Avisartikler 2014, 2. kvartal

Hvis Vestens politikere forstod den farverige mentalitet og den sendrægtige, men storladne russiske kultur, ville Vesten og Rusland tale bedre sammen og undgå disse idelige sammenstød. Lad dog Rusland blive medlem af NATO. Vi og Rusland har en fælles modstander.

Undskyld jeg siger det, det er vist ikke god tone, men jeg synes vi i Vesten opfører os hovmodigt over for Rusland og Putin. I hvert fald ikke tænksomt og uden megen indlevelse i den russiske folkesjæl.

Da Krim var på dagsordenen, kaldte flere Putin for den ny Hitler. Nu be?r jeg om mine himmelblå! Se på de herrers to ansigter. Hitlers er en kolerisk galnings på udgang fra sjette afdeling. Putins er nok noget af en gadedreng. Men han er også en tænksom bondedreng. Se hvor skrævende han går på benene. Det er al den ridning på vilddyr.

Hvad jeg siger til, at Krim har skiftet nationalitet sådan en-to-haps?
Indrømmet, metoden er ikke brugbar i den globale verdensorden. Men har Putin virkelig skiftet Krims nationalitet? Der bor mange flere russere end ukrainere på halvøen.

For mig har Krim altid været russisk. Det var på denne halvø, Rusland forsvarede sig mod England/Frankrig under Krimkrigen i 1850?erne. Og her at Florence Nightingale blev sygeplejens urmoder, hvilket Lytton Strachey har skrevet lidt usømmeligt og meget muntert om i sin bog "Eminent Victorians".

Det var Sevastopol på Krim, de russiske soldater forsvarede heltemodigt i sommeren 1942 mod Hitlers horder, så det blev lettere for Stalin at genindtage Stalingrad et halvt år senere.
At Khrustjof i 1954, i et anfald af zaristisk kuller, kom til at forære Krim til Ukraine, ændrer ikke ved befolkningens nationale beskaffenhed.

Mon ikke Vestens fortsatte russerskræk er en pæl, der er hamret os i kødet under Stalins og de andre kommunistiske tyranners internationale hærgen?

Russerskrækken siger, at i Rusland jager man homoseksuelle. Ved nærmere observation viser det sig, at Rusland har nogenlunde samme indstilling til bøsser som Danmark havde et pænt stykke ind i 1960?erne. Ufornuftigt og diskriminerende, men dog ikke forbryderisk som i Uganda.

Man sagde at det var Putins håndlangere, der havde myrdet den Putin-kritiske journalist Anna Politkovskaya fra Novaya Gazeta, og at morderne derfor aldrig ville blive stillet for retten. Nu er hendes mordere fundet og har fået fængselsdomme på livstid. Og der er ingen forlydender om, at Putin forbereder et forsøg på at befri dem fra Peter-Paul fængslet, eller i hvilket hummer de nu skal tilbringe resten af livet. Dette er meddelt danskerne i meget beskeden opsætning i medierne.

Engang imellem spørger jeg mig selv: har Obama, Cameron, Merkel og for den sags skyld også Martin Lidegård aldrig læst bøger af Dostojevskij, Tolstoj, Solsjenitsyn eller Vasilev Grossman? Hos dem møder vi nemlig russere som de er. Mennesker med et noget andet sind end det tyske, det franske, det danske. Mere lidende, mere umådeholdne, mere nøgne. Men også mere nøjsomme, mere udholdende, mere skyldbevidste, mere skøre, mere bundet til de evindelige russiske stepper, som både Napoleons og Hitlers armeer måtte give fortabt overfor.

Det var frem for alle russerne, der tømte Hitler for hans djævelske kræfter. Så hvis ikke Putin havde ofrenes ret til at deltage i D-dagens jubilæum forleden, hvem havde så?
Har Vestens forhandlere aldrig læst et berømt mesterværk som Tjekhovs ?Sjette Afdeling? om overlægen, der i al sin intellektualitet ikke gider sine patienter, men en dag bliver så optaget af en enkelt patient, at han afskediges fra hospitalet og til sidst indlægges på sin egen afdeling som offer for den russiske ugidelighed og det byrokratiske hospitalsvæsens vanetænkning. En russisk Kafka, om man vil.

For hvis Vestens politikere forstod den farverige russiske mentalitet og den sendrægtige, men storladne russiske kultur, tror jeg Vesten og Rusland ville tale bedre sammen og undgå disse idelige sammenstød.

Dengang Sovjetunionen pønsede på at udbrede det brutale og ineffektive kommunistsystem til hele verden, var der en reel modsætning mellem os og dem, som vi måtte gardere os imod. Men efter 1989 er der ingen ideologisk fjendtlighed mellem os. Hvorfor kan Rusland så ikke blive medlem af NATO?

Der lurer en fare på det frie Vesten. Men den kommer ikke fra Rusland. Rusland og Vesten har i dag en fælles interesse i at holde en gal, menneskefjendsk verdensmagt på afstand. En, der vil have sin ideologi, Koranens, til at styre menneskeheden over hele verden. Ligesom korsfarernes kristne riddere ville, som kapitalismens pengeriddere ville, og som kommunismens og nazismens ideologer planlagde.

Det ligger dybt i disse ideologisk besattes tænkemåde, at de vil have hele verden til at se ud som dem selv. Hitler og Rosenberg ville slette de slaviske undermennesker af landkortet. Albert Speer kunne så få opgaven at bygge nye Frankfurt?er, nye München?er, nye Nürnberg?er i det erobrede Rusland og Østeuropa. Det er ligesom islamisterne i Syrien, Iraq og Afghanistan forlanger, at vi i den - endnu ikke - islamiske verden skal underlægge os deres tro og levevis.

Folk som Tøger Seidenfaden, Uffe Ellemann, Benny Andersen, Ib Michael, Georg Metz og tusindvis af andre hjemlige naivister forestiller sig, at det vil gå stik modsat, nemlig at muslimerne vil blive demokratiske og frihedselskende, når det er gået op for dem hvor meget bedre der lugter i det europæiske bageri end i Muhammeds. Men intet tyder på, at denne blåøjede ?det-går-nok-alt sammen? illusion har plads i virkelighedens verden. Akkari er en enlig svale.

Kasper Støvring havde den 13. juni en klog kronik her i Berlingske. Den handlede om den falske forestilling, at menneskene er ens over hele verden, at vi i skind og ben er universelle.

Det opfatter vi så sådan - i Vestens gamle overmod ? at alle de andre helst vil være som os, bare de får lov til det. Så det må vi hjælpe dem med. Erfaringerne viser imidlertid, at folk fra andre kulturer for det meste ønsker at forblive i deres egen kultur og videreudvikle den i dens egen gangart. Hvor mange af Vestens unge soldater skal slås ihjel og lemlæstes, før vi fatter det?

Mennesker er ikke universelle. Vi er forskellige. Vores globale opgave er da at undgå den krigeriskhed, som forskellighederne og trangen til at omvende hinanden forårsager. Hvordan?
Naturligvis ved at tilhængerne af de forskellige livsopfattelser ikke bebor de samme landområder. At de forskelligartede folkeslag med hver deres religion og kultur bor i forskellige lande. Små islæt af fremmede kulturer, som i Danmark det jødiske og det hollandske, kan være stimulerende. Men når muslimerne, som hos os er blevet til en halv million uintegrerbare modstandere af frihed, lighed og demokrati, er der tale om en fundamental spaltning af samfundet. Og det er en ulykke.

Magtens politiske og journalistiske eliter ? som ikke må forveksles med kundskabernes og klogskabens eliter ? ønskede og fik multikultur ? eller parallelsamfund - overalt i Europa.
Forkælede pøbelskribenter som Carsten Jensen, David Rehling og mange andre bærer deres store ansvar for, at den islamiske kultur stadig udvider sit brohoved i Danmark. De er hovedansvarlige for, at vi i mange årtier fremover skal bruge kræfter på de reaktionære og menneskefjendske beduinforestillinger, som mange muslimer forlanger skal være lov og ret i hele verden.

De skulle sige undskyld, disse kulturradikale, mange af dem mine forfatterkolleger, fordi de i deres forsvar for islamisk storindvandring tænkte urealistisk, overfladisk og behandlede os andre nedladende, fordi vi talte for en dansk fælleskultur.

Under det tros-besatte vanvid, der i disse år rider den muslimske verden som en mare, er det nødvendigt, at Vesten og Rusland holder sammen, som vi gjorde under 2. verdenskrig. Simpelthen for at beskytte verdenscivilisationen mod Levantens afsind.

Og når vi i Vesten, som Ruslands storebror, har svært ved at forstå lillebror, siger jeg: lær lillebror at kende ved at læse de prægtige og indfølende skildringer han har givet af sig selv. Formuleret af en Gorki, en Tjekhov, en Solsjenitsyn, en Turgenjev og de andre genier.

En DR-kritiker gør honnør for lørdagens Grand Prix. Men lav nu tilsvarende DR-fester for Grundlovsdag, Sankt Hans Aften, Carl Nielsens og B.S. Ingemanns runde fødselsdage.

   Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand for DR

Ved passende lejligheder har jeg i fuld offentlighed erklæret mig uenig i, hvad DR’s daglige ledelse har fundet på.

   Kan man det som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio?

   Jo, det kan man godt. DR er ikke et firma som ECCO-sko, hvis bestyrelse kun har ECCO-sko at tage vare på. DR har Danmark at tage vare på. Og DR ejes ikke af DR’s ansatte, men af danskerne, som vi i bestyrelsen repræsenterer. Så det er rettidig omhu, når medlemmer af DR’s bestyrelse engang imellem delagtiggør befolkningen i deres personlige mening om DR’s foretagender.

   På den anden side synes jeg ikke man skal sidde i DR’s bestyrelse, hvis man ikke i bund og grund holder af DR. Derfor var jeg også stolt af DR, da jeg gik hjem fra Melodi Grand Prix-finalen lørdag nat. Det kæmpemæssige arrangement gennemførtes enestående godt af DR. European Broadcasting Unions generaldirektør sagde da også, at det var det bedste og flotteste  Eurovision i EBU’s historie.

   Selve musikken må jeg indrømme, jeg ikke bryder mig om. Støjniveauet får mig til at føle, jeg sidder i Skanse 1 på Dybbøl under prøjsernes bombardement den 18. april 1864. Og det er ikke nogen behagelig følelse.

                                           o – o

Men når denne bombastiske, intereuropæiske  sangerdyst nu får alt hvad forstærkerne kan yde, må DR også vise sine kræfter på andre, for os danskere mere nærliggende mærkedage.

   Grundlovsdag den 5. juni har de senere år været svært forsømt af DR. Mange ældre eller gangbesværede magter ikke at drage til et grundlovsmøde og få deres glæde over at bo i et frit og folkestyret land lovsunget. Dem og mange andre kunne DR komme i møde ved at transmittere et stort grundlovsmøde fra den nyudsprungne danske bøgeskov. F.eks. det traditionsrige grundlovsmøde i Terndruplund i Himmerland, hvor både regering og opposition optræder ved deres førstemænd.

   Sankt Hans Aften kunne DR også gøre til en meningsfyldt DR-folkefest. Den 23. juni har sommeren nået sit højdepunkt. Vi befinder os midt i naturens gavmilde overdådighed, og vil gerne i sang og tale tolke denne årets højtidsstund. Ikke pjank og pjat og poppelop-vræl for 100 decibel. Og ikke altid en af søndags-Politikens faste kronikører som taler. Vi ved hvad Benny Andersen og Suzanne Brøgger vil sige. Vi har hørt dem så mange gange. De mener det samme som salig Tøger Seidenfaden, hvis orakelord dog er blevet noget devalueret efter Hassans og Akkaris beretninger fra den virkelige verden.

   Men der er også andre begivenheder, som DR kunne samle nationen om. Til næste år er det 150 år siden Danmarks største komponist blev født. Lad Carl Nielsens runde dag blive en olympisk begivenhed for DR’s symfoniorkester og kor – ikke mindst Pigekoret.

   Og i år bliver B.S. Ingemann 225 år. Dejlig er Jorden. Lysets engel går med Glans. Der står et slot i Vesterled. Inderlige mesterværker for børn i alle aldre. DR kunne også gøre Ingemanns fødselsår til en national festdag for kor og orkester.

   Danmarks Radio – vis du ikke kun kan feste for EU, men også for Danmark. 

JP’s velskrivende musikanmelder, Christine Christiansen, giver os læsere en opsang, fordi vi ikke gider læse nye noveller. ( 14.-4. )

Hun har ret. Novellen er en fornem, men noget fortabt kunstart. Den udfordrer læserens intellekt og sprogglæde.

Men novellesamlingers oplag er små. Forfattere skal være ualmindelig populære, for at forlag tør udgive deres noveller. Vi har ellers strålende novelleforfattere at rose os af, som Herman Bang, Karen Blixen, Steen Steensen Blicher.

Det er gået tilbage for den danske novelle de senere år. Endnu for en snes år siden bragte både JP og Politiken nyskrevne, flot illustrerede noveller af høj kvalitet. Og Danmarks Radio lod ca. hver anden dag en novelle blive læst højt af en af vores mest følsomme skuespiller-stemmer.

Jeg har i DR’s bestyrelse gang på gang foreslået, at DR’s gamle tradition for højtlæsning blev genindført. En klassisk eller ny novelle læst op kl. halv ti eller ti, inden sovetid, på P 1 eller P 2. Men forslaget har endnu ikke fundet nåde hos programfolkene. Det ville ellers også sætte en ordentlig standard for sprogbrugen i Danmarks Radio, der som bekendt er i frit fald.

Ole Hyltoft, næstformand i DR

DR’s Aftenshowet foretog en sjælden visit til fortiden den 9. april. To, der kunne huske den 9. april 1940, var indbudt. Tegneren Hans Bendix’ datter, Eva Bendix, og Klaus Rifbjerg. To enstænkende kulturradikale. Sådan synes Danmarks Radio jo, at DR’s lov om upartiskhed skal forvaltes.

Eva Bendix viste os nogle af sin fars latterliggørende tegninger af nazi- koryfæer og sagde, at de havde stået i et par af 30’rnes tidsskrifter. Hun tænkte på ”Åndehullet” og ”Kulturkampen”.

Så dukkede en erindring op for mig. Jeg stod en dag for en del år siden foran indgangen til Østre Anlæg i København og talte med Hans Bendix. Vi stod og kunne se op til hans lejlighed i den imposante bygning på hjørnet af Oslo Plads og Østbanegade. Jeg havde lige lavet tre tv-programmer om 1930’rnes kultur og politik. 30’rnes dengang endnu levende hovedpersoner, var blevet interviewet, heriblandt Hans Bendix.

Bendix stod der foran parken og indprentede mig nogle kendsgerninger, som var vigtige for ham, og som han gerne så jeg videregav.

Aftenshowet giver nu anledning til det.

Bendix sagde: ”Jeg lavede grin med Hitler, Göring og Goebbels i ”Kulturkampen” og ”Åndehullet”. Men de to blade købtes jo mest af salonkommunister og kom i meget små oplag. Næ, det der betød noget for danskernes syn på nazismen, var mine og Anton Hansens og Herluf Bidstrups tegninger i ”Social-Demokraten”. Det var i ”Social-Demokraten”, at den store befolkning så vores tegninger.

Den tyske ambassadør, Renthe-Fink, klagede til Stauning over vores karikaturtegninger. Men ”Social-Demokratens” chefredaktører, Peder Tabor og H.P. Sørensen, fortsatte med at bringe tegningerne. Når jeg havde lavet en tegning, blev jeg kaldt op til H.P. Sørensen. Han sagde: - Thorvald ( Stauning ) siger dine tegninger skader Danmarks forhold til Tyskland. Jeg vil ikke se din tegning her for mine øjne – førend i avisen i morgen.”

Udenrigsminister K.B. Andersen sagde, flere år senere, til mig: - Det var takket være ”Social-Demokratens” antinazistiske holdning i 30’rne, at menigmand i Danmark var vaccineret mod nazismen den 9. april 1940.

Dette må Hans Bendix da også have forklaret sin datter. Men hun, der selv er tidligere journalist på ”Social-Demokraten”, har vist i mange år ikke brudt sig om Socialdemokratiet og luftet mere venstreorienterede anskuelser. Danmarkshistorie er og forbliver dog danmarkshistorie. Og det tjener ikke andet formål end fordummelse at skjule virkeligheden.
Rifbjerg, der også har et meget selektivt forhold til virkeligheden, greb heller ikke ind over for Aftenshowets bladhistoriske udeladelse.

Man kunne have forestillet sig, at Aftenshowets værtinde havde kigget i og videregivet Hans Bendix’ meget muntre erindringer, hvor han fortæller om sit antinazistiske arbejde på ”Social-Demokraten”. Men sådan skulle det ikke være.

Hans Bendix forlod ”Social-Demokraten” i 1949 og blev en elsket pige- og portrættegner ved Politiken. En livsbekræftende, livslang dandy. En blyantsartist, der også kunne bruge ord.
Men glem ikke, at han inden da var en Hitler-modstander, de kendte i Berlin, og som derfor i 1941 måtte flygte til USA for ikke at blive ramt af barbarernes hævn.

Tak til Berlingske for Esben Schjørrings og Hans Hauges indholdstætte og aldeles fremragende sider om den nazistiske filosof Martin Heidegger. Og så blev de bragt netop den 9. april! Touché.

Der lå jo i nazismen en kritik af det moderne, overfladiske og hektiske industri-liv i kapitalismens skygge. Denne kritik tiltrak Hamsun, Jünger, Ezra Pound og faktisk mange andre af tidens forfattere. Modernitets-kritikken blev bare allerede fra 20’erne totalt overskygget af nazi-typernes vulgære og forbryderiske praksis.

Der er en interessant overensstemmelse mellem mellemkrigstidens nazistiske ideer og 50’ernes og 60’ernes socialistiske kritik af moderniteten, som vi oplevede den herhjemme, inden 68’erne for frem med deres ensrettende og kulturløse marxisme.

Jeg havde en snak om dette med forfatteren Heinrich Böll i København lige efter han havde fået nobelprisen. Jeg nævnede nazismens middelalder-dyrkelse og modernitetskritik for ham. Til min overraskelse sagde han: - Der tager De fejl. Nazismen var netop toppen af moderniteten. Teknologisk lå den helt i spidsen, strømlinet og effektiv. Det var derfor den kunne holde demokratierne stangen i så mange år.

Vi havde vel begge ret. Nazismen udnyttede de moderne, teknologiske fremskridt, som var del af partiets oprindelige had til jøder og hjemstavnsløs kapitalisme. Derved dementerede nazismen sin egen kritik af moderniteten, den der fik bl.a. Heidegger til at melde sig ind i partiet.

Hitler kombinerede den barbariske side af middelalderen med den moderne tids fremmeste teknologi. I krigsindustrien drejede det sig om V 2-raketterne og jetjagerne.

Mister en filosof, eller overhovedet en meningsmager, ikke sin autoritet, hvis han går uden om virkeligheden?

Ole Hyltoft
Forfatter, cand.mag., næstformand i DR