Avisartikler 2013, 3. kvartal

Jyllands-Posten den 4.-9.-2013

Carsten Seeger fremhæver med rette statsminister Buhls pinlige sabotørtale under besættelsen ( 31.-8.) Jeg finder det også mærkeligt, at modstandsbevægelsen godkendte Buhl som statsminister i frihedsregeringen.

Men min god ven Cobra-maleren Egill Jacobsen, der var kommunist og frihedskæmper under krigen, gav mig vel forklaringen, da han sagde: Vi vidste da alle sammen godt, at Buhl ikke mente det han sagde i radioen.

Når jeg i 29. august-kronikken nævner en række unge socialdemokrater, der var aktive i modstandsbevægelsen, er det for at komme den myte til livs, at ingen socialdemokrater var med.

Mange var, herunder den følsomme og bramfri digter Oskar Hansen, der ind imellem har leveret mesterværker til vor fælles danske sangskat, herunder ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Hele DsU-afdelinger var også med i modstandskampen. I en af dem var Oskar Hansens søn, Bent, med. Jeg har kendt far og søn godt og har arvet en del af Oskar Hansens interessante bogsamling.

Oskar Hansens sympatiske og beskedne søn sagde engang til mig: Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti synger fars sang, ”Danmark for folket”. Gud ved, hvem af de to, der gør det med mest ret.

Jyllands-Postens kronik den 29.-8.-2013

Det er den 29. august. Sensommeren er gået ind i den lune dvale, der kommer af, at østenvinden er blevet kronisk. Far, mor og jeg er på vej til farmor, der bor på Gl. Kongevej i København. Min nysgerrige far skal først lige se, hvad al den rumlen og råben på Rådhuspladsen kommer af. - Løft mig op, jeg vil se, beder jeg. Far løfter mig, så jeg kan se over hovedet på de mange sammenstimlede. - Der kører en bil med en kanon på, siger jeg. - Sæt ham ned, afbryder min mor nervøst. I det samme lyder geværskud og en maskinpistol skratter. Far tager mig ned. Folk begynder at løbe. Far, mor og jeg gør det samme, ned forbi tyskernes beslaglagte Dagmarhus. Den metalliske smælden af maskinpistol-salver følger os.

På broen over Vesterport Station løber vi alle tre foroverbøjede. Far dækker mig og holder mig i armen. Ned ad trappen til perronen. Her har mange søgt dækning. Tyskernes automatvåben gnægger stadig. Der er barnevogne omkring os. Jeg tænker: børnene i barnevognene vil være otte år yngre end mig, hele livet.

Året er 1943.

En folkelig opstand, især i Odense, havde fået den skrøbelige balance mellem dansk styre og tysk våbenmagt til at kuldsejle. Doktor Best, som han blev kaldt, var nu blevet enerådig i Danmark. Kun underkastet de nazistiske gangstere i Berlin.

Besættelsen var en fattig tid at være barn i. Gummibolde og cykeldæk var ikke til at

skaffe. Far havde heldigvis været forudseende og købt nye cykler med holdbare dæk til os alle tre i 1940. Bananer og chokolade fandtes ikke. Det halve Tisvilde stod i kø foran fiskerlejets chokoladeforretning den sommerdag i 1942, da butikken solgte sin sidste konfekt med ægte chokoladeovertræk.

Men betød de materielle mangler egentlig så meget, når man da ikke var ludfattig, hvad mange var i disse arbejdsløshedsår? Man indretter sig efter vilkårene. Der var surrogater for alle varer. Og fynsk tobak for de Virginia-trængende. Vel var der ikke appelsiner til at lave orangemarmelade af. Men vi havde en fortrinlig gulerodsmarmelade at smøre på madderne, og vi lavede syltetøj af bærrene fra kolonihaven, så langt sukkermærkerne rakte.

Manglede vi mange af orientens ”ægte varer”, så havde vi noget andet. Jeg husker min barndom som en tid, da jeg aldrig behøvede at være alene. Jeg havde skolens fællesskab, og gårdens. Og opgangens. I opgangen kendte vi alle hinanden og hjalp hinanden. Der blev banket på alles døre de nætter der var luftalarm.

Når vi om sommeren cyklede fra Østerbro for at bade ved Klampenborg, var det nærmest hele København, der i en lang stime cyklede med os. På HK’s sommerpensionat, Borshøjgaard, i Tisvilde var værelserne altid fyldt med fars og mors venner og bekendte. Spadsereture i sluttet trop til Tibirke Kirke hver formiddag. Fælles biografture, og fest hver lørdag aften. Jeg havde fornemmelsen af, at alle hørte sammen, alle danskere.

Og så havde vi en fælles modstander, tyskerne. Det vidste man, også som barn. Fjenden var nu ikke meget synlig på gaderne. Dog var vi så uheldige, at moren til en soldat i Frikorps Danmark boede i nabolejligheden, som vi af den grund fraflyttede i 42. Sønnens soldaterkammerater modtog jævnligt hjemlig hygge m.m. i den gavmilde mors skød.

Men ellers husker jeg ikke at have mødt folk med tyske sympatier i de meget brede kredse af forretningsbekendte, socialdemokrater og Statsradiofoniens ansatte, som mine forældre omgikkes.

Historikere hævder tit, at aktive socialdemokrater ikke deltog i modstandsbevægelsen. Det passer ikke. Oskar ”Danmark for folket” Hansen var ligesom sin søn, Bent, frihedskæmper. Bent blev arresteret af tyskerne ved en sporvogns-razzia. Mange dengang unge socialdemokrater var med i modstandskampen: Frode Jacobsen, Anker Jørgensen, overborgmester Egon Weidekamp, pensionisternes energiske forkæmper, folketingsmand og rådmand Kristian Albertsen, formanden for Socialdemokraterne i hovedstaden Carl-Ejnar Jørgensen, Hedtoft og H.C. Hansen. Og mange flere.

Derimod har jeg aldrig hørt om eller mødt personer fra Det radikale Venstre, der var i modstandsbevægelsen. Ud over doktor Hansen i Matador.

Især Claus Bryld har hævdet, at den danske befolkning under 2. verdenskrig bestod af en lille gruppe nazister, svarende til Frits Clausens 2 – 3 mandater. På den modsatte fløj var der så en gruppe antinazister i samme størrelsesorden. Vel en 4 – 5 procent på hver side. Resten af befolkningen, det store flertal, var indifferente, tog ikke stilling for eller imod nazismen.

Dette svarer ikke til min oplevelse. Mine forældre havde en meget vid omgangskreds. Som enebarn kom jeg ofte ud til selskaberne hos mine forældres venner og deltog også tit i de store forsamlings-møder. Stemningen var altid vendt imod tyskerne.

Frihedskæmperne har bevidnet det samme. Når de var på flugt fra Gestapo, stod landsmænds døre så godt som altid åbne for dem. Skønt det at huse sabotører kunne medføre at blive sendt til kz-lejr.

Tyskerne var og blev skurkene, selv om en og anden ude i kolonihaven på Amager godt kunne synes, det var synd for de tyske drenge, som trænede soldat på fælleden, at de skulle over og slås ihjel på Østfronten. Men tyskerne havde jo selv været ude om det. Og så pøbelagtigt de opførte sig. En af mors og fars venner blev arresteret af Gestapo og fik tænderne slået ud af dem under forhørene. Tyskerne i Dagmarhus og Shellhuset var umenneskelige.

Christian den Tiendes daglige tilsynekomst som ridderkonge i Københavns gader var tænkt som en dansk-national afsværgelse af Hitlers storgermanske forestillinger. Kongen var, lige så lidt som danskernes store flertal, indifferent. Hverken før eller efter den 29. august.

De færreste danskere var modstandshelte som Jørgen Kieler eller Jørgen Røjel. Men de fleste af os lyttede til BBC, holdt med Churchill og higede efter Hitlers undergang. Som lidt større dreng husker jeg, hvilken sorg det var, da jeg i foråret 45 i BBC hørte, at sønnen til vor helt, Christmas Møller, var faldet i kampen mod barbarerne.

Den sobre historiker Viggo Sjøqvist, der har skrevet bøger om P. Munch og Erik Scavenius, sagde engang: De, der støttede tyskerne under besættelsen, blev anset for nogle ejendommelige afvigere.

Og da Politiken i april 1940 skrev den berømte leder om at England var skyld i Danmarks besættelse og ”Churchill var en farlig mand”, opsagde 15.000 læsere deres Politiken-abonnement.

Man kan da heller ikke sidestille antinazister som Kaj Munk eller Toldstrup med de modbydelige Gestapo-typer, der fejt lemlæstede fanger i forhørslokalerne.

En måneds tid efter den 29. august kom jeg igen Hitler-tyranniet tæt ind på livet – uden at ane det. Min mor fortalte mig, at en dreng på min egen alder skulle bo hos os et par dage. Han hed Villy og fik min seng, som han tissede i om natten. Jeg måtte endelig ikke fortælle i gården, at han boede hos os.

Villy var jøde og slap nogle dage efter over til Skåne med sin mor og far, der overnattede hos andre af vore bekendte.

Danskernes redning af jøderne var udtryk for den samhu, der dengang var mellem alle danskere – bortset fra den lille klump nazister.

Flere af flugtruterne udgik fra min nuværende naboby Gilleleje. Derfor luskede flere Gestapo-folk omkring i denne lille havneby. En af dem mødte kirkegårdsgraveren og mindede ham om biblens ord om, at jøderne skal forfølges i talrige slægtled. – Jo, jo, svarede gartneren. Men der står ingen steder, at det skal foregå i Gilleleje.

Det slående ved 29. august er, at det er folket der gør oprør mod besætterne. Og så følger politikerne folkeviljen.

Sådan var det også, da djøfferne og politikerne 50 år senere lod en islamisk masseindvandring finde sted til Danmark – mod folkets vilje. Igen sagde dagbladet Politiken god for den. Erik Scavenius fik sin efterfølger i Tøger Seidenfaden. Og igen var det folket der sagde nej. Denne gang kunne vi heldigvis bruge stemmesedlen til det.

Ole Hyltoft har skrevet om sine oplevelser under besættelsen i erindringsbogen ”Barn af Partiet”

Trykt som kronik i Berlingske 26.-8.-2013

August – den fuldendte måned med den stille angst Hvad er sammenhængen mellem Leonard Cohen og august måned? De går begge på hæld. Men aldrig har hverken sangeren eller sommeren været så fuldkomne som nu, Cohen i sin 70 års alder, sommeren i sin sidste rige udfoldelse. Ole Hyltoft fortæller om uforgængeligheden i sit Tisvilde og om både de driftige forretningsmænds og brøleabernes mislykkede forsøg på at lave det gamle fiskerleje om.

Af Ole Hyltoft

Er det noget så pussenusset dansk som TV-Avisens vejrmeldinger? Det brager i udlandet. Borgerkrig med 80.000 dræbte i Syrien. 700 ægyptere skudt ihjel i Kairos gader i sidste uge. Men i Jesper Theilgaards plagede ansigt ligger en helt anden bekymring. Det trækker op til blæsevejr på Lolland-Falster i morgen. Heldigvis har han en række pæne fotos at vise os fra haverne rundt i Danmark. De er ikke ramt af blæsevejret, gudskelov.

Jo, det er vejret der holder sammen på os i Danmark. VORES vejr, som DR kalder det. Et lavtryk er ved at danne sig syd for Island. Og det kunne godt trække ned og berøre os. Men Theilgaard har forberedt os. Så alt er roligt i det hjemlige Schipka Pas. Du pusling-land…

Jesper Theilgaard er vejrhyggens senior. Som august er sommerens senior. Ligesom Jesper Theilgaard er august en mand i sin bedste alder. Han høster nu goderne af sin sommers indsats. Buskene bugner med hyben og hyld. Æblerne vejer mit æbletræs grene ned, så jeg må bukke mig for at komme under træet. Alligevel dunker et æble imod mit kranie. Liljer, hortensia, georginer, solhatte blomstrer i alle farver. Efter regn er græsset er ikke til at holde nede i disse lune augustdage. Og på stien ind til Troldeskoven flyver guldsmedene blinkende omkring i deres gyldne brokader. Hele sommeren har jeg forsvaret mit land, med dræberspaden mod dræbersneglen. Disede aftener nedlagde jeg 60 af disse grovædende angribere.

Sådan er det at være blevet ældre og være august. Man høster. Man kan det hele, er dygtigere end nogensinde. Se på Leonard Cohen, Ghita Nørby, Woody Allen. Man kan tale med om alting, ikke mindst gamle dage. Man er selvsikker. Man har overstået sine familiepligter.

Børnene er i vej. Og børnebørnene er i skole. Vorherre var snild. Først gjorde han os forelskede. Vi ville have vor elskede i hånden, i munden, i sengen. Vi ville have ham/hende til at række os sit skød i elskov og sin hånd under sygdom. Det blev til familie, til børn, som vi også elskede. Alt mens vi – og blomsterne og træerne – voksede til. Og blev smukkere og dueligere.

Men der er en angst i den fuldkommenhed, man når ved at blive august og 70. Ikke en fortærende angst, bare en forudanelse. Det er ikke til at undgå at bemærke, at dagene bliver kortere, at enden på overdådigheden nærmer sig. Luften i morges var helt nede på 15 grader.

Nede hos Thomas, vores købmand, hænger sommeren dog stadig ved. Butikken er endnu fuld af kosmopolitiske feriegæster. Forleden stod jeg foran indgangen og studerede det imponerende udvalg af aviser og tidsskifter fra Corriere della Sera til Frankfurter Allgemeine Zeitung ( mellem venner FAZ ). Thomas kom hen og undskyldte: Süddeutsche er desvære ikke kommet i dag. Han ved, at Süddeutsche Zeitung er min tyske favoritavis.

Er jeg en uddøende dinosaur, der læser så mange aviser – på papir. Vi lever i en tid, da vi samler os mere om redskaberne til at fremføre budskaberne end om budskaberne selv. Det er forklarligt. Jeg er vokset op med bedsteforældre, der ikke havde telefon. Nu går jeg tur i Troldeskoven og snakker i telefon med min ven i Shanghai, byen der var det fjerneste fjerne i min barndom. Hørlig forbindelse fra Tisvilde til Shanghai - et H.C. Andersen-eventyr.

Men når vi er kommet os over, at H.C. Ørsted og hans elektroniske efterfølgere har ladet det komme så vidt, står spørgsmålet, det afgørende, tilbage, om jeg har noget væsentligt at tale med min ven i Shanghai om, noget uomgængeligt, noget løftende, noget rørende.

Denne tekniske tsunami har sendt papiraviserne i gulvet. Men tsunamier trækker sig altid tilbage. Mennesker med intelligens og med følsomhed for det vel artikulerede skriftsprogs ynde vil blive ved med at føle sig bedre tilpas ved at læse avis på det stof, som bøge- og grantræer er gjort af.

Forleden aften havde jeg fødselsdag og spiste nede på Tisvildeleje Caféen. Aftenen var lun, nu og da støvregnede det. Fra lyet under bordparasollen gled mit blik hen over husene, der slangede sig ned gennem den mørknende hovedgade, fra Lars’ benzintank, over den gule butik med strandtøj, til det rosa hus med det grønne mansardtag og Spiegelhauers bagerforretning. Bag den ligger indgangen til Suste Bonnéns atelier. Regnen har været så rigelig i år, at slyngplanterne er groet ind over hendes skilt.

Hovedgadens huse er ingen skønhedsåbenbaring. Men trods deres skrøbeligheder er de holdbare. De lå her, da verden blev skabt, min verden. Da Hitler indledte sit galmandsværk, der ødelagde Tysklands ry for kløgt og kunst og udraderede Tyskland øst for Oder-Neisse.

Men Hitler forgår. Og Stauning. Ja, selv lokale genier som Johannes V. Jensen og Niels Bohr forgår. Hvad der ikke forgår er en skumringsaften i august, hvor sindet falder til ro mellem huse, der har fulgt én livet igennem.

Verden uden for Tisvilde forandrer sig i sprint. Dubai var en ørkenby i går. I dag består den af skyskrabere. Shanghai var for nylig så eksotisk som Rider Haggards ”Kong Salomons Miner”, romanen jeg som 12-årig købte for egne penge hos fiskerlejets legendariske boghandler og biografejer Tuneby. Nu er Shanghai på nogle sekunder i røret her på Tisvildeleje Caféen.

Med jævne mellemrum sker det, at entreprenante typer vil gøre Tisvilde driftig. Gøre den til et lille Nice eller Cannes. Forsyne den med en marina. Et Radisson hotel. Og måske et Lalandia, så der kan komme omsætning i byen også uden for den døde sæson. Men der er ikke nogen klangbund i Tisvilde for de velmente initiativer. Forslaget om et konkurrerende supermarked til vor afholdte købmand har lokalsamfundet sammenbidt vendt sig imod.

I juli havde nogle reklamedrenge og medielus fundet ud af, at fiskerlejet trængte til at blive pumpet op med rockkoncert og øllepølsetamtam. Brøleaberne kom anstigende fra Vesterbro. Eller var de Hellerups vanartede farssønner? Rocktrommerne gik grassat natten lang ud over Lejet, så rødspætterne stak halen mellem finnerne og begav sig mod Hesselø.

Vi fik en på opleveren, som det hedder. Hovedgaden blev omdannet til pissoir. Og skovstierne belagt med wc-papir. Hændelsen er med gysen gået over i Tisvildes historie under betegnelsen UGE 29.

Nej, der er ikke rigtig stemning for den slags her i byen. Vi foretrækker at nøjes med Tisvilde Bio og Cirkus Baldoni på kort visit. Og ellers hengive os til nattergalesang i de lyse nætters skovensomhed. Vi har støj nok, når hovedgaden tre gange om året går i forstoppelse på hede sommersøndage.

Ellers foretrækker vi, at alt bliver ved det gamle. Det særlige ved Tisvilde er jo, at tiden er standset, og evigheden oprettet. Sommerhusene heroppe går i arv fra slægtled til slægtled. Den nye generation er ikke til at skelne fra den foregående. Her skal ikke hastes, ikke moderniseres. Konservatisme? Nej. Trofasthed. Mod holdne værdier. Mod ånd.

En dag i august drog jeg over til den anden side af landet. Til Himmerland. Satte mig en stille aften på Muldbjergene med Lille Vildmose bag mig. På den brede strandeng inden Kattegat begynder lå der køer og tyggede drøv på dagens måltider. Ingen mennesker. Her var stilhed af en anden dybde og mere jordnær farve, end vi har i Tisvilde. Svaler vippede om på siden som jagerfly og strøg ned over engen. Solnedgangen omme bag Vildmosen farvede nogle småskyer ude over Kattegat blårosa.

Her, lige her, tror jeg Ole sad på sin knold og sang ud om sin længsel efter at drage til steder, hvor der ikke var så smertefuldt smukt og hvor han ikke var alene. Alene i Pusling-landet. Også det er Danmark i august.

Offentliggjort i Jyllands-Posten den 9.-8.-2013

Til dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning: Giv nu Kurt Westergaard en officiel hyldest.

Giv ham en tak for værdig optræden og for hans usvigelige forsvar for den danske grundlovs fineste klenodie, ytringsfriheden.

Af Ole Hyltoft, forfatter, Tisvildeleje

Denne sommer har minsandten bragt glæde. Først kom en af erhvervslivets tunge drenge, F.L. Smidths Jørgen Huno Rasmussen, og sagde, at demokrati og ytringsfrihed står over andre hensyn, også kommercielle. Vi må forsvare, skrev han, disse landvindinger, som vore forfædre med livet som indsats har tilkæmpet os.

Og så kom den muslimske opvigler Akkaris undskyldning til Kurt Westergaard, fordi Akkaris islamiske fanatisme havde blindet hans øjne for, hvor uundværlig friheden er.

Kurt Westergaard tog imod undskyldningen med den menneskevenlige ro, der har kendetegnet ham under hele hans martyrium, som jo vil vare livet ud.

Kurt Westergaards talent blev hans skæbne. Rig på kunstneriske ideer har han altid været. Bomben i turbanen er en symbolsk genistreg. Den gjorde ham til et forfulgt menneske, verdensberømt, men hadet af millioners primitive vildskab og udsat for drabsforsøg.

Aldrig har hans svar til sine angribere været aggressivt. Med stoisk ro så han sin skæbne i øjnene. Og altid var han rede til at tilgive de forvildede.

Og der var mange af dem. Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, optrådte gang på gang som en rethaverisk klovn. Måske fordi det ikke var hans avis, Kurt Westergaard havde tegnet i.

Tegningen gav Uffe Ellemann lejlighed til at begå harakiri. Han bøjede nakken for gale religiøse doktriner og mistede den respekt, han som udenrigsminister havde oparbejdet hos mange af os.

Westergaards kunstnerkolleger opretholdt pinlig tavshed. Kun enkelte, som Franz Füchsel, solidariserede sig med deres voldsramte kollega.

Og de venstreorienterede forfatteres kommissariat valgte i hysteriets anledning at sende støtteerklæring til muslimerne i stedet for til Kurt Westergaard. Han var ellers blevet angrebet på den ytringsfrihed, vi forfattere lever af.

Gadedrenge som Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg, grædekoner som Kirsten Thorup og Stig Dalager, Sydhavsøernes kronprins Ib Michael, egocentrikeren på guldstylter Suzanne Brøgger og mange andre kunstnerkolleger vidste nok, at det var mere givende at holde med artighedens og underkastelsens chefredaktør på Københavns Rådhusplads end med frihedens forsvarer på JP.

Nu er der så gået otte år, hvor frihedens forsvarer har siddet i fængsel. For at være beskyttet af livvagter, som Kurt Westergaard og hans kone har været i disse år, er som at være i fængsel. Jeg har besøgt Kurt Westergaard og på egen krop følt, hvor indeklemt, hvor klaustrofobisk det er at bo i et befæstet parcelhus.

Takket være Kurt Westergaards udholdenhed og fornemme karakter er vi danskere blevet landsmænd til et af verdenssymbolerne på menneskeåndens frihedstrang i vores århundrede. Som Giordano Bruno var i 1500-tallet og Voltaire i 1700-tallet.

Det har især Tyskland indset og belønnet. Forbundskansler Merkel og forbundspræsident Gau har med respektfuld honnør hyldet Kurt Westergaard i Berlin.

Det har Danmark ikke. Er det ikke på høje tid nu – især efter Akkaris bodsgang? At dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning arrangerer en officiel tak og hyldest til tegneren, som ikke krøb til korset og undskyldte sin tegning. Men som værdigt, beskedent og principfast holdt fornuften og friheden fangen. Den Kurt Westergaard der blev danskernes fredelige væbner for det fineste klenodie i vores grundlov, ytringsfriheden.

Hyldesten bør foregå på Amalienborg. Margrethe kom med en uheldig udtalelse i 90’erne om, at danskerne var ”dumsmarte”, fordi de vendte sig imod den muslimske masseindvandring. Margrethe har senere beklaget udtalelsen. Nu kan hun gøre fejltrinet helt godt igen ved at stille sit nedarvede slot til rådighed.

Helle Thorning bør holde ærestalen, ligesom Merkel gjorde i Berlin. Det vil hun kunne gøre med god samvittighed. Hun har, så vidt jeg har fulgt med, aldrig delt Poul Nyrups stupide indstilling til danskernes afvisning af islam.

Kurt Westergaard kunne få tildelt en af kongehusets priser. Tegneren er vist ikke nogen velhavende mand. Eller der kunne oprettes en ekstraordinær hædersgave til ham, en fast årlig statsydelse, som det så prosaisk hedder. Det vil ikke være forkert. For glem ikke, at Kurt Westergaard ikke bare et er symbol, men også en levende, første- klasses kunstner.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 23.-7.-2013

Fra det gamle, åndfulde Dresdens undergang i 1945 til højsommerens trylleri i disse dages Danmark, her hvor verden står stille i sin skønhed. Ole Hyltoft ruller modsætninger ud i denne hymne til højsommeren, hvor vi opgiver at læse om Ægyptens plager og shia- og sunni-muslimernes sprængfyldte had. Og i stedet fortaber vores jeg i det herlige havbad.

Af Ole Hyltoft, forfatter, Tisvildeleje

Om sommeren bør man ikke tage væk fra Danmark. Alligevel sad jeg en aften i juni på pladsen foran Frauenkirche i Dresden, under den drømmeagtige barokkirkes hvide kuppel, der skimrede en anelse gult op mod den matblå aftenhimmel. Jeg var taget til et af de steder i verden, der mest ligner H.C. Andersens eventyr, sakserkongernes hjemsted i 1700-tallet.

Det tiltagende tusmørke fik mig til at høre en ildevarslende brummen oppe fra himlen. 805 Lancaster bombefly nærmede sig byen som en flok af onde ørne. Snart ville de tømme deres last af brand- og sprængbomber og udslette denne klassiske kulturby. 30.000 indbyggere ville snart kvæles, sprænges, brændes ihjel.

Tyskerne havde ikke selv været for gode. De havde været endnu værre. Men var det tyskerne? Var det ikke de nazistiske gangstere, der havde lagt Rotterdam, Warszawa, Stalingrad i ruiner?

Og i februar 1945, da bomberne faldt, var krigen reelt afgjort. Dresden var uden militær betydning. Der var ikke engang antiluftskyts i byen. Her var bare et område med europæisk barokkunst. Museer, slotte, kirker, skabt af åndfuldt søgende malere, billedhuggere, arkitekter og murere. Var det så vigtigt for briterne at slå 30.000 flere civile tyskere ihjel, kunne de så ikke have valgt en anden bydel at gøre det i? En der ikke var et så uerstatteligt billede af inderlig europæisk ånd.

Det var ikke første gang englænderne vandaliserede Europas civilisation. I 1807 bombarderede og nedbrændte de en anden Vor Frue Kirke og en anden storby, nemlig København.

Få måneder efter udåden i 1945 tiljublede jeg som lille dreng briterne, da de kom sejlende ind til Langelinje med deres betagende krigsskibe. Min drengebegejstring sad jeg nu her og fortrød ved et restaurationsbord foran den smukt genopbyggede Frauenkirche.

Også i år ramtes Dresden af ulykke. Byens flod, Elben, var gået ni meter over sine bredder. Gadeskilte stod i brunt vand til halsen. Det var bevægende at se, hvordan Dresdens unge stillede sig op side om side langs flodbredden og rakte sandsække fra hånd til hånd. Sådan har bombardementets overlevende også stået i 1945 og ryddet murbrokkerne op.

Og så vendte man hjem til et Danmark, der stod i blomst og hvor kulturværdierne var uskadte. Som de også var i maj 45.

Maj er sommerens barndom. Juni er sommerens ungdom. I juni folder ungdommen sine kræfter ud. Blomster skyder hæmningsløst op overalt. Træerne får nye lemmer og rækker dem i vejret. Juli er så sommerens manddom. Nu er voksealderen ovre. Og en regnrig juni, som vi har haft i år, gør julis stier til grønne tunneller. Træerne bliver til lofter, de bugnende hække gør stierne smalle. Vi ville lide Torneroses skæbne, hvis ikke vi studsede naturen med vore havesakse.

Sommeren i syden er livløs. Spanien, Italien, Grækenland ? tørt, støvet, gulblegt. Men i Norden er selv højsommerens hedeste dage frodigt grønne, og luften fuld af duft og frugtbar væde. Jeg har anlagt et blomsterhøjbed foran min skriveplads ved vinduet. Hver gang jeg løfter øjnene fra papiret ( en rigtig forfatter skriver da i hånden ), har jeg gule liljer, orange begonier, dybrøde dahlia, blå ridderspore, og en violfrøstjerne for mine øjne. I bedets kant står et selvsået lærketræ, en baby på 25 centimeter, med lysegrønne nåle så bløde som blade.

Her om sommeren kalder skrivebordet stærkere på mig end ellers, især på solrige formiddage. Sådan har jeg altid haft det. Måske er det for at min lyst til at gøre livet større end det er ikke skal stå tilbage for blomsternes. Helligst er morgenerne, når man går ud ad bryggersdøren, ud til fuglenes dæmpede kvidren fra alle hjørner af haven. Så står verden stille i sin skønhed.

Men om eftermiddagen bliver der for melankolsk i haven, for J.P. Jacobsensk. Man må til stranden. Sommeren er først rigtig begyndt, når man har været i vandet. Jeg cykler ud i klitterne. Lægger mig i sandet på badekåben, der har været min fars. Jo ældre cykel og strandtøj er, jo mere respekt nyder man her i Tisvilde. Jeg ligger og ser op i den svajende marehalm. En kridhvid måge svæver under den blå himmel og glider i en majestætisk flugt ned over klitten. Urbilledet på den danske feriestrand.

Jeg tager et par aviser med. På stranden skal avisen være af papir, være håndgribelig. Men gider man læse om Ægyptens plager og shia- og sunni-muslimernes sprængfyldte had, når man sidder her på lunt sand og skuer langt ud over det havgrønne og himmelblå, ud til verdens ende?

Det er varmt. Man må køles. Man går i vandet. Ud at mærke gyset. Det er nu ikke stort. For her i juli er vandet blevet over 20 grader. Man har mange badende omkring sig. Nogle med bukser på, andre uden. Det betyder ikke stort. For i vandet ophører éns identitet. Også den kønslige. Man er bare et væsen, der søger havet, som menneskene har gjort fra tidernes morgen. Eneste forskel på os badende er, hvordan vi svømmer. Nogle gør det godt. De svømmer vinkelret på stranden og langt ud. Vi andre svømmer på halvanden meter vand langs med strandkanten.

Da jeg var en ung mand, fortalte en gammel ven af familien mig, at nu var han blevet så gammel, at han ikke turde gå i vandet mere om sommeren. Så nu var sommerens højdepunkt taget fra ham. Jeg forstår ham. Og bedre og bedre jo mere jeg selv nærmer mig oldingealderen og står på lidt usikre ben på de skarpe sten i lavvandet, mens tunge dønninger truer med at vælte mig.

Nå, i dag svømmer og dykker jeg endnu i bedste velgående. Og når jeg har fået nok af vandet og cykler hjem gennem troldeskoven, ser jeg frem til jordbærrene, som er og bliver den danske sommers kulinariske højdepunkt. Men hen over stierne mellem sommerhusene driver nu duften af middagsmadens hovedret, sovs og kartofler og flæskesvær, blandet med jasmin og vildrose.

Jeg har det med at påstå, at det er vinteren der gør os til rigtige danskere. Men kunne vi udholde den, hvis ikke vi havde sommeren, verdens dejligste, at se frem til? Der er vel ikke mere end tre måneders reel sommer hos os. Men hvilke måneder! Tætte skove, marker i skiftende farver, blinkende søer, og svale, lyse nætter. Solen skinner ikke hver dag. Gør det noget? Jeg kan ikke lide tanken om at stå op til sol hver eneste morgen i tre måneder. Er der noget hyggeligere end en gråvejrsdag i juli? Når regnen trommer melodisk på taget og man har en roman i hånden og en sofa at sætte sig i. Og så, når regnen hører op, gå en tur langs marker, der emmer af salige lugte.

Hele den korte sommer har vi i baghovedet, at dette hører op inden så længe, dette under. Efter sankthans holder jeg et betænkeligt øje med blomsterbedets række af solhatte. Solhatten er sensommerens blomst. Jeg ser den vokse, mens sommerdagene bliver kortere. Med udgangen af august er solhatten i blomst og sommeren forbi.

Men her i højommerdagenes blomsterflor og -nætternes dans med elverpigerne i tågen over mosen - i dette danske trylleri forgår bekymringen over altings forgængelighed. Jeg ved jo også, at til september har jeg fået nok ? for denne gang. Så må høstens melankoli have lov at føje sin dybere tone til højsommerens overstadighed. Til den tid har vi asters og kastanjer, og de politiske fiksfakserier at smile ad. ( Lykkelig det land, der kan smile af sin politiske strid. ) Og bagefter har vi den lange vinter, hvor vi igen kan længes efter maj og juni, da syrenerne blomstrede:

Syrenen er skabt til at tindre

af sommerens frugtbare indre

med blade så blanke

og klaser så ranke.

De levende fakler,

et håbefuldt minde

til gråklamme vintre.