Avisartikler 2016, 4. kvartal

»Eksemplerne på den kulturradikale overvægt i DR’s programmer er legio. Hvorfor? Den luft, alle medarbejdere indånder i DR-huset, er kulturradikal. Man kan synes den luft er iltfattig, men ånder man den ikke ned i sine lunger, bliver man ikke til noget i det hus.«

Ved et selskab kom en mand hen til mig og sagde: Du skal vide, at alt hvad jeg som ung lærte, lærte jeg af Danmarks Radio. Nu synes jeg ikke, at jeg lærer noget mere.

Jeg forstår ham godt. Danmarks Radio er lovmæssigt forpligtet til at udbrede oplysning, kunst og underholdning af høj kvalitet. Men hvad sender de? »Gintberg på Kanten« ude og hjemme. En mand, der tilsyneladende ikke ved noget, der er værd at viderebringe. Og som i stedet jævnligt bryder ud i noget, der skal ligne en latter, der kommer fra hjertet, men som mest virker som et krampeanfald – af angst for ikke at virke sjov nok. Det er lidt uhyggeligt at se på. Gintberg virker som en mand i nød.

En af DRs andre store humør-serier hedder »Ditte & Louise«. Et par fjottede kvindemennesker, der åbenbart ikke har andre mål i livet end at sminke sig, drikke sprut og tænke på skuespilleren Lars Mikkelsen. Meningsløst og småpornografisk. Heldigvis kan man ikke høre meget af, hvad de siger. Men nok til, at det er pinligt.

Dette er typisk for, hvad DR 1 leverer i den bedste sendetid. Det efterfølges hver aften af krimiserier med titler som »Næsten død mand«, »Sygehusmordene«, »Mord med miss Fischer«, titler som de billige seriehæfter havde i min barndom.

Mord er ellers en ret alvorlig sag. Men DR bruger mord som en – formentlig billig – form for tankeløs underholdning. Det kan godt være, at krimier er på mode i disse år. Men det var ikke det, lovgiverne forestillede sig, skulle være indholdet, da de oprettede Danmarks Radio.

Hvor er Poul Reumert?

Ret skal være ret. Der er programmer, der er værd at se på DR. Den politiske journalistik – med Ask Rostrup i spidsen – bringer os tæt på politikerne. Ask Rostrup kender forskellen på at have viden og være påståelig med sin viden.

Kåre Quist er også vaks ved havelågen, som vi sagde om de kvikke hoveder i min ungdom. Peter Qvortrup fører sig, efter en lidt usynlig periode, igen frem med lægevidenskabens seneste og opmuntrende finesser. TV-serien om »Store danskere« er ofte gribende udtryk for nationens hukommelse. P1 Debat hver dag kl. 12.15 kan ikke laves meget bedre. Og efter, at Deadline er sluppet af med den puerilt selvhævdende Martin Krasnik, er dette program også still going strong.

Men den almene dannelse er alvorligt lidende i DR. Litteraturen er og bliver dannelsens fundament, »Højskolesangbogen«, salmebogen, læsebogen. DR gemmer på et helt kongeligt teater af forfinede oplæsninger fra dette fundament. Fra de store døde skuespillere som Poul Reumert og Frits Helmuth til nulevende som Henning Jensen og Ghita Nørby. Men bruger DR disse eminente klassiker-oplæsninger, så danskerne kan blive grebet af Johannes Ewalds, Jens Baggesens, Blichers, H.C. Andersens, Chr. Winthers, Henrik Pontoppidans universer? Nej. Oplæsningerne ligger på ubrugt lager i DRs kældre.

DR foretrækker Dittes, Louises og Gintbergs fortræffeligheder. Og så alle de mere eller mindre perverse mord, for det meste begået i Storbritannien, som DR lader os gå nattefreden i møde med.

Vores forfædre i 1920erne, der skrev den første radiolov, følte større ansvar for, hvad radioen skulle påvirke befolkningen med. I den første radiolov stod der udtrykkeligt, at udsendelserne skulle være alsidige, kulturelle og oplysende. Og DRs – eller Statsradiofoniens – første generaldirektør, Emil Holm, skrev, at »der i fostbroderskabet mellem radiofonien og kunsten ville blive skabt en kulturspreder af den mest vidtrækkende betydning.«

Emil Holm fik bl.a. lagt grunden til det symfoniorkester, DR trods sin overflod af platheder og ligegyldigheder stadig kan være stolt af.

Men det er som om, at DR nu – snart 100 år efter starten – helt har opgivet forfædrenes tro på at løfte befolkningens almene viden op til at være en kulturnation værdig. Det er både søvndyssende og sørgeligt, at DRs ledelse i dag ikke rummer et eneste åndeligt fyrtårn, der kan sætte en standard og en retning, ingen Emil Holm, ingen Hans Sølvhøj (begavet generaldirektør), ingen Niels-Jørgen Kaiser (begavet underholdningschef), ingen Sejr Volmer Sørensen (begavet producer), ingen Piet van Deurs eller Palle Lauring (kyndige historikere).

Helligånden i DR

Det er som om, den ene DR-journalist med døgnflueviden ansætter den anden journalist, der er lige så beskedent udrustet. En TV-journalist kan nu engang ikke vise seerne mere, end han/hun selv indeholder. Den nuværende generaldirektør er en flittig administrator, der ikke er i stand til at formulere nogen personlig retningsangivelse for programmernes indhold. Hun taler i uhåndgribelige strategiske floskler.

Radioloven af 1926 påbød DR at være alsidig, og det påbyder loven stadig. Men medarbejderne stritter imod. For DR er gennemsivet af en kulturradikal ånd – man kan kalde den helligånden – der er stærkere end loven. Tag bare nogle eklatante eksempler på denne helligånd fra den seneste tid. P3-medarbejderen Anders Stegger opfordrede firmaer til at stoppe deres annoncer i den islam-kritiske avis, Den Korte Avis. Og dermed fjerne avisens eksistensgrundlag. Anders Steggers indsats for avisdøden er et udtryk for den storagtighed, DR udviser over for kolleger i mediebranchen.

Det er en meget betænkelig sag, at vores fællesejede Danmarks Radio vil lukke munden på en avis, der har en saglig og stærk holdningsside. Statsministeren har med rette advaret DR mod at politisere på denne måde. Men hvordan reagerer DRpå Steggers lovbrud?

Stegger inviteres til en kop kaffe med sin overordnede, Christian Ottenheim, men får ikke i det mindste en hvilepause fra programmet. Så han kan fortsætte sin politisk overkorrekte virksomhed til glæde for dem på Enhedslisten, der tænker som han.

TV-børneudsendelsen på DR om Cirkeline afsluttes med en »Tak til alle flygtninge og indvandrere, fordi de har beriget det danske samfund.« Et, formentlig, stort flertal af den danske befolkning mener ikke, at de overvejende muslimske indvandrere har beriget, men bekostet samfundet en hel del. Samt påført vores land øget kriminalitet og indført ideer om ulighed mellem kønnene, barbariske straffe og andet, der er udansk. DR bedriver kulturradikal propaganda for licenspengene.

Fra 1. januar skal P1 have nyt religionsprogram. Hvem ansætter DR til det? En kirkelig eller religionshistorisk sagkyndig? Næ, de gudløses avis’, Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, får jobbet.

I ugerne op til Trumps nominering var der mange eksempler på DR-medarbejdernes foragt for Trump. Og meget få analyser af den forståelse, Trump mødte hos halvdelen af amerikanerne for sin fornyelse af USAs udenrigspolitik.

Eksemplerne på den kulturradikale overvægt i DR’s programmer er legio. Hvorfor?

Den luft, alle medarbejdere indånder i DR-huset, er kulturradikal. Man kan synes den luft er iltfattig, men ånder man den ikke ned i sine lunger, bliver man ikke til noget i det hus. Og engang imellem slipper luften så ud, som den gjorde for Anders Stegger.

Mere kvalitet og håndhæv alsidigheden

DRs bestyrelse burde råbe op, når den ulovlige helligånd tager magten fra medarbejdernes sunde fornuft. Men det er sjældent, det sker. For det er ikke velset og skaber dårlig stemning i bestyrelsen.

De blå partier i Folketinget er med rette irriteret over den overmodige helligånd i DR. Men dels er den som sagt ikke så slem i de decideret politiske programmer, som er dem, politikerne mest hører. Dels er den en ånd, der bølger gennem lokalerne i det store hus. En ånd er svær at få hold på. Men nogen kunne dog tælle op, hvor meget oftere Politiken citeres end Berlingske.

Der er i DR brug for to forandringer: At hæve kvaliteten, især den alment dannende og at håndhæve alsidigheden. Det betyder, at DRs programmer må laves af en medarbejderstab, der rummer lige så forskellige stemmer som befolkningen har.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Vi diskuterer, hvad det er at være dansk. Svaret kan vi få ved at slå op i en af vore sangbøger. Danmarks bedste digtere har gennem århundreder beskrevet den danske mand og kvinde, vores sprog, vores sejre og nederlag, vores hav, skove og landskaber og vores folks sind.

Frankrigs tidligere premierminister Francois Fillon foreslår, at hver fransk skoledag skal begynde med, at børnene og de unge synger Marseillaisen, den franske nationalsang. Han vil dyste på nationalt sindelag med Marine Le Pen.

Det er overalt i Europa og Amerika ikke længere nedværdigende at vise sin kærlighed til fædrelandet. Og den storladne Marseillaise er jo en mere civiliseret måde at gøre det på end, som Trump, at råbe: Make America great again!

Jeg synes, at vi skal være glade for, det igen er blevet god tone at sige, som H.C. Andersen gjorde:»Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland«. For mens både marxismen og den globale kapitalisme er påtagne holdninger, er det naturligt at holde af det land, man er vokset op i, og hvis sprog man taler. En dansker kan ikke holde af Jamaica med samme inderlighed, som han/hun holder af Jylland, Sjælland eller Bornholm.

For et halvt århundrede siden var Danmark og Frankrig de to eneste lande i Europa, der værdsatte deres kultur så højt, at de etablerede kulturministerier. Og de to lande satte endda skønlitterære forfattere til at være kulturministre: Julius Bomholt og André Malraux. Hvis Frankrigs nye præsident nu får skoledagene til at begynde med en hymne til Frankrig, skulle vi så ikke igen stille os ved siden af Frankrig? Ikke sådan at vore børn hver morgen skal synge ”Der er et yndigt land”. Ikke fordi der er noget i vejen med Oehlenschlägers ”Frejas sal” og ”de harniskklædte kæmper”. Men vi har så mange danske nationalsange, der er lige så gode eller bedre, for eksempel den, der nok burde være vores nationalsang, H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

Jeg foreslår derfor, at vores nye regering, der jo udstråler begejstring, beslutter, at alle danske skoler skal begynde skoledagene med at synge to danske sange fra Højskolesangbogen. Nogle skoler gør det allerede. Men det er de færreste.

Jeg skal hilse og sige, at en sådan morgensang er en festlig måde at begynde skoledagen på. Jeg har prøvet det. I syv år. Hver morgen kl. 8.05 satte vores sanglærer, DR-drengekorets leder, Henning Elbirk, sig til klaveret i morgensangsalen på Gl. Hellerup Gymnasium, hvor alle vi elever samledes. Vor rektor trådte ind med Højskolesangbogen i hånden og meddelte dagens navn og nummer på den første af de to udvalgte sange.

Alle vi børn og unge, der gik på skolen i fem eller syv år, mødte på denne måde hinanden fra morgenstunden, hørte hinanden synge og blev, takket være digterens ord, knyttet til hinanden og til vores land, hvis folk og historie vi sang om.

Vi fik fra dagens start perspektiv i vores skoledag. Vi var vort folks fremtid. Det var ikke kun matematiske ligninger og franske verber, vi gik på skolen for. Om vi var dygtige i skolen eller ikke så dygtige, spillede i disse 10-15 klangfulde minutter ikke nogen rolle. Vi sang os ind i klassens, skolens, Danmarks fællesskab.

Det var landets bedste digtere, der havde skrevet de digte, vi sang. Så ved siden af at blive danske af morgensangen, blev vi, uden at tænke over det, også lydhøre for det danske sprogs finesser og velklang.

Hvad vil sangenes digtere fortælle os?

Troen på den danske, altså vores egen, kraft blev indprentet os med Holger Drachmanns ord, der taler til os som runestene: Støt står den danske sømand / på havet sin viking-vagt.

Vi er et havland. Lad os ikke glemme det. Det handler mange af vores nationale sange om. Tit mere kvindelige end Drachmanns: Havet omkring Danmark, vort moderlige hav / blåt som vore øjne og blidt som vore drømme (L.C. Nielsen).

Men når vi synger Kaj Munks blide ”Den blå anemone”, kan vi ikke lade være med at tænke på det utrolige mod, denne digter besad. Han talte det tyske barbari lige op i ansigtet. Da Johs. V. Jensen i 1930’rne blev spurgt, om han ville være med på en forfatterprotest mod Hitler, sagde han nej med den begrundelse, at han agtede at tie denne personage ihjel. Det var vist den eneste gang, denne sprogets mester valgte tavshedens udvej. Og resultatet udeblev som bekendt. Til vor lyriske vikingekraft hører også Skjoldborgs hyldest til det fysiske arbejde, med min hakke, min skovl og min spade. Redskaberne er ikke så benyttede mere, nu SID’erne bruger gummiged og larvefødder. Men iveren efter at tage fat, når forårssolen får vinteren til at rinde i grøft og i grav, den tror jeg, at de fleste af os kender.

Så ved siden af at blive danske af morgensangen, blev vi, uden at tænke over det, også lydhøre for det danske sprogs finesser og velklang.

I Danmark har vi gjort vores bedste lyrik sangbar, og det er ikke det ringeste stykke demokrati, vi dermed har begået. Og så har vi puttet sangene ind i vores mange forskellige sangbøger: Arbejdersangbogen, DF’s sangbog, Danske Folkedanseres sangbog, Folkeskolens Musiklærerforenings Dansk Sang. Vi synger vores bedste lyrik: Kingos, Grundtvigs og Ingemanns salmer; Thøger Larsens, Chr. Richardts, Blichers, Jeppe Aakjærs naturforelskede digte. Derved bliver digternes karakteristiske sætninger hængende i os: byger, som går og kommer / det er den danske sommer. Thøger Larsens humørfyldte trøst, som jo også er en sand velsignelse. Det ville ikke være til at bære, hvis vi havde solskin hele tiden.

Eller den vemodige Blicher: Sig nærmer tiden, da jeg må væk.

Mange sange er også påmindelser. For eksempel Chr. Richardts hilsen til vore danske sønderjyder, som fra 1864 til 1920 levede under tyskernes åg: skænk os et danmarkskort / hvor alt dansk igen er vort. Det er det bedste, der kan siges om den forfærdelige Første Verdenskrig, at den gav os Sønderjylland tilbage.

Eller Grundtvigs påmindelse om, at oplysning er mere værd end det røde guld.

Og er du trist, kan du slå sangbogen op på Chr. Winthers Folmer Sanger, der giver det gode råd, at Du som har sorg i sinde / gak ud i mark og lund.

Til de danskere, der hellere vil tale børne-engelsk og sige boost din Nordic comfort end det danske: styrk dit nordiske velvære, til dem har Edvard Lembcke skrevet en vidunderlig sang om det danske modersmål, der har så mild en klang, og som binder tidsaldrene sammen. For: slægt efter slægt segner hen på nornens bud / men hun (det danske sprog) er så ung og så yndig ser hun ud.

Sangbøgerne tilbyder os også Kai Hoffmanns opfordring til at bruge vores sangskat: Så syng da, Danmark, lad hjertet tale / ti hjertesproget er vers og rim. Den sang har både ynde og tynge, lærkesang og ild fra oldtidens alterbål, og Carl Nielsens melodi, der buldrer, så man næsten kan høre det oprørte Vesterhavs brænding.

Fællessangens overdirigent, Michael Bojesen, brugte i mange år ”Så syng da, Danmark” som titel på sine populære DR-koncerter. (Der nu er ophørt, fordi DR’s nuværende ledere har mistet forbindelsen til det ægte folkelige.)

Hvis den danske sangskat bliver fællessang på alle danske skoler, skal det selvfølgelig også gælde de 4-5.000 elever på vores muslimske friskoler. Mange, ikke mindst indvandrere, spørger i disse år: Hvad er de danske værdier? De står alle sammen i sangbøgerne. Begynder de muslimske børn hver skoledag med at synge et par af Højskolesangbogens iørefaldende sange, vil de umærkeligt og naturligt få de danske værdier ind under huden: mildheden, friheden, ligheden mellem mand og kvinde, kærligheden til naturen og fællesskabet. Integration, som det hedder med et teknokratisk fremmedord. ”Samhu” ville være et bedre ord.

Danske værdier er hverken flæskesteg, juletræ eller rødgrød med fløde. De danske sange rummer alt, hvad der er dansk og dejligt. Kærlighed til Du danske mand af al din magt; kærlighed til jord og hav: Hav og muld skal dansken pløje; kærlighed til det danske sprog, som er En højbåren jomfru; kærlighed til pigernes latter og lyse hår; og sidst, men ikke mindst kærlighed til skov og mark, hav og hede: Du danske friske strand / hvor oldtids kæmpegrave/ står mellem æblegård og humlehave / dig elsker jeg.

I Danmark er lyrik noget, vi synger.

Heldigvis var der også sejre, Niels Juels og Tordenskjolds til søs. Men især åndens, Niels Steensens, Tycho Brahes, Ørsteds, Panums, Finsens, Bohr-familjens. Og de skrivendes: Holbergs komedier, Wessels vid, Kierkegårds kristendom, Herman Bangs medfølelse, Gustav Wieds satire, Klitgård, Branner, Martin A. Hansen og hvad de ellers hedder. 

Hele vores danmarkshistorie fortolket i vores skønlitteratur skabte den lighed, ydmyghed og humor, der er karakteristisk for os. Danskeren kan om vor fælles fortid sige:

Åndens sejre, hæres bitre nederlag.

Sammen bygged de tålmodigt

Danmark som det er i dag.

Ingen giver vores sindelag krop og ånd som vore digtere. Vores største digter, H.C. Andersen, kommer først:

Du land hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har rod,

hvorfra min verden går,

Hvor sproget er min moders bløde stemme,

og som en sød musik mit hjerte når.

Andersen har ret. Man er ikke dansker, før man har det rige – og også snurrige – danske sprog i sit hjerte. Det er desværre ikke kun indvandrerne, også mange danskere magter ikke sproget. Lyt bare til kronprinsen eller til vor tidligere statsminister, Poul Nyrup. Det er synd for dem.

Den danske udholdenhed

På min skole, Gl. Hellerup, sang vi os hver morgen til at blive danske med to sange fra vor sangskat. Og de af os, der havde sans for det, blev ikke alene danske, men også sprogligt vel forvarede. For Højskolesangbogen er ikke bare fædrelandsk indoktrinering. Den er også en perlerad af eksempler på vort sprogs bedste lyrik. Vores rektor var jysk. Så derfor sang vi ofte Blichers sang om jyden:

Jyden han æ stærk og sej,

modde båd i nøj og nej;

goer ed op, å goer ed nier,

åller do fåtavt ham sier.

Det er udholdenheden, Blicher hylder som et dansk og nordisk særkende.

Murerarbejdsmanden er sej, når han møder på arbejde hver morgen kl. 07.40 år i træk, selv når det gør ondt i leddene, og det er fem graders frost. Og stærk, når vi ser en idrætsmand som cykelrytteren Jakob Fuglsang, der udholder at blive olympisk nummer 2 foran hundrede andre cykelryttere.

Dansker er man først, når man kan udholde den danske vinter. Det har Blicher også gjort vers om, som vi synger:

Det er koldt herude,

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Her tolker Blicher igen noget kernedansk: længslen efter varmere vejr. Den danske vinter varer seks måneder. Vi ved det. Alligevel håber vi efter februar, at foråret kommer med varmen, vi drømmer om. Erantis og krokus er her jo. Hvorfor kan bøgen så ikke tage sig sammen og springe ud i marts?

Inderlig jeg længes,

efter vår, men vintren strænges;

atter vinden om i nord.

Men Blicher – måske den danskeste af vore digtere – har også skrevet om lykkens fortabelse – i vemod og forsagelse – i en af de mest medrivende noveller, vi ejer, »En landsbydegns dagbog«. Ungdommens søde forhåbninger om lærdom til præsteembede og romantiske kaneture med armene om den uopnåelige skønjomfru. Begge dele går tabt i livets forgængelighed, tragedien, den Blicher kendte så godt fra sit eget liv.

Men dansk så det batter er også den danske latter, leveret os af Ludvig Holberg. Vi kan vælge »Jeppe på Bjerget«, hvor baronen og hans sammenspiste kanaljer lægger den døddrukne Jeppe i baronens seng. En ophøjelse, Jeppe ikke kan bære uden at blive en tyran. Komediens moral er: »Når bønder, håndværksmænd man regiment vil give/da sceptret til ris kan snart forvandlet blive.« God konservativ filosofi. Skomager, bliv ved din læst. Grundtvig formaner os med den samme lektie:

Vi er ikke skabte til højhed og blæst,

ved jorden at blive det tjener os bedst.

Men Jeppe Åkjær fortæller også om det enkle og fattige liv i hjemstavnen, at det kan give os den rigeste glæde:

Hvad var vel i verden det fattige liv

med al dets fortærende tant,

om ikke en plet med en dal og lidt siv

vort hjerte i skælvinger bandt.

Den danske højsommer

En sommer i 1925 havde Johannes V. Jensen været på vandretur i Norges fjelde med litteraturhistorikeren, senere professor Oluf Friis. De tog båden hjem fra Oslo, og da de nærmede sig Øresund blev Johannes V. inspireret af den sjællandske og skånske sommerkyst:

Hvor smiler fager den danske kyst

og breder favnen, når solklar bølge

og sommerskyer og skib med lyst

står sundet ind i hinandens følge,

Johannes V. viste Oluf Friis digtet og spurgte: Hvad skal jeg kalde det?

»Danmarkssangen,« foreslog Friis. Og det hedder digtet, et af den danske litteraturs bedste sommerdigte. Det er så dansk at blive næsten religiøst betaget af vores højsommer. Vi samles om bålet på stranden, dufter til roserne i haven og til hylden ved vejen, bliver forelskede i vores land, føler os inderligt danske. Det gjorde vi også for halvandet hundrede år siden sammen med Holger Drachmann. For 1.000 år siden sammen med Saxo. Og for 5.000 år siden sammen med flintebonden.

Hvad hånden former er åndens spor.

Med flint har oldbonden tømret, kriget.

Men danskeren er også drømmenes menneske. Undertiden tog drømmene magten fra vore politikere. For Christian d. 2. i 1500-tallet, for Monrad i 1864.

Den danske digter har drømmen i sin magt. Og kan forandre den til dyb mening og dyb skønhed. Det gjorde Christian Winther, da han skrev en romantisk roman på vers om elskeren, der bliver bundet til en kronhjort, der åndeløst suser gennem de sjællandske skove. Endelig bliver vor hjort træt, synker på knæ, og vor helt kan løsne sine bånd.

Naturen i alle årstider, konger og dronninger, borge og riddersale, junkere, forførende danserinder, forelskelser, alt forenet i Folmer Sangers middelalderfantasi, »Hjortens Flugt«. I mange år fik de fleste unge denne prægtige, erotiske roman, når de blev 14 år. Nu får de Harry Potter-bøgerne, og det er et stort tilbageskridt i lyrisk sprog og skønhed. Og i danskhed. Men også i den fantasi, der er bundet til virkeligheden. Det første jeg gjorde, da jeg flyttede sammen med min kæreste, var at læse »Hjortens Flugt« højt for hende. Hun har ikke forladt mig siden (sagt som et tip til forelskede.)

Danskheden i romanform kan ikke gå uden om B.S. Ingemanns historiske romaner. De viser os middelalderen, da Danmark med sværd og skjold, og lumskhed og offervilje blev til en nation. Men humoren og den barokke fantasi formet til kunst er også en vigtig del af det at være dansk. Det viser Storm P os. Barnligheden som fantasi er H.C. Andersens bidrag til vor nationalkarakter. Og B.S. Ingemanns storladne barnlighed i hans børnesalmer forener de bibeltroende og os naturbedårede. Også det en dansk ejendommelighed.

Lysets engel går med glans

gennem himmelporte.

Det siges, at skoleelever ikke længere får lov at beskæftige sig med de digterværker, jeg har præsenteret her som danskhed. Er det rigtigt, er det tyveri fra de unge. Det skal hverken de unge eller deres forældre finde sig i.

Ole Hyltoft er cand.mag. og forfatter.

Mange tisvildeboere husker Borshøjgård på Skt. Helene Vej lige over for Arresø Glashytte. Desværre brændte den firelængede gård for en halv snes år siden. Så kun den ene længe står tilbage.

På denne bondegård, ombygget til et pensionat, udspandt sig et fornøjet sommerliv i mellemkrigstiden og den første efterkrigstid. Allerede først i 1920’erne havde fagforeningen HK København købt gården og gjort den til feriehjem for sine medlemmer, så ”flipproletarerne” billigt kunne holde sommer i borgerskabets ferieparadis, Tisvilde.
Jeg kom der med mine forældre 14 dage hver sommer. Og disse 14 pragtfulde dage ved Slugtens strand og Tisvilde Hegn blev min indgang til Tisvilde, som jeg aldrig siden har forladt, og som udgør baggrunden i flere af mine romaner.

Min far var en forudseende forretningsmand, og da det blev 1940 og trak op til verdenskrig og varemangel købte han blå engelske letvægtscykler til sin kone, sin 5-årige søn og sig selv. Og hver juni måned begav vores lille familie sig på cykel fra Østerbro til Borshøjgård.
Rejsen tog en hel dag med frokost-ophold på Slotskroen i Hillerød. For hårdt for en 5-6 års knægt? Det syntes jeg ikke. Præmien ventede jo forude i form af årets højdepunkt, strand, saltvand og skov.

Far var en kendt og vellidt person i ”bevægelsen”. Så når vi, noget udmattede, nåede frem til Borshøjgård hen under aften, blev vi modtaget med genkendelsens glæde.
Den første aften blev tilbragt i Morfeus’ arme. Men morgenen efter begyndte løjerne. Med far i hånden gik morgenturen hen over Grisens jernbanespor, gennem bondegården Dyrekærgård, bag ved Slugtvej, ned til Slugten og i vandet. Omgivet var vi af fars voksne venner.

Om formiddagen gik vi gerne med far i spidsen og endnu flere af Borshøjgårds pensionærer op ad kirkestien til Tibirke Kirke. Om eftermiddagen på cykel ud til stranden ved Brantebjerg eller Troldeskoven.

Det meste af ferielivet på Borshøjgård foregik i flok og følge. Pensionærerne var jo ekspedienter i Illum og Magasin, kontorister i sygekasserne. Mange af dem kendte hinanden fra arbejdspladsen, fagforeningen eller partiet. Ikke at der blev talt meget politik eller indoktrineret. Men det lå ligesom i luften, at man holdt med Stauning og De Allierede.
Var det overskyet, gik turen ofte ned til Tunebys boghandel, fyldt med bøger, ugeblade og aviser. Da jeg kom i mellemskolen, købte jeg min første engelske bog hos Tuneby. Han og hans kone og børn var flittige som bier. Jeg kan have mødt min senere så beundrede kollega, Johs. V. Jensen, hos Tuneby. Men også Jørgen Nash og det kæntrede vidunderbarn Olaf Gynt har sikkert ofte befundet sig i min nærhed i den altid tætpakkede butik.

I Tisvilde har man vist aldrig vurderet folks stand efter deres tøj, cykler eller badekåber. Byens sommerhusejere har næppe været meget anderledes klædt end Borshøjgårds velklædte HK’ere. Men Borshøjgårds pensionærer har jo, ligesom de andre pensionaters gæster, ikke været velkendte i byen, som de faste landsliggere var det. Og en vis fornemmelse af standsforskel har der nok været. Men det er næppe blevet særlig bemærket, slet ikke af os børn. Vi fra Borshøjgård var jo så mange i os selv og kunne rigeligt fylde stranden ved Slugten ud. Nabostranden, nu neden for Helenekilde Badehotel, betrådte vi ikke. Jeg ved ikke om den var privat med forbudt adgang. Men det lå i luften, at den var bourgeoisiets, et udtryk der endnu var brugbart blandt vore forældre.

Ja, strandlivet, det var det bedste. Træstammer, der var skyllet overbord, kunne man entre ude i brændingen. Træhøfderne kunne man sidde overskrævs på. Og netop fordi Borshøjgårds pensionærer kendte hinanden, var der altid andre børn eller voksne på stranden, man kendte og kunne lege med.

Som 5-årig fik jeg lov at stille mig op foran spisesalen og kalde til frokost ved at slå på en gonggong.

Økonomaen, tyk og frodig, blev min hjertensven. Først de sidste par år blev jeg forelsket i en køn teenage kontorpige, uopnåelig for en dreng.

Når nogen skulle afslutte deres ophold og rejse hjem, blev der sunget farvel-sang til dem ved frokost-samlingen i spisesalen, inden de, ledsaget af det halve Borshøjgård, drog til stationen. Sangen lød:

Nu skal jeg rejse bort herfra
med bugnende vom,
med vemod i mit hjerte
og tegnebogen tom.
Farvel, farvel, du dejlige gård.
Vi kommer til næste år. 

Borshøjgård var nok et pensionat på linje med Tisvildehus, Højbohus og de øvrige pensionater i badebyen. Men den var også forblevet et lille stykke af en bondegård. Der var grisesti med levende gris i den ene fløj, og billardsalon i den anden. Jeg overværede en griseslagtning foran grisestien, og – næsten lige så dramatisk - en frygteligt langvarig kamp mellem en edderkop og en stor, stærk spyflue, der var fløjet i nettet.

En aften hver uge blev der udsmykket til fest med crepepapir, guirlander, musik og dans.
Men ferielivet var ikke eskapisme alt sammen. En dag meddelte far han måtte ind til sine radioforretninger inde i byen. Jeg tror ikke jeg, 8 år gammel, bed mærke i ordet

Folkestrejke. Men oppe i Tisvilde undslap jeg Folkestrejkens vandmangel og gadekampe – 100 københavnere blev slået ihjel og 500 såret under Folkestrejken. Jeg blev alene tilbage med mor i ferieparadiset. Den enlige tyske soldat i Lejet passede sit. Mor og jeg flyttede ned på Fogedgården. Mine forældre var venner med Fogedgårdens ejere.

Det var lykkelige dage, da far og mor var unge.

Jamen var Borshøjgård ikke et støttepunkt for en fagforening, et politisk redskab? Det mærkede jeg intet til. Og det tror jeg heller ikke Borshøjgårds andre feriegæster gjorde. De gik i Tisvilde Bio og til Skt. Helenes grav og nød Frydensbergs isvafler ligesom Tisvildes grosserere og direktører og de ganske mange videnskabsmænd og intellektuelle, der med Niels Bohr og Johs. V. i spidsen befolkede Tibirke Bakker og Tibirke Lunde.

Min fars kooperative radioforretninger var ganske vist ejet af fagforeningerne. Men fars verden var ikke politik. Den var radiobranchen, konkurrencen med de andre radiofirmaer.
Måske var de 14 sommerdage for far og mor så lyse, fordi far så i nogle dage kunne vende tilbage fra sit direktøransvar til sin ungdoms uforpligtende kammeratskab med de andre HK’ere, uden at skulle tænke for meget på sit firmas, Arakos, regnskab og overlevelse.
Fra Borshøjgård lukkede for HK’ere og blev feriehjem for skolebørn har jeg hvert år gået ture i Hegnet og badet fra stranden, inden jeg i 1992 byggede hus heroppe og blev en fastboende Tisvilde-borger. Det kan jeg nok takke min barndoms Borshøjgård-somre for.

Ole Hyltoft har nyligt udgivet en essaysamling, hvor han følger årets gang i Tisvilde-naturen, ”Livet ved Havet”.Kan fås i alle boghandeler, bl.a. i Arnold Busck i Helsinge.

I juni-juli nummeret af Tisvilde Nyt fortalte jeg om min barndoms fjorten lyse dage hver sommer i HK’s ferieparadis ”Borshøjgård”. Badeture til Troldeskovens klitter. Formiddagsture med de voksne til Tibirke Kirke. Og indkøb af bøger og aviser i Tunebys fantastiske boghule på hovedgaden.

Sommerens sidste weekend, når solen begyndte at stå lavt, tog mine forældre igen op til Tisvilde, for – som de sagde – at lukke ”Borshøjgård”. Da måtte jeg ikke komme med. Men jeg nød weekenden alligevel. For så kom min elskede farmor ud i lejligheden på Østerbro og passede enebarnet. Jeg erindrer buldrende august-tordenvejr ude over Øresund, som farmor og jeg sad og så på og gøs lidt ved. Hygge-mørkning i den store stue. En afledt glæde af ”Borshøjgårds” eksistens.

En af fars og mors venner ved denne august-weekend på Borshøjgård var ungkarlen B.J. Larsen. Ham kom jeg til at følge til livets ende i Tisvilde.

Engang i 1950’erne krakelerede mors og fars vennekreds. ( Begivenheden har jeg fortalt om i første bind af mine erindringer, ”Barn af partiet”. ) Men B.J. Larsen forblev en nær ven. Han var en smuk mand. Noget af en forfører-type. Jeg tror han som yngre havde mange elskerinder blandt kontorpigerne i HK. Dengang kunne han også drille far med, at far omgikkes ”pamperne” i Socialdemokratiet. Han gik engang så vidt, at han stillede sig op på fortovet og skar ansigt, da far deltog i ligtoget for en kendt, afdød socialdemokratisk politiker.

Men bag drilleriet stod far og B.J. Larsen hinanden nær. Søndag formiddag vinteren igennem nød far at gå tur i Dyrehaven med B.J. Larsen, for i nogle timer at kunne koble af fra ansvaret som direktør for en større radio/tv-kæde. Arako Radio.

Trods sine Casanova-tilbøjeligheder var Larsen aldrig blevet gift. Har man så mange kærester, har man måske svært ved at udvælge en enkelt. Men måske hang det også sammen med at, at Larsen boede godt sammen med sin søster, Frida. Hun var som en kone for ham i deres fælles lejlighed.

Da jeg lærer Frida at kende, er hun pensioneret som graver ved Assistens Kirkegård. Og Larsen er kontorassistent. De bor i Vævergade, i en meget lille lejlighed i sidegaden op til kirkegården på Nørrebro. ( Jeg har brugt Frida og B.J. som baggrund for novellen ”Levemåde” i novellesamlingen ”Tante Isidora. )

Frida og B.J. hørte altså ikke til Tisvildes landligger-klientel af veluddannede og velstillede. Alligevel kom de til at tilbringe deres ældre års somre i Tisvilde, på Hovedgaden nr. 94, Ved Stranden, som sidevejen hedder.

Den yderst beskedne lejlighed i Vævergade var nok årsagen til, at de havde råd til at bo i ferieparadiset fra maj til oktober. Men dyrt boede de sandelig ikke i Tisvilde. De havde fået en aftale med fisker Gudmandsen. Og lejede to bittesmå stuer og et endnu mindre køkken i det hjørne af Gudmandsens hus, der i dag er garage.

Det er her min forbindelse med B.J. Larsen og med min barndom og Borshøjgård genoptages. Jeg var blevet stud.mag. og boede efter min fars død i 1956 alene med min mor. B.J. var nu blevet en ældre mand omkring de firs og gik næppe meget på den erotiske krigssti længere. Han gik i stedet ture i Hegnet og elskede at strandbade hver dag. Begge dele alene. Hans søster var blevet vind og skæv af det meget gravearbejde, og var ikke meget for at vise sin krogede krop på stranden, og længere ture magtede hun ikke at gå.

Så en sommerdag ringede B.J. Larsen og spurgte , om min mor og jeg ikke kom en tur til Tisvilde. Så ville han leje en bil – det kunne man dengang i Tisvilde - og jeg, der havde kørekort, kunne køre en tur rundt i egnen med Frida, til Vejby og Holløse og sådan.

Jo, det ville mor og jeg da gerne.

Søndagsturen til Tisvilde her sidst i 1950’erne begyndte på Østerport Station. Jeg købte The Guardian, da jeg jo var engelskstuderende. Og mor og jeg nød turen op med Grisen ( lokaltoget ), forbi Grib Sø og under skovens grønne løvtag, som solstrålerne regnede ned gennem.

Vi blev modtaget på Tisvildes smukke station af B.J. Ligesom vi selv modtog de tilrejsende på perronen i 1940’rne. Men nu var der ingen til at synge borshøjgård’ernes afskedssang: ”Farvel, farvel, du dejlige gård, vi kommer til næste år.” For Borshøjgård var ikke længere pensionat.

I Fridas og BJ’s lillebitte spisestue havde Frida lavet en frokost til os, som næppe serveredes mere overdådig på Helenekilde Badehotel eller til Babettes gæstebud. B.J. Larsen havde lagt sine ungkarlefrækheder af sig og gjorde hvad han kunne for at lade mig træde i stedet for hans gamle skovturs-kammerat, min far.

Mætte og muntre hentede vi bilen og kørte nu til Tibirke Kirke og længere ud ad Bækkebrovej, forbi den gamle skole, hvor Hans Scherfig havde skrevet romanen ”Den forsvundne Fuldmægtig”, ud til Vedelsgård, hvor maleren Herman Vedel havde haft atelier og malet sine berømte portrætter af tidens koryfæer. Derfra til Vejby Kirke, og til klinten med udsigten over Kattegat. Alt måske lidt vemodigt. Det var jo ikke som på Borshøjgård i gamle dage med den trinde økonoma og mangfoldigheden af ferierende ekspedienter og kontorassistenter omkring os. Men Fridas stive gammelkonekrop holdt til det og fik set omegnen.

Mor og jeg kom igen hver sommer i min studietid til Frida og B.J. Larsen, og hver sommer kørte vi en biltur til Johannes V. Jensens og Hans Hartvig Seedorffs Tibirke Bakker og til kirkegården, hvor min mor ligger i dag.

Så en vinter ringede B.J. og fortalte med gråd i stemmen, at Frida ikke var stået op af sengen til morgen. Hun lå og var død. De var jo blevet som et ægtepar de to. Kunne ikke undvære hinanden.

B.J. fortsatte med at komme i Tisvilde og bo hos Gudmandsen et par somre. Så var også det liv færdigt. Men Tisvildes somre havde givet hans sidste år forfriskende bølger, krogede ege med prægtige løvhang, og springende hjorte.

Jo, Frida og B.J. Larsen hører til Tisvildes landliggere. Dem jeg husker.

Ole Hyltoft har udgivet en række romaner og novelle- og digtsamlinger. Hans seneste bog er essaysamlingen ”Livet ved Havet”, der tager udgangspunkt i naturen og menneskene omkring Tisvilde. Bogen kan bl.a. fås i boghandelen i Helsinge.