Avisartikler 2011, 2. kvartal

Trykt som vris i Ekstra Bladet på Dybbølsdag den 18. april 2011

Befri Danmark - for djøfferiets svøbe

Af Ole Hyltoft

Der var engang – og det er ganske vist – en knalddygtig kirurg. Så dygtig, at Rigshospitalet måtte have fat i ham.

Står han så nu på Riget og slår sine ekvilibristiske knuder på patienters blodkar og tarme? Nej. For på Riget viste det sig, at han også var god til at indkode takster. Hver udgift ved en hospitalsbehandling har en kode, som hospitalerne bruger til at inddrive deres penge fra regionerne.

Så nu er den fingernemme kirurg blevet en hospitals-bogholder.

Men bliver patienter mere raske af at blive indbringende bogført? Nej, men hospitalet vil altså hellere bruge en kirurg til at inddrive penge end til at befri mennesker for deres lidelser.

Den omtalte kirurg havde vel brugt 20 år til at blive uddannet i at skære i sygt kød. Nu er han selv blevet skåret væk - fra operationsstuen.

To tredjedele af de ansatte på vore sygehuse beskæftiger sig ikke med at helbrede, men med at administrere. Og det er dem og ikke lægerne, der bestemmer. De laver systemer, og systemer der skal kontrollere systemerne. Mon ikke snart de også udvikler systemer, der skal kontrollere kontrolsystemerne?

En overlæge på et sygehus blev så træt af dette papirnusseri, at han i stedet oprettede en privatpraksis i sit speciale. Her undersøger han nu på en formiddag lige så mange patienter – og lige så grundigt – som fire læger gør på en hel dag på det sygehus, han forlod.

Lægerne klager med rette over, at de skal bruge deres højt specialiserede uddannelse ( i at lindre og redde menneskeliv ) på at udfylde blanketter, som enhver idiot kan sætte krydser i.

Denne sygdom i hospitalsvæsnet er en sygdom, der har ramt hele vores samfund. Folk vil hellere holde møder OM det virkelige (arbejds)liv, lave strategier for udviklingen, bedømme den ( de kalder det at evaluere ), end de vil deltage i arbejdet og i livet.

Denne system-dyrkelse er organiseret i en voksende hær, der hedder DJØF. Det er jurister, økonomer, bogholdere og den slags. Hærens løjtnanter, kaptajner og generaler uddannes på vore universiteter. Til at regne, til at lære regler og til at regere.

Djøfferne bilder befolkningen ind, at det kun er ved hjælp af deres udregninger, regler og systemer, at vores samfund kan eksistere. Disse tal-djævle, der snylter på folks ærlige arbejde, har snart invaderet enhver branche i landet.

Enhver ordentlig borger skal nu om dage have sin egen DJØF-revisor, der kan diskutere med skattevæsnets djøffere om, hvor meget borgeren skal betale i skat. Uden at borgeren selv har meget at skulle have sagt om det.

Det karakteristiske ved djøfferne er, at de ikke har forstand på den branche, de arbejder i. Til gengæld mener de, de har forstand på ALLE brancher ved hjælp af deres regler og strategier. Men at lede et hospital ordentligt kræver indsigt i medicin, ligesom jernbanedrift kræver indsigt i jernbaner. Osv. Mere indviklet er det ikke.

Husker du Rigets Gösta Petersson? Når hjerter skulle repareres, stod ingen over Gösta i dygtighed, ingen ved siden af ham. Men djøfferne ville bestemme over ham med deres djøf-regler. Så rejste han til et hospital i Amerika, der gav ham de frie hænder, han skulle have for at udføre sit arbejde.

Hæren af djøffere vil bilde os ind, at landet kun kan styres effektivt af djøffere. Det passer ikke. Djøffere skaber tværtimod mismod omkring sig, fordi de mangler den faglige ild.

Gå til modstand, alle danske, alle mand som en, og gør Danmark frit – for djøfferiet.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 29.april 2011

Kulturradikalismen er vore dages bagtrop

Er man konservativ, hvis man ønsker at skolerne skal have morgensang?

Nej, vor tids nødvendige fællesskab hviler på en hjemligheds-filosofi, der

henter sin kraft fra Højskolesangbogen, guldalderens kunst, bronzealder-

højene, alt det bedste, forfædrene efterlod os.

Af Ole Hyltoft

Er man konservativ, hvis man ønsker, at skolerne skal have morgensang og ro i klasserne, og hvis man hejser Dannebrog i sin have? Og skal man i så fald stemme på De Konservative, selv om man synes de flager mere med skattelettelser end med Dannebrog?

Nu er Lars Barfoeds konservative parti nok ikke længere de nationalkonservatives hofparti. Til gengæld domineres den offentlige debat i vore dage af personer, som i hvert fald kulturradikalerne vil kalde konservative. En Katrine Winkel Holm, en professor Sven Rossel, en chefredaktør Anne Knudsen, en Niels Lillelund, en Farshad Kholgi, en David Gress og mange flere.

De indtil årtusindskiftet aldeles dominerende kulturradikale overlever nu mest som et indskrumpet begravelsesselskab i Politiken. Klaus Rifbjerg afsynger i ny og næ en kampsang for at indbilde sine tredive kernelæsere på landets plejehjem, at vi i dag stadig skriver 1930. Og Georg Metz puster i sit irrede Rolandshorn, mest for at Danmarks Radio ikke skal overse ham i deres debatprogrammer.

Men den offentlige debats glidegæs er i fuld gang med at afføre sig deres kulturradikale rustning. Det er symptomatisk, at DR’s sikre kulturradikale skildvagt, Kurt Strand, er gået på aftægt. Ak, ak, hvor forandret.

Endnu er der en stor del af kulturradikalismens købedygtige bagland , der stadig tror, de hører til fortroppen. Det er især medie- og reklamefolk, gymnasie- og folkeskolelærere o.lign. Men tro mig, det varer ikke længe, før de opdager, at kulturradikalismen i dag udgør landets bedsteborgerskab. Og i den gruppering kan disse ”smarte” befolkningsgrupper ikke lide at befinde sig.

Kulturradikalismen er døende. Med rette. For kulturradikalismen har ikke fostret en eneste frugtbar tanke de sidste fyrre år. Hvad de kører med er gammelt gods, der for længst er blevet fælleseje for hele nationen. De præsterer lidt muggen kritik over noget, andre foretager sig, men selv har de ingen dristigheder, intet nysyn at byde på. Når de alligevel stadig er en magtfaktor, er det, som sagt, fordi de endnu har et kulturbærende lag i undervisnings- og mediebranchen at falde tilbage på. Ligesom konseilspræsident Estrup havde i slutningen af 1800-tallet, selv om det var Louis Pio og Georg Brandes der stod for de nye ideer.

Denne udvikling er noget af et personligt anliggende for mig. Inden jeg indledte mit skønlitterære forfatterskab, udgav jeg i 1968 debatbogen ”Tør du være fri?”. 1968 var utopiernes år. Mit bidrag var også en utopi. Ikke en vild og ikke en marxistisk, men en håbefuld og forstandig, synes jeg. Den indeholdt mange ideer til, hvordan livet kunne blive lysere gennem både politisk og personlig frigørelse.

Hovedtanken var, at den flerdimensionale, intense måde at opleve tilværelsen på, den som forelskelsen, henrykkelsen, kunsten giver os, kan blive en hovedstrømning i folkets liv. Ved at samfundet indrettes efter en kulturel, en menneskelig målestok, ikke en økonomisk, som vi plejer.

Derved kom jeg i modstrid både med den borgerlige økonomi og med marxisternes. Begge opfatter jo tilværelsen som primært styret af penge.

Dette synspunkt – kultur før økonomi – har jeg fastholdt i mine skiftende positioner gennem årene. ( Hvilket, sagt med et smil, nok har bidraget til, at ingen har turdet give mig ledende indflydelse på væsentlige samfundsområder - indtil Pia Kjærsgaard gjorde mig til næstformand i Danmarks Radio. Hvor jeg dog fungerer under opsyn af en trænet djøffer som formand Michael Christiansen! )

Kulturen før økonomien har ikke noget at gøre med at bruge flere penge end vi har. Samfundets husholdningsregnskab skal være i orden. Og vi skal hverken styre ved hjælp af skattelettelser ( Løkke ) eller ved overdrevne velfærdsydelser ( Thorning? ).

Jeg synes mit grundlæggende synspunkt har fået vind i sejlene i den sidste tid. Altså at økonomien skal være kulturens redskab og ikke dens herre. Politik handler i stigende grad om ”værdidebat”, om vores kultur, ytringsfrihed, medmenneskelighed, diktaturers omformning til demokrati.

Vi er kommet efterkrigstidens bolignød til livs. Folks behov for materielle glæder, bil, sommerhus, rødvin, culottesteg er opfyldt. Mit barnebarn har legetøj i et omfang, jeg næsten synes er anstødeligt.

Der må være en anden måde at blive lykkelig på end ved at eje 25 par sko og to biler og tre huse. Er der ikke en bedre måde at bruge lørdagen på end at køre fra Silkeborg til Flensborg for at foretage masseindkøb af øl, sodavand og chokolade og derved ”spare” nogle kroner ( som spildes på benzinforbruget ).

Men, siger min kyndige læser så, udgav du ikke sidste år en debatbog, der hedder ”Tør du være dansk?”. Taler den ikke for noget andet? Taler den ikke for at genfinde de gode, gamle konservative værdier, danmarkshistorien og guldalderkunsten?

Nej, det handler den ikke kun om. Den handler om ved hjælp af kulturarven at finde frem til nogle af de dybere værdier, som aldrig var kulturradikalismens projekt. Den handler om at udvide livsoplevelsen. Ved at vi kan føle os til stede i forrige slægters liv og måske i de kommendes. Ved at opfatte os selv som stafetløbere, der skal aflevere stafetten, men netop derved er med i løbet. Vejen til denne livsopfattelse er at indleve os i livet som det foregik for 100, 200, 500 år siden.

Det kræver at man koncentrerer sig om det. Men det giver også en uforfærdethed i hverdagen. Og et filosofisk løft over mange bryderier. Og, altså, en sjælelig ekspansion. Som man kan kalde magisk, fordi vi ikke er vant til at tænke på den måde. Den vældige popularitet, der har ramt forfattere som Maria Helleberg og Ken Follet, er synlige beviser på denne interesse.

Denne evne til at indoptage slægternes, vore forfædres, liv i vores eget er knyttet til hjemstavnen. Vi er et gammelt folk, danskerne, som på denne plet af Jorden har oplevet mangt og meget sammen, fra jægerstenalderen til i dag.

Er vi et folk, der ikke ønsker at forgå, men at udvikle vores egenart og lade den indgå i den samlede verdens udvikling, så føler vi ansvar for den plet af Jorden, der er vores. Vi kan godt engagere os i junglens bevarelse i Brasilien. Men det gør vi bedst ved at vise omhu for den danske naturs bevarelse og forskønnelse. Ligesom vi gør os umage for, at vores børn bliver klogere end vi, føler den ansvarlige borger sig forpligtet til at bevare og forøge skønheden, værdien, i det stykke land, han eller hun er født på eller har fået i hænde. Hvad du evner kast af i de nærmeste krav.

Ansvar for hjemligheden kalder jeg det i min bog. Det er her og ikke i Brasilien eller i Kina, vi kan tage vores tørn. Her, vi kan gøre verden bedre. Det er derfor hjemligheden med dens lange syn både bagud i historien og fremad er så meget vigtigere end globalismen. Som vores internationalt berømte biolog fra første halvdel af 1900-tallet, Wesenberg-Lund sagde: ”Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve…Opretholdelsen af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre; ødelæggelsen af den for øjeblikkelig vindings skyld særdeles meget med brutalitet.”

Hjemligheden hviler på en fællesskabsfølelse, som kun kan opleves inden for et folk, en nation. Følelsen er beslægtet med at opleve stor kunst. Ligesom når man bliver henrevet af at høre Carl Nielsens Espansiva-symfoni.

Man kan også kalde det en metafysisk eller religiøs oplevelse – med bistand af folkeånden.

Dette var ”Tør du være dansk?”s budskab. Og det var der selvfølgelig en del anmeldere der ikke fattede. Blandt dem en åndløs, liberalistisk ateist som Jyllands-Postens anmelder Dennis Nørmark.

Kulturarven i bred forstand, sagaerne, folkeviserne, Jyske Lov, Guldhornene ( de virkelige såvel som Oehlenschlægers ), genforeningen i 1920 osv., er materialet for denne mere omfattende måde at fatte sit eget liv på. Den var der ikke så stor grund til at efterlyse i ”Tør du være fri?” i 1968. For dengang var kulturarven en værdsat bestanddel af vores åndelige bagage. Og vi var – blandt andet ved hjælp af Bomholts nyoprettede kulturministerium – i fuld gang med at folkeliggøre denne bagage.

I dag skal den tabte kulturarv så generobres. I Danmarks Radio, i skolen, i aviserne, i debatten. Ikke for at vi skal begrave os i fortidens minder. Men for at vi kan udvide og fordybe livsoplevelsen og glæde os til den fremtid, vi skal deltage i. Ikke som enkeltindivider, men som folk.

Er det en konservativ, en bagudvendt filosofi?

Nej, det er en fornyende, en rebelsk filosofi, kan man godt sige. Man kunne kalde den troen på hjemligheden eller folkeånden.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 5. maj 2011

Hvorfor er modellerne så sure?

Af Ole Hyltoft

Hermed vil jeg gerne trække et noget overset problem frem i lyset. Hvorfor er model-pigerne på catwalk’en så sure som eddikebryggere?

De går der frem og tilbage i deres dyre kluns og har dameblads-redaktører, prinsesser og bøsser klappende ved deres fødder. Og så ser de alligevel så sure ud, som om der sidder en hel masse efterladte knappenåle i kjolen og stikker dem både her og der.

Sur er måske ikke det helt rigtige ord. De ser arrogante og dumstolte ud som de smækker det ene ben frem foran det andet på tribunen. Som om de vil sige: kom mig ikke nær. Jeg er en utilnærmelig gudinde.

Måske har de fået ordre til at se så hovski-snovski ud, for at vi ikke skal dø af grin af den fastelavnsforestilling, som disse mannequin-opvisninger jo er.

Amerikas svar på Mercuri Urval, talentspejderen Eileen Ford, siger, hun kun har ét talent. Nemlig at spotte unge piger, når de er i besiddelse af den særlige X-factor, man kan gøre en model ud af.

Jeg kan nu ikke se, det kræver noget stort talent at skulle udpege sådan en pige, der bare skal være høj og tynd som Bertel Hårder og se ud i ansigtet som Hendes Majestæt Dronningen, når noget ikke behager hende.

Jeg kan i øvrigt ikke forstå, hvorfor model-piger skal være så meget højere end de damer af normal højde som skal købe kjolerne.

Næ, der er noget galt med disse påklædningsdukker. Deres ansigter skulle jo juble af begejstring over så tit de kommer i avisen og så godt de bliver betalt – for ikke at gøre andet end at gå frem og tilbage på en scene med næsen i sky.

Lækkert tøj bliver blandt andet lavet for at understrege det seksuelle. Men modellerne på catwalk’en ser ud, som om sex for dem er en by i Rusland med Vladimir Putin som eneste mandlige mulighed.

Jeg har også gjort mig den tanke, at det måske ikke er så hormon-stimulerende for de høje piger at være omgivet af alle disse bøssede og lesbiske designere.

Ja, man gør sig de underligste tanker, når man ser det mismod og den livslede, der tilsyneladende har grebet disse kønne model-piger, som burde føle sig som nogle der har fået bingo i ”Hvem vil være millionær”. De skulle tage ved lære af Joan Ørting. Hun smiler og ler altid. Og er derved den bedste reklame for sit håndværk – eller under-værk, hvis man kan kalde det sådan.

Nu forventes der næppe nogen overvældende seksuel udstråling fra vrisne, gamle mænd. ( Biskop Jan Lindhardt selvfølelig undtaget. Han har jo mangen gang gået catwalk i en sært biskoppelig fløjs-dekoration. ) Men vi andre mener da at huske, at den erotiske opvækkelse – som pigernes dyre kreationer vel skal fremkalde – er fyldt med grin og glæde. Og tilnærmelserne plejer da at starte med smil i lange baner. Se bare hvor meget sådan nogle professionelle grisebasser som Berlusconi og Playboy’s Hugh Hefner griner. )

Nå, der er håb forude. Det er der altid. Forhenværende model, Renée Toft Simonsen, ser da glad ud, selv om hun må lægge øre til sin mands forfærdelige syngeri. Og en anden forhenværende model, Lotte Heise, er der da livskraft i så det batter. Hør hende henrykkes over klassisk musik hver lørdag eftermiddag i P 2.

Så se at få skruet humøret på, model-tøser! Vis at I nyder at være på – den korte tid I er det.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 19. maj 2011

Voldtægt eller en sammensværgelse?

Af Ole Hyltoft

Direktøren for den internationale valutafond og fransk præsidentkandidat, Dominique Strauss-Kahn, er kommet ud for en mærkelig oplevelse på det eksklusive Sofitel-hotel i New York.

Mærkelig? Ja, og mistænkelig.

Mænd må ikke voldtage kvinder. Uanset om de er muslimske onkler eller præsidentkandidater. Det er vi enige om.

Men hvor sandsynligt er det, at en seksuelt forkælet rigmand som Strauss-Kahn skulle kaste sig som en glubsk tiger over en angiveligt ikke særligt attraktiv stuepige? Har man råd til at betale 16.000 for en overnatning, har man vel også råd til at betale 5000 for en yndefuld escort-pige, hvis det skal være. Hun kan vel være til rådighed på Kahns hotelværelse på en halv time. Større er hans vildskab vel heller ikke.

Som forfatter kan jeg tænke mig en helt anden – og mere sandsynlig - udgave af den historie end det amerikanske politis.

Frankrigs præsident, Sarkozy, er vellidt i USA. Han sejler i ferierne rundt på amerikanske rigmænds lystyachter . Ham er der mange velhavende amerikanere, der gerne vil beholde som USA's bedsteven i Paris.

Men Strauss-Kahn ser ud til at slå ham.

Hvordan får man slået Strauss-Kahn i gulvet her op til det franske præsidentvalg? Hvad med en sex-sag?

Hvorfor kommer stuepigen fra Sofitel rendende ind på Strauss-Kahns værelse, når han er på værelset, og endda i bad? Det gør stuepiger da aldrig, når jeg er i bad på et hotelværelse.

Lægger hun armene om den nøgne mand, der kommer ind fra badet? Så må han opfatte det som en opfordring til sex. Samtidig får hun placeret sit DNA-spor på ham.

Jamen han flygter! Ja, gu’ flygter han. Manden er jo ikke dum. Hvis stuepigen råber og skriger om voldtægt, er han da klar over, hvad det her går ud på. Et Sarkozy-komplot. Hermed ikke sagt, at Sarkozy har vidst noget om det.

Samtidig dukker så en gammel historie fra 2002 op. Strauss-Kahn skal have været nærgående mod en ung, kvindelig journalist.

Nu er det altså ni år siden, mine damer og herrer! Og der er forskel på at lægge armen om en dame og måske dytte hende lidt på pakkenusserne – og så at begå voldtægt. Der foreligger veldokumenterede historier om Jens Otto Krag i lignende situationer. Flotte fyre med økonomisk eller politisk magt er vant til, at kvinderne dåner for dem. Men hvis der så er en enkelt kvinde der ikke dåner, men oven i købet bliver rasende, bliver Don Juan måske noget perpleks.

Den franske journalist-pige kunne også mangle penge og være åben for bestikkelse. Fornærmet med ni års forsinkelse! Det lyder som en koordineret indsats fra Sarkozy-vennerne i New York og Paris.

Hvad nu hvis stuepigen under politiforhøret bliver forvirret og indrømmer, hun lyver? Jamen det gør ikke så meget. For komplot-magerne vil jo bare have afsat så meget snavs på Strauss-Kahn, at han ikke kan slå Sarkozy. Målet er jo ikke at få Strauss-Kahn i fængsel. Men bare at få ham til ikke at stille op som præsidentkandidat.

Var det ikke den samme metode, amerikanerne brugte mod Wikileaks’ direktør, Julian Assange? De fik et par svenske kvinder til at beskylde Assange for voldtægt. Mærkelig sag, når den ene af kvinderne et par dage efter spiste middag med Assange og sine venner.

Var kvinderne penge-trængende? De var i hvert fald blevet sure på Assange, fordi de begge troede, de havde eneret på ham i sengen. Men så opdagede de, at han var gået i seng med dem begge.

Hvad kan man slutte af dette? At man skal lade være med at gå i seng med fremmede damer, hvis man vil blive til noget stort?

Nej, det kan man ikke slutte. Så bliver livet alt for kedeligt. Især for os avislæsere.

Offentliggjort på netavisen Sappho den 20. maj 2011

Camres biografi

Camre tager bladet fra munden

Mogens Camre har udgivet sine erindringer. ( ”Knus Tyrannerne”. Trykkefrihedsselskabets bibliotek. 148 kr. – billigt. ) Det er blevet til et åbent og ærligt billede af den begavede og energiske ungersvend fra Randers. Vokset op i et velstillet, karakterfast og nationalt sindet hjem. Faderen var frihedskæmper under besættelsen og sad i Frøslev lejren de sidste måneder af krigen.

Camres sidekammerat i gymnasiet var den iderige og nu verdensberømte tegner Kurt Westergaard. De to sidekammerater kan igen tage hinanden i hånden her i deres modne år.

”Knud Tyrannerne” er ikke kun Camres, men hele Danmarks historie i det halve århundrede, Mogens Camre har rumsteret i offentligheden.

Det var især statsminister Viggo Kampmann, der gjorde den borgerligt opdragne Mogens Camre til socialdemokrat. Den påvirkning genkender anmelderen fra mange af sine jævnaldrende. Viggo Kampmanns begavelse og fremsyn var så enestående, at selv unge, der af opdragelse var forudbestemt til at blive konservative, stemte socialdemokratisk omkring 1960.

Camre hører til den slags mennesker, der ikke kan lade være med at skaffe sig selvstændig indsigt og opfattelse og engagere sig, når de går ind i et foretagende.

Så Camre blev hurtigt formand for de socialdemokratiske studerende, Frit Forum. I Folketinget kom han i en ung alder, især takket være sit modige forsvar for det græske demokrati, der var blevet voldtaget af en gruppe stupide oberster.

Men mens jævnaldrende politikere som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Poul Nilson, Ole Espersen hurtigt steg til vejrs i Socialdemokratiet, gik Camres karriere langsomt. Han måtte se mange, der ikke besad hans evner, indtage ministerposter. F.eks. Carl Hjortnæs og Svend Jacobsen.

Det skyldtes nok mest, at han var enig i det, en klog sekretær i Socialdemokratiet sagde, ”det gik galt i Danmark, da forbindelsen mellem det, et menneske yder, og det, den pågældende får til gengæld, blev klippet over.”

Mogens Camre var imod de kulturradikales magtovertagelse af Socialdemokratiet, som den f.eks. kom til udfoldelse i radiorådsformændene, Birte Weiss’ og Ole Espersens, sleske underkastelse under de røde lejesvendes tyranni i Danmarks Radio.

Og han var imod den uansvarlige økonomiske politik, Anker og Knud Heinesen førte i 1970’erne. Han frikender dog Knud Heinesen – på et noget spinkelt grundlag. Til gengæld får Anker så hatten passer. Camre undlader dog ikke at skrive, at hovedansvaret for Ankers og Heinesens gælds-politik var LO-formand Thomas Nielsens. Hverken Anker eller Heinesen turde tage opgøret med den hadske og hysteriske LO-formand.

Da Erhard Jakobsen op til jordskredsvalget i 72 kritiserer Anker, svarer Anker ham i folketingsgruppen med ordene: ”Efter min mening er du et dumt svin.” Den slags upolerede udbrud er ikke helt sjældne i politik, og de forklarer tit politik bedre end lange analyser. Camre er, som vi havde ventet og håbet, ikke karrig med dem.

Om Auken: ”Venstrefløjen i folketingsgruppen, anført af Svend Auken og Risgaard Knudsen, arbejdede for LO’s interesser. Risgaard Knudsen åbent, Svend Auken spillede dobbeltspil. ”

Om kong Konstantin: ”Konstantin var opdraget i en kultur, der var et par århundreder bagud for den europæiske udvikling.”

Om Belgien: Det land kaldes i EU for Kongo Nord.

Om S’s og LO’s omfattende socialiseringsplan i 70’erne, ØD: ”Var modellen blevet realiseret, havde den formentlig fået produktivitet og vækst til at minde om DDR’s.”

”Knus Tyrannerne” rummer også forklaringen på, hvorfor Camre skifter parti, til DF.

Bogen er et af de vigtigste dokumenter til forståelse af dansk politik fra 1960 til i dag. Ikke ondskabsfuld mod modstandere, men grundig og fair i fremstillingen af sin egen politik. Og ærlig i en grad, som er sjælden i fremtrædende personers biografier.

Ole Hyltoft