Avisartikler 2011, 1. kvartal

Trykt i Berlingske Tidende den 24. februar 2011

Uffe Ellemanns lille dumhed

Det er sin sag at gå i rette med Estlands befrier, Uffe Ellemann. Men når han i sin fredags-artikel advarer mod, at vi danske bliver dumme, hvis Det kgl. Teater ikke får sine penge, bliver jeg nødt til at påpege en dumhed, han selv begår i artiklen.

Han skriver at kong Frederik VI siger ”de berømte ord, at fordi vi er fattige, behøver vi ikke blive dumme.”

Min kære Uffe, det var ikke de ord, der blev sagt, og det var ikke Frederik VI der sagde dem. Tværtimod, havde jeg nær sagt.

Da Danmark går bankerot i 1813 nedskæres alle statens udgifter. Men Kunstakademiets formand, prins Christian Frederik, den senere Chr. VIII protesterer imod sin fætter Frederik VI’s nedskæring af Akademiets budget. Det gør han med disse ord, og ikke med dem, du citerer, Uffe: ”Fattige og elendige ere vi. Lad os nu blive dumme til, så kan vi gerne høre op at være en stat.”

Prins Christians protest lykkedes. Akademiet fik sine penge.

Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 26. februar 2011

Bliv hjemme – snothas!

Af Ole Hyltoft

I forgårs var jeg i biografen. Det foregik i Grand Teatret ved Strøget. Grand betyder stor. Men Grand teatret er lille. Så da flere forestillinger begynder kl. 19, står vi som sild i en tønde i foyeren. Så sammenpresset, at man har fornemmelsen af at have stående samleje med et halvt hundrede mennesker på en gang. Sådan et bunkebryllup finder nogle måske behag i. Men ikke jeg.

Filmen, jeg så, hedder Sorte Svane. Den er et torturkammer af rædsler. En effektfuld studie i en dansers forkomne forsøg på at nå det fuldendte. Men det er ikke filmen, jeg vil brokke mig over. Jeg kunne være blevet hjemme.

På rækken bag mig satte to damer sig, en ung og en midaldrende. Begges ansigter var opløst i legemsvæske. Vandet randt fra deres øjne, næse, mund og sikkert også ører, hvad jeg dog ikke kunne se. De lignede to kvinder i dampbad. De var med andre ord snotforkølede. Og mens den sorte svane dansede og pillede kroge ud af sin ryg, overøste de to kvinder mit hoved og min nakke med nys, host og en bakterieholdig udånding, der utvivlsomt har skabt katastrofestemning i mit immunsystem.

Nej, jeg ved det godt, folk kan ikke gøre for, de er forkølede. Som regel. Men de kan gøre for, at de går ud og smitter deres medborgere. Inkubationstiden er fem dage. Jeg regner med, at den mig påførte forkølelse slår ud på søndag.

Måske har de to kvindelige bakteriebomber ramt hele min række i Grand Teatret. Så lidelsen bliver spredt ud til adskillige bydele og arbejdspladser. Det er uanstændigt, det er åndssvagt at lade snottet vandre på den måde.

Jeg er ganske enig med Dennis Kristensen fra FOA og de andre fagforeningsfolk, der tager afstand fra de pengepræmier, der visse steder uddeles til folk, der går på arbejde, når de er syge.

Og jeg hylder den teaterkritiker, der blev nyst i nakken under en forestilling. Hvorefter han vendte sig om mod nyseren, en dame, og råbte: Skal hun tisse mig i nakken, den rappedulle!

Det er måske det forbillede, Bertel Hårder har taget ved lære af, når han møder en reporter fra tv-avisen. Nå, det er nu en noget anden – og meget mere fornøjelig – sag.

Nu vi taler om landets asociale smittespredere, kommer jeg til at tænke på afholdssagens populære og meget grimme formand i forrige århundrede, Lars Larsen-Ledet. Han var ude at køre i tog. Over for ham sad en bondemand, der stirrede ufravendt på den kendte afholdsagitator. Til sidst kunne bondemanden ikke holde det tilbage og sagde til Ledet: - Hvor er du grim!

-Jo, svarede Ledet. Men det kan jeg ikke gøre for. – Nej, sagde bonden, men du kunne være blevet hjemme.

Det var det, de to rindende damer i Grand Teatret skulle have gjort, være blevet hjemme

I radioen hører man også af og til stemmer der er så belagt, at man kan høre bakteriekolonien summe nede i svælget på dem. Man føler sig hensat til øre-, næse- og halsafdelingen på Rigshospitalet. De studieværter, der på den måde forurener æteren med deres snot og hævede mandler, kan være glade for, det ikke er DR-bestyrelsens formandsskab der passer personalesagerne.

Når jeg en sjælden gang er i radioen, gyser det i mig, når pelsdusken af en mikrofon rækkes hen mod mig. Jeg aner hvilket righoldigt udvalg af baciller den indeholder.

Nu venter jeg så på, at besøget i Grand Teatret skal inkassere sine ågerrenter. Søndag bliver dommens dag.

Trykt som kronik i Jyllands-Posten den 10.marts 2011

Vor tids bedsteborgere

Det er Georg Brandes’ efterkommere, kulturradikalerne og 68’erne, der er blevet vor tids selvhævdende og nedladende borgerskab.De nye bedsteborgere sidder på den ideologiske magt og har bl.a. brugt den til at bringe op mod en halv million muslimer til Danmark.

Af Ole Hyltoft

For nogle år siden sagde en af dagbladet Politikens meget kendte journalister til mig: Politiken har et godt greb om sine kernelæsere, bedsteborgerskabet.

Jeg studsede. Var det ikke naturstridigt? Var Hørups og Brandes’ gamle avis ikke netop udviklet som et kamporgan mod bedsteborgerskabet?

Jo, sådan var Politikens læsere i oldefars tid. Men det er 125 år siden. Og intet bliver som det var. Det bedsteborgerskab, vi havde dengang da Christian den Niende samlede Europas kejsere og dronninger på Fredensborg Slot, det er stille og roligt gået bort til de evige plyssaloner.

Endnu i Hans Scherfigs og PH’s 1920’ere og 30’ere var der lidt af troen tilbage på overlærernes og biskoppernes overhøjhed og kæft-trit-og retning- opdragelse. Endnu i 1947 var det så forargeligt, at en skoleinspektør, Inger Merete Nordentoft, fik et barn uden for ægteskabet, at flertallet af hendes lærerstab ikke ville arbejde under sådan en falden kvinde.

Men i 1968 blev de sidste portierer revet til side, og klunker kom til at betyde noget helt andet end de gjorde i klunketiden. I dag har selv Lene Espersen svært ved at få ordene Gud, konge, fædreland over sine læber. Det kulturradikale oprør mod borgerskabet har sejret.

¤

Fra at være sejrherre til at være magthaver er vejen ikke lang. Uden besvær forandrede kulturradikalerne sig fra at være oprørere til at blive det nye, toneangivende borgerskab. Ikke et borgerskab som det, de nye magthavere havde væltet. For det nye borgerskab har helt andre manerer end obersten fra Matador og lektor Blomme fra Det forsømte Forår. Men et borgerskab i den forstand, at disse borgere er (selv)tilfredse over at have de korrekte meninger og viser det ved at snerpe munden sammen, når de møder de forkerte, underklassen. Det ny bedsteborgerskab vender sig ikke imod fri abort, fri porno, abstrakt kunst, bandeord, kvindelige præster, kvindelige ledere, fri børneopdragelse, fædrelandets undergang.

Nej, alt det, der for 100 år siden var forargeligt og hørte underklassen og visse uopdragne studenter til, det er det nye borgerskabs kære ejendom – dets værdier, som det hedder.

Det nye bedsteborgerskab ligner ikke det gamle i sine meninger, men i sin bevidsthed om at være de bedste, dem der skal bibringe de mindre storartede medborgere de rette anskuelser. Disse nye bedsteborgere har stort set den samme placering i samfundet som fortidens bedsteborgere, dem, Scherfig, Soya og Gustav Wied udleverede til latteren. De er gymnasielærere, advokater, embedsmænd,redaktører. Vi nævner ikke navne. De er alt for farlige at have som fjender.

Dette nye bedsteborgerskab var allerede godt etableret i 1970’rne. Dengang var de socialister, marxister, feminister. Dengang hed førerne Ebbe Kløvedal Reich, Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Hanne Reintoft etc. Men troen på socialismen forsvandt jo for alle, inklusive Ole Sohn, da Erich Honecker og hans mur faldt i 1989. Nu står bedsteborgerskabets program på multikultur, globalisme, støtte til ulandene, installationskunst, konceptkunst, atonal musik osv.

¤

Dette sociologiske fænomen, at bedsteborgerskabet forbliver som et herredømme i samfundet, men at dets instrukser, dets politik skifter, er set før. De nationalliberale i 1840’rne var demokratiets fortrop, rebellerne, der væltede enevælden. Selvbevidste var de. ”Herrer vi ere i åndernes rige”, sang de nationalliberale spidser, Hall, Monrad, Lehman, Hostrup, Ploug og hvad de ellers hed. Men de kunne ikke bære magtens ansvar. De pådrog sig en frygtelig skyld for nederlaget i 1864. Og efter 1864 blev de konservative. Men magten bevarede de. Indtil Georg Brandes.

¤

Brandes’ og kulturradikalernes program var opfyldt i 1970’rne. Der manglede måske lige at få nedlagt kongehuset og folkekirken. Men hvad skulle kulturradikale præster som Flemming Pless og biskopper som Kjeld Holm, så leve af? Nej kulturklerikalerne var i 1975 løbet tør for ideer.

Så fik de en gave fra Østen, den muslimske masseindvandring. En ny hjertesag at give sig hen i. En ejendommelig en, må man nok sige. De religionsfjendske kulturradikale gik hen og blev den højreorienterede islamiske religions fortaler. Skidt med islams kvindeundertrykkelse, skidt med islams tilbagevenden til klunketidens fader-autoritet.

Kun et punkt ved islam hæftede de sig ved. At islam var de fattiges religion. Derfor skulle islam og dens reaktionære livsform beskyttes i Danmark. Her genfandt venstrefløjen sin røde tråd fra 1970’rnes socialisme. Venstrefløjen kunne nu igen identificere araberne ( muslimerne ) som de af Vesten udbyttede. De danske tilhængere af den palæstinensiske terrorbande PFLP havde bygget på den teori, at danske arbejdere var blevet bestukket af kapitalen til at deltage i udbytningen af ulandenes fattige. Og var de muslimer, der nu myldrede til Danmark, ikke netop disse udbyttede? Dem måtte vi tage pænt imod. For nok var de ikke forfulgte. Men de var udbyttet af os europæere. Vi skyldte dem noget. Sådan tænkte venstrefløjen fra Gert Petersen, til Lykketoft, til ombudsmand Gammeltoft Hansen.

Brandes’ og de kulturradikales religionskritik blev i den anledning suspenderet. Og den muslimske indvandring nød fremme, så der i dag bor op mod en halv million muslimer i Danmark, den hurtigste og største folkevandring til Danmark nogensinde. Vores svært erhvervede frisind fik sig en indbygget bombe. En selvmordsbombe?

Danske arbejdere, bønder og pensionister var imod indvandringen. Men de var jo muslimernes, de fattiges, udbyttere. Så dem kunne man godt være bekendt at tromle hen over.

Da JP gjorde oprør mod den islamiske censur-terror pg bad Kurt Westergaard og hans kolleger tegne Muhammed, gjorde kulturradikalerne med Politiken i spidsen det, som konservative bedsteborgere altid gør. De krøb i et musehul og tog afstand fra tegningerne. De lod vores frie tale i stikken. Den var ikke yndefuld, sagde de.

Hvordan slap de kulturradikale af sted med al den nationale selvødelæggelse? Ved at gøre indvandringen til en ideologi. I ideologidebatten, kulturdebatten, er V og K ikke-tilstedeværende. De ligger fladt ned og tænker på handel og søfart. Socialdemokraterne med Auken, Birte Weiss og Ole Espersen i spidsen afmeldte den gode, gamle socialdemokratiske kultur og meldte partiet ind i den kulturradikale klub. Samtidig blev Danmarks Radio i de år gjort til en kulturradikal radio/tv-sender. En opdragelsesanstalt. Bedsteborgerskabet, det gamle som det nye, har altid en trang til at opdrage.

¤

Men magten korrumperer ånden. Det er set så tit. Det kulturradikale bedsteborgerskab følte sig så sikker på sin intellektuelle, politiske og humanistiske overhøjhed, at de ikke behøvede argumentere for deres sag. De har det ligesom meget kønne piger, der ikke synes de behøver gøre sig umage. De kulturradikale kørte i frigear på ideologien: vi skal være åbne, alle religioner er ligeberettigede. Da de kulturradikale som flest er ateister, kan de ikke forestille sig, at religion betyder noget for andre. Shariaens troende kommer fra de fattige lande. Vi støtter de fattige. Altså støtter vi også shariaens ligeberettigede plads i Europa. Uanset hvor mange hænder der hugges af og hvor mange uskyldige kvinder der stenes i koranens navn.

Tøger Seidenfaden og Svend Auken blev spydspidserne, de store fortalere for den muslimske indvandring. De var to store veltalere. Men ingen af dem var grundige undersøgere. Når det gjaldt viden om islam var de altid svagere end deres modstandere, personer som Hirsi Ali, Ole Hasselbalch, Rolf Slot-Henriksen. Og mange andre, der vidste noget reelt om i islam og dens følger.

Auken og Seidenfaden var store danskere. Og det er trist, vi har mistet dem. De satte farve på Danmark i deres tid. De hylledes da også i døden som var de konger. Det var de også, det nye bedsteborgerskabs konger. Men, og lad os sige det mildt: da den muslimske indvandring væltede hen over Danmark, gjorde de ikke deres land gavn.

¤

Vi begyndte denne kronik med dagbladet Politiken. Lad os slutte samme sted. Forleden sad jeg og læste en novellesamling, ”Copenhagen Noir”, som en af Politikens kulturradikale frontfigurer, Bo Tao Michaëlis, har udgivet. Bo Tao Michaëlis var også taleskriver for DR’s Kenneth Plummer. De to mediehuse har i længere tid haft et favnende forhold til hinanden. I Michaëlis’ forord til novellesamlingen finder jeg sætningen: ”Norge rev sig retfærdigt løs fra Danmark i 1814.”

Som det vil vides var det ikke nordmændene, men Kielerfreden, der rev Norge fra Danmark. Nordmændene gik tværtimod i krig mod Sverige og landets vendekåbe af en fransk officerskonge, Jean Baptiste Bernadotte, for at bevare båndet til Danmark. Norge bad oven i købet en dansker, den senere kong Christian den Ottende, om at blive konge af Norge.

Sådan er det med de kulturradikale. De vil have deres vrangforestillinger til at herske over virkeligheden. Om de så skal forvride sandheden til usandhed. Og så længe de hersker over medierne og kulturen, lykkes det også for dem i vid udstrækning. For de udgør det toneangivende bedsteborgerskab i landet.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 15.marts 2011

Vrisne mænd nr. 66:

Ikke alt det brok over Henrik – han sætter humøret i vejret i Dannevang

Af Ole Hyltoft

Vi har så travlt med prins Henrik. Snart pjattebader han med skønjomfruer. Snart taler han cirkus-dansk. Snart er han stukket af til Frankrig for at se til sin egen vin, der smager ejendommeligt. Snart er han for tyk. Snart er han på det forkerte hold.

Og det er sikkert alt sammen rigtigt. Og hvad så? Hvad betyder det i forhold til, at denne offentlige person altid er i godt humør og spreder det omkring sig. Så sætter han en levende slange oven på hovedet. Så skriger han af grin i rutsjebanen. Så langer han en upassende replik ud til en journalist.

Henrik tager livets tilskikkelser – også de dårlige – med et filosofisk overskud. C’est la vie! som han sagde, da Joachim blev skilt fra den bedårende og populære Alexandra.

Jo, der kan godt være lidt henslængt, for ikke at sige dovent over ham. Han kunne måske også skaffe sig lidt bedre legekammerater end de der kammerherrer og kammerherreinder han går på jagt med i nogle plusfours, der ser ud som er de blevet båret af den britiske kong Edward under et sommerbesøg på Fredensborg Slot i 1895. Hvad med at omgås nogle sangere, pianister, digtere? Eller nogle journalister? Hvad med Falbert? Han ser fransk og lækker ud. Nå, nej, han er republikaner.

Når alt det kritisable er sagt, står det afgørende tilbage. Han holder humøret oppe på sine omgivelser. Når man ser, han er med på billedet fra en kongelig tv-transmission, stiger ens humør. Man forventer en sjov bemærkning, et skævt indspark i et ellers alt for forudsigeligt pressemøde. Og han skal ikke sige meget, før Margrethe bryder ud i en forelsket latter.

Han holder humøret oppe på dronningen af Dannevang, og han trækker ikke hendes – pænt høje – niveau nedad.

Engang sagde en af de tidligere hofmarskaller til mig: du skal vide, vores dronning er en forelsket kvinde.

Og der er sørme ikke tvivl om, hvem hun er forelsket i. Når man ser, hvor mange kedsommelige og frygtsomme drys, der sidder på tronerne rundt i Europa, må man nok sige, at Margrethe har skudt papegøjen.

Der er munterhed i det danske hof. Og det er prins Henrik der skaber den. Margrethe er intelligent og meget vidende. Hun er nok blandt de 3 – 4 mest intelligente regenter, Danmark har haft. De andre er Margrethe I, Christian VIII og – måske – drukmåsen og ædedolken Christian IV. Men Margrethe er ikke selv nogen humørbombe. Kun når hun er sammen med Henrik, virker hun afslappet og smiler – snart overbærende, snart overstrømmende – som morgensolen over Amalienborg.

Henriks job er i sig selv grinagtigt. Det har han været klog nok til at indse. Og den rolle fylder han så ud. Men ikke uden nu og da at levere fornuftig tale. Når han f.eks. siger: ”Frankrig er faktisk flere lande der er sat sammen. Danmark er derimod en enhed. I Danmark har vi kun en stamme – og det er dejligt, det gør, at vi er et stabilt folk.”

Dette er så sandt som det er sagt. Danskerne er en stamme. Men hvis Pia Kjærsgaard havde sagt det, var hun blevet beskyldt for racisme i Politiken.

Gengælder Henrik Margrethes kærlighed?

Da de for nylig var i de arabiske lande, viste tv et klip af dem bagfra. De gik hen ad en støvet vej, havde taget hinanden om livet, og så ud som om de var glade for livet og hinanden. Begge to. Rørende. Efter så mange årtier sammen.

Så lad os le og feste med den snurrige franskmand i stedet for at brokke os over ham.

Trykt som kronik i Berlingske den 16.marts 2011

Den store tysker, der elsker Danmark – og Ulla.

Af Ole Hyltoft

I dag er der fest i hansestaden Hamborg. For byens æresborger, Siegfried Lenz, fylder 85 år.

Han hyldes af Tysklands forbundspræsident, Christian Wulff, i spidsen for hele den tyske politiske og kulturelle elite. Hyldes som Tysklands største og mest elskede forfatter.

Forhenværende forbundskansler Helmuth Schmidt er den første af gratulanterne. Schmidt og Lenz er gamle venner. Både Willy Brandt og Helmuth Schmidt tog Siegfried Lenz med på deres forsoningsrejser til Polen og Rusland i 1970’erne og 80’erne.

Hver måned mødes Schmidt og Lenz i Altkanzler Schmidts private klub for Hamborgs bedste fagfolk inden for finans, medicin og kultur. Altkanzleren er, 92 år, stadig erhvervsaktiv som rådgivende chefredaktør for det intellektuelle Tysklands ugeavis Die Zeit.

En digter-hyldest som den, der i dag bliver Lenz til del, skal vi i Danmark mange år tilbage for at finde magen til. Jeg husker intet lignende siden fakkeltoget i Odense for H.C. Andersen. Tyskland ærer sine forfattere.

Siegfried Lenz’ betydning rækker fra kunsten over i politikken og derfra over i millioner af tyskeres selvforståelse. Siegfried Lenz er indbegrebet af den forsoning, tyskerne indledte efter 2. verdenskrig. Forsoningen med de forulempede naboer, og forsoningen med sin skæbne som et slagent og indskrumpet land.

Jeg sad en aften ved kajen ud for Hotel Admiral i København med Siegfried. Vi havde lige spist middag inde på hotellet, men måtte så fortrække til havnekajen. For Lenz kan ikke afslutte et måltid uden en pibe tobak. Han ryger så afgjort for meget pibe, ligesom Helmuth Schmidt ryger for mange cigaretter. Dog er de begge to på vej mod de 100 år. Så de må have lunger af tovværk.

Nå, vi sidder der på kajen i mørkningen og snakker, snart på tysk, snart på dansk. For Siegfried taler gerne dansk. Og på dansk grund vil han tale dansk. Og jeg siger: hvor er det dog en skam, at den rige tyske kultur, fra mesterhåndværk til filosofiens Immanuel Kant, som den har udviklet sig gennem århundreder i Østprøjsen og Randstaterne, at den skulle tilintetgøres på 12 år af Hitler og hans gale nazi-bande. Siegfried siger mig ikke imod, men tilføjer, med et næppe hørligt suk: ja, ja, men sådan er det. Og det må vi indstille os efter.

Hele hans forfatterskab hviler på denne tanke: at forstå hvad det var i tyskerens sind, der tillod dette grusomme at finde sted. Og klogt og elskværdigt, ja, elskeligt at pege på den humane fremdrift, tilværelsen også åbner for os. Der er andet at lægge sig i selen for end at udvide tyskernes kulturelle og geografiske herredømme. Aldrig skriver Lenz om tysk storhed, aldrig om storheder overhovedet. Hans personer er jævne mennesker, fiskere, bønder, småfunktionærer. Jo mere de foragter bravader, jo mere de hengiver sig til livets ægte værdier, at fiske, at svømme, at dykke i havet, at læse, jo mere er de helte i Siegfried Lenz’ univers.

Siegfried Lenz’ forfatterskab er et stille, sejt opgør med meningsløse autoriteter. Hans humor er indarbejdet i sproget som en solidarisk ironi. Er vi ikke alle værd at le ad, tugthusfanger som gymnasieelever? Uden at meningen er at gøre os ondt. Hans grundige beskrivelser af gøremål og bevægelser i dagliglivet bliver hos andre forfattere tit kedelig. Men i Lenz’ prosa bliver den dynamisk, netop i kraft af den humor der er indbygget i hans sprog.

Lenz er æresborger i Slesvig-Holsten og æresdoktor ved talrige universiteter. En journalist spurgte ham, om der var en ærestitel han manglede. Ja, svarede han, jeg ville gerne være æreskonditor ved det sønderjyske kaffebord. Så indkaldte de sønderjyske bagere til fest for ham i Kolding og udnævnte ham til æreskonditor. Det er en æresbevisning, han sætter højt.

Han fortæller i sine bøger hvad der sker med disse jævne mennesker, når de lever i en politistat. I hans ungdom i det østprøjsiske Masurien var hele Tyskland en politistat. Og efter 1945 forblev Masurien en politistat indtil 1989.

Men Siegfried Lenz skriver ikke politisk litteratur som en Arthur Koestler og en Günter Grass gør. Han viser hvordan menneskers intime reaktioner og følelser bliver, når deres frie liv undertrykkes. Der diskuteres ikke politik i hans bøger. Men der kan diskuteres politik ud fra hans bøger.

Mesterværk efter mesterværk er kommet fra hans værksted i denne ånd. Og de bliver ved med at komme. Så sent som for to år siden afsluttede han sit lille klassiske mesterstykke af en kærlighedsroman, ”Et minuts stilhed”, ( ”Schweigeminute” ). Romanens sidste sætninger og rettelser blev foretaget i Tisvilde.

Af Lenz’ store romaner sætter jeg ”Tysktime” højest. Ideen er fremragende. Den bærer historien. Romanen handler om den store maler i den dansk-tyske grænseregion. Emil Nolde er forbilledet. Maleren i romanen får maleforbud, ligesom Emil Nolde fik af nazisterne i Berlin. Den, der skal overbringe og overvåge forbuddet, er landbetjenten. Han er malerens gamle legekammerat fra landsbyen, de er vokset op i.

Det er ingen glæde for landbetjenten at være Hitlers håndlanger. Maleren har oven i købet reddet hans liv, da han som dreng faldt i åen. Alligevel går landbetjenten omhyggeligt til værks. Det er hans pligt. Og derved også en lille smule hans lyst. ”Pligtens glæder” er romanens psykologiske tema.

Maleren synes ikke nazisterne er rigtig kloge. En ægte kunstner kan jo ikke holde op med at skabe sin kunst, altså male. Men lige så ihærdig maleren er med at bryde forbuddet, lige så ihærdig er landbetjenten med at få det overholdt. Frihed og kreativitet stilles over for lydighed og goldhed.

Spillet mellem de to, den skabende kunstner og den pligtopfyldende embedsmand, er vidunderligt fortalt. Man nyder hvordan betjenten bestiger sin cykel og i storm eller magsvejr tramper hen ad diget ud til kunstnerens atelier. Og hvordan han forsøger både at være lydig mod sine overordnede i Berlin og dog afbøde Berlins værste ordrer mod barndomskammeraten. Regeringen skal bare undersøge dine billeder, beroliger han maleren med. Måske bliver billederne sendt tilbage en dag. Der er en varme og ironisk humor i skildringen af det lokale liv på egnen. Men selvfølgelig er maleforbudet et anslag mod ytringsfriheden, som vi læsere er oprørt over. Vi holder med maleren og nyder Lenz’ gengivelser af Noldes farvestærke malerier, vejrliget over vadehavet.

I sin dannelse er Lenz tysker. I sin filosofi ligner han Lessing. I sin ironi Thomas Mann. I sin frihedstrang Heine. I sin humor Erich Kästner.

Men i sit sind er Lenz dansker. Det plejer vi danskere at sige, ikke uden et vist overmod. For Lenz er jo sådan et godt og elskeligt menneske! Kästner og andre tyske kunstnere har næret kærlighed til Danmark. Men Lenz er gået videre. Han er blevet halvt dansk. I mange år havde han og hans elskede hustru Liselotte et sommerhus på Als. Her lærte alsingerne ham at tale – ikke dansk, men alsisk, efter naturmetoden. Liselotte døde for fem år siden. Lenz blev dødssyg.

Men rask igen, og sidste år blev han gift med en dansk pige fra Århus, Ulla, nu hans uundværlige og højt elskede livsledsager. Inden vielsen blev forrettet, af Åbenrås borgmester, ringede han til mig og sagde: Uuhle ( det er alsisk for Ole ), kender du det, at man kan være så lykkelig, at det gør ondt? Siegfried er ikke bare den elskeligste forfatter jeg kender. Han er inde bag sine lyseblå øjne det elskeligste menneske der findes i Nordeuropa.

Og nu bor Siegfried Lenz det meste af året i Ullas prægtige hus nær Fåborg og læser danske aviser og ser dansk tv.

Hvordan det nu forholder sig med det danske sind, så har Lenz et tættere forhold til Danmark end nogen betydelig tysk forfatter har haft siden 1700-tallets største tyske lyriker, Friedrich Klopstock. Klopstock blev i midten af 1700-tallet inviteret af J.H.E. Bernstorff og Frederik den Femte til at bo i Lyngby, på den danske stats regning. Og det gjorde han i tyve år.

Hos få kunstnere er livsholdning og kunst så sammenhængende som hos Lenz. Jeg var engang i et selskab med ham. Günter Grass blev kritiseret af den ene efter den anden. Og den kritik kunne Lenz

nok have grund til at samstemme i. For havde Grass tidligere talt åbent om sin fortid i Waffen SS, havde han næppe fået nobelprisen. Og så havde Lenz sikkert fået den. Alle i selskabet vendte så vore ansigter mod Lenz for at høre hvad han havde at sige om kollega Grass. Lenz sagde kun fire ord: Günter ist mein Freund.

Venner taler man ikke ilde om.

I Danmark tager Steen Pipers antimondæne, uafhængige forlag ”Hovedland” sig omsorgsfuldt af Lenz’ bøger. Men det officielle Danmark burde nok påskønne mere, at det forsonlige, humanistiske Tysklands største litterære stemme har bopæl i Fåborg og holder meget af vores land.

Trykt som vris i Ekstra Bladet den 23.marts 2011

Vrisne mænd 67

Jeg er krænket

Af Ole Hyltoft

I går morges hørte jeg i radioavisen, at nogle ville anlægge sag mod Birthe Rønn Hornbech. Og forlange, at hun personligt betalte erstatning til dem, fordi de ikke som statsløse havde fået dansk statsborgerskab i tide.

Det minder mig om, at jeg engang i mit skoleblad skrev, at vores gymnastik- og tysklærer var elendig til at undervise os i fodbold. Det var den rene og skære sandhed. Men læreren blev så krænket over det, at han ikke talte til mig – eller hørte mig i tysk – det sidste halvandet år jeg gik i skole. Og var klassen kommet op i tysk til studentereksamen, havde han sikkert afvist at eksaminere mig. Det var blevet en kilden sag og havde nok stået i Ekstra Bladet.

Jeg har selv prøvet at blive krænket. For eksempel da Johannes Møllehave for nylig blev så rasende på mig. Bagsidens læsere husker måske, at jeg mente noget andet om Benny Andersen og Carsten Jensen end Møllehave. Det gav Møllehave anledning til telefonisk at fortælle mig om min smudsige moral, mit pinlige politiske ståsted og min ringe begavelse.

Endnu mere krænket bliver jeg dog, når EU-domstolen sidder et eller andet gudsforgående sted i Flandern og afgør, hvilke fremmede folk der skal have lov at bosætte sig i Danmark. Som om vi var et kolonirige under EU. Her har mine forfædre kæmpet for, at det danske folk fik lov til selv at bestemme over sit land. Selvfølgelig også over, hvem vi vil lade komme ind i det. Og så sidder sådan en gang jura-sheiker med forgyldte kapper og udstikker regler for, hvem der skal bo i vores land. De må have kuppelkatar, både jura-sheikerne og de, der har givet dem mandatet til det. Jeg forstå ikke, at vores regering ikke bare siger: De jura-kalotter interesserer os ikke. Vi bestemmer selv i Danmark.

Der er desværre en del danskere der giver EU-domstolen ret. Eller står ret for den. Sådan har bedsteborgere nemlig altid gjort. Rettet ind efter reglementer, uanset hvor tossede de er. Bedsteborgerne er i vore dage ikke kun de gammeldags tørvetrillere. Fortidens oprørere, de kulturradikale, er nu blevet så ideløse og indtørrede, at de også er blevet bedsteborgere. Vi taler om en Rifbjerg, en Suzanne Brøgger, en ombudsmand Gammeltoft Hansen, en MF-Johanne Schmidt-Nielsen osv. Ordene venstrefløj og bedsteborger er blevet det samme.

I gamle dage var det mest kongen der havde ret til at blive krænket. En af Danmarks dygtigste statsministre, Griffenfeld, skrev i sin dagbog: ”i dag talte kongen som et barn.” Så dødsdømte kongen ham.

I vore dage har vi opbygget en række institutter bemandet med regeltyranner, der opildner os til at blive krænkede og forlange erstatning. For nylig blev en sanger sløj under en koncert. Så han måtte lade orkestret og de andre sangere afslutte koncerten uden ham. Så opfordrede Forbrugerrådet minsandten publikum til at kræve pengene for billetterne tilbage.

Vi har i vores overregulerede samfund oprettet institutter og love, som skal holde øje med krænkelser og indkassere vederlag fra krænkerne. Herunder den såkaldte racisme-paragraf. Al bramfri tale skal forbydes. Og kulturradikalerne mimrer henrykte over det.

Det ville have glædet min tysklærer, hvis han kunne have fået et af disse krænkelses-institutter til at anlægge sag mod mig.

Hvem er gladest for forbudene mod at krænke? Ud over de kulturradikale. Det er selvfølgelig djøfferne, juristerne. For det er dem, der modtager vederlag for at føre de retssager, de krænkede anlægger.