Avisartikler 2008, 3. kvartal

DR’s nuværende ledelse er slaver af en strømlinet popularitet. Plummer og Co. har et

nonneagtigt forhold til kulturen. Litteraturoplæsningerne svigtes totalt. Et af DR’s

bestyrelsesmedlemmer tager her bladet fra munden. Fordi tiden er åndsforvirret, behøver Danmarks Radio ikke være det, skriver han.

Af Ole Hyltoft, forfatter, DR-bestyrelsesmedlem

Forleden åbnede jeg for et af Danmarks Radios to kloge radioprogrammer, P 2. Et kor sang den pragtfulde hymne ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Efter den næsten buddhistiske slutlinje ”Lyset stander stille på livets kyst” meddelte P 2-værten, at denne sang var af Oluf Ring. Derefter ville koret nu synge ”Jeg er havren” - af Aksel Agerby.

   Disse oplysninger fra P 2 må jo siges kun at være den halve sandhed. Det svarer meget godt til hvad DR’s hårde kritikere hævder: at DR kun giver os den halve sandhed.

   Et fyrigt indlæg af Henrik Petersen i JP forleden siger, at DR kun leverer ”politisk korrekte pseudo-nyheder og mainstream underholdning”.

   Det samme mener flere svenske politikere om Sveriges Radio, hvilket har gjort dem så rasende, at de i al hemmelighed begår civil ulydighed og undlader at betale tv-licens.

   Ja, ja, der er flere måder at føre kulturpolitik på.

   Beder man Kenneth Plummer besvare sådan et læserbrev, vil han henvise til, at danskerne er vilde med DR. Næsten 80 procent af danskerne ser mindst et kvarter DR-tv inden for en uge. Og radioens P 3 og P 4 har næsten lige så høje lyttertal.

   DR’s tv er lige så populært som TV 2. Og på radiosiden har DR kørt sine konkurrenter grundigt i sænk. På nettet er billedet noget mere broget.

   Spørger man lytterne og seerne om de er tilfredse med det de ser og hører, svarer ca. halvdelen, at det er de. Tilfredsheden er lidt større, når det gælder oplysninger og troværdighed, lidt lavere, ja, helt ned til 20 procent, når det gælder kulturprogrammerne.

   Er det tilfredsstillende, at hver anden dansker synes DR’s programmer er gode?

   Tjah. Det er i hvert fald nødvendigt, at en vis portion af danskerne hører og ser programmerne. Hvis der ikke var flere, der brugte DR end der læser ”Information”, ville politikerne ikke sige god for en licensfinansieret radio/tv-station. Men ville det være så slemt, hvis P 4 ikke havde fat i de nuværende 80 procent lyttere, men i f. eks. 60 procent? 

   For nylig sløjfede P 4 pigekorets faste sang kl. 11,55, fordi man mente at få endnu flere lyttere til 12-adioavisen, hvis de ikke først skulle døje med en sang af Jeppe Åkjær eller Holger Drachmann. Det modsatte skete. Da Michael Bojesens piger forsvandt som optakt til radioavisen, dalede radioavisens lyttertal med 200.000. Man skal ikke tro, man altid får et større publikum ved at sænke kvaliteten og go mainstream.

   Skal DR overhovedet ligge under for markedsundersøgelser, som gjaldt det salget af våde wienerbrød i Brugsen?

   Det spørgsmål stillede jeg på mit første møde i DR’s bestyrelse for halvandet år siden. For når DR skrev om ”målet” med udsendelserne, var dette mål altid en vis procentdel af seerne/lytterne.

   Jeg synes svaret fra direktørerne var grødet. Jeg har stillet spørgsmålet flere gange siden. Og jeg synes stadig jeg bliver præsenteret for kvantitative svar, når jeg stiller kvalitative spørgsmål.

Det er især kulturprogrammerne, man i disse år tager så underligt nonneagtigt på i DR. Katrine Winkel Holm og jeg må i bestyrelsen nærmest presse kulturprogrammerne frem på sendefladen. Og når de så kommer, bliver de fremført på en sært ængstelig måde. Som om det var et lidt uanstændigt felt, DR her vovede sig ind på. Kun P 1’s ”Kulturnyt” har en nogenlunde uforknyt tilgang til kulturlivet.

 
 
    Hverken  billedkunst, arkitektur eller litteratur har egentlige fagkyndige redaktioner i DR.   Det er som om man i DR’s direktion er bange for at leve op til politikernes krav i public service-kontrakten om, at DR ikke bare skal formidle – altså omtale – dansk kultur, men også være med til at skabe den. Det sidste kan DR kun gøre, hvis den har medarbejdere, der har førstehåndsindsigt i kunstmiljøerne.  For ikke så mange år siden havde DR blandt sine medarbejdere fremragende lyrikere som Ove Abildgaard og Jørgen Gustava Brandt. Jeg kan ikke få øje  på deres efterfølgere blandt DR’s 3000 medarbejdere i dag. Men viden om lyrik er selvfølgelig heller ikke så påtrængende, når DR holder sig fra at bringe digte i sine programmer.

   I Sveriges Radio læser man et digt op hver middag kl. 12, efterfulgt af et stykke klassisk musik inden radioavisen. I DR havde man ikke tid til at høre rådhusklokkerne, inden man skulle i gang med radioavisen, der i øvrigt er blevet forkortet, ligesom morgenandagten. Vorherre må rubbe sig. Hu, hej, hvor det går. Det gælder om at følge tidens ånd, tidens åndenød. Al gang foregår i løb. Man kan ligefrem høre journalisterne hive efter vejret efter at være kommet løbende til mikrofonen.

I rodløshedens kontorer er der selvfølgelig ikke tid til at lytte til god litteratur. Oplæsning af vor bedste skønlitteratur – den gamle som den nye – fortolket af vore bedste skuespillere var tidligere en af hjørnestenene i DR.

   De sidste par år har oplæsninger ikke fundet sted i DR, bortset fra genhør med nogle ganske få klassiker-oplæsninger ved højtiderne. ( Afdøde Karin Nellemose fortolkede H.C. Andersens Grantræet sublimt sidste nytårsaften!)

   DR’s direktion vil henvise til, at der er en konflikt i gang mellem DR og de to forfatterforeninger. Det hænger sammen med, at DR for nogle år siden ville prøve at lave en litteraturkanal på DAB. Den mislykkedes. Men DR havde jo brugt af forfatternes copyright og skulle afregne. DR tilbød forfatterne sammenlagt 80.000 kr. Det svarer til 6 øre pr. minut for en oplæsning. En halv times novelle skulle altså bibringe forfatteren et honorar på en krone og firs ører. Det er absurd. Men DR vil ikke ændre på tilbuddet. Så nu er der retssag. Flere gange har jeg i bestyrelsen sagt til ledelsen, at det er pinligt for DR at ligge i proces med landets forfattere. Ovenikøbet med det formål at underbyde forfatterne groft. Se dog og find et kompromis om beløbet, og kom i gang med oplæsning af nulevende og klassiske  forfattere. Jeg har foreslået en halv times oplæsning af en god historie hver aften, f.eks. efter aftenkoncerten på P 2.

   Men det vil DR ikke høre tale om. Hvis DR ad åre kommer i gang med oplæsninger igen, skal H.C. Andersen og Karen Blixen ud i marginen – på DAB eller Ipod. Skønt kun 20 procent af befolkningen har DAB og færre Ipod. De firs procent, de fire millioner andre danskere kan værsgo læse højt for sig selv, kan de. Det er den besked man får af direktørerne i bestyrelsesværelset!

   Det er en mærkelig fremmedhed, DR’s nuværende direktion udviser over for den kultur, det dog er institutionens vigtigste opgave at formidle. Mindre venlige gemytter end mit ville nok kalde det kulturfjendskab.

   I Tyskland har man en anden indstilling. De statslige tyske radiostationer har oplæsning af god litteratur hver dag. Danmarks forfatterven i Tyskland, Siegfried Lenz, har lige udgivet romanen ”Schweigeminute” ( Et minuts stilhed ). Den blev op til udgivelsen læst op om morgenen i radioen og er nu på fire måneder solgt i 250.000 eksemplarer. Sådan udbreder en selvbevidst civilisation  kærligheden til sin litteratur og sit sprog.

   DR’s direktører vil gøre hvad de kan for at holde oplæsningerne borte fra de dertil indrettede kanaler P 1 og P 2. Det bør folketingets kulturpolitiske ordførere  ikke finde sig i.

   Jamen er Kenneth Plummer, Lars Grarup  og Co. da kulturfjendske?

    Jeg har en fornemmelse af, at DR’s nuværende direktører ikke har forsømt deres forår med at  læse Shakespeare og Goethe. Det har så den fordel, at direktionen er usnobbet og ikke er hemmelige medlemmer af ensporede kulturligaer. Kun én liga er de slaver af, popularitetens. Det er her slaget står. Ligesom folkekirken ikke skal være spejl af samfundet, men af Guds ord, skal DR ikke ( kun ) være et spejl af samfundet, men af de bedste skabende og virkende kræfter i samfundet. Fordi tiden er åndsforstyrret, behøver DR ikke være det.
 

Der går rygter om at Ekstra Bladets hold af vrisne mænd skal overtage regeringen – med Bent Falbert som statsminister.

   Anders Foghs og Helle Thornings hold er lige store og bliver lammede af at holde hinanden i skak. Vi vrisne mænd ser kun på Danmarks tarv.

   Der kommer ingen kvinder i sådan en regering. Men det opvejes af at vi alle har omfattende erfaringer med kvinder. Ydermere bliver det meget kvindekære ugeblad, Se og Hør, for første gang repræsenteret i en regering – gennem MEP.

   Jeg har hørt en lille fugl synge om at jeg skal være udenrigsminister. Jeg finder det derfor på sin plads at forberede mine landsmænd på et kursskifte i vores udenrigspolitik.

   Jeg synes simpelt hen vi er alt for meget på nakken af russerne. Nu var vi lige så glade for, at Sovjetunionen med  samt sine sibiriske kz-lejre og sin åndsforladte marxisme var gået bag ad dansen. Men nu bombarderer vi russerne med ukvemsord. Det er som om vi savner den kolde krig.

   Jeg troede det var kommunismen, og ikke russerne, vi ville holde i skak med Nato.

   Politikere i Vesten vil have Georgien med i Nato. Nato betyder nordatlantisk forsvarspagt. Hvornår er Georgien flyttet til Nordatlanten? 

   Da Kosovo var på dagsordenen, belærte vi russerne om at Serbien skulle holde sig væk. For i Kosovo bor der flest albanere, selv om Kosovo er gammelt serbisk land. Nu må ham halvamerikaneren, der er blevet Georgiens præsident, gerne erobre en lillepustat, som han kalder georgisk, men som mest bebos af russere og russiskvenlige.

    Nu ved vi vrisne mænd godt, at Ruslands demokrati ikke er helt så pletfrit som det danske. Jeg synes også disse oliemilliardærer, der slår sig ned ved Rivieraen, er nogle vulgære stabejser. Men sådan er kapitalismen. Og var det ikke den, Vesten syntes Rusland skulle gå over til? For resten er det en af disse milliardærer, der har sat nyt liv i min engelske yndlingsklub, Chelsea. Fra jeg var dreng lå Chelsea altid i bunden af første division. Ligesom min egen klub, B. 93. Men nu da ham russeren er kommet til, er Chelsea blevet den stærkeste klub i det britiske imperium.

 
 
    Det kan godt være Putin driller Vesten lidt med Iran og Venezuela. Men driller USA ikke også Rusland, når de prøver at få amerikanske tilstande indført i Georgien og Ukraine? Under zarerne og de kommunistiske diktatorer var disse to lande da dele af Rusland.

   Og Nato bombede broer og veje og huse hos Ruslands nærmeste allierede, Serbien. Hvad ville USA sige, hvis Rusland bombede Canada?

   Bortset fra den kolde krig har Rusland og Danmark været venner. Vi leverede dem en køn kejserinde ved navn Dagmar. Og de støttede os i treårs krigen 1848 – 50, så Prøjsen måtte trække sine regulære tropper ud af kampen. Desuden ofrede de fra 1941 til 45 en snes millioner af deres mænd på at skaffe os af med det tyske herrefolk, der ville indlemme Danmark i Nazityskland.

   Lige nu har vi mere end nogensinde brug for Rusland. Rusland er gennem flere århundreders kampe trænet i at tage stødet af, når den tyrkiske musik lyder og Muhammeds bataljoner rykker frem.

   Og hvad har Rusland ikke givet os af oplevelser i teatret, i koncertsalen, i bogens verden. Livet i New York , London og København ville være fattigt, hvis vi ikke kunne høre Tjaikovskij, Rimskij Korsakov, Stravinskij, Sjostakovitj. Og hvis vi ikke kunne græde og juble med Tolstoj, Tjekhov, Gorki, Dostojevskij, Solsjenitsyn.

   Derimod kan jeg ikke komme i tanke om, at Vesten skylder den islamiske verden andre gode oplevelser end Tusind og en Nats eventyr.

   Så derfor vil jeg forberede mine landsmænd på, at når vi vrisne tager over, vil Putin blive indbudt til Danmark sammen med Bolsjoi-balletten og fodboldholdet Spartak Moskva. Mikael Laudrup er jo allerede taget derover og har begyndt de vrisnes fredelige Ruslands-politik.
 

Så er statsminister Stauning igen på forsiderne. Takket være Henning Grelles nye biografi om landsfaderen – eller Thorvald, som min mor kaldt ham.

   Det er dog mest Thorvalds elskerinder, aviserne skriver om. ”Stauning havde en krokone i hver by”, hviskede en af Staunings ministre en gang til mig, lettere forarget.

   Det forarger ikke mig. Jeg synes det er på sin plads, at der står – eller ligger - en kvindelig favn parat til landets højt respekterede høvding uanset om han er i Skagen, Haderslev eller Rønne.

   Stauning skal tværtimod prises for sin villighed. Jeg synes i det hele taget man skal tage hatten af for de mænd, der er så ridderlige at de vil glæde mange kvinder. Af navne kan jeg foruden Stauning nævne…. nå, nej, jeg har lovet de af dem, jeg kender, ikke at nævne deres navn i medier, deres kone har adgang til.

   Altså ikke et ondt ord om Stauning og hans krokoner. Men et godt ord, et rigtigt hurra med høj hat, fordi han gav os en pragtfuld strandvej. Den fra Charlottenlund til Klampenborg.

   Stauning faldt op og sprang ned på de derboende rigmænds krav om at have strandene foran deres villaer helt for sig selv. Han åbnede dette stykke vidunderlig kyst for os alle, bilende, cyklende, gående. Hver gang man kommer kørende fra den kedelige, gråmelerede Hellerup-strandvej og ud på den åbne vandstrandvej med Øresund bredt ud for sine øjne, bryder man ud i et lille glædesråb.

   MEN – og nu kommer vrisset – hvorfor stopper den skønne, havbeskvulpede strandvej i Klampenborg?

   Når man i løftet  humør over fem kilometers frit udsyn ankommer til Klampenborg, bliver man straks igen gelejdet ind bag rigmændenes villaer. Børsbaronerne får atter deres strand mere eller mindre for sig selv helt op til Helsingør. Jævne folk i deres Mazda’er, Ford’er og Opel’er må tage til takke med det velhavende Danmarks plankeværker.
 
    Et par enkelte steder, ved Skodsborg og Nivå, får Strandvejen lov til at snuse til Sundet. Men ellers er den danske Øresundsstrand forbeholdt de udvalgte få, der har femten millioner til overs til at købe en kystvilla eller som har arvet bedstefars ”Havblik”.

   Fra tid til anden taler man om, at kommunerne skal opkøbe villaerne og rive dem ned, så der bliver udkig til vandet. Men det tager hundrede år og bliver i øvrigt ikke til noget. Så hvorfor er der ikke nogle friske politikere der fuldfører  Staunings arbejde? Og får anlagt  en kystvej på ydersiden af strandvillaerne fra Klampenborg til Helsingør?

   Ekstra Bladet har flere gang påvist, at stranden på denne strækning ikke er til at passere for gående. Villaejerne har barrikaderet den.

   Hvorfor ikke bryde overtværs og anlægge tredive kilometer ny strandvej her, med bred cykelsti og bredt fortov? Fortovet kunne bl.a. bruges til maratonløb fra København til Helsingør – med vore dages statsminister, den løbende Anders, i spidsen.

   Sådan en ”udvendig” strandvej fra København til Helsingør  ville blive en verdens-attraktion.

   Ikke et hus skulle eksproprieres. For den nye vej skulle jo ligge ude i soppevandet. Og der kan sagtens anlægges badestrande for almenheden på østsiden af denne nye vej.

   Ved småhavnene, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Espergærde, Snekkersten, kunne den ny strandvej lige slå et slag ind på den gamle vej.

   Hvorfor søren finder det danske folk sig i at få frataget udsigten til Øresund og Skåne af nogle få børsakrobater?

   Dansk politik savner projekter der samler befolkningen om noget stort. Noget af varig værdi, som vi stolte leverer videre til vores efterkommere.

   Forlængelsen af Staunings strandvej til Helsingør er sådan et projekt. Vi kunne kalde den Stauning-vejen i stedet for strandvejen. Og samtidig sende hans krokoner i himlen en kærlig tanke.
 

Den militære magt kender vi. Cæsar. Napoleon.

   Den økonomiske magt kender vi. Mærsk Mc-Kinney Møller. Saxo Bank.

   Den politiske magt kender vi. Saddam Hussein. EU.

   Men der er en fjerde magt, som de tre andre magter ikke rigtig vil regne for jævnbyrdig. Men som nok alligevel er den største. Ordets magt.

   Da Anders Fogh Rasmussens regering tiltrådte i 2001 vidste den godt, at ordets magt ikke var på dens side. Fogh selv, men også Brian Mikkelsen gjorde udfald mod ordets magt ved at tale om de sammenrottede smagsdommere. Og der havde Fogh og Co. rigtig fat i krebsen på deres modstandere. Men ordets magt var for stærk. Fogh afblæste kampen. Kun Søren Krarup og DF fortsatte den.

   Vi skal være glade for ordets magt. Uden den havde Churchill ikke formået at appellere til krigeren i briten i 1940. Og så havde Europa og måske hele verden i dag været underlagt en nazistisk censur, der siger sparto til den, Uffe Ellemann ønsker at indføre.

   Men, hvad mange lukker øjnene for, er, at ordets magt tit er lige så ensrettet som militærets, politikkens og pengenes magt.

   Ordets magt indehaves af talere. Vi så verdensmesteren i denne disciplin, Barack Obama, udfolde sig i Berlin forleden, hvor han formentlig vandt præsidentvalget.

   Men i vor tid, da forsamlingssalene er afløst af McDonald’s, består ordets magthavere mest af avis- og tv-journalister.

   Dette kunne man tro gav en bred vifte af individuelle, frie meningsytringer. Men det gør det ikke. Ordets magt ejer ikke mange forskellige meninger, kun en. Og den skal du ikke afvige ret meget fra, hvis du vil have del i magtens goder.

                                                                                   *

Forholdet mellem det klassiske Europa og islam har gjort ordets magt til en heksekedel den sidste snes år.  De venstreorienterede har en bloc valgt at støtte islam i dette opgør. Dette er et paradoks, for ikke at sige en absurditet. Venstrefløjens program kan dog vel ikke være seksualforskrækkelse og kvindeundertrykkelse. Og dog ser vi venstre-skribenter fra Preben Wilhjelm og Niels Barfoed til Klaus Rifbjerg og Benny Andersen – og nu sidst filosoffen Peter Kemp – støtte en aggressiv international bevægelse, der forfægter overtro, kæft-trit-og-retning, undertrykkelse af kvinder, hængning af homoseksuelle, afskaffelse af ytringsfrihed. Disse trosartikler fra shariaen ønsker 40 procent af de muslimer, der studerer i England, at få indskrevet i engelsk lov. Det kunne blive en køn historie – for det Storbritannien, vi dog mener er en civiliseret stat.

   De venstreorienterede – eller bedre kulturradikalerne – der begyndte som en frihedsbevægelse, er hermed endt som en ufrihedsbevægelse. Er det alle udlevede bevægelsers skæbne?

   Men hvordan kan kulturradikalerne - denne talmæssigt lille gruppe – beholde ordets magt, mediemagten, så ikke bare en regering, men næsten et helt folketing må give fortabt?

   Hvordan kan den lille radikale flok med Margrethe Vestager og Morten Østergård i spidsen gå imod deres eget idegrundlag? Og holde hånden over en islamisk ideologi, der med sin antisemitisme og sit kvindesyn ligner nazismen?

   Svaret er, at den kulturradikale medieoverklasse holder stram disciplin. Hvis man ikke fornægter den fulde ytringsfrihed og fordømmer George Bush, kommer man ikke ind i himlen, mediehimlen. Da Ralf Pittelkow fremlagde sin undersøgelse af, hvordan DR skævvred sin sidste valgdækning, afviste DR at tale om det. Pittelkows undersøgelse var ikke blevet diskuteret i DR’s bestyrelse, hvis ikke Katrine Winkel Holm og jeg havde insisteret på det.

Men vi skal dybere ind i de kulturradikales selvforståelse for at forklare deres magt.

   Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet – hvilket var en skandale – udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo.

   På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: ”Mængden er usandheden”. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

   Georg Brandes har nu som politisk mål  ”en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den”. Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet.  Han siger, at Florens i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Florens, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz.

   Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det radikale Venstre i 1905.

   Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne. Partiets åndelige grundlægger har selv sagt det. Målet med samfundet er ikke de mange, men de udvalgte. Derfor kan en Morten Østergård med sine fem procent af vælgerne bag sig buldre mod den stramme indvandrerpolitik, skønt 90 procent af befolkningen bakker den op. For en radikal aristokrat vejer anderledes tungt end en fra de andre u-aristokratiske partier.

   Nu kan man jo være smålig og bemærke, at der er lidt forskel i tyngden på en Georg Brandes og en Margrethe Vestager. Men at det er lykkedes Margrethe Vestager på rekordtid at halvere partiets størrelse, tror jeg ikke anfægter de rigtige medlemmer af partiet noget videre. For er det fleste altid de bedste? som Niels Hausgaard synger.

                                                                                     *  

Georg Brandes grundlagde en aristokratisk kultur, hvor Georg Brandes var Vorherre og hans samlede skrifter var Biblen. De, der underkastede sig denne religion, kunne kalde sig aristokrater og føle sig bedre end andre dødelige.

   Kulturradikalismen er dog ikke en monoteistisk religion. Der er plads til mindre guder under overguden. Poul Henningsen var en af dem. En fin versemager, skaber af den smukkeste lampe der er lavet i Danmark, og en nyttig lus i skindpelsen. Om ham opstod den samme helgendyrkelse som om Georg Brandes.

   Som ung mand var jeg med i en tv-debat med Poul Henningsen og andre. Jeg var ikke enig med PH i alt og tillod mig at sige det for åben skærm. Dagen efter blev jeg ringet op af en af halvgudens disciple – en journalist der hed Nan Henningsen. Hun sagde: ”Sådan kan man ikke tale til Poul Henningsen!”

   Man udbad sig autoritet og underdanighed i hoffet omkring PH. Selv var PH sådan set meget omgængelig. Han og jeg var på venskabelig fod de sidste år han levede. Men det hof, der dyrkede ham og såmænd gør det endnu, var ordensdukse, latterlige i deres tilbedelse af idolet.

                                                                                 *

I dag har de kulturradikale ikke noget tidssvarende politisk program og ikke nogen personlighed af første rang i spidsen. Jeg ved det vil smerte Georg Metz, Egon Clausen og Kjeld Koplev at læse det. Men sandheden må jo siges.

   Til gengæld er fornemmelsen af at være politisk aristokrat i den grad indarbejdet i en ægte radikaler, at selve det at være kulturradikal giver ret til at føre sig frem som klogere og bedre end andre. Det er denne holdning de kulturradikale EU-dommere lever op til. De finder det passende, at det danske folk retter sin lovgivning ind efter dommernes direktiver.

   Nu giver det i Danmark ikke de store points at være nedladende og bedrevidende. Men vi har ikke så mange kulturklubber, der på samme tid kan afstive medlemmernes selvtillid og fremme deres karriere. Desværre har hverken de borgerlige, Cepos eller Socialdemokraterne en selvstændig kulturpolitik med tilhørende filosofi.

   Derfor er Georg Brandes stadig lidt af en kraft i kulturpolitikken og dermed også i den almindelige politik. Ikke kvindefrigøreren Georg Brandes, men den aristokratiske radikaler. Melder man sig under fanerne hos den aristokratiske Sankt Georg, bliver man lidt af en aristokrat selv. Se bare den forbavsede og fornærmede mine, Margrethe Vestager sætter op, hvis hun kritiseres. Kan menigmand tale sådan til en aristokrat?

   Der er to slags partier i folketinget. Aristokraterne og så alle de andre. Så længe De Radikale har ordets magthavere, kulturradikalerne, til at tale deres sag, vil denne form for ufolkelighed have et ord at skulle have sagt i dansk politik.
 

Det sker at jeg slår om på P 3. Man vil jo gerne være lidt med på noderne. Men når de hidsige piskesmæld så fylder stuen, rejser min kat, Majka, sig op, skyder ryg, og går krænket ud af stuen.

   Hvis Majka derimod hører Carl Nielsen eller Mozart på P 2, strækker han sig ud på gulvtæppet, sænker hovedet ned på forpoterne og lytter saligt. Majka er nemlig en livsnyder. Han går uhæmmet efter hvad der er godt. God mad, godt vejr, god musik.

   P 3’s afdeling for spøg og skæmt, ”Tjenesten”, har et slogan der lyder: ”Hvad du hører, er du selv”. Så når jeg hører P 3’s piskesmæld, bliver jeg bange for at blive en slavepisker, eller i hvert fald en indpisker. Så jeg lukker, mens jeg endnu er den gamle, rare Ole.

   Selvfølgelig er der forskel på rocknumrene. Nogle gange lyder det som om sangerne – især de kvindelige – er i gang med en djævleuddrivelse. Eller midt i en meget vanskelig fødsel. Hvinene er frygtindgydende. Under de numre har Majka for længst forladt stuen.

   Andre gange er piskesmældene bare så dumpe og ensformige, at jeg føler mig hensat til min skoletids gymnastiktimer, når vi tredive drenge skulle løbe salen rundt. Og gymnastiklæreren råbte takten: En-to-tre-fire! En-to-tre-fire!

      Mange af sangerne – igen mest pigerne – lider af åndenød, hvad der sikkert er en almindelig tilstand under djævleuddrivelse.

   Når piskesmælderne undtagelsesvis synger på dansk, kan man nu og da forstå lidt af hvad de siger. Jeg hørte forleden Lars H.U.G. til en koncert. ( Jo, jo, jeg følger skam med. )  Han brølede omkvædet ”Maskinerne arbejder”. Og det tør det nok siges, at de gjorde, slagtøjsmaskinerne bag sangeren.

   I en anden af hans sange var omkvædet: ”Vi elsker uniformer.” Det undrer mig ikke. Pop-rock’en er virkelig uniformeret i en grad så man spørger sig selv: er piskesmælds-rock’en ikke en ren krigsrus. De uniformerede piskesmæld må være den helt rigtige musik at have i ørerne, hvis man skal ud og gå bersærkergang i byen, kaste med sten mod politiet og brænde biler og skoler af.

   Nu tror du nok, at jeg vil foreslå at lukke P 3. Men sådan et storhedsvanvid lider jeg ikke af.

   Derimod synes jeg, at P 3 en gang i timen skulle sende et nummer af en helt anden slags. En sang uden pisk, en sang uden åndenød, en sang uden el-forstærker, en sang på dansk.

  P 3 er især de unges radioprogram. Nutidens unge er i skolen blevet snydt for en skat. En skat, vi gamle vrisne mænd fik lov at høre og synge fra vores første skoledag af. Vi blev sat om bord på det gode skib Hispaniola – som Sebastian har sunget om – og sejlet til Skatteøen. Vi fik lov at samle lige så meget af skatten vi ville.

   Skatten er højskolesangene. Fin-fin poesi. Fine-fine melodier. Fint-fint dansk. Sange til at vande høns over: ”Hvem sidder der bag skærmen?”

   Sange til at bide vinterkulden i sig og glæde sig til foråret: ”I sne står urt og busk i skjul.”

   Sange til at flirte: ”Anna var Anders kær, men knibsk alligevel.”

   Sange om at længes hjem: ”En sømand har sine enegang.”

   Eller sange der bare jubler over solen og livets storhed: ”Lysets engel går med glans.”

   I disse sange står hvert ord klart med sin fulde kraft og magi. Og kender du sangene, har du altid en sang at trøste dig med i livets svære stunder, og en sang at bryde ud i jubel med, når du er himmelglad.

   Sangene står i Højskolesangbogen. Men også i andre gode sangbøger.

   Giv dog P 3’ s og P 4’s lyttere en chance for at få denne skat i rygsækken. Så har de noget af værdi at tære på hele livet.

   Det kan godt være P 3’s ungdomsklub vil vrisse de første gange de hører ”Den danske sang er en ung, blond pige” eller ”Jylland mellem tvende have”. Men snart vil de slet ikke undvære deres danske sange. For en skat er en skat. Og gøgemøg er gøgemøg.
 

Ingen skal tro det er en let sag at være vrisser. Vi lever i den bedste af alle verdener, bor i det bedste af alle lande. Danskerne er det lykkeligste folk i verden. Især i denne sommer, hvor dræbersneglene blev udtørret af juni-heden, før de kunne begive sig ud på deres slimede snigløb mod vore salatbede.

   Myggene, som er et af Vorherres virkelig dårlige påfund, har denne sommer heller ikke udført mange luftangreb på befolkningen i min nærhed.

   Og vores faderlige beskytter og internationale håb, Anders Fogh, har nu igen lagt sin beroligende hånd om statens ror. Efter at have bevist sin maskuline duelighed ved at besejre Alperne iført en cykelhjelm der passer og som får ham til at se endnu mere sej og cool og lækker ud. Alt er roligt i Schipka Passet, som de sagde i gamle dage.

   Når man tænker på, hvor helvedes elendigt  Solsjenitsyn havde det i Gulag for tres år siden, og hvor sjældent vi fik oksesteg og røde sodavand i min barndom, må man sige vi har drevet det vidt og har meget lidt at vrisse over.

   Men så synes jeg rigtig nok også politikerne på fjernsynet skulle tage og vise os, hvor glade vi skal være over freden og velstanden, og gå i spidsen med det gode humør. De gør tværtimod, gør de. Aften efter aften træder de frem på skærmen og ser sure ud, ja, de vrisser ligefrem og råber ”helt uacceptabelt” efter hinanden.

   Måske har de oplevet hvor populære vi vrisne mænd her på bagsiden er blevet. Måske tror de, de kan få sådan en tjans bare ved at være vrisne. Men den går ikke. For man skal også være begavet for at få lov at skrive på Ekstra Bladets bagside.

   Næ, politikerne skal gøre det modsatte, overlade den dyriske alvor til dyrene, og give vitserne, smilet og latteren fri passage.

   Når SF er gået sådan frem, er det fordi Villy Søvndal tit er i anderledes godt humør end sine kolleger. Han griner skælmsk og sige sjove ting. Og Birthe Rønn Hornbech behøver ikke sige noget. Hun er i sig selv til at dø af grin over.

   Længe holdt jeg af at se Helle Thorning på tv, fordi hun altid smilede, lo, kastede de blonde lokker bagud og lignede Helge Rodes ”Min pige er så lys som rav.” Men nu er hun gudhjælpme også begyndt at lægge en ansigtsmaske som kasematterne i Kronborg. Det må nu også være en belastning for  ethvert godt humør at skulle have daglig omgang med Mogens Lykketoft og Svend Auken.

   Men den værste tørvetriller i hele bundtet er Margrethe Vestager. Hun ligner enhver skoleelevs skræk for ikke at have læst på lektierne.

   Kære politikere: læg stilen om! Vis os at vi er den heldigste generation der nogensinde har stolpret omkring på disse flade bakker. Stik os en smiley!

   Og sæt så disse bedrevidende jurister og økonomer, djøfferne, på plads. Nu har de minsandten sat min rødvinsglade vrisse-kollega, Peter Brixtofte, to år i spjældet og truer med at give ham to år mere, fordi han har udvist lidt mere initiativ end andre borgmestre. Oh kay, der var nok lidt for meget gas i ballonen og rødvin i bægeret. Men fire år! Er I fra snøvsen? Det er det samme som den unge psykopatiske morder fra Ålborg fik. Er I rigtig vel forvarede, dommere?

   For nogle år siden sendte de samme djøf-typer en munter og intelligent  igangsætter som Kurt Thorsen syv år i spjældet for – MÅSKE – at have mingeleret lidt med nogle bankgarantier. Uden at mingeleringerne kom et eneste menneskes tegnebog eller nattesøvn til skade.

   Jeg tror disse støvede jura-djøffere er misundelige på friske folk, der har krudt i halen og bringer smil og glæde til deres omgivelser.

   Hermed bliver jeg så nødt til at tage mine ord fra artiklens begyndelse i mig. Der er såmænd stadig nok at vrisse ad, hvis verden skal blive lidt bedre.
 

For nogle måneder siden var der nogle unge der spiste hostepiller i håndfulde. Ikke fordi de hostede. Men fordi de ville have et trip til galakserne. Den tur havde de fundet ud af, at hostepiller kunne sende dem ud på, når de hældte godt med piller i sig.

   En af de rejselystne unge kom ikke hjem fra galakserne. Det er sørgeligt.

   TV-stationerne stillede straks politikerne op mod muren. Hvorfor havde de unge kunnet købe hostepillerne – dexofan – uden recept?

   Jamen det er da også for galt, svarede de skræmte politikere. Sidder de og sover i Lægemiddelstyrelsen? Og hurtigere end man kan få en halsbetændelse blev dexofan receptpligtigt. Vi var ellers hundredtusinder der i årevis havde købt de uskadelige dexofan lige så fredeligt som vi køber Drogen’s fiskeolie på apoteket.

   Nu skal alle vi hundredtusinder bruge timer på at rende til lægen og sige vi hoster. Og lægen skal have stetoskopet frem – eller også skal han ikke. Han skal i hvert fald skrive recept til os. Denne receptpligt koster samfundet millioner. Er der ikke noget om, at vi har lægemangel og andet at bruge lægerne til.

    Hele den hurlumhej, spild af borgernes og lægernes tid, flere penge til lægerne, som har nok i forvejen – Alt sammen fordi en enkelt ung mand gik over gevind. Havde han ikke haft dexofan, havde han nok haft et andet rusmiddel at gå over gevind med.

   Skal samfundet virkelig ansætte barnepiger til at regulere hver eneste borgers brug af normalt uskadelige hjælpemidler som dexofan? Springet fra barnepigestat til vægterstat er ikke langt.

   TV viser seerne en ambulance og siger der ligger en død mand i den, død fordi han har spist en overdosis dexofan. Derefter rettes kameraet mod sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, og tv spørger: hvad vil du gøre ved det?

   Så skal minister Nielsen være meget stærk for at komme med det fornuftige svar: ingenting.

   Så stærk var Nielsen og de andre politikere ikke. Bare der dog var nogle flere klarhjernede og modige personligheder blandt politikerne. Nogle der turde tale Roma og barnepigestaten midt imod.

                                                                                 *

I 1960’erne var der nogle få dårlige bilister, der busede ind i et vejtræ og slog sig ihjel.

   Samfundets reaktion var: så må træerne fældes. De står i vejen for bilerne.

   Og de faldt, i titusindvis, vore skønne vejtræer. Gamle, herlige ege, kastanjer, røn, lind. Trærækker der havde givet karakter og skønhed til vores åbne land. Fornemme, grønne alléer dejsede om kuld. Det danske landskab blev kedeligere.

   Hvad faldt de for? For at en halv snes bilister om året kunne blive livslange invalider i stedet for at blive dræbt. MÅSKE! For måske var disse fumle-bilister i stedet ræset ind i en modkørende bil. Eller havde slået dødskolbøtter over grøften.

  Vi forarmede vores landskab. Tilintetgjorde en af Danmarks herligheder. Til ingen nytte.

   Dette er ikke manglende respekt for menneskeliv. Det er heller ikke noget forsvar for at genindføre rygning på restauranter eller for at tillade salmonella i kødet. For disse forbud er velbegrundede. Når stort set al lungekræft opstår af rygning, skal ikke-rygere ikke påføres denne sygdom uforskyldt.

   Men vi skal ikke bilde os ind, at vi gennem forbud kan gøre livet risikofrit.  Livet ER farligt. Vi dør af det.

   Og de meget, meget få af os, der opfører sig vanvittigt, har en lille risiko for at dø lidt tidligere. Det er risikoen for at ville til galakserne ved lægevidenskabens og ikke ved poesiens hjælp. Den risiko  kan vi ikke tage fra menneskene. Heller ikke ved at gøre livet besværligere og kedeligere for alle de andre.

   Folkets gode, frie liv er vigtigere end at forsyne nogle få tosser med rem og seler.

Thomas Winding er død. Det føles lidt unaturligt. For vel er der andre af os skriverkarle fra 30’erne, der har forladt scenen før ham. Henrik Stangerup, Chr. Kampmann, Ebbe Kløvedal. Men han var barnet af os. Stædigt fastholdt han barnets enkle, kloge undren over for livet. Vi andre oksede af sted for at læse og skrive lange bøger. Thomas gik bare rundt og så undrende på verden som Saint Exupérys Lille Prins. Og opdagede ting og sager, vi andre havde glemt i vores hvirvlen omkring. Han var selv det, som han opfordrede os alle til at blive: oprigtig og kærlig. Han kom altid én i møde med en varm, stille kluklatter.

   Og så var han jo kulturradikaler. Men i en så blid udgave. Som om den kulturradikale ideologi ikke eksisterede. Han anskuede livet som et smukt mysterium, ikke som et brandesiansk projekt. Den af os andre, han lignede mest, var Ebbe Kløvedal, der lod som om han ikke var en intellektuel. Thomas Winding var det ikke. Begge var de fredens mænd. Og havde svært ved at sige nej. Det gav dem mange kvindelige bekendtskaber og formentlig ditto kærtegn. Men det nej, de ikke kunne få over deres læber, medførte også, at Ebbe Kløvedal kom til at anbefale alt andet end kærlige forbilleder fra Honecker til Mao. Det skete ikke for Thomas.

   Når det i Windings miljø trak op til konflikter, og det gør det jævnligt i medieverdenen, lo han lidt på sin filosofiske facon og sagde med sin bløde, rullende stemme, at det måtte vi da undersøge lidt nærmere.

   Hans måde at undersøge på var enkel. Den gik over barnets umiddelbare undren og nysgerrighed. Han var legemliggørelsen af Halfdan Rasmussens dansker: ”jeg vil helre slå min plæne / end slå løs på pæne folk.”

   Man blev opløftet og et lidt bedre menneske af at møde Thomas Winding – på tv, i hans bøger eller personligt.

Han var ikke bare kulturradikal. Han var født kulturradikal. Født ind i inderkredsen. Hans far var den brillante pariserkorrespondent for Politiken, Ole Winding. Journalisten med en gallisk selvbevidsthed på højde med Sarkozy’s. Thomas voksede dog op hos en anden kulturradikaler, Social-Demokratens chefredaktør Preben Wilmann.

   Preben Wilmann var også et usædvanligt menneske. Han kaldte sig biologisk socialdemokrat. Han var barn af en af Socialdemokratiets grundlæggere, Staunings jævnaldrende, folketingsmand Johan Wilmann. 

   Preben Wilmanns livsprojekt var at gøre Socialdemokratiet kulturradikalt. Han havde sammen med andre fortræffelige socialdemokratiske penne gjort Social-Demokratens søndagstillæg, Hjemmets Søndag, til et populært novelle- og kunsttillæg helt på højde med Politikens Magasinet. Han havde den samme opfattelse som partifællen Jul. Bomholt og Stauning selv, at Socialdemokratiet var til for at Højne! Intet mindre. Højne arbejderne, men i det hele taget det ganske samfund. Derfor skulle kunsten, filosofien, litteraturen udbredes. Thomas Windings stedfar var, ligesom Bomholt, meget skeptisk over for alle de økonomer, der overtog magten i Socialdemokratiet, Fra Krag til Knud Heinesen.

    Wilmanns korstog for at gøre Socialdemokratiet kulturradikalt blev mødt med modstand. Det blev til en krig, langvarig som 30 års krigen. Korstoget blev støttet af Social-Demokratens charmører, tegneren og skribenten Hans Bendix, teaterkritikeren Svend Erichsen og Poul Henningsen, der skrev fast i bladet i 50’erne. Samt af andre, hvis navne nu kun erindres af os abonnenter fra gamle dage. Kulturkampen blev aldrig vundet af kulturradikalerne. Men kampen gav bladet stor spændvidde. Mere traditionelle socialdemokrater, som den enestående litteraturformidler, professor Frederik Nielsen, og K.K. Steincke, leverede veloplagte modspil.

   Det giver et gib i én, når man tænker på denne gamle kulturkamp på en afdød avis. For den er et varsel om den kulturkamp, der i vore dage har lammet Socialdemokraterne i indbyrdes uenighed og splittet landet. Med Politiken i spidsen for det kulturradikale kompagni, Jyllands-Posten i spidsen for det danske kompagni. For nu at sige det kortfattet.

Det var i det bladmiljø i 60’erne, at Thomas Winding og jeg mødtes. Thomas var tegner og  børnebogsanmelder ligesom sin kone Lulu Gauguin. Jeg var boganmelder og kronikør. Vi kom fra hver sit verdenshjørne. Han fra det kulturradikale Mekka. Omgivet i sin opvækst af kulturens stjerner og vandbærere. Jeg kom fra en kulturelt vågen, socialdemokratisk kernefamilie. Med en far der var uddannet diskenspringer, og nu var forretningsfører for en halvstor socialdemokratisk virksomhed, Arako Radio. Mine barndomsomgivelser havde været usofistikerede arbejdere, de ”jævne” folk, der havde båret velfærdsstaten frem.  Den velfærdsstat, jeg kunne takke for at have fået en god universitetsuddannelse.

   De kulturradikale mærkesager, kvinde- og sex-frigørelse, var ikke nogen, man løftede fanen for i mit barndomshjem. Min mor var hjemmegående. Men der var dog aldrig tvivl om, at min far og mor holdt med Leunbach og Inger Merete Nordentoft i deres kamp for frivilligt moderskab. Og at kirken var et fremmed hus, som vi gik udenom.

   Med det forhold jeg i de senere år har fået til de kulturradikale bør det nok noteres, at Thomas og jeg ingenlunde var modstandere. Tværtimod. Vi var unge, søgende mennesker, der først og fremmest ønskede, at vores avis skulle have et vitaminrigt kulturindhold, som læserne kunne suge til sig af.
 
 

Thomas’ reservefar, Preben Wilmann, var lige blevet degraderet fra chefredaktør til kunstanmelder af ejerne, fagforeningerne. For de var folkets repræsentanter. Og folket har aldrig frivilligt givet sig ind under den kulturradikale overkommando. Wilmann og Co. havde mange gode retter på spisekortet. Men de mente også det var overtjeneren, der skulle bestemme hvad gæsterne skulle spise.

    Wilmann havde fået anbragt en del kulturradikale redaktører på nøgleposter på avisen. Til gengæld havde fagforeningsbosserne ansat en ny, ung chefredaktør, der foragtede kulturradikalismen af et godt hjerte. Det var den unge, intellektuelt vitale, Bent Hansen, senere forfatter til flere meget læste bøger og en periode socialminister under Anker Jørgensen. Han kunne ikke døje den kulturradikale bedreviden og dens, som oftest ubegrundede, intellektuelle overmod.

   Begge kampfløje arbejdede på at få mig over på deres hold. Med mit intellekt hældede jeg mest til Wilmann-fløjen. Med mine følelser til den folkelige Bent Hansen-fløj.

   Aktuelts kulturkamp nåede et højdepunkt en sommernat i Jernbanegade hos bladets kulturredaktør Rosa Krotoschinsky. ( Hun blev senere en udmærket medarbejder på Politiken. ) Her gerådede Bent Hansen og Preben Wilmann i en kulturkamp, der godt kunne have fået en dødelig udgang, hvis ikke de begge havde været militærnægtere.

   Jeg husker hvordan Preben Wilmann råbte til Bent Hansen, så det kunne høres ud over Rådhuspladsen: ”Du er for grøn til at være chef, Bent, for grøn, for grøn!” Og hvordan Bent Hansen indædt frådende fyrede Wilmann fra avisen.

   Aktuelts hadefulde identitetskamp legemliggjort af de to tvekæmpere fortsatte natten igennem. Til sidst forlod Bent Hansen valpladsen.  Jeg havde valget imellem at blive i den kulturradikale højborg – med udsigt til Politiken! Eller følge Bent Hansen ud på gaden. Jeg følte mig som sagt knyttet til begge parter. Men gik dog sammen med Hansen. Jeg har aldrig været tilhænger af lange nattesæder.

   Det var nok en strømpil for min senere medieskæbne.

   Preben Wilmann blev genansat på bladet den næste dag. Og blev nogle år mere på avisen. Inden han blev formand for Statens Kunstfond. Men opgøret i Jernbanegade varslede Socialdemokratiets ideologiske fremtid. I 60’erne var Socialdemokratiet stadig den overlegne i spillet med kulturradikalerne. Socialdemokratiet tog det fra det kulturradikale program, partiet kunne bruge. Fri abort. Funktionalistisk boligbyggeri. Men lod sig ikke overmande af kulturradikal smartness og af de kulturradikale berømtheder.

   Senere gik det anderledes. Økonomen og kulturradikaleren Jens Otto Krag fik magten i partiet og fyrede kulturens fortaler og den rodfaste socialdemokrat Julius Bomholt. Anker Jørgensen prøvede at afbalancere de to socialdemokratier, men hældede selv til kulturradikalismen.

   Og efter ham blev dansk politiks admiralskib overtaget af ”de fabelagtige fire”. Ingen af dem har ægte socialdemokratisk blod i årerne. Den ene var fra barn af kommunist. Den anden grundtvigianer. De to sidste er økonomer. Nogen forståelse for kulturen i Hedtofts og H.C. Hansens socialdemokrati har ingen af de fire. Jeg tror de mener, de moderniserede partiet ved at tilføre det den kultur, som var blevet den sejrende i studenterkredse efter 1968, kulturradikalismen.

   Men sådan var ånden i Socialdemokratiet ikke. Og derved mistede Socialdemokratiet sin selvstændige identitet. Admiralskibet har siden drevet om for vind og vejr uden mast og ror. Stemmemæssigt er partiet blevet halveret.

Thomas Winding og jeg så ikke meget til hinanden efter 60’erne. Jeg besøgte ham engang i Mønge i Nordsjælland, hvor han med sin milde latter undrede sig over, hvor musikalske hans to børn, Alberte og Kasper, var blevet.

   Jeg foreslog ham at søge ind ved børne- og ungdomsafdelingen i DR, som dengang nærmest blev drevet som en aflægger af F.D.F. og KFUM. På det tidspunkt sad jeg i DR’s ungdomsudvalg og syntes afdelingen trængte til et uborgerligt løft.

   Det må man jo sige, den fik. Mogens Vemmer overtog afdelingen. Og nærmest over en nat blev den gamle F.D.F.-lejr overtaget af Thomas Windings storfamilie. Det var tidsånden. Men det var vel også noget af en bevidst kulturradikal invasion. Hele DR blev i 70’erne en kulturradikal kaserne.

   Erhardt Jacobsen forsøgte at få kasernen afmilitariseret. Ikke som kirkestormer. Men som god, gammel socialdemokrat. Men da var Knud Heinesen blevet radiorådsformand. Det nye djøf-socialdemokrati, der ikke kendte nogen anden kultur end kulturradikalismen, havde taget magten.

     Men Thomas Winding fandt sin hylde i børneprogrammerne. Han forenede sit kloge, kærlige barnesind med nogle af de sunde træk ved den oprindelige kulturradikalisme, fordomsfriheden, ubundetheden, modet til fri kreativitet.    Det gjorde ham til nationens fælleseje. Han blev en kulturrradikaler, der kunne samle, ikke splitte. Det var et kunststykke. For Thomas et ganske naturligt et.
 

DR har fire folkekære meteorologer.

 Solskin kan man altid finde-Søren.

 Pigen fra Fyn-Bettina.

 Bedstefar, tag dine tænder på-Jesper.

 Pigerne udi Spanien-Anja.

Dem er da ingen grund til at vrisse ad?

Nej, hvis det bare ikke var fordi de igen og igen begår en brøler, der fornærmer mindst en million af vore forhenværende landsmænd. Det er når lavtrykkene drager vestfra over Sjælland, og når frem til Øresund. Så melder vejrmelderne, at lavtrykket er kommet til - Sverige.

Som om Øresunds østkyst er Sverige. Kære meteorologer og andre tv-studieværter: Sverige begynder ved Småland. Der eksisterer ingen bro fra Danmark til Sverige. Der er en bro der forbinder de to landsdele Sjælland og Skåne. Og de er begge danske.

 Skåne har fra hedenold af været ærkedansk land. I Skåne talte man dansk. Den danske ærkebiskop sad i Lund. Margrethe I blev hyldet til dansk dronning i Lund. I Skåne havde den danske adel sine hovedsæder.

Men fra 1500-tallet begynder svenske hære at hærge i Skåne for at få udbyttet fra den frugtbare skånske landbrugsjord.’

Og i 1600-tallet sker det for Norden så pinlige, at Sveriges trone bliver besat af den ene krigsgale konge efter den anden. En af dem, Gustav II Adolf praler i et brev med, at han har draget rundt i Skåne med sin hær og ”plyndret, brændt og slået ihjel som jeg fandt for godt.” Den skånske, altså danske, by Væ brændte han ned til grunden. Kristian den Fjerde måtte bygge en helt ny by, Kristianstad, med den smukke Trefoldighedskirke.

 
 
 Og i 1658 sker det for Skåne så sørgelige, at Nordeuropa er løbet ind i sin lille istid. Storebælt fryser til, så den lille, grimme fedling til Carl X Gustav kan marchere over det islagte Storebælt med sin rytterhær og tvinge Danmark til at afstå Skåne. Han dør af forkølelse kort efter. Det er det, der hedder nemesis. Og Sverige taber sådan set krigens to regulære slag, det ved København og det ved Nyborg. Men Skåne forbliver svensk.

Og de næste 50 år tvinger den svenske kongemagt de danske skåninger til at blive svenske. Det mest forbryderiske folkemord og den mest modbydelige folkeundertrykkelse der er foregået i Europa. De skånske frihedskæmpere – snaphanerne – fik stukket en spids pæl op i endetarmen og ud gennem ryggen. De blev sat på spid så at sige og kunne så hænge der og blodsive, til de døde.

Men fordi nogle gamle svenske konger har voldtaget og stjålet Skåne, er det vel ikke blevet svensk. De, der stjal guldhornene sidste sommer, har vel heller ikke fået ret til at beholde dem. Så vore fire meteorologer skal altså ikke kalde dette tyvstjålne Skåne for Sverige.

DR’s vejrmeldere er desværre ikke ene om dette forræderi mod deres skånske landsmænd.

Skåningerne vil så gerne knyttes tættere til Danmark og måske igen en dag kunne udskifte det rød-gule skånske flag med det rød-hvide dannebrog.  Svenskerne har såmænd ikke noget videre imod et. En prøveafstemning i Stokholm for nylig viste, at der i det svenske folk var flertal for at levere ranet tilbage – ligesom svenskerne har leveret alle deres andre røvede lande fra 1600-tallet tilbage.

Det er ikke det svenske folk, vi er uvenner med. Tværtimod. De er vore venner.

Men danskerne vest for Øresund skal i tv, aviser og alle steder huske at kalde skåninger for skåninger og fortælle dem, at de er velkomne tilbage til moderlandet.

Vi har savnet jer!