kaldet glidegæssene – går fra borde i hobetal.

   Kun få af ”Cafe Slattens” mangeårige støtter holder ved. En af dem er Danmarks Radio.  Det beviste DR i tv-avisen den 8. december, hvor speakeren slog fast, at de ulyksalige digtes kæmpesucces skyldes, at digtene er blevet så effektivt  markedsført.

   Markedsført, markedsført… lød det igen og igen i tv-indslaget. DR ville slå fast, at det ikke digtenes poetiske knock out-kraft eller digterens mod til at udsige sin sandhed, der har skabt deres usædvanlige påvirkning af den offentlige  mening. Det er derimod noget for en digter så nedværdigende som den kommercielle markedsføring.  Ordet ”markedsføring” lyder af kapitalisme, alle gode værdiers tilintetgører.

   Midt under tv-transmissionen af Yahya Hassans oplæsning i Volsmose indtraf så det andet redningsforsøg fra DR. En vis Kurt Strand afsendte en meddelelse, der blev citeret på skærmen. Kurt Strand skrev, at Hassans digte var dårlige. Kurt Strand er en af skibet ”Cafe Slattens” tidligere officerer. Han forlod det krasbørstige liv på søen på grund af gigt. Men ”Cafe Slattens” mål bærer han stadig i sit hjerte. Han har i sine mange år i Danmarks Radio udrettet store ting for at skille samfundets artige fra de uartige. Han har sørget for, at de rette gæster blev godt præsenteret for tv-seerne, og dem med de urette meninger blev afvist eller nedladende behandlet.

  Nu skrev Kurt Strand at digtene er dårlige. Det er fordi de peger et andet sted hen end Kurt Strand vil. Det er en gammel, vel afprøvet metode. Er  man uenig med en forfatter, siger man at han skriver dårligt.

”Cafe Slatten” har i mange år sejlet rundt i Danmarks farvande med Danmarks Radio som en af de mest beslutsomme styrmænd. Målet med sejladsen har ikke været til at tage fejl af.

   Skibets officerer ville sørge for, at Danmark blev multikulturelt. Derfor skulle grænserne være åbne for storindvandringen af især uuddannede muslimer fra Pakistan, Mellemøsten, Somalia m.v. Hjemme på rederiet sad magtfulde mænd som ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, chefredaktør Tøger Seidenfaden og partiformand Sven Auken og pressede mandskabet til at yde deres bedste.

   De skamroste Vestens ulands-hjælp, selv om dygtige afrikanske økonomer dokumenterer, at ulands-hjælpen skader Afrika mere end den gavner.

   Selv om det er en kendsgerning, at romaer ( ikke alle, men mange )  stjæler, snyder og forurener, er det anstødeligt at kritisere romaer i radio og tv. For de er et undertrykt folk.

   Alle kulturer hævdes at være lige gode, også den kultur der hugger hænderne af sine borgere. Dog er vores egen, den vestlige, lidt mindre god. Det kaldes selvhad og er et kendt fænomen hos individer og lande i forfald.

   På ”Cafe Slatten” er lighed et ubetinget gode, ja, nærmest et helligt ord. Og det selv om undersøgelser viser, at reformer, der medfører lidt større ulighed i indkomst, gavner vores levestandard og offentlige finanser.

   Virkelighed er nemlig ikke i høj kurs på skibet. Fordomme overstråler kendsgerninger.

   På.”Cafe Slatten” mener man, at Danmark skal være en multikultur med alverdens religioner boende. En multi-kulti, som Angela Merkel kalder det. Ganske vist er de fleste af skudens officerer ateister. Religion er for dumme folk, mener de. Men herregud, underklassen skal have noget at trøste sig med. Derfor mener de heller ikke, at denne underklasse skal foruroliges af ytringsfrihed, som for eksempel Hassans digte eller Kurt Westergaards tegninger.

   Man kan roligt sige, at ”Cafe Slatten” er den moderne udgave af tidligere tiders bedsteborgerlighed. Men sådan opfattes skibet nok ikke af ejerne og mandskabet. De opfatter sig vist som de postmarxistiske verdensforbedrere og sørger for at EU’s lov-byrokrater belærer og afstraffer de primitive borgere, der ikke retter sig efter spidsborgernes regler, men følger deres sunde fornuft.

Selv har jeg nu og da gjort visitter på det gode skib ”Cafe Slatten”. Når det er sket, har jeg gerne følt, at besætningen helst ville surre mig fast til stormasten og belære mig om deres gode hensigter ved hjælp af den syvhalede kat.

   Jeg husker jeg engang var med i et DR-panel, der skrev og selv oplæste 10 minutters lange ”Spidser” i P1. Jeg indlæste en dag sådan en spids om en oplevelse jeg havde haft i Enghaveparken på Vesterbro i København. Jeg stod her og beundrede Kaj Nielsens statue af en nøgen kvinde med et barn. Ved siden af mig stillede sig en mand, der hvæsede af væmmelse over den ublufærdige nøgenhed midt i byen.

   Da jeg havde indtalt ”Spidsen” i radioen, var det ”Spidsens” redaktør, der ikke bare hvæsede, men råbte af væmmelse over mine ord. DR-redaktøren var ingen ringere end den i JP så kendte Egon Clausen. ”Spidsens” forfattere var nok frie.  Men de skulle altså bruge den frihed, DR gav dem, til at fremsætte de rigtige meninger. Ikke bruge den til uforblommet at berette hvad de havde oplevet. DR’s velmenende redaktør forfulgte mig ud gennem en række af radiohusets lokaler, mens han råbte til alle der gad høre på det: Hyltoft har skrevet en elendig, forfærdelig, rædselsfuld Spids.

   Den stakkels Egon Clausen er nok i senere redaktionsmøder med logebrødre som Kjeld Koplev, Carsten Clante, Ole Sippel, Bjørn Erichsen blevet bebrejdet, at han lod en sådan usømmelighed forurene æteren.

   Men ”Cafe Slatten” har ellers været god til at holde DR-stien ren for uanstændige indslag. For nogle måneder siden bragte DR en dokumentar om foreningen ”Stop islamiseringen af Danmark”, SIAD. SIAD’s formand, Anders Gravers, stiller sig ved visse større begivenheder op med et dannebrogsflag i hånden. Hvorefter biler kommer susende. Autonome i snesevis springer ud og overfalder Anders Gravers og den håndfuld sympatisører han har med sig. Ligesom brunskjorterne overfaldt demokratiske tyskere i 20’ernes Berlin.

   Bragte DR nu en fordømmende dokumentar om overfaldsmændene, de autonome bøller? Nej. DR bragte et program fuld af udokumenterede insinuationer om Anders Gravers’ forbindelse til kapitalstærke kræfter, Anders Breivik osv. Man retter bager for smed i den politiske korrektheds spidsborgerlige tjeneste.

   Da sørgeligt mange afrikanske emigranter druknede i Middelhavet først på efteråret, var DR’s konstante vinkel på sagen, at disse drukneulykker var europæernes skyld.  Hvorfor laver DR ikke programmer om drukneulykkernes årsag: overbefolkningen i Afrika og Mellemøsten? 

Journalister med politisk korrekte meninger ansættes i DR-huset i stort tal  og i fremtrædende stillinger, en Møger, en Guldbrandsen, en Rothstein, en Jacob Illeborg, en Adam Price.

   Kunne man tænke sig, at DR ansatte journalister med en mere national grundholdning, en Søren Espersen, en Søren Søndergaard, en Katrine Winkel Holm? Nej, det er utænkeligt.

   Jeg har dog ikke noget imod, at officerer fra ”Cafe Slatten” ansættes i DR, hvis de er dygtige. Men jeg mener det er brud med DR’s lovpligtige alsidighed, når der til gengæld aldrig ansættes nogen af de dygtige mediefolk, der er kritiske mod multikulti og masseindvandring.

   Hvorfor hører man næsten aldrig talentfulde navne som Morten Uhrskov, Ulrik Høy, Sven Ove Gade, Mogens Camre, Karen Jespersen og mange flere af den observans i DR’s programmer? Fordi de ikke vil sværge troskab til DR’s helligånd.

   Eller tag Bent Jensen, som kun optræder i DR, når han er i Landsretten. Bent Jensen har samlet en umådelig viden om nyere historie, herunder en stor viden om skibet ”Cafe Slattens” besætning. Hvorfor mon DR ikke bruger denne viden i sine oplysende programmer?

   Når DR ikke vil bruge disse talenter, undskylder DR sig med, at de er ekstreme, skønt deres synspunkter deles af 80 procent af befolkningen.

   ”Cafe Slattens” sejlads i DR’s farvand er noget af en sørøver-virksomhed. Den røver væsentlige røster og væsentlige oplysninger fra seere og lyttere. Den gør debatten i DR mindre bred og indsigtsfuld, end den kunne være. Men den er også en fare for selve DR’s eksistens. En skønne dag vil folk ikke finde sig i at blive manipuleret på den måde. Så afskaffer politikerne DR. Det vil vi, der holder af DR, være rigtig kede af. 

Trykt som kronik i tidsskriftet Replique  den 5. december 2013

Der er stadig ensidighed i Danmarks Radio og DR lever ikke op til grundlæggeren, Emil Holms, vision.
Af Ole Hyltoft, forfatter, cand.mag., næstformand i DR’s bestyrelse.

For nylig viste DR et søndagsprogram om ondskaben ved den stramme indvandringspolitik. En 17-årig asylansøger var blevet udvist til Kosovo efter adskillige års ansøgning om permanent ophold i Danmark. Den unge mand var blevet depressiv af ventetiden  og fik i Danmark et antidepressivt middel ved navn Abilify. Dette kunne han nu ikke få i Kosovo, sagde DR. Derfor var udvisningen ulovlig. Og desuden moralsk forkastelig, fremgik det af udsendelsen.
   Et par dage efter kunne man i Berlingske læse et indlæg fra lægen Henrik Day Poulsen, der er den i landet der har mest forstand på antidepressive lægemidler. Han kunne fortælle, at Abilify  var til at købe i Kosovo. Men det var ret dyrt i forhold til levestandarden på Balkan. Til gengæld var andre billigere medikamenter tilgængelige, der var næsten lige så gode som Abilify.
   Dette er et af talrige lignende eksempler på den politiske indstilling, der dominerer i DR’s programmer. Holdningen er den talende klasses, cafe latte-segmentets, kulturkleresiets. Den er ikke en minutiøs afskrift af Enhedslistens eller Det radikale Venstres partiprogram. Men den er rygmarvsreaktionen hos især tilhængere af disse partier. Den er den helligånd, der svæver over hovedet på gennemsnitsredaktøren i Danmarks Radio.
   Når DR beskriver sigøjnere, er det som oftest som de undertrykte, de forulempede. Måske strejfer man i udsendelserne, at befolkningerne i sigøjnernes nærhed føler sig plaget af, at der er mange romaer der stjæler, snyder, lyver, forurener eller er arbejdssky. Men DR’s hovedtema er, at sigøjnerne er et forfulgt folkefærd.
                                               *
Nu skal dette ikke forstås sådan, at der ikke bringes mange indsigtsfulde og forstandige programmer i DR. Jeg synes også, at ensidigheden er blevet lidt mindre de senere år, og meget mindre end i de røde lejesvendes glade dage. Og nyhedsafdelingens indenrigspolitiske dækning er med Kim Bildsøe og Ask Rostrup i spidsen blevet ret politisk afbalanceret.
   Visse toneangivende DR-journalisters skamløse behandling af personer som Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard, Mogens Camre m. fl. finder ikke sted mere, eller i hvert fald kun i meget mindre omfang end før.  Men tv-redaktører har jo flere måder at vise deres afstandtagen på. Meget effektivt er det jo at undlade at give ordet til personer med ”forkerte” meninger. En prøvet måde at udøve censur på.
   Så trods lidt mindre ensidighed de seneste år er der stadig en helligånd, en sagtelig brise, der bølger gennem kontorerne i DR-byen. Den kan i overskrift beskrives sådan:
   At være multikulturel er smart. At være national er tilbagestående.
    Jo mere vi giver i ulands støtte, jo bedre mennesker er vi og jo mere betaler vi af på den skyld, vores fædre, kolonisatorerne, har lagt på vore skuldre. Dette er fast inventar i mange tv-journalisters forråd af fordomme. Og det på trods af at sorte, afrikanske nationaløkonomer dokumenterer, at vestlig ulands støtte ikke gavner, men skader Afrikas udvikling.
   Muslimsk storindvandring til Europa anses af kulturkleresiet som ønskelig. Bevares, der kan være nogle småting at rette på islams sønner, når de hærger skadestuer, skyder på hinanden i gaderne, belaster statsbudgettet, kræver særbehandling, tyranniserer deres døtre, ikke lærer dansk og den slags småtterier.
   Det virker som om den mangel på erkendelse af virkeligheden, der har præget venstrefløjens holdning i disse spørgsmål, har smittet af på DR’s journalister.
                                                     *
I den forbindelse skal man huske på den flytning af magtforholdene i DR, der er foregået i DR i de sidste 20, 30, 40 år. Hvor det for 40 år siden var det politisk afbalancerede radioråd og programudvalg der havde den afgørende indflydelse, er det nu DR’s journalistgruppe, der sidder på magten. Journalisternes magtovertagelse har givet os bedre reportager om øjebliksbegivenheder  end før. Men også en dårligere dækning af fænomener der kræver kundskaber om kulturarven, historien, filosofien, kunstarterne. Det siger næsten sig selv. Journalister er hovedsagelig nutidsorienterede, uden en uddannelse der gør dem fortrolige med  det kulturgrundlag, vi står på. Hvis man skal sige det uforblommet: De ved for lidt. Det gør djøfferne også. Og dem er der også kommet flere af i DR.
   Derfor er Danmarks Radio i dag uden populære eksperter som dem der tidligere berigede sendefladen og gjorde befolkningen oplyst. Personligheder som Ingvald Lieberkind, Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Paul Bergsøe, Harald Isenstein.
   Sådanne personligheder findes også i dag. Men uden for DR’s studier. De efterspørges ikke af DR.
   Udsendelser om kunst og historie bringes i tv kun på den lille kanal, DR-K. Og for det meste garneret med pjattede konkurrencer og anden spøg og skæmt. Litteratur og oplæsning af litteratur er stort set afskaffet som en del af DR’s sendeflade. Bortset fra et par anmeldelser om ugen i radioen.
   Kulturen eksisterer ikke som relevant emne i DR’s tv-aviser, bortset fra sensationer som tyveri  fra Det kongelige Bibliotek eller krimiforfatter Jussi Adler Olsens salgssucces i Tyskland. DR’s bestyrelse har i flere omgange bedt nyhedsafdelingen om at medtage kulturen som en del af det liv i Danmark og i verden der bør omtales. Det sker ikke. DR’s skaber, Emil Holm, mente, at ”der skal være et fostbroderskab mellem radiofonien og kunsten”. DR i dag begår forræderi mod Emil Holms vision.
   Kun musikken, ikke mindst den klassiske, lever godt i DR. Men lad os ikke glemme, at den forrige generaldirektør spurgte, om der ikke var en anden tv-station der ville købe hans symfoniorkester.
   Tidligere var der kunstnere og magistre og selvlærde i spidsen for DR. Ja, ham der skabte Danmarks Radio, Emil Holm, var selv kunstner. Nu består medarbejderstaben og ledelsen næsten kun af journalister og djøffere. Vi i bestyrelsen ( radiorådets arvtager )  kan ikke gøre noget ved det. For vi udpeger kun de 6 direktører, hvad jeg synes er forkert. Bestyrelsen burde også deltage i udnævnelsen af cheferne for de forskellige afdelinger ( DR 1, DR 2, tv-avisen osv. ) Så ville DR være bedre sikret mod politisk ensidighed. Selvfølgelig skal faglig dygtighed være det afgørende signalement for en chef – og for enhver – i DR. Men derudover ville en vis, ikke en rigid, politisk differentiering være fornuftig.
                                                     *
Allerede i den første radiolov fra 1926 slog politikerne fast, at Statsradiofonien ( nu DR ) skulle hvile på tre søjler, være oplysende, kulturel og alsidig. Dette er i varierende formuleringer  gentaget siden. Derimod har politikerne aldrig krævet bestemte ( høje ) lytter- eller seertal. Alligevel er jagten på seertal blevet en afgørende faktor, jeg tør godt sige den afgørende faktor, når DR’s programmer vurderes i huset. Denne tendens er især blevet fremherskende efter oprettelsen af den konkurrerende TV 2.
   I de år jeg har siddet i bestyrelsen har jeg igen og igen argumenteret imod denne åndeløse og åndløse seerjagt. Lige lidt synes det at hjælpe. Måske havde det set værre ud, hvis jeg ikke havde talt. Hvem ved? Man skal i hvert fald værne om demokratiets islæt i DR’s ledelse, bestyrelsen. Den er en chance for at skævheder og mangler kan blive påtalt inden for husets døre.
   Med mellemrum hører man ønsket om at DR’s bestyrelse skal være ”professionel”. Dermed mener man, at politikere ikke skal udpege bestyrelsen, og at den skal bestå af de fra erhvervsbestyrelser velkendte advokater og højtlønnede forretningsdirektører. Det vil jeg advare imod. Den type personer er som regel inkompetente, når det drejer sig om medier og kultur. De er netop ikke i stand til at føre en professionel samtale med DR’s ledere og medarbejdere. Den løbende dialog mellem DR’s ”embedsmænd” og de folkevalgte vil udeblive.
   DR’s bestyrelsesposter må ikke være en sinecure til veltjente partifunktionærer. DR’s bestyrelse bør bestå af kultur- og medieerfarne mennesker, som de udvælgende partier har tillid til. Og bestyrelsesmedlemmerne skal være så civiliserede, at de kan sidde i stue og føre ædruelig samtale med personer af anden politisk observans.
                                                    *
Da de røde lejesvende huserede voldsomst med deres propaganda og Berufsverbot, var der mange der sagde: Nedlæg dog Danmarks Radio! Jeg vil ikke nægte at tanken også har strejfet mig. DR har jo i mange år ikke været HELE Danmarks radio og fjernsyn.
   Men jeg tror trods alt ikke, det er nogen god ide.Privatiseres DR, kan den købes af kapitalstærke kræfter, der kun tænker i penge og populistiske seertal. Eller af fanatikere, islamister for eksempel, der kan misbruge DR som antidemokratisk propagandasender.
   Dansk kultur, dansk sprog, dansk tone har brug for en kvalitetsstærk radio- og tv-sender for at klare sig over for de store sprogområder. Men DR skal være mere alsidig og have større fokus på dansk og europæisk kultur end tilfældet er.
   Den selvgode spøgelsesånd, helligånden fra 1968, må ud af DR-huset. Og det bedste af slægternes materielle og åndelige præstationer, vores kultur, må genfindes.

Ole Hyltoft har netop udgivet tredje bind, ”Københavnerpigen og Journalisten” i sin romantrilogi om København fra 1905 til i dag.

Trykt som kronik i Jyllandsposten 16. november 2013

Ole Hyltoft, førhen en aktiv og fremtrædende socialdemokrat, peger i kronikken på Jens Otto Krag og Svend Auken som hovedansvarlige for den socialdemokratiske vej mod undergangen. Forfatteren fortæller også om en bog,  der kunne være blevet et fornyende projekt for partiet.

                                                   *

Slotsholmens regnedrenge har jaget folkets sønner og døtre ud af Socialdemokratiet.

   Sådan kan man sammenfatte Lars Olsens nye bog, ”En bygning slår revner”. Socialdemokratiet har sat sin sjæl i pant i djøf-overklassens departement for folkefremmed statsstyre.  Denne form for avanceret åndløshed er den sikre vej til Socialdemokratiets selvmord, fastslår Lars Olsen,  Jyllands-Postens altid fængslende mandags-kommentator. Det lykkedes ikke munkemarxisterne at tage livet af det folkelige socialdemokrati. Men det vil lykkes djøfferne, forudser Lars Olsen.

                                               *

Lars Olsens hjerteskærende bog vækker minder til live hos en forhenværende socialdemokrat som mig. Ganske vist var jeg aldrig en af magtens mænd i partiet. Men i mange år stod jeg sossernes koryfæer nær; som taleskriver for socialdemokratiske ministre i 1960’erne og som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på Aktuelt i 70’erne og 80’erne.

   Selv om Lars Olsen banker Socialdemokratiet oven i hovedet, er  han af hjertet en socialkammerat. Han vil have trukket Socialdemokratiet væk fra selvmordsvejen. Ved at genoplive den socialdemokratiske sjæl, der værner om retfærdighed og om borgernes job.

   Men Helle Thorning fører jo netop den politik, hun ( og embedsmændene ) mener fører til flere jobs. Og nu om dage er der jo forskelligartede bud på hvad retfærdighed er. Er det retfærdigt, at den socialdemokratiske velfærdsstat stikker dovne Robert en næsten lige så stor månedschek, som den hårdt arbejdende kassedame i Brugsen får?

   Og var det retfærdigt, at fhv. finansminister Henning Dyremose kunne stikke af med ca. 100 millioner af vores allesammens TDC-kroner? Såvidt jeg husker var det en socialdemokrat, fhv. finansminister Knud Heinesen, der som TDC-formand overrakte Dyremose de 100 millioner.

   Og den ene bankdirektør efter den anden forlader deres skrantende eller sammenstyrtede bank så belæsset med guld som soldaten i H.C. Andersnes ”Fyrtøjet”.

   Så jeg er ikke sikker på, Lars Olsen indkredser Socialdemokratiets sjæl omfattende nok ved at tale om jobs og retfærdighed.

                                             *

   Lad os tage en lille tur tilbage til vore forfædre. Socialdemokratiet er grundlagt af de hundredtusinder bønderkarle og bondepiger, der for mere end et hundrede år siden fattede vandrestaven og drog fra markerne ind til byernes fabrikker. De lavede Socialdemokratiet for ad demokratisk vej at befri sig for industrialismens plager. Frihed! råbte de. Frihed for fattigdom, bolig-slum, usikre arbejdsforhold, ødelæggende slid på kroppen, nedværdigelse, udelukkelse fra viden og dannelse.

   For at gøre en hundredårig historie kort, så afsluttes denne økonomiske frihedskamp sejrrigt med Anker Jørgensens regeringer op til 1982. Alle danskere, også de mindrebemidlede, har nu fået en løn at lave af. De har også fået bil og parcelhus, i hvert fald en ordentlig lejlighed. Og enhver ung bliver støttet af staten med SU til at få en hvilken som helst uddannelse, han/hun kan klare.

   ”Vi har sejret”, som Thomas Nielsen råbte i Falconer Centret. Desværre var sejren ”ad Helvede til”, som han tilføjede med et impulsivt, næsten digterisk glimt af sandhed.

   At folkets materielle fremgang ikke var nok, havde andre forudset før Thomas Nielsen. Stauning hyldede Socialdemokratiet som historiens største kulturbevægelse. Det samme gjorde partiets ihærdige opbygger, Fr. Borgbjerg, som ud over arbejdersangene kunne 100 af Grundtvigs forhåbningsfulde sange og salmer udenad.

To af mine fædre, Jul Bomholt og PH, havde sagt det samme siden 1920’erne.                               

                                                *

Jul. Bomholt fik oprettet kulturministeriet i 1961. Samme år afsluttede jeg min embedseksamen. Og jeg skrev til vor første kulturminister, om han ikke havde brug for en hjælpende hånd. Det havde han. Og i de følgende år skrev jeg Bomholts taler og artikler. Vi fik et tillidsfuldt samarbejde. Vi tænkte ens. Det bedste, der var skabt i Danmark og Europa gennem tiderne, skulle bæres synligere frem i skole og medier og blive allemands eje. De, der boede i Hvide Sande, skulle møde mesterværkernes revselse, inderlighed og storhed lige så selvfølgeligt som dem, der boede midt i Kongens København.

   Bomholts og mit samarbejde varede kun i tre år. Så blev det pludselig revet over af den økonomiske teknokrat Jens Otto Krag, der ubegrundet fyrede kulturpolitikkens poetiske arkitekt, Bomholt. En fyring med stor symbolkraft. Den er første skridt på selvmordets vej for Socialdemokratiet. For enhver kunne i 60’erne se, at Socialdemokratiet var ved at have nået sine materielle mål. Hvis der ikke kom nye, ville partiet være overflødigt.

                                               *

Et par år efter fyringen skrev jeg min debutbog, ”Tør du være fri?”. Her tegner jeg målet for en politik, der ikke skal opgøres på pengemæssige indikatorer; men på at borgerne bliver ansporet til at vokse i humane kvaliteter som proportionssans, tillidsfuldhed, frygtløshed, godt humør, skabertrang, kunstnerisk følsomhed m.m.

   Bogen er ikke bragesnak. Jeg prøver at forklare, hvad der skal til i praksis for at kalde på disse egenskaber i os. Jeg vil ikke skabe nye mennesker, men prøve at tilrettelægge en politik, der kalder på det bedste i os.

   ”Tør du være fri?” hed bogen. Den er ikke specielt skrevet til Socialdemokratiet. Men den socialdemokratiske ledelse tog den til sig. Selv Krag var vist fascineret. Utilsigtet udkom bogen i 1968 og blev et frihedens sidestykke til ungdomsoprørets marxistiske skematik.

   Måske kunne Socialdemokratiet være kommet ud af sin åndløse binding til materielt privatforbrug ved at installere ”Tør du være fri?” i sin målsætning. Den kunne have mættet og videreført den kultursult, der lå i den socialdemokratiske bevægelse i første halvdel af 1900-tallet og som blomstrede med kulturbevidste aviser, sangklubber, forlag, kunstforeninger, radioklubber osv. En folkelig kulturaktivitet som endnu var livskraftigt i 60’erne.

   Flere socialdemokratiske politikere var glade for tankene i ”Tør du være fri?”. Det nævner Lars Olsen også i sin bog. Og jeg rejste meget rundt i landet i disse år og prædikede evangeliet. Ikke kun i socialdemokratiske forsamlinger. Jeg husker jeg engang besøgte Liberale Studenter, hvor en af studenterne i ramme, naive alvor spurgte mig, om der fandtes andre filosofiske forfattere af vægt herhjemme. Det mente jeg nok der gjorde. Der var blandt andet ham Villy Sørensen, tror jeg jeg svarede!

   Men trods interessen slog hovedtanken ikke igennem. Partiet ville hellere sejre ad Helvede til.

                                             *

Næste politiske hovedfase blev den muslimske masseindvandring. Socialdemokratiets materielle mål var nu nået. Planøkonomien var forkastet. Og nogen andre overordnede mål havde partiet ikke.   

   Men så var der jo de mange nødlidende rundt i verden, ikke mindst i de overbefolkede muslimske lande. Dem kunne Svend Auken og de andre sosser uden mål ( og med ) kaste deres solidariske kærlighed på. Ved at lade dem komme ind på det danske velfærdsherberg. I hundredtusindvis.

   Det blev en økonomisk belastning for alle gammeldanskere, også for arbejderne. Men i venstrefløjens indvandringspolitik ligger der også en usolidarisk og ukærlig indstilling til egne vælgere. Svend Auken, Birte Weiss, Lykketoft, Ritt Bjerregård, Torben Lund, Nyrup, Ole Espersen blev ikke deres vælgeres tjenere, men deres plageånder. Titusindvis af arbejdere havde glædet sig til en alderdom med ro til at sove længe, sludre med naboerne i opgangen, lege med børnebørn i gården. Nu fik de fremmede naboer, der ikke kunne og tit ikke ville tale dansk, som skød og sloges i gaderne, kaldte pensionisternes døtre og børnebørn for ludere, angreb politi, brandfolk, ja, sågar hospitaler.

   Dette er ikke bare ufolkeligt af Svend Auken og Co. Det skete fordi disse sosser ikke havde nogen forbindelse med de arbejdere, der havde valgt dem. Denne undergangshistorie har nu fået sin beskrivelse med sørgerand i Lars Olsens bog. Thornings, Sass’ og Wammens vilje til at rette op på skaden er for svag. Derfor står Socialdemokratiet i dag som et parti med en glorværdig fortid, men uden et nutidigt projekt.

   Da syndfloden rasede værst, reddede mange socialdemokrater sig i land på Pia Kjærsgårds ø. Og genfandt her meget af det gamle land fra Hedtofts, H.C. Hansens og Bomholts tid.

   Sådan kan det gå. Og det er vel ikke nogen ringe hyldest til folkestyret.