Avisartikler 2013, 2. kvartal

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 9. maj 2013

Af Ole Hyltoft

Ole Hyltoft udgiver i dag 3. bind af sin slægtsroman om kunstner- og arbejderslægten Lauenborg. Forfatteren mener, at romanen kan læses som et forsvar for, at den nu om dage så foragtede danske kulturtradition er forudsætningen for det ægte frisind, som også PH og de bedste af 30’ernes kulturradikale talte for.

En vildvej – er det ikke sådan en, vi danskere har bevæget os ad de sidste halvtreds år? Men er der ikke tegn på, at vi for tiden er ved at opgive vildvejen og leder efter hovedsporet?

Det er den søgen, min nye roman, ”Københavnerpigen og Journalisten”, handler om. Det vender jeg tilbage til.

Først vildsporet.

For halvtreds år siden, sidst i 1950’erne, var vi på rette vej i Danmark. Vi var ikke så velhavende som i dag. Mange slumkvarterer fra 1800-tallet stod stadig og mindede os om forrige tiders stinkende pjalteproletariat. De fleste af os havde hverken, bil, sommerhus eller fjernsyn.

Fattige følte vi os dog ikke. Vi var sluppet ud af krigstidens mangel på ”ægte” varer, kaffe, te, chokolade, appelsiner, citroner, gummi. Vi havde råd til det fornødne, at købe ny cykel, gå i biffen og til fodbold, og holde 50 års fødselsdag med suppe, steg og is.

Danskerne var stolte. Over at have været med til at slå det nazistiske pøbelvælde ned. Vi havde, som general Montgomery sagde, været second to none og lavede folkeindsamling til at rejse et minderigt Frihedsmuseum. Vel havde vi ikke i pose og sæk at være stolte over. Men, det vi havde, hægede vi om. Vi havde verdens bedste kvindelige forfatter, Karen Blixen, og de syv haves modigste sømand, kaptajn Carlsen. ”Den kjække sømand fra Baksværd”, som rektoren på min skole kaldte ham ved morgensangen.

Ånden under Den kolde Krig omkring 1959 var heller ikke entydigt reaktionær. Nok havde indremissionens bedsteborgerlighed en stærk røst i Christian Bartholdy. Men tiden gav også plads til forvovent frisind med Poul Henningsen i spidsen. Vi kunne vælge.

Vi havde en konge, Frederik den Niende, der kunne dirigere Kuhlaus Elverhøj med Det kgl. Kapel. Og vi havde en regeringschef, H.C. Hansen, der virkelig var chef. Når han ville give vores amerikanske venner lov til at stationere atombomber på Grønland, uden at der kom rav i den i Folketinget, skrev han på egen hånd et raffineret adgangsbevis til vores ven i Staterne, præsident Eisenhower.

Danmark banede faktisk nye veje for verdensudviklingen i de år. Vores møbelarkitekter var ikke bare second to none. De var number one. Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Finn Juhl. Den sidste har lige fået sin elegante sal i FN renoveret.

De abstrakte malere, som vi kalder Cobra, fik i slutningen af 50’erne deres internationale gennembrud i Paris. De var verdenskunstens spydspids i den abstrakte ekspressionisme. Egill Jacobsen, Ejler Bille, Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn, Richard Mortensen.

Nej, vi var ikke verdensmestre i 1959. Men vi vandrede fortrøstningsfuldt på den rette vej, den hen mod mere demokrati, frisind, ligeret, dygtighed, fabuleringsevne. Vi fulgte de gode takter fra 30’erne. Soliditet og modernitet hånd i hånd. Jeg oplevede fremgangen meget håndgribeligt. Var selv blandt de første universitetsstuderende, der modtog SU.

60’ernes optimisme og velstand skærpede fornemmelsen af nye tider. Men så kom 1968. Helvede brød løs, åndeligt talt. Det var forklarligt. De unge ville foretage et politisk spring lige så hovedkulds som den materielle produktions tigerspring i disse år. Selv vi, der ikke gik på barrikaderne, værdsatte opbruddet. Min første bog er fra 1968 og hedder ”Tør du være fri?”

Men 68 og 70’erne kom ikke kun til at betyde frihed. Oprøret indeholdt en foragt for kunsten og kulturen, ja, en kundskabsforagt. Det var ikke længere de kundskabsrigeste der skulle være professorer. Derimod dem med de rigtige meninger, glidegæssene. Der opstod en sløsen med arbejdsmoralen, en primitivitet i samfundsforståelsen, en dyrkelse af vold, og en overfladisk internationalisme.

Den hjemlige kulturtradition fik et skud for boven. De marxistiske studenter mente den var kontrarevolutionær. DR’s chef for børneudsendelserne, Mogens Vemmer, fyrede DR’s drengekor, fordi de sang danske højskolesange.

Vi, der i 60’erne havde villet forbinde den gamle verdens idealer, hjemligheden, folkefællesskabet, kunstens skatkister, med den nye frigjorthed, havde ingen chance.

Tilbageslaget mod 68-generationen indtrådte imidlertid snart. 80’erne og 90’erne dyrkede kapitalisme og egoisme. Afløst i vort århundrede af it og globalisme.

Og nu kommer vi så til min nye roman om ”Københavnerpigen og Journalisten”. Romanens to hovedpersoner er departementschefen i kulturministeriet, Vini, og den i journalistik og erotik lidenskabelige journalist, Christmas. De to er ”moderne”, frigjorte mennesker. Der er ikke noget bagstræb over dem. Vini er en karrierebevidst, styrende kvinde. Christmas er en journalist, der vil afsløre magthaveres skumle hensigter.

Men samtidig er de begge bundet til de gamle værdier. Vini til sin slægts, Lauenborgs, fornemme kunsttraditioner og sit kulturministeriums forpligtelse til at prioritere den danske kunst. Christmas elsker sin traditionsrige avis, Kjøbenhavns Tidende. Den ældste avis i landet. De har begge hjemlig rod.

Vini og Christmas forbinder det moderne liv, den moderne frigørelse, med den kulturtradition, 1968 afkoblede. Vini og Christmas udøver i praksis det ægte, holdbare frisind, vores samfund var nået frem til i 1959.

Oprindelig ville jeg bare fortælle en historie om fordomme og forvildelser, fanatisme og terror, ensretning kontra en åben, musisk livsoplevelse. Men i bakspejlet kan jeg godt se, romanen også er blevet en historie om, at man kan gå ind for hævdvundne, danske værdier og dog være ved sine fulde fem. Ja, at man kan lade sig inspirere af sågar en Oehlenschlæger, en Ingemann, en Grundtvig og dog lægge sporet til en ikke spor retarderet fremtid.

Nogen har gjort opmærksom på, at tendensen i ”Københavnerpigen og Journalisten” er en anden end den, man finder hos vor tids kulturradikale arvtagere. Det generer mig ikke. For nutidens kulturradikale er vor tids småborgere. De har småborger-konservatismens tydelige træk: de ser ned på folket. De gemmer sig, ytrer sig ikke ret meget. Hvad skulle de også det for? De kan ordne tingene inde i redaktionernes direktionslokaler.

De har heller ingen ideer, de brænder for at udbrede. De støtter den muslimske masseindvandring og dermed det dybe bagstræbs brohoved i landet. Og de vender råt ryggen til dem der har måttet undgælde for at forsvare forfatteres og alle andres ytringsfrihed. Kurt Westergaard først og fremmest. Men også andre, der må leve med livvagter.

I ”Københavnerpigen og Journalisten” føler den kunst-begavede Lauenborg-slægts tredje generation, departementschef Vini, sig forpligtet over for den danske kunsttradition, som hendes farfar, maleren, og hendes far, arkitekten, har leveret så uvurderlige bidrag til. Altså en forpligtelse over for det hjemlige, det rodfæstede, og det dybt personlige. Det var det samme engagement, de bedste af 30’ernes kulturradikale havde, en Otto Gelsted, en PH, en Hans Bendix, en Lulu Ziegler, en Arne Ungermann.

Mens vore dages kulturradikale i al deres rodløshed buldrer frem med ukvemsord mod os, der vil lade frisindet og menneskeligheden vokse ud af århundreders danske kulturtradition.

Der er i dag er brug for et nyt frisind, et andet end det, de marxistiske prøjsere lancerede i 70’erne og det, deres cafe latte-efterfølgere har holdt sig til siden.

Forfatteren til ”Københavnerpigen og Journalisten” vil ikke være ked af det, hvis Vinis og Christmas’ oplevelser i romanen forstås som et frisind, hvor den kompakte majoritet ikke længere svinger taktstokken. Men hvor den gode udvikling, der gik i stå for halvtreds år siden, igen dukker frem som et mål i horisonten.

Trykt som kronik i Berlingske Tidende den 23. april 2013

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

De skyder med skarpt i gaderne. Tonen på nettet er

det rene værtshusslagsmål. Denne vor tids

råhed ser Danmarks Radios næstformand, Ole Hyltoft,

i sammenhæng med, at vi snart i en generation ikke har

hørt vor bedste litteratur læst op i DR.

Først gør vi sproget råt. Så bliver vi selv rå.

Det er på høje tid DR genfinder sin engang så fine litterære

tradition.

Efter middagen ved et selskab kom en ca. 70-årig herre – vi kalder ham hr. Jensen – hen til mig og sagde bebrejdende. – Du skal vide, at alt hvad jeg har lært, har jeg lært af Danmarks Radio. Men nu kan man ikke længere lære noget i DR.

Jeg syntes ikke hr. Jensen har helt ret. For hr. Jensens børnebørn får meget at vide om livet i Burma og Somalia lige nu.

Alligevel har Jensen ret. For næsten alle de udsendelser, DR’s journalister nu fornøjer eller forfærder os med, handler om, hvordan tilstanden i verdens talrige riger er lige nu – i dette susende øjeblik.

Dette øjebliks-overblik er ikke ligegyldigt, nej, nej. Det er da både pirrende og underholdende, at det fra pålidelig kilde hævdes, at Kim Jong-un for en time siden flyttede to af sine raketbaser 50 km mod øst.

Men den overvejende del af DR’s programmer har i dag ikke den stedsegrønne valør, som de havde i hr. Jensens ungdom. Vi får at vide, at der er uro i Burma. Men hvoraf kommer det, at der er 100 forskellige etniske grupper i Burma, og at det er dem der skaber uroen? Skal vi have døgnflue-tv eller stedsegrøn tv? Skal DR primært være horisontal eller vertikal?

Da hr. Jensen og jeg var børn, fik vi Ingemanns ”Valdemar Sejr”, Swifts ”Gullivers Rejse” og Dumas’ ”De tre Musketerer”, alle klassikerne, læst op eller hørespillet i DR’s børnetimer. Grebne, gysende, jublende fik vi nogle indblik i de skatkister, som findes i den skønne litteratur.

Første gang jeg blev grebet af en voksen-roman var, da Martin A. Hansens roman ”Løgneren” blev læst op i radioen. Poul Kern læste den. Nej, han læste den ikke. Han var løgneren, denne ensomme, ulykkeligt forelskede skolelærer på den vinterisolerede ø.

Mange danskere fra den tid kan stadig høre Poul Kerns stemme berette om, at stormen suser mod den øde kirke, isen bryder op, og årets første sneppe er set på øen. Halvdelen af befolkningen sad dengang ved højttaleren og lyttede til et stykke fornem litteratur.

DR’s oplæsning af romaner og noveller lærte os at se ind i menneskesindets forgreninger, lærte os om usselhed og storsind, viste os en betagende natur. Og oven i det lærte den os at tale et tydeligt dansk. Vi mødte Oehlenschlæger med Poul Reumerts stemme. H.C. Andersen med Karin Nellemoses. Hun kunne mere end være en fabelagtige Misse Møhge. Blicher, Bang, Branner – hele Danmarks historie nåede os gennem digternes fortællinger. Og tidens moderne skrivekunst kom selvfølgelig også med.

Nu høres denne dybe tone ikke længere i DR. Det er et savn. Et tab for vores kultur. Et ganske unødigt.

Nej, kære læser, jeg hører ikke til de krasbørstige jeronimusser, der synes, at alting var bedre i gamle dage. Jeg synes ordet er friere, valgmulighederne større i dag end i hr. Jensens barndom. Og jeg synes, journalisterne i dag bringer os tættere ind på hverdagen og verdens dramaer end før.

Også i DR har der været fremskridt i min levetid. Hvis man vil høre verdens bedste musik, kan man bare åbne for DR’s P 2, dag som nat. DR’s egne Torsdagskoncerter opføres til europæisk sølv- og guldmedalje.

Den klassiske musik produceres i dag i DR af ildnende dirigenter som des Burgos, Adam Fischer, Michael Bojesen. Og styres af musikelskere som orkestrenes leder Kim Bohr og koncertsalens direktør, Leif Lønsmann.

Flot, flot. På den store musiks område spiller DR med i den europæiske superliga.

Musikkens vellyd bringer vores underbevidsthed i bevægelse. Men det er litteraturen, sproget, der bærer vores kollektive og individuelle bevidsthed. Det er sproget, vi bruger til at viderebringe slægternes viden om vores lange, besværlige vandring gennem historien. Vores snart lykkelige, snart tragiske march frem mod en langt fra fuldbyrdet civilisation.

Så det er kulturløst af DR at have et så sløset forhold til litteraturen som DR har i dag.

Tilsidesættelsen af litteraturen er noget forholdsvis nyt i DR. Før 2. verdenskrig var en så betydelig forfatter som klunketidens mester-beskriver, Otto Rung, i DR’s ledelse. Og efter krigen har en række fremtrædende kendere præsenteret litteraturen i DR. Lyrikere som Ove Abildgaard og Jørgen Gustava Brandt. Forfattere som Karl Bjarnhof og Hanne Marie Svendsen. Litteraturmagistre som Lone Bastholm og Jens Schoustrup Thomsen.

Men da djøf-mentalitet og journalist-magt overtog ledelsen i DR, forsvandt den litterære kunst. Med besvær lykkedes det for et par år siden, ved vedholdende pres fra bestyrelsen, at få en enkelt times litteratur-orientering indført om ugen, ”Skønlitteratur på P 1”.

Men tænk hvis DR strøede litteraturen ud over programmerne med samme rundhåndede selvfølge som P 2 gør med musikken. Hvorfor må solopgang og solnedgang ikke markeres med, at et godt digt læses højt på P 1 og P 4? vorfor kanHvorforHHHH Hvorfor kan DR 1’s vejrmelding ikke engang imellem afsluttes med et digt skrevet til årstiden eller vejrliget?

Det kan godt være, at der i perioder i DR’s gamle dage har været for meget Poul Reumert og for meget snobberi over DR’s litteraturprogrammer. Men den holdning er der vist ingen fare for at få genoplivet i vore dage. Den musiske måde at opleve tilværelsen på har ikke noget med snobberi at gøre. Det er såmænd bare en friere og grundmenneskelig måde at trække vejret på.

Hver af vore store digtere har deres måde at trække vejret på. Der er Holberg, som bombarderer vanedumhed med paradokser og logiske underfundigheder.

Der er H.C. Andersens leg med barnet i os. Storken taler ægyptisk og ællingen flagrer omkring i meltønden og mælkefadet. Kan man begå en alvorlig forbrydelse, hvis man fra barn af har lyttet til H.C. Andersens eventyr?

Der er Blichers vemod. Der er Bangs sorgfulde humor.

Disse litterære tonearter og mange flere skaber tilsammen den danske tone. Vi kan læse os ind i den. Men hvorfor må vi ikke også høre den i radioen?

I dag kan denne tone være svær at opfange. Mange danskeres sprog lyder som en fattiggård. Når noget er godt, er det uvægerligt FEDT. Når noget er skidt, hilses det med et FUCK. Primitivissimo!

Det rå og det forenklede sidder i højsædet. Tv viser os morderiske seriefilm på løbebånd. Forbrydernes grusomheder udpensles.

I gaderne skyder kriminelle bander på hinanden.

Krimier er tidens førende bog-genre.

Tv’s samfundskritik lanceres under hårdtslående rubrikker som KONTANT og PENGE. Finans er in. Kunst er out.

Tonen mellem kombattanterne på nettet er det rene værtshusslagsmål efter otte bajere pr. mand.

Heltene blandt journalister er blevet knock out-konger med favoritslag under bæltestedet.

De røde murstensbyer, vi har arvet fra vore forfædre, udstråler hjemlighed og inderlighed. Nu gør vi vore byer identitetsløse med ensformige cementkasser. Rå cement til rå mennesker med et råt sprog. Hvad kom først – sproget eller cementkasserne?

Man spørger sig selv: Hænger disse forskelligartede elendigheder i virkeligheden sammen? Og hænger de sammen med, at vi nu i en generation ikke har hørt vores sprog udtalt i radioen med den følsomhed og de nuancer, der skal til, for at sproget kan afspejle ægte menneskesind? Først gør vi sproget råt. Så bliver vi selv rå.

Det sætter en høj standard for hele vor kultur, når vi er vant til at høre vor fortids og nutids fintfølende observatører, digternes, sprog fremført af vore bedste stradivarius’er blandt vore skuespillere, en Henning Jensen, en Morten Grunwald. Eller de eminente afdøde, som DR jo har liggende på bånd, Ove Sprogøe, Birgitte Price, Erik Mørk, Frits Helmuth, Bodil Ipsen.

Disse ældre mestres arvtagere i den nye skuespiller-slægt kender jeg ikke. Det er vel netop fordi de ikke får opgaverne i radioen, så de kan finslibe deres talent.

Tabet af DR’s oplæsningskunst, denne vellyd af overtoner og underspil, er et tab af civilisation.

DR – se nu at få genskabt jeres fine litterære tradition.