Avisartikler 2018

Med Maria Rørbye Rønn i spidsen er det nuværende DR en kulturfattig tv-station. Under de tre sidste generaldirektører er der i DR opstået en fremmedhed over for dansk kultur. Gør op med DR’s dannelsestab og byg et DR med en ny ånd, foreslår Ole Hyltoft.

I sit racerløb efter at blive populær viser Danmarks Radio igen og igen programmer om at bo og at spise.
Handler boligprogrammerne så om husenes arkitektur, deres alder, stil, kvalitet? Nej, de handler om hvad husene koster. Jo dyrere, jo bedre. Min farmor lærte mig, at dannede mennesker ikke taler om penge. Men DR er ikke dannet. DR er vulgær.
Vi er nogle, færre og færre ganske vist, der husker, at DR engang var dannet. De spørgelege, DR dyrkede, var mellem personer, der virkelig vidste noget. Men det er længe siden.
I tv snakker DR mest om mad. ”Hurtig mad”, ”Fedtmagasinet”, ”Claus Meyers vilde vej til succes”, Price’rnes utallige programmer. Det er som om DR tror, seerne er en befolkning, der er ved at omkomme af sult. Så vi må ”æde” os gennem synet af flommefede retter for ikke at forgå. Det forholder sig snarere omvendt. Vi kan blive ramt af blodprop ved at efterleve de mange DR-programmer fra kødgrydernes verden.
Siden boliger interesserer DR’s tv-journalister så meget, kunne de jo i stedet fremvise historiske personers boliger, f.eks. Drachmanns i Skagen, Niels Bohrs i Tisvilde, Oluf Høsts i Gudhjem. Og så derudfra berette om disse geniers liv og virke.
Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn er et venligt og imødekommende menneske. Men i de 8-9 år jeg som næstformand i DR’s bestyrelse mødte hende mindst en gang om måneden viste hun aldrig nogen mærkbar interesse for DR’s udsendelser.
I disse år overværede jeg de fleste torsdagskoncerter. Maria Rørbye Rønn dukkede stort set aldrig op til dem, skønt de er dansk musiklives og DR’s kronjuveler. Jeg vil ikke påstå, DR’s generaldirektør er et menneske uden kultur. Men har hun kulturelle interesser, skjuler hun dem godt.
Og det er som om generalens fremmedhed over for kulturen smitter nedad i systemet og smitter af på udsendelserne. I mange år var der i DR’s tv ikke et eneste program om vor kulturs bærende element, bøgerne. Men da det gik op for DR-ledelsen, at mediepolitikerne ønskede dansk kultur i Danmarks Fjernsyn, satte DR gudbedre det en ”livsstilsekspert”, der deklamerede sit ukendskab til litteratur, til at lave udsendelser om litteratur. Senere satte DR så en spasmager til at lade som om han møder døde digtere som H.C. Andersen og Tove Ditlevsen. Det er som om generaldirektørens uvidenhed om litteratur skal føre til, at DR leger blindebuk med noget af det ædleste, vor kultur ejer, folkeviserne, Holberg, Oehlenschlæger, Herman Bang og alle de andre sprogmestre. Sådan en indstilling kalder man uden for DR for dilettanteri.
Dilettanteriet er en holdning der gennemstrømmer DR under Maria Rørbye Rønn og hendes selvvalgte kulturdirektør, Tine Smedegård. Et eksempel: DR-huset har ansat en skønhed, der hedder Louise Wolff. Hende fremviser DR helst i store skrud ved melodi grand prix’er og landsindsamlinger for ulykkelige børn i Afrika. Nu har DR i sin kulturløse desperation sat fru Wolff i spidsen for et kulturprogram, ”Gejst”, hvor hun vandrer fortvivlet omkring, siger mindst muligt og ser ud som om hun er på besøg på månen, men hellere ville sidde på 1. række langs en catwalk.
En desværre velkendt menneskelig aktivitet mangler aldrig i DR. Det er mord, masser af mord, hver aften: ”Døden kommer med posten”, ”Blodpenge”, ”Drabet uden lig”, ”Mord i Miami”. Ja, hvor myrdes der ikke i Maria Rørbye Rønns kino!

Det ærgerlige er, at DR jo har vist, at de godt kan lave programmer, der oplyser os om det, vi ikke vidste. Et uventet og fremragende eksempel fra de seneste uger er historikeren Cecilie Nielsens rejse i Sibirien og Kamtjatka i Vitus Berings fodspor.
Det samme kunne DR gøre med Niebuhrs rejse til Arabien, Knud Rasmussens rejser i Grønland, og vort broderfolk norske Roald Amundsens rejse til Sydpolen. Eller hvorfor ikke følge vor største digter, H.C. Andersen, på hans af ham selv så velbeskrevne rejser rundt i Sydeuropa?

Engang ved et selskab kom en kultiveret herre på ca. 70 år hen til mig og sagde: Du skal vide, at alt, hvad jeg ved, har jeg lært af Danmarks Radio. Men nu synes jeg ikke længere jeg lærer noget ved at lytte til og se DR’s udsendelser.
Måske har Århus Universitet også konstateret dette hul i danskernes dannelse, siden de er begyndt at holde foredrag for hele Danmarks befolkning om emner fra myrernes liv til de levende organismers evne til at påvirke Jordens geologiske udvikling. Foredragene gengives på biograflærreder landet over samtidig med at de holdes på universitetet. Udsendelserne er en succes. Men burde det ikke være Danmarks Radio, der stod for denne oplysningsvirksomhed?
Selvfølgelig skal det ikke være lærdom og oplysning alt hvad der strømmer ud fra DR. DR skal også bringe latteren og fryden frem i os, som Signe Molde gør så fortræffeligt i sin bizarre quiz. PH lavede talentfulde revyer med mening i. Niels Jørgen Kaise gentog det, ikke mindst med Møllehave som leverandør. Satiriske talenter findes, men de skal dyrkes.

Ved siden af folkeskolen og gymnasiet, er DR og aviserne de vigtigste opbyggere af det danske folks dannelse. Aviserne gør hvad de kan, selv om de er økonomisk trængte . Men DR har under de sidste tre generaldirektører svigtet sin dannelses-opgave.
Kenneth Plummer var totalt fejlplaceret som leder af en kulturinstitution. Han kunne være en udmærket direktør for golfbanen eller tipstjenesten. Men en kultur-virksomhed – det var ikke ham. Hans forgænger, Chr. Nissen var intelligentere, men hans politik havde samme perspektivløse sigte.
Senere valgte bestyrelsesformand Michael Christiansen en af sine egne, en jurist og djøffer, Maria Rørbye Rønn. Og Christiansen fik den, han ville have, en der aldrig har et levende ord at sige om DR’s programmer eller vort lands kultur. Aldrig har jeg hørt hende tale med indsigt eller engageret om DR’s programmer. Når medlemmer af bestyrelsen vovede sig ind på en debat om, hvad DR skulle udsende, blev formandens blik skolemesteragtigt vendt mod de formastelige. Men hvis DR’s bestyrelse ikke løbende skal vurdere DR’s produkt, programmerne, hvad har DR så en bestyrelse til? Måske magter de mange djøffere i DR’s ledelse ikke at føre en væsentlig debat om udsendelserne. Men så er det det, der er galt: for mange djøffere og for få kreative folk og folk med kultur i bagagen i DR’s ledelse.
I mangel af fagkundskab opbygger DR’s ledelse fordyrende og initiativdræbende omsvøbsdepartementer, der gør systemet tungt. Dette bør folketinget lave om på. Men det er ikke nok, hvis DR’s djøf-lag af ledere forbliver i deres stillinger.
Et nyt DR bør rejses fra grunden. Det er en stor opgave. Men vor kulturminister burde være velegnet til opgaven. Hun har selv været programchef i DR og blev træt af husets tomgang.
DR skal i kraft af medarbejderne udgøre et arsenal af dansk dannelse fra fortid og nutid, som de dag efter dag kan dele ud til befolkningen på sjov og æggende vis.
Det dannelsestab som Danmark – og Europa! – led som følge af ungdomsoprør og kulturløse ledere må det være et fornyet DR’s opgave at vinde tilbage. Denne opgave duer de fleste djøffere ikke til. Derfor må mange af dem ud af DR. Og ind må komme de iderige, de viise, de skabende. En ny ånd.

Ole Hyltoft er forfatter, cand.mag. og tidligere næstformand i DR’s bestyrelse.

                           Socialdemokratiets store omvendelse      

Allerede for 29 år siden var der nogle få, der advarede mod den overhåndtagende muslimske indvandring i Danmark. Men de kulturradikales magt i DR og medierne gjorde det svært for de få at få ørenlyd. Nu lyder der nye toner.

                                       Af Ole Hyltoft

Hvor havde du ret! Ret om den muslimske indvandrings skadelighed, råber de nu fra mit gamle parti, Socialdemokratiet – efter at partiet har skiftet politik om islams bosættelse i Danmark.

   Det er nu ikke rigtigt, at de råber. De går stille med dørene. Og Mette Frederiksen har da heller ikke endnu sendt mig et undskyldende brev, noget i retning af :  Du havde ret, Ole, vi skulle have fulgt dit råd allerede i 1980’erne, da du som formand for vores kulturudvalg talte og skrev om, at den muslimske storindvandring var en møllesten om partiets hals.

   Mit svar til Mette Frederiksen ville lyde: I 1989 skrev jeg en kronik til din forgænger, Svend Auken, om, at flertallet af de indvandrede muslimer aldrig ville blive danskere af hjertet, og at indvandringen derfor burde stoppes.

   Svaret fra Auken på kronikken var, at vi skulle være tolerante og ikke hade vore muslimske medmennesker. Der var nu ikke nogen, der hadede dem. Vi syntes bare, de skulle blive i deres hjemlande, Irak, Afghanistan m.fl. og ikke flytte til  Holstebro. Vi kunne jo se, at de ikke kunne finde sig til rette med at leve efter dansk sæd og skik. Det var et spørgsmål om kultur, ikke om folkeret.

   Min holdning gjorde, at Auken og Anker sørgede for, at jeg blev fyret som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg, og at jeg i det hele taget fik den kolde skulder fra det parti, min familie havde været medlemmer af og tjent siden 1800-tallet.

   Nå, men da en fortsættelse af flosklernes indvandringspolitik efter min mening ville føre til Danmarks undergang i multikulturelt kaos, valgte jeg ikke at bidrage hertil og sagde farvel og tak til Socialdemokratiet

Nu er bøtten vendt. Der gik 29 år og mange lignende kronikadvarsler fra min hånd så dagens lys. Ja, en hel bog skrev jeg om faren ved at gøre Danmark multikulturel, ”Tør du være dansk?” hedder den.

   Men så i 2017 indtrådte forløsningen. Som en byld der gik hul på. Og nu er Socialdemokratiets store omvendelsesfest sat i gang, med Trine Bramsen og Mattias Tesfaye som ordensmarskaller. Fra at være et skadedyr er jeg bare en, der gik lidt i forvejen. I øvrigt sammen med Karen Jespersen og Mogens Camre.

   Der var i fordums tid en socialdemokratisk tillidskvinde, der delte vores bekymring ved islam-indvandringen. Hun var formand for Socialdemokratiets indvandrer-udvalg og hed Vibeke Storm Rasmussen. Men hun ville gerne være amtsborgmester.  Og det var hun aldrig blevet, hvis hun fastholdt sin islamkritik. Så hun bakkede totalt ud af indvandringsdebatten. Og fik da også sin velfortjente belønning i form af mange år som regionsrådsformand.

   Nå, ja, lad os ikke glemme, at der vel også var en 600-700.000 socialdemokratiske vælgere, der bed ydmygelsen i sig over at skulle støtte en islamisering af vores stovte, nordiske folk.

   Vestegns-borgmestrene med Per Madsen i spidsen bed dog ikke noget i sig. De bed fra sig og talte Auken og partiledelsen lodret imod. Uden synligt resultat.

   Regering og folketing, det officielle Danmark, blev ved med at importere hundredtusinder af muslimer til at bo i Danmark. Selv ikke den muslimske folkevandring på de syddanske motorveje i 2015 kunne bringe kulturradikale Besserwissener som Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden og Carsten Jensen på klogere tanker. Det dumme, såkaldte elite-Danmark lod sig ikke påvirke af, at muslimernes ophold i Danmark kostede Danmark langt mere end tyskernes lige så uønskede  ophold havde kostet os fra 1940 – 45. En årlig udgift til opretholdelsen af islams parallelsamfund koster hvert år det arbejdende Danmark op mod 40 milliarder kroner.

Vi har passeret mange historiske milepæle i dette stykke danmarkshistorie om islamernes vandring mod nord. Ayatollah Khomeini udstedte i 1989 en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde lavet sjov med islam i romanen ”De sataniske vers”. Khomeini udlovede en dusør på 6 millioner dollars til den, der ville tage livet af Rushdie. At få sådan en check oven i Allahs taknemlighed var nok et mordforsøg værd.

   I fatwaens ophidsede dage var jeg tilfældigvis inde på Rådhuspladsen og så et ophidset optog af  mørklødede mænd drage gennem Vestervoldgade i København. Jeg troede, at demonstranterne ville protestere mod den – efter dansk tankegang – dødssyge fatwa. Da jeg kom demonstranterne nærmere, læste jeg, at der på deres transparenter stod: Dræb Rushdie.

  Vi danske er et robust folkefærd. Vi har tit lidt svært ved at tage luftige emner som religion og kultur alvorligt. Det gør vores muslimske medborgere til gengæld. Dødsens alvorligt. Vi så det under Muhammed krisen. Troende i Damaskus mente, at Kurt Westergårds tegning af Muhammed med fuldskæg og kalot med bombelunte i håret ville forulempe profetens nattesøvn. Og i det hele taget vanære denne Allahs højre hånd. Så islams børn afbrændte den danske ambassade og skabte sig i det hele taget.

   De kunne jo bare have sagt som vi kristne gør, at jo mere fremmede folk håner Jesus, jo mere sætter vi pris på vor frelsers næstekærlighed. Men sådan er det ikke i islam, hvor tugt og kontant afregning sidder i højsædet.

   Men netop fordi Lykketoft, Nyrup, Pia Olsen Dyhr og Marianne Jelved ikke selv lader sig påvirke så meget af åndelige kontroverser,  tror de heller ikke andre gør det. Deri tager de fejl. I Mellemøsten tror mange på, at en morderisk stærk tro belønnes af Allah. F.eks. med kælen adgang til 72 jomfruer – for dem der nu har luft og potens til sådan en kraftpræstation.

   Sådan nogle håndfaste forhåbninger gør mange muslimer brandstærke i troen, hvilket vil sige, at de ikke sådan opgiver deres barnetro på en straffende retfærdighed, der idømmer kvinderne stokkeslag og mændene håndsafhuggelse, hængning og levende begravelse udført af den islamiske øvrighed. Peter Madsen fra ubåden kan gå hjem og lægge sig i sammenligning med dem.

   Dette er ikke sniksnak. Det er straffe der reelt udføres i Pakistan og andre muslimske lande. Og som op mod halvdelen af vores indvandrede muslimer i Europa siger god for, når de ønsker shariaen indført, hvis og når islam bliver hovedreligion i de europæiske lande. Derfor er det livsvigtigt for Europas civilisation, at islams troende ikke bliver talrigere hos os, end de er nu. Broderlandet Sverige må vi desværre sige farvel til. Det land er tabt for civilisationen.

    Danskerne har – indtil socialdemokraternes og andres pludselige klarsyn indtrådte – været delt. Manden på gaden har slået syv kors for sig ved tanken om at være underlagt moskeernes herrer. Men et mindretal, der har meget at skulle have sagt i Danmarks Radio og i journalistverdenen og i forlagsverdenen, føler sig så højt hævet over overtro, at de ikke tror muslimer vil efterleve deres hårdhændede autoritetstro og bestialske afstraffelser. Men der kan bl.a. Kurt Westergård og Lars Hedegård fortælle dem, at de tager fejl.

Vi, der ikke deler de kulturradikales virkelighedsfjernhed, men dog virker i den af de kulturradikale styrede medieverden, er i mindretal. Jeg har som Karen Jespersen, Lars Hedegård, Mogens Camre, Bent Jensen og andre ligesindede oplevet disse magthavende kulturradikales modvilje og chikane, fordi vi ikke underkastede os det kulturradikale hovmod og deres kompakte majoritets overmagt.

   Det bliver interessant at følge journalisternes og mediernes overbærenhed med islams terrorhandlinger, efter at journalisternes og forfatternes foretrukne politiske partier er begyndt at blive islamkritiske.

   Vil vi, der var på tværs af medieverdenens politisk korrekte opfattelse, nu få lidt oprejsning? Eller vil medieverdenens tunge drenge sige til os: det kan godt være, I havde ret om indvandringen og islams afskyelige ideologi. Men det var alligevel forkert af jer at have ret. Så I hører stadig til blandt de sorte får.

Danmarks Radio svigter Danmarks kultur
Politikernes mord på DR nærmer sig, og DR har selv skyld i det, mener DR’s fhv. næstformand, Ole Hyltoft. DR’s opgave er at gøre livet større end det er. Og det er kun kunsten, der magter det.

Af Ole Hyltoft

Skyerne over Danmarks Radio bliver tykkere og mørkere. De samler sig til et regnskyl, der ikke er set før i DR’s levetid.
Mange politikere har fået nok. Nok af Gintbergs skråleri. Nok af Price’rnes ædegilder. Nok af tilbud fra DR som ”Halløj på Halmtorvet”, ”Halløj på hotellet”, ”Mord i vildmarken”, ”Mord er let”, ”Når gorillaen pakker kufferten”. Og meget mere i den dur.
Politikerne er blevet trætte af al den halløj og alle de 3. rangs mord, der hver aften bliver begået i DR. Mange politikere er begyndt at have et helt andet mord i tankerne, mordet på Danmarks Radio.
Mordlysten er størst til højre i folketinget. Og det er DR selv skyld i. For i loven om radio/tv står, at DR skal være alsidig og upartisk. Men DR har i snart mange år haft en uimodståelig trang til at tale loven midt imod og heppe ensidigt for kulturradikale mærkesager.
Når Socialdemokratiet i årtier havde så svært ved at lytte til sine vælgeres ønske om at stoppe den muslimske storindvandring i Danmark, var grunden i høj grad, at DR fremstillede storindvandringen som humanisme i renkultur. Og talte uhyre dæmpet om shariaens opfordring til kvindeundertrykkelse, ufrihed og barbariske straffe. Der ikke bare var på papiret, men skulle udføres, og mange steder blev udført i virkeligheden.
Det går op for flere og flere, at disse islamiske uhyrligheder vil blive til virkelighed i Europa, hvis muslimerne får flertal i vore lande. Og så vil modsat rettede kulturer som radikal islam og dansk frisind kollidere i had og vold.
Når Merkel inviterer en million muslimer til at bo i sit land, tror hun, at hun er god. Men hun er snarere ond. For hun indser ikke de langsigtede virkninger af sine åbne arme. Der er ingen tegn på, at imamerne viger fra løftet til Allah om at opfylde shariaens grumme tugt, når de får magt til det. Det vil sige når de bliver flere end de europæiske landes nuværende beboere.
Men denne logik har været mere eller mindre hemmeligholdt i DR’s programmer. For DR’s medarbejdere har haft den samme tro som Svend Auken, Lykketoft og venstrefløjen har haft, nemlig at muslimerne vil opgive deres vidtgående religiøse hensigter, når de havde boet nogle år i det frihedselskende Danmark.
Hurra for illusionerne! Se hvordan det går de kristne i Mellemøsten.
Hvorfor har Maria Rørbye Rønn ikke advaret sine ansatte mod at påvirke befolkningen så ensidigt?
Måske fordi hun selv er kulturradikal og betragter kulturradikalismen som en højere form for civilisation end at være nationalt sindet. Men jeg ved det ikke. Jeg har ganske vist siddet til månedlige møder med Maria Rørbye Rønn i seks år. Men jeg har ikke hørt hende sige et ord om sine tv- og radioprogrammers indhold eller holdning, eller hørt hende ytre sig om DR-programmernes overordnede ide og retning.
Alligevel er det jo klart, at hun – sammen med DR bestyrelsen – hæfter for DR’s programmer. Også for den forfladigelse af niveauet, der har fundet sted.

Jeg skal ikke kunne sige om den overfladiskhed og det pjatteri, der dominerer især DR 1, skyldes den overflod af journalister, der er blevet ansat i DR. Tidligere var medarbejdernes baggrund mere broget og mere veluddannet. Der var en del lærere og cand.mag.’er ansat. Niels Jørgen Kaiser og Mogens Vemmer var et par af dem. Og også en række højt profilerede forfattere som f.eks. Karl Bjarnhof, Hans Hartvig Seedorff, Palle Lauring, Erik Kjærsgård, Uffe Harder.
I de år, jeg var næstformand i DR’s bestyrelse mindes jeg ikke at have hørt generaldirektøren tage udgangspunkt for et af sine indlæg i et konkret DR-program, kritisk eller rosende. Men DR er ikke en virksomhed, der bare skal administreres. Den skal ledes, og programmerne skal løbende diskuteres i bestyrelsen. Det er ikke sket.
Maria Rørbye ligner bestyrelsesformanden, Michael Christensen. En af hans jævnlige ytringer lyder: ”Det lykkedes mig at gå under radaren.” Men er det opgaven for formanden for vores vigtigste kulturinstitution at være usynlig?
I det daglige bestyrelsesarbejde trives Michael Christiansen derimod som en fisk i vandet. Og når jeg nogle gange forsøgte at stikke nogle nye retningslinjer ud for programmerne, fik jeg en hvas reprimande i form af, om jeg da søgte ansættelse som programmedarbejder. Dette var faktisk ikke på sin plads, eftersom bestyrelsen ifølge loven ”har det overordnede programansvar”. Bemærk program-ansvar!
Da Plummer blev afskediget, fik jeg den nye generaldirektør løn ned på godt en million. Hvilket dog ikke er nogen ringe løn. Men på mysteriøs vis er hendes gage med årene steget til over 4 millioner. Jeg ved ikke, om Johannes Langkildes hustrus hestetransport tværs over de atlantiske bølger på samme vis er lagt oven i han aftalte løn som en kærlig julehilsen fra onkel Michael.

I tv- og radioloven står der, at DR skal lave udsendelser om nyheder, kunst og kultur.
Nyhederne klarer DR helt godt, når vi ser bort fra den kulturradikale slagside. Men kulturen og kunsten er blevet en gold ørken med langt mellem oaserne. Men lovens hensigt er vigtig. For det er ikke gennem statistik og årstal, men gennem kunstens funklende øjeblikke, vi bliver bevidste om det liv, vi lever, og det, vore forfædre levede. Det er i dramaet, i romanen, i poesien, vi kommer ind i hjertet på dem, der levede i Danmark før os. Men som jo også i en vis forstand er os.
Men hvornår giver DR os lejlighed til at le ad Holbergs politiske kandestøber, eller sørge over Blichers bondepiger fra 1800-tallet ramt af ulykkelig kærlighed, eller hvornår er vi sidst i DR’s programmer blevet oprørt over Pelle Erobrerens kuede barndom på Bornholm? Selv Danmarks åndelige grundkapital, H.C. Andersens eventyr mindes jeg ikke i de senere år at have hørt i DR. Burde DR ikke læse et Andersen-eventyr højt en gang om ugen, så hele befolkningen blev fortrolig med vores største digter?
Det må råbes ind i ansigtet på generaldirektøren og hendes kulturdirektør Smedegård: Danmarks Radio SVIGTER Danmarks kultur. I andre lande med mere national selvrespekt er det anderledes. I Tyskland har den berømte litteraturelsker Marcel Reich-Ranicki i mange år i radioen præsenteret og diskuteret den nye tyske litteratur. Til glæde for masser af lyttere.
Hvis man på nettet under DR slår søgeordet ”litteratur” op, er resultatet nul. DR har dog på det sidste fået en vis Flemming Møldrup til at lave nogle interviews med forfattere på tv. Forudsætningen for at være DR’s litteraturekspert er, at Møldrup er reklamemand og ”livsstilsekspert”. Hurra for DR’s dilettanteri.
DR’s opgave er at vise og diskutere de bedste malerier der males, de bedste skulpturer der opstilles i vore byer, den bedste litteratur der skrives på dansk. Og litteraturen skal selvfølgelig læses højt af vore bedste skuespillere, en Henning Jensen, en Ditte Gråbøl, en Birthe Neumann.

Når DR strammer sig an og giver os gode oplevelser, vi husker længe, gør vores radio og fjernsyn livet større end det er. Det kan være en koncert. Det kan være en oplæsning. Det kan også være et afsnit af Matador ( som er god selv femte gang ). Eller f.eks. en fuldendt film som ”Casablanca”.
Den slags oplevelser gør livet større end det er. Og dem skal vi samle på.
DR er til for løbende at give os oplevelser af stor kunst. Det forudsætter, at DR bliver et anderledes kreativt miljø, end den er nu.
Et sådant DR tror jeg ikke vi får ved at skære dybt i licensen. Men måske ved at skære den nuværende DR-ledelse helt væk og genskabe et DR fra grunden. Skabe et DR med iderige, kreative og kulturkyndige folk i ledelsen.
Jeg har gode forslag til navne. Det tager vi en anden gang.

                           Socialdemokratiets store omvendelse      

Allerede for 29 år siden var der nogle få, der advarede mod den overhåndtagende muslimske indvandring i Danmark. Men de kulturradikales magt i DR og medierne gjorde det svært for de få at få ørenlyd. Nu lyder der nye toner.

                                       Af Ole Hyltoft

Hvor havde du ret! Ret om den muslimske indvandrings skadelighed, råber de nu fra mit gamle parti, Socialdemokratiet – efter at partiet har skiftet politik om islams bosættelse i Danmark.

   Det er nu ikke rigtigt, at de råber. De går stille med dørene. Og Mette Frederiksen har da heller ikke endnu sendt mig et undskyldende brev, noget i retning af :  Du havde ret, Ole, vi skulle have fulgt dit råd allerede i 1980’erne, da du som formand for vores kulturudvalg talte og skrev om, at den muslimske storindvandring var en møllesten om partiets hals.

   Mit svar til Mette Frederiksen ville lyde: I 1989 skrev jeg en kronik til din forgænger, Svend Auken, om, at flertallet af de indvandrede muslimer aldrig ville blive danskere af hjertet, og at indvandringen derfor burde stoppes.

   Svaret fra Auken på kronikken var, at vi skulle være tolerante og ikke hade vore muslimske medmennesker. Der var nu ikke nogen, der hadede dem. Vi syntes bare, de skulle blive i deres hjemlande, Irak, Afghanistan m.fl. og ikke flytte til  Holstebro. Vi kunne jo se, at de ikke kunne finde sig til rette med at leve efter dansk sæd og skik. Det var et spørgsmål om kultur, ikke om folkeret.

   Min holdning gjorde, at Auken og Anker sørgede for, at jeg blev fyret som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg, og at jeg i det hele taget fik den kolde skulder fra det parti, min familie havde været medlemmer af og tjent siden 1800-tallet.

   Nå, men da en fortsættelse af flosklernes indvandringspolitik efter min mening ville føre til Danmarks undergang i multikulturelt kaos, valgte jeg ikke at bidrage hertil og sagde farvel og tak til Socialdemokratiet

Nu er bøtten vendt. Der gik 29 år og mange lignende kronikadvarsler fra min hånd så dagens lys. Ja, en hel bog skrev jeg om faren ved at gøre Danmark multikulturel, ”Tør du være dansk?” hedder den.

   Men så i 2017 indtrådte forløsningen. Som en byld der gik hul på. Og nu er Socialdemokratiets store omvendelsesfest sat i gang, med Trine Bramsen og Mattias Tesfaye som ordensmarskaller. Fra at være et skadedyr er jeg bare en, der gik lidt i forvejen. I øvrigt sammen med Karen Jespersen og Mogens Camre.

   Der var i fordums tid en socialdemokratisk tillidskvinde, der delte vores bekymring ved islam-indvandringen. Hun var formand for Socialdemokratiets indvandrer-udvalg og hed Vibeke Storm Rasmussen. Men hun ville gerne være amtsborgmester.  Og det var hun aldrig blevet, hvis hun fastholdt sin islamkritik. Så hun bakkede totalt ud af indvandringsdebatten. Og fik da også sin velfortjente belønning i form af mange år som regionsrådsformand.

   Nå, ja, lad os ikke glemme, at der vel også var en 600-700.000 socialdemokratiske vælgere, der bed ydmygelsen i sig over at skulle støtte en islamisering af vores stovte, nordiske folk.

   Vestegns-borgmestrene med Per Madsen i spidsen bed dog ikke noget i sig. De bed fra sig og talte Auken og partiledelsen lodret imod. Uden synligt resultat.

   Regering og folketing, det officielle Danmark, blev ved med at importere hundredtusinder af muslimer til at bo i Danmark. Selv ikke den muslimske folkevandring på de syddanske motorveje i 2015 kunne bringe kulturradikale Besserwissener som Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden og Carsten Jensen på klogere tanker. Det dumme, såkaldte elite-Danmark lod sig ikke påvirke af, at muslimernes ophold i Danmark kostede Danmark langt mere end tyskernes lige så uønskede  ophold havde kostet os fra 1940 – 45. En årlig udgift til opretholdelsen af islams parallelsamfund koster hvert år det arbejdende Danmark op mod 40 milliarder kroner.

Vi har passeret mange historiske milepæle i dette stykke danmarkshistorie om islamernes vandring mod nord. Ayatollah Khomeini udstedte i 1989 en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde lavet sjov med islam i romanen ”De sataniske vers”. Khomeini udlovede en dusør på 6 millioner dollars til den, der ville tage livet af Rushdie. At få sådan en check oven i Allahs taknemlighed var nok et mordforsøg værd.

   I fatwaens ophidsede dage var jeg tilfældigvis inde på Rådhuspladsen og så et ophidset optog af  mørklødede mænd drage gennem Vestervoldgade i København. Jeg troede, at demonstranterne ville protestere mod den – efter dansk tankegang – dødssyge fatwa. Da jeg kom demonstranterne nærmere, læste jeg, at der på deres transparenter stod: Dræb Rushdie.

  Vi danske er et robust folkefærd. Vi har tit lidt svært ved at tage luftige emner som religion og kultur alvorligt. Det gør vores muslimske medborgere til gengæld. Dødsens alvorligt. Vi så det under Muhammed krisen. Troende i Damaskus mente, at Kurt Westergårds tegning af Muhammed med fuldskæg og kalot med bombelunte i håret ville forulempe profetens nattesøvn. Og i det hele taget vanære denne Allahs højre hånd. Så islams børn afbrændte den danske ambassade og skabte sig i det hele taget.

   De kunne jo bare have sagt som vi kristne gør, at jo mere fremmede folk håner Jesus, jo mere sætter vi pris på vor frelsers næstekærlighed. Men sådan er det ikke i islam, hvor tugt og kontant afregning sidder i højsædet.

   Men netop fordi Lykketoft, Nyrup, Pia Olsen Dyhr og Marianne Jelved ikke selv lader sig påvirke så meget af åndelige kontroverser,  tror de heller ikke andre gør det. Deri tager de fejl. I Mellemøsten tror mange på, at en morderisk stærk tro belønnes af Allah. F.eks. med kælen adgang til 72 jomfruer – for dem der nu har luft og potens til sådan en kraftpræstation.

   Sådan nogle håndfaste forhåbninger gør mange muslimer brandstærke i troen, hvilket vil sige, at de ikke sådan opgiver deres barnetro på en straffende retfærdighed, der idømmer kvinderne stokkeslag og mændene håndsafhuggelse, hængning og levende begravelse udført af den islamiske øvrighed. Peter Madsen fra ubåden kan gå hjem og lægge sig i sammenligning med dem.

   Dette er ikke sniksnak. Det er straffe der reelt udføres i Pakistan og andre muslimske lande. Og som op mod halvdelen af vores indvandrede muslimer i Europa siger god for, når de ønsker shariaen indført, hvis og når islam bliver hovedreligion i de europæiske lande. Derfor er det livsvigtigt for Europas civilisation, at islams troende ikke bliver talrigere hos os, end de er nu. Broderlandet Sverige må vi desværre sige farvel til. Det land er tabt for civilisationen.

    Danskerne har – indtil socialdemokraternes og andres pludselige klarsyn indtrådte – været delt. Manden på gaden har slået syv kors for sig ved tanken om at være underlagt moskeernes herrer. Men et mindretal, der har meget at skulle have sagt i Danmarks Radio og i journalistverdenen og i forlagsverdenen, føler sig så højt hævet over overtro, at de ikke tror muslimer vil efterleve deres hårdhændede autoritetstro og bestialske afstraffelser. Men der kan bl.a. Kurt Westergård og Lars Hedegård fortælle dem, at de tager fejl.

Vi, der ikke deler de kulturradikales virkelighedsfjernhed, men dog virker i den af de kulturradikale styrede medieverden, er i mindretal. Jeg har som Karen Jespersen, Lars Hedegård, Mogens Camre, Bent Jensen og andre ligesindede oplevet disse magthavende kulturradikales modvilje og chikane, fordi vi ikke underkastede os det kulturradikale hovmod og deres kompakte majoritets overmagt.

   Det bliver interessant at følge journalisternes og mediernes overbærenhed med islams terrorhandlinger, efter at journalisternes og forfatternes foretrukne politiske partier er begyndt at blive islamkritiske.

   Vil vi, der var på tværs af medieverdenens politisk korrekte opfattelse, nu få lidt oprejsning? Eller vil medieverdenens tunge drenge sige til os: det kan godt være, I havde ret om indvandringen og islams afskyelige ideologi. Men det var alligevel forkert af jer at have ret. Så I hører stadig til blandt de sorte får.

Danmarks Radio svigter Danmarks kultur
Politikernes mord på DR nærmer sig, og DR har selv skyld i det, mener DR’s fhv. næstformand, Ole Hyltoft. DR’s opgave er at gøre livet større end det er. Og det er kun kunsten, der magter det.

Af Ole Hyltoft

Skyerne over Danmarks Radio bliver tykkere og mørkere. De samler sig til et regnskyl, der ikke er set før i DR’s levetid.
Mange politikere har fået nok. Nok af Gintbergs skråleri. Nok af Price’rnes ædegilder. Nok af tilbud fra DR som ”Halløj på Halmtorvet”, ”Halløj på hotellet”, ”Mord i vildmarken”, ”Mord er let”, ”Når gorillaen pakker kufferten”. Og meget mere i den dur.
Politikerne er blevet trætte af al den halløj og alle de 3. rangs mord, der hver aften bliver begået i DR. Mange politikere er begyndt at have et helt andet mord i tankerne, mordet på Danmarks Radio.
Mordlysten er størst til højre i folketinget. Og det er DR selv skyld i. For i loven om radio/tv står, at DR skal være alsidig og upartisk. Men DR har i snart mange år haft en uimodståelig trang til at tale loven midt imod og heppe ensidigt for kulturradikale mærkesager.
Når Socialdemokratiet i årtier havde så svært ved at lytte til sine vælgeres ønske om at stoppe den muslimske storindvandring i Danmark, var grunden i høj grad, at DR fremstillede storindvandringen som humanisme i renkultur. Og talte uhyre dæmpet om shariaens opfordring til kvindeundertrykkelse, ufrihed og barbariske straffe. Der ikke bare var på papiret, men skulle udføres, og mange steder blev udført i virkeligheden.
Det går op for flere og flere, at disse islamiske uhyrligheder vil blive til virkelighed i Europa, hvis muslimerne får flertal i vore lande. Og så vil modsat rettede kulturer som radikal islam og dansk frisind kollidere i had og vold.
Når Merkel inviterer en million muslimer til at bo i sit land, tror hun, at hun er god. Men hun er snarere ond. For hun indser ikke de langsigtede virkninger af sine åbne arme. Der er ingen tegn på, at imamerne viger fra løftet til Allah om at opfylde shariaens grumme tugt, når de får magt til det. Det vil sige når de bliver flere end de europæiske landes nuværende beboere.
Men denne logik har været mere eller mindre hemmeligholdt i DR’s programmer. For DR’s medarbejdere har haft den samme tro som Svend Auken, Lykketoft og venstrefløjen har haft, nemlig at muslimerne vil opgive deres vidtgående religiøse hensigter, når de havde boet nogle år i det frihedselskende Danmark.
Hurra for illusionerne! Se hvordan det går de kristne i Mellemøsten.
Hvorfor har Maria Rørbye Rønn ikke advaret sine ansatte mod at påvirke befolkningen så ensidigt?
Måske fordi hun selv er kulturradikal og betragter kulturradikalismen som en højere form for civilisation end at være nationalt sindet. Men jeg ved det ikke. Jeg har ganske vist siddet til månedlige møder med Maria Rørbye Rønn i seks år. Men jeg har ikke hørt hende sige et ord om sine tv- og radioprogrammers indhold eller holdning, eller hørt hende ytre sig om DR-programmernes overordnede ide og retning.
Alligevel er det jo klart, at hun – sammen med DR bestyrelsen – hæfter for DR’s programmer. Også for den forfladigelse af niveauet, der har fundet sted.

Jeg skal ikke kunne sige om den overfladiskhed og det pjatteri, der dominerer især DR 1, skyldes den overflod af journalister, der er blevet ansat i DR. Tidligere var medarbejdernes baggrund mere broget og mere veluddannet. Der var en del lærere og cand.mag.’er ansat. Niels Jørgen Kaiser og Mogens Vemmer var et par af dem. Og også en række højt profilerede forfattere som f.eks. Karl Bjarnhof, Hans Hartvig Seedorff, Palle Lauring, Erik Kjærsgård, Uffe Harder.
I de år, jeg var næstformand i DR’s bestyrelse mindes jeg ikke at have hørt generaldirektøren tage udgangspunkt for et af sine indlæg i et konkret DR-program, kritisk eller rosende. Men DR er ikke en virksomhed, der bare skal administreres. Den skal ledes, og programmerne skal løbende diskuteres i bestyrelsen. Det er ikke sket.
Maria Rørbye ligner bestyrelsesformanden, Michael Christensen. En af hans jævnlige ytringer lyder: ”Det lykkedes mig at gå under radaren.” Men er det opgaven for formanden for vores vigtigste kulturinstitution at være usynlig?
I det daglige bestyrelsesarbejde trives Michael Christiansen derimod som en fisk i vandet. Og når jeg nogle gange forsøgte at stikke nogle nye retningslinjer ud for programmerne, fik jeg en hvas reprimande i form af, om jeg da søgte ansættelse som programmedarbejder. Dette var faktisk ikke på sin plads, eftersom bestyrelsen ifølge loven ”har det overordnede programansvar”. Bemærk program-ansvar!
Da Plummer blev afskediget, fik jeg den nye generaldirektør løn ned på godt en million. Hvilket dog ikke er nogen ringe løn. Men på mysteriøs vis er hendes gage med årene steget til over 4 millioner. Jeg ved ikke, om Johannes Langkildes hustrus hestetransport tværs over de atlantiske bølger på samme vis er lagt oven i han aftalte løn som en kærlig julehilsen fra onkel Michael.

I tv- og radioloven står der, at DR skal lave udsendelser om nyheder, kunst og kultur.
Nyhederne klarer DR helt godt, når vi ser bort fra den kulturradikale slagside. Men kulturen og kunsten er blevet en gold ørken med langt mellem oaserne. Men lovens hensigt er vigtig. For det er ikke gennem statistik og årstal, men gennem kunstens funklende øjeblikke, vi bliver bevidste om det liv, vi lever, og det, vore forfædre levede. Det er i dramaet, i romanen, i poesien, vi kommer ind i hjertet på dem, der levede i Danmark før os. Men som jo også i en vis forstand er os.
Men hvornår giver DR os lejlighed til at le ad Holbergs politiske kandestøber, eller sørge over Blichers bondepiger fra 1800-tallet ramt af ulykkelig kærlighed, eller hvornår er vi sidst i DR’s programmer blevet oprørt over Pelle Erobrerens kuede barndom på Bornholm? Selv Danmarks åndelige grundkapital, H.C. Andersens eventyr mindes jeg ikke i de senere år at have hørt i DR. Burde DR ikke læse et Andersen-eventyr højt en gang om ugen, så hele befolkningen blev fortrolig med vores største digter?
Det må råbes ind i ansigtet på generaldirektøren og hendes kulturdirektør Smedegård: Danmarks Radio SVIGTER Danmarks kultur. I andre lande med mere national selvrespekt er det anderledes. I Tyskland har den berømte litteraturelsker Marcel Reich-Ranicki i mange år i radioen præsenteret og diskuteret den nye tyske litteratur. Til glæde for masser af lyttere.
Hvis man på nettet under DR slår søgeordet ”litteratur” op, er resultatet nul. DR har dog på det sidste fået en vis Flemming Møldrup til at lave nogle interviews med forfattere på tv. Forudsætningen for at være DR’s litteraturekspert er, at Møldrup er reklamemand og ”livsstilsekspert”. Hurra for DR’s dilettanteri.
DR’s opgave er at vise og diskutere de bedste malerier der males, de bedste skulpturer der opstilles i vore byer, den bedste litteratur der skrives på dansk. Og litteraturen skal selvfølgelig læses højt af vore bedste skuespillere, en Henning Jensen, en Ditte Gråbøl, en Birthe Neumann.

Når DR strammer sig an og giver os gode oplevelser, vi husker længe, gør vores radio og fjernsyn livet større end det er. Det kan være en koncert. Det kan være en oplæsning. Det kan også være et afsnit af Matador ( som er god selv femte gang ). Eller f.eks. en fuldendt film som ”Casablanca”.
Den slags oplevelser gør livet større end det er. Og dem skal vi samle på.
DR er til for løbende at give os oplevelser af stor kunst. Det forudsætter, at DR bliver et anderledes kreativt miljø, end den er nu.
Et sådant DR tror jeg ikke vi får ved at skære dybt i licensen. Men måske ved at skære den nuværende DR-ledelse helt væk og genskabe et DR fra grunden. Skabe et DR med iderige, kreative og kulturkyndige folk i ledelsen.
Jeg har gode forslag til navne. Det tager vi en anden gang.